Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Månedsarkiv oktober 2020

Quizzone Skills spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spilletid: 30 – 60 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere

“Det vil sige at du på 30 sekunder f.eks. skal svare på hvor mange konsonanter der er i ”sommerforelskelse” uden at måtte skrive ordet ned, eller hvor mange damer Kaj scorede da han forsøgte 600 gange og havde heldet med sig 6% af gangene… På ingen måde umuligt, men man skal ikke helt have glemt sine folkeskole-skills…”

Elsker du også quizspil?

Elsker du også quizspil, men der er ikke nogen der vil spille med dig fordi du altid vinder? Så er det dansk udviklede Quizzone Skills fra Sky High Games måske noget for dig.

Quizzone Skills er et lidt anderledes quizspil, hvor der dystes på færdigheder i stedet for paratviden, så du får pludselig ikke så meget ud af at kunne kongerækken forlæns og baglæns, at kunne nævne alle Beatles albums (inklusive udgivelsesår selvfølgelig) eller vide hvem der vandt Melodi Grand Prix i 1988 (det var selvfølgelig Kirsten og Søren 😉)

Quizzone Skills blev nomineret til Årets Voksenspil 2020 af Legebranchen LEG, men tabte kampen til spillet Helt Blank fra Games4u. Balancespillet Gravity Chess var også nomineret i sammen kategori i 2020.

Indholdet af æsken

I Quizzone Skills æsken finder du:

  • 200 spørgsmålskort
  • 5 blokke papir
  • 5 blyanter
  • Et timeglas på 30 sekunder
  • En pose plasticbrikker, som bruges til point
  • Spilleregler

Der er ikke så meget fikumdik – en fin lille detalje er en rød og en grøn prik på æsken i hver sin ende – så kan man tage fra den grønne ende og sætte tilbage i den røde ende, og ikke komme til at tage af de brugte kort, næste gang man skal spille.

Min mor havde dog følgende kommentar, da vi spillede det med hende:
“Hvorfor er det altid sådan nogle elendige små blyanter, der er med i sådan nogle spil?”

Jeg kan godt lidt følge hende – der ville være masser af plads til alm. længde blyanter – dem der følger med, er fine nok, men når de er blevet spidset nogle gange, bliver de til nogle små gnallinger, men så må man jo supplere op med nogle nye, hvis det skulle blive et problem.

Sådan spiller man Quizzone Skills

Spillereglerne er et af spillets store forcer – de er nemlig ikke særligt lange 😄   En enkelt side kan de holdes på.

Hver spiller får en blok og en blyant, og man stiller timeglasset og lægger pointbrikkerne et sted på bordet hvor alle kan nå dem. Spillerne skiftes nu til at være oplæser, og resten af spillerne besvarer allesammen spørgsmålene på deres blokke. Oplæseren læser alle spørgsmålene på et kort, inden turen går videre.

En tur som oplæser foregår således:

  • Første spørgsmål læses op, og timeglasset vendes.
  • Når tiden er gået, siger oplæseren ”Tid” og begynder så at læse næste spørgsmål op.
  • Herefter vendes timeglasset igen, og sådan fortsættes der til alle 5 spørgsmål er læst op.
  • Når tiden er gået efter 5. spørgsmål, får man en omgang ”bonustid” hvor man kan gå tilbage til spørgsmål man ikke nåede eller er usikker på.
  • Mens der bliver besvaret samt under bonustiden kan man bede om at få spørgsmål læst op igen.

Når en spørgsmålsrunde er slut, skal svarene så læses op. Man starter med spilleren til venstre for oplæseren, som fortæller hvad han/hun har svaret på spørgsmål 1, og resten af spillerne giver så deres bud efter tur, inden oplæseren afslører det korrekte svar.

Dem, der har svaret rigtigt, tager en pointbrik. Det samme gøres for spørgsmål 2-5, og så skifter oplæserrollen til næste spiller.

Antallet af runder er forskelligt efter antallet af spillere – ved 3 spillere har man 3 gange hver som oplæser, ved 4 eller 5 spillere har man 2 gange hver som oplæser.

Der bruges altså 8-10 kort på et spil. Man kan selvfølgelig også aftale at spille færre eller flere runder. Når alle runder er færdige, er vinderen den med flest pointbrikker (surprise!).

Skole-skills er påkrævet

Det lyder jo meget nemt, ikke? Well, der er lige den regel jeg glemte at nævne: Man må ikke lave notater eller mellemregninger medmindre spørgsmålet står med blå skrift! (oplæseren oplyser dette inden spørgsmålet læses op).

Det vil sige at du på 30 sekunder f.eks. skal svare på hvor mange konsonanter der er i ”sommerforelskelse” uden at måtte skrive ordet ned, eller hvor mange damer Kaj scorede da han forsøgte 600 gange og havde heldet med sig 6% af gangene… På ingen måde umuligt, men man skal ikke helt have glemt sine folkeskole-skills.

Langt de fleste af spørgsmålene har nemlig med matematik eller stavning at gøre, og så er der alligevel puttet nogle få ”almindelige” quizspørgsmål ind, som f.eks. ”hvilke seks ord følger efter ”How many roads must a man walk down” i første vers af Bob Dylans sang Blowin’ In The Wind?” – jeg ved ikke lige hvilken ”skill” der skal bruges til det udover ”musikviden-skill”, men jeg synes egentlig det er fint at der kommer sådan noget også, så det ikke er ren matematik og stavning det hele.

Time is of the essence

Herhjemme har quizspil det med at trække ud – måske fordi vi tænker for længe over spørgsmålene (guilty as charged…), og måske fordi mange spørgsmål starter en samtale, så vi snakker en masse mellem hvert spørgsmål.

Det er der jo sådan set heller ikke noget galt i, spil handler jo om at hygge, og hygge er jo subjektivt, men i Quizzone Skills ligger tiden ret fast. Pga. den stramme tidsstyring med at man bare starter næste spørgsmål, når tiden løber ud, tager en spørgsmålsrunde omkring 3½ – 4 minutter (6 x 30 sekunders svartid plus den tid, det tager at læse spørgsmålene op, hvor tiden ikke går), og med de efterfølgende svarrunder tager et spil 45-55 minutter alt efter hvor mange spillere man er.

Det synes jeg er fedt, for så kan man ofte nå et par spil eller tre på en aften, hvorimod der sjældent er tid til revanche når vi spiller andre quizspil.

Til gengæld er der ikke den samme hyggesnak under spillet, fordi alle sidder og er koncentrerede om at skrive hele tiden.

Det er kun i svarrunderne at snakken kan køre lidt, så dem kan man jo så lade trække ud som man lyster. Det vil jo være smag og behag om man synes det er en god eller dårlig ting – jeg synes ikke det gør noget, for der er masser af andre spil man kan finde frem, hvis der bare skal hyggesnakkes hen over et spil, hvor selve spillet er sekundært.

Vores vurdering

For at sige det med det samme: Quizzone Skills er ikke for alle!

Hvor normale quizspil er kedelige for folk, uden den store paratviden, kan man hurtigt gå død i Quizzone Skills, hvis man ikke er så god til matematik og/eller stavning.

Som tidligere nævnt er langt den overvejende del af spørgsmålene nemlig i disse to kategorier. Man kan evt. udligne feltet lidt med husregler, hvor nogle må skrive ned mens andre ikke må, men det har vi ikke prøvet – vi har været ”heldige” med at alle godt har kunne følge med, men vi kan også se at det ikke lige er vores ordblinde spillevenner vi skal spille dette spil med!

“Når det er sagt, så er min personlige mening at det er et fremragende spil…”

Jeg er selvfølgelig også rimeligt god til både stavning og matematik (prale prale), og mange ting er sjovere når man er god til det, men jeg kan godt lide ideen om at man ikke behøver at have en masse (egentlig unødvendig) paratviden for at være god til et quizspil, men at det faktisk er færdigheder, som alle har en chance for at have, da det hele er folkeskoleniveau (stavning og basal matematik som plus/minus/gange/dividere), og jeg synes at det er sjovt at man skal kunne tingene i hovedet.

“Jeg synes også at det er et kæmpe plus at alle er med hele tiden…”

Der er ikke nogen, der sidder og venter længe på at få tur, fordi de andre bliver ved at svare rigtigt og må fortsætte deres tur. Alle (undtagen oplæseren) besvarer alle spørgsmål, og på den måde bliver det også mere fair, fordi man ikke kan forsvare sig med at ”de andre fik også bare kaffe-spørgsmål”.

Så personligt er jeg fan, og det er forfriskende med et quizspil, der tænker anderledes, men på ét punkt er det desværre ligesom alle andre quizspil: Det er ikke alle, der vil have lyst til at spille det, fordi de ikke har de evner, der skal bruges. Er man den rigtige gruppe mennesker, er det til gengæld et super spil!

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af Rundt Om Danmark quizspillet

Læs også anmeldelsen af quizspillet Kvailitetstid for par!

RollyToys Deutz-Fahr Warrior anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 – 8 år | Vægt: 14,7 kg. | Materiale: Plast og metal

“Efter mange mange timers leg med den fede traktor fra RollyToys må jeg sige, at jeg er positiv overrasket. Det er hårdt plast, og det er kvalitet – og det vægter jeg utrolig højt når jeg kigger legetøj. Det skal kunne klare alt slags vind og vejr, og kunne klare at blive moslet og tumlet med. Og det må jeg sige at denne her pedaltraktor kan…”

En anmeldelse af Deutz-Fahr Warrior pedaltraktoren fra RollyToys

Er dit barn til fart, spænding og store køretøjer, og bliver de fascineret af traktorer – så skal du helt sikkert læs med her.

De fleste forældre kender til det – man går eller køre forbi et landsted eller andre steder, og møder store traktorer, og børnene er helt solgt og imponeret, og man har svært ved at få dem med videre – her er løsningen på problemet – denne utrolige, lækre, kæmpe og fede Warrior pedaltraktor, som er fremstillet efter den virkelige Deutz Agrotron 7250 TTV WARRIOR.

Her får du din helt egen og private traktor hjem, i børnestørrelse.

Hvis det ikke er blæret at komme kørende i sådan en, så ved jeg ikke 😉

Jeg har i hvert fald to hamrende stolte drenge herhjemme, som gladelig suser rundt, både i haven på græsset og på fliserne – denne pedaltraktor har nemlig store og robuste hjul, der gør det nemt at komme igennem selv det mest ujævne terræn.

Specifikationer:

Mærke: RollyToys

Model: rollyFarmtrac Deutz-Fahr Warrior

Materiale: Metal og plast

Størrelse: 146 x 52,5 x 77 cm

Vægt: 14,7 kg

Alder: ca. 3 til 8 år

  • Med rollyTrac frontlæsser
  • Støjabsorberende og robuste hjul
  • Justerbar sæde.
  • Anti-slip pedaler
  • Styrtbøjle
  • Motorhjelmen kan åbnes
  • Justerbar trækkæde
  • Beskyttet kædedrev
  • For- og bag kobling
  • Opbevaringsrum under motorhjelmen
  • Aftagelig frontlæsser
  • Ekstra tilbehør tilgængeligt.

Mere om RollyToys

RollyToys er en kendt tysk producent af gå- og pedalbiler, formet som ægte landbrugsmaskiner, ligesom denne pedaltraktor er en efterligning af Deutz Agrotron 7250 TTV WARRIOR.

RollyToys er en familievirksomhed, som blev stiftet af Franz og Rosa Schneider i 1938 i Coburg i den tyske delstat Bayern, og den drives i dag af familiens anden og tredje generation. RollyToys er Europas førende producent af legetøj traktorer, man kan sidde på. De har et enormt udvalg af landbrugslegetøj indenfor både traktorer, anhængere og gravemaskiner.

Det, der adskiller RollyToys fra andre mærker er, at designet af køretøjer er baseret på virkelige maskiner. Der bliver gjort en stor indsats for at få dem til at ligne originalerne mest muligt. Lige fra motorblokken til hældningen på motorhjelmen, er der kælet for detaljen.

RollyToys seje maskiner er lavet i meget høj kvalitet, hvilket gør dem modstandsdygtige overfor vind og vejr. De er designet til det hårde liv i baghaven, og tåler daglig brug i sandkassen og i institutioner.

På Rolly Toys’ traktorer er plastikdelene blæsestøbte for at gøre dem ekstra stærke og holdbare.

Deutz-Fahr Warrior pedaltraktoren

Vi har testet denne fede, store og sorte pedal traktor med frontlæsser – og den må sige at have bestået sin prøve til UG!

Med 4 dagplejebørn, der er blevet skubbet rundt i den i alt slags vejr, samtidig med at alle dele er blevet kigget efter i sømmene, og der er leget med den, kravlet op og ned af den, haft legetøj på den – så står den stadig ligeså flot som ny – og allerede i den alder (0-3 år) er traktor et kæmpestort samtaleemne – faktisk ofte så stort, at rigtig mange børn i den alder siger traktor som nogle af deres første ord.

Men det er også fordi at uanset om man bor i byen eller på landet, så ved alle børn hvad en traktor er – fordi de er så store og iøjnefaldende og det fanger altså bare børn, så selvom man altså kun er 0-3 år – så er det her også en kanon investering for dit barn og dig selv, for der er så mange timers leg i den, selvom man ikke er så gammel.

For selvom man er lille – så kan man sagtens sidde på sædet med lidt støtte (altså, de børn der endnu ikke selv sidder stabilt), mens man bliver skubbet rundt i den, det er nemlig så smart, at der bagpå er mulighed for forældre at skubbe – og højden er god, så man skal ikke bukke sig alt for meget og være i en dårlig stilling, for at skubbe barnet rundt.

Mine egne drenge, Lasse på 7 år og Felix på 3,5 år har selvfølgelig også testet den her fuldstændig geniale pedaltraktor og det lyste ud af deres øjne da de så den! Og egentlig var den tiltænkt til Felix, men altså – det holder da ikke storebror fra at være med i legen med en traktor – selvom han er 7, så har det ingen betydning, han kan sagtens køre på den, hans knæ eller ben rammer ikke på, selvom han er en høj dreng.

Begge mine drenge er vilde med store maskiner, så da de så, at der var en traktor klar til dem, så var de i himmelen, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at få den samlet!

Der skal lige samles lidt…

Min kære mand fik til opgave at samle traktoren – jeg er ikke helt skarp til det med samlevejledninger, og det skulle også vise sig, at samlevejledningen var en lille smule rodet, vi ledte sommetider efter ting der skulle sættes på, som egentlig var monteret i forvejen.

Men da vi blev opmærksom på det, så gik det let og enkelt og vi kunne hurtigt se hvilke ting der egentlig var samlet eller påsat forhånd på traktoren – klistermærkerne var også nemme og hurtige at påsætte, da den var inddelt i tal på tegningen, så det klarede jeg hurtigt, efter manden havde samlet den.

Efter pedal traktoren var samlet skulle den selvfølgelig afprøves – og der var ingen tvivl om, at den hurtigt blev populær. Hele fredag aften gik med at lege med traktoren, faktisk var de så vilde med den, at de glemte alt om disney sjov og fredagsslik, og det tror jeg aldrig er sket før! 2-3 timers uafbrudt leg i haven – mens de legede sammen og hyggede sig!

Drengene legede ‘’grave’’-lege som de kaldte deres leg, de gravede sand fra sandkassen og kørte rundt med det til de folk der havde ‘’bestilt’’ sand til at bygge med. Man kan også køre to på den, fandt mine drenge ud af – hvis man har benmuskler nok, så kan der åbenbart sagtens hoppe en op bagpå og stå imens man køre, og vupti – så er der leg i det, med at køre rundt sammen.

Felix er så glad for den traktor, at det første han spørger efter om morgenen, er om han må hoppe i sko og jakke, og så ud og køre. Forleden dag var jeg på vej ud med vores hund, og Felix ville med – kørende på sin traktor! Det var fedt og han var så stolt og godt kørende.

Flere stoppede os, for lige at give en tommel op med på vejen, og fortælle Felix, at han var rimelig sej, at han kunne styre så stor en maskine – og det gjorde jo lige den bette mand 10 centimeter højere af stolthed.

Og med på turen havde Felix selvfølgelig sørget for at helgardere sig – motorhjelmen kan nemlig åbnes, og deri var der lagt værktøj til turen, hvis nu der skulle opstå problemer på vores tur og vi ikke kunne køre længere – man kan også lægge sin drikkedunk deri, legetøj eller en madpakke som man har med på tur – kun fantasien sætter grænserne.

Så ja – den er fantastisk og man kan både bruge den på græsset, på terrassen, på fortove og alle andre steder – kun fantasien sætter grænser. Vi har også snakket om at vi vil prøve at have den med til stranden, og se om den kan klare det – mon ikke! (vi har en stor bil den kan være i).

Den fede frontlæsser på pedal traktoren kan indstilles i flere niveauer, og den betjenes nemt på siden af traktoren med et lille håndtag man kan indstille i flere postioner, derved kan man grave sandet op ved at køre med frontlæsseren nede langs jorden, og når alt så er samlet op, kan man løfte frontlæsseren op og tippe den, så man kan køre med det.

Når så man er på det rette sted kan man med håndtaget tippe den ned, så det hele vælter ud – akkurat ligesom de rigtige store maskiner kan!

Frontlæsseren har virkelig bestået sin prøve, og er blevet testet og afprøvet til den store guldmedalje, og den har ikke taget skade – det er virkelig noget holdbart materiale!

Vurdering af Warrior pedaltraktoren

Efter mange mange timers leg med den fede traktor fra RollyToys må jeg sige, at jeg er positiv overrasket. Det er hårdt plast, og det er kvalitet – og det vægter jeg utrolig højt når jeg kigger legetøj. Det skal kunne klare alt slags vind og vejr, og kunne klare at blive moslet og tumlet med. Og det må jeg sige at denne her pedaltraktor kan.

Selv efter stormvejr og en masse regn og rigtig mange timers leg fremstår den som ny, ikke engang noget slid på klistermærkerne kan man se. Over en periode har 7 børn leget, testet, moslet, kørt og kravlet på, og den er ikke til at slide op. Den kan sagtens holde til at stå ude i dårligt vejr, så det kræver ikke et opbevaringsrum.

Den er nem at bruge, den er ikke tung at køre, og glider nemt, så snart man får gang i pedalerne – sædet er justerbare, hvilket gør det nemt at indstille uanset højden på barnet!

Manualen døjede vi lidt med i starten, men ikke noget der ville gøre, at jeg ikke ville købe et produkt derfra eller anbefale det – tværtimod, så er den her traktor noget jeg vil anbefale alle der har små traktor-fan derhjemme. Den er simpelthen et kæmpe hit!

– Sarah Grønbæk

Læs også anmeldelsen af RollyKid Pedaltraktoren

https://youtu.be/Qglb0hZx04I
Se hvordan pedaltraktoren virker i denne video

Rasmus Klump Staveleg anmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Indhold: 42 brikker | Producent: Barbo Toys

“Hun har længe været meget interesseret i selv ordlyden i de forskellige ord, så vi øver også, at hun skal lytte sig frem til det første bogstav i et ord, hvis hun ikke lige kender bogstavet…”

Edith var meget begejstret da hun så æsken med spillet, og kunne næsten ikke vente til det blev åbnet.

Da vi åbner spillet, bemærker mor, at der mangler en vejledning. Ikke at vi ikke selv kan sætte ord/puslespil sammen, men det kunne have været rart at se/læse hvad tanken bag spillet var. Det kunne evt. være forslag til hvordan man kan lege med spillet.

Jeg bemærker, at Edith udelukkende kigger på motivet, for at samle et ord, og slet ikke på bogstaverne. Så jeg beder hende sige bogstaverne højt, når hun har samlet et motiv.

Hun har længe været meget interesseret i selv ordlyden i de forskellige ord, så vi øver også, at hun skal lytte sig frem til det første bogstav i et ord, hvis hun ikke lige kender bogstavet.

Hun kan bruge lang tid på at sidde og samle ordene og skille dem ad igen. Hun elsker generelt puslespil, så derfor er dette spil også blot en puslespilsaktivitet, hvis man ønsker at holde pause fra at lære ord.

Edith fandt selv på en dag, at sætte en snor op i stuen, og hælde alle bogstaverne ud på gulvet. Derefter satte hun sig og tog ét bogstav ad gangen, for derefter at kaste det over snoren og sige ”skibet er ladet med” og så det bogstav hun samlede op.

Fik hun fat i et bogstav som hun ikke lige kunne, så spurgte hun. Det syntes hun var enormt morsomt, og en god måde at lære alle bogstaverne på.

Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt spillet indeholder så forskellige ord, at alle de gængse bogstaver i alfabetet er brugt. Så hvis barnet skal lære alle bogstaver, ville det være fint med en overblikstegning eller lignende, med alle bogstaverne på.

Alt i alt et spil som ikke kræver det store af nogen, og som barnet sagtens selv kan lege med, uden at skulle have hjælp fra en voksen hele tiden.

– Anette Bruun Rasmussen

Køb spillet på Legebyen.dk

Crazy Bomb spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 10 – 30 min. | Spillere: For 2 – 12 deltagere

“Vi ser det mere som et voksenspil, end et familiespil. For os vil det derfor blive et spil, vi finder frem til en spilleaften med vennerne og ikke sammen med børnene, selvom de er 12 og 13 år og gode til dansk. Hvis man er god til ordspil, er Crazy Bomb et fint og udfordrende spil. Det er ikke et alsidig familiespil, så man bliver lidt udelukket fra at spille med, hvis man ikke er god til stavning…”

Det eksplosive ordspil!

Det sjove “Crazy Bomb” spil kender du måske som “Pass The Bomb” og “Send Bomben Videre” på dansk. Det er en morsom genudgivelse, af det klassiske ordspil, som vandt prisen for Årets Familiespil i 1996, kåret af Legebranchens fællesråd (LEG).

Spillet har været udgået i mange år, men nu har Danspil lavet og udgivet en opdateret udgave af spillet.

Indhold i kassen

Spillet leveres i en god solid kasse. Den indeholder 110 kort med bogstaver, 1 speciel bombeterning, 1 elektronisk plasticbombe og spillevejledning på dansk. Der medfølger ikke batterier til bomben.

Det er en kort og præcis vejledning, og man kan hurtigt komme i gang med spillet.

Spillet er anbefalet fra 12 år og man kan være 2-12 spillere. Det er vores vurdering, at det er svært for de fleste 12-årige og det er helt umuligt, hvis man er ordblind eller har svært ved at stave generelt – også for voksne.

Lad dig ikke stresse

Crazy bomb er et ”stress-spil”, hvor man ofte vil opleve at ”klappen går ned”, udelukkende fordi der er tid på spillet. Så snart tiden er gået, kommer man ofte i tanke om, hvad man kunne have svaret.

Terningen viser 3 forskellige symboler. Et af symbolerne betyder, at man ikke må bruge bogstaverne på kortet i starten af ordet. Et andet betyder, at man ikke må bruge bogstaverne i slutningen af ordet og et tredje, at man må bruge bogstaverne overalt i ordet.

Vi var lidt i tvivl, om man måtte bruge bogstaverne i midten af ordet, da dette ikke er specificeret i vejledningen. Vi valgte dog, at det måtte man godt, da det gjorde det lidt sjovere, fordi der på den måde var flere ord at bruge og bomben blev dermed sendt mere rundt om bordet.

På alle kort er der 2-3 bogstaver. Disse bogstaver skal man bruge til at danne et ord, hvor disse indgår ud fra hvad terningen viser, at man må.

Står der ”KAR” kan man fx sige ”SKARN”, ”BADEKAR” eller ”KARLSVOGN” hvis terningen viser, at man må bruge bogstaverne overalt i orden.

Man blander kortene og tager 13 kort fra, som man ligger på midten af bordet, og det er nu disse kort, der er med i spillet.

Nogle af kortene er klart sværere end andre, men det virker til, at der er en fin balance i sværhedsgraden (nu har vi jo ikke været igennem alle kortene).

Vi valgte dog lige hurtigt at kigge de 13 kort igennem og blandede nye ind, hvis vi kunne se, at der var et overtal af meget svære bogstav-kombinationer.

Sådan spilles Crazy Bomb spillet

Første spiller sætter bomben i gang med at tikke og siger et ord.

Herefter sendes bomben videre til næste spiller, som nu skal finde på et nyt ord og derefter sende videre til næste spiller.

Sådan fortsætter man hele vejen rundt indtil bomben springer.

Den person, som har bomben, taber runden.

Vi gav kortet til vedkommende, som bomben sprang ved og da alle 13 kort var taget, fandt vi en vinder/taber ud fra, hvor mange kort, man sad med.

Bomben går af på forskellige tidspunkter. Det vil sige, at man aldrig ved, hvor lang tid man har til at svare. Dette giver et ekstra element af stress i spillet.

Undervejs kan man udfordre en spiller, hvis denne siger et ord, der ikke eksisterer, eller siger et ord, der allerede har været sagt tidligere i samme runde.

Som udgangspunkt må man gerne bruge samme ord i næste runde – altså ved det næste kort – men der står også i spillevejledningen, at man kan vælge at gøre spillet sværere, ved at bestemme, at man slet ikke må bruge samme ord i hele spillet.

Mens vi spillede, var det sjældent nogen protesterede. Vi var så fokuseret på, hvad vi selv skulle sige næste gang, at vi slet ikke hørte ordentlig efter, hvad der blev sagt rundt om bordet.

Efter bomben var sprunget, kom vi først der til at snakke sammen om, at vi da vist havde fået sagt et forkert ord eller, at vi var kommet til at sige det samme ord 2 gange.

En yderst stressende bombe

Under bomben er der en ”trykknap” som man skal aktivere ved hver rundes start. Man er ikke i tvivl om man har fået den aktiveret, da den afgiver en meget høj tikkelyd. Det er helt sikkert meningen, at det skal stresse ekstra meget.

Det gør det som sådan også, men det er mest fordi det er et irritationsmoment, at den larmer så meget. Ideen med at bomben siger noget, er vældig god. Vi kunne dog godt ønske, at det var knap så højt.

Særligt når man sidder mange og spiller kan det være svært at høre, hvad alle spillerne siger i den anden ene af bordet. Vores ønske kunne være, at lyden enten bare var markant lavere hele tiden eller at den gradvist steg, så den ikke hele tiden var høj.

Man mangler muligheden for at kunne nulstille bomben manuelt, samt at kunne slukke den helt. Vi har pillet batterierne ud af bomben, når den ligger i æsken, for at være sikker på, at den ikke pludselig er aktiveret og begynder at larme inde i skabet.

De par gange, hvor det lykkedes at udpege en spiller, som havde genbrugt et ord, manglede vi muligheden for at kunne nulstille bomben, så vi med det samme kunne trække et nyt kort og komme videre. Særligt den ene gang ventede vi ret længe på, at bomben sprang efter vi havde stoppet runden pga. en ”spillerfejl”.

Vores vurdering af Crazy Bomb

Hvis man er god til ordspil, er Crazy Bomb et fint og udfordrende spil. Det er ikke et alsidig familiespil, så man bliver lidt udelukket fra at spille med, hvis man ikke er god til stavning.

Som tidligere nævnt er vi også meget i tvivl, om det egner sig til en 12-årig.

Det egner sig i hvert fald ikke til vores 12-årige datter, selvom hun egentlig klarer sig vældig fint i dansk.

Vi ser det mere som et voksenspil end et familiespil. For os vil det derfor blive et spil, vi finder frem til en spilleaften med vennerne og ikke sammen med børnene, selvom de er 12 og 13 år og gode til dansk.

– Joan Frederiksen

Polydron Magnetic Sphera anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Indhold: 72 stk magnetbyggeklodser | Serie: Polydron Magnetic Sphera

“Polydron Magnetic Sphera magnetsættet har rigtig meget at byde på, og magneter er der nok af til hele familien. Vi har været rigtig godt underholdt hele vejen igennem, og vi har haft mange timer i kreativitetens tegn. Vi har været positivt overraskede over den rigtig gode kvalitet, som magneterne har. Det har gjort, at Mateo nemt og hurtigt har lært, hvordan magneter virker og fungerer i praksis. Vi havde troet, at det ville tage noget længere tid at lære de forskellige teknikker, men her har Polydron altså gjort magneterne rigtig børnevenlige…”

Vi elsker at være kreative

I vores familie elsker vi at være kreative, og det er noget vi kan være sammen. Mateo elsker at undersøge ting og være kreativ i udviklingen af sin leg.

Da vi modtog Polydron Magnetic Sphera sættet, var vi sikret god underholdning til vores 2 årige dreng, som aldrig har leget med magneter før.

Det var derfor spændende, hvordan han ville reagere på hele konceptet, og hvor kreativ hans udfoldelse ville blive. Mateo gjorde i hvert fald store øjne, da han så de 72 magneter, der pludselig lå spredt ud over bordet!

Godt at vide om Polydron Magnetic Sphera

Polydron Magnetic Sphera sættet indeholder 72 magneter. Magneterne er pakket godt og sikkert ind, og de leveres i en spand. Magneterne er fremstillet af plast, og sættet er anbefalet fra +3 år.

Polydron Magnetic Sphera sættet indeholder: 24 kvadrant magneter, 8 cylinder magneter, 8 anti kvadrant magneter, 4 rektangel magneter, 4 firkantede magneter, 16 kugleformede magneter og 8 kegleformede magneter.

Kreativiteten fik frit spil

Det er kun Mateos kreativitet og fantasi, der sætter grænser med Polydron Magnetic Sphera sættet. Mateo kan nemlig skabe lige, hvad han vil, og undersøge magneternes funktioner på tværs af hinanden.

Der var én enkelt ting, som Mateo skulle være opmærksom på. Hvis han har to magneter, er de kun magnetiske, hvis man sætter de to rigtige farver overfor hinanden. Det vil altså sige, at to farvede sider eller to sorte sider passer sammen, og derfor er de magnetiske. En sort side og farvet side kan ikke tiltrække hinanden, og magneterne “hopper” derfor væk fra hinanden. Magneternes sider skal altså være ens, og der gik heller ikke lang tid før, Mateo havde fanget pointen.

Til Polydron Magnetic Sphera sættet medfølger en guide til forskellige figurer, som vi kunne bygge. Det er en super god måde at komme ordentligt i gang med sættet på. Her fik Mateo hurtigt lært de forskellige dele at kende, og hvordan magneterne generelt fungerede.

Vi tog guiden frem og begyndte at lave netop de figurer, som Polydron var kommet med forslag til. I fællesskab byggede vi først den runde bold og derefter hjulet. Mateo var vildt imponeret over at magneterne – når de blev sat sammen – kunne blive til figurer. Vi sad og trillede bolden og skubbede hjulet frem og tilbage. Med ét ville Mateo give bolden et ordentligt skub, og så lå alle magneterne spredt i alle retninger.

Mateo blev noget overrasket, og vi måtte forklare ham, at det nu var tid til at lave en ny bold. Den var han med på, og hurtigt lærte Mateo vigtigheden i at være forsigtig, når man legede med sine magneter.

Efter lidt tid følte vi os så sikre, at vi lagde den medfølgende guide til side. Vi følte nu vi havde godt styr på de forskellige magneter og deres funktioner. Mateo gik hurtigt i gang med at stable et tårn af magneterne. Det er sværere, end det lyder. Det måtte han også hurtigt konstatere, og i al sin afmagt væltede han tårnet, da det ikke var muligt for ham at stable flere magneter ovenpå hinanden. Vi hyggede os rigtig meget, og hele familien lod fantasien få frit løb.

Vi byggede hurtigt to mål og en lille bold af magneterne. Det var Mateo og mor på det ene hold, imod far på det andet hold. Så var kampen i gang! Mateo og mor vandt stort, og far måtte se sig slået af et langt stærkere hold, end det han selv var. Vi byggede også et lille cirkus, og så lod vi nogle af Mateos hestefigurer løbe rundt i manegen. Vi fandt også på at lave en lille rumraket og en super hurtig bil.

Det er fantastisk at lade fantasien få frit løb, og dermed finde sit indre legebarn frem igen. Mateo nød virkelig, at vi alle sammen var samlet om legen med hans Polydron Magnetic Sphera sæt.

Den perfekte opbevaring

Efter vi havde leget rigtig meget med Polydron Magnetic Sphera sættet, var vi rigtig glade for opbevaringsløsningen, der følger med. Vi havde været lidt nervøse for, hvordan det ville være at opbevare 72 magneter i vores legeskuffer.

Vi fandt heldigvis ret hurtigt ud af, at det ikke var en situation, vi ville komme ud i. Det gjorde os lettede og helt sikre på, at vi i fremtiden stadig ville kunne finde alle 72 magneter, når legen med Polydron Magnetic Sphera sættet skulle til at starte!

Polydron har virkelig gjort opbevaringen af de magnetiske polydroner nem.

Når Mateo er færdig med at lege med sine magneter, tager han blot den medfølgende praktiske spand frem og fylder sine magneter i. Der er plads til hele Polydron Magnetic Sphera sættet – endda med mere plads end det er nødvendigt. Det er helt fantastisk, at Polydron har sørget for en så nem opbevaring. Da magneterne har forskellige størrelser, kunne vi nemt forestille os, at enkelte magneter med tiden ville mangle i sættet, hvis denne praktiske opbevaringsløsning ikke var en mulighed.

Det bliver ikke nemmere og ligetil, og så har spanden også et super håndtag, der gør håndteringen af den super nem. Mateo kan både være med til at finde sit Polydron Magnetic Sphera sæt frem, og han kan selv være med til at pakke det sammen igen. Det er den helt perfekte opbevaringsløsning, der er nem at benytte, og som ikke fylder det store.

Flere hænder om legen

Vi nyder at konstruere alverdens 2- og 3-dimensionelle figurer med Mateo. Vi er alle sammen nysgerrige på, hvad vi hver især får lavet. Det er derfor med skulende blikke – til både mor og far – at Mateo lader sig inspirere. Det er fantastisk at se at Polydron Magnetic Sphera sættet gør Mateo så motiveret. Til lige netop at konstruere lige så gode figurer – hvis ikke bedre – som mor og far. Vi motiverer hinanden rigtig meget, men det bliver ofte hurtigt erstattet af en sjov konkurrence.

Vi har både haft konkurrencer om, hvem der kunne bygge det højeste tårn og hvem, der var hurtigst til at samle magneterne til en bold. Lige efter kunne en ny konkurrence begynde, hvilken bold kunne nu trille længst?

Hele tiden motiverer og udfordrer vi hinanden, og det gør virkelig legen helt speciel og spændende!

Polydron Magnetic Sphera sættet er – i vores optik – helt ideelt til flere børn på én gang. Vi kunne forestille os, at børnene her kunne få lov til at lade deres kreativitet udfolde sig med hjælp fra hinanden. Det er i hvert fald noget, som vi er helt sikre på, at Mateo ville være helt vild med, når han bliver lidt ældre.

Polydron Magnetic Sphera magnetsættet er fuld af muligheder, og med flere nysgerrige og kreative børn er der ikke dén ting, der ikke vil kunne lade sig gøre. For med hele 72 magneter i forskellige former, farver og størrelser er der nok til alle.

Vores vurdering af Polydron Magnetic Sphera

Vi har været positivt overraskede over den rigtig gode kvalitet, som magneterne har. Det har gjort, at Mateo nemt og hurtigt har lært, hvordan magneter virker og fungerer i praksis. Vi havde troet, at det ville tage noget længere tid at lære de forskellige teknikker, men her har Polydron altså gjort magneterne rigtig børnevenlige.

Polydron Magnetic Sphera magnetsættet har rigtig meget at byde på, og magneter er der nok af til hele familien. Vi har været rigtig godt underholdt hele vejen igennem, og vi har haft mange timer i kreativitetens tegn.

Det er rigtig dejligt, at Mateo har haft mulighed for at udfolde sin fantasi på en ny måde – denne gang med magneter. I sidste ende er det hans fantasi og kreativitet, der skaber grobund for den allerbedste leg og senere hen bliver en vigtig faktor at kunne mestre.

Vi er derfor rigtig glade for at have stiftet bekendtskab med Polydron Magnetic Sphera sættet, som vi vil få glæde af mange år endnu.

– Camilla Jakobsen

Se hvordan Polydron Magnetic Sphera magneterne virker i denne video!

Crocodile spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 10 – 20 min. | Spillere: For 1 – 4 deltagere

“Crocodile er et hyggeligt og vellavet spil for børn og voksne, hvor I skal holde tungen lige i munden for at skaffe flest point. Og så synes jeg altid det er sjovere, når spil fokuserer på at udnævne en vinder – i stedet for at udnævne en taber…”

En værdig arvtager for Klodsmajor

Krokodille-balancespillet Crocodile er det, man kalder et dexterity game, eller et fingerfærdighedsspil, for nu at bruge et danske udtryk. Genren genkendes også ofte som behændighedsspil.

Det kræver omtanke, koncentration og en rolig hånd at vinde. Med andre ord er det i familie med Klodsmajor. Det er bare noget sværere og mere uforudsigeligt. Og så kan man ikke vinde uden at vælte klodserne ned – så længe det er de rigtige.

Crocodile er lavet af hollandske BS-Toys. Jeg har haft fornøjelsen af at prøve en lang række af deres spil. De er altid flotte, farverige og lavet i gode naturmaterialer.

Men Crocodile skiller ud ved at være et af de spil fra BS-Toys, som vi har spillet oftest. Både for børn og voksne er det sjovt og nervepirrende, og så tager et spil kun 10 minutter, så det har man altid tid til – sådan næsten da.

Spillet egner sig både til store og små. Når børn først har en god finmotorik, kan de være med på samme niveau som voksne. Og spillet er også udfordrende til, at større børn heller ikke kommer til at kede sig. Med andre ord er det et godt kort spil til hele familien.

Hurtigt i gang

Spillet består af en trækrokodille med en kæmpe mund, en stor bunke runde pointklodser og en træfisk. Der er også en pind til at skubbe klodserne ud med.

Det eneste, I skal gøre for at komme i gang er at stable alle klodserne tilfældigt i krokodillens mund. Allerøverst lægger i den gule fisk. Det er den, I skal undgå at vælte ned i løbet spillet.

Skub forsigtigt og saml point

Yngste spiller starter, og så skiftes I ellers til at forsøge at vælte nogle af de runde klodser ned, uden at fisken også falder ned på bordet. I bruger træpinden til at skubbe dem ud. Når man først har besluttet sig for, hvilken klods man går efter, skal man skubbe den. Så det går ikke at sidde og prikke til dem alle sammen for at teste.

Målet er selvfølgelig at få flest point. Du får point for alle de klodser, du vælter ned, uden at fisken falder. De store, hvide klodser er tre point værd, de mellemstore er to point værd og de små er et point værd. Det hænger naturligvis sammen med, at det er langt sværere at få de store klodser ud, uden at alting ramler.

Når spillet er slut, tæller I hver især jeres point, og den der har flest vinder. Hvis I står lige kan I se på, hvem der har flest af de store klodser til tre point.

Du har ikke tabt bare fordi det hele vælter

I modsætning til Klodsmajor, er spillet ikke slut, selvom klodserne ramler ned og fisken falder med. I nøjes bare med at lægge de klodser tilbage, som faldt ned, og lægge fisken øverst igen. Spilleren, der væltede fisken ned, mister sin tur og får ingen point i den runde. Så fortsætter I bare som ellers.

Et lille tip er, at det er en god idé at stille sine pointbrikker på højkant, når man har vundet dem. Ellers bliver de hurtigt blandet sammen med alle dem, der vælter ned, når I jævnligt får stablen til at ramle.

Sidst i spillet, når der kun er nogle få klodser tilbage, er det mere end svært at fjerne nogen, uden at fisken også falder. Så plejer vi at aftale, at vi lige prøver to gange mere hver. Hvis det ikke lykkes for nogen af os, slutter vi spillet, inden alle brikker er taget, og tæller point sammen.

Mere spænding – flere udfordringer

Som sagt er Crocodile velegnet til hele familien. Personligt synes jeg, det er sjovere end Klodsmajor, fordi det er sværere og mere uforudsigeligt.

Klodsmajor er ensformigt og begynder først at blive spændende hen mod slutningen. Men i Crocodile er spændingen mere konstant, for i hver tur har man chancen for at ramme den helt rigtige klods på den rigtige måde og sikre sig en god håndfuld point. Og så synes jeg altid det er sjovere, når spil fokuserer på at udnævne en vinder i stedet for at udnævne en taber.

BS Toys er garant for kvalitet, og med de flotte trækomponenter ved man, at spille kommer til at holde i mange år. Det er også en vigtig egenskab, når man bruger penge på spil.

Crocodile vinder også på at være udfordrende. Man skal være hurtig og præcis for skubbe klodserne ud, uden det ender i ulykker. Det gør det også langt mere tilfredsstillende, når man lykkes med noget svært.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også anmeldelsen af Frames fra BS-Toys

Læs også anmeldelsen af Mikado Melon fra BS-Toys

Læs også anmeldelsen af Croc Socks fra BS-Toys

Læs også anmeldelsen af Puzzzle Beezzz fra BS-Toys

Simpl Dimpl fidgetlegetøj anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år |Materiale: Kvalitets ABS plast og 100 BPA-fri silikone | Mål: L:8,3 x B:3,8 x H:1,3 cm.

“Børn og voksne med forskellige diagnoser som bl.a. ADD, ADHD eller autisme kan også have stor glæde af den lille nøglering, da de ofte har brug for at holde deres hænder igang, for at kunne sidde stille og deltage i undervisningen. De to knapper har strukturer på, så barnet eller den voksne også stimulerer følesansen…”

Simpl Dimpl er efter min mening bedre

De fleste af os kender til fidget-spinners, som blev det helt store hit for et par år siden, hvor de fleste børn bare måtte eje en, eller flere af disse små spinnere og børnene havde konstant sådan en i hånden, eller i lommen.

Simpl Dimpl findes i mange flotte farvekombinationer 🙂

Nu har Fat Brain Toys designet en lille fin nøglering, som har mange af de samme gode egenskaber, som en fidget-spinner. Den lille nøglering har fået navnet, Simpl Dimpl.

Simpl Dimpl er efter min mening bedre end de tidligere fidget-spinnere, fordi den kan anvendes af alle, både børn og voksne og den er ikke forstyrrende, ligesom spinnerne var.

Med en Simpl Dimpl nøglering, kan barnet heller ikke komme til skade, som man så i flere tilfælde med de snurrende spinnere.

Kan hjælpe og berolige

Fat Brain Toys har tænkt deres design rigtig godt igennem og det er derfor lykkes for dem, at lave et produkt som kan hjælpe og berolige rigtig mange mennesker i mange forskellige situationer. 

Den fine lille nøglering kan nemlig noget helt særligt, i forhold til at opsluge børns opmærksomhed og derved hjælpe dem væk fra uroen.

Den lille nøglering kan nemt sættes fast på et penalhus, på tasken eller i nøglebundtet så den ikke bliver væk. Man kan selvfølgelig også vælge at den ikke skal sættes fast på noget, hvis man bare ønsker at have den løst i lommen. 

Simpl Dimpl er fantastisk god til at lindre stress og holde hænderne beskæftigede i stressende eller pressede situationer. Det kan bl.a. være hvis man sidder til et længerevarende møde eller hvis man har et barn med koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder eller blot har svært ved at sidde stille i skolen, så kan det ofte hjælpe, når barnet har noget i hænderne.

Dog kan lyden være lidt forstyrrende for de andre i klassen. Når man trykker på de to gummiknapper, så lyder det på samme måde som hvis man springer bobler på bobleplast. Men hvis man trykker lige så stille på nøgleringen, så kan det sagtens gøres uden at det er forstyrrende for de andre i lokalet. 

Holder hænderne i gang

Børn og voksne med forskellige diagnoser som bl.a. ADD, ADHD eller autisme kan også have stor glæde af den lille nøglering, da de ofte har brug for at holde deres hænder i gang, for at kunne sidde stille og deltage i undervisningen.

De to knapper har strukturer på, så barnet eller den voksne også stimulerer følesansen.

Min store søn og jeg har testet Simpl Dimpl nøgleringen. Den har været så populær herhjemme, at vi ikke kunne deles om den, vi ville begge to gerne bruge den. Heldigvis er den meget billig, så det var intet problem, lige at købe en ekstra.

Min søn har bl.a. en autisme diagnose og han kan derfor rigtig godt lide at sidde og trykke på nøgleringen i sine pauser, eller hvis tingene bliver for meget. Den hjælper ham, med at slappe af og koble lidt fra.

Her er det klart en fordel at nøgleringen er så lille og derfor nem at tage med sig. Jeg ser det også som en stor fordel, at den kan sættes fast på et penalhus og lign. så den ikke bliver væk.

Simpl Dimpl er både for barn og voksen

Jeg har også selv brugt Simpl Dimpl op til flere gange. Når jeg sidder til møder, så sidder jeg ofte og piller ved en blyant eller en kuglepen, men nu er jeg i stedet begyndt, at have Simpl Dimpl nøgleringen i hånden. Den er mindre forstyrrende og den er også mere diskret.

Den hjælper mig med at holde fokus og være mere afslappet ved møderne, hvor man jo ofte skal sidde og lytte og være koncentreret i flere timer. 

Så hvem ved, måske kan I også have glæde af at have noget i jeres hænder, imens I sidder til jeres møder, eller den kan måske gøre en forskel for jeres barn. Jeg syntes denne nøglering er et forsøg værd at prøve.

Det er helt sikkert et produkt, som kan hjælpe lidt på stressende situationer eller koncentrationsbesvær, ydermere er dette produkt også ekstremt billigt, og hvem kan ikke godt lide det?

Jeg kan derfor helt sikkert anbefale andre at købe en eller flere af disse nøgleringe. Som sagt så kan man sætte dem på penalhuset og skoletasken og lign. Så er der altid én lige ved hånden.

Lidt mere om Fat Brain Toys

I dette afsnit får du lidt information om firmaet, der står bag den uundværlige lille Simpl Dimpl nøglering. Fat Brain Toys er en amerikansk producent og forhandler af pædagogisk legetøj.

Virksomheden blev grundlagt af ægteparret, Mark og Karen Carson, i 2002. 

Udtrykket “garage-opstart” bruges ofte til at beskrive virksomheder med ydmyg begyndelse – uanset om de virkelig startede i en garage eller ej.  Men i Fat Brain Toys tilfælde var garagen faktisk et springbræt fra en ren underjordisk begyndelse.

Deres uovertrufne udvalg af kvalitetslegetøj er kun én af ​​mange grunde, der gør Fat Brain legetøjet til noget helt særligt og unikt.

Hos Fat Brain Toys har de tænkt meget over designet på deres legetøj og de har forsøgt at lave legetøj, som også er velegnet til børn med handicap, eller andre særlige behov.

Fat Brain Toys er altid ærlige, også når det gælder legetøj til specielle behov. De anerkender imidlertid også, at de ikke er specialister i specialbehov. Alle deres erfaringer med specielle behov, er udelukkende baseret på feedback fra kunder, der i blandt forældre, specialpædagoger og terapeuter.

Legetøj har en fantastisk evne

Med de mange forskellige produkter fra Fat Brain Toys kan du hel sikkert finde det perfekte legetøj til din lille guldklump. Specielle behov eller ej, hvert barn er unikt, fantastisk og sin helt egen. 

Uanset om I håber på at styrke barnets taktile evner, motorik, koncentration eller finpudse deres tænkningskompetencer, så har Fat Brain Toys noget der passer.

Legetøj har en fantastisk evne til at hjælpe os med at udvikle os, som sociale individer. Børn og voksne kan øve kontakt med andre, forstå ikke-verbale budskaber og udvikle mange forskellige sanser. 

Så jeg syntes helt sikkert I skulle prøve at give Simpl Dimpl en chance, hvis ikke I syntes om at trykke på den, så kan I altid bare bruge den som en almindelig nøglering.

– Carina Lund

Læs også anmeldelsen af Squigz sugekopperne fra Fat Brain Toys

Læs også anmeldelsen af Tobbles Neo fra Fat Brain Toys

Læs også anmeldelsen af OombeeCube fra Fat Brain Toys

https://youtu.be/Xxw61g8NPXg
Se hvordan Simpl Dimpl virker i denne lille video 🙂

Smart Farmer spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: Ca. 15 – 30 min. | Spillere: For 1 deltager | Nomineret til Årets Børnespil i 2019

“Smart Farmer virker som et fremragende spil til førskole-alderen og de mindste skoleklasser, da det for det første er noget de kan sidde med selv, for det andet er et spil der får dem til at tænke og koncentrere sig, og for det tredje ikke kræver nogen forberedelse – man tager det ud af æsken, og så går man i gang med at sætte en udfordring op…”

IQ puzzle med bondegårdstema

Smart Farmer er et 1-persons spil i kategorien ”IQ puzzle” med bondegårdstema.

Ideen er at man stiller nogle dyr op på en mark efter en opstilling i opgavehæftet, som på billedet ovenfor, og så har man 3 hegn som man kan bruge til at adskille dyrene så heste, grise, køer og får går hver for sig.

Ikke alle 4 slags dyr er med i alle opgaver, og det er ikke i alle opgaver man skal bruge alle 3 hegn.

Der er 60 opgaver i opgavehæftet, som er opdelt i 4 forskellige sværhedsgrader, og når man kommer op til den højeste sværhedsgrad, kommer der vandtrug med i ligningen – hver dyreart skal så have vand indenfor deres indhegning.

Indholdet i Smart Farmer æsken

Når man åbner æsken, mødes man af følgende:

  • Spilleplade. En god, kraftig plasticplade på ca. 22 x 18 cm med hegn rundt om, og undersænkede felter til at stille dyr og hegn i.
  • 8 dyr (2 af hver af heste, grise, køer og får) i gummi, som også virker solide og i god kvalitet (dog medførte køerne lidt undren fra Lisbeth, som er vokset op med køer, over at de kun har 3 patter og at de sidder på én række 😄)
  • 3 vandtrug.
  • 3 hegn, som også virker fint kraftige, og ikke lige knækker ved et uheld.
  • Spilleregler og opgavehæfte med 60 opgaver i 4 forskellige sværhedsgrader. Opgavehæftet har spiralryg, så det er nemt at slå op på en opgave og lægge den på bordet uden at den klapper sammen.

Det hele virker som god, kraftig kvalitet, og kan sagtens bruges til bondegårdsleg, når man har gennemført alle opgaverne 🙂

Smart Farmer blev nomineret til Årets Børnespil i 2019 af Legebranchen (LEG) og indeholder hele 60 sjove og udfordrene hovedbrud.

Rigtigt fint børnehovedbrud

Marie på næsten 6 år kunne sagtens selv finde ud af det efter en hurtig introduktion, og blev hurtigt lidt bidt af det – hun er glad for at bruge hovedet, og elsker f.eks. at lære om tal og bogstaver, og her var noget hvor hun kunne sidde og nørkle med det selv.

Faktisk blev ”Starter” og ”Junior” opgaverne hurtigt lidt for nemme, men når vi gik op i ”Expert”, begyndte det at ligne noget, og hun har også prøvet et par ”Master”, hvor hun dog skulle have noget hjælp før det lykkedes.

Konceptet forstod hun dog med det samme, så anbefalingen, der hedder fra 5 år, virker ikke helt forkert. Der står faktisk fra 4 år på æsken, men det vil jeg tro er lige til den tidlige side for de fleste – det kommer selvfølgelig an på hvert enkelt barn, men jeg tror ikke at Marie ville kunne holde fokus på det da hun var 4, hvor hun nu er blevet mere vedholdende og prøver længere før hun giver op, når det bliver udfordrende.

Det at det er dyrefigurer man skal indhegne, får det til at være mere ”legeagtigt” end almindelige IQ puzzles med former og figurer, og det hjælper til at fastholde interessen. Opgaverne har ingen tekst, det er kun et billede af hvordan dyrene (og evt. trugene) skal stå, så da hun lige havde fanget hvad det gik ud på, kunne hun sagtens sidde med det selv.

For børn i alle aldre

Æsken siger ”fra 4 år til voksen”, og voksne kan også sagtens få lidt tid til at gå med hovedbruddene, dog er sværhedsgraden ikke så stor, så man kommer hurtigt hæftet igennem.

Når man når til ”master” sværhedsgraden, kan det nu også godt sætte gang i de små grå hos de voksne (af en eller anden grund sad jeg lidt fast i udfordring 55 – fruen løste den dog hurtigt da hun fik den…).

Smarte spil fra SmartGames

Spillet er fra SmartGames, som laver en masse forskellige IQ spil for både børn og voksne – nogle i lomme-/rejsestørrelse og andre lidt større som dette. Se f.eks. anmeldelse af nogle af lomme IQ-spillene fra Smart Games, eller Castle Logix, som er mere a’la dette spil, med figurer der skal sammensættes, men for de mindre børn (angivet til 3+).

I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for Smart Games’ hjemmeside. Her kan man prøve nogle af spillene online før man køber, downloade nogle få spil og ”e-bøger” (tegneserie uden tekst) som apps på mobilen, og de har en underside, hvor man kan sortere spillene efter hvilke evner man gerne vil træne (koncentration, logik, hukommelse osv.).

Hjemmesiden er på engelsk. Vi fandt i hvert fald ud af at Penguins Parade og Little Red Riding Hood kommer på ønskelisten, efter Marie prøvede dem på hjemmesiden, mens Butterflies var lige svært nok endnu.

Jeg er også sikker på at der vil blive tilføjet flere Smart Games spil til samlingen de næste par år, da flere af spillene anbefales fra 7 eller 8 år.

Super godt IQ spil

Smart Farmer virker som et fremragende spil til førskole-alderen og de mindste skoleklasser, da det for det første er noget de kan sidde med selv, for det andet er et spil der får dem til at tænke og koncentrere sig, og for det tredje ikke kræver nogen forberedelse – man tager det ud af æsken, og så går man i gang med at sætte en udfordring op.

For vores Marie var det noget der fængede lige fra start, og man kan nærmest høre de små grå rotere når hun har gang i en af de lidt sværere udfordringer, og der er kæmpe smil og stolthed når hun klarer en udfordring hun har ruget lidt over.

Hvis man skal nævne et enkelt kritikpunkt, er det at man kommer relativt hurtigt gennem de første 30-40 opgaver, men den sidste tredjedel af opgaverne passer til gengæld ret godt til Maries niveau. Det får en klar anbefaling herfra!

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af de små IQ-spil fra SmartGames

Læs også anmeldelsen af Castle Logix IQ-spil

Se Smart Farmer spilvideo her!

Anmeldelse af Hape Rumstationen

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Træ | Mål: 48 x 48 x 74 cm. | Antal: 1 rumstation med 20 dele | Mærke: Hape | Varenr. 5900

“Vi har været rigtig tilfredse med rumstationen fra Hape, hvor kvaliteten hele vejen igennem har været enormt høj. Vi har haft en masse kvalitetstid på gulvet med Mateo og hans rumstation. Vi har fundet på historier om aliens og skøre rummænd, vi har kørt om kap på månen, vi har snakket med et meget fjollet rumvæsen, og vi har fløjet ud i det store univers. Alt sammen – selvfølgelig – bare leg, men drøn vigtigt i en travl hverdag…”

At have sin egen rumstation lyder ret vildt

En rumstation er en ting, der befinder sig ude i rummet langt væk fra den jord, som vi bor på – eller det troede vi ihvertfald.

Det med at have sin egen rumstation lyder ret vildt. At have en rumstation på sit børneværelse lyder endnu vildere. Vi fandt ud af, at det er muligt, og spændingen ville ingen ende tage, da rumstationen en helt almindelig hverdag kom flyvende med posten.

Hvad kunne vi vente os? Vi tog i hvert fald intet for givet, på vores (rum)rejse igennem, vores test af Hape’s Rumstation.

Det praktiske om Rumstationen fra Hape

Hape Rumstation måler 48 centimeter i længden og bredden og 74 centimeter i højden.

Rumstationen er fremstillet af træ og pakken indeholder 20 dele.

Den anbefalede alder er fra +3 år.

I pakken er der; etager, sider til rumstationen, alien, rummand, satellit, radar, rumbiler, kapsel, snor og skruer.

Rumstationen skal samles

Det er en nem og hurtig proces at samle rumstationen fra Hape. Det tog os fem minutter fra alle delene var pakket ud af æsken til, at vi havde det færdige resultat.

Der medfølger en god og enkel manual. Det er ikke mange af elementerne, som skal skrues sammen. Vi brugte derfor en boremaskine, da det er vigtigt, at skruerne sidder ordentligt i. En skruetrækker kan også bruges i samlingsprocessen.

Vi kunne nu præsentere Mateo for sin nye rumstation. Der er mange figurer, maskiner og biler med til rumstationen. Mateo placerede med det samme alle rumbiler og maskiner præcis hvor han ville. Det fik Mateo meget tid til at gå med, for der skal være orden på Mateos rumstation.

Tag legen til et andet univers

Mateo gjorde store øjne, da vi introducerede ham for rumstationen første gang. Han var noget overrasket over den store rumstation, der stod midt på hans værelse. Der gik ikke mange sekunder før Mateo var klar til leg. Han kiggede først på de forskellige ting, der hører med til rumstationen.

Favoritten fra start blev (selvfølgelig) de super seje rumbiler og maskiner! Mateo brugte lang tid på at køre rundt med sine rumbiler, og begynder også at hejse dem op og ned i den seje elevator. Elevatoren var en funktion, som Mateo hurtigt fik øjnene op for, og som vi havde det rigtig sjovt med.

Vi sad alle på gulvet og legede. Mor fik hurtigt en rummand, far fik et rumvæsen, og Mateo sørgede selvfølgelig for, at han fik bilen. Rumvæsenet og rummanden skulle hejses hele vejen ned i elevatoren, hvorefter bilen ventede på dem nede på landjorden.

Rummanden og rumvæsnet kom nu ud på deres livs køretur, der sluttede ret hurtigt, da Mateo opdagede en ny sej funktion ved hans rumstation. Toppen af den øverste etage på rumstationen kan tages af, og den kom nu ud på en stor flyvetur – hele vejen ud i universet.

Mateo begyndte at rykke på alt tilbehøret, der hører med til rumstation. Det er virkelig smart, at Mateos fantasi får frit løb, og at der ikke er ét rigtigt facit i forhold til hvordan de forskellige ting i rumstationen skal stå eller fungere.

Stilren rumstation med charme

Rumstationen er virkelig flot at have stående fremme. Det gælder både på Mateos værelse eller i vores stue. Farverne er dæmpede og dette gør, at rumstationen passer ind i de fleste hjem. Vi blev positivt overraskede over rumstationen, da den stadig tiltrækker Mateos opmærksomhed, selvom farverne er dæmpede.

Rumstationen er et flot stykke legetøj med en utrolig charme, og det har vi absolut ikke noget imod at have stående fremme. Det ville hurtigt blive noget rod, hvis rumstationen skulle pakkes væk efter hver endt leg. Det ville vi blive trætte af i længden; dels fordi den fylder en del og, at der er mange små ting der hører til rumstationen.

Det er derfor helt fantastisk at kunne have rumstationen stående fremme. Det er en del af en børnevenlig indretning herhjemme, der samtidig byder Mateo op til fantastisk leg.

En rumstation med funktioner

Rumstationen har hele 4 etager, der indbyder til sjov leg. Derudover har rumstationen fra Hape også et væld af funktioner. Det overraskede os meget, hvor mange funktioner Hape har skabt i deres seje rumstation.

Øverst på rumstationen er toppen af den sidste etage aftagelig. Det vil sige, at man kan “affyre” den øverste del på rumstationen. Mateo blev noget overrasket, da han opdagede denne detalje. Mateo gik straks i gang med at se, om de andre etager også kunne løsnes. Han fandt dog hurtigt ud af, at de sad helt fast.

Mateo benyttede sig rigtig meget af den aftagelige top, som han fløj rundt med på sit værelse. Det er en super sjov detalje som vi har fået meget tid og sjov til at gå med.

En af rumstationens helt store funktioner er elevatoren. Elevatoren går hele vejen igennem rumstationen fra nederste til øverste etage, og den styres ved, at Mateo drejer på en stor klods øverst på rumstationen. Det er en rigtig god måde at få sine rumbiler og maskiner hurtigt frem til lige netop den etage, som Mateo ønsker. Elevatoren er super nem at navigere. Mateo fangede hurtigt pointen, og han nød rigtig godt af denne super funktion!

På 3. etage bliver Mateo mødt af en radar. Radaren kan han dreje på, hvorefter den viser forskellige motiver. På den anden side finder vi en lille raket på en skive, der kan drejes halvt. Raketten kan peges hen på månen, en planet eller Jorden. Mateo bestemmer altså helt selv, hvor turen skal gå hen.

Bevæger vi os længere ned til den 2. sidste etage, mødes vi af en slags – hvad vi tror er – aircondition. Her bestemmer Mateo altså selv hvor varmt eller koldt, der skal være på den store rumstation. På væggen bagved er en slags tankstation, og her vælger man frit hvilket rumfartøj, der skal tankes.

Rumstationen har en masse funktioner, som skaber nysgerrige spørgsmål og gode samtaler. Der er tænkt godt over alle funktionerne, og vi har alt, hvad vi kunne ønske os, på rumstationen.

Rumstationen er perfekt til rolleleg

Rumstationen fra Hape er virkelig god at samles om. Vi skaber vores egne historier, og vi drager stor nytte af alt det udstyr, der er med til Mateos rumstation. Vi kan ikke komme uden om, at Mateo også ville kunne få rigtig meget gavn af rumstationen sammen med nogle gode venner.

Vi tror ikke, at rumstationen er noget, som Mateo vokser fra lige med det samme. Rumstationen byder (i vores øjne) op til den helt store rolleleg.

Rumstationen indeholder 4 etager med massere af plads og funktioner. Her ville det være ideelt med flere børn om legen på rumstationen. Tilbehøret, der hører til, er bestemt nok til at kunne underholde flere børn på én gang. Det er vigtigt, og det gør, at legen bliver ved med at være sjov.

Vores vurdering af Rumstation fra Hape

Vi har været rigtig tilfredse med rumstationen fra Hape, hvor kvaliteten hele vejen igennem har været enormt høj. Vi har haft en masse kvalitetstid på gulvet med Mateo og hans rumstation.

Vi har fundet på historier om aliens og skøre rummænd, vi har kørt om kap på månen, vi har snakket med et meget fjollet rumvæsen, og vi har fløjet ud i det store univers. Alt sammen – selvfølgelig – bare leg, men drøn vigtigt i en travl hverdag.

Rumstationen sætter den gode leg i fokus, og den har en underholdningsværdi udover det sædvanlige.

– Camilla Jakobsen

Læs også anmeldelsen af Begin Again puslespillene

Læs også anmeldelsen af MaMaMeMo Benzinstanderen

Photosynthesis spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 45 – 60 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sprog: Dansk | Priser: Nomineret til Årets Spil 2018 og Mensa Select Vinder 2018

“Det er en verden i forandring, hvor man tydeligt kan følge udviklingen i verdenen omkring sig. Det var let at lære, da vi først havde fundet vores vej gennem regelbogen, og det var sjovt at spille – og bød op til endnu et spil umiddelbart efter 😊”

Generelt om spillet

Når spillet Photosynthesis ryger på bordet, er det tid til at finde den indre biolog frem. Det er nemlig både lærerigt, flot og naturtro. Som en person, der selv har været ret optaget af fænomenet fotosyntese helt fra barnsben, er det noget, der tiltaler mig.

Photosynthesis er et godt brætspil af typen eurogame. Det er et godt strategispil, der kan spilles som et alternativ til blandt andre strategispillene Catan, Ticket to Ride eller Stratego. Æstetisk er Photosynthesis et meget flot spil. Det er designet i en meget autentisk stil, således at træerne er så naturtro som muligt.

Da jeg modtog spillet med posten, kunne jeg ikke vente med at åbne den flot udsmykket æske. Jeg havde kigget på det et stykke tid på nettet for at købe det hjem, men fik så muligheden for at anmelde det hertil bloggen. Det passede jo perfekt med intentionen om at prøve det alligevel. Og det skuffede bestemt ikke.

Opsætning af Photosynthesis

Derhjemme fik vi sat spillet op, og Christian og jeg fik en træsort hver, som vi skulle få til at vokse op, så de kunne fældes. Det er kun de største træer i spillet, der kan fælles.

Målet med spillet er, at man via sine lyspoint skal føre sine træer gennem deres livscyklus fra kimplante til fuldt udvokset træ. Lyspointene gør altså, at man kan foretage sig handlinger. De lyspoint får du hver runde, mængden af point afhænger af kvalitet af den jordbund, træerne er plantet i.

Dog kan træerne også skygge for hinanden, hvorfor det sjældent er alle træer, man får sollys/energi fra. Det foregår over 18 runder, hvilket svarer til, at solen kommer 3 gange rundt om brættet.

Hver runde består af 2 faser; en fotosyntesefase og en livscyklusfase.

I fotosyntesefasen får spillerne lyspoint, i livscyklusfasen bruger spillerne deres lyspoint til at foretage handlinger. De handlinger, man kan foretage, er at købe frø eller træer, plante et frø, gro et træ eller indsamle ved at fjerne store træer.

Spillet slutter, når solen har fuldført tre omdrejninger rundt om spillepladen. Vinderen er den spiller med flest point.

I reglerne er der også forslag til, hvordan man kan gøre spillet lidt mere avanceret, hvilket bidrager til, at spillet kan spilles endnu flere gange og samtidig undgå at det bliver for ensformigt.   

Photosynthesis er udgivet af brætspilsudgiveren Blue Orange Games, der også står bag spil som King Domino, Armadora og Beagle or Bagle. De tilkendegiver på deres hjemmeside, at de prioriterer kvalitet og holdbarhed, derudover også spil, der ikke ’går af mode’. De vil gerne sikre sig, at de spil, de udgiver, er lette at lære, sjove at spille og kan engagere enhver spiller.

Ved udgivelsen af Photosynthesis byder Blue Orange Games spillerne velkommen i en verden, der styres af lys, hvor det er strategi og dyrkning af træer, der er styrende for spillets gang.

Det er en verden i forandring, hvor man tydeligt kan følge udviklingen i verdenen omkring sig. Det var let at lære, da vi først havde fundet vores vej gennem regelbogen, og det var sjovt at spille – og bød op til endnu et spil umiddelbart efter 😊

Spillets komponenter

Når du åbner æsken til, finde du følgende komponenter

  • 1 spilleplade
  • Træer i fire forskellige typer og flere størrelser, samt stiklinger
  • Markører til indikatorer
  • Spilleregler på flere sprog, heriblandt dansk og engelsk
  • 1 fælles spilleplade
  • 1 solsegment
  • 4 solomdrejningsmarkører
  • 4 individuelle spillerplader
  • 1 startspillerbrik
  • 24 pointbrikker
  • 4 lyspointmarkører
  • 24 frø-markører (6 af hver træsort)
  • 32 små træer (8 af hver træsort)
  • 16 Medium træer (4 f hver træsort)
  • 8 store træer (2 af hver træsort)

Det æstetiske udtryk, der mødte mig, da jeg åbnede æsken, var bestemt så smukt, som jeg havde regnet med.

Det var lidt overvældende at se, hvor mange træer og tokens, der skulle ’poppes’ ud, det tog lidt tid, da spillet består af mange dele. Det var en hyggelig lille beskæftigelse. Det tog lige lidt tid, før jeg fandt ud af, hvordan man samlede træerne, så til en start troede jeg, at det var defekt. Det var dog ikke tilfældet, jeg skulle bare lige kigge bedre efter i manualen for samling af træerne 😉.

Delene er af en god tyk kvalitet, træerne står godt fast på spillepladen, når de er samlet. Det kræver dog lidt plads, da det fylder en del. Pladen er af en helt almindelige størrelse for et eurogame, men de mange træer, spirer og solen fylder noget, når den skal rykke rundt om pladen.

Regelbogens tilgængelighed

I regelbogen finder du en fin indledning, der rammesætter temaet for spillet.

Der bliver beskrevet en lille konkurrence træerne imellem om at få de bedste betingelser for vækst i den lille frodige skov. Dernæst kommer en oversigt over spillets komponenter (magen til den ovenover).

På den næste side får vi en oversigt over opstillingen med en tekst stillet op med bogstaver, der matcher tilsvarende bogstaver på et illustreret billede over spillepladen og brikker. Dette letter virkelig arbejdet med at stille op.

Dernæst ser vi en oversigt over rundernes forløb og de mulige handlinger. Disse assisteres igen af illustrationer. Til slut får vi at vide, hvordan spillet slutter, hvordan vinderen afgøres og forslag til mere avancerede udgaver.

Disse regler kan også assisteres af en fin video, der er lavet af Blue Orange, som står bag spillet. Den illustrerer meget fint spillet forløb.

Reglerne gøres simplere med de mange illustrationer, dog kan det være en god idé lige at læse dem igennem et par gange, og havde dem ved siden af ved opsætningen af spillet.

Videoen dertil kunne også have haft lidt tekst i siden eller lignende, der forklarer reglerne og opsætningen, eventuelt på de sprog, som reglerne er skrevet på. Dette ville igen hjælpe til at forsimple det lidt, hvilket også ville være gavnligt for børn, der skal spille det og måske selv sætte sig ind i reglerne.

Et prisvindende brætspil

Photosynthesis spillet blev i 2018 både nomineret til Årets Spil 2018 i samtlige nordiske lande og det vandt en Mensa Select pris, som uddeles årligt i USA, til 5 helt særlige brætspil.

– Camilla Liv Pedersen

Læs også anmeldelsen af Catan brætspillet

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: USA

Læs også spilanmeldelsen af Stratego