Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Arkiv titel

Autem vel eum iriure dolor in hendrerit in vulputate velit esse molestie consequat, vel illum dolore eu feugiat nulla facilisis at vero eros et dolore feugait.

Månedsarkiv 31/01/2021

Terraforming Mars – Turmoil Expansion (ENGELSK) udvidelse anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Sprog: ENGELSK | Spillere: For 1 – 5 deltagere

“For mere erfarne spillere, vil det nok være fedt at få dette ekstra indhold, og Turmoil giver meget nyt indhold for én udvidelse, så kan man godt bruge ekstra indhold i Terraforming Mars, kan Turmoil godt være værd at tilføje til brætspilshylden…”

Femte udvidelse til et af de bedste brætspil i verden

Okay, om et spil er godt, kommer jo selvfølgelig an på smag og behag, men faktum er at Terraforming Mars i skrivende stund ligger nr. 4 på brætspilsiden boardgamegeek.com, med en gennemsnitsvurdering på 8,43 ud af 10 mulige på næsten 62.000 vurderinger – det er 10. flest antal vurderinger af alle spil på siden, og det vidner da også om, at det ikke bare er for en snæver skare!

Turmoil er den femte udvidelse til Terraforming Mars, og FryxGames kalder det selv en ”expert expansion”, så det er måske ikke den første udvidelse man skal kaste sig over. Ligesom udvidelsen kræver at man kender grundspillet i forvejen, går jeg også ud fra i denne anmeldelse, at du kender Terraforming Mars i forvejen – hvis ikke, skal du nok i hvert fald læse anmeldelsen af det først, og nok også helst prøve at spille det, for at denne anmeldelse giver mening ?

De fem udvidelser kan kombineres, så man kan spille med én, flere eller alle 5. Turmoil er ikke udkommet på dansk (endnu?), men man kan sagtens kombinere den med det danske grundspil, da bagsiden af kortene er ens (det har vi gjort). Den eneste ulempe er, at teksten på kortene er engelsk på nogle kort og dansk på andre når man spiller, men det går nu fint nok her.

Da vi har grundspillet og Prelude udvidelsen på dansk men Turmoil på engelsk, beklager jeg hvis jeg får blandet lidt på danske og engelske udtryk undervejs.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 1 Terraforming Committe (”Parlament”) bræt
  • 1 Global Event bræt
  • 6 policy tiles
  • 35 farvede delegerede (7 i hver spillerfarve)
  • 14 neutrale delegerede (grå)
  • 31 global event kort
  • 16 nye projektkort
  • 5 nye koncerner (corporations)
  • 2 reference cards (til at huske de nye ting)
  • 1 milestensbrik
  • Spilleregler

Komponenterne er helt fine, plasticbrikkerne er i samme farver som spillerkuberne, de to nye spillebræt er fint kraftige, og kortene er helt standard kvalitet – og bagsiden på projektkortene matcher dem vi har fra grundspillet samt Prelude udvidelsen, så der er ingen problemer med at man kan se, hvilke der er fra udvidelsen.

Det vil man måske kunne hvis man har spillet sit grundspil (og evt. andre udvidelser) meget, men så kan man putte kortene i kortlommer (sleeves) så man ikke kan se forskellen. Men med vores grundspil, som kun er blevet spillet 12-15 gange, var der ingen forskel at se.

Hvad tilføjer Turmoil så?

”Turmoil” kan bedst oversættes til ”tummel”, ”oprør” eller ”uro”, og i Terraforming Mars: Turmoil er der i den grad uro – vi skal nemlig til at have politik med i spillet!

Turmoil tilføjer en slags parlament (”Terraforming Committee”) med 6 forskellige politiske partier, som hver giver nogle bonusser, når de leder parlamentet. Der er også tilføjet nogle globale begivenheder, som udover at give spillerne nogle bonusser (eller straffe!), også påvirker sammensætningen af parlamentet.

Derudover er der, som i de fleste andre af udvidelserne til Terraforming Mars, nye projektkort og koncerner. Projektkortene er lidt specielle, da de alle har nogle krav ift. parlamentet for at kunne spilles, så man kan ikke have dem med, uden at spille med hele Turmoil udvidelsen, hvor man i nogle af de andre udvidelser godt kan bruge projektkortene uden resten af udvidelsen, hvis man gerne bare vil have flere kort. 4 af de 5 koncerner kan godt bruges uden at have parlamentet med, hvor den sidste involverer en handling, hvor man får penge for at have delegerede i parlamentet.

Den sidste lille ting der er med i Turmoil, er en lille brik, der ændrer ”Terraformer” milepælen fra at kræve 35 terraforming rating til kun at kræve 26 i stedet.

Ekstra opsætning med Turmoil

Parlamentet i Turmoil er næsten et ekstra lille spil i spillet, og det tilføjer nogle ekstra handlinger. Dette gør at Turmoil forlænger spilletiden – hvor meget er svært at sige, da vores spil i forvejen svinger meget i tid, men jeg vil skyde på en halv times tid ekstra.

Under opstillingen skal man, udover alt det sædvanlige, stille parlament-brættet (committee board) og global event brættet op på følgende måde:

De to ekstra spillebrætter stilles ved siden af Mars-spillepladen, og hvis der spilles på spillepladen fra grundspillet (Tharsis), lægges den nye milepæl ovenpå den gamle.

  • Spillernes farvede delegerede-brikker sættes i ”delegate reserve” feltet, og én brik for hver spiller sættes i lobbyen.
  • De neutrale delegerede (de grå brikker) sættes i ”neutral reserve” feltet, og én neutral delegeret sættes i chairman stolen.
  • Global Event kortene blandes og lægges på ”Distant global event” feltet på Global Event brættet.
  • Det øverste kort vendes, og lægges på ”Coming Global Event” feltet. Der sættes en neutral delegeret i det parti, der er afbilledet i øverste ventre hjørne af kortet, og han bliver automatisk leder af partiet, så han skal stilles på ”partileder-sædet”, og den hvide kube (”dominance marker”) sættes ud for det parti, da de er det dominerende parti (de er jo det eneste parti med medlemmer lige nu… Det skal nok ændre sig!)
  • Det næste kort vendes og lægges ovenpå stakken som ”Distant Global Event”. Igen sættes en neutral delegeret i det parti – hvis det er det samme parti, bliver han menigt medlem, men hvis det er i et af de tomme partier, bliver han også partileder.
  • Læg de 6 ”policy tiles” (brikkerne med de 6 partier) på feltet ”policy” med Greens øverst – de starter som regerende (ruling) parti.
  • De 16 nye projektkort blandes sammen med de andre.

Opsætning med 2 spillere. Første event (coming event) har Mars First i venstre hjørne, så de fik den første delegerede og blev dominerende, og næste kort har Kelvinists i hjørnet, så de har også fået en delegeret.

Sådan spiller man Turmoil

Parlamentet består af 6 partier: Mars First, Scientists, Unity, Kelvinists, Reds og Greens. Undervejs bliver der tilføjet og fjernet delegerede fra partierne, og det parti der har flest delegerede, er det ”dominerende parti”, hvilket bliver markeret med en ”dominance marker” – den hvide kube.

Den ene måde, der kan komme delegerede i partierne, er hvis spillerne beslutter sig for at placere deres farvede delegerede deri. I hver generation kan hver spiller placere én delegeret gratis i et valgfrit parti (det tæller dog stadig som en handling), og derudover kan man, som handling, placere ekstra delegerede for 5 megacredits. Dette kan gentages så mange gange man vil, så længe man har ledige delegerede i ”delegate reserve”.

Den anden måde, der kommer delegerede i partierne, er når der vendes globale begivenheder. Ligesom under opsætningen, sættes der neutrale delegerede i partierne, alt efter hvilket parti-symbol, der er i øverste venstre hjørne, når der vendes et nyt kort. Derudover sættes der yderligere en neutral delegeret i et parti (ikke nødvendigvis det samme) når kortet kommer over på ”Current Global Event” feltet.

Den farve delegerede, der er flest af i et parti (inklusive de grå neutrale), er partileder. Vil man gerne have partilederposten i et parti, skal man altså have puttet nok af sine farvede delegerede ind i partiet, til at have flertal. Det giver nogle fordele i forhold til global events at have partilederen eller menige delegerede i det dominerende parti, samt at være chairman.

En ekstra fase i slutningen af generationer

I slutningen af hver generation (efter produktionsfasen), kommer Turmoil-fasen, der består af følgende:

Først kontrolleres det om spillet er slut. Hvis alle de globale niveauer er nået, er der ikke nogen Turmoil-fase, og man springer direkte videre til den afsluttende ”køb skove”-fase. Hvis der spilles med Venus Next og/eller Colonies, er der et par ekstra punkter inden selve Turmoil-fasen starter, men de udvidelser har vi ikke ? Nu kommer så selve Turmoil-fasen:

  • Alle spillere mister 1 terraforming rating (yup, det er derfor at Terraformer milepælen sænkes fra 35 til 26).
  • Den nuværende globale begivenhed (current global event) udføres (der er ikke nogen current global event efter første generation). Global events kan både være positive og negative!
  • Regeringen skifter:
    • Det dominerende parti bliver nu det regerende, og der skiftes policy tile.
    • Der udføres en ruling bonus for det nye regeringsparti (ruling bonus for hvert parti er beskrevet i reglerne og på huskekortene)
    • Den gamle chairman og alle de delegerede (undtaget partilederen) fra det dominerende parti, sættes tilbage i reserve.
    • Partilederen fra det dominerende parti bliver nu chairman. Hvis det er en spillers delegerede, får spilleren 1 terraforming rating.
    • Dominance markeren flyttes til det nye dominerende parti (det med flest delegerede – det nye regerende parti er jo lige blevet tømt).
    • Lobbyen fyldes (så der er 1 delegeret fra hver spiller)
  • Tiderne skifter:
    • Det midterste eventkort (coming global event) rykkes til højre, så det bliver current global event. Der placeres en neutral delegeret i det parti, der er afbilledet midt på kortet.
    • Det venstre eventkort (distant) flyttes ind i midten, så det bliver ”coming”.
    • Det øverste kort i Global Event bunken vendes og lægges ovenpå bunken, så det nu er ”distant global event”. Der placeres en neutral delegeret i partiet oppe i venstre hjørne, som under opsætningen.

På denne måde ved man altid hvad der kommer af global event 3 generationer i forvejen, så man har tid til at forberede sig – det kan være at man skal have nogle bestemte ting for at få bonusser, eller man skal undgå bestemte ting, for ikke at blive straffet.

I den kommende generation, er der så en ”politik” der er gældende, alt efter hvilket parti der er regerende. F.eks. hvis Greens er regerende, får man 4 megacredits hver gang man placerer skov, så hvis man satser meget på planteproduktion, kan det være værd at gå efter at få Greens ind så ofte som muligt. Disse politikker er også beskrevet i reglerne og på huskekortene.

Og sådan fortsætter spillet egentlig ”bare” – alt det velkendte plus parlamentet og global events.

Vores mening om Turmoil

Som det nok fornemmes af gennemgangen ovenfor, er Turmoil lidt af en mundfuld, men når man først kommer i gang og kommer ind i en rytme, er det egentlig ikke fordi det er svært at finde ud af – allerede i 2. eller 3. generation i første spil med Turmoil, havde vi egentlig styr på både parlamentet og de globale begivenheder. Stort set alt hvad man skal bruge, står også på de små huskekort og på Global Event brættet. Jeg forstår dog ikke hvorfor der kun er 2 huskekort – det kan da ikke koste mange ører at lave 5, så hver spiller kan få et! (Det gælder for øvrigt også for grundspillet).

Jeg er en smule splittet omkring Turmoil – på den ene side, er det okay med noget nyt at lave, men på den anden side behøvede Terraforming Mars måske egentlig ikke så meget nyt – og i hvert fald behøvede det ikke at være 30 minutter længere!

Jeg kan egentlig godt lide det ”ekstra spil” omkring at putte delegerede ind i partierne, og prøve at få bestemte partier til at blive dominerende og regerende, alt efter hvilke bonusser man gerne vil have, men jeg synes måske det tager lidt for meget af opmærksomheden fra resten af spillet. Jeg kan også godt lide ideen om global events – jeg er bare ikke helt hooked på at så mange af dem er negative… Det er lidt irriterende at man hele tiden føler at man skal kæmpe for at få sin maskine til at køre nogenlunde, fordi spillet nærmest arbejder imod en nogle gange.

Til gengæld er de nye koncerner gode (jeg er lidt vild med den, hvor man kan købe projektkort for 1 megacredit), og jeg kan godt lide ideen med at de nye projektkort, har krav til hvilket parti der regerer (eller at man har et vist antal delegerede i det), så der er en sammenhæng mellem projektkortene fra udvidelsen, og de ting man laver i parlamentet.

Lad os hurtigt se på plusser og minusser:

  • Nye koncerner og projektkort.
  • Man kan gå efter at få partier, der passer til ens strategi, til at regere.
  • Et helt lille ”spil i spillet” – der er nye ting at lave.
  • Det tilføjer mere tid, hvilket ikke er nogen positiv ting, når tidsforbruget i forvejen er grunden til at det ikke kommer mere på bordet (jeg glæder mig til ungerne selv kan stå op og tænde fjernsynet!)
  • Et helt lille ”spil i spillet” (ja, det står både som plus og minus) – det kan distrahere en fra det primære spil (i hvert fald mig, men det er sikkert ikke alle, der har det sådan).
  • Det fylder meget på bordet!
  • Negative events og hele tiden at miste terraforming rating er irriterende…
Jeg ved ikke hvad vi skulle gøre, hvis vi var 3 spillere…

FryxGames kalder selv Turmoil for en ”expert expansion”, og det er nok helt passende, for målgruppen må være dem, der spiller det meget.

For os, der ikke har spillet helt så meget, tager det meget opmærksomhed at skulle både jonglere med de delegerede, og hele tiden arbejde på at få de partier, der giver de bonusser man gerne vil have, til at regere, og samtidig holde øje med global events, og hvad der vil være smart at gøre, for at optimere i forhold til dem.

For mere erfarne spillere, vil det nok være fedt at få dette ekstra indhold, og Turmoil giver meget nyt indhold for én udvidelse, så kan man godt bruge ekstra indhold i Terraforming Mars, kan Turmoil godt være værd at tilføje til brætspilshylden.

Personligt er jeg nok neutral omkring den – den vil ikke være med hver gang vi spiller Terraforming Mars, men hvis vi har ekstra god tid, kommer den nok med en gang imellem, for det var egentlig interessant nok ?

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af de danske Terraforming Mars udvidelser

Læs også anmeldelsen af de andre engelske Terraforming Mars udvideler

Læs også spilanmeldelsen af Terraforming Mars

Karuba Junior (engelsk) spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: 5 – 10 min | Spillere: For 1 – 4 deltagere | Udgiver: HABA | Kategori: Vendespil / Co-op

“Dette er et spil hvor de mindste kan være med. Måske kender de allerede et almindeligt vendespil – dette er dog anderledes, men man arbejder sammen og det giver god spænding, om man kan nå at finde alle 3 skatte inden junglestierne bliver fyldt med tigere, eller piraterne tager eventyrerne til fange. Karuba Junior er et meget hurtigt spil, og det kan nogle gange slutte meget brat, ved at spillerne taber til enten tigere eller piraterne, men så er det bare at blande brikkerne og lede efter skatten igen. Det er sjovt og der kan være høj spænding helt indtil de sidste par brikker…”

Generelt om Karuba Junior

Karuba-Junior er et børne/familiespil. Det er et spil, hvor man arbejder sammen om at finde 3 skatte, inden man bliver omringet af tigere eller fanget af piraterne.

Spillet er udgivet af tyske Haba og har ikke danske regler men spillet er meget intuitivt og jeg vil give en kort gennemgang herunder.

OBS: Der er ingen tekst i selve spillet, kun i regelhæftet, på engelsk!

Karuba Junior er designet af Rüdiger Dorn og Tom Rogasch. Illustrationerne er lavet af René Amthor.

Komponenter i spillet

Spillet er fint produceret, det er i flotte indbydende farver. Den fælles spilleplade er i 2 dele, som nemt sættes sammen.

Der er 3 eventyrer-figurer i træ, 1 piratskib og 28 pap-brikker.

Opsætning af spillet

Spillepladen skal samles, eventyrerne skal placeres på stranden, piratskibet skal placeres på de ”vand-felt”, der er længst fra stranden og de 28 pap-brikker skal blandes og fordeles på bordet med forsiden nedad, som med et almindeligt vende-spil.

Nu er alle klar til at spille.

Reglerne i Karuba Junior

Spillet går ud på at eventyrerne skal finde vej gennem junglen og hen til 3 skattekister, der er gemt i junglen. Men rundt om dem lurer farerne, for der er tigere i junglen og pirater på vej mod stranden.

Spillerne skiftes til at vende en brik. Alt efter brikkens motiv, skal spilleren enten placere den i forlængelse af spillepladen eller rykke piratskibet mod stranden.

Viser brikken et piratskib, skal dette rykkes tættere på stranden, det antal felter, som er angivet på brikken (med skibsformede silhuetter).

Viser brikken jungle, skal den placeres i forlængelse af en af de 4 jungle-stier der starter ved stranden på den fælles spilleplade.

Hvis der er en jungle-sti på brikken – forlænger man bare en af stierne i junglen, og forsøger hele tiden at lave så mange forgreninger som muligt.

Viser brikken en tiger, skal denne placeres i forlængelse af en sti, som derved afsluttes – det er for farligt at gå den vej.

Er der derimod en skattekiste på brikken, lægges denne også i forlængelse af en sti, og en af eventyrerne flyttes fra stranden, langs med junglestien og frem til skatten.

Hvem kan spille Karuba Junior

Dette er et spil hvor de mindste kan være med. Måske kender de allerede et almindeligt vendespil – dette er dog anderledes, men man arbejder sammen og det giver god spænding, om man kan nå at finde alle 3 skatte inden junglestierne bliver fyldt med tigere, eller piraterne tager eventyrerne til fange og kølhaler dem på deres piratskib ?

Så en omgang spil med Karuba, giver god træning indenfor flere af de matematiske kompetencefelter.

Spil igen faktor

Karuba Junior er et meget hurtigt spil, og det kan nogle gange slutte meget brat, ved at spillerne taber til enten tigere eller piraterne, men så er det bare at blande brikkerne og lede efter skatten igen.

Det er sjovt og der kan være høj spænding helt indtil de sidste par brikker.

– Morten Mejnholt

Her ses Karuba Junior ved siden af det originale Karuba spil…

Time Timer Børneur anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 – 12 år | Farver: Grå/Orange |Dansk manual medfølger | 12/24 timers digital display valg

“Kvaliteten er rigtig god, og uret kan holde til meget. Det er rigtig dejligt, når man har en vild søn, der ikke altid tænker over at passe på sine ting. Vi er blevet beriget med en masse sjove funktioner og en søn, der er begyndt at vise stor interesse for uret, klokken og tal generelt. Time Timer armbåndsuret er et perfekt ur til vores søn, som kan følge ham mange år frem…”

Time Timer Armbåndsur til børn og unge fra 3 – 12 år

Vores snart 3-årige søn, Mateo, er begyndt at blive rigtig glad for tal. Han kan lide at tælle og bruge sine fingre samtidig. Vi er i denne forbindelse også stille og roligt begyndt at snakke om klokken. Her er Time Timer armbåndsuret virkelig ideelt i Mateos læring og i vores snakke om klokken.

Vi har derfor fået lov til at fordybe os og kigge nærmere på det interessante armbåndsur fra Time Timer. Mateo har aldrig haft et armbåndsur på før, og vi var derfor spændte på at introducere ham for det.

Vigtigt at vide om Time Timer armbåndsuret

Time Timer armbåndsuret anbefales til børn og unge fra 3-12 år, og remmen på uret har en længde fra 12 til 17 centimeter. Armbåndsuret kommer i en fin æske af tin, og netop æsken er super flot og informativ. I æsken er der en grundig manual, der forklarer, hvordan de forskellige funktioner på uret fungerer, og hvordan man tager dem i brug. Manualen tager dig i hånden og forklarer grundigt trin for trin, hvordan du eksempelvis indstiller en alarm. Armbåndsuret er på ingen måder vanskeligt at navigere rundt i. Manualen er en god støtte, selvom armbåndsuret ikke er vanskeligt at navigere rundt i.

Time Timer armbåndsuret kommer med beskyttelsesfilm omkring urets store LCD display, og det er solidt og fast placeret i tin-æsken. Remmen og uret er produceret i latexfrit materiale.

Armbåndsuret bærer præg af, at Time Timer bestemt ikke er gået på kompromis med noget. Armbåndsuret har en masse spændende funktioner. Uret er blandt andet vandtæt, og det har en modstandsdygtig funktion i forhold til ridser på urets linse. Derudover kan det både vise analogt og digitalt klokkeslæt. Der en masse andre spændende funktioner, som vi kommer nærmere ind på senere.

Time Timer Armbåndsuret til børn/unge kan fås i fire forskellige farvekombinationer. Der er farvekombinationerne: grå og pink, grå og blå, grå og grøn og grå og orange. Mateo valgte farvekombinationen grå/orange, hvilket – efter vores mening – er den mest neutrale farvekombination af alle armbåndsurene.

Vores oplevelse med Time Timer armbåndsuret

Da Mateo blev præsenteret for sit nye ur, vidste han endnu ikke, hvad et armbåndsur var, og hvad det skal bruges til. Indledningsvis forklarede vi Mateo, hvad det skal bruges til og hvordan, man tager det på. Mateo gav udtryk for, at han syntes, at det var en smule mærkeligt, da han aldrig havde haft noget siddende på håndleddet før (andet end et turpas i Tivoli engang).

Mateo fik lov til at vænne sig til armbåndsuret, og han viste stor interesse for det fra start. Han fik trykket på urets forskellige knapper og kigget på det analoge ur, hvor viserne bevægede sig.

Det var vældigt interessant og noget, han fik brugt overraskende lang tid på. Mateo havde vænnet sig til armbåndsuret ret hurtigt, og vi ville nu undersøge de forskellige muligheder, som uret har. Mateo er ikke stor nok til selv at navigere rundt i uret, men om ét års tid har vi forventninger til hans kunnen. Vi hjalp ham derfor med de forskellige indstillinger, og var med på sidelinjen til at prøve armbåndsurets funktioner af.

Vi startede med at sætte en alarm til, hvornår vi skulle begynde at lave aftensmad. Vi kunne både vælge, at alarmen skulle vibrere med og uden lyd. Vi valgte, at alarmen skulle vibrere med lyd. Midt under en leg med Mateos biler, begyndte armbåndsuret at vibrere. Det var nu tid til påbegyndelsen af aftensmaden, som i dagens anledning stod på lasagne.

Lasagnen er en stor favorit herhjemme, og skal have 25 minutter i ovnen. Alarmen på armbåndsuret blev derfor sat til, at den skulle vibrere 25 minutter senere, når lasagnen var klar. Alarmen fungerede upåklageligt. Vi forestiller os, at alarmen på armbåndsuret vil påvirke Mateo positivt, når han kommer i skolealderen. Her kunne man blandt andet sætte en alarm til om 1 time, og lade Mateo fordybe sig i en god bog – uden distraktioner for hvornår der er gået 1 time, og Mateo igen kan komme tilbage til sin tegnefilm, computerspil – eller hvad han kommer til at interessere sig for om nogle år.

Den anden funktion, som armbåndsuret har, er en helt særlig timer. Den virker som et stopur. Vi fandt hurtigt på mange aktiviteter, hvor vi netop kunne bruge denne funktion – eksempelvis målte vi, hvor langt tid det ville tage Mateo og mor at løbe rundt om huset. Stopuret blev aktiveret og med det samme fløj de begge afsted. Da turen om huset var overstået, blev der trykket på stop-knappen. Mateo mente, at han absolut godt kunne løbe turen hurtigere – og det kunne han!

Vi fandt os selv i at finde på flere og flere lege, som vi kunne inddrage uret og dets funktioner i.

De seneste par dage har vi nydt godt af både snevejr og regnvejr. Især alle de store vandpytter, man møder på sin gåtur, er et kæmpe hit! Her skal vi heldigvis ikke bekymre os om, om Mateo får sprøjtet vand på armbåndsuret. Det er nemlig vandtæt. Dette gør sig også gældende efter toiletbesøg, hvor det ikke er nødvendigt at tage armbåndsuret af ved håndvask.

Mateo er ikke stor nok til at benytte sig af uret alene, men han giver udtryk for, at han finder stor underholdningsværdi i de små lege og aktiviteter, som vi sætter i værk med armbåndsuret. Vi kan sidde og øve tallene på displayet og tælle sekunder sammen med sekundviseren. Hele uret er udstyret med fire knapper, som er rigtig nemme at navigere med.

Fantastisk kvalitet og lækkert design

Vi synes, at designet og kvaliteten af armbåndsuret er helt perfekt til både formål og målgruppe. Designet er let tilgængeligt og armbåndsuret er lavet i materialer, der holder over tid. Armbåndsuret kan holde til en del med dets medgørlige rem og stærke LCD-skærm.

Herhjemme har Mateo tabt uret et par gange uden, at der er kommet en eneste skramme på det. Det er virkelig dejligt, at vi ikke skal “passe på”, at Mateo kommer til at være lidt for voldsom med uret, da armbåndsuret er stærkt og solidt i forvejen.

Kvaliteten af selve LCD-skærmen er vi rigtig glade for. Skærmen er stor og har integreret baggrundslys, der gør, at man – selv i mørke – kan se, hvad der står på skærmen. Dette synes vi er en super vigtig funktion, som især er en fordel på vores gåture i de kolde vintermåneder, hvor mørket hurtigt falder på. At armbåndsuret ovenikøbet er vandtæt er endnu en perfekt faktor, når vi har med et armbåndsur til børn helt ned i 3-års alderen at gøre med. Armbåndsuret skal derfor ikke tages af hvis det for eksempel begynder at regne på gåturen hjem fra børnehaven, eller når hænderne skal vaskes efter toiletbesøg. Det er smart, ligetil og ekstremt børnevenligt!

Vores vurdering af Time Timer armbåndsuret

Vi har været rigtig tilfredse med vores test af det lækre armbåndsur fra Time Timer. Armbåndsuret har et lækkert og enkelt design. Uret passer perfekt til en afslappet hverdag, en vild leg på vores skummøbler, en god kælketur i snevejret eller en vild fodboldkamp.

Vi har været rigtig glade for uret i mange forskellige situationer, og Mateo har på intet tidspunkt udvist ubehag eller andet negativt omkring at have armbåndsuret på.

Kvaliteten er rigtig god, og uret kan holde til meget. Det er rigtig dejligt, når man har en vild søn, der ikke altid tænker over at passe på sine ting. Vi er blevet beriget med en masse sjove funktioner og en søn, der er begyndt at vise stor interesse for uret, klokken og tal generelt.

Det er dejligt at se udviklingen af Mateos bevidsthed om tal generelt. Time Timer armbåndsuret er et perfekt ur til vores søn, som kan følge ham mange år frem.

– Camilla Jakobsen

Læs også anmeldelsen af det STORE armbåndsur fra Time Timer

Læs meget mere om de visuelle Time Timer ure i denne blogartikel

Gonge Mini Top Nordic anmeldelse

Alder: Anbefales fra 0 – 4 år | Materiale: Fremstillet i kraftig HDPE plast | Størrelse: Ø:68 cm / dybde: 26,5 cm | Vægt: 1,6 kg | Farve: Mat Grøn / Nordiske trend farver

“Ved at lade flere børn dele den grønne Mini Top, så vil børnene også udvikle deres sociale kompetencer, empati og de vil lære at de skal skiftes til at prøve. Det er tre gode egenskaber, som de vil få glæde af igennem hele deres liv. Efter at have set, hvor stor glæde Villads har af den, så kan jeg ikke andet end at give den de største anbefalinger med på vejen…”

En anmeldelse af Gonge Nordic Mini-Top

Så er den her endelig. Nyheden fra Gonge. 

Den fantastiske Mini Top er nu kommet i en virkelig flot nordisk udgave. 

Gonge, som er producenten bag den nye Mini Top, er et dansk firma som har produceret fantastisk og motorisk udviklende legetøj, i høj kvalitet siden år 1966.

Hos firmaet Gonge, tror de på at alle børn er unikke og fortjener individuel opmærksomhed, for at kunne lære og udvikle sig mest muligt, imens de leger. 

Netop derfor er Gonges fantastiske produkter designet til at udfordre børns fysiske grænser, udvikle børns kognitive færdigheder og til at opfordre barnet til social interaktion med andre børn, via kreativ og lærende leg, samt masser af bevægelse.

Test af den grønne Mini-Top

Vi har været så heldige, at få lov til at teste den flotte grønne Mini Top, som er en perfekt lille tumletop eller snurretop til de mindste børn. 

Min yngste søn, Villads på 1 år har virkelig nydt at undersøge Mini toppen, han elsker fart og vilde lege, det kan ikke blive vildt nok. 

Da vi modtog snurretoppen, kom den forståeligt nok i en rimelig stor papkasse. Lige som med alt andet legetøj, så startede jeg med at rengøre den med en fugtig klud, inden jeg lagde den grå pude i.

Puden medfølger desværre ikke, men den kan tilkøbes og passer perfekt ned i snurretoppen, så det lille barn ligger behageligt. 

Puden har varenummer. 62098 – Klik her!

Puden er dejlig blød og fremstillet i bomuld, med anti-skrid knopper på bagsiden, så den ligger helt fast i toppen, når de mindste bliver vippet og drejet.

Puden kan håndvaskes ved 30 grader. 

Jeg lod Villads undersøge Mini toppen selv, helt stille og roligt. Jeg ville ikke bare løfte ham op i den. 

Han startede med at skubbe til den, så den trillede og efter få minutter kravlede Villads selv ind i den. Jeg drejede stille og roligt med toppen, så han kunne se og mærke, at det ikke var farligt.

Han blev lidt utryg i starten, men på trods af det så ville han ikke op af den. Efter kort tid var Villads helt tryg ved Mini toppen og han begyndte selv at prøve, at få den til at vippe frem og tilbage. 

Villads er helt vild med den nye Mini Top og stod det til ham, så legede vi ikke med andet end den. Han nyder at ligge på puden nede i toppen og griner højlydt når jeg drejer ham rundt.

Den er et kæmpe hit og uden tvivl Villads’ favorit legetøj til dags dato.

Vigtig for den motoriske udvikling

Det er altid dejligt at høre hans glade latter og hvin, når vi leger og det at jeg ved at Mini toppen er fantastisk for Villads’ udvikling, er bare et ekstra plus.

Det at vi leger med den sjove Mini Top er med til at stimulere Villads’ vestibulærsans, som er virkelig vigtig for den fremtidige motoriske udvikling. 

Udover at styrke vestibulærsansen, så vil Mini toppen bl.a. også styrke og stimulere grovmotorikken, kropsbevidstheden, men balancen er hel sikkert den sans der vil blive styrket allermest i denne leg. 

Vi har flere forskellige produkter fra Gonge og de bliver brugt rigtig meget, både indenfor og ude i haven. Gonges motoriske produkter, er derfor ikke helt fremmede for os. 

Lige netop derfor taler jeg også af erfaring når jeg siger, at deres produkter er helt fantastiske og virkelig lever op til forventningerne. 

Kvaliteten og holdbarheden på deres mange produkter er imponerende god og jeg har aldrig kunne sige en eneste negativ ting, om nogle af deres produkter. Den nordiske Mini Top er ikke en undtagelse. Den er i en flot sart grøn farve og den kan uden problemer anvendes både indenfor og ude i det fri. 

Da den er produceret i plast, så er den virkelig robust og slidstærk. Bliver den beskidt er rengøringen også hurtigt overstået, blot en fugtig klud og så kan legen fortsætte.

Hvem kan lege med Mini toppen?

Mini toppen henvender sig til de mindste børn, fra 0-4 år. 

Diameter: 68 cm

Højde: 26,5 cm

Er man ikke bare sød??? Klik på billedet for at se nærmere på produktet!

Rundt i kanten er der buer, som gør at de små fingre ikke kommer i klemme og for at der kan komme luft ind under Mini toppen, hvis man bruger den som et skildpaddeskjold. 

Du læste rigtigt, jeg skrev skildpaddeskjold. Små børn elsker at lege gemmeleg og titte bøh lege og med den grønne Mini Top er der også mulighed for det. 

Hvis man vender den grønne Mini Top med bunden i vejret, så ligner den et skildpaddeskjold og vupti, så kan jeres lille guldklump gemme sig inde i skjoldet, i en hyggelig lille hule. 

De mindste børn kan selvfølgelig ikke få Mini toppen til at snurre selv, de har brug for hjælp fra forældre eller pædagoger, men de vil stadig nyde at ligge dejligt nede i toppen, imens den vippes og drejes stille og roligt. 

De lidt større børn

De lidt større børn, fra omkring toårsalderen, vil begynde at kunne få toppen til at vippe og snurre uden hjælp. De ville hurtigt få en fornemmelse af tyngdekraften og finde ud af, at de ved hjælp af kroppens bevægelser kan få Mini toppen til at bevæge sig frem og tilbage.

Kan også bruges af de lidt ældre børn – Dog max brugervægt på 50 kg.

Selvom målgruppen er 0-4 år, så betyder det ikke at bare fordi man er 5 år, så må man ikke prøve. Selvfølgelig må man det. Den nordiske udgave af Mini toppen fra Gonge har en max brugervægt på 50 kg, så det gør at de børn der ellers er på grænsen til at være for store, stadig må være en del af legen.

Vores vurdering af Mini-toppen fra Gonge

Mini toppen fra Gonge, vil også være god til de mindste børn med særlige behov. Særlige behov er mange ting, men det kan bl.a. være motoriske udfordringer. 

Som mor til to, hvor af min store teenage-søn har særlige behov, så ved jeg at man som forældre vil gøre alt i verden for at støtte, guide og hjælpe sine børn i en god og positiv udvikling. Ved at inddrage Mini toppen i den motoriske træning, vil det lille barn kunne opleve en ny og spændende måde at udvikle sig på.

Den flotte og sjove nordiske mini snurretop, vil være et kæmpe hit i alle vuggestuer og dagplejere, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Ved at lade flere børn dele den grønne Mini Top, så vil børnene også udvikle deres sociale kompetencer, empati og de vil lære at de skal skiftes til at prøve. Det er tre gode egenskaber, som de vil få glæde af igennem hele deres liv. Efter at have set, hvor stor glæde Villads har af den, så kan jeg ikke andet end at give den de største anbefalinger med på vejen.

– Carina Lund

Læs også anmeldelsen af Gonge’s Nordic River Stones

Læs også anmeldelsen af Gonges Balancebuer

Port Royal spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 50 min. | Spillere: For 1 – 5 deltagere

“Det er et spil, hvor alle kan være med. For mig at se består det “bedsteforældre-testen” – det er et af de strategispil, som selv bedsteforældrene kan lære, selvom deres erfaring primært omfatter spil som Ludo, 500, Yatzy og måske et par quizspil som Trivial Pursuit. Der er ingen tvivl om, at Port Royal bliver et af de spil, som vi finder frem en hverdagsaften i ny og næ, hvor vi får lyst til at spille, uden det skal blive for omfattende, så vi stadig kan passe sengetiderne…”

Anmeldelse af Port Royal grundspillet og udvidelsen, med kontrakter

Da vi så Port Royal spillet første gang, var vi lidt i tvivl om der var nok spilværdi i det. Det er jo ”bare” et kortspil. Vi er nok ret kritiske, når det kommer til denne slags spil, da vi i forvejen har nogle gode spil i samme kategori.

Kan dog allerede nu afsløre, at Port Royal endte med at komme i skabet med de spil, som vi spiller mest.

Både grundspil og udvidelse er i en solid lille æske. Grundspillet indeholder kort og spillevejledning. Udvidelsen indeholder nogle ekstra kort (som man kan vælge at bruge alene med grundspillet), samt kontrakter og brikker, som skal bruges i udvidelsen.

Både kort og kontrakter er i en god kvalitet. Kontrakterne især er meget tykke og slidstærke.

Kortene fungerer både som ”handlingskort” og mønter. På den måde er alt samlet i kortene, og man behøver ikke have en masse plastikmønter ved siden af, man også skal have styr på. Det er altså en form for 2 i 1 kort.

Det foregår helt praktisk ved, at der er tegnet en mønt på bagsiden. Skal man fx have 3 mønter, trækker man således 3 kort fra trækbunken og disse lægges foran spilleren med bagsiden opad så mønten ses. På den måde kan man hele tiden holde styr på, om kortet skal bruges som en mønt eller et handlingskort. Udover det er praktisk, så giver det også et element til spillet.

Nogle af kortene (og man kan ikke se hvilke, da man ikke må kigge på kortene, der trækkes som mønter) kommer muligvis slet ikke i spil, da de ender som mønter og det kan i særdeleshed påvirke spillet.

Spillevejledningen er en smule kringlet. Langt det meste er nemt at læse og forstå, men det tog os lidt tid og et besøg på youtube at sikre, at vi forstod det helt rigtigt.

I starten havde vi fx ikke helt forstået at ”havnen” var en fælles havn og ikke en havn, man skulle have foran sig hver især. Når man først har lært grundspillet, er spillevejledningen til udvidelsen rimelig ligetil. Dog var der også her en enkelt formulering, som gjorde vi kom i tvivl om brugen af et bestemt sæt kontrakter.

Det drejede sig om kontrakterne: Comedian, Lady killer, Maritime Supremacy, New Colony, Trade outpost og Trager Prince. I oversigten på spillevejledningen stod der i parentes: ”Når du har fuldført kontrakten, kan du bruge settlers, priests og captains til ekspeditioner”.

Vi kom derved i tvivl om det betød, at man først måtte bruge dem til ekspeditioner NÅR man havde klaret kontrakten, hvilket spærrede ret meget for spillet. Men efter lidt hjælp fra erfarne spillere, lærte vi, at det ikke var tilfældet.

En fordel i spillevejledningen er, at det er sat op på en overskuelig måde, når man skal tjekke, hvad de forskellige kort eller kontrakter betyder. Når man har spillet det en del gange, får man mindre og mindre brug for spillevejledningen, da der også er symboler på både kort og kontrakter, som viser, hvad kortene kan og hvad man skal ved både ekspeditioner og kontrakter.

Grundspillet er for 2-5 spillere fra 8 år. Port Royal udvidelsen er ligeledes op til 5 spillere, men giver også mulighed for at spille det som solo-spil alene. I udvidelsen er der 2 varianter; man kan spille med hinanden eller mod hinanden.

Om selve Port Royal spillet

For at vinde Port Royal skal man samle flest sejrspoint. Hvert kort giver fra 0 til 3 sejrspoint.

På kortene er der skibe i 5 forskellige farver, som giver mønter i stedet for sejrspoint. 4 af kortene er skattestigninger og på 6 kort er der ekspeditioner.

På de resterende kort er der personer, som har hver sin egenskab og antal sejrspoint.

Alle personkort koster mønter, hvoraf nogle selvfølgelig koster mere end andre – jo dyrere jo flere sejrspoint. Man skal derfor sørge for at få samlet mønter sammen undervejs og så handler det om at prioritere, hvad mønterne skal bruges på.

Eftersom nogle af kortene bruges som mønter, kan man ikke vide, om den/de kort, man egentlig helst vil have – eller som skal bruges i en kontrakt eller ekspeditioner -kommer ofte eller sjældent.

Hver spiller starter med 3 mønter (altså 3 kort med bagsiden opad)

De resterende kort lægges i en trækbunke midt på bordet.

Den aktive spiller har mulighed for at udføre 2 faser. Den første er obligatorisk – træk kort fra trækbunken og læg dem på en række (havnen), så alle kortene kan ses. Fase 2 er ”handle og hyre”, hvor man tager kort fra havnen, som man vil bruge.

Som udgangspunkt må man tage 1 kort, men der kan være personkort og andre omstændigheder som gør, at man må tage flere kort fra havnen.

Man vælger selv, hvor mange kort, man tør at vende og lægge i havnen. Rammer man 2 skibe i ens farve slutter turen og man får ikke lov at tage et kort.

Alle kortene lægges til side i en afkastbunke. Hvis den aktive spiller ramte 2 skibe i samme farve, forsvinder muligheden for at handle/hyre også for de andre spillere… men… har man tidligere hyret ”jester”, vil man i stedet blive kompenseret med 1 mønt fra banken.

Hvis man gerne vil undgå at blive ”busted” med de 2 skibe, kan man undervejs i spillet købe ”sailors” eller ”pirates”. Disse personer/kort kan fjerne en del af de skibskort, man vender til havnen.

Det betyder, at man kan forlænge havnen med flere kort, uden så stor risiko for at ramme 2 skibe i ens farve.

Når den aktive spiller vælger at stoppe (uden at have ramt 2 skibe i samme farve) og har handlet eller hyret må de resterende spillere også handle/hyre fra havnen. Hvis de gør dette, skal de som kompensation betale 1 ekstra mønt til den aktive spiller.

Trækkes et ekspeditionskort fra trækbunken, lægges det ved siden af bunken og kan nu erhverves ved at hyre de rette personer løbende fra havnen. Tager man et ekspeditionskort, skal de pågældende personer/kort afleveres og tæller dermed ikke længere med i sejrspoint og kan ikke bruges til andre ekspeditioner.

Det kan godt betale sig at bytte personer til ekspeditionskort, da ekspeditioner giver en del flere sejrspoint, men man skal prioritere hvilke(t) ekspeditionskort, man går efter.

Spiller man med udvidelsen kan man gennemføre kontrakter for både at få mønter og sejrspoint. Den spiller, der først får udført en kontrakt, sætter sin brik på det første felt, som udløser flest mønter. Det vil sige, at de andre spillere også kan få samme kontrakt, men får færre mønter ud af det.

Vores vurdering af Port Royal

Efter lidt opstartsproblemer ift. forståelsen af spillevejledningen, kom vi godt i gang med spillet.

Det er egentlig et ret simpelt spil, hvilket også passer fint med anbefalingen, at det kan spilles fra 8 år og opefter.

Indimellem kan jeg godt blive lidt bekymret, når jeg ser et spil, er fra 8 år.

I mange tilfælde kan det være en indikator på, at det er bedre som familiespil end voksenspil. Det synes jeg ikke er tilfældet med Port Royal – langt fra.

Port Royal er et af de spil, hvor man får lige meget fornøjelse af det, uanset om man er 2 eller 5 spillere.

Det er ikke et ”tungt” spil, men der er alligevel strategi og et godt gameplay i det.

Det er et spil, hvor alle kan være med. For mig at se består det “bedsteforældre-testen” – det er et af de strategispil, som selv bedsteforældrene kan lære, selvom deres erfaring primært omfatter spil som Ludo, 500, Yatzy og måske et par quizspil som Trivial Pursuit.

Der er ingen tvivl om, at Port Royal bliver et af de spil, som vi finder frem en hverdagsaften i ny og næ, hvor vi får lyst til at spille, uden det skal blive for omfattende, så vi stadig kan passe sengetiderne.

Om Spillevejledningen

Spillevejledningen er en smule kringlet. Langt det meste er nemt at læse og forstå, men det tog os lidt tid og et besøg på youtube at sikre, at vi forstod det helt rigtigt.

I starten havde vi fx ikke helt forstået at ”havnen” var en fælles havn og ikke en havn, man skulle have foran sig hver især.

Når man først har lært grundspillet, er spillevejledningen til udvidelsen rimelig ligetil. Dog var der også her en enkelt formulering, som gjorde vi kom i tvivl om brugen af et bestemt sæt kontrakter.

Det drejede sig om kontrakterne: Comedian, Lady killer, Maritime Supremacy, New Colony, Trade outpost og Trager Prince.

I oversigten på spillevejledningen stod der i parentes: ”Når du har fuldført kontrakten, kan du bruge settlers, priests og captains til ekspeditioner”.

Vi kom derved i tvivl om det betød, at man først måtte bruge dem til ekspeditioner NÅR man havde klaret kontrakten, hvilket spærrede ret meget for spillet. Men efter lidt hjælp fra erfarne spillere, lærte vi, at det ikke var tilfældet.

En fordel i spillevejledningen er, at det er sat op på en overskuelig måde, når man skal tjekke, hvad de forskellige kort eller kontrakter betyder.

Når man har spillet det en del gange, får man mindre og mindre brug for spillevejledningen, da der også er symboler på både kort og kontrakter, som viser, hvad kortene kan og hvad man skal ved både ekspeditioner og kontrakter.

Grundspillet er for 2-5 spillere fra 8 år. Udvidelsen er ligeledes op til 5 spillere, men giver også mulighed for at spille det som solo-spil alene. I udvidelsen er der 2 varianter; man kan spille med hinanden eller mod hinanden.

– Joan Frederiksen

ECO Polydron Magnetisk anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Serie: Eco Magnetic Polydron | Materiale: Fremstillet i 30% hvede strå og 70% ABS (BPA-Frit) plast.

“Efter at have set nærmere på dette miljøvenlige sæt, så er jeg virkelig positiv og faktisk også overrasket over, at Polydron endnu engang har formået at lave endnu et fantastisk produkt, med masser af muligheder for både leg og læring. Jeg vil af den grund ikke være så meget som et sekund i tvivl om, at jeg vil anbefale dette fantastiske miljøvenlige sæt til andre!” 

En anmeldelse af Polydrons miljøvenlige NYHED

Hvis jeres familie er glad for at samle, bygge og konstruere, så er den her nyhed garanteret lige noget for jer!

Polydron er kommet med en fantastisk nyhed, nemlig de miljøvenlige magnetiske Polydroner i den nye ECO-serie

De mange brikker er fremstillet i 30% hvede strå og 70% ABS (BPA-frit) plast og så er sættet selvfølgelig også CE mærket.

Sættet henvender sig til børn i alderen 3 år og opefter. 

Det store sæt består af hele 72 dele. 

36 firkanter og 36 trekanter, ikke nok med det så medfølger der også et idéhæfte, som er meget simpelt og tydeligt, så det også kan bruges af de mindre børn.

De mange brikker er råhvide på den ene side og på den anden side er de i fire forskellige dæmpede natur/pastel farver. 

Brikkerne giver derfor et roligt miljø, i modsætning til hvis man har gulvet eller bordet fyldt med farvestrålende brikker. 

Historien bag Polydron

Polydron har eksisteret siden 1970erne og er en af de førende leverandører af geometriske konstruktionsformer til skoler og fritidsordninger rundt om i hele verden.

I dag findes der rigtig mange forskellige former, størrelser, materialer og farver indenfor Polydron mærket, det bør derfor ikke være noget problem at finde et sæt der passer perfekt til lige netop jeres barn. 

Vores familie har efterhånden mange forskellige slags Polydroner, da vi virkelig nyder kvalitetstid, hvor vi sammen kan sidde i flere timer og bygge og samle alle mulige sjove og kreative figurer og bygninger. 

Når vi bygger med Polydroner, så glemmer vi ofte tid og sted, fordi vi bliver helt opslugt af legen. 

Efter min mening, så bliver man aldrig for gammel til at konstruere 2D og 3D figurer. Hvis man er bare lidt nysgerrig og kreativ, så kan man slet ikke lade være med at være en del af legen. 

Dette fantastiske miljøvenlige sæt passer perfekt sammen med flere af de andre magnetiske Polydron sæt.

Det kan bl.a. være et af følgende:

Varenummer 707011 – Magnetisk Polydron Klassesæt

Varenummer 503000 – Magnetiske Transparente Polydroner

Varenummer 305000 – Magnetiske Polydroner af træ

Legede med Polydroner da jeg var barn

Det kan godt være, at navnet Polydron ikke lige siger jer noget. Men når I ser nogle af brikkerne, så vil I lynhurtigt få flashbacks til dengang I selv var børn og højst sandsynligt også selv legede med de spændende brikker.

Jeg husker ihvertfald tydeligt, at jeg legede med Polydroner da jeg var barn, i fritidsordningen, men vi brugte også Polydroner i undervisningen i skolen. 

Polydroner er nemlig geniale til at lære børn matematik, de mange brikker kan nemlig bruges til at tydeliggøre forskellige regneopgaver, så opgaven er lettere at forstå.

De store Polydron sæt, som bl.a. det sæt som vi har anmeldt, er yders velegnet til skole- eller institutionsbrug, da der er nok brikker til at flere børn kan konstruere flotte figurer sammen eller hver for sig. 

Som en del af undervisningen

Jeg hjemmeunderviser min ældste søn og vi bruger ofte Polydroner som en del af undervisningen. Det er primær i matematiktimerne, hvor vi bl.a. bruger dem til at udregne rumfang, altså udregne hvor meget de forskellige figurer kan indeholde. 

Man kan også udregne areal og omkreds eller måle vinkler. 

De magnetiske brikker er helt geniale for alle de børn og voksne, der har brug for det visuelle for at kunne forstå geometri.

Der er virkelig mange muligheder for lærerige opgaver med dette sæt.

De mindre børn kan selvfølgelig ikke bruge sættet til at lære matematik, men polydronerne kan også meget andet. 

Dette miljøvenlige sæt er magnetiske brikker og de kan derfor bruges til at introducere og lære barnet de simple ting om magnetisme.

  • En magnet har altid to poler, en nordpol og en sydpol.
  • To ens poler frastøder hinanden, mens to forskellige poler tiltrækker hinanden.
  • Jern bliver magnetisk, fordi småmagneterne i jernet orienterer sig i samme retning.

De mindre børn kan styrke deres kreativitet, fantasi, tålmodighed, koncentration, selvstændighed og logisk tænkning, ved at finde på sjove figurer og prøve at bygge dem. 

Finmotorikken, hånd-øje-koordination og form- og farvegenkendelse vil også blive styrket ved at lave flotte 2D og 3D konstruktioner. 

Ved at invitere andre børn eller voksne med i byggeriet, så vil barnet også få mulighed for at styrke og stimulere de sociale kompetencer, samarbejde og selvværd.

Kan også bruges i sprogtræning

Alt efter barnets alder, så vil en leg med Polydroner også kunne kombineres i sprogtræningen.

Det kan gøres på rigtig mange forskellige måder, bl.a.:

Hvis I taler om formerne og farver og på den måde lærer barnet, at kende forskel og udtale ordene korrekt.

Man kan også tælle, hvor mange trekanter eller firkanter der er, og på den måde øve barnet i at tælle og udtale tallene.

Det er altid godt at styrke den verbale kommunikation, som nemt gøres ved at tale med barnet om de mange konstruktioner man kan bygge. 

Leg med de magnetiske Polydroner er en sjov måde at lære på.

Vores mening om ECO Magnetic Polydron

Sættet har været meget populært hos alle de børn vi har haft på besøg mellem 3-8 år, lige meget om det har været drenge eller piger. 

Så snart børnene får øje på de flotte brikker, så går byggeriet straks i gang. 

Jeg kan se, at selv børn på 3 år godt kan bygge ud fra tegningerne i idéhæftet, men selvfølgelig også ud fra fantasien. 

Når børnene bygger med de magnetiske brikker, så kan de bygge en figur liggende fladt på bordet og derefter løfte den op fra bordet. Når de løfter figuren op, så vil magneterne suges imod hinanden og på den måde samle figuren til en 3D konstruktion. 

Når børnene vil lave en ny figur, så er brikkerne lette at skille fra hinanden og legen kan derfor hurtigt fortsætte.

Efter at have set nærmere på dette miljøvenlige sæt, så er jeg virkelig positiv og faktisk også overrasket over, at Polydron endnu engang har formået at lave endnu et fantastisk produkt, med masser af muligheder for både leg og læring. 

Kvaliteten er helt i top, brikkerne er behagelige at røre ved og de har ingen skarpe kanter eller hjørner som børnene kan komme til skade på. 

Sættet holder til at blive brugt, også af flere børn, det er ikke lige sådan at ødelægge brikkerne. 

Det miljøvenlige sæt kan derfor gå i arv fra generation til generation i mange år fremover.

Jeg vil af den grund ikke være så meget som et sekund i tvivl om, at jeg vil anbefale dette fantastiske miljøvenlige sæt til andre! 

Børnene vil elske det! Også de voksne. 

Vi skal passe på vores børn og deres fremtid. Med dette Polydron sæt er det et nyt skridt på vej imod en grønnere verden.

Rigtig god fornøjelse med byggeriet.

– Carina Lund

Læs også anmeldelsen af Mine Første Polydroner

Læs også anmeldelsen af Polydron Magnetic Transparant

Læs også anmeldelsen af Polydron Gigant sættet

Puslespil Arbejdsstation anmeldelse

Alder: Anbefales fra 14 år | Mærke: Ravensburger | Materiale: Plast |
Mål: 56 x 76 cm.

“Hvis man aldrig bygger større puslespil end firkantet på 1000 brikker, så vil jeg klart anbefale Ravensburger Arbejdsstation, fordi den er meget nem at opbevare og man kan holde sine brikker sorteret. Hvis man derimod bygger runde puslespil, panorama puslespil eller puslespil over 1000 brikker, så skal man gå efter en af de større puslespilsmåtter. Og hvis man som mig elsker puslespil og bygger flere i løbet af en måned, så burde man faktisk have begge slags på sin ønskeseddel…”

Ravensburgers arbejdsstation til puslespil

Jeg elsker at koble af ved at høre lydbog og bygge puslespil. Jeg slapper virkelig godt af med at sortere, bygge rammer og få smukke motiver frem.

Men i en travl børnefamilie med kun et spisebord kan det godt være en udfordring at have plads til at bygge over flere aftener eller dage, og det kan også være svært at have puslespillet i fred for små pilfingre.

Derfor har jeg i flere år haft god glæde af en puslespilsmåtte, hvor jeg kan rulle puslespillet sammen, når jeg ikke bygger på det.

Men jeg har ofte manglet et sted til de brikker som jeg allerede har sorteret og lagt i bunker.

Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede at Ravensburger havde lavet puslespilsopbevaring med plads til ens sorterede brikker.

Er virkelig glad for den

Jeg har nu haft Ravensburger Arbejdsstation til test i et par uger, og jeg er virkelig glad for den.

Selve arbejdsstationen består af en stor firkantet kuffert-lignede kasse med håndtag. Den fylder en del i bredde og højde, men til gengæld så fylder den ikke ret meget i dybden, og den kan derfor nemt stå til opbevaring bag en dør, op ad en væg eller ligge under en seng. Så den er altså virkelig nem at opbevare på trods af størrelsen.

Da arbejdsstationen har to håndtag, som man kan flytte den rundt i, så betyder det også at man faktisk kan hænge den op på væggen bag fx en dør. Så er den gemt godt af vejen, når man ikke bygger på sit puslespil.

Når man åbner kufferten op, består den indvendigt af 5 rum til sortering af brikker samt en plade til at bygge selve puslespillet på. Man kan enten vælge at bygge med pladen liggende i arbejdsstationen eller man kan tage pladen op og blot have den på bordet.

I de fleste tilfælde har jeg bygget kun med selve pladsen på bordet og så sorteret brikker ved siden af mig, og når jeg så har pakket puslespillet væk, har jeg lagt pladen i arbejdsstationen og puttet mine forskellige bunker op i de 5 sorteringsrum. Men det kommer an på hvor meget plads man har omkring sig, for jeg synes hele arbejdsstationen fylder meget slået ud på bordet, hvorimod selve pladsen til at bygge på er lille, nem og handy at have med at gøre, og det er nemt at tage den op og lægge i igen.

Puslespillet bliver liggende

Lige da jeg tog arbejdsstationen i brug var jeg meget spændt på om puslespillet rent faktisk blev liggende på plads, når man havde den stående til opbevaring, så jeg har testet den ad flere omgange både stående og liggende, og puslespillet bliver liggende.

Det er dog vigtigt at man husker at lukke den ordentlig i, for det havde jeg ikke fået første gang, og det betød at puslespillet havde rykket sig lidt og enkelte dele havde byttet plads, men da jeg fremadrettet huskede at lukke det ordentlig har det holdt virkelig godt, og det er nemt og hurtigt at åbne op og gå videre med at bygge.

Jeg har også testet at flytte en masse rundt på arbejdsstationen mens den var lukket, og selvom jeg flere gange dagligt har rykket den fra et sted til et andet er puslespillet forblevet på sin plads.

Inden man investerer i denne arbejdsstation skal man lige være opmærksom på at bygge-pladen er beregnet til puslespil op til 1000 brikker, og at man derfor ikke kan bygge fx runde puslespil derpå eller større puslespil, heller ikke panorama puslespil på 1000 brikker.

I disse tilfælde bruger jeg min puslespilsmåtte beregnet til puslespil op til 3000 brikker, som fx dette her hvor man har god plads til de kæmpe puslespil eller de runde som kræver mere plads.

Puslespil fra Ib Antoni

Sammen med Ravensburger Arbejdsstation har jeg også fået lov at teste et puslespil fra Ib Antoni med 1000 brikker, og jeg må sige at det er et af de lækreste puslespil jeg nogensinde har ejet.

Selve kassen er robust med super lækker magnet lukning, og man har også gjort noget ud af kassen inden i, så den er en fryd for øjet at åbne.

Motivet er jeg vild med, og jeg har fået den udgave som hedder Danmark.

Puslespillet er fyldt med små og store motiver med ting som er kendetegnede for Danmark, så det er virkelig hyggeligt at bygge minder og viden fra sit land, og det har givet anledning til nogle gode snakke med mine drenge i byggeprocessen, fordi de har spurgt til motiverne.

Brikkerne i god kvalitet, som er nemme at samle, så jeg er klar fristet til at skulle have ønsket mig København og Hygge af Ib Antoni.

Arbejdsstation eller måtte?

Som nævnt er jeg vant til at bygge på puslespilsmåtter og hvis jeg skal vælge mellem Ravenburger Arbejdsstation og en puslespilsmåtte så vil jeg have svært ved det, fordi de kan 2 vidt forskellige ting.

Arbejdsstationen giver mulighed for sortering af brikker og det er virkelig rart at selve byggepladsen har helt samme størrelse som et puslespil på 1000 brikker, så man ikke har en masse spildplads, men en puslespilsmåtte giver mulighed for at bygge større puslespil.

Så hvis man skal ud at købe puslespilsopbevaring for første gang, så skal man lige gøre op med sig selv hvad ens behov er.

Hvis man aldrig bygger større puslespil end firkantet på 1000 brikker, så vil jeg klart anbefale Ravensburger Arbejdsstation, fordi den er meget nem at opbevare og man kan holde sine brikker sorteret.

Hvis man derimod bygger runde puslespil, panorama puslespil eller puslespil over 1000 brikker, så skal man gå efter en af de større puslespilsmåtter.

Og hvis man som mig elsker puslespil og bygger flere i løbet af en måned, så burde man faktisk have begge slags på sin ønskeseddel.

– Nina Bay Jensen

EXIT: Den Gådefulde Villa anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 60 – 120 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sværhedsgrad: 3 af 5 (1 = begynder & 5 = ekspert)

“Er man ny til Escape-room-genren, vil vi nok anbefale at starte med de lettere spil i EXIT-serien (Den Sunkne Skat og Spøgelseshuset har begge sværhedsgrad 2 og Den Forladte Hytte følger efter med 2½), så man vænner sig til den måde, de stiller gåder på. I Den Gådefulde Villa kan de godt være lidt kryptiske i forhold til Døden på Orientekspressen, som mere gik ud på at finde spor…”

”Escape room in a box”

”Escape rooms” – altså et sted, hvor man betaler for at blive låst inde, og så skal finde ud eller løse et mysterium inden for en given tid ved hjælp af gådeløsning og detektivarbejde – er blevet voldsomt populære, og der kommer flere og flere af dem rundt omkring.

Man kan dog også få lidt af oplevelsen hjemme i stuen, med de mange forskellige escape room spil, der også findes.

Her har du ikke de stemningsgivende omgivelser, men til gengæld kan man gøre det derhjemme, og så koster det ikke de 5-600 kroner et rigtigt escape room oftest koster.

EXIT-spillene er også praktiske lige nu, da alle de fysiske Escape Rooms er corona-lukket i skrivende stund…

Jeg har fået lov til at prøve et par escape room spil i den prisvindende EXIT – The Game serie, som vandt den meget prestigefyldte Kennerspiel des Jahres (årets spil i Tyskland, som nærmest er brætspillenes Oscar, i kategorien ”kenderspil”) i 2017, hvor det fik stor ros af juryen.

Dette indlæg handler om det spil, der hedder Den Gådefulde Villa, men jeg må hellere komme med en ”disclaimer”:

En del af anmeldelsen vil være ret generel for ikke at afsløre for meget, ligesom nogle af billederne vil være sløret…..

EXIT spillene er en type escape room spil, der kun kan spilles én gang.

Alle escape room spil (i hvert fald alle jeg kender) kan man selv kun spille én gang, for så kender man jo løsningen, men hvor man med nogle af spillene så kan give dem videre til nogle andre, når man har spillet det, er det ikke muligt med EXIT spillene, da man ødelægger nogle af komponenterne undervejs.

Til gengæld koster de ikke en bondegård (omkring 130 kr. i skrivende stund).

EXIT serien har i skrivende stund 9 forskellige spil på dansk, samt nogle stykker mere, der ikke er oversat (endnu?), og selvom de er opbygget på nogenlunde samme måde, er gåderne helt forskellige, så man sagtens kan spille dem, selvom man har prøvet andre i serien.

Indholdet af æsken

Når man åbner æsken, skal man IKKE begynde at bladre i de forskellige ting. Det er meningen at man først åbner ”historiehæftet” når man starter med at spille, og kortene og alle de andre ting må man først se, når man er nået til bestemte steder i mysteriet.

I æsken finder man:

  • Et hæfte, som hører til historien
  • Et kodehjul
  • En bunke kort, som indeholder 24 mysteriekort, 30 resultatkort og 32 hjælpekort (og et stop-kort i hver ende, så man ikke får set kortene ved et uheld)
  • 1 plakat, der tydeligvis først må kigges på, når man får besked på det
  • 3 ”mystiske genstande”
  • Spilleregler – dem må man gerne kigge i ?

Udover tingene i spillet, er det en fordel at have papir og blyant til at tage noter med samt et stopur til at tage tid på hvor lang tid man bruger (der findes også en EXIT app, der kan tage tid og udregne score), og da der står i reglerne at man må bøje, skrive på og klippe i komponenterne, fandt vi også en saks og en sprittusch frem.

Sådan spiller man

Man starter med at sortere kortene i mysteriekort (røde med bogstaver), resultatkort (blå med tal) og hjælpekort (grønne med symboler). Hjælpekortene sorteres efter deres symboler, sådan at ”første hint” ligger øverst for hvert symbol fulgt af ”andet hint” og ”løsningen”.

Historien i dette spil er, at din nabo – som du ikke anede eksisterede, da du troede at huset stod tomt – lægger en seddel i din postkasse, hvor han spørger om du ikke vil fodre hans kat, da han har måtte rejse med kort varsel.

Selvom du ikke er meget for det, gør du det selvfølgelig (som den dyreven du jo er), og dine venner, som var til spilleaften hos dig, går med. Som man jo nok kan gætte, går det ikke helt som forventet.

Døren smækker i bag jer, og I finder en gæstebog, hvor der står at den mystiske nabo åbenbart har lavet huset om til et escape room – men i modsætning til dem, man betaler for, har han ikke til sinds at lukke jer ud efter en time… Nu må I se om I kan løse gåderne og finde ud, eller blive i villaen resten af jeres liv…

Når man har læst spillereglerne igennem, og er klar til at starte, åbner man gæstebogen (man må læse alle sider med det samme) og starter derefter tiden.

Måden man spiller på er, at når man kan se et mysteriekort i bogen eller andre steder, må man tage det i bunken. På mysteriekortene er der opgaver, der fører en videre igennem historien. Der kan være nogle opgaver, som kræver mere end ét mysteriekort at løse.

Når man ser et mysteriekort, må man tage det i bunken og læse det

Ligesom i mange rigtige escape rooms, hvor alt er låst med hængelåse med koder, er resultatet af gåderne i EXIT spillene også trecifrede tal, der så ”låser låsen op”. Det foregår ved, at når man mener, at man har løsningen på en gåde, putter man tallene ind i kodeskiven, og får så et resultat, som er et tal.

Man tager så det blå resultatkort med dette tal, og læser det. Hvis der er et stort rødt X, var resultatet af gåden forkert, men hvis man får en ”måske rigtig”, henviser kortet til endnu et kort.

Dette kort kan så være et rødt X, hvorpå man må forsøge at løse gåden igen, eller man kan få at vide at det var rigtigt, og få nogle nye oplysninger, eller få adgang til flere mysteriekort.

Når man så er kommet i gang, og har fundet de første gåder, er det egentlig ”bare” at følge historien fra gåde til gåde, indtil man slipper ud af villaen.

Hjælpekortene kan bruges, hvis man sidder fast i en gåde, og til sidst kan man så beregne en score, så man får en ide om hvor godt man klarede det, som er baseret på hvor lang tid man brugte, om man overhovedet slap væk, og hvor mange hjælpekort man brugte.

Ubegrænset tid, men det påvirker scoren

EXIT spillene er lidt anderledes end de fleste andre escape room spil (og de rigtige escape rooms) på det punkt, at man ikke absolut skal klare det på en given tid.

De fleste escape rooms og -spil skal klares på 60 minutter, ellers taber man. Vi har tidligere prøvet rigtige escape rooms samt andre escape room spil med gode resultater, så vi mener ikke at vi er helt dumme på området, men så prøvede vi EXIT – Døden på Orientekspressen (som du kan læse anmeldelsen af her), hvor vi havde som målsætning at klare det på under en time, men måtte bruge 2, så denne gang justerede vi målsætningen lidt – Den Gådefulde Villa skulle være sværhedsgrad 3 ud af 5, hvor Døden på Orientekspressen var 4, så vi tænkte at halvanden time måtte være et realistisk mål.

Tiden påvirker også den score man kan udregne til sidst, men alt over 90 minutter giver det samme, så hvis vi kunne holde os under det, og spare på ledetrådene, kunne vi da få op til 8 stjerner (hvilket ville være en betydelig forbedring fra Orientekspressen).

Denne gang ville vi se hvordan EXIT spillene fungerede med 2 spillere (hvor vi lavede Orientekspressen med et hold venner), så vi var kun Lisbeth og mig.

Vi kom rimeligt fint i gang, og havde løst de første 2 opgaver på små 10 minutter.

Der er 10 opgaver i alt, så hvis vi kunne holde tempoet, ville vi komme under en time – vores erfaring fra Orientekspressen sagde dog også, at det pludselig bliver sværere.

De næste gåder tog da også lidt længere tid at få has på – generelt havde vi sværest ved at få hul på gåderne, men når vi først fik regnet ud hvad den gådefulde tekst betød, var vi ret gode til at løse opgaverne.

Her føler jeg at vi fik lidt hurtigere hul på opgaverne da vi var 4, da vi måske tænkte lidt mere forskelligt. Et par ledetråde måtte der da også til, for at få gang i nogle af gåderne.

Spillet angiver at det er fra 1-4 personer, men man kan vel godt være mere end 4 – dog bliver det sværere for alle at have noget at give sig til. Selvom jeg ikke har prøvet det, vil jeg ikke anbefale at spille det alene.

Man kunne da godt løse gåden, og for nogle er det måske også nemmere ikke at ”dele oplysningerne” men have styr på alt selv, men for mig er det en social ting. Jeg ville heller aldrig tage i et fysisk escape room alene, det er bare sjovere at have nogen at dele oplevelsen med.

Man kan godt have mysteriekort til flere forskellige gåder,
så det er om at regne ud hvad, der er til hvad

Vores mening: Holder niveauet fra det første vi prøvede

I forhold til Orientekspressen, fyldte historien ikke ret meget undervejs.

Det føltes mere som et ”gådespil”, hvor den ene gåde bare leder til den næste, og selvom det ikke er en dårlig ting, så var jeg ret vild med at det var en mordgåde i Orientekspressen.

Det her var lidt mere som et ”rigtigt” escape room, hvor man mere føler historien/stemningen i omgivelserne end i gåderne, og det er så her omgivelserne mangler lidt når det er et spil.  Men det er jo også forskellen på at give 500 kr., eller at give 130 kr. og kunne gøre det hjemme i stuen.

Gåderne er altid trecifrede tal, for det er det man kan putte ind i kodehjulet. Det giver en lille begrænsning i forhold til rigtige escape rooms, hvor gåderne også kan være 4 eller 5-cifrede, være med bogstaver, hvor det er ord, man skal regne ud, eller simpelt hen gåder, der leder en et bestemt sted hen, hvor man skal finde noget.

Det er dog betingelsen i EXIT serien, når de har bygget det op på denne måde, og det gør egentlig ikke noget. De har formået at lave gåderne meget varierede, selvom man ved at det skal ende med 3 tal, og man skal godt nok tænke kreativt en gang imellem!

Sværhedsgraden var udmærket – vi brugte dog alligevel lidt længere tid, end vi havde håbet og forventet, men vi var nok også lidt for stædige med ikke at bruge hjælpekort, hvis vi ikke kunne få gang i en gåde.

En enkelt gåde brugte vi også alt for meget tid på, fordi vi egentlig havde løst den rigtigt, men fået sat løsningen ind det forkerte sted på kodehjulet, så det kort vi fik ud af det, sagde forkert – og så brugte vi en masse tid på at forsøge at nå frem til en anden løsning, selvom vi havde de rigtige 3 tal fra starten. Vi tyede til sidst til et hjælpekort, som hintede til vores oprindelige løsning på gåden, og der opdagede vi så at kodehjulet stod forkert…

Er man ny til genren, vil vi nok anbefale at starte med de lettere i serien (Den Sunkne Skat og Spøgelseshuset har begge sværhedsgrad 2 og Den Forladte Hytte følger efter med 2½), så man vænner sig til den måde, de stiller gåder på. I Den Gådefulde Villa kan de godt være lidt kryptiske i forhold til Døden på Orientekspressen, som mere gik ud på at finde spor.

Selvom det er de eneste to vi har prøvet i EXIT serien, forventer jeg at de fleste af de andre minder mere om Villaen end om Orientekspressen, da jeg ikke lige ser flere detektivhistorier i de andre titler.

EXIT The Game serien er stadig glimrende underholdning til en aften med vennerne eller til en par-aften (for det fungerede glimrende til 2 personer), og til en pris på omkring 130 kroner, er det billigere end en tur i biffen, hvilket jo også er en engangsoplevelse.

Vi har allerede købt en håndfuld af de andre titler, som står klar på hylden til vi kommer i det rette humør – så må vi se om vi ikke kan gøre det lidt bedre! EXIT 7: Den Gådefulde Villa er i hvert fald godkendt herfra som en god aftens underholdning.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af EXIT 4: Den Sunkne Skat

Læs også anmeldelsen af EXIT 5: Den Glemte Ø

Læs også anmeldelsen af EXIT 6: Døden På Orientekspressen

Læs mere om Årets Spil kåringerne i DK og Tyskland

Tokyo Highway spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 45 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Producent: Itten / Asmodee Nordics

“Fingerfærdighedspillet Tokyo Highway byder på god underholdning og dyb koncentration for store og små. Gennem spillet skiftes I til at placere motorveje og prøve at score point ved at placere biler. Spillet har en fantastisk blanding af strategi og fingerfærdighed. Efter et spil eller to får man hurtigt en god fornemmelse for, hvordan man kan spolere modspillernes planer og fuldføre sit eget vejsystem…”

Strategi og sikre fingre

Tokyos gader kan ikke længere klare presset fra de millioner af biler, der hver dag bevæger sig rundt i storbyen. Derfor er du og et par andre byggemagnater blevet sat på opgaven med at skabe forbindelser rundt i den travle metropol. Men der er ikke mere plads på jorden, så I må bygge i højden.

Det er historien bag det enkle, men udfordrende spil Tokyo Highway, hvor du og op til tre andre spillere konkurrerer om at bygge de bedste motorvejsforbindelser rundt i storbyen.

Tokyo Highway blev udgivet i 2018 af den lille japanske udgiver Itten. Det er en efterfølger til den oprindelige version til to spillere, der fik stor opmærksomhed på Instagram da det udkom i 2016, fordi det er et meget fotogent spil – ligesom den version, jeg anmelder her.

Taktik og fingerfærdighed

Tokyo Highway er et fingerfærdighedsspil. Det mest kendte eksempel på den slags spil er Klodsmajor. Men Tokyo Highway er helt anderledes, fordi det ikke kun handler om held og fingerfærdighed, men også om din strategiske sans.

Spillet går som sagt ud på at bygge et system af motorveje. Hver spiller starter med et antal biler og nogle vejstykker og søjler til at bygge med. Den første spiller, der placerer alle sine biler på sit motorvejssystem, er vinderen.

Sådan kommer man i gang

I starter hver især med at placere et søjlestykke og en vej foran jer. Så skiftes I til at placere bygninger på bordet mellem jer. Bygningerne fungerer som forhindringer i resten af ​​spillet.

Gennem spillet skiftes I til at placere motorveje og prøve at score point ved at placere biler.

En tur består af at spille et motorvejssegment. Du placerer en stak søjlestykker, der enten er højere eller en lavere end den forrige søjle, og så placerer du et vejstykke fra den ene søjle til den anden. Der er en række regler for, hvad man må og ikke må, men det giver mest mening at sætte sig ind i, når man sidder med spillet.

I bygger på hver jeres vejnet, så du skal altid bygge videre på din egen vej. Og du må ikke røre modspillernes veje.

Fyld vejene med biler

Som sagt gælder det om at placere alle sine biler på vejen først. Du kan placere en bil, når det vejstykke, du placerer, krydser din modstanders vej. Men hvis du for eksempel bygger hen over en vej, må du kun placere en bil, hvis der ikke er andre veje oven over det vejstykke. Det lyder måske lidt kringlet, men det giver fin mening, når du først kommer i gang.

Du starter også med to-tre vejkryds. Det er gule søjlestykker, der blandt andet giver dig lov til at lade din veje dele sig, så du kan bygge videre i flere retninger.

Spillets taktiske aspekt går ud på at forhindre dine modstanderne i at score point med dine veje, samtidig med, at du prøver at komme tæt nok på til at kunne bygge over eller under deres veje.

Fuldt fokus og forsigtige fingre

I skal dog være meget forsigtige hele vejen igennem. For hvis du vælter dele af motorvejssystemet i løbet af din tur, skal det bygges op igen. Hvis du vælter din modstanderes veje, skal du give dem byggematerialer, der svarer til det, der er faldet ned. Og så risikerer du at løbe tør for byggematerialer, inden du kan placere alle dine biler.

Flot og solidt design

Spillet ser smukt ud. Designet er minimalistisk, og det er netop derfor, det er så fotogent. Det er også dejligt, at hele spillet er lavet af træ. Det giver en meget bedre fornemmelse end at spille med en bunke plastik.

Den eneste plastikdel er en pincet, som I kan bruge til at sætte biler på vejene. Det er især en fordel for os med lidt store fingre. Og så giver det også mulighed for at placere bilerne steder, som ellers ikke ville være mulige.

God blanding af fingerfærdighed og strategi

Tokyo Highway har en fantastisk blanding af strategi og fingerfærdighed. Efter et spil eller to får man en god fornemmelse for, hvordan man kan spolere modspillernes planer og fuldføre sit eget vejsystem.

Reglerne er enkle nok til at forklare på et par minutter, så man hurtigt kan komme i gang. Men samtidig er der en god mængde strategi i spillet, så det ikke kun handler om at have de mest rolige fingre. Derfor er det noget, jeg personligt har lyst til at spille flere gange end for eksempel Klodsmajor.

Hvert spil giver et helt nyt motorvejssystem, så ingen spil er ens. Med andre ord er der et væld af forskellige muligheder og strategier, der kommer i spil hver gang man spiller.

Spillet er anbefalet til børn på otte år og op, men det afhænger selvfølgelig af barnet. Nogle børn på under otte kan sagtens være med, mens andre måske skal vente lidt. Som forælder må man tage stilling til, hvor gode ens egne børn er til at koncentrere sig i længere tid og være meget, meget forsigtige.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerund

Se YouTube video om Tokyo Highway dexterity-spillet…

Magna-Tiles FAQ

Magna-Tiles – Hvad er det?

Det spurgte vi også selv om, første gang vi fik det populære magnetlegetøj indenfor i vores webshop tilbage i 2015!

Og vores kundeservice har også fået mange spørgsmål om det, lige siden dengang.

Og spørgsmål om, hvorvidt Magna-Tiles passer sammen med andet magnetisk legetøj?

Så vi besluttede os sidst i 2020 for at finde svarene på de mange spørgsmål og i samarbejde med en af vores produktanmeldere på bloggen, er denne artikel blevet til.

Hvad er Magna-Tiles?

Magna-Tiles er meget populært magnetlegetøj, som er produceret i hård ABS-plast. De mange forskellige sæt henvender sig til børn fra 3 år og opefter.

Nogle sæt indeholder farvede brikker, andre sæt består af brikker som er transparente. Brikkerne er flade og de har forskellige former og farver.

Magneterne er placeret inde i brikkerne, langs kanten hele vejen rundt. Dette gør at de ikke kan falde ud af brikkerne, med mindre man decideret ødelægger brikken. Det er ikke noget små børn har let ved og det anbefales at børn er over 3 år, før de begynder at lege med Magna-Tiles. Hos Legebyen.dk anbefaler vi ALTID – at du som forældre holder øje med børnene, imens de leger med magneter.

I Magna-Tiles Freestyle sæt er der en ny spændende ændring, dette sæt indeholder nemlig 12 specielle brikker, hvor der også er magneter midt på brikkerne. De kan dog heller ikke falde af brikkerne eller blive spist ved et uheld…

Magna-Tiles er magnetlegetøj som bl.a. styrker og stimulerer børnenes fantasi, kreativitet, koncentration og finmotorik. 

Det at lege og konstruere med Magna-Tiles er med til at motivere børn til at lære, for som vi alle ved, så lærer børn bedst igennem leg. 

Hvad er Magna-Tiles lavet af?

Magna-Tiles er lavet af hård ABS-plast. 

Magna-Tiles er CE mærket og indeholder hverken BPV, ftalater, PVC, latex eller andre giftige materialer. 

Hvem har opfundet Magna-Tiles? 

De magnetiske brikker blev opfundet i Japan, under navnet Pythagoras.

En japansk matematiklærer, manglede redskaber til at lære børnene om former og geometri på en sjovere og mere inspirerende måde.

Se flere billeder af det første “Magna-Tiles” som dengang hed Phytagoras People og læs historien i denne blogartikel, hvorfra vi har lånt de 2 billeder.

Det har sidenhen vist sig at være en fantastisk idé, som også har vundet et hav af fine priser efterfølgende…

Den amerikanske sælger Rudy, opdagede de fantastiske magnetiske brikker under en rejse i Japan i 1996 og han købte rettighederne til legetøjet.

Rudy Valenta og hans kone Noriko, omdøbte legetøjet til Magna-Tiles og grundlagde firmaet Valtech, som i dag er et familieejet firma i Chicago.

De kreative og sjove magnetiske brikker har eksisteret under navnet Magna-Tiles siden år 1997. 

Magna-Tiles er noget af det mest populære magnetlegetøj på markedet og det ses derfor i rigtig mange institutioner i både ind- og udland, og selvfølgelig også i de private hjem.

Hvilke farver er Magna-Tiles? 

Magna-Tiles brikkerne kan fåes i et hav af flotte farver. 

I transparente farver (Clear Colors) er der blå, gule, grønne, røde, orange, lilla og alt efter hvilket sæt man vælger, så er der også nogle i helt gennemsigtige og nogle med stjernestøv.

Sættene med de helfarvet brikker (Solid Colors) er der følgende farver, gule, lysegrønne, mørkegrønne, lyseblå, mørkeblå, røde, lyserøde, orange og hvide. 

Hvilken former er Magna-Tiles brikkerne?

De magnetiske byggesæt indeholder rigtig mange forskellige brikker, bl.a. store og små kvadratiske firkanter.

Ligesidet, lille ligebenet og stor ligebenet trekanter.

Rektangler, romber, femkanter, polygont og prismer.

Derudover en masse specialbrikker som bl.a. døre, vinduer, biler, snurrende hjul, spejle, buer og meget meget mere.

Hvilke mål har Magna-Tiles brikkerne? 

En stor firkant måler? 15 x 15 cm.

En lille firkant måler? 7,5 x 7,5 cm.

Den mindste trekant måler? 7 cm. på alle tre sider.

Den mellemste trekant måler? 9,5 cm. på den længste side og 7 cm. på de to andre sider.

Den største trekant måler? 7,5 cm. på den ene side og 14 cm. på de to andre sider.

En bil måler?  L: 15 cm. B: 7,5 cm. H: 4.5 cm.

Et vindue måler? 7,5 x 7,5 cm.

En femkant måler? 7,5 cm. på hver side.

Et rektangel måler? 7,5 x 15 cm.

En rombe måler? 7 cm. på hver side.

Et spejl måler? 7,5 x 7,5 cm.

Hvor sidder Magneterne i Magna-Tiles?

Magneterne i Magna-Tiles brikkerne er placeret rundt i kanten. Magneterne er forsvarligt lukket inde i hver brik og børnene kan derfor ikke få magneterne ud. 

Magna-Tiles Freestyle sæt, indeholder 12 specialbrikker, disse brikker har udover magneterne hele vejen rundt i kanten, også magneter på midten af brikkerne. 

Hvordan gør man Magna-Tiles rent?

Rengøring af Magna-Tiles skal foregå med en fugtig klud. Brikkerne må ikke nedsænkes i vand. Hvis en brik alligevel skulle blive våd, så vil jeg anbefale at I stiller den til tørre på højkant. Så vandet har mulighed for at løbe ud. 

Hvilken Magna-Tiles æske er bedst? Magna-Tiles Top 5.

Magna-Tiles Top 5 rækkefølgen fra Legebyen.dk.

Nr. 1 er den mest populære og bedst sælgende æske, baseret på salgstal fra Legebyen.dk igennem de seneste 6 år. (2015-2020). Læs mere om hvert sæt under Top 5 listen…

  1. Magna-Tiles 100 stk. transparente. Varenummer 43000 
  2. Magna-Tiles Metropolis 110 stk. transparente. Varenummer 19110
  3. Magna-Tiles DX 48 stk. transparente. Varenummer 12148
  4. Magna-Tiles Stardust 15 stk. transparente med stjernestøv. Varenummer 18915
  5. Magna-Tiles Grand Prix 50 stk. transparente frostede. Varenummer 15850

Hvad indeholder de 5 mest solgte sæt?

Det mest populære Magna-Tiles sæt indeholder 100 stk. transparente brikker. Sættet er opdelt i to forskellige størrelser firkanter og tre forskellige slags trekanter.

Jeg tror, at grunden til at dette sæt er det bedst sælgende Magna-Tiles sæt er, fordi sættet har en rigtig god størrelse. 100 brikker er en passende mængde, som giver masser af muligheder for kreative byggeprojekter og der er nok brikker til at flere børn kan lege sammen.

De transparente brikker er virkelig flotte og det at lyset kan skinne igennem brikkerne og lave et fint farvespil i rummet, er uden tvivl også med til at fange de nysgerrige børns interesse. Herhjemme er dette sæt også uden tvivl det mest populære og derfor det sæt vi leger mest med.

Det andet mest populære Magna-Tiles sæt, Metropolis er også et sæt med transparente brikker. Metropolis sættet indeholder 110 dele og deriblandt er der vinduer, spinner, kvarte cirkler, dør, trapper og to biler.

Med dette sæt kan man derfor bygge sine helt egne biler og en vindmølle, der kan dreje rundt. 

Nummer tre på listen er endnu et sæt med transparente brikker i blandet farver.

Denne Magna-Tiles DX kasse indeholder 48 dele, lige fra to størrelser firkanter, tre størrelser trekanter, to små trekanter med hul i, en bue, en stor firkant med døråbning, en dør, to små brikker med hul som kan ligne øjne og en bil.

Vi fortsætter med de transparente brikker. Det er uden tvivl de sæt der er mest populære.

Nummer fire på listen er Magna-Tiles Stardust. Dette sæt indeholder 15 dele, som består af små firkanter og små trekanter.

Som navnet også siger, så indeholder dette sæt brikker med stjernestøv, de farverige transparente brikker har derfor glimmer effekt også, som gør dem ekstra flotte når lyset rammer brikkerne.

Sættet indeholder også fire spejle, som er firkantede.

Den sidste Magna-Tiles æske på top 5 listen er, Magna-Tiles “frosted” Grand Prix, som ligesom de andre på listen, også indeholder transparente brikker.

Sættet indeholder 50 dele, store og små firkanter, tre størrelser trekanter, to trekanter med et hul i og to biler.

Farverne på dette sæt er lidt anderledes, da de har en frost effekt, hvilket vil sige at den ene side af brikkerne har en hvid mat, let gennemsigtig farve, som giver den frostlignende effekt.

Kan man bruge Magna-Tiles til undervisning?

Magna-Tiles er suverænt som undervisningsmateriale, især til brug i matematiktimerne. 

Alle børn er forskellige og de lærer derfor også på forskellige måder. Med de magnetiske brikker kan de matematiske opgaver visualiseres og på den måde kan opgaven gøres tydeligere og derfor lettere for børnene at forstå og overskue. 

Hvad kan man bygge med Magna-Tiles, som gavner undervisningen. Man kan bygge både 2D og 3D konstruktioner og derefter kan man udregne rumfang, altså udregne hvor meget de forskellige figurer kan indeholde. 

Man kan også udregne areal og omkreds eller måle vinkler på de mange figurer og former man bygger. 

Magna-Tiles kan også bruges i de mindre klasser, til at lære børnene om farver, former og antal. 

Kan man bruge Magna-Tiles udenfor? 

Selvfølgelig kan man bygge med Magna-Tiles udenfor. Kvaliteten på de mange magnetiske brikker er helt i top og lige netop derfor, kan de holde til mange års leg både indenfor og udenfor. Man bør dog ikke efterlade dem udenfor. 

Kan man bruge Magna-Tiles sammen med ….

Passer Magna-Tiles og Magna-Qubix sammen?

Kan man bruge Magna-Tiles og Magna-Qubix sammen? Svaret er ja, det kan man sagtens. 

Magna-Qubix er lidt anderledes end Magna-Tiles. Magna-Tiles er tynde brikker og Magna-Qubix er tykke 3D brikker/klodser og magneterne er små kugler, som kan flytte sig rundt inde i brikkerne. 

De to sæt spiller ikke 100% sammen, men de kan sagtens bruges sammen, alt efter hvad man bygger. De tykke Magna-Qubix brikker er nemme at integrere i byggeriet, da det ikke har nogen betydning hvordan polerne i magneterne vender. 

Passer Magna-Tiles og Geomag sammen?

Kan man bruge Magna-Tiles og Geomag sammen? Det har jeg selvfølgelig undersøgt nærmere og det kan man ikke. De to sæt er simpelthen for forskellige og deres størrelser og magneter fungerer ikke optimalt sammen. Man kan derfor ikke bruge disse to mærker i det samme byggeprojekt. Dermed ikke sagt, at man ikke kan lege med Magna-Tiles og Geomag sammen, for det kan man selvfølgelig godt, dog skal man konstruere hver sin figur med hvert sit mærke. 

Passer Magna-Tiles og MagPlayer sammen?

Kan man bruge Magna-Tiles og MagPlayer sammen? Det kan man godt, ja. Men Magna-Tiles brikkerne er en lille smule større, så de to sæt passer ikke 100% sammen, men de kan godt kombineres i en leg. 

Brikkerne fra MagPlayer er allesammen med huller i og føles som en ret billig og knap så holdbar kvalitet.

Det er derfor meget tydeligt at se og mærke forskellen på de to mærkers kvalitet. Magna-Tiles brikkerne er i en meget bedre kvalitet. 

Passer Magna-Tiles og MagFormers sammen?

Kan man bygge med Magna-Tiles sammen med MagFormers? Nej, det synes jeg desværre ikke fungerer ret godt. Brikkerne i de to sæt er alt for forskellige, både størrelsesmæssigt og også i forhold til magneternes placeringer.

Det er derfor ikke muligt at bygge en konstruktion med de to sæt blandet sammen. Skal man derfor lege med både Magna-Tiles og MagFormers, så skal man bygge hver sin konstruktion, ellers vil den falde sammen. 

Kvalitetsmæssigt er der også en kæmpe stor forskel! 

Igen her, er det Magna-Tiles der klarer sig bedst. Magna-Tiles brikkerne er i en suveræn kvalitet. 

Passer Magna-Tiles og Tileblox sammen?

Kan man bruge Magna-Tiles sammen med Tileblox? Ja, det kan man uden problemer.

De to slags brikker er næsten helt ens af udseende, magneterne er placeret ens og størrelsen er den samme. De ligner faktisk hinanden så meget, at jeg på billedet har haft svært ved at vise forskellen.

Jeg har derfor forsøgt at vise det, ved at alle de blå brikker er fra Magna-Tiles og de andre er fra Tileblox.

Det ses tydeligt at de nemt kan kombineres i et byggeri.

Når man leger med de to sæt, kan man have svært ved at se forskel, men kvalitetsmæssigt kan man godt mærke en forskel. Umiddelbart virker det til, at Magna-Tiles brikkerne er mere holdbare og slidstærke. 

Passer Magna-Tiles og Solid Magnetic Polydron sammen?

Kan man bruge Magna-Tiles sammen med de magnetiske Polydrons? Ja, det synes jeg faktisk godt at man kan.

Polydron brikkerne er dog en lille smule mindre, så de to sæt passer ikke 100% sammen, men de kan sagtens indgå i det samme byggeri på trods af dette. 

Passer Magna-Tiles og ECO Magnetic Polydron sammen?

Kan man bruge Magna-Tiles sammen med de magnetiske ECO Polydrons? Ja, det synes jeg faktisk godt at man kan.

Polydron brikkerne er dog en lille smule mindre, så de to sæt passer ikke 100% sammen, men de kan sagtens indgå i det samme byggeri på trods af dette. 

Hvad kan man lege med Magna-Tiles?

Magna-Tiles magnetiske brikker er det man kategoriserer som magnetisk konstruktionslegetøj.

Nogen kalder også Magna-Tiles for det bedste STEAM-legetøj, da man både kan lege, lære og være kreativ med det.

Men legetøjet kan meget mere end det. Faktisk kommer det til at fylde en hel artikel i sig selv, så den må du lige vente lidt på. Så snart den er klar, smider vi et link herunder…

Læs også Leg & Læring med Magna-Tiles

– Carina Lund, Produktanmelder for Legebyen.dk

Der findes utallige sjove lege man kan lege med Magna-Tiles…
Følg med når vi udgiver næste artikel om Magna-Tiles!

Læs også Leg & Læring med Magna-Tiles

Se alle billeder fra vores Magna-Tiles FAQ