Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

En anmeldelse af Alibaba spillet fra Tactic

"Alibaba spillet har vi nydt i selskab med vores søn, som elsker at spillet spillet med os. Vi er også overbeviste om at det er et spil, vi finder frem til familiearrangementer og fødselsdage..."

Alibaba spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 15 min | Spillere: For 2 eller flere deltagere | Producent: Tactic

“Alibaba spillet er ekstremt underholdende, og spillet har virkelig skabt smil og høje grin herhjemme. Vi har haft intense timer med spillet, der på ingen måder har kedet os. Alibaba spillet har derimod skabt lettere rystende hænder, og så har vi hver især givet utroligt mange komplimenter til den gnavne dromedar (i håb om, at den ikke skulle blive vred!). Alibaba spillet har vi nydt i selskab med vores søn, som elsker at spillet spillet med os. Vi er også overbeviste om at det er et spil, vi finder frem til familiearrangementer og fødselsdage…”

En anmeldelse af Alibaba spillet fra Tactic

Vores dreng, Mateo, der snart fylder 3 år, er blevet rigtig glad for spil. Vi har (heldigvis) fundet ud af at der er en del spil derude, der er tilpasset hans alder. Det er vi rigtig glade for, for god familiehygge og underholdning, er noget vi alle sammen holder meget af herhjemme. Vi blev derfor noget begejstret da vi faldt over børnespillet Alibaba, som virkelig så morsomt ud! Det sjove ved spillet er, at hele omdrejningspunktet er en gnaven dromedar.

Vi kunne ved første øjekast se, at spillet var et underholdningsspil – og vi var klar til at blive underholdt!

Det praktiske om spillet Alibaba fra Tactic

Alibaba er anbefalet fra + 4 år, og er for 2 eller flere deltagere. Spilletiden kan variere fra 5 til 15 minutter (efter vores mening) – men absolut længere, da spændingen og nervøsiteten hurtigt kan tage over!

Der følger en god spillevejledning med til spillet – som kort og godt – forklarer hvordan spillet skal spilles.

Spillet indeholder;
● Dromedar
● Alibaba
● 20 kort
● Sadel
● 15 ting (der kan hænges på dromedaren)

Alibaba spillet kommer i en farverig æske, med en illustration af, at Alibaba bliver smidt af dromedaren. Allerede ved første øjekast af spilleæsken, kan man mærke spændingen ved at skulle spille spillet.

Spillets regler

Til at starte med placeres den medfølgende sadel, på dromedarens ryg. Herefter skal dromedaren sidde ned, og Alibaba placeres på sadlen. Alle kortene skal nu blandes og lægges i en bunke. De forskellige ting der skal læsses på dromedaren fordeles ud over bordet. Det tager absolut ikke lang tid at forberede spillet, hvilket er et kæmpe plus, med
vores søn ved bordet.

Spillet går ud på at få så mange point som overhovedet muligt. Pointene fås ved at trække de “gode” kort og “klare” udfordringerne man bliver stillet. Kortene består af tre forskellige kategorier; bagagekort, bonuskort og spring-over-kort.

● Bagagekortene viser hvilken ting du skal læsse på dromedaren. Jo størrer tingen er, desto flere point vil du få. De størrer ting er absolut sværere end de små ting, at få til at hænge på dromedarens sadel – og så vejer de altså også mere!
● Bonuskortet er et kort, hvor du får foræret point. Du skal ingenting gøre for pointene, og turen går derfor videre til næste spiller. Det er virkelig det kort man håber allermest på at få, når dromedaren er godt læsset!
● Spring-over-kortet giver i bund og grund sig selv. Du lader simpelthen turen gå videre til den næste spiller, UDEN at modtage nogle former for point. Øv!

Spillet kan slutte på to forskellige måder. Den ene måde spillet kan slutte på, er hvis dromedaren bliver vred og kaster alle tingene af sig. I denne situation taber den spiller, der har “udløst” reaktionen fra den gnavne dromedar. De andre spillere skal derfor tælle deres point sammen, den spiller med flest point vinder.

Den anden måde spillet kan slutte på er hvis alle kortene er vendt, og alle tingene derfor er læsset på dromedaren. Her tæller hver spiller deres point, og den spiller med flest point vinder.

Det lyder meget enkelt – men for at gøre spillet endnu mere spændende, er der nogle flere regler. Hvis en spiller taber sin ting der skal læsses på dromedaren eller tingen ryger af sadlen – skal tingen lægges tilbage – og kortet der er trukket, skal lægges tilbage og nederst i bunken igen. Hvis en spiller kommer til at skubbe en eller flere ting af sadlen – skal tingene sættes tilbage på sadlen igen (med fare for at dromedaren bliver vred!).

Vores oplevelse med spillet

Efter at have forklaret Mateo de vigtige regler, var vi allesammen nu klar til, at hilse på Alibaba og hans gnavne dromedar. Vi startede med at blande alle kortene, som herefter blev lagt i en bunke på bordet. Vi spredte også de forskellige ting ud på bordet, som vi snart skulle bruge, til at hænge på dromedaren. Til sidst skal dromedaren blidt trykkes ned. Det gør at dromedaren ligger ned når spillet starter. Dromedaren kan nu – hvert øjeblik – finde på at smide alt læsset af. Vi var noget spændte, for nu skulle spillet begynde.

Den yngste deltager starter altid, så Mateo var den første til at trække et kort. Kortene viser tydeligt hvilke ting dromedaren skal læsses med. Vi havde på intet tidspunkt svært ved at “efterligne” illustrationen på kortet, med den fysiske ting på bordet. Kortene er sådan delt op at – jo størrer tingen er der skal læsses på dromedaren – desto flere point vinder man. Mateo trak et kort med en af de store ting, og kunne derfor vinde 3 point (hvis han ellers ikke fik dromedaren til at smide tingen af). Det gik super godt og Mateo fik hurtigt sat sin ting på dromedarens sadel.

Det blev mors tur, som hurtigt fik sat sin ting på dromedarens sadel. Far var “heldig” og trækkede et kort der kunne give ham 3 point – han skulle altså hænge en stor ting på dromedaren sadel. Overmodig og kæk får han hurtigt sat sin ting på dromedaren og så fik vi alle sammen et chok! Dromedaren var vred, og kastede tingene og Alibaba af sig – og far havde tabt den første runde. Mateo skraldgrinede og var vinderen af første runde!

Hurtigt fandt far ud af at med forsigtighed, og taktisk sans kom man længst i spillet. Vi spillede herefter en masse runder, og hver gang dromedaren hoppede op, fik man et sus i maven. Grinene udeblev bestemt ikke, og tiden med Alibaba spillet omkring spisebordet,
blev til fantastisk familiehygge!

Vores vurdering af Alibaba spillet

Alibaba spillet er ekstremt underholdende, og spillet har virkelig skabt smil og høje grin herhjemme. Vi har haft intense timer med spillet, der på ingen måder har kedet os. Alibaba spillet har derimod skabt lettere rystende hænder, og så har vi hver især givet utroligt mange komplimenter til den gnavne dromedar (i håb om, at den ikke skulle blive vred!).

Alibaba spillet har vi nydt i selskab med vores søn, som elsker at spillet spillet med os. Vi er også overbeviste om at det er et spil, vi finder frem til familiearrangementer og fødselsdage.

Det er virkelig sjovt at spændingen er konstant i spillet, og man derfor på ingen måde kan tage “for let på opgaven” eller “gemme” sig lidt. Vi er rigtig glade for kvaliteten på spillet – og vi må bare erkende, at dromedaren selv kan give os forældre et chok – når den for alvor hopper op. Det er super sjovt, og så ligger tingene ud over hele bordet!

– Camilla Jakobsen

Camilla Jakobsen

Vores familie består af Niclas (far, 25 år), Camilla (mor, 25 år) og vores lille søn Mateo på 2½ år, samt lillesøster Malina.

Vi har altid elsket legetøj herhjemme, og bruger det selv hver dag. Vi sætter en dyd i en god leg - og elsker at bruge flere timer på gulvet alle tre.

Mateo er en energisk ung dreng, der elsker sjov og ballade. Lige fra hans LEGO Duplo til hans mange puslespil, bøger - og hans store samling af Bright Starts, John Deere, Oball m.fl.

Herhjemme elsker vi legetøj - og det er det hele der bliver leget med! Vi køber kun legetøjet online, og her er der oftest kun en lille produktbeskrivelse til hvert enkelt stykke legetøj. Vi har altså savnet og manglet nogle der kunne beskrive produkterne en smule mere detaljeret.

Vi har manglet nogle der har haft produktet under huden i et stykke tid, og som dermed kan komme med en vurdering af produktet og dets muligheder.

Vi har selv en stor interesse for at udfolde os på tekst. Vi holder begge af at skrive i et levende sprog, og vi vil blot glæde os til at drage læseren ind i vores lille familie og vores lille univers.

Med venlig hilsen.

Mateo, Camilla og Niclas

Skriv et svar