Send e-mail

[email protected]

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Arkiv titel

Autem vel eum iriure dolor in hendrerit in vulputate velit esse molestie consequat, vel illum dolore eu feugiat nulla facilisis at vero eros et dolore feugait.

Månedsarkiv 31/10/2021

Nathan Maxilotto vendespil med tøj spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 2 år | Spillere: For 2 – 6 deltagere | Spilletid: Ca. 10 – 15 min | Materiale: Fremstillet i kraftig pap | Antal: 1 spil med 36 brikker og 6 plader.

“Vi har været rigtig godt underholdt omkring spisebordet, i selskab med vendespillet fra Nathan. Vi har haft gode snakke om beklædningsgenstande under hele spillet, og vi kan mærke at Mateo har fået en god forståelse for de forskellige beklædningsgenstande generelt. Vi har lært nye ord og udtryk, og så har vi været ude i klædeskabet flere gange, og fundet de samme beklædningsgenstande frem – som vi også møder i spillet.”

En spilanmeldelse af Nathan Maxilotto vendespil med tøj

Vi er blevet rigtig glade for vendespil herhjemme, og nyder at spille vendespil med vores 3-årige søn, Mateo. Mateo elsker at vende de forskellige brikker, og vi får hurtigt lang tid til at gå med interessante snakke og store grin.

Vi har tidligere stiftet bekendtskab med vendespil fra Nathan, og vi vidste derfor, at Nathans vendespil er garanti for høj kvalitet og læring. Maxilotto Vendespillet vi skulle spille i dag, har et stort fokus på tøj. Vi snakker ikke meget om tøj herhjemme med Mateo, og vi tænkte derfor at det var et interessant emne for ham at lære mere om.

Det praktiske om Maxilotto Vendespil Med Tøj fra Nathan

Vendespillet anbefales fra + 2 år, og er for 2 – 6 deltagere. Spillepladerne og brikker er produceret i kraftigt pap. Spilletiden herhjemme strækker sig fra 20 minutter, og helt frem til 1 time. Ét spil tager omkring 20 minutter – hvis alle plader er i brug – men herhjemme tager vi gerne mange spil!

Det medfølger til spillet:

  • 6 spilleplader (med målene: 33 centimeter i længden, og 23 centimeter i højden)
  • 36 brikker, der alle er lamineret (med målene: 10 centimeter i længden, og 10 centimeter i bredden)

Alle brikkerne står barnet selv for at “prikke ud” fra det store ark, og det fik vores søn rigtig meget sjov ud af. Her begyndte snakken om de forskellige beklædningsgenstande allerede, og stemningen var rigtig god.

Der medfølger ikke nogen spillevejledning med til spillet, da reglerne er super simple. Enten kan man blande alle kortene, og så er det “heldet” der kårer vinderen. Vi kan også kigge på alle brikkerne og prøve at huske hvor de forskellige beklædningsgenstande er. Hvem husker bedst? Hvor var det beklædningsgenstandene på ens spilleplade, lå henne på spisebordet?

Vores oplevelse med Maxilotto Vendespil Med Tøj fra Nathan

Da vi introducerede Mateo for Maxilotto Vendespil Med Tøj fra Nathan, skulle vi allerførst prikke alle 36 brikker ud af deres tilhørende ark. Det er noget Mateo elsker at hjælpe til med, og som han finder rigtig sjovt. Mateo begyndte hurtigt at pege på de forskellige brikker, imens han sagde navnet på beklædningsgenstanden – det blev hurtigt til en rigtig god leg, der er med til at træne hans sprog.

Vi var nu klar til at spille første runde, og Mateo valgte hurtigt hvilke spilleplader han ville have. Vi valgte først at vende alle brikkerne om med illustrationerne opad, og så lod vi dem ligge på bordet i 2 minutter. Det var nu Mateos opgave, at skulle memorere hvor de forskellige brikker lå på bordet. De 2 minutter var hurtigt gået, og det var nu Mateos opgave at navigere uden om brikkerne, som mor havde på sine spilleplader.

Mateo kunne huske de første brikker han skulle bruge til sin spilleplade, men efter et stykke tid måtte han sætte sin lid til tilfældighederne. Det blev derfor hurtigt spændende og lettere nervepirrende – resultat: Mateo vandt første runde, efter et par intense runder mod mor.

Vi valgte også at spille vendespillet uden at memorere brikkerne på forhånd. I spillet er det altså tilfældigheder der afgør det meste, og det gør bestemt ikke spillet kedeligere af den grund. Da de forskellige spilleplader er inddelt i kategorier inden for beklædningsgenstande, var det ideelt at øve de forskellige ord inden for hver kategori. Vi lagde også mærke til de flotte farver mange af beklædningsgenstandene havde, og her er der bestemt ikke gået på kompromis med kvaliteten af de flotte brikker.

Vi har hygget os gevaldigt i selskab med vendespillet, som bestemt har budt på snakke om tøj generelt. Det er et lidt anderledes vendespil end dem vi er vant til at spille herhjemme. Den gode variationen i spillet – krydret med et emne vi normalt ikke snakker meget om – har alligevel formået at øge Mateos nysgerrighed og interesse.

Snakken falder hurtigt på de forskellige beklædningsgenstande

Inden vi begyndte at spille spillet, begyndte snakken at falde på de forskellige beklædningsgenstande. Vi bliver introduceret for 36 vidt forskellige beklædningsgenstande i vendespillet og variationen af dem er god. Beklædningsgenstandene vi bliver introduceret for i vendespillet, er:

  • Badebukser, shorts, nederdel, lange bukser, selebukser, og trekvart bukser.
  • Støvler, kondisko, sutsko, ballerina sko, sandaler, og gummistøvler.
  • Halstørklæde, kasket, hue, handsker, vanter, og hat.
  • Langærmet trøje, T-shirt, badedragt, skjorte, tank top, og kjole.
  • Regnjakke, vinterjakke, hættetrøje, fleece jakke, denim jakke, og en sweater.
  • Underbukser, badekåbe, strømpebukser, strømper, og pyjamas.

Vi kunne hurtigt se at der var en forbindelse imellem flere af de forskellige beklædningsgenstande – og hold da op, hvor kommer vi vidt omkring alverdens beklædningsgenstande.

Vi snakkede om de forskellige beklædningsgenstande generelt, og hvornår det passede bedst at havde de forskellige beklædningsgenstande på. Vi snakkede om det varme og det kolde vejr, regnvejr, snevejr og solskinsvejr. Mateo pegede på de beklædningsgenstande der passede bedst til de forskellige vejrtyper, og vi fik lang tid til at gå med netop denne rigtig gode øvelse.

Vi havde også lange og interessante snakke om, hvilke beklædningsgenstande Mateo selv havde herhjemme. Mateo var overbevist om han ikke havde alle beklædningsgenstande der kunne ses på billederne, og vi måtte hurtigt give ham ret. Mateo har hverken strømpebukser, badedragt eller nederdel – men det har hans lillesøster derimod.

Vores oplevelse med Maxilotto Vendespil Med Tøj fra Nathan

Vi har været rigtig godt underholdt omkring spisebordet, i selskab med vendespillet fra Nathan. Vi har haft gode snakke om beklædningsgenstande under hele spillet, og vi kan mærke at Mateo har fået en god forståelse for de forskellige beklædningsgenstande generelt. Vi har lært nye ord og udtryk, og så har vi været ude i klædeskabet flere gange, og fundet de samme beklædningsgenstande frem – som vi også møder i spillet.

Vi er rigtig glade for kvaliteten af vendespillet. Brikkerne er tykke, og de kan virkelig holde til at blive brugt. Vi har spillet vendespillet i flere timer sammenlagt, og vi kan endnu ikke se synlige brugstegn på brikkerne. Det er en kvalitet vi er rigtig glade for, især når spillet er henvendt til en aldersgruppe, der ikke er lige forsigtige med alting.

– Camilla Jakobsen

Læs også anmeldelsen af Nathan Maxiloto Dyr

Læs også anmeldelsen af Nathan Maxilotto Mad

Læs også anmeldelsen af Nathan kodningsspil – Find den rigtige rækkefølge anmeldelse.

Magna-Tiles Byggeplads med kraner anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Plast og magneter | Farve: Transparente farver / Clear Colors | Antal: 1 sæt med 32 dele

“Theis legede længe med Magna-Tiles Builder sættet og han ville ikke med sin mor hjem, da han blev hentet. Han legede så godt og kunne sagtens have fortsat legen længe! Magna-Tiles er kommet med en spændende og interessant nyhed, som uden problemer fanger børnenes interesse, det gælder både drenge og piger. Det at man nemt kan kombinere flere sæt er en stor fordel, så mange børn kan lege og bygge sammen og på den måde lære af hinanden og inspirere hinanden via de mange kunstneriske konstruktioner.”

En anmeldelse af Magna-Tiles Byggeplads med kraner

Magna-Tiles Builder er en af de store 2021 nyheder. 

Er du på udkig efter den perfekte jule- eller fødselsdagsgave til en lille entreprenør, så vil dette sæt blive et kæmpe hit!

Vores lille familie, er kæmpe fan af produkterne fra Magna-Tiles! Vi har mange forskellige sæt og har derfor virkelig set frem til 2021 nyhederne.

Byggesættet skiller sig ud fra Magna-Tiles andre sæt, da der i dette sæt er to kraner. – Hvilket er nyt og unikt, og med til at gøre netop dette sæt til noget helt særligt.

Magna-Tiles byggesæt, henvender sig til byggelystne børn fra 3 år.

Sættet indeholder følgende 32 dele:

  • 16 små kvadrater
  • 8 rektangler
  • 4 kvarte cirkler 
  • 1 spinnerfirkant
  • 1 bil
  • 2 firkanter med kran på. 

Velovervejet sæt med høj legeværdi

Magna-Tiles byggesæt med kraner, er et virkelig fint og velovervejet sæt med høj legeværdi. Brikkerne består eksempelvis af vejbrikker, så man kan lave en vej til den seje kranbil. Kranbilen kan løfte de forskellige brikker, det kan måske være de rektangulære brikker, som ligner mursten. På den måde kan man med kranen bygge mange spændende og sjove ting. 

Det sjove, innovative, magnetiske 3D konstruktionslegetøj er designet specielt til, at fastholde børns koncentration og interesse og på samme tid sætte gang i fantasien og kreativiteten. 

Leg med dette magnetiske kransæt, indbyder til mange gode rollelege, hvor søskende eller venner kan få flere timer til at gå med at lege og bygge. 

Mange muligheder og flotte detaljer

Theis på 5 år har været på weekendbesøg hos os, så han fik lov til at være med til, at åbne Magna-Tiles kransæt. 

Theis er ikke ukendt med produkterne fra Magna-Tiles, da han har flere sæt derhjemme og også leger med det sammen med vennerne i børnehaven. 

Theis og jeg startede med at pakke de 32 dele ud, så vi kunne undersøge sættets indhold ordentligt, inden vores byggeproces gik i gang. 

Jeg var overrasket over mulighederne og de flotte detaljer på brikkerne og som om det ikke var nok, så er kranerne bare mega fede, – som Theis sagde. 

De to kraner kan ikke blot løfte andre brikker ved hjælp af magnetismen, men kranerne kan også ændres i størrelsen. De kan simpelthen laves højere eller længere, og de kan både stå lodret og vandret og endda også derimellem. 

Mange funktioner

Theis var helt opslugt af kranernes mange funktioner og der gik noget tid før han havde tid til, at bygge med de andre brikker i sættet. 

Sammen byggede vi en byggeplads, hvor der gik en vej ind igennem. Den ene kran var placeret på spinnerfirkanten, så den nemt kunne dreje, alt efter hvilken side den skulle arbejde på og hvor den skulle løfte materialer fra og til. 

Den anden kran, blev monteret ovenpå bilen, så den kom højere op og så den kunne køre rundt til forskellige opgaver. De to seje kraner var en stor hjælp på byggepladsen, når der skulle løftes vinduer og andre byggedele på plads.

Theis har en god fantasi og det var intet problem, at få gang i sjove og lærerige rollelege. Vi har været godt underholdt og nydt de nye legemuligheder, som Magna-Tiles tilbyder i deres nyheder. 

Men synes man, at der er for få brikker, så kan man uden problemer kombinere sættet med andre Magna-Tiles sæt, så der er slet ingen grænser for, hvilke fantasifulde legemuligheder der er.

Theis var helt opslugt af at lege med sættet, han havde slet ikke tid til at spise sin frokost færdig inden legen fortsatte.

Dette betød at der kom lidt leverpostej på nogle af brikkerne. Heldigvis er rengøringen af Magna-Tiles intet problem, det er blot at tørre dem af med en fugtig klud. 

Brikkerne må ikke nedsænkes i vand. Hvis en brik alligevel skulle blive våd, så vil jeg anbefale, at man stiller den til tørre på højkant. Så vandet har mulighed for at løbe ud af brikken.

Magna-Tiles brikkerne er lavet af hård ABS-plast, hvor magneterne er forsvarligt lukket inde. Magneterne er placeret langs kanten hele vejen rundt i kanten på brikkerne.

Magna-Tiles nye kransæt er selvfølgelig CE mærket og indeholder hverken BPV, ftalater, PVC, latex eller andre giftige materialer. 

Efter at have rengjort flere af brikkerne, fortsatte legen og byggerierne. 

Det at sættet indeholder så mange gode dele, som eksempelvis en bil, kraner, spinner og vejdele er uden tvivl med til, at sikre mange timers god leg.

De magnetiske brikker, er derfor med til at fremme nye og sjove fantasifulde og kreative lege hos børnene. 

I legen vil man også få mulighed for, at lære om symmetri, geometri, form- og farvegenkendelse, mønstre, magnetisme, samarbejde og på samme tid styrke de finmotoriske færdigheder ved muligheden for at bygge seje 3D konstruktioner.

Mens Theis og jeg byggede med det spændende sæt, så opstod der selvfølgelig en del spørgsmål om magnetisme, tyngdekraft og om kraner. 

Det er skønt, når Theis stiller spørgsmål i legen, det betyder jo blot, at han er interesseret og nysgerrig, hvilket er helt perfekt for at kunne lære nye ting.  Jeg svarede derfor så godt jeg kunne på de mange gode spørgsmål, jeg måtte dog spørge Google et par gange, da kraner ikke lige er min spidskompetence. 

Vores vurdering

Det transparente sæt, er også utrolig dekorativt på en hylde eller i vindueskarmen, de få gange hvor det ikke bliver leget med. Hvis sættet står i vindueskarmen og solen skinner på det, så vil brikkerne blive flotte og det farverige skær, vil være flot og dekorativt at se på.

Da alle sættes dele indeholder magneter, så kan delene selvfølgelig også sidde fast på andre magnetiske flader, som eksempelvis køleskabet. På den måde kan man lave en lille vejbane på køleskabet, eller lave noget andet kreativt. 

Theis legede længe med Magna-Tiles Builder sættet og han ville ikke med sin mor hjem, da han blev hentet. Han legede så godt og kunne sagtens have fortsat legen længe!

Magna-Tiles er kommet med en spændende og interessant nyhed, som uden problemer fanger børnenes interesse, det gælder både drenge og piger. Det at man nemt kan kombinere flere sæt er en stor fordel, så mange børn kan lege og bygge sammen og på den måde lære af hinanden og inspirere hinanden via de mange kunstneriske konstruktioner. 

Jeg er utrolig positiv over dette produkt, det lever virkelig op til Magna-Tiles høje standard og jeg er imponeret over deres nye ideer, som skaber endnu større lege- og læringsmuligheder. 

Kæmpe anbefaling herfra, dette byggesæt er hver en krone værd! 

– Carina Lund

Læs også anmeldelsen af Magna-Tiles Animals

Læs også anmeldelsen af Magna-Tiles 100 stk. Transparent

Læs også anmeldelsen af Magna-Tiles Grand Prix 

VIGA doktor sæt i træ anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Træ | Mål: 21 x 15 x 5,7 cm. | Mærke: VIGA Antal: 1 stk.

“At se ens barn være nysgerrig på kroppen, og afprøve virkeligheden inde på børneværelset, er simpelthen så genialt og vigtigt. Det opfordrer til rolleleg, hvilket er en vigtig del af legekataloget for barnets udvikling. At kunne prøve roller af på egen krop lærer barnet enormt meget om dem selv og om verden. At kunne være doktor og ”lede” legen og samtidig kunne være patient og blive ledt i legen er enormt vigtige processer for et barn at gennemgå. Rolleleg er altid en god øvelse på selve livet og hvem man selv er som person.”

En anmeldelse af VIGA doktor sæt i træ

Vi er en familie på 3. Cornelia på 3 år, som går i børnehave til dagligt, far Kenneth og mor Jennifer.
Vi holder af at lege sammen alle sammen, og går meget op i, at Cornelias værelse og legezoner i hjemmet er opdateret med lige præcis det som hun leger med og interesserer sig for i øjeblikket.
Vi oplever nemlig, at hun i større grad også kan lege mere selv, når legetøjet er opdateret ud fra interesse.

Modtagelse og indhold

Det sidste halve års tid, har Cornelia leget ufattelig meget rolleleg. Udklædning, frisørlege, dukker, køkken osv.
Da vi modtog doktorsættet, var der derfor stor glæde i hjemmet.
Lege sættet kommer nemlig i en fin rød og hvid kuffert, hvor der hele kan være i.

Kufferten indeholder:

  • Termometer
  • 2x Pakke med orange piller
  • 2x pakke med gule piller
  • Sprøjte
  • Tube med skruelåg
  • Glas med skruelåg
  • Stetoskop
  • Knæ hammer

Alt sammen i træ og god kvalitet.

..”Er du syg”? – Og så kan legen begynde.

Cornelia blev straks glad da hun åbnede kufferten og kunne se hvad der var i den. Flere ting til hendes rolleleg og nye veje legen nu kunne føre til.
Mormor blev med det samme hevet op på værelset og skulle en tur til doktor Cornelia.

Det superfede med sådan en helt standard doktor kuffert er netop at mormor rent faktisk KAN lege med. Hun har selv prøvet at tage til lægen og blive undersøgt og kan derfor lege og tale med når legen først går i gang. Mormor kan også være med til, at sætte rammerne og udvikle legen for hun kan relatere til lige netop det her. Det kan være svært for andre voksne (som ikke lige kender det legende barn virkelig godt) at følge med i deres lege.

Der indgår oftest ting og symboler som kan være rigtig svære at relatere til, og hvis barnet ikke er god til at styre og lede legen, kan den rimelig hurtig gå død, når mormor ikke lige kender til Paw Patrols forskellige evner eller Ninjagos super kræfter så kan lege altså stoppe rigtig hurtigt.

Med sådan et doktorsæt kan alle være med. Alle ved hvordan det er at gå til lægen og rollerne kan derfor nemt fordeles og legen udvikles.

Bearbejdning af oplevelser hos lægen

Cornelia er desværre et barn som har været ret syg med både ører, astma og diverse influenzaer.
Hun har derfor været en del til lægen i hendes første 3 år, med både sygdom, vacciner og diverse børneundersøgelser.
Her har doktorkufferten været en stor gave, da Cornelia virkelig har fået bearbejdet og afprøvet hendes oplevelser hun har fået hos lægen og på sygehuset.

Både mor, far, bamser og dukker har været igennem samme mølle som hende. Vacciner med sprøjten, lytten på lunger med stetoskop, creme til eksem mm.

Vi har også forberedt hende på undersøgelser ved hjælp af doktorkufferten. Vi har derfor igennem leg oplevet at få et barn der på ingen måde har været bange for at gå til lægen.

Doktorkufferten kan altså virkelig anbefales til flere formål. Mange børn er tit bange og nervøse for, hvad der skal ske oppe hos legen, og hvis man via en lille leg med redskaberne kan forberede og berolige dem, er denne kuffert da allerede alle pengene værd.

Kvaliteten af legetøjet

Jeg er en af de forældre som virkelig holder af, når mit barns legetøj også er pænt.
Jeg magter ikke alt for meget plastik og skrigende farver, selvom jeg godt ved at det ind i mellem bare er det der hitter.

Med denne doktor kuffert er alt lavet i træ. Det gør til gengæld også at kvaliteten kan følge med. Der er ikke noget der går i stykker hvis man taber det, banker eller hiver lidt for hårdt i det.

Så total win-win at legetøjet både har en god kvalitet, er sjovt at lege med og ser pænt og nydeligt ud.

På to af tingene, tuben og glasset er der lavet skruelåg.

Det er dog lavet så smart så det nærmest fungerer ligesom en skrue. Det er ikke bare et løst låg der kan blive væk, men nærmest et låg med en skrue, som gør det lettere for børnene at få det på igen.
Det bliver heller ikke så let væk, og samtidig træner det barnets finmotorik og lærere dem at skrue af og på. Super god øvelse som er god at mestre når f.eks drikkedunken skal åbnes og lukkes.

Alle doktor legetingene kan samles og være i kufferten og det gør det super nemt og praktisk at opbevare.

Alt i alt vurdering

Når vi modtager et stykke legetøj, som både Cornelia nyder at hive frem på eget initiativ og det kan inkludere alle, nærmest uanset alder og vi ligeledes kan bruge det som en form for læringsredskab, så scorer det altså toppoint. Sådan en doktor kuffert er total undervurderet og kan give så meget til alle slags lege.
Et originalt stykke legetøj som bare burde bo på et hvert børneværelse.

At se ens barn være nysgerrig på kroppen, og afprøve virkeligheden inde på børneværelset, er simpelthen så genialt og vigtigt.

Det opfordrer til rolleleg, hvilket er en vigtig del af legekataloget for barnets udvikling. At kunne prøve roller af på egen krop lærer barnet enormt meget om dem selv og om verden.

At kunne være doktor og ”lede” legen og samtidig kunne være patient og blive ledt i legen er enormt vigtige processer for et barn at gennemgå. Rolleleg er altid en god øvelse på selve livet og hvem man selv er som person.

Kvaliteten af legetøjet er i top, det ser pænt ud og det fylder ingenting. Der er altså ikke rigtig en finger at sætte på det her doktorsæt. Vi er meget glade for det, og det indgår i mange lege.

Alt i alt et super fint stykke legetøj som burde flytte ind på et hvert børneværelse.

– Jennifer Sylvest

Læs også anmeldelsen af PlanToys doktorsæt

Læs også anmeldelse af Førstehjælpskasse fra Little Tikes

Læs også anmeldelsen af Rubens Barn Dukker




BRIO legetøj anmeldelse

Mærke: BRIO | Materiale: FSC-certificeret træ & Plast | Certifikat: CE godkendt | Alder: Fra 12 mdr +

“Kvaliteten på alt legetøjet er virkelig høj, og så elsker vi bare det “nostalgiske touch” i alle produkterne. Vi holder virkelig meget af, at alt træ som BRIO bruger i deres legetøj, er bæredygtigt træ. Vi holder samtidig af de skønne timer – vi dagligt bruger – i selskab med vores datter og det skønne legetøj fra BRIO. De mange forskellige farver som legetøjet byder på, er virkelig med til at fange barnets interesse – og nysgerrighed. Malina vender tilbage til hendes legetøj fra BRIO igen og igen, og dét er for os, nok til at anbefale hele legetøjsserien fra BRIO – som henvender sig til de 1-årige..”

En anmeldelse af BRIO legetøj for børn over 12 mdr

Vi er forældre til vores skønne datter, Malina, der er 1 år gammel. Malina er meget undersøgende i sin leg, og hun elsker nye udfordringer. Vi var derfor på udkig efter legetøj henvendt til de 1-årige, og her lagde vi hurtigt mærke til det spændende sortimentet fra svenske BRIO. Vi har tidligere stiftet bekendtskab med legetøj fra BRIO, og for os har BRIO altid betydet kvalitetslegetøj med en høj underholdningsværdi.

Vi vil i vores anmeldelse kigge nærmere på sortimentet af BRIO legetøj fra Legebyen.dk, som henvender sig til de 1-årige. Vi vil med vores anmeldelse og gennemgang af de forskellige stykker legetøj – forhåbentligt – gøre det nemmere for dig som læser, at finde det helt perfekte stykke legetøj til dit barn.
Legetøjet vi har kigget nærmere på er;

  • BRIO Papegøje med lydoptager
  • BRIO Racerbil i træ
  • BRIO Stabel Klovn i træ
  • BRIO Puttekasse i træ

Vi kunne ikke vente med at komme i gang med at kigge nærmere på legetøjet, der alt sammen så rigtig spændende og underholdende ud.

BRIO puttekasse i træ

BRIO Puttekasse er anbefalet fra + 1 år, og er produceret i FSC-certificeret træ. Puttekassen er i farverne hvid og rød, og der hører 6 klodser med til legen med puttekassen.

De 6 klodser har forskellige former og farver, og er delt op i: 2 grønne trekanter, 2 blå firkanter, og 2 gule ovaler.

Malina blev hurtigt fanget af puttekassen, og de farverige træklodser. Malina kiggede længe på træklodserne, og begyndte at stable dem oven på hinanden. Malina udforskede de forskellige træklodser længe, og begyndte nu at få interesse for puttekassen. Den firkantede klods blev forsigtigt lagt på puttekassen, og så begyndte Malina at undersøge hvilket rum den hørte til. Lige pludselig faldt træklodsen ned i puttekassen, og Malina så meget undrende ud. Hvor blev træklodsen af?

Malina greb fat i den ovale træklods, og begyndte – endnu en gang – at lede efter det rette rum i puttekassen. Malina var meget fanget af at få alle træklodserne ned i puttekassen, og da puttekassen var fyldt op med alle 6 klodser – var det super nemt at tømme den igen! Vi har erfaringer fra tidligere puttekasser, hvor toppen skal tages af, for at få klodserne ud. BRIO har tænkt i en helt anden bane, og har sørget for at barnet blot kan trække i et lille håndtag på siden af puttekassen – og så er klodserne klar til at blive sorteret igen! Det er virkelig smart tænkt, og noget Malina hurtigt fik tillært sig.

Kvaliteten af puttekassen er utrolig høj, og så er vi vilde med de klassiske BRIO farver der pryder hele puttekassen. Malina har brugt meget tid i selskab med puttekassen, som er en fantastisk måde for hende at træne hånd-øje koordinationen på.

BRIO Racerbil i træ

BRIO Racerbilen er anbefalet fra + 1 år, og er produceret i FSC-certificeret træ. Racerbilen kan fås i forskellige farver, og bliver leveret assorteret. Racerbilen er udstyret med et lille håndtag, en racerkører, og fantastiske gummihjul – der kører helt perfekt hen over gulvet!

Wruum! Racerbilen kom susende ud af æsken, og med det samme havde racerbilen fanget Malinas interesse. Malina har en storebror som er glad for legen med biler, og kærligheden for biler har virkelig sat sig i hende. Malina vidste altså med det samme, hvad racerbilen fra BRIO skulle bruges til.

Malina greb det praktiske håndtag, og begyndte at skubbe racerbilen fra sig. Malina fik indhentet racerbilen lige inden den stoppede, og skubbede den fremad igen. Denne leg var en kæmpe succes, og Malina løb frem og tilbage i hele stuen – hele tiden, lige i hælene på racerbilen.

Racerbilen kører virkelig godt! Malina har både testet racerbilen over dørkarme, på tæpper og på gulvet – og racerbilen har ingen svaghedstegn vist. Racerbilen er for os en rigtig klassiker, og vi kunne derfor ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Malina tog så godt imod den.

BRIO Stable Klovn i træ

BRIO Stable Klovn er anbefalet fra + 1 år, og er produceret i FSC-certificeret træ. Stable Klovnen er en sjov version af det klassiske stable-legetøj, og indeholder i alt 9 forskellige dele. De 9 dele udgør hele klovnens figur, og så er alle delene i forskellige farver.

Da vi introducerede Malina for Stable Klovnen, begyndte hun at smile med det samme. De mange farver der strømmede mod hende, kunne hun absolut ikke holde sine fingre fra. Malina begyndte hurtigt at tage de forskellige dele op i hænderne, og så satte hun dem tilfældigt på klovnens base. Resultatet lignede absolut ikke en klovn, men Malina havde formået at sætte alle delene på basen – og stolt, det var hun!

Malina kunne sætte de forskellige dele på basen, igen og igen. Malina havde meget sjov med, at skulle fordele de forskellige dele ud til os. Malina satte én del på, og så var det mors tur til at sætte den næste del på, og til sidst var det fars tur. Malina smilede, og trak klovnen hen til sig. Hun kiggede længe på de forskellige dele, der nu dannede den søde klovn.

Stable Klovnen er med til at træne og styrke Malinas færdigheder i; koordination, at sætte delene i den rigtige rækkefølge, hånd-øje koordination og hendes farvegenkendelse. Alle færdighederne er vigtige faktorer i vores verden, og klovnen er et anderledes og sjovt alternativ til det normale stable-legetøj.

BRIO Papegøje med lydoptager

BRIO Papegøje med lydoptager er anbefalet fra + 1 år, og er produceret i metal, plast og FSC-certificeret træ. Papegøjen er en kombination af et stable legetøj, og en lydoptager der gentager hvad man siger – men med papegøjens stemme. Det er virkelig enkelt at optage sin egen stemme, og det er noget vi har fået meget sjov ud af. Papegøjen er fyldt med farver som fanger de mindstes interesse, og så er den utroligt sød at kigge på

*Papegøjen bruger 3 x AAA batterier, og de medfølger ikke. *

Vi var noget spændte på at introducere Malina for den søde papegøje, og vi havde på forhånd optaget vores stemme. Det første Malina gjorde var at gribe ud efter papegøjen, og skille den fra hinanden. Det var absolut ikke sådan vi havde tænkt os, at hun ville gribe papegøjen an som det første. Malina begyndte at grine, og de fire dele lå spredt ud over gulvet. Der gik ikke lang tid før Malina begyndte at stable de forskellige dele på papegøjen igen, men rækkefølgen blev noget anderledes – og vi hjalp i fællesskab med at få samlet papegøjen igen.

Vi var meget spændte på hvordan optage funktionen fungerede, og hvordan Malina ville reagere når papegøjen pludselig begyndte at tale. Det var meget simpelt at optage sin egen stemme, og det er noget Malina på sigt, vil kunne lærer at gøre selv. For at optage sin egen stemme skal man holde den grønne knap på bunden af papegøjen inde, og vente på at den kommer med et kort “bip”. Herefter optager papegøjen hvad man siger, og det kan hurtigt blive meget sjovt!

Vi lod Malina trykke på papegøjens hoved, og med det samme talte den. Malina gjorde store øjne, og vi kunne hurtigt se på hende, at hun absolut ikke havde forventet at den ville begynde at snakke. Malina kiggede meget mærkeligt på papegøjen, og vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Hun trykkede på hovedet igen, og blev bekræftet i at det var papegøjen der talte. Hun smilede, og så havde hun det rigtigt sjovt med at høre papegøjen tale igen og igen. Papegøjen har en meget lys stemme, og så lyder den ret sjov!

Vores vurdering af BRIOs legetøj til de 1-årige

Vi har været positivt overraskede over det store udvalg af BRIO legetøj, der alt sammen henvender sig til de 1-årige. Vi lagde hurtigt mærke til at der er legetøj til enhver smag og behov, og så er legetøjet samtidig utroligt underholdende.

Kvaliteten på alt legetøjet er virkelig høj, og så elsker vi bare det “nostalgiske touch” i alle produkterne. Vi holder virkelig meget af, at alt træ som BRIO bruger i deres legetøj, er bæredygtigt træ. Vi holder samtidig af de skønne timer – vi dagligt bruger – i selskab med vores datter og det skønne legetøj fra BRIO.

De mange forskellige farver som legetøjet byder på, er virkelig med til at fange barnets interesse – og nysgerrighed. Malina vender tilbage til hendes legetøj fra BRIO igen og igen, og dét er for os, nok til at anbefale hele legetøjsserien fra BRIO – som henvender sig til de 1-årige.

– Camilla Jakobsen

Læs også anmeldelsen af BRIO babylegetøj

Læs også anmeldelsen af BRIO Fjernstyret Racebil

Læs også anmeldelsen af BRIOs lukkede mini-labyrint

Plus-Plus GO anmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 – 12 år | Materiale: Plast | Mærke: Plus-Plus | Serie: Plus-Plus GO! | Rengøring: Kan vaskes i vaskemaskine!

“Plus Plus GO er, i vores øjne, et genialt konstruktionslegetøj, som støtter barnet i læring gennem leg. Bare det, at samle brikkerne giver og udvikler barnets stimulering af finmotorikken. Derudover lærer barnet, at fokusere og udvikle sin tålmodighed og så kan det være et enormt stressreducerende redskab i en ellers travl hverdag.”

En anmeldelse af Plus-Plus GO

Carl startede morgenen med, at modtage en pakke fra Legebyen.dk med hele tre kasser af Plus Plus GO!. Plus Plus GO! er den nyeste produktserie fra Plus Plus og er svarende til den tidligere Plus Plus mini serie, blot med hjul. For den nye serie GO! indeholder nemlig hjul i alle sine kasser.

Lige netop serien med hjul er absolut noget for Carl, han er en dreng med fart på og elsker simpelthen alt inden for biler, racerbiler og motorcykler, så han var vild af stolthed, da han åbnede kassen.

Fælles for al Plus-Plus materiale er, at det er produceret af fødevaregodkendt PE-plast. Samtidig gør Plus-Plus alt hvad de kan for, at passe på miljøet, så de har fra 2020 sørget for, at deres produktion bestod af 50% grøn miljøvenlig vindenergi.

Plus-Plus GO! – Street Racing Super Set

Den første kasse Carl fik revet op var Plus Plus GO! – Street Racing Super Set, som er et sæt bestående af hele 900 dele. Der er brikker, plader, almindelige hjul og vendbare hjul. Det anbefales fra 7 år og op til 12 år. Street Racing Super Set henvender sig til barnet, som gerne vil have mulighed for, at bygge et større set-up op, med vejbom, kegler, lysregulering til start for ræset og det sejeste startområde med tilhørende flag.

Her kan værelset anvendes, som den sejeste by, hvor gaderæset finder sted. Fantasien er eneste begrænsning for, hvad legen kan udvikle sig til. Carls værelse var på et splitsekund ommøbleret, så det passede til Spaniens gader, bøger og andre ting fra værelset blev brugt som bygninger.

Byens gader havde fået besøg af dinosaurusser og Carl fik sat den ene seje bil op og start området blev nøje placeret. Vejbom og kegler skulle stilles op, så der ikke herskede tvivl om, hvor bilerne måtte ræse afsted. Den store bil med tilhørende lysregulering blev sat op og 3-2-1, så var gaderæset i gang.

Plus-Plus GO! – Desert Dragster

Det næste sæt Carl fik startet op var Plus Plus GO! – Desert Dragster, også oversat til ørkenracer. Et sæt bestående af 275 dele, der er her brikker, hjul og plader. Desert Dragster sættet er til barnet, som gerne vil bygge den fedeste ørkenracerbil, ingen kommer hurtigere frem end den. Sættet anbefales fra 7 -til 12 år.

Uendelige muligheder er der, når legen kan omhandle en ørkenracer. Carl legede i hvert fald, længe i både stuen, køkken og på værelset. Hele huset var med og som Carl fint forklarede. Ørkenen er stor og det leger jeg jo bare, at hele huset er med i. For i Carls verden, så handler det bare om, at finde præcis den leg, som ørkenraceren byder op til.

Plus-Plus GO! – Monster Trucks

Det sidste sæt Carl fik gravet frem fra kassen var Plus Plus GO – Monster Trucks. Et sæt med hele 600 dele med brikker, almindelige hjul, vendbare hjul og plader. Monster Trucks anbefales til børn fra 7 år op til 12 år.

To store monster trucks kan sætte gang i kreativitet ved især Carl, han har flere gange set film med monster trucks og havde fra start en idé med legen. Han fløj afsted og stenene udenfor vores hus var med ét en bane, som udviklede sig til en lang leg med krukker og tilhørende.

Fantasifuld leg

Der medfølger konstruktionsvejledning i alle kasser og der er tydelige billeder af guidens step-by-step. Carl kunne selv bygge det meste og kun ved de sorte/mørke brikker, måtte vi lige hjælpe til, da det kunne være lidt svært, at se.

Da han efter en uges tid havde leget forskellige lege med de tre sæt adskilt, kom han og spurgte om ikke han måtte lave sig en stor bilbane i stuen. Mulighederne er nye kombinationer af leg var og er i Carls øjne uendelige og leget har udviklet sig så mange gange.

Han har efterfølgende haft sin kammerat med hjem til legeaftale og de nåede ikke ind af døren før der stod stole igennem stuen, forhindringsbaner var stillet op og der flød med Plus Plus GO i hele huset. Monster Trucks, Desert Dragster og Street Racing Super Set giver så god mening i en blandet leg og om legen foregår i ørkenen eller midt på vejen i Spanien, så er der mange timers leg med både sættene hver for sig, men bestemt også sammen.

STEAM

Det er et lille stykke legetøj, i form af en brik, men det, at kunne konstruere og skabe utallige forskellige fantasidyr med hjul, robotter på hjul og ombygning af de viste køretøjer giver utrolig stor læring. Derfor er Plus Plus GO også med, i min verden en selvfølge, i arbejdet med STEAM.

Kort fortalt står STEAM for 5 discipliner, som på dansk er videnskab, teknologi, konstruktion, kunst og matematik.

Vores vurdering

Plus Plus GO er, i vores øjne, et genialt konstruktionslegetøj, som støtter barnet i læring gennem leg. Bare det, at samle brikkerne giver og udvikler barnets stimulering af finmotorikken. Derudover lærer barnet, at fokusere og udvikle sin tålmodighed og så kan det være et enormt stressreducerende redskab i en ellers travl hverdag.

Der er med Plus Plus GO ingen grænse for hvad man kan bygge af forskellige konstruktioner. De har sørget for, at det kun er fantasien der kan begrænse og det kan bruges både inde, ude og i skolen. Carl havde sine sæt med i skole (da de var blev skilt ad igen) og Carls lærer startede en timer og så havde hele klassen ellers mulighed for med sin fantasi, at bygge hver sin figur af de mange brikker.

Det er altså ingen regel om, at Plus Plus Go skal leges med alene, der er lige så stor mulighed for, at lege med det som en fællesleg eller blot, at lege parallelt med sine søskende eller sin kammerat.

Vi herhjemme vil gerne gøre opmærksom på, at der er mange små dele i alle sættene og derfor frarådes det, at have liggende fremme ved besøg af helt små børn eller nysgerrige dyr på værelset. Dog vil vi mene, at grænsen på 7 år er sat lidt højt, set ud fra den frie Plus Plus GO leg, selvfølgelig skal der være opmærksomhed på, at barnet der leger med Plus Plus GO er nået en alder, hvor alt ikke skal puttes i munden, men herhjemme ville vi ikke være bange eller nervøse for, at lade f.eks. Carls kusine på 4 år lege med det.

Havde Carls kusine på 4 år ønsket, at samle Plus Plus GO, så vil vi anbefale, at et større barn eller en voksen hjalp med konstruktionsvejledningen.

En anden ting er, at alle tre sæt går op til 12 år, det er jeg ikke enig i og heller ikke den største af mine børn, Clara på 12 år enig i. Hun kan sagtens stadig se det sjove i, at bygge med Plus Plus GO og som hun selv siger, der er jo ikke en facitliste på hvad hun kan bygge, hverken nu eller senere.

Jeg mener bestemt, at Plus Plus GO henvender sig til børn helt op til den sene teenagealder, det handler vel bare om, hvor svær en konstruktion der kan bygges. Og muligheden for, at en teenagehjerne kan træne og udvikle sine evner til skabe 3D konstruktioner skader bestemt ikke. Clara kom faktisk med flere idéer til, at hende og hendes veninden kunne bruge dem i spil, lidt ala. Kongens efterfølger med sværhedsgrader derefter. Såsom, at bygge ud fra bestemt antal brikker eller med bestemt farver. 

Så vi kan godt løfte sløret for, at Plus Plus GO er kommet for at blive, i hvert fald hjemme ved os og det er ikke det sidste, for Carls ønskeseddel til både jul og fødselsdag indeholder allerede flere Plus Plus GO sæt.

– Mia Steffensen

Læs også anmeldelsen af Plus-Plus mini

Læs også anmeldelsen af Plus-Plus BIG Neon

Læs også en blog om Plus-Plus BIG

Unstable Unicorns spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 14 år. | Spilletid: Ca. 30 – 45 min. | Spillere: For 2 – 8 deltagere. | Sprog: Engelsk | Spilleregler: Dansk / Svensk / Norsk / Finsk | Antal: 1 spil i æske. |

“Unstable Unicorns er et vældig hyggeligt spil, men også et spil, som ikke egner sig for dårlige tabere. Min datter har aldrig haft problemer med at tabe i spil, men for første gang nogensinde, så vi hende blive sur over at miste et kort i et spil. På bagsiden af æsken står der, at det er et spil, som handler om enhjørninger og ødelæggelse og det passer såmænd ret godt. Alt går godt, man har gode kort, det hele kører som det skal lige indtil en modstander smider et kort, som ødelægger alt. Man skal virkelig være i stand til at omstille sig og lave nye strategier, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde Unstable Unicorns. Hvis man til gengæld godt kan leve med, at det her er et totalt uretfærdigt spil, som vender op og ned på det hele, så er det meget morsomt.”

En spilanmeldelse af Unstable Unicorns

Dette er endnu et af de spil i vores samling, som for os går under ”camping-spil”. Det fylder ikke særlig meget, det er nemt at have med, og det tager ikke så lang tid at spille. Eller det er måske en sandhed med modifikationer, for det kan faktisk godt tage ret lang tid, når man er over 4 spillere. Man skal dog være opmærksom på, at det kræver en del bordplads, særligt hvis man er 3+ spillere. Spillet er for 2-8 spillere og kan spilles fra 8 år og opefter og vurderet til at tage 30-60 min.

Spillet kommer i en solid lille æske som måler ca. 15*10*4 cm. Det indeholder 8 oversigtskort, 13 babyenhjørningskort og 114 forskellige spillekort. Oversigtskortene er beregnet til, at man kan have en liggende ved hver spiller og få et hurtigt overblik over reglerne.  

Som udgangspunkt er spillevejledningen nem nok at forstå, og man kan rimelig hurtigt komme i gang med at spille. Men den er samtidig også lidt mangelfuld, hvilket kommer til syne, når man er kommet i gang med spillet, og der opstår spørgsmål undervejs, som man ikke kan finde svar på i spillevejledningen.

I spillevejledningen står der, at man kan gå ind på deres hjemmeside unstableunicorns.com og finde yderligere regelforklaringer, men det er igen en sandhed med modifikationer. Det er korrekt, der er mulighed for at gå ind under FAQs på hjemmesiden, men der er kun opstillet 10 spørgsmål og flere af de spørgsmål, vi fandt undervejs, var ikke forklaret (Eller også er hjemmesiden for svær at finde rundt på, så vi ikke kunne finde det).

Fx manglede vi at finde ud af, om man mistede sit kort, hvis der var nogen, som brugte et ”neigh” kort til at forhindre kortet kunne spilles. Ligeledes manglede vi også svar på, om man bare måtte bruge ubegrænset af ”neigh” kort på kryds og tværs mellem flere spillere.

Disse spørgsmål klares dog nemt ved, at man på forhånd bliver enige om, hvordan man ønsker at spille det. Til gengæld fandt vi en masse andet på hjemmesiden. Blandt andet er der mulighed for, at man (til eget brug) kan printe nogle spil. Der var bl.a. mulighed for at printe Unstable Unicorns i en single player udgave. Det er også muligt at finde en oversigt over alle kortene på hjemmesiden. Hvis man kunne være så heldig, at den blev oversat til dansk på hjemmesiden, så ville det være et helt perfekt hjælperedskab.

Selve spillet

For at vinde Unstable Unicorns skal man have 6 eller 7 unicorns i sin stald (afhængig af hvor mange spillere, man er). ”Stalden” er bordet foran spilleren, og der er ingen begrænsning på, hvor mange kort, der må ligge i stalden. De 13 baby-unicorns (med hvid bagside) lægges på bordet ved siden af kortstakken. Alle spillere tager et af disse kort, som lægges i stalden med det samme.

De resterende kort blandes og der deles 6 kort ud til hver spiller. Hvis man kun er 2 spillere, skal nogle af kortene fra stakken fjernes, og man får et ”neigh-kort” på hånden som et ekstra startkort.

Spilleren med flest farver på tøjet starter med at spille et kort og herefter går det på tur i urets retning.

Eftersom alle kort er på engelsk, er der nogle termer, som er vigtige at kunne. De står også forklaret i spillevejledningen.

Særligt ordene ”DISCARD”, ”DESTROY”, ”STEAL” og ”SACRIFICE” er vigtige og derfor er det også skrevet med store bogstaver på alle kortene.

  • Discard: flyt et kort fra hånden til afkastbunken
  • Destroy: flyt et kort fra en spillers stald til afkastbunken
  • Steal: flyt et kort fra en spillers stald til din egen stald
  • Sacrifice: flyt et kort fra din stald til afkastbunken

En tur består af følgende:

1: I starten af din tur
2: Træk et kort
3: Handling
4: I slutningen af din tur

Første fase handler om, at man skal kigge på sin stald og tjekke om man har nogle kort liggende, som giver bonus-muligheder i starten af turen. Der kunne fx være et kort, hvor der står:
”If this card is in your stable at the beginning of your turn, you may DISCARD a card, then DRAW a card”

Hvis man har dette kort i stalden i starten af sin tur, har man mulighed for at fjerne et kort fra hånden, som man ikke synes er godt og trække et nyt kort fra kortstakken.

Der findes mange forskellige slags af disse ”in the beginning” kort.

Anden fase er ganske simpelt, at man skal trække et kort fra kortstakken.

I tredje fase skal man lave en handling. Man har følgende muligheder at vælge imellem:

  • spil et unicorn-kort fra din hånd (læg en enhjørning i din stald)
  • spil et magic-kort fra din hånd (læg et magikort ud i afkastbunken)
  • spil et downgrade-kort fra din hånd (læg et nedgraderingskort i din egen eller modstanders stald)
  • spil et upgrade-kort fra din hånd (læg et opgraderingskort i din egen eller modstanders stald)
  • træk et kort (træk endnu et kort fra kortstakken)

Unicorn-kort er inddelt i 3 slags (3 forskellige farver) og markeret med et symbol, der skal ligne et horn, i hjørnet af kortet. Baby unicorns har et violet hjørne, Basic unicorns har et lilla hjørne og Magical unicorns har et blåt hjørne.

Baby Unicorns har ingen særlige kræfter, men skiller sig ud ved, at de har deres egen bunke (nursery/børnehave) på bordet og kun kan modtages vha. særlige kort fra kortstakken. Hvis man får fjernet et af disse kort fra stalden, lægges det tilbage i børnehavestakken og ikke op på hånden.

Basic unicorns har heller ingen særlige kræfter, men tæller som 1 af de 6-7 unicorns kort, man skal have i stalden for at vinde.

Magical unicorns har til gengæld, som navnet antyder, særlige magiske kræfter. Der er mange forskellige effekter, som alle kan give en fordel i spillet.

Det kunne fx være:

  • ”When this card enters your Stable, SACRIFICE all Downgrade cards in your Stable”
  • “When this card enters your Stable, return a card in another player´s Stable to their hand”
  • “When this card enters your Stable, you may DISCARD a card, then STEAL a Unicorn card”

Downgrade og Upgrade kort har ligeledes forskellige effekter. Disse lægges enten i egen stald eller en modstanders stald. Som navnene antyder, vil det oftest give bedst mening at lægge Downgrade kort i en modstanders stald, som derved får en dårlig effekt og lægge Upgrade kort i egen stald, som giver en positiv effekt.

Eksempler på disse kunne være:
”If this card is in your Stable at the beginning of your turn, you may SACRIFICE a card, then DESTROY a card”
“Each time a Unicorn enters or leaves your Stable, DISCARD a card”

Udover disse forskellige kort, er der nogle ret vigtige “Neigh-kort”. Disse er markeret med et rødt udråbstegn. Neigh kort må smides, hvis en modstander spiller et kort fra hånden som, man ikke ønsker, skal spilles. Hvis man spiller et sådant kort, og den igangværende spiller også selv har et Neigh kort, må han/hun spille det for at forhindre det første Neigh kort. Det betyder, at der kan spilles mange Neigh kort oveni hinanden og afhængig af, hvem der spiller det sidste, så vil det oprindelige kort enten gå tabt eller få lov at blive lagt ned som først planlagt.

Der findes dog også et SUPER Neigh kort, som ikke kan bestrides. Neigh kort kan dog udelukkende bruges til at blokere kort, som spilles fra hånden og ikke effekter fra stalden.

På tur modtager man altså enten gode eller dårlige effekter, lægger et kort ned og kæmper om at være den første til at få nok unicorns lagt ned.

Skulle man være så uheldig, at kortstakken løber tør inden nogen har fået 6-7 unicorns i sin stald, er det spilleren med flest unicorns, der vinder. Har man lige mange, er det spilleren med flest bogstaver i sine unicorns navne, der vinder.

Vores vurdering:

Unstable Unicorns er et vældig hyggeligt spil, men også et spil, som ikke egner sig for dårlige tabere. Min datter har aldrig haft problemer med at tabe i spil, men for første gang nogensinde, så vi hende blive sur over at miste et kort i et spil.

På bagsiden af æsken står der, at det er et spil, som handler om enhjørninger og ødelæggelse og det passer såmænd ret godt. Alt går godt, man har gode kort, det hele kører som det skal lige indtil en modstander smider et kort, som ødelægger alt.

Man skal virkelig være i stand til at omstille sig og lave nye strategier, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde Unstable Unicorns. Hvis man til gengæld godt kan leve med, at det her er et totalt uretfærdigt spil, som vender op og ned på det hele, så er det meget morsomt.

Spillet er fra 8 år, og det vil såmænd nok også fint kunne passe, hvis bare kortene var på dansk; og ja at de 8-årige så i øvrigt var gode nok til at læse. Set fra en forælders synspunkt er det et perfekt spil, til at lære børnene, at man ikke altid vinder og at det ikke nytter noget at blive sur over modgang.

Der står meget tekst på hvert kort, og selvom man efterhånden lærer en del af sætningerne at kende, fordi de lyder ensartet, så kræver det alligevel en vis portion engelskkundskaber at kunne spille.
Det gør desværre, at spillet ikke egner sig til alle, hvilket er ærgeligt.

Selvom spillevejledning fra vores synspunkt var lidt mangelfuld, tog det os ikke særlig lang tid at lære.
Det er også nemt nok at forklare det videre til andre, når vi har taget det med ud på besøg hos fx familie.

Spillet kan godt spilles som 2-player spil, men der er ingen tvivl om, at det klart er sjovest med flere spillere. Det giver en helt anden måde at spille på, når man skal holde øje med flere stalde og skal vælge, hvor man vil bruge sine kort. Hvis man kun er 2 spillere, så er der ikke meget at skulle veje for og imod, ift. hvorvidt man skal bruge det ene eller det andet kort og mod hvem.

Det er et fint lille spil, som kan skabe både grin og vrede. Og hvis ellers man kan engelsk, så kan både børn og voksne sagtens lære det.

Vi føler os stadig ikke helt sikre på, at vi spiller det 100% korrekt, men det betyder ikke så meget, da man sagtens kan lave sine egne ”tillæg” til reglerne, uden det ødelægger spillet. Helt klart et af de spil, som kan tages med, når vi samles i familien og der er mulighed for, at vi kan være 6-8 spillere. Det egner sig fint til både de unge og de voksne (som kan engelsk).

– Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af Stack Attack

Læs også spilanmeldelsen af Imagine

Læs også spilanmeldelsen af Illusion 





Plus-Plus BIG blog

Alder: Anbefales fra 1 år | Materiale: Plast | Mål: L:5 x B:3 x H:1 cm. | Serie: Plus-Plus BIG | Mærke: Plus-Plus | Produktionsland: Danmark

“Plus-Plus er efter min mening et produkt, som kan skabe stor glæde hos langt de fleste børn både i hjemmet og i institutionen. Herhjemme er vi utrolig glade for de mange farverige brikker og vi nyder, at kunne kombinere leg og læring. Brikkerne lever op til mine krav til “must have” legetøj, og lige netop derfor kan jeg uden tvivl anbefale Plus-Plus BIG til andre børn og forældre…”

En blog-artikel om Plus-Plus BIG

Vores familie er vilde med legetøj, som indbyder til fri leg med kreative og fantasifulde ideer. Ikke nok med det, så er jeg utrolig glad for konstruktionslege med muligheder for, at kombinere leg og læring.

Da Plus-Plus BIG lever op til ovenstående, så har jeg valgt at gå mere i dybden med de farverige brikker og se nærmere på de mange forskellige lege- og læringsmuligheder, der er med de prisvindende produkter. 

Plus-Plus er et dansk mærke, som består af forskellige sæt med brikker, formet som to plusser sat sammen. Brikkerne kan købes i to størrelser, men jeg har valgt kun at se nærmere på Plus-Plus BIG brikkerne i denne blog. 

Plus-Plus BIG, som er de store brikker, måler 5 cm i længden og henvender sig mest til drenge og piger i alderen 1-6 år. Det betyder dog ikke, at man ikke kan bygge og konstruere med brikkerne, hvis man er mere end 6 år gammel, tværtimod. Herhjemme har hele familien og families børn været en stor del af legen. 

Mine to børn, Villads på snart 2 år og Marcus på 16 år, har begge været en stor del af legen. Derudover har min kusines to børn, Theis på 5 år og Mie på 8 år også været med. Det er ikke kun børnene, der har bygget og leget med de mange brikker, jeg har selvfølgelig også selv været en stor del af de mange byggerier og kreative ideer. 

Plus-Plus BIG findes i forskellige sæt

Plus-Plus BIG kan købes i forskellige sæt, der er eksempelvis byggesæt, hvor der er en specifik vejledning og andre sæt bygges ud fra egen fantasi og kreativitet. Legebyens nyeste produkter fra Plus-Plus BIG er, Plus-Plus BIG Make & Go, som er sæt, hvor man kan bygge køretøjer, da der også medfølger hjul. 

I denne blog har jeg brugt de almindelige sæt, hvor man kan købe brikkerne i sæt med basic-farver, neon-farver eller med pastel-farver. På den måde kan man købe den serie af farver, som passer bedst til det individuelle behov. Vi har blandet de tre sæt sammen og bygget med de mange brikker på kryds og tværs. 

Hvorfor vælge Plus-Plus BIG? Der er meget forskelligt konstruktionslegetøj på markedet, men Plus-Plus skiller sig meget ud fra de andre mærker. 

Plus-Plus BIG er også for de yngre børn

Jeg har ofte oplevet, at konstruktionslegetøj henvender sig til børn fra 3 år, men med Plus-Plus BIG kan de yngre børn få lov til, at være en del af legen og uden at man skal være nervøs for sikkerheden. 

Plus-Plus BIG brikkerne er testet og godkendt i henhold til de gængse legetøjsstandarder: EN 71-1, 71-2, 71-3 og de farverige brikker er 100% fri for ftalater, PVC og BPA.

Plus-Plus’ mange brikker produceres af fødevaregodkendt PE plast, hvilket betyder det ikke er skadeligt at sutte på brikkerne. Det frarådes selvfølgelig, at børnene putter brikkerne i munden. 

De mange kreative brikker er fremstillet efter “NO WASTE” -princippet, så alt det overskydende plast fra produktionen bliver genbrugt i andre produktioner af nye Plus-Plus brikker. 

Jeg vægter kvalitet og holdbarhed meget højt da jeg mener, at legetøj skal kunne holde til mange års leg, også den lidt vildere leg. Plus-Plus BIG er produceret i en virkelig god kvalitet, de er mere eller mindre umulige at ødelægge! Dette giver børnene mulighed for, at lege med brikkerne i mange år.

Plus-Plus brikkerne er så holdbare, at de ikke blot egner sig til de private hjem, men bestemt også til institutionsbrug. Her er det en meget stor fordel, at rengøringen af brikkerne er nem og ubesværet. Dette kan klares ved, at vaske dem i opvaske- eller vaskemaskinen. Husk blot at putte brikkerne i en vaskepose eller et pudevår, som lukkes godt til.

Man kan selvfølgelig også vælge, at vaske dem i en balje.

Leg handler primært om lyst, kreativitet og fantasi

Vi har brugt mange timer på, at lege og undersøge mulighederne med Plus-Plus BIG og vi har i den grad brugt vores fantasi og kreativitet i vores mange byggerier. 

Jeg har bygget og konstrueret alene, børnene har også bygget lidt alene og så har vi konstrueret i samarbejde. 

Plus-Plus brikkerne har ingen manual og dermed ingen regler. Man bygger simpelthen ud fra interesse og udviklingsniveau, ingen byggerier er forkerte. 

Herhjemme ses det som en fordel, at brikkerne kan bruges selvom man leger alene, men også hvis man er flere, som gerne vil bygge sammen. 

Min ældste søn Marcus på 16 år har eksempelvis en autisme diagnose. Han kan have brug for, at trække sig tilbage og sidde alene og fordybe sig i en aktivitet. De mange brikker giver Marcus gode muligheder for, at koble af og konstruere lige det han har lyst til. 

En fordel ved BIG brikkerne er, at de store brikker sikrer, at byggerierne bliver store og også mere holdbare end med de mindre brikker. Når børnene har bygget noget med BIG brikkerne og gerne vil flytte rundt med det, så er det heldigvis ofte muligt, uden at det går i stykker. 

En anden fordel ved Plus-Plus BIG er, at vi kan konstruere en ting den ene dag, og nemt skille det ad for at bygge noget helt andet dagen efter. 

Vild med de mange farverige Plus-Plus BIG brikker

Min yngste søn Villads er endnu ikke fyldt 2 år, men han er vild med de mange farverige brikker. Han er lidt udfordret i forhold til, at sætte mange brikker sammen, men han er god til, at skille brikkerne fra hinanden. Når Villads er en del af legen, så handler det ofte om, at lege med de allerede færdigbyggede ting og om, at tale om farver og byggerier. 

Jeg har ved hjælp af Plus-Plus BIG givet Villads en forståelse af det at matche. Villads kan derfor nu sortere og matche farver, hvilket gør at han kan hjælpe med, at finde farver til vores byggerier. 

Villads er altid klar til, at lave ballade og prøve noget nyt. Derfor har jeg også bygget tøj til Villads, med de mange store brikker. Det hjemmebyggede tøj blev rimelig tungt, så det blev lidt mere simpelt end forventet. Men det var sjovt, for både Villads og jeg. 

Villads er blevet glad for, at lege med biler og det fik mig til at tænkte, at så kunne jeg da bare lige bygge en stor bilbane med bakker, og så kunne vi sætte Waytoplay vejbanedelene ovenpå. Jeg synes selv at min ide var god, men det var lidt svære end forventet, da jeg gerne ville have at bilbanen skulle op i højden, men stadig være så stabil, at Villads kunne lege med den. 

Men hvor der er vilje er der vej, så efter noget tid og lidt assistance fra min ældste søn, så endte vi ud med en flot og spændende bilbane med stejle bakker, så bilerne kunne suse afsted. Villads havde en fest og var vild med den hjemmebyggede bilbane, så legen gik straks i gang og fortsatte længe.

Inspiration kan findes på internettet

I hele vores byggeproces har vi talt meget om de mange farver, antal og vores kreative ideer. Ingen af vores mange byggerier er bygget ud fra en vejledning, alt er lavet ud fra inspirationer fra internettet og vores fantasi. 

Min ældste søn Marcus og jeg, har brugt mange timer på at bygge og konstruere en masse forskellige ting, så vi også kunne motivere og inspirere Theis og Mie til, at være med i legen og byggeriet, når de kom på weekendbesøg. 

Marcus og jeg havde derfor bygget forskellige dyr, eksempelvis en elefant, giraf, flamingo, slange og en mariehøne.

Derudover byggede vi en kæmpe lagkage med lys, nogle træer og en flyvemaskine. 

Da Mie og Theis ankom, fortsatte de mange sjove byggerier og det blev til et stort slot og et hus, hvor flyveren kunne lande oppe på taget. Vi kombinerede vores byggerier med en togbane. Leg handler om at tænke ud af boksen og leg bliver aldrig kedelig, når blot legen udvikles og ændres løbende. Vi byggede en togbane, som gik igennem huset og ind igennem det store prinsesseslot. 

Vores BRIO togbane, blev også kombineret med de mange Plus-Plus dyr, hvor vi legede, at toget kørte rundt med turister for, at se de vilde dyr i deres vante omgivelser. 

På den måde, fik vi brugt vores fantasi og vi fik talt om alt fra rejser, til vores interesse for de vilde dyr.

Plus-Plus BIG er med den store størrelse helt perfekt til vores familie, så vi alle kan være en del af legen. Vi har det så hyggeligt, når vi sammen kan lege og bygge med de mange brikker, som er spredt ud over hele stuegulvet. Det er dejlig afslappende, at kunne fordybe sig i de mange byggerier, som bliver til ud fra vores fantasi og kreativitet. 

Man kan ikke bygge forkert med Plus-Plus BIG

Plus-Plus BIG brikkerne giver både børn og voksne mulighed for, at udfolde sin kreativitet og bygge lige netop det, som man har fantasi til. Brikkerne kan sættes sammen på kryds og tværs, hvilket giver os mulighed for, at lave store og flotte 2D og 3D konstruktioner.

Det at man ikke kan bygge forkert med Plus-Plus BIG, sikre børnene en succesoplevelse og på den måde motiveres de også til, at fortsætte legen. 

Fri leg er fantastisk, det gælder både når man leger alene eller sammen med venner og familie. Selvom jeg nyder, når vi leger og bygger sammen, så er jeg bevidst om, at det også er godt for børnene at lege hver for sig og alene. 

Jeg kan godt lide, at man kan se verden som en stor legeplads, hvor vi alle har gode muligheder for, at øve os, opleve og lære nye ting. 

Leg er en perfekt måde at udvikle sig på

Leg er, uanset køn og alder, den sjoveste og vigtigste måde, at forholde sig til verden og andre mennesker på. Leg er en perfekt måde at udvikle sig på, det gælder faktisk indenfor alle udviklingsområder, lige fra sanserne til motorisk, kognitivt, sprogligt og socialt. 

Theis og Mie er 5 og 8 år og derfor har vi også haft fokus på tal og bogstaver. Vi har bygget talrækken fra 1 – 10 og vi har sammen talt, hvor mange brikker vi brugte til hvert tal.

Vi har også bygget bogstaver og skrevet vores navne med vores hjemmebyggede bogstaver.

I legen med vores mange flotte byggerier var der også gode muligheder for, at leve sig ind i legen og lege rollelege. 

Da Marcus har en autisme diagnose, har jeg valgt at hjemmetræne og hjemmeundervise ham herhjemme. Det betyder, at jeg selv tilrettelægger vores hverdag og det er derfor 100% mit ansvar, at sørge for, at undervisningen og træningen altid er sjov. 

Undervisning og læring generelt, er altid sjovere når det kombineres med leg. Vi bruger derfor ofte Plus-Plus i undervisningen, især i matematikundervisningen. Med Plus-Plus kan vi eksempelvis bygge figurer og udregne rumfang, areal osv.

På den måde er opgaven mere visuel og dermed også nemmere at forstå og overskue.

Da halloween er lige om hjørnet, så har Marcus og jeg selvfølgelig kastet os ud i, at lave et græskar og en stor flagermus med Plus-Plus BIG. 

Det er lidt udfordrende, at konstruere en masse forskelligt uden at have en vejledning, men det er sjovt med lidt udfordringer. 

Plus-Plus er efter min mening et produkt, som kan skabe stor glæde hos langt de fleste børn både i hjemmet og i institutionen. 

Herhjemme er vi utrolig glade for de mange farverige brikker og vi nyder, at kunne kombinere leg og læring. 

Brikkerne lever op til mine krav til “must have” legetøj, og lige netop derfor kan jeg uden tvivl anbefale Plus-Plus BIG til andre børn og forældre.

– Carina Lund, Blogger for Legebyen.dk

Baggrunds viden om Plus-Plus

Plus-Plus er en dansk virksomhed, med produktion i Holbæk. Virksomheden startede tilbage i år 2009 og allerede få år efter (i år 2012), var de populære brikker at finde i butikkerne i mere end 30 forskellige lande rundt omkring i den store verden.

Plus-Plus BIG brikkerne har et unikt og velovervejet design, så de skiller sig ud fra meget andet konstruktions legetøj. De populære brikker findes i flere størrelser, sæt og farver. 

Hver og en Plus-Plus brik produceres her i Danmark, tæt på København. Her testes plast-råmaterialet konstant, for at sikre at produktionen af Plus-Plus brikkerne overholder alle sikkerhedsstandarder og ikke indeholder giftstoffer eller andre skadelige materialer. 

FAQ – Ofte stillede spørgsmål om Plus-Plus

Hvad er Plus-Plus BIG?

Plus-Plus er en form for brikker og/eller byggeklodser, som er formet som plusser. Plus-Plus kan bruges på et utal af måder, det er kun fantasien, der sætter grænser for hvad man kan med de mange brikker.

Hvilket materiale er Plus-Plus lavet af?

Alle Plus-Plus produkter er produceret i 100% genanvendelig plast.

Plus-Plus er testet og godkendt i henhold til de gængse legetøjsstandarder: EN 71-1, 71-2, 71-3 og produktet er ftalatfrit og PVC-frit og er selvfølgelig CE-mærkede.

Alt plastik der er tilovers efter produktion, bliver genanvendt til andre Plus-Plus brikker.

Plus-Plus indeholder ingen skadelige stoffer eller materialer. Plus-Plus er endda godkendt til mad og drikke (ligesom vandflasker), og gør ikke skade hvis barnet putter det i munden. 

Hvilken størrelse er Plus-Plus BIG?

En Plus-Plus BIG brik måler 5 cm lang, 3 cm bred og 1 cm høj.

Hvilken alder kan have glæde af Plus-Plus BIG?

Plus-Plus BIG kan bruges af børn ned til 1 år og efter min mening er der ikke en max alder. De store brikker kan bruges af både drenge og piger, unge og ældre. Med fantasi og kreativitet kan alle blive en del af legen og de mange spændende byggeprocesser. 

Hvordan rengøres Plus-Plus?

De mange farverige Plus-Plus brikker kan vaskes i opvaske- eller vaskemaskinen. Husk blot at putte dem i en vaskepose eller et pudevår, som lukkes godt til.

Du kan selvfølgelig også vælge, at vaske dem i en balje.

Hvilke sæt kan man købe Plus-Plus BIG i?

Plus-Plus BIG kan købes i sæt med basic-farver, et sæt med pastel-farver eller et sæt med neon-farver.

Derudover kan Plus-Plus BIG købes som forskellige byggesæt og puslespil. Som det nyeste skud på stammen, kan Plus-Plus BIG også købes med hjul, nemlig Plus-Plus BIG make & go.

Kan Plus-Plus bruges udenfor?

Sagtens. Kvaliteten på Plus-Plus brikkerne er helt i top og de kan derfor uden problemer bruges udenfor i al slags vejr. Slip endelig fantasien løs. Herhjemme har jeg eksempelvis bygget et græskar, som stod udenfor dag og nat hele oktober måned.

Hvis byggerier står udenfor i direkte sollys i længere tid, så kan jeg ikke garantere, at farven ikke falmer. 

Kan man lege med Plus-Plus BIG i vand?

Plus-Plus kan godt tåle vand og de kan derfor godt leges med i vand, det gælder både i badebassinet, ude i regnvejr eller i badekarret. 

Kan Plus-Plus BIG brikkerne holde til den hårde leg i institutioner?

Ork ja, Plus-Plus BIG kan uden tvivl holde til leg i diverse institutioner og private hjem. Brikkerne er næsten umulige at ødelægge.

Kan Plus-Plus BIG bruges til undervisning?

Ja! Plus-Plus BIG er perfekt til undervisningsmateriale, da brikkerne eksempelvis kan hjælpe med, at visualisere diverse opgaver. 

Der er utrolig mange spændende læringsmuligheder med brikkerne. Det handler blot om at se mulighederne, frem for begrænsningerne.

Er Plus-Plus STEAM legetøj?

Ja, Plus-Plus er et vidunderligt STEAM legetøj, der eksempelvis hjælper med udviklingen af finmotorik, kreativitet, fokus, kunst, fantasi og problemløsning!

Kan Plus-Plus BIG bruges af børn med særlige behov?

Ja, Plus-Plus BIG kan sagtens bruges af personer med særlige behov. Det gælder både børn og voksne. 

Mange personer med særlige behov kan have stor glæde af, at bygge med de kreative Plus-Plus brikker. 

Det kan eksempelvis være personer med autismespektrumforstyrrelser eller ADHD, som måske kan være udfordret på deres sociale kompetencer. De vil ofte søge hen for sig selv, hvor de kan fordybe sig i en leg eller en spændende aktivitet. Med Plus-Plus brikkerne, vil disse børn og voksne kunne bygge ud fra deres fantasi og kreativitet, de behøver ikke nødvendigvis at skulle indgå i et fællesskab. Plus-Plus brikkerne vil dog også være perfekte til lege og byggerier, hvor flere børn er sammen om at konstruere flotte mesterværker.

Har Plus-Plus vundet nogle priser.?

Ja, Plus-Plus har vundet flere flotte priser, eksempelvis følgende:

  • Populær Mechanics USA “Best of Toy Fair 2019”
  • Mystery Makers som en af “2019 mest trendy produkter” på New York Toy Fair 
  • “Årets sælger 2018” Toy Collection USA
  • Learning Express “Bedste byggelegetøj 2018” 
  • Tjekkisk legetøjspris 2015
  • Polsk legetøjspris 2015
  • Polish Design Institute “Design Award 2013”
  • NPO Japan Good Toy Committee “Good Toy Award 2013”
  • Nabolag Legetøjsbutikker i Canada (NETS) “Gold Star 2013”
  • Oppenheim Toy Portfolio “Best Toy Award Gold Seal 2013”
  • Canadian Toy Testing Council “Toy Report 2014 Award Winner”
  • Ed Expo 2013, USA “Mest populære nye produkt” Kid’s Biz Fair
  • Warszawa, Polen “Bedste produkt 2012”

Læs anmeldelser af Plus-Plus brikkerne herunder

Læs anmeldelsen af Plus-Plus mini brikkerne

Læs anmeldelsen af Plus-Plus BIG i basic farver

Læs anmeldelsen af Plus-Plus BIG i neon farver

Zpiiel byggelegetøj anmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Materiale: Plast | Farver: Assorterede | Mærke: Zpiiel | Produktionsland: Danmark

“De kender i forvejen til konstruktionslegetøj, og samtidig er det fra Zpiiel nyt og anderledes. Legetøjstesterne herhjemme siger go for det 🙂 Pga. konstruktionen kan figurerne både bøjes og drejes i de forskellige kugleled, som de består af. På den måde kommer der bevægelighed i figurerne og samtidig utallige forskellige udtryk…”

En anmeldelse af Zpiiel konstruktionslegetøjet

Hvis der er noget, vi er vilde med, så er det indendørs hygge i de kolde efterårs- og vintermåneder med aktiviteter, vi i familien kan være fælles om.

Herhjemme bor børnene Signe på 5,5 år og Johannes på 3 år (+baby, der endnu ikke er så meget på banen, når det handler om at teste legetøj!).

De er gode til at være optagede af egne lege og aktiviteter, men nyder i den grad også, når mor og far sidder med på gulvet. Og da vi åbnede pakkerne fra danske Zpiiel, blev det den hyggeligste familieeftermiddag.. som udviklede sig til aften.. og dagen efter.. og.. Det er skønt at se og opleve både børn og voksne – mig selv jo inklusiv – være optagede og begejstrede.

Inden vi modtog konstruktionslegetøjet, havde ingen af os kendskab til det overhovedet. Vi havde ikke set det eller hørt om det nogen steder før, og faktisk vidste jeg ikke helt, hvilken legetøjs-test-opgave, vi havde foran os.

Legen med de små Zpiiel begynderposer

Børnene og jeg begyndte med at åbne de små begynder-poser. Som både navn og pris antyder, er der her bare få dele i hver pose. Med begynderposerne fik vi egentlig med det samme dannet os et indtryk af, hvad Zpiiel-legetøjet er for en størrelse.

På den måde fungerer begynderposerne super fint til at stifte bekendtskab med konstruktionslegetøjet, samt danne sig et indtryk af det og få erfaring med det. Til den enkelte begynderpose følger ikke en samlevejledning med, så man må prøve at samle ud fra tegningen på indpakningen. (Klikker man ind på Zpiiels egen hjemmeside, er der et noget mere tydeligt billede at samle ud fra!).

Det går okay. Johannes på 3 år er endnu for lille til at kunne bygge noget vellignende. Signe på godt 5 år er fint med, men har stadig brug for en voksen som vejleder, når der skal samles ud fra en tegning. Den vejledende alder på Zpiiel er da også fra 5 år.

På grund af størrelsen på begynderposerne er det jo bare en smagsprøve på Zpiiels mange, mange mulighederne. For jo flere dele man har, jo flere kombinationer er der jo givet vis mulighed for at skabe, når fantasien skal have frit løb.
Begynderposerne er altså gode til at få en fornemmelse af Zpiiel, inden man investerer stort i det, og jeg tænker, de gør sig fint som små kalenderpakker eksempelvis.

Det største minus ved begynderposerne er jo så bare, at der efter lidt tid er “risiko” for, at Zpiiel-samlingen skal udvides – for at få flere samlemuligheder og for at kunne gemme nogle af sine kreationer samtidig med, der kan samles flere, som man kan udstille eller lege med.

Efter begynderposerne var der stor begejstring for at skulle se på mere fra det spændende Zpiiel.

Legen med de små Zpiiel figurer

Her har vi fået lov at se på æskerne med dyr i de to forskellige serier: figz og zooz. Der er henholdsvis 4 og 6 æsker og dermed forskellige dyr til hver serie.

Her blev det igen helt tydeligt på forskellen for (hvertfald herhjemme) en 3-årig og en 5-årig. Signe på 5 år var super optaget af at hjælpe med at samle dyrene.

Til hver æske følger en samlevejledning til det givne dyr, og den kan Signe til dels følge. Det er stadig lidt svært for hende, men hun vil rigtig gerne – med så lidt støtte som overhovedet muligt. Og det er til stor glæde, efterhånden som konstruktionerne begynder at tage form og mere og mere ligne den vedlagte tegning. Der har været mange frustrationer undervejs i byggefasen, men tilfredsstillelsen ved at nå i mål er det hele værd – og den “belønning” er en kæmpe motivation for en 5-årig også.

Mens Signe samler, er Johannes på 3 år meget mere optaget af at lege med de byggede dyr. På den måde har de egentlig gang i hver sin leg og aktivitet, men de har oplevelsen af forbindelse og fællesskab omkring det samme, fordi de fysisk er tæt på hinanden og begge sidder med Zpiiel i hænderne.

Hvert dyr kan bygges om til en actionhelt, som er afbilledet på æsken. Den har Signe helt fanget at bygge, da den – også uden samlevejledning – er ganske enkel at bygge og består bare af 10 dele.

Ud over en samlevejledning til dyrene er der også fakta om det givne dyr. Der har 5-årige Signe også en alder, hvor det er interessant at høre om det dyr, der arbejdes på.

Legen med Zpiiel Makers konstruktionssæt

Endelig er der den store kasse med byggesættet MakerZ. Denne består af 10 forskellige farver (lilla, grå, blå, grøn, brun, lysebrun, gul, hvid, rød, sort) og hele 600 dele.

Signe var pænt begejstret, da denne kasse skulle udforskes. Det, Signe her havde allermest for øje var, at hun nu helt selv kunne bestemme, hvad hun skulle bygge. Det kunne hun også helt fint med zooz- og figz-æskerne, men der er jo bare så mange muligheder med så mange dele, og det gør det bare virkelig sjovt! Det var da også her, børnenes far kom ind i billedet og slet ikke kunne lade være med at lægge sig på gulvet og spontant begynde at bygge forskellige kreationer.

Fordi der er så meget materiale at gøre med her i æsken, kan Signe med denne bygge mange både små og store, skøre og skæve fantasifigurer. Det skaber sjove tanker og fortællinger. Samtidig synes hun, det er interessant at følge med i, når vi voksne bygger noget – mere eller mindre – vellignende. Det er skønt at være en del af processen fra en stor bunke konstruktionsdele på gulvet til et færdigt produkt i hånden.

Til den store æske følger et ark med idéer til, hvad man kan samle. Det er super fint og en rigtig god idé, så der altid er noget at give sig i kast med – om ikke andet så tage udgangspunkt i eller lade sig inspirere fra. De mest avancerede afbildninger er endnu alt for vanskelige for Signe på 5 år, men det er på ingen måde en begrænsning for hende. Og for mig er det et signal om, hun langt fra er færdig med Zpiiel nu, fordi der er så meget udviklingspotentiale i forhold til, hvad hun kan bygge – både ud fra fantasien og ud fra de vedlagte idéer.

Vores vurdering af Zpiiel legetøjet

De forskellige samledele er meget lette at klikke sammen, og det tager ikke lang tid at få skabt (begyndelsen på) noget. Samtidig er de også lette at tage fra hinanden igen. Begge dele er klart med til at skabe lyst til skabe nyt igen og igen. Det er sjovt at være fordybet i et stort byggeri, men det kan også noget, at det ikke nødvendigvis tager flere timer at komme frem til det endelige resultat.

Pga. konstruktionen kan figurerne både bøjes og drejes i de forskellige kugleled, som de består af. På den måde kommer der bevægelighed i figurerne og samtidig utallige forskellige udtryk. Det blev eksempelvis tydeligt, da vi samlede de forskellige dyr. Det gjorde så meget forskel bare at dreje en smule på deres ben, deres hoveder mm.

Når Signe og til dels Johannes leger med Zpiiel er det muligt at kombinere læring, finmotorik, koordineringsevner i et, samtidig med at de får mulighed for slippe deres fantasi løs. Herudover trænes kognitiv hjernetræning, form- og farveforståelse samt øje-/hånd koordination.

Konstruktionslegetøjet fra Zpiiel er uden giftstoffer BPA, PVC eller ftalater.

Zpiiel® ApS startede med at udvikle og producere det kreative legetøj i Randers i 2016, så det er på alle måder “made in Denmark”!

Jeg kan klart anbefale at se de instruktionsvideoer, som Legebyen præsenterer på hjemmesiden. De er med til at give et rigtig godt indtryk af Zpiiels både udseende og opbygning.

Desuden er der mange fine idéer på for eksempel Zpiiels Instagramprofil, hvis man har lyst til inspiration. Zpiiel har fanget børnenes interesse herhjemme.

De kender i forvejen til konstruktionslegetøj, og samtidig er det fra Zpiiel nyt og anderledes. Legetøjstesterne herhjemme siger go for det 🙂

– Elisabeth Kristensen

Læs også anmeldelsen af BRIO World togsæt

Læs også anmeldelsen af Plus-Plus

Læs også anmeldelsen af Magna-Tiles byggesæt med dyr

PAPO Legetøjsfigurer i høj kvalitet

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Ftalatfri Plast | Mål: H:9 – 10 cm. ´| Mærke: PAPO | Produktionsland: Frankrig

“Papo’s unikke og flotte figurer er skabt til, at underholde og stimulere børns kreativitet og fantasi, hvilket er yderst vigtigt, hvis barnet skal vokse op og blive selvstændigt og kunne danne sig sin egen mening. PAPO gør alt hvad de kan, for at vække børnenes nysgerrighed gennem udviklingen af lærerigt legetøj, hvilket også er en af grundende til, at deres sortiment spænder så bredt. Alle figurerne er håndmalede, yderst detaljerede og meget virkelighedstro, helt perfekt til en spændende og eventyrlig rolleleg…”

En blog om legetøjsfigurerne fra Papo

Papo er et fransk firma, der i omkring 25 år har inspireret de små nysgerrige børn, til at opdage den store verden omkring dem. Papo går utrolig meget op i at producere legetøj i høj kvalitet, som kan gå i arv og skabe glæde i flere generationer. 

(De vilde dyr fra Papo er fanget i indhegninger lavet af Dëna regnbuer…)

Med Papo’s mere end 600 produkter skulle det nok være muligt at finde noget, der matcher interessen hos hvilket som helst lille barn. 

Som en del af Papo’s mange forskellige temaer ses bl.a. bondegårdsdyr, vilde dyr, skovens dyr, havets dyr, heste, hunde, dinosaurer, riddere, eventyrfigurer, pirater og mange mange flere. Jeg vil komme nærmere ind på nogle af sættene længere nede i blogindlægget…. 

For at give legen flere muligheder, har Papo også lavet forskellige legesæt, som passer til de forskellige temaer. Hos Legebyen.dk har de to forskellige ridderborge, som med sikkerhed vil fange interessen og åbne et hav af sjove muligheder for lege og kampe mellem de forskellige figurer. 

Papo er meget stolte af, at deres mange flotte produkter er 100% fransk design og laves med fransk talent og viden. Hver enkel Papo figur bliver udviklet, designet og produceret i Frankrig med det formål, at hjælpe børn med at lege, lære og bruge fantasien og kreativiteten. 

Stimulerer børns kreativitet og fantasi

Papo’s unikke og flotte figurer er skabt til, at underholde og stimulere børns kreativitet og fantasi, hvilket er yderst vigtigt, hvis barnet skal vokse op og blive selvstændigt og kunne danne sig sin egen mening. 

Papo gør alt hvad de kan, for at vække børnenes nysgerrighed gennem udviklingen af lærerigt legetøj, hvilket også er en af grundende til, at deres sortiment spænder så bredt. Alle figurerne er håndmalede, yderst detaljerede og meget virkelighedstro, helt perfekt til en spændende og eventyrlig rolleleg.

Papo har en ekstrem opmærksomhed på selv de mindste detaljer, de ved hvor vigtigt det er at skille sig ud fra andre mærker på en positiv og inspirerende måde. Det færdige resultat af Papo’s arbejde er så imponerende, at du måske endda tror, at figurerne er ved at bevæge sig.

Forestil jer en leg på en gård blandt bondegårdsdyr, heste og hunde eller en leg hvor I forestiller jer, at I er på en afrikansk safari, hvor I oplever de store vilde dyr i deres naturlige omgivelser. 

Måske er I mere til lege med voldsomme ridderkampe, forhistoriske dyr og fantasy universet, for ikke at nævne piraternes jagt på den værdifulde skat. 

Hvis I derimod er mere til den rolige og hyggelige fantasiverden, så er dette også en mulighed med de eventyrlige prinsesser, enhjørninger og havfruer og legen kan endda nemt kombineres med andre sæt, alt efter hvilken retning fantasien fører jer hen til.

Et ordsprog lyder, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk.

Men det er kun delvist rigtigt, for ja, børn er meget ærlige, men på samme tid så bruger børn faktisk utrolig meget af deres tid på at gøre og sige ting, som ligger meget langt fra sandheden.

Børn har nemlig en fantastisk evne til at lege rollelege, – de lader som om. 

Hvad er rollelege?

Rolleleg er fuldstændig som ordet siger, en leg med roller. Børnene efterligner voksne eller figurer i forskellige sammenhænge og universer. Børnene lever sig helt ind i de roller, som de har påtaget sig og udfører rollernes opgaver. 

Voksne kan også blive inviteret med i legen, men vil i mange tilfælde få at vide, at de ikke leger “rigtigt”

Hvorfor vælger børn, at “lade som om” i deres leg med andre børn?

Når de som helt små børn tømmer køkkenskufferne, ruller toiletpapiret ud over det hele eller hælder deres mad ud på gulvet, så lærer de, hvordan tingene fungerer og hvordan de kan bruges. 

Så kan du sidde og tænke; “Hvorfor lege dyrelæge eller pilot, når de slet ikke er det? Hvorfor lege, at de er Batman eller andre superhelte, som slet ikke har eksisteret i den virkelige verden?”

Børn lærer meget tidligt at lege, at noget er noget andet end i virkeligheden, det starter faktisk allerede i etårsalderen.

Når børnene er mellem tre og fem år, kulminerer deres rollelege for alvor. Det er I den alder børnene virkelig kan leve sig ind i rollerne, det gælder både i andre identiteter, men bestemt også i helt andre verdner.

(Havets dyr fra Papo, svømmer rundt i Kinetisk Sand i mini-sandkasse)

Det er i denne aldersgruppe, hvor børnene begynder at lege “far, mor og børn” men det er også i denne aldersgruppe de begynder at træde ind i karakterer som superhelte, drager, eller måske et vildt dyr. 

Det er i disse rollelege, hvor PAPO’s mange forskellige temaer kan spille en afgørende rolle for børnenes leg og deres fantasi. 

Bedre forståelse for omverdenen

Når børn leger, at de er en anden, så giver det dem en meget bedre forståelse for omverdenen. Det er derfor nærliggende, at børnene især leger lege, hvor de imiterer de ting de har set i deres hverdag. Det kan være, mor og far der laver mad, hænger tøj op, trøster og putter mindre søskende, det kan også være ting og situationer som børnene har set i fjernsynet.

Når børnene leger rollelege, om det så er udklædningslege eller de leger med piraterne eller ridderne fra Papo, så har legen en stor betydning for børnenes udvikling, da de lærer noget om andre, men de lærer bestemt også noget om sig selv. 

Rollelege kræver ikke nødvendigvis at flere børn leger sammen, barnet kan også lege rollelege alene, det kan eksempelvis være, hvis barnet leger med sin PAPO ridderborg og lever sig ind i legen, mange børn kan endda leve sig ind i flere roller og karakterer på en gang. 

Barnets fantasi og kreativitet spiller derfor også en kæmpe rolle, i forhold til hvordan rollelegen foregår. 

Måske har du siddet på afstand og betragtet dit barns rolleleg. Her vil du typisk opleve, at barnet imiterer mange ting fra jeres hverdag, det vil sikkert også få dig til at tænke over jeres måde at gøre tingene på og muligvis også måden I kommunikerer på. Børn bemærker nemlig mange flere ting end vi lige tror. 

Styrker og udvikler empati m.v.

Når dit barns fantasi får frit spil og rollen i legen indtages, så styrker og udvikler dit barn eksempelvis empati, kommunikation, sociale kompetencer, fordybelse og indlevelse. Derudover vil dit barn også styrke sin følelsesmæssige udvikling, for på den måde at blive bedre til at sætte ord på egne og andres følelser. 

Det er derfor altid godt at opmuntre til rollelege, da det giver barnet så meget positivt, som barnet vil få brug for senere i livet. 

Rollelege med Papo’s figurer, er også med til at gøre børn klogere på sociale spilleregler, når de leger rollelege sammen med flere børn. 

I legen med flere børn er der pludselig flere, der skal være enige om, hvordan legen skal være og hvordan de forskellige roller skal spilles. 

(Bondegårdsdyrene fra Papo hygger sig i forskellige indhegninger lavet af transparente Magna-Tiles brikker)

Det er en rigtig god måde at lære barnet, hvordan han/hun skal give plads til andre børns holdninger og meninger – og det at et nyt og måske anderledes synspunkt faktisk kan være rigtig spændende at have med i legen. 

Jeg har set nærmere på nogle af de forskellige figurer fra Papo. 

Jeg vil gerne allerede nu, dele min mening om de mange figurer. De er virkelig flotte og detaljeret, ikke nok med det, så er kvaliteten virkelig god. De kan holde til at blive leget med også de lidt vildere lege, hvor figurerne er i kampe mod hinanden.

Bondegårdsdyrene fra Papo

Bondegårdsdyr er populære blandt de fleste børn. Derfor har Papo også lavet forskellige sæt med assorteret bondegårdsdyr, som med det samme vil fange børnenes opmærksomhed.

Sættene indeholder de mest kendte dyr, som typisk lever på en gård, dyrene er alle realistiske og med flotte og livagtige detaljer, som gør legen mere realistisk. 

Sættene kan uden problemer kombineres med andet legetøj, som eksempelvis en bondegård eller Lego, hvor I selv bygger en bondegård eller en dyregård. 

I kan også kombinere legen med forskellige traktorer eller lastbiler. Lad børnene bruge fantasien og kreativiteten.

Med de mange bondegårdsdyr kan I snakke og lære om livet på en bondegård, lære hvad dyrene hedder, hvad de spiser og hvad deres unger hedder. 

Børnene har garanteret også mange spændende spørgsmål omkring dyrene på en på gård, det kan derfor også være oplagt at tage på bondegårdsbesøg og lære mere om livet og dyrene der. Måske kan I endda få lov til at fodre nogle af dyrene eller få lov til at sidde på en hest eller klappe en gris. 

Efter jeres tur på bondegården kan I tale om, hvad I har oplevet, på den måde styrkes barnets kommunikation. I kan sammen tegne en tegning af de dyr I så, eller blot tegne jeres yndlingsdyr fra Papo’s bondegårdssæt. 

På de fleste bondegårde er der også hunde, det kan være en hund som hjælper bondemanden med de andre dyr eller blot en sød familiehund. 

Med Papo’s mange sæt er det også muligt at købe et sæt, som kun består af forskellige hunde, heste, grise eller hvad I ønsker. 

Papo har på den måde gjort det muligt, at tilkøbe de ekstra dyr, som I ønsker flere af eller hvis barnet har et særligt favoritdyr.

Skovens dyr fra Papo

Papo laver forskellige størrelser sæt med skovens dyr, sættene er assorterede og det er derfor spændende at se, hvilke dyr man modtager. Man kan dog være sikker på, at hvert eneste dyr er flot og detaljeret og at det lever i skovene, dog ikke nødvendigvis i de danske skove. 

Med skovens dyr kan I tage en snak om hvad dyrene hedder, hvilke farver de har, hvad man kalder deres unger og meget meget mere. Børnene vil med sikkerhed stille mange spændende og gode spørgsmål, når de sidder med de mange dyr i hænderne. 

Det vil være oplagt at tage en tur i skoven og undersøge om I kan se nogle af dyrene i deres vante omgivelser. Måske gemmer de sig, eller måske er I heldige at se nogle af dem.

Et af dyrene, som kan være i skovsættet er en muldvarp. 

Mange børn har set de små jordbunker, som muldvarpen laver i haverne, men det er nok de færreste børn der har set, hvordan muldvarpen ser ud. Muldvarpen kendes på det spidse hoved og med de specielle forpoter, ligner muldvarpen ikke andre danske pattedyr.

Muldvarpen er et lille dyr, der måler 15-18 cm fra snudespids til halespids og det lille dyr vejer kun mellem 75 og 95 gram. Hannerne er dog lidt større end hunnerne, men ellers ligner de to køn meget hinanden.

Muldvarpen bygger gangsystemer i jorden, hvor jordlaget er blødt og dybt. Det er i den bløde jord, hvor der er mest føde, nemlig regnorme, som er muldvarpens livret.

Et andet spændende dyr, som kan være en del af skovsættet er den røde ræv.

Den har mange nok set på marker eller i skoven. 

Ræven er et mellemstort rovdyr i hundefamilien. Den er slank, har et bredt hoved og spids snude og øjnene er smalle, spalteformede med lodrette pupiller. En hunræv vejer ca. 7 kg og en hanræv ca. 8 kg. 

Ræven er god til at variere føden og spiser som regel bare det mest tilgængelige. Den er slet ikke kræsen. Hovedsageligt lever ræven af eksempelvis spidsmus, muldvarpe og rålam. 

Hvis den får muligheder, så æder den gerne små fugle, fugleæg eller krybdyr.

Et tredje dyr som I måske kan møde i sættet er en fasan.

Fasaner er dyr som rigtig mange har stødt på op til flere gange. Fasanen ses især langs landeveje, på marker, ved små skove og i haverne.

Fasanhannen er velkendt og let genkendelig med sin skinnende rødbrune fjerdragt og det røde ansigt. Hunnen er betydeligt mere afdæmpet i farverne, da hendes brune farver camouflerer hende under eksempelvis rugning.

Fasanen kom første gang til Danmark i 1562, så de har levet her i landet i mange år.

De er ikke særlig kræsen i sit fødevalg. De lever overvejende af planteføde, men tager dog også smådyr som biller, græshopper og snegle.

Fasanen er truet, da der desværre er mange, som går på jagt for at skyde fasanerne. 

Vilde dyr fra Papo

Sættene med Papo’s vilde dyr, er som alle de andre sæt assorteret og man ved derfor ikke, hvilke vilde dyr man modtager. 

De fleste børn er interesseret i vilde dyr, på den måde er det helt oplagt at kombinere leg og læring, for som vi alle ved, så lærer børn bedst igennem legen. 

I kan kigge på et verdenskort og snakke om hvilke dyr, der lever i hvilke lande. I kan også tale om fødekæden, hvem spiser hvad og nogle af de vilde dyr jager og spiser endda hinanden.

(De vilde dyr fra Papo muntrer sig i det magiske sand fra Kinetic Sand)

Dyreunger er også altid noget som interesserer børn, da alle dyreunger ser søde og rare ud også selvom det er vilde dyr. Hvordan ser ungerne mon ud, hvor mange unger får de forskellige arter, der er masser af spændende læring med Papo’s vilde dyr. 

I kan også tage en tur i zoologisk have og se på nogle af arterne, måske kan I udvælge jeres yndlingsdyr, som I efterfølgende kan tage hjem og tegne. Hvis I synes det er svært, at tegne jeres udvalgte dyr, så kan I “snyde” lidt ved at stille dyret på et stykke papir i vindueskarmen eller et andet sted hvor solen rammer. Så vil solens stråler vise skyggen af dyret på papiret, på den måde kan I nemt tegne dyrets omrids. 

Et af de vilde dyr som I kan være heldig at møde i sættene er giraffen. 

En voksen hangiraf er mere en fire meter høj og hungiraffen er ca en meter lavere. Hannen vejer mellem 800 og 1.930 kilo. Hunnen vejer “kun” mellem 550 og 1.180 kilo.

Giraffen har en meget lang tunge, den er faktisk 45 centimeter lang. I kan prøve at måle hvor lang jeres tunge er.

Girafhunnerne går drægtige i ca 15 måneder. Når giraffen føder, så ankommer den lille ny med et brag. Giraffer føder nemlig stående, hvilket betyder at den lille unge starter sit liv med et fald på omkring 2 meter.

Der er ikke noget at sige til, at ungen er lidt forvirret efter fødslen. Ved fødslen er en unge næsten 2 meter høj og vejede ca. 50 kg. 

Elefanten er et andet spændende dyr, som kan være i sættet med de vilde dyr.

Elefanten er verdens største landdyr og den kan blive 60 år gammel, kan veje mellem 3000 kilo og helt op til 7500 kilo.

Der findes flere forskellige arter af elefanter og de lever på savannen i Afrika og i Asiens jungler. Elefanten har stødtænder lavet af elfenben, hvilket desværre er skyld i, at krybskytter er på jagt efter elefanterne. 

Elefanters kendetegn er den lange snabel og de store ører. Ørerne fungerer som aircondition, for når det bliver meget varmt, vifter elefanten med ørerne og på den måde køler den faktisk sig selv ned. Elefanten lever af 300 kilo græs og blade om dagen og det bliver skyllet ned med vand. Den kan drikke helt op til 200 liter vand om dagen.

Elefantens snabel er helt speciel. Udover at den kan rumme mange liter vand, så bruger elefanten snablen til at snuse, føle, gribe og drikke med. Elefanterne lever i grupper på mellem 10 til 20 individer. Flokken er styret af en førerhun med sine unger.

Hvis I er heldige at modtage en af de forskellige chimpanse aber i jeres sæt, så vil jeg selvfølgelig også gerne dele lidt spændende information om denne.

Chimpansen er en af de aber, der ligner os mennesker mest. Chimpanser lever da også i mindre flokke, som minder meget om menneskets familier. Ligesom os mennesker er hannen ofte større end hunnen.  De lever ofte i 40-50 år og kan veje op til 70 kilo. Chimpanser lever blandt andet af frugter og blade. 

Lidt ligesom os mennesker, så er chimpanserne utrolig gode til at samarbejde og det ses eksempelvis ved deres evne til at patruljere og forsvare deres flokke mod aber fra andre flokke.

Chimpanser er utrolig gode til at tillære sig nye evner. Ligesom os mennesker har chimpanser gennem generationer skabt nogle arbejdsmetoder, der går i arv. Chimpansen er på den måde et spændende dyr, som har meget tilfælles med os.

Havets dyr fra Papo

Papo har også lavet et spændende sæt med havets dyr. Dette sæt kan indeholde hajer, hvaler, pingviner, blæksprutter osv.

Ligesom med de mange andre sæt, så er der brugt tid på hver en lille detalje på de håndmalede figurer. De ser derfor meget livagtige ud, hvilket også er med til at invitere til leg.

Sættet kan bruges i et hav af forskellige sammenhænge, det kan være i en leg, hvor flere børn leger sammen og evt. leger at de er på krydstogt oppe omkring Alaska. Måske står de ude foran på båden og kigger ud over havet og isbjergene og opdager de flotte spækhuggere i overfladen. 

Lad fantasien styre hvor I skal hen på opdagelse.

Herhjemme har vi leget med Papo’s havfigurer i kombination med det blå Kinetic sand. Vi legede, at vi byggede en undervands verden med sandet og de forskellige hajer og hvaler svømmede rundt mellem de fine sandfigurer.

Havets dyr er også et sæt der lægger op til spændende læring, om de forskellige arter, hvad de hedder, hvor de lever, hvad de spiser og lign. 

I vores sæt var der eksempelvis en spækhugger. 

Jeg synes personligt at spækhuggeren er et flot og interessant dyr. Man kan endda være utrolig heldig, at se en spækhugger ud for den nordligste kyst her i Danmark.

Spækhuggeren er i virkeligheden en kæmpe delfin, som også er et af havets største rovdyr. Hunnen bliver op til otte en halv meter og hannen op til 10 meter.

Den har en vægt som en elefant, men kan alligevel svømme utrolig hurtigt. En spækhugger kan jage stort set alle dyr i havet, både unger af store hvaler, men også delfiner, søløver, sæler, pingviner og hajer. 

Spækhuggere er et flokdyr, der normalt lever i store flokke på 10 til 30 stykker. Der er et tæt sammenhold i flokken, hvor alle hjælper med at tage sig af ungerne. 

Hver gang der er fare på færde, samles alle hannerne i flokken i en ring om hunnerne og ungerne, for på den måde at beskytte dem. Spækhuggere snakker hele tiden med hinanden og hver flok har sin helt egen dialekt. 

Et andet populært havdyr i vores sæt er en klovnfisk. – en find Nemo fisk, som børnene vil sige.

Den lille, farvestrålende klovnfisk lever i koralrevene i Stillehavet og i Det Indiske Ocean. Den er en dårlig svømmer og sårbar over for rovfisk, men den har alligevel fundet på en utrolig smart måde at overleve på. Den gemmer sig imellem tentaklerne af søanemoner. De børn, som har set filmene med Find Nemo, ved garanteret en masse om klovnfisk, deres måde at leve på og meget mere. 

(Havets dyr fra Papo svømmer i et hav af transparente blå Magna-Tiles)

Klovnfisk lever tit sammen i små grupper. Hvis de bliver væk fra hinanden, ligesom i Find Nemo, så vil de lede efter hinanden. 

I hver gruppe er der en han og en hun, der danner par og får unger. Hunnen er altid større end hannen. Når hunnen dør, sker der noget meget mærkeligt og usædvanligt, hannen skifter nemlig køn og bliver til en hun. Hunnen kan lægge 100 til 1.000 æg ad gangen. Æggene bliver lagt et mørkt sted tæt på søanemonen, så de er så beskyttet som muligt. Hannen våger over æggene og allerede efter en lille uge til halvanden kommer alle de små unger til verden.

Krybdyrene fra Papo

Vi har set nærmere på et af Papo’s sæt med krybdyr. Det var en blandet oplevelse, for ligesom de andre sæt, så er figurerne virkelig detaljeret og ser derfor livagtige ud. 

I vores sæt var der eksempelvis en stor ulækker edderkop. Den er lavet så livagtig, at jeg som er virkelig bange for edderkopper, fik kuldegysninger da jeg pakkede den ud. 

Min store søn har efterfølgende drillet mig mange gang, ved at sætte den livagtige edderkop forskellige steder i huset eller tæt på mig i haven. 

Et andet krybdyr som man kan være heldig at få i sættet, er en skorpion.

En skorpion er let genkendelig og det er nok mest på grund af halen, hvor der på den sidder en giftbrod. Når skorpioner enten skal på jagt eller forsvare sig, så bruger de deres giftbrod på halen og deres noget kraftfulde klosakse til, at kæmpe med.

Alle skorpion-arter er giftige. Der er dog stor forskel på, hvor giftige og hvor stor skade de kan gøre på os mennesker. Der er omkring 25 forskellige skorpion-arter, der kan dræbe et menneske. Her skal dog lige nævnes, at tallet er noget mindre hvis vi snakker et voksent menneske, der er sundt og rask.

Men ingen grund til panik, for der findes heldigvis ikke skorpioner i det fri her i Danmark. Vi har dem kun i fangeskab.

Ligesom alle de andre Papo sæt, så er sættet assorteret og der er derfor forskellige krybdyr i sættene. 

De fleste forbinder krybdyr med noget ulækkert eller uhyggeligt, men sådan er det dog ikke nødvendigvis. 

Krybdyr er også spændende dyr, som børnene ofte selv kan finde i haven eller nede i kælderen. 

I kan prøve at tage billeder af de forskellige krybdyr, som I kan finde ude i det fri, efterfølgende kan I Google dem og lære mere om de forskellige arter. 

Sættene med krybdyr er ikke nødvendigvis arter som lever I Danmark, I kan derfor godt støde på dyr som ikke ses i den danske natur, men det gør ikke sættet mindre spændende.

Dinosaurer figurer fra Papo

Med dinosaursættet fra Papo er I godt rustet til en spændende og lidt uhyggelig leg tilbage i tiden. 

Oplev de detaljeret dinosaurer i en utrolig kvalitet. 

Dinosaurerne indbyder til mange forskellige former for lærerig leg, det handler blot om at tænke ud af boksen. 

Papo’s dyr kan nemlig bruges til meget andet end blot at lege med på gulvet eller ved bordet. 

I kan gemme dinosaurerne i sandkassen og forsigtigt grave dem frem, som om I var arkæologer og lige har opdaget en ny art. 

En anden lege ide kunne også være, at komme vand i en pose eller en skål, lægge dinoen deri og sætte den i fryseren. 

Når isklumpen er frossen, kan I forsøge at hakke jer frem til dinoen, som nu er frosset inde i et isbjerg. 

Nogle gange kan I være heldige, at de kunstige dinosaurer kan opleves i realistiske størrelser i zoologisk have.

Så kan I sammenligne dem med Papo’s figurer, og I vil se/opleve at Papo’s figurer er virkelig detaljeret og gennemførte.

Sættet med dinosaurer, får ofte børnene til at stille mange spørgsmål, som I sammen kan prøve at besvare.

Hvornår levede de forskellige dinosaurer?

Hvad hed de forskellige arter?

Var de planteædende eller kødædende? 

Alt efter barnets alder, så kan I se filmene “landet for længe siden” eller “Jurassic park”.

Dinosaurerne var landjordens herskere i omkring 160 millioner år. 

Det er ikke helt til at vide præcis hvor mange forskellige dinosaurarter, der har eksisteret på Jorden. 

Forskere mener dog, at man nok vil kunne finde dinosaurfossiler fra omkring 1.850 forskellige slægter. Hvilket efter min mening er virkelig mange!

Det er ret imponerende, at vi mennesker kan finde svar på noget, som ligger så mange år tilbage i tiden! På trods af det, så bliver vi mennesker hele tiden klogere på dinosaurernes spændende verden.

Dinosaurerne uddøde for omkring 66 millioner år siden, da en enorm asteroide smadrede ned i Mexicos Yucatánhalvø. Før asteroidenedslaget var nogle dinosaurarter dog allerede ved at uddø, heriblandt langhalse og T. Rex. Det skyldtes blandt andet voldsomme klimaforandringer, der ændrede det miljø, som dinosaurerne havde tilpasset sig til.

Mange børn, især drengene synes, at det er T. Rex, som er den sejeste af dinosaurerne. Det skyldes selvfølgelig filmen og fortællingerne om Jurassic Park og Landet for længe siden, hvor T. Rex spiller en stor rolle som skurken.

Mange tror derfor, at den største dinosaur var Tyrannosaurus Rex, da den ofte bliver omtalt som et af de største dyr, der har levet på Jorden. Men i virkeligheden var den største landdinosaur den planteædende langhals Patagotitan Mayorum, som levede for omkring 100 millioner år siden.

Langhalsen havde en længde på 37 meter, en højde på 6 meter og den vejede omkring 69 ton. 

Den største kødædende landdinosaur var dog T. Rex, der med sine næsten ni tons er mere end to tons tungere end sine konkurrenter.

Som I nok kan læse, så er der virkelig lagt op til spændende og farlige eventyr med Papo’s fantastiske dinosaurer.

Papo Fantasy Drager & Papo fantasy figurer

Det er ret imponerende, hvor stort et sortiment Papo har af de seje og flotte figurer. Det er slet ikke muligt at nævne en kategori som de har glemt. Papo har virkelig tænkt alle interesser, aldersgrupper og legeideer ind i de mange temaer. 

Papo sikre på den måde, at det er muligt at finde det perfekte sæt til hvilket som helst barn. 

Fantasy drager og fantasy figurerne er nogle spændende figurer, som med det samme sætter gang i en mere fantasifuld og kreativ leg, med seje kampe. 

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er fantasy en fiktionsgenre, der beskæftiger sig med at skabe en alternativ verden. Ofte er det en verden med fabelvæsner, magi eller andre overnaturlige elementer. 

Fantasy kan både foregå i fortiden, nutiden og fremtiden, i solsystemet, i et parallelt univers eller i din nabos baghave. 

Der er ingen begrænsninger i fantasy.

Fantasy dragerne er imponerende, med de mindste detaljer som tænder, skæld, flotte vinger og ild ud af munden. Dragerne er med det samme klar til leg.

Dragerne behøver ikke være onde, de kan også kombineres i en leg med prinsesser, hvor dragen måske beskytter og passer på prinsessen. Det kan også være at det er prinsessernes kæledyr og prinsesserne godt kan lide at flyve på eventyr på ryggen af dragen. 

Papo giver børnene mulighed for, at kombinere figurerne på kryds og tværs og finde på deres egne spændende lege og fortællinger. 

Fantasy drager eller fantasy figurer, kan også inspirere til spændende godnathistorier med skeletter eller en hund med tre hoveder. 

Eventyr figurer fra Papo

De fleste børn elsker eventyr og det er noget, som fanger interessen hos både drenge og piger, dog er disse sæt nok mest populære hos pigerne.

Med de forskellige prinsesser og havfruer i flotte glimmerkjoler og heste eller enhjørninger, så indbyder eventyrsættet til en hyggelig leg. 

Måske vil pigerne selv klæde sig ud som prinsesser, for på den måde at være en større del af legen. Måske er I heldige, at der også er en prins, en troldmand eller en drage i sættet.

Bor prinsesserne på et stort slot, i en vindueskarm eller måske på en bondegård med en masse dyr, hvem ved. 

Med de fine prinsesser kan eventyrlegen nemt fortsætte i flere timer. 

Børnene kan også tegne et slot og nogle prinsesser på et papir, måske kan de tegne efter prinsessefigurerne.

I kan også bygge jeres helt eget slot, ud af pap eller karton. 

Hvis I er så heldige at have en af Papo’s flotte borge, så kan legen med eventyrfigurerne også nemt kombineres i denne leg. 

Med eventyrsættet er det oplagt, at lære børnene om eventyr og hvad der kendetegner et eventyr. 

I kan også finde på jeres egne eventyr, måske med udgangspunkt i Papo eventyrfigurerne.

Ridderefigurer fra Papo

Papo’s riddersæt kan købes i forskellige størrelser, alt efter hvor mange riddere man ønsker. 

Sættene består af forskellige krigere, med og uden rustning. Nogle med svær og skjold og andre med økser eller bue og pil. Fælles for disse sæt er, at der er lagt op til en god leg og en spændende kamp mellem riddere eller måske skal ridderne kæmpe mod pirater eller fantasy figurer, eller måske nogle helt andre. 

Papo laver flere forskellige ridderborge i en utrolig god kvalitet, disse ridderborge ville være oplagt at kombinere i legen med ridderne. 

De seje riddere indbyder til spændende rollelege, hvor flere børn kan være en del af legen. Ridderne skal forsvare deres by eller deres borg imod fjender, hvad mon der sker? 

Den gode og holdbare kvalitet på Papo figurerne gør, at børnene sagtens kan lege lidt vildere lege med vilde krige, uden at figurerne går i stykker. 

Legen med ridderne er en god mulighed for, at lære børnene lidt om middelalderen og ridderne.

Mange af os voksne kender Kong Arthur og ridderne om det runde bord og andre figurer fra sagn eller legender, som vi ikke ved meget om i virkeligheden, men det er en god inspiration, når børnene skal lære lidt om ridderne.

En ridder var først og fremmest en professionel kriger og soldat til hest. En ridder var forpligtet til at gå i krig for kongen, som han havde sværget at tjene i krig og fred. Når der ikke var krig, øvede ridderen sig, ved daglig træning og i turneringer, hvor riddere dystede mod hinanden som underholdning.

Det at være ridder var ikke bare at slås med sværd og lanse, men i lige så høj en grad at opføre sig ærefuldt og modigt, beskytte de svage og bekæmpe uretfærdighed – en ridder skulle kort sagt opføre sig ridderligt.

Måske kender børnene tegnefilmene om Robin Hood, som tager fra de rige og giver til de fattige. 

Ud over sværd og rustning havde ridderne et skjold. De malede deres skjold, for at man kunne skelne den ene rustningsklædte ridder fra den anden. Oprindeligt var ridderens våbenmærke personligt, men i løbet af middelalderen blev det almindeligt i de rige familier, at bruge et arvet mærke til at markere slægtens identitet.

Riddere kæmpede til hest og derfor var sværdet og lansen deres vigtigste våben. I turneringer var lansen af træ og blev brugt til at forsøge at vippe modstanderen af sadlen med, når hestene kom løbende direkte mod hinanden. Lansen var en flere meter lang stang af træ, der ofte splintredes i mødet med modstanderen. 

I krig brugte ridderen lansen til det første angreb til hest, mens sværd og økse blev brugt i nærkamp bagefter.

I Papo’s riddersæt er det de færreste riddere, der sidder på en hest, i vores sæt var der kun en hest. Men legen er bestemt ikke blevet kedelig af den grund, for kampe er der ikke færre af, af den grund. 

I Papo’s detaljeret riddersæt ses det tydeligt, at ridderne har forskellige symboler på deres skjold, det viser virkelig hvor meget Papo går op i selv de mindste detaljer.

Piratfigurer fra Papo

Med Papo’s kampklare pirater er børnene straks klar til at drage på nye eventyr, for at finde den skjulte skat. 

Piraterne inviterer til spændende leg, hvor børnene kan leve sig ind i rollerne som de seje pirater, som sejler over de syv verdenshave i jagten på den store skat. Måske møder de modstand på turen, måske møder de et andet piratskib, som også er på jagt efter skatten og som bestemt ikke ønsker at dele. 

(Papo piraterne og Papo’s havdyr er igen på eventyr på de store verdenshave, bygget af Magna-Tiles)

Hvis børnene har et playmobil piratskib, så vil legen nemt kunne kombineres med dette, piraterne kan overtage playmobilskibet eller måske er det gode pirater, som gerne vil samarbejde og på den måde nemmere finde skatten. 

De fleste børn kender Peter Pan eller Disneys Kaptajn Jack og piraterne på Ønskeøen.

Børnene vil kunne finde inspiration til deres leg, fra disse film og serier. 

Slip fantasien og kreativiteten løs

Efter at have set nærmere på Papo’s forskellige figurer, så er jeg meget positiv.

Papo er virkelige detaljeorienteret omkring deres figurer og jeg har kun positivt at sige om dem. 

Figurerne er i en god og holdbar kvalitet, som derfor ikke blot egner sig til private hjem, men bestemt også til institutioner.

De kan sagtens holde til at blive leget med igen og igen. 

Papo producerer flere hundrede forskellige figurer og det er derfor intet problem, at finde nogle figurer eller et tema, som passer perfekt til et hvert barn. 

Slip fantasien og kreativiteten løs og lad børnene fordybe sig i legen.

Rigtig god leg. 

– Carina Lund

Go Samtale: Parforholdet anmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spilletid: Ca. 30 – 60 min. | Spillere: For 2 deltagere (..eller flere) | Indhold: 1 æske med 90 kort og 270 spørgsmål | Producent: Simply Famly | Produktionsland: Danmark

“Vi kan stadig kigge forelsket på den anden hen over hverdagens kedelige trummerum, som i sig selv ikke er særlig romantisk. Vi smiler, når vi ser den anden, efter at have været fra hinanden – hvad enten det drejer som om flere dage, eller bare efter en helt normal arbejdsdag. Det er usædvanligt, og det er vi godt klar over. Vi var bare så heldige, at vi hurtigt fandt ud af hemmeligheden bag det ”perfekte forhold” – snak sammen, og snak så lidt mere…”

En anmeldelse af Go Samtale: Parforhold spillet

Min mand og jeg har været sammen i 23 år. Vi blev kærester, da vi begge var 17 år gamle. Det betyder altså, at vi har levet over halvdelen af vores liv sammen til trods for, at vi kun er 40 år gamle.

Forhåbentlig betyder det også, at vi på et tidspunkt ender med at have været sammen i måske 60-70 år, hvis vi får lov at leve så længe. Men det kræver at man arbejder på sit forhold, ikke lader stå til og prioriterer hinanden. Noget af det allervigtigste (for os) er kommunikation.

Vi kan stadig kigge forelsket på den anden hen over hverdagens kedelige trummerum, som i sig selv ikke er særlig romantisk. Vi smiler, når vi ser den anden, efter at have været fra hinanden – hvad enten det drejer som om flere dage, eller bare efter en helt normal arbejdsdag. Det er usædvanligt, og det er vi godt klar over. Vi var bare så heldige, at vi hurtigt fandt ud af hemmeligheden bag det ”perfekte forhold” – snak sammen, og snak så lidt mere.

Man skulle jo tro, at man efterhånden kender samtlige kroge af sin partner, når man har været sammen i 23 år. Men vi kan stadig blive forbavset, når vi pludselig opdager noget, vi ikke vidste fandtes.

Vi har dog også lært, at det er svært at blive ved med at opdage nye sider af sin partner, når man har været sammen i 20+ år. Go´ Samtale er en god inspiration til at få spurgt ind til områder, man ellers ikke ville have snakket om, og det kan potentielt betyde, at man bliver klogere på hinanden.

Vi har afprøvet flere forskellige af disse par-samtale-spil, og må erkende, at der er stor forskel på kvaliteten af disse. Når man har været sammen i mange år, kræver det noget særligt at finde på spørgsmål, der kan bidrage med ny viden. Spørgsmålet var jo så, om Go´ Samtale var i stand til dette.

Spillet (som egentlig mere er et ”værktøj/redskab” end et spil) kommer i en lille solid æske. Kortene indeni æsken er i særdeles tyk kvalitet og deraf slidstærke.

Der er et lille hæfte med i kassen med 7 gode råd til bedre kommunikation i parforholdet. Hvis man ikke er så god til at kommunikere normalvis, så kan det være en rigtig god ide at læse denne inden. Det er et meget lille hæfte, så det er hurtigt læst, men der står nogle gode fif til at få en god samtale.

Der er i alt 90 samtalekort og 3 spørgsmål på hver. Kortene er inddelt i følgende kategorier:
– Det inderste (vores følelser og dybe tanker om at være dem, vi inderst inde er)
– Vores hverdag (de områder som fylder vores hverdag og umiddelbare liv sammen)
– Tæt på (de udfordrende sider af parforholdet, som kan være vanskelige eller konfliktfyldte)
– Go´ sex (alt det, som har indvirkning på vores sexliv)
– Fælles retning (meningen med at være os to og den retning, vi er på vej i sammen)

Udover kortene er delt ind i 5 kategorier, så har hvert kort også sit eget tema/emne.
Under kategorien ”Det inderste” er der fx disse temaer og spørgsmål:
Taknemmelighed:                     – Hvilke ting vil du gerne være bedre til at sige din partner tak for?
                                                  – Hvordan giver du udtryk for, at du er taknemmelig for din partner?
                                                  – Hvad er du særlig taknemmelig over for tiden?

Under kategorien ”Fælles retning” er der fx disse:
Livsfaser:                                   – Hvordan forestiller du dig, at jeres næste livsfase bliver?
                                                  – Hvad, tænker du, er det bedste ved jeres nuværende livsfase?
                                                  – Hvordan oplever du det at blive ældre og træde ind i nye faser af livet?

Under kategorien ”Vores hverdag” er der fx disse:
Roller:                                         – Hvad værdsætter du ved din partners rolle i jeres hjem?
                                                    – Hvad, tænker du, har haft indflydelse på fordelingen af roller mellem jer?
                                                    – Er der noget, du ville ønske, var anderledes i jeres roller overfor hinanden?

Under kategorien ”Tæt på” er der fx disse:
Travlhed:                                     – Hvad er noget af det første, du stopper med at gøre, når du har for travlt?
                                                    – Hvordan synes du, travlhed påvirker jeres forhold?
                                                    – Hvad er en god rytme for dig mellem at have travlt og slappe af?

Under kategorien ”Go´ sex” er der fx disse:
Variation:                                
– Hvilken variation af sex foreslår du, at I prøver af inden for den næste måned?
                                                     – Hvad, tror du, kan hjælpe jer med at skabe afveksling i jeres sexliv?
                                                     – Hvad betyder variation i jeres sexliv for jer?

Man bestemmer selv, hvordan man vil bruge kortene. Man kan skiftes til at trække et kort og læse op for hinanden, og enten beslutte at begge parter skal svare på spørgsmålet eller at det kun er den ene.

Man kan trække et tilfældigt kort, fra en bestemt kategori eller man kan tillade, at man må se alle igennem og vælge det, som man har mest lyst til at tale om. Det vigtigste er, at man er åben for at svare på det, som partneren ønsker at snakke om.

Vi har brugt kortene 4 gange indtil videre. Vi var en tur i sommerhus, hvor vi fandt dem frem, mens vi sad og spiste om aftenen og snuppede ligeledes 2 med fra hver kategori til en gåtur. På vej mod sommerhuset havde vi en 2 timers køretur, hvor vi også tog kortene i brug.

Der står, at det er vigtigt, man finder det frem, når man har tiden og roen til det. Det er vi enige i. Man kan komme langt omkring og hvis man har en tidsgrænse, fordi man skal nå noget andet bagefter, så risikerer man at begrænse en god snak.

Vi havde ikke sat en tidsramme eller lign. men tog bare kort indtil vi følte, at vi var færdige med at snakke. Men hvad synes vi så om det? Det er faktisk et spørgsmål, som vi selv har lidt svært ved at svare på.

Hvis vi sætter os i andres sted, så er der ingen tvivl om, at dette kan bruges af rigtig mange par også selvom man har været sammen i mange år. En del af spørgsmålene er ting, der kan ændre sig undervejs i ens liv og parforhold. Noget, som man havde et bestemt svar til for 10 år siden, svarer man måske anderledes på nu.

Hvis man tager udgangspunkt i eksemplerne ovenfor, så er dette spørgsmål ”Hvad er du særlig taknemmelig over for tiden?” og ”Hvordan forestiller du dig, at jeres næste livsfase bliver?” nogle af de spørgsmål, som kan ændre sig over tid.

En del af spørgsmålene er således ”tidsløse” og kan bruges igen og igen.  Hvis man har svært ved at få taget de gode snakke, som styrker parforholdet, så er dette en genial måde at komme godt i gang med det. Eller hvis man stadig er i de første år af sit parforhold, og der stadig er mange snakke, man endnu ikke har haft.

Vi er nok et af de mest besværlige par, når det kommer til denne slags ”spil”. Vi er nemlig generelt gode til at snakke sammen og mange af de spørgsmål, som findes på kortene, er nogle, som vi generelt tager i vores hverdag. Men omvendt, hvis vi synes, det var helt irrelevante spørgsmål, så havde vi nok bare givet det videre til nogle andre, som måske kunne få bedre gavn af det. Men det gør vi ikke.

Når vi er lidt i tvivl om, hvad vi egentlig synes om det, er det jo netop fordi, at det er en kombination af spørgsmål, vi allerede har svaret på i andre lignende spil og en del af spørgsmålene er nogle, som vi selv tager op, når det er relevant, som trækker i den negative retning. Men trods det, så brugte vi alligevel en del tid på at svare på nogle af spørgsmålene og selvom vi ikke nødvendigvis lærte noget nyt på dem, så blev vi i det mindste bekræftet i nogle af de ting, som vi vidste i forvejen og vi fik en god snak om flere ting.

Der var nogle kort, som vi sorterede fra, da de ikke gav mening at snakke om. Men de spørgsmål, som vi endte med at tage tog til gengæld ofte ret lang tid at snakke om.

Spørgsmålet får nogle tanker i gang, og inden man ved af det, så er man kommet over i noget helt andet og snakker om meget mere end spørgsmålet egentlig lagde op til og vi lod bare snakken gå. Vi er ikke i nærheden af at være igennem alle kortene, selvom vi allerede har haft det fremme 4 gange indenfor ret kort tid. Så der er stadig potentiale i resten af kortene også.

Vores konklusion må således være, at vi godt kan bruge det selvom vi har kendt hinanden i 23 år, men vi bruger det måske anderledes end andre par vil gøre. Jeg vil sagtens kunne finde på at anbefale det til flere af mine veninder. For ja – let´s face it – det er oftest kvinderne, som skal hive mændene med i denne slags samtaler.

Her har kvinderne så den fordel, at det er en mandlig terapeut som har lavet det, så spørgsmålene er måske (trods alt) skrevet på en måde, som mændene bedre kan forholde sig til.

God fornøjelse til alle jer, der kaster jer ud i det.

– Joan Frederiksen

Læs også anmeldelsen af Kvalitetstid samtalespillet

Læs også anmeldelsen af Go Samtale spillet

Læs også anmeldelsen af Small Talk – Big Questions