Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Månedsarkiv december 2019

Late Night Alias spilanmeldelse

Alder: Fra 18 år | Spilletid: Ca. 30 – 60 min. | Spillere: For 4 eller flere deltagere

Det gav et frisk element i spillet, og det var morsomt, at man kunne sidde og grine lidt med, af de ord man selv havde fundet på, når en anden skulle forsøge at forklare sig frem til det pågældende ord.

Rødmer du nu?

Hvis man kender til Alias spillet i nogle af de andre udgaver, så kan man hurtigt se, at denne udgave lægger sig meget op ad de andre versioner. Endnu engang gælder det om at kunne forklare alverdens ord, uden at ”bryde reglerne”, og på en måde så holdkammeraterne kan gætte flest mulige indenfor den givne tid.

Spillevejledningen er kort og den er let at forstå. Man kan derfor ret hurtigt gå i gang med spillet efter man har pakket det ud. Der er 6 spillebrikker i forskellige farver, og man spiller i hold. På æsken står der 4+ spillere. Vores vurdering er, at man max skal være 3 spillere på hvert hold, hvilket vil sige minimum 4 spillere og maximum 18 spillere, hvis alle 6 brikker er i spil.

Det anbefales til 18 år og opefter og spillet lægger meget op til, at det er frække, vovede og grove ord, som er med i denne udgave. Som det ses på æsken, så lægger det op til, at kortene (altså ordene) vil få dig til at rødme. Det var dog ikke helt tilfældet.

Ud af de kort vi indtil videre er stødt på igennem spillet, så har der faktisk kun været et enkelt ord, som vi opfattede som decideret ”frækt” – det var ordet ”erektion”.

Nu har vi ikke kigget ALLE kort igennem og det er muligt, at der er flere ord som er tilsvarende eller mere frække end det. Men det virker nu som et meget politisk korrekt spil – så at sige.

Umiddelbart vil vi – ud fra de ord vi har set indtil videre – sagtens kunne spille det med nogle fra ca. 15 års-alderen og opefter.

Hvad med indholdet?

På æsken står der spillet tager 45+ minutter, hvilket ikke er helt ved siden af. Det kommer selvfølgelig an på hvor god man er til at forklare og til at gætte. Vi var ret gode til at nå en del ord for hvert træk, og kom derfor ret hurtigt rundt på spillepladen, og det passede meget godt med at det tog lige knap 45 min.

Der er ikke så mange felter rundt på spillepladen, hvilket er med til at et spil ikke tager så lang tid, som nogle af de andre varianter. Bliver man glad for at spille det, er det jo nemt lige at snuppe et spil mere.

Der er en ny variation i denne udgave, som vi ikke er stødt på før.

Her skal man nemlig selv være med til at finde på ord, der skal forklares. I starten var vi ikke begejstret for den ide og tænkte først, at vi da bare kunne springe den del over, og kun spille med de kort, som var lavet til spillet. Men vi prøvede det nu alligevel, og det viste sig, at være ret underholdende på den måde.

Alle skrev ord på et kort, så det passede med, at der altid var minimum 12 kort i den medfølgende æske. Når man passerede nogle specielle felter på spillepladen, skulle man i næste runde trække kort fra denne æske, og forklare de hjemmelavede ord i stedet for dem, der allerede var lavet i spillet.

Vores erfaringer med spillet

Det gav et frisk element i spillet, og det var morsomt, at man kunne sidde og grine lidt med, af de ord man selv havde fundet på, når en anden skulle forsøge at forklare sig frem til det pågældende ord.

Det viste sig så faktisk også, at vi indimellem kunne have svært ved at gætte et ord, som vi selv havde skrevet på kortet, når en anden skulle forklare det, da man måske ikke lige havde tænkt i samme baner ift. hvordan det kunne forklares. Her har man jo så muligheden for at gøre det endnu mere frækt, hvis man ønsker det.

Det er vigtigt i lige netop den del af spillet, at man tænker sig lidt om, når man skal skrive et ord på kortet. Det må gerne være noget sjovt og også udfordrende, men det ødelægger spillet, hvis man gør det ALT for svært.

Det er så spillemæssigt heller ikke altid en fordel, da man jo selv risikere at trække det kort, man selv har skrevet og skulle forklare det for sin medspiller.

Vi valgte at skrive videre på de samme kort, som vi var startet med i stedet for at tage nye hele tiden, og så var det jo bare altid at læse det nederste ord på kortet, så man vidste, at det var det nyeste ord, der endnu ikke havde været forklaret/gættet.

Selve kortene er lavet således, at der er en grå og en blå side. Det gør det nemmere at sikre, at man putter kortene i ”den hemmelige æske” med tekstsiden nedad. Ligeledes når man skal bruge kortene, kan man bedre se, hvorledes man tager dem ud af æsken uden selv at komme til at se flere kort end dem man selv skal forklare. Der er mulighed for at skrive 6 ord på begge sider af kortet.

Det er dog vigtigt, at man igennem samme spil på forhånd er enige om, hvorvidt man skriver på den blå eller den grå side, for netop at få ovenstående fordel ved det. Der er en blyant med i spillet, og kortene er lavet således, at det er nemt at skrive med blyant derpå, hvilket også gør det muligt at viske ud og bruge kortene igen og igen.

Der er dog en hel del kort med, så man ikke behøver at viske ud og genbruge sådan lige med det samme.

En fin variation af ALIAS spillene, som er nem at gå til og med et nyt element, der giver mulighed for, at man selv bestemmer i hvilken retning spillet skal gå.

– Joan Frederiksen

Læs også anmeldelsen af Alias: Kvinder Mod Mænd

Læs også anmeldelsen af Familie Alias

Kimble spilanmeldelse

Alder: Fra 5 år + | Spilletid: Ca. 10 – 30 min. | For 2 – 4 spillere

Kimble spillet samler os som familie og vi hygger os alle sammen, selv om der er over 30 år mellem den yngste og ældste. Vi bliver ofte grebet af stemningen og uden vi ved af det, har vi hurtigt spillet 3-4 spil.

Lidt historie

“Hvad er Kimble tænker du måske?” Faktisk så er Kimble næsten 100% det samme som Ludo – dog er der lige nogle små forskelle i reglerne til de to spil. Der findes flere forskellige varianter af Kimble, ligesom der også findes forskellige typer af Ludo. I Kimble har man dog ikke nogen globus eller stjerner.

Kimble spillene bliver produceret hos Tactic Games, som er et finsk firma, der har produceret spil i mere end 40 år. Spillene bliver fremstillet i høj kvalitet og er blevet ret så populære i hele Norden.

Tactic lægger stor vægt på, at lave og udvikle sjove og underholdende spil, som samler familie og venner, om ægte glæde og samværd. Og i de fleste spil fra Tactic, er der en perfekt balance mellem held og strategi. Ligeså i Kimble Original spillet, som vi har testet for Legebyen.dk herunder.

Indhold

  • 1 spilleplade i plastik med indbygget terning!
  • 16 spiller brikker (4 i hver farve)
  • 1 sæt spilleregler på engelsk

Spillet

I slår med den indbyggede terning om, hvilken spiller der får det højeste antal øjne og derfor kan starte spillet.

Hver spiller har 3 slag per runde, til at slå en 6’er og dermed komme ud fra startpositionen.

Når en spiller har fået en brik ud på spillepladen, så har man kun ét slag per runde. Slår spilleren en 6’er, har han/hun et ekstra slag med terningen.

Spillerens mål er at få alle sine brikker – hele vejen rundt på pladen – og sikkert hjem i sit mål.

På vejen gælder det om, at slå de andre spillere hjem,  ved at ramme det felt som en anden spiller står på, bliver de slået hjem skal spillerens brik starte forfra.

Har en spiller 2 brikker, på samme felt, så er brikkerne i hælle, og rammer en anden spiller dette felt, vil man i så fald slå sig selv hjem.

Den spiller der først, har alle sine 4 brikker hjemme i målet vinder spillet.

Vores erfaringer

Kimble er på mange måder identisk med ludo, hele spillets opsætning og regler er ens. Dog er der i Kimble ingen globus og der kan ikke springes.

Kimble har dog den fordel, at der er en “brik-holder2 på hvert eneste felt. Brik-holderen holder brikken på plads og det er en kæmpe fordel når mindre børn spiller med. Udover det, så er det også meget nemmere for mindre børn, at tælle sig frem til hvor brikken skal rykkes hen, med disse brik-holdere.

Den smarte indbyggede terning, er rigtig sjov at bruge og sikrer at terningen ikke bliver væk. Spillet er baseret på en hel del held, men bestemt også på strategi.

Et spil tager mellem 10 og 30 minutter, afhængigt af antallet af deltagere. Hjemme i vores familie, har Kimble fået en central plads på spisebordet. Vi spiller Kimble både om morgenen, når vi spiser morgenmad og om aftenen og nogen gange også om eftermiddagen.

Kimble spillet samler os som familie og vi hygger os alle sammen, selv om der er over 30 år mellem den yngste og ældste. Vi bliver ofte grebet af stemningen og uden vi ved af det, har vi hurtigt spillet 3-4 spil.

Spillet er hurtigt at rydde op og nemt at have med, hvis man eksempelvis skal ud at rejse.

Vores datter havde det med til “legetøjsdag” i børnehaven, hvor det også var en kæmpe succes hos alle børnene.

– Tine Rasmussen

Agricola spilanmeldelse

Alder: Fra 12 år + | Spilletid: Ca. ½ – 2½ timer | Spillere: For 1 – 5 deltagere

Brug hjernen og bliv den bedste bonde!

Bag et pussenusset tema gemmer sig et benhårdt og underholdende spil. Her kan du læse om, hvorfor Agricola er et af verdens bedst bedømte brætspil.

På verdens største rangliste over brætspil ligger Agricola nummer 26. Og det er vel at mærke ud af knap 18.000 spil.

Derfor er der ingen tvivl om, at mange mennesker elsker spillet. I den her anmeldelse ser jeg nærmere på, hvad det er, der gør Agricola til noget særligt.

Ved første øjekast ser Agricola lidt skræmmende ud. Der er utallige kort og flere håndfulde af små træfigurer at holde styr på. Reglerne fylder også en del, men de er klare og præcise – og alt står endda på dansk. Det hører til sjældenhederne i spil fra udlandet.

I sidste ende er spillet ikke så indviklet, som man kunne frygte. Når man først er i gang, virker det hele intuitivt og gennemtænkt.

Jens Hansen og hans modstandere

I Agricola bygger du og dine modspillere hver jeres gård. I starter med hver jeres plade, der viser uopdyrkede marker og et lille hus med plads til to figurer. Nu gælder det om at skabe et landbrug, der kan brødføde din voksende familie og samtidig give overskud, som du kan investere i at forbedre og udvide gården.

I hver omgang kan du udføre én handling med hver af dine figurer. Måske går din ene figur i skoven for at fælde træer, mens den anden tager ned til søen for at fange fisk. Og på den måde får du henholdsvis træ og mad.

Der er utallige forskellige handlinger at vælge imellem. For eksempel kan man også hente ler, bygge hegn eller købe korn til at så på marken. Og i hver af spillets 14 runder vender man et kort, som giver endnu en mulig handling.

Fæld træet før din nabo

Problemet er bare, at dine modspillere går efter de samme ressourcer, og der kan kun være én figur på hver handling pr. tur. Så hvis der allerede er nogen, der har fisket i søen, må du finde på noget andet at bruge din dyrebare tid på.

Det er den detalje, der gør Agricola til et strategisk spil, hvor du hele tiden skal træffe svære beslutninger om, hvordan du får fat i de ting, du skal bruge, før din modstander snupper dem. Og samtidig skal du overveje, om du kan gå i vejen for dine modstandere, så de ikke kan bygger de ting, de vil.

Udvid din gård som du vil

Alle de ressourcer du samler, ville ikke være særligt spændende, hvis der ikke var noget at bruge dem på. Men der er heldigvis masser af ting, du kan bruge dine surt optjente råvarer på.

Hvis du vil holde køer eller får, skal du bruge træ til at bygge indhegninger. Hvis du vil udvide dit hus, skal du bruge ler og siv. Og hvis du vil dyrke grøntsager, skal du først pløje marken.

Du vælger selv, hvordan du bygger din gård, og hvilke dyr du vil have. Men uanset hvad, skal du altid sørge for, at der er nok mad til din familie. Det giver nemlig strafpoint, hvis de sulter.

Hvem er den bedste bondemand?

Når spillet slutter efter 14 runder, tæller I point. Du får point for stort set alt. For eksempel ser man på hvor mange grise, du har, hvor stort dit hus og din gård er blevet, og hvor mange afgrøder du har.

Kunsten er at få det hele til at gå op i en højere enhed. Især i de første par spil kan det være svært at regne ud, hvordan man kan skaffe nok mad og samtidig kan udbygge sin gård. Men efterhånden giver det hele mening og så begynder Agricola for alvor at blive underholdende.

Man får ikke noget forærende i Agricola. Det kan være svært at klare sig godt, men til gengæld er det meget mere tilfredsstillende, når planerne lykkes, og gården blomstrer.

Et spil der kræver fordybelse

Agricola er som sagt et af verdens bedst bedømte spil. Det er måske ikke et spil, man lige hiver frem som hurtigt selskabsspil.

Det kræver lidt mere, fordi man skal lære reglerne og tænke sig godt om. Men det er netop det, der gør det underholdende og svært at slippe. Når man først er inde i spillet, vil man spille igen og igen. For måske kan man klare sig endnu bedre næste gang, hvis man bare lige gør det lidt anderledes.

Med andre ord er der mange gode timers spil i æsken. Og når man synes, man har prøvet det hele, er der en håndfuld udvidelser at kaste sig over, så spillet kan vare endnu længere.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung


Sig Det Videre spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ukendt | Spillere: For 4 – 8 deltagere

Vi har spillet det med både 4 og 8 personer og begge dele fungerer fint, men det er lidt sjovere, når man er flere, så man ikke får sin egen tegneblok tilbage, før sidste gæt er afgivet. På den måde ved man nemlig ikke undervejs om ordet er blevet ændret, før man får tegneblokken tilbage til allersidst.

Sig Det Videre blev vinder af Guldbrikken-prisen i 2017 for Årets Selskabsspil og kåret til Årets Voksenspil 2017, af Legebranchen LEG.

Indhold i Sig Det Videre spilæsken

Dette spil kommer i en fin lille æske, der ikke fylder så meget på hylden derhjemme.

Det indeholder 8 genanvendelige tegneblokke, 8 penne, 1 spillevejledning, aftørringsklude, 1 terning, 1 timeglas på 1 minut og spillekort med ca. 1500 forskellige ord.

Spillevejledningen er kort og nem at forstå. En fordel i spillevejledningen er, at de beskriver, hvorledes man skal starte ift. om man er et lige eller ulige antal spillere – noget vi nok ikke selv, ville have tænkt over, hvis ikke det stod beskrevet.

Sådan spilles Sig Det Videre

Et spil består af 3 runder. Man starter med at kaste terningen, og denne bestemmer hvilket ord på kortet, der skal tegnes. Der er en god blanding af både svære og nemme ord og små sætninger. Derudover er der også felter, hvor man selv frit må vælge et ord, man vil tegne – eller felter, hvor man skal vælge et ord indenfor en bestemt kategori.

Da jeg fik kategorien ”film” valgte jeg fx at tegne ”Titanic”, da jeg tænkte, det var nemt at tegne og alle daværende spillere kendte filmen. Det handler nemlig om at finde et ord, som er både nemt at tegne og gætte, når man selv får lov.

Når man har fået (eller selv bestemt) sit ord skrives dette på første side på tegneblokken som det hemmelige ord.

Andre kan ikke se ordet, da forsiden dækker for det. Nu går det så ellers på tur rundt om bordet, hvor man skiftevis tegner og gætter ord.

Tegneblokkene sendes rundt til alle spillere i urets retning, og alle får på den måde skiftevis fat i de forskellige tegneblokke. Tegneblokken er lavet som en slags ”flipover”, hvor man på den måde gemmer den forrige side væk, så ingen ved, hvordan ordet startede eller hvad andre har gættet eller tegnet.

Eksempel på et spil “Sig Det Videre” med 4 personer:

Spiller 1 skal tegne ”armbåndsur”. Han skriver nu armbåndsur på den første side, og bladrer til side 2, hvor han tegner et armbåndsur. Dette er der 1 minut til.

Så sendes tegneblokken videre til spiller 2, som kigger på side 2, hvor spiller 1 har tegnet et armbåndsur. Spiller 2 skal nu gætte, hvad der er tegnet og skrive sit gæt på side 3. I dette eksempel antager vi, at spiller 2 ikke kan se, at det er et armbåndsur, men i stedet blot skriver ”armbånd”.

Tegneblokken sendes videre til spiller 3, som kigger på den side, hvor spiller 2 har skrevet sit gæt. Han skal nu tegne et armbånd på side 4.

Tegneblokken sendes igen videre og spiller 4 må nu kigge på tegningen, som spiller 3 har tegnet, og skal skrive sit gæt på side 5. Lad os antage, at spiller 4 ikke kan gætte, at det er et armbånd, men i stedet gætter på ”halskæde”.

Igen sendes tegneblokken videre, og rammer nu spiller 1 igen.

Vedkommende er godt klar over, at ordet er armbåndsur, da det er hans egen tegneblok, men må IKKE tegne dette, selvom han har den viden. Han skal i stedet tegne spiller 4’s gæt – altså en halskæde. Tegneblokken fortsætter nu hele vejen rundt endnu en gang.

Når den rammer spiller 4 igen, skal denne spiller skrive rundens SIDSTE gæt, ud fra den tegning, der er lavet på forrige side fra spiller 3 – i dette tilfælde antager vi, at ”halskæde” blev til ”borgmesterkæde” og sidste gæt blev ”borgmester”

Det er nu tid til afsløring. På skift gennemgås alle tegneblokke fra side 1 til 8. Nu kan alle se, hvordan ordet ”armbåndsur” er endt med at være ”borgmester”.

Det vigtigste element i dette spil er, at man altid KUN må se på den forrige side og ikke alle de foregående sider. Det er meget nemt at overholde på den måde tegneblokken er udformet. Vi har spillet det mange gange med flere forskellige, og det er endnu aldrig sket, at nogen er kommet til at kigge på sider, de IKKE måtte.

En anden god ting ved spillet er, at man også kan få point selvom man ikke gætter det rigtige ord. Man har nemlig også mulighed for at få point undervejs for de forkerte ord, hvis en spiller har gættet det som den forrige spiller har tegnet, uanset om det var det oprindelige ord.

Og så er det faktisk et spil, hvor man ender med slet ikke at gå så meget op i point og at vinde, men spiller fordi det er sjovt undervejs.

Vores vurdering af Sig Det Videre

Vi har spillet det med både 4 og 8 personer og begge dele fungerer fint, men det er lidt sjovere, når man er flere, så man ikke får sin egen tegneblok tilbage, før sidste gæt er afgivet. På den måde ved man nemlig ikke undervejs om ordet er blevet ændret, før man får tegneblokken tilbage til allersidst.

Hvis man kun er 4 spillere, er der mindre sandsynlighed for at ordet undervejs ændres og ender med at være forkert. Hvis man har tegnet armbåndsur på en bestemt måde, og det stadig er armbåndsur når den kommer over til én igen, så kan alle 4 spillere derefter bare gentage tegninger og gæt fra den første omgang tegneblokken blev sendt rundt.

Hvis der derimod er 8 spillere, så er det hele tiden en ny, der skal gætte eller tegne på tegneblokken hele vejen rundt.

For vores vedkommende har der helt klart været flest grin (og dem var der RIGTIG mange af) ved spil med 8 spillere.

Spillet er anbefalet fra 12 år. Det er vores vurdering, at det passer meget godt. Vi har bl.a. spillet det med vores pige på 12 år, hendes fætter på 13 år og 6 voksne.

De kunne godt være med, men der var nogle ord, de ikke kendte så godt, hvor vi havde en voksen på sidelinjen, som ikke var med i spillet og som kunne hjælpe lidt. Så skal det være uden hjælp, så er 12 år efter vores mening måske for lavt.

Men aftaler man, at det er i orden at få lidt hjælp til ord, man måske ikke helt forstår, og samtidig laver en aftale om, at man må tage et andet ord på kortet, hvis det er et ord, man vurderer børnene ikke kender – og ligeledes at børnene også må vælge et andet ord på kortet, hvis ikke de kender ordet de ifølge terningen skulle have tegnet, så passer de 12 år meget godt.

Et spil vi helt sikkert kommer til at spille igen og igen, og som særligt vores yngste datter på 12 også er helt vild med. Sjovt for både børn og voksne.

– Joan Frederiksen

LEGO Education: Min Kæmpestore Verden anmeldelse

Alder: Anbefales fra 2 – 6 år | Indeholder: 480 dele | Varenummer: 45028

“Det er dog vigtigt at notere, at selvom LEGO Education er lavet og indrettet til læringsmiljøer og institutioner, betyder det ikke at de ikke også kan bruges i privaten. LEGO Education delen er mere en form for ekstra udfordring man kan tilføre, og det vælger man jo selv. Klodserne kan derfor også sagtens bruges, som man f.eks. ville bruge et LEGO Duplo sæt, men i lige præcis LEGO Education er der muligheden for at udvikle og udfordre børnene på andre måder. ”

Vi har fået lov til at afprøve og anmelde LEGO Education sættet, “Min Kæmpestore Verden” (på engelsk “My XL World”) – for Legebyen.dk. Vi er en familie på tre, med vores datter Liv Elisabeth på godt og vel to og et halvt år.

Hun er inden for det sidste år begyndt at vise stor interesse for leg med LEGO, og et sæt som dette, var derfor helt perfekt for hende. Hendes reaktion, da vi modtog sættet, var derfor også fantastisk.

Hun hoppede op og ned, jublede af glæde, for derefter at kysse pakken (se billedet), samt fortælle den, at hun elskede den. Det var derfor sikkert at sige, at hun var meget begejstret for “Min Kæmpestore Verden” -sættet.

Vi vil derfor prøve at teste hvordan vi både kan bruge sættet i LEGO Education øjemål, men også som et ”almindeligt” sæt LEGO, uden det faglige i det.

Først vil jeg hurtigt forklare hvad LEGO Education går ud på, og hvorfor LEGO Education er et meget succesfuldt kreativt produkt til læring.

LEGO Education er en gren af LEGO, der henvender sig til institutioner og læringsmiljøer. Sættene er specielt designet til at fremme læring, ved brug af de karakteristiske klodser. Som LEGO selv skriver på deres hjemmeside:

”use play to open up the world of early math, science, and language skills… Foster a love of discovery and investigation to help the youngest students develop social and emotional skills that set them up for a lifetime of successful learning”

Dette citat henvender sig til de mindste, og fokuserer derfor på de kompetencer som de mindre børn skal kunne, såsom udvikling af sproget og udvikling af sociale relationer. Citatet er henvendt til de børn omkring Livs alder, og så op til en 5-6 år.

Det betyder dog ikke at LEGO Education kun henvender sig til de mindste. Ifølge LEGO kan LEGO Education sættene henvende sig til mange forskellige aldre, helt op til de ældste i folkeskolen. Men fælles for alle LEGO Education sættene, er det at de fremmer læringen og giver et kreativt indspark til undervisningen. Derfor har LEGO Education blandt andet også valgt at lave lektionsplaner, som lærerne kan benytte sig af.

Det er dog vigtigt at notere, at selvom LEGO Education er lavet og indrettet til læringsmiljøer og institutioner, betyder det ikke at de ikke også kan bruges i privaten. LEGO Education delen er mere en form for ekstra udfordring man kan tilføre, og det vælger man jo selv. Klodserne kan derfor også sagtens bruges, som man f.eks. ville bruge et LEGO Duplo sæt, men i lige præcis LEGO Education er der muligheden for at udvikle og udfordre børnene på andre måder.

Derfor er der blandt andet også disse inspirationskort med i sættet, så man kan skabe en mindre by, med blandt andet en brandstation. De aktiviteter som LEGO Education anbefaler at bruge dette sæt til, er skabt til førskolebørn og designet til at hjælpe børnene med at udvikle deres sociale færdigheder og udforske den verden, eller by de lever i.

Med dette i mente valgte vi derfor at pakke det hele ud og lade Liv vælge, ud fra inspirationskortene, hvad vi skulle bygge først. Hun valgte brandstationen og vi gik derfor i gang med at bygge denne.

Vi viste Liv på billedet hvad for en slags klods der skulle bruges og vi snakkede om hvilken farve klodsen var. Vi fik samlet brandstationen, og så snakkede vi om hvilke farver der var i spil. Vi snakkede blandt andet også om hvad brandbilen sagde når der var udrykning på, og at den kørte ud når der var brand i byen.

En videre måde man kan udvikle denne aktivitet på, nok mest rettet mod børnehavebørn, er at snakke om hvilken funktion en brandstation har i en by, og hvorfor den er vigtig for byen.

Efter lidt tid havde vi bygget de fleste af figurerne på inspirationskortene, men der var stadig lidt klodser tilbage. Liv tog med det samme udfordringen med de resterende klodser og gik i gang med at bygge et tårn.

Da hun var færdig med det fandt hun nogle af de fantasidyr som vi havde bygget ud fra inspirationskortene, og begyndte at lege med dem.

De brudstykker vi kunne forstå, lød som en leg hun kendte fra vuggestuen, men hvor den ene figur gjorde noget han/hun ikke måtte. Den ene figur sagde derfor til den anden; ”det må du ikke.” Og så lidt efter krammede de to figurerer igen og legede videre. Dette sæt er derfor også suverænt til at hjælpe børnene med at udvikle deres sociale færdigheder ubevidst.

Her kan man igen også bruge det på lidt ældre børn, fordi de forstår måske mere at lave rollepil med LEGO menneskerne.

Her nogle dage efter udpakningen leger Liv stadig med sættet og kombinerer det med de andre LEGO sæt hun har. Mange af de nye klodser i dette sæt kan bruges til andre lege med hendes andre LEGO sæt. Vi er derfor meget begejstret for LEGO Education ’My XL World’ og vil fortsat blive ved med at gøre stor brug af også den faglige vinkel på sættet.

– Camilla Hejgendorf

LogiKit spilanmeldelse

Alder: Fra 3 år | Spilletid: Ca. 15 min. | For 1 – 2 deltagere

LogiKit er et sjovt og anderledes spil, som både børn og voksne kan lære noget af!

Udpakning af spillet

Udpakningen af spillet er overstået forholdsvis hurtigt, og man kan derfor gå i gang med det samme. LogiKit indeholder 16 “opgavekort”, eller spilleplader om man vil, og en kasse med en lille magnetisk stift på en snor (det er vidst den nemmeste måde at forklare denne ting på – se eventuelt billederne :)). Når man skal spille spillet, tager man én af spillepladerne og fører ind i kassen. Der er i kassen ni felter og inde i kassen er også 12 små magnetkugler, som man skal flytte med magnetstiften.

Gennemgang af spillets regler

LogiKit skriver selv, at det er beregnet for børn i alderen 3-8 år, men at det sagtens kan bruges til mindre børn – dette kan vi bekræfte :). Det er som en række andre spil vi har haft fornøjelsen af, ikke helt til at bestemme om LogiKit er et spil eller om det mere er en form for læringsværktøj. Jeg vil dog tillade mig at kalde det et spil, da det også er den betegnelse de selv bruger.

Når man vil i gang med LogiKit, så skal man vælge én af de 16 spilleplader. Alle spillepladerne er forskellige og jeg vil også mene, at de har forskellig “sværhedsgrad”. På hver spilleplade er der 9 felter, som har forskelligt indhold.

Vi oplevede i hvert fald, at nogle af pladerne var nemmere og sjovere for Inger end andre. Jeg vil komme lidt mere ind på hvilke ting/emner der er på spillepladerne senere.

Spillet er bygget således op, at man skal løse forskellige opgaver ved at se på spillepladen og derefter bruge magnetstiften til at flytte én af de i alt 12 små kugler, der er ned i det rigtige felt på spillepladen. I hvert felt er der én opgave, som har to svarmuligheder, som også er angivet i feltet. De 12 kugler er fordelt på tre farver med fire kugler til hver; rød, gul og grøn.

Der er eksempelvis en spilleplade, hvor der er dyr i hver af de 9 felter. Denne var rigtig sjov for Inger, fordi man skulle tælle, hvor mange dyr der var i hvert felt og herefter placere en magnetkugle i den rigtige farve i feltet. Med denne spilleplade er der for eksempel én af felterne, som har én elefant. Der er så også to svarmuligheder i feltet ét et-tal på en grøn baggrund og et to-tal på en gul baggrund.

Inger skulle så tælle hvor mange elefanter, der var i feltet og finde ud af, hvilken farve hun skulle placere. Og her snød vi altså lidt – for hun kan naturligvis i hendes alder ikke alle tal, og derfor hjalp vi hende med at sige, at hun skulle placere en grøn kugle, hvis der var én elefant eller placere en gul kugle, hvis der var to elefanter.

De første par gange skulle hun naturligvis lige være med på, hvad der skulle ske, men det gik faktisk ret hurtigt for hende at fange, hvad hun skulle gøre – og måske lidt overraskende, så syntes hun, det var rigtig sjovt.

Én af de andre spilleplader, som også havde stor succes, viste madvarer – som var henholdsvis sunde og usunde. Altså eksempelvis en gulerod eller en burger. Vi forsøgte os lidt frem med sundt og usundt, men Inger synes det var meget sjovere at finde den kugle, der passede ud for det mad hun bedst kunne lide.

Det endte faktisk med at være rigtig underholdende, fordi hun, som de fleste andre børn måske også ville gøre, endte ud med at snakke om, at hun altså hellere ville have is, chokolade og kage end hun ville have ananas, kiwi og brød.

Vores oplevelse med spillet

Vi forsøgte os også med nogle af de lidt mere avancerede plader. Her er der i felterne nogle forskellige konstruktioner, som er bygget af en række klodser. Inger skulle så herudfra kunne se, hvilken model der kunne lade sig gøre at bygge, ud fra de klodser der var – det var altså lige avanceret nok for hendes hoved, men i anmeldelsens ånd, så måtte vi jo lige prøve.  🙂

Jeg synes faktisk, at det er fint at slutte anmeldelsen af med ovenstående eksempel, for det viser lidt om spillets alsidighed, og hvorfor jeg tænker, at det også er et spil, vi vil hive frem i løbet af de næste par år.

Det er bestemt et plus for spillet – et andet plus, som også blev synligt igennem vores leg med spillet, var at der er rigtig mange forskellige ting at snakke om, og måder man selv kan lave nye lege med spillet.

– Anders Østergaard

The Game spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | For 2 – 4 spillere

The Game er et sjovt og anderledes kortspil, hvor det for en gangs skyld handler om at samarbejde og ikke om at kæmpe imod hinanden. Det element betyder også, at man går til spillet på en helt anden måde, og tænker lidt mere over, hvad man gør, for netop ikke at spærre for sine medspillere.

Indhold i spillet

The Game er et fint lille spil, som er lige til at gå til. Har man tidligere spillet ”The Mind” kan man hurtigt fornemme, at det er to spil i samme kategori og spillestil.  Her er samarbejde en absolut nødvendighed.

Spillet fylder meget lidt, og kan sagtens tages med i en lille taske – her passer det eksempelvis perfekt ned i min dametaske, som jeg altid har med mig rundt, uden det fylder alverden i den.

Spillet indeholder et sæt kort, der kører fra 1 til 100. Der er to nr. 1 og to nr. 100, som bruges som start kort, og kun én af alle andre tal. Derudover er der også 6 ekstra ”on fire kort” i denne udgave fra Legebyen.dk – som man kan vælge at bruge, hvis man vil have en ekstra udfordring ind i spillet.

Spillevejledningen er nem at læse og forstå, og kender man spillet ”The Mind” er det endnu hurtigere. I begge spil, må man ikke røbe sine kort, men i ”The Game” har man dog den fordel, at man godt må sige noget, hvor man i ”The Mind” slet ikke må tale sammen.

Hvordan spiller man The Game?

Dette spil er lidt anderledes end de fleste andre, da man både kan spille det alene og op til i alt 5 spillere. Det undrede os lidt i starten at stå med et spil, som både fungerede som singleplayer og multiplayer – uden der var særlige kort, der skulle bruges til den ene eller anden form. Men når man har spillet det, så er det ret tydeligt at se, at det faktisk kan være sjovt både alene og flere sammen.

Man lægger de 4 startkort foran sig på bordet. På to af bunkerne må man kun lægge kort, der er mindre end det nuværende kort og i de to andre bunker må man kun lægge kort, der er højere end det nuværende kort. Sammen skal man nu forsøge at komme af med alle kortene i bunken. Hver spiller starter med X antal kort på hånden, afhængigt af hvor mange spillere, man er med i spillet.

Vi fandt hurtigt ud af, at det var en fordel at lade startkortene ligge frit, uden at lægge de andre kort ovenpå, men i stedet bygge bunken lige neden- eller ovenover startkortene, så man hele tiden kunne se om det var en bunke, der skulle bygges op eller ned.

Man skal altid lægge minimum 2 kort ned på en af de 4 bunker, og tage det tilsvarende antal kort op fra ”ekstrabunken”, når turen er ovre. Er man god og med en anelse held, skulle man gerne nå frem til at ekstrabunken er tom, og alle kort er lagt ned på bordet i de 4 bunker midt på bordet. Dette er dog ikke så ligetil, som det lyder.

Vores erfaringer med The Game

Der gik ikke lang tid fra vi startede med at spille, til vi godt kunne se, at det var noget af en udfordring at komme af med alle kort, da man hurtigt blev tvunget til at ”spærre” nogle af bunkerne og blot krydse fingre for at de helt rigtige kort kom, så man kunne få løsnet op for disse bunker igen.

Samtidig har man udfordringen, at man ikke må fortælle hvilke kort, man sidder med hver især. Man må dog gerne pege på en bunke, og sige til sine medspillere, at de helst ikke skal lægge kort på den specifikke bunke.

Desværre kan man stadig risikere, at man bliver nødt til at gå imod de anvisninger, man får fra en medspiller, da man ganske enkelt ikke har andre muligheder, når man SKAL lægge mindst 2 kort ned hver gang.

Spillet anbefales fra 8 år og opefter, og vurderes til at tage 20 min. Hvorvidt det lige præcist passer med 8 år og opefter, eller om yngre børn også kunne spille med, har vi lidt svært ved at vurdere. Men vi føler os ret sikre på, at de fleste 8-årige i hvert fald godt kan være med her.

De gange vi har spillet, har det taget mellem 20 og 30 min. Det tyder lidt på, at jo yngre spillere, man har med, des længere tid tager et spil. Men stadig ikke meget over de 30 minutter.

The Game er et sjovt og anderledes spil

The Game er et sjovt og anderledes kortspil, hvor det for en gangs skyld handler om at samarbejde og ikke om at kæmpe imod hinanden. Det element betyder også, at man går til spillet på en helt anden måde, og tænker lidt mere over, hvad man gør, for netop ikke at spærre for sine medspillere.

Alt hvad du gør, får oftest enten negativ eller positiv indflydelse for de andre spillere og man bliver nødt til at forsøge at tage mest muligt hensyn til hinanden.

Samarbejdet i spillet gør det til et hyggeligt familiespil, hvor alle kan gå fra bordet uden at være uvenner. Det er et spil, som er perfekt til at tage med på tur. Det bliver fremadrettet et af de spil, vi helt sikkert snupper med i tasken, når vi skal hjemmefra eller på ferie.

– Joan Frederiksen

Game Of Phones anmeldelse

Alder: Anbefales fra 16 år + | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | Spillere: For 3 – 8 deltagere

De piger, jeg spillede med, er heller ikke nogle, der normaltvist vil være med til at spille. Men jeg skulle bare fortælle ganske kort, hvad det gik ud på, så var de solgt. De lærte både mig og hinanden bedre at kende, hvilket bare var helt fantastisk.

Generelt om Game Of Phones spillet

Det første, der slår mig, når jeg ser på spillet, er navnet. Game of Phones leder helt naturligt tankerne hen på serien og bøgerne Game of Thrones. Det er altså telefonernes spil, en kamp mellem telefoner. Derudover leger designerne og udviklerne af spille også med vores forforståelse og genkendelighedssans på en anden måde.

Æsken er udformet som en helt almindelig Iphone æske. Så da jeg lagde den på bordet på lærerværelset, kom eleverne straks hen og spurgte, om jeg havde fået ny Iphone.

Heldigvis blev de unge mennesker ikke skuffet, da jeg viste dem, at det var et kortspil, hvor deres smartphone skulle i brug. Det er næsten altid en sikker succes.

Game of Phones er udgivet af den nordiske brætspilsdistributør Spilbræt.dk, de beskriver sig selv på følgende måde ”Det er stedet, hvor kærligheden til brætspil og den rene spilleglæde blomstrer. I en fortravlet hverdag er fritid dyrebart, så derfor skal de brætspil, vi omgiver os med, også være af den bedste kvalitet.”

De ser altså ikke blot sig selv som et firma, der distribuerer spil, men som et sted, der med deres kærlighed til brætspil, vil distribuere noget dyrebart.

De er blandt andet distributører af Castles of Mad King Ludwig, Settlers of Catan og Copenhagen. Alle spil nogle vi forhandler her på hjemmesiden.

Derudover forhandler de også Cards Against Humanity, som i sit design og regler minder lidt om Game of Phones. Du skal i Game of Phones ikke sammensætte skøre og grænseoverskridende sætninger for at ’imponerer’ dommeren.

I stedet skal man finde billeder, sætninger og andre ting på nettet, i telefonen og på billeder, som bedst muligt løser opgaven, som der stilles på kortet, og det er dommeren, der bestemmer, hvem der vinder.

En opgave kan lyde sådan her ”Personen med flest spil på telefonen vinder.” Her skal spillerne altså ind på telefonen og tælle, hvor mange spil de har, fortælle det til dommeren, som så vurderer, hvem der vinder.

Det var virkelig sjovt at spille det med en gruppe piger, som prøvede spillet for første gang på en helt almindelig aftenvagt. Det var så sjovt, at de blev siddende i 2 timer, hvor de bare var helt optaget af de kort, der blev trukket.

Jeg var dommeren i et godt stykke tid, men måtte forlade spillet nogle gange. De var så ivrige efter at spille mere, at selvom de normalvis har svært ved at skulle sidde og vente, faktisk ikke ville stoppe spillet, men ventede i stedet tålmodigt på mig. Det er ikke hverdagskost som lærer på en specialefterskole.

De piger, jeg spillede med, er heller ikke nogle, der normaltvist vil være med til at spille. Men jeg skulle bare fortælle ganske kort, hvad det gik ud på, så var de solgt. De lærte både mig og hinanden bedre at kende, hvilket bare var helt fantastisk. Jeg havde tænkt, at det ville være et godt spil til denne målgruppe, men jeg havde slet ikke forventet, at det ville være SÅ godt til dem.

Som lærer var det også ret fedt at opleve, at de kunne foretage informationssøgning på nettet, læse højt og hjælpe hinanden med at stave sig igennem, det gjorde bare mit lærerhjerte så stolt.

Jeg spillede det med en anden gruppe i sidste uge, hvor der både var lærere og elever med. Her var der én, som forlod spillet, fordi telefonen var for langsom, det var lidt ærgerligt, særligt da det fik andre til at forlade det også, da alle ikke var med længere.

Det er jo en reel risiko ved spillet, da en fungerende smartphone er et krav for deltagelse. Det er jo blot et vilkår, men synd da spillet faktisk gik rigtig godt indtil da.

Der var latter, smil og gode snakke. Flere af kortene lægger også lidt op til, at man kan fortælle, hvorfor et billede er valgt, hvorfor et minde passer godt til dommeren osv..

I weekenden står den på familieweekend, hvor vi er mange unge, der ikke kender hinanden super godt, da det er en sammenbragt familie. Her vil jeg finde spillet frem igen, da jeg endnu engang ikke er i tvivl om, at spillet nok skal bringe gode stunder med sig.

Alder og sværhedsgrad

  • Alder: 16 år og opefter.
  • Spillere: 3-8 spillere.
  • Spilletid: Ca. 20 min.

Selvom den anbefalede alder for spillet er på 16 år, valgte jeg at introducere det for mine efterskoleelever alligevel. Jeg valgte de spørgsmål fra, som jeg ikke fandt passende for aldersgruppen.

Da jeg havde gjort det, var det et ganske glimrende spil for mine kære unge mennesker. De var faktisk den helt perfekte testgruppe i min optik. Hvis jeg skulle give et bud på, hvilken aldersgruppe der bruger mest tid på deres mobiler, vil det netop være unge mellem 13-20 år – sådan cirka.

Så det ville da næsten være synd, hvis den yngre del af gruppen skal udelukkes fra at prøve dette sjove spil.

Spillets komponenter

Når du åbner æsken, vil du finde:

  • 220 kort med opgaver på.
  • Danske spilleregler.

Der er dog én ting mere, som du skal finde, for at kunne spille spillet, og det er en telefon til hver spiller – den kan du ikke finde i æsken 😉

OBS: Spillet kræver at alle deltagere har en fungerende smartphone til rådighed – disse medfølger IKKE.

Regelbogens tilgængelighed

Regelbogen består af et enkelt kort, hvor der står regler på for og bagside. Det passer godt ind i spillets design, dog kan det være lidt træls at lede efter det, hvis det lige er røget ind i bunken. Det kan jo så løses ved at have det øverst.

Dog kunne man også have en lille foldet bog, som man har i mange andre spil. Idet reglerne kan være på et lille kort, er de også ret kort forklaret, men man lærer ret hurtigt, hvad spillet går ud på, da reglerne er rimelig simple.

Man kan også finde på nye måder at spille det på, hvilket også giver det mange muligheder. F.eks. konkurrencer om hurtighed, spille det to og to, hvor man skal lærer hinanden bedre at kende.  

– Camilla Liv Pedersen

Dobble spilanmeldelse

Alder: Fra 6 år + | Spilletid: Ca. 5 – 15 min. | For 2 – 8 spillere

Spillet er hylende sjovt, fordi der går konkurrence i den. Spillerne presser hinanden ved at være stille og virkelig koncentrerede, i håbet om at finde matchet først.

Historien bag

Producenten bag det prisvindende og populære Dobble spil er Asmodee Nordics. Asmodee startede ud som det danske firma Enigma Distribution i 2004, i København, med 6 ansatte. Enigma blev opkøbt af Asmodee og blev efterfølgende til Asmodee Nordics.

I dag har den nordiske afdeling vokset sig stor og beskæftiger cirka 30 fuldtidsansatte. Firmaet producerer og udvikler alt fra familiespil, selskabsspil og brætspil, til samlekort og hobby spil. De satser på at lave og producere “kke elektroniske” spil, altså spil til alle og enhver. De bedste kendte er spil i porteføljen er nok Rubiks Kuben, samt Carcasonne, Pandemic, Dixit og Codenames.

I foråret 2008 faldt Dennis Blanchot (spillets opfinder) over nogle kort fra et insektspil, som var blevet opfundet for mange år siden. Han blev forbløffet over algoritmen og geniale spillemekanisme bag kortene og sammen med Jacques Cottreau videreudviklede han kortene, til det spil vi kender i dag, nemlig Dobble.

Indhold i æsken

Dobble spillet består af over 50 forskellige symboler, som er fordelt med 8 symboler på 55 forskellige “runde” spillekort. Der er altid ét symbol som er éns på 2 vilkårlige kort. Spillet leveres i en flot metal-æske til opbevaring af kortene.

Spillet går ud på

Spillet går i alt sin enkelthed ud på, at vende 2 kort samtidig og finde den figur, som vises på begge kort. Den der hurtigst finder matchet, vinder kortene.

Bruges alle kortene i et spil, tager et spil cirka 5 – 15 minutter, alt efter deltagernes tempo. Spillets aldersgrænse er fra 6 år og fungerer godt for alt fra 2 – 8 spillere.

Vores erfaringer

Spillet er hylende sjovt, fordi der går konkurrence i den. Spillerne presser hinanden ved at være stille og virkelig koncentrerede, i håbet om at finde matchet først.

Dobble er et spil hvor ens tålmodighed, hurtighed, koncentration og tankemæssige strategi kommer på prøve.

Selv om spillet er meget enkelt, og uden komplicerede regler, er det på mange måder alligevel svært. (Jeg må indrømme, at jeg har tænkt, at der måtte være en produktions fejl, fordi matchet var så svært at finde, men jeg blev klogere)

Vi spiller tit og ofte spillet, fordi det nemt at gå til og fordi spille tiden er kort. Aldersgrænsen anbefales fra 6 år + men herhjemme fungere spillet ganske godt med en 4 årig som modstander.

Spillet er dejlig nemt, at have med i den lille æske som er 9 cm i diameter.

Det er et spil som tit bliver taget med i lommen, og som vi bruger mens vi sidder og venter hos lægen, tandlægen osv. Det er et perfekt spil til at slå tiden ihjel med. Der findes ingen bedre måde, at få tiden til at gå, end ved at have det sjovt.

– Tine Rasmussen

Ligretto spilanmeldelse

En spilanmeldelse af det røde og det grønne Ligretto spil

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 10 – 20 min. | Spillere: For 2 – 12 deltagere

Det er et spil, hvor man virkelig skal koncentrere sig, og der er også en vis risiko for at et kort eller to kan ske at blive krøllet lidt i kampens hede. Jo flere spillere man er, des mere skal man koncentrere sig, og der er ikke tid til at læne sig tilbage, og se hvad de andre mon gør. Det er et anderledes og sjovt spil, fordi man er ”på” hele tiden og får pulsen lidt op.

Ligretto i rød, grøn, blå og gul

Ligretto er et kortspil, som har taget nogle elementer fra andre kortspil, vi kender i forvejen og samlet det i et nyt spil. Der findes 3 forskellige kasser/spil. En blå, rød og grøn udgave (derudover en gul som er juniorudgaven).

Der er som sådan ikke forskel på de forskellige udgaver udover, at det er forskellige farver på kortene i de 3 udgaver. Det er lige meget, hvilken af de 3 udgaver, man køber, da alle 3 kan spilles individuelt og er med de samme regler.

Har man 1 spil, kan man spille 2-4 spillere, har man 2 spil kan man spille 2-8 spillere og har man alle 3 spil, kan man spille 2-12 spillere.

Man kan ikke spille flere, hvis det er flere spil af samme farve, da bagsiden på kortene i så fald vil være ens og det er ret vigtigt, at ingen har samme bagside-farve.

Spillet er samlet i en lille kasse, som er nem at tage med sig. Hvis man synes, at kassen er for ”uhandy”, kan man bare tage kortene op derfra og samle med en elastik i stedet.

Spillet minder lidt om Mattels Skip-Bo og spillet ”nervekrig”, som spilles med almindelige spillekort.

Sådan spiller du Ligretto

Hver spiller får et sæt kort med hver sin farve på bagsiden. Man lægger mellem 3 og 5 kort (afhængig af hvor mange man spiller) med talsiden opad foran sig, samt 10 kort i en stak med talsiden opad (dette er ligretto stakken, som man skal komme af med hurtigst muligt). De resterende kort er reservestakken, som man også skal bruge undervejs.

For at komme af med sine kort skal man bygge stakke op i midten af bordet fra 1-10. Disse stakke må/skal alle spillere bruge. Har man et 1 tal i sin Ligretto-stak eller iblandt de 3-5 kort, man har lagt foran sig i sin egen række, må man lægge dette ud på midten af bordet og starte en fælles stak. Nu kan man så fortsætte med at lægge nr. 2 -3 – 4 og så fremdeles ovenpå i den samme farve vel at mærke.

Kan man ikke lægge noget ud, kan man bruge reservestakken. Dette gøres ved at man vender 3 kort ad gangen og bruge det 3. kort, der kommer frem. Sådan må man fortsætte igen og igen. Kommer man igennem sin reservestak, blander man kortene og fortsætter igen med at vende 3 kort ad gangen.

Men det gælder om at være hurtig – for alle spiller på samme tid!

Det gælder altså om at holde øje med sine egne kort, vende nye kort og samtidig holde øje med modspillernes kort og de fælles stakke på bordet – så hold tungen lige i munden.

Sådan vinder du i Ligretto

Hvis en person når at komme af med alle sine kort i Ligretto-bunken, skal personen råbe ”Ligretto – stop”. Ingen må nu røre flere kort og der skal tælles point. Faktisk kan man godt komme ud for, at personen der først kom af med sine kort i Ligretto-stakken – ikke er den, der vinder spillet.

Point tælles ved at resterende kort i Ligretto-stakken giver 2 minus pr. stk. og hvert kort i fællesstakkene på midten af bordet giver 1 point.

Det er her, det er særligt vigtigt, at man netop har hver sin bagside farve, da det skal bruges til at tælle point fra fællesstakkene, så man kan se, hvor mange kort hver spiller har lagt ned i midten.

Spillet anbefales fra 8 år og vurderes til at tage cirka 10 minutter. Vi har spillet det nogle gange og vores gennemsnitstid har lagt på cirka 18 minutter. Det er vores vurdering, at man sagtens kan spille det fra 8 år og måske også lidt yngre. Det er et simpelt opbygget spil, så hvis man kan tal-rækkefølgen fra 1 til 10 er det muligt at spille med.

Det er et spil, hvor man virkelig skal koncentrere sig, og der er også en vis risiko for at et kort eller to kan ske at blive krøllet lidt i kampens hede.

Jo flere spillere man er, des mere skal man koncentrere sig, og der er ikke tid til at læne sig tilbage, og se hvad de andre mon gør. Det er et anderledes og sjovt spil, fordi man er ”på” hele tiden og får pulsen lidt op.

Ligretto er et spil med fællestræk med andre kortspil, men særligt muligheden for at man kan spille 12 personer på én gang, gør at det virkelig skiller sig ud. Vi har endnu kun haft 2 udgaver af Ligretto i spil, men har allerede besluttet os for, at købe den sidste udgave og tage et spil med hele familien, hvor vi er 11 personer.

– Joan Frederiksen

Billeder af Ligretto med mange spillere