Alhambra spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 45 - 60 min. | Spillere: For 2 - 6 deltagere

"Alhambra er meget nemt at komme i gang med. Men selvom det er nemt at spille, kræver det snilde og omtanke at vinde. Du skal både have din egen plan og holde godt øje med hvad modstanderen foretager sig. Alhambra egner sig for hele familien. Børn kan være med fra otte år..."

Byg din egen smukke fæstning

Spillet Alhambra får sit navn fra det spektakulære slot i den sydspanske by Granada. Slottet er opført i flere etaper og er en blanding af europæiske og mellemøstlige indflydelser. Hvis du nogensinde er i det sydlige Spanien, er det helt sikkert et besøg værd. Bare husk at booke billetter et par måneder i forvejen.

Alhambra-slottets sammensatte oprindelse er inspirationen bag spillet her. Du og dine modspillere konkurrerer om at bygge den flotteste udgave af Alhambra med smukke huse og haver. For at opføre herlighederne, skal I betale håndværkere og kunstnere fra nær og fjern. Men de insisterer på at få betaling i deres egen valuta.

Derfor går spillet ud på at samle penge i forskellige valutaer, så du kan opføre nye dele af slottet for at skaffe prestige og point.

Når du åbner æsken første gang, skal du samle et tårn, som skal bruges til at opbevare og trække brikker fra. Det er hurtig gjort, og det fine tårn gør spillet lidt ekstra lækkert.

Hurtigt at komme i gang

Når I skal i gang med et spil, blander I både kort og brikker, og lægger brikkerne i en bunke i tårnet. Så lægger I fire brikker og fem kort frem på spillepladen. Brikkerne er dem, i bygger jeres slotte med, og kortene repræsenterer de penge, I skal betale med.

Der er kort i fire farver, som svarer til fire forskellige valutaer, og de har hver især et tal fra 1 til 9, som viser deres værdi. Hver spiller får kort, indtil spilleren har kort med en samlet værdi på mindst 20. Nogle spillere får fem kort, før de når over 20, mens andre måske kun får tre kort. Spilleren med færrest kort starter.

Til sidst blander I to pointrunde-kort ind i bunken. Dem kommer vi tilbage til.

Træk, køb og byg

Når det er din tur, kan du gøre en af tre handlinger. Enten kan du trække et møntkort, købe en brik eller bygge om i dit slot.

Når du trækker møntkort, tager du normalt kun et enkelt kort. Du kan dog godt tage flere kort, så længe de har en samlet værdi på højst 5.

Når du har samlet møntkort nok til at købe en brik, kan du også bruge din tur på at gøre det. På brikken står der, hvor meget den koster. Du skal altid betale med den valuta, der svarer til feltet, som brikken ligger på. Så hvis kortet ligger på det grønne felt, skal du betale med de grønne møntkort.

Den tredje og sidste handling er, at du kan bygge dit slot om. I nogle tilfælde er det en god idé at fjerne en del af dit slot og erstatte den med en anden, fordi det giver flere point. Men i praksis er det ikke så tit du udfører den handling.

Byg dit slot

Når du har udført en af de tre handlinger, er det tid til at placere de brikker, du har fået i denne tur. De skal altid hænge sammen med din startbrik eller en af de andre brikker, du har lagt.

Hver brik har også mure på en, to eller tre sider. Man må ikke lægge en mur op ad en åben side på en anden brik, men til gengæld får man point for sin længste mur, hver gang der bliver talt point igennem spillet.

Og netop pointene ser vi nærmere på nu.

Pointrunde når du mindst venter det

Inden spillet går i gang, blander man som sagt to pointrunde-kort ind imellem møntkortene. Når et af de kort kommer frem, er det tid til at tælle point sammen.

Det gælder om at have flest bygninger i hver enkelt farve. Forskellige typer bygninger giver forskellige point, men det er nemt at holde styr på med de oversigter, som hver spiller sidder med.

Første gang man tæller point, er det kun spilleren med flest bygninger i den farve, der får point. Ved anden pointrunde, er der både point til første- og andenpladsen, og i tredje runde er der både point til nummer 1, 2 og 3 inden for hver kategori. Og som sagt får hver spiller også point for hver sektion af den længste mur, de har.

Pointene bliver hele tiden lagt sammen og vinderen er (selvfølgelig) den spiller, der har flest point efter tredje og sidste pointrunde.

God underholdning, der er nem at gå til

Alhambra er meget nemt at komme i gang med. Reglerne er overskuelige og selvom systemet med fire forskellige valutaer måske virker forvirrende lige først, giver det hele rigtig fin mening, så snart I kommer i gang med at spille.

Men selvom det er nemt at spille, kræver det snilde og omtanke at vinde. Du skal både have din egen plan og holde godt øje med hvad modstanderen foretager sig. Det gør det både sjovt og udfordrende.

Spillet er flot designet og fanger den smukke stil, man ser på virkelighedens Alhambra. Det er en virkelig fin detalje, at man trækker brikkerne ud af et tårn.

Alhambra egner sig for hele familien. Børn kan være med fra otte år.

Alhambra er et fantastisk bygge- og strategispil, som har vundet utallige priser, bl.a. Spiel des Jahres 2003 og Årets Bedste Familiespil i Norge 2005.

God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen