Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Forfatter titel

Autem vel eum iriure dolor in hendrerit in vulputate velit esse molestie consequat, vel illum dolore eu feugiat nulla facilisis at vero eros et dolore feugait.

Author Archive by Kim Larsen

Eclipse Second Dawn spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 14 år | Spilletid: 60 – 200 min. | Spillere: For 2 – 6 deltagere | Sprog: Engelsk | Sværhedsgrad: 3,5 af 5

“Normalt vil en spilletid på et par timer for 2 spillere være lige til den høje side for os, men tiden flyver afsted. Selvfølgelig er tiden en faktor, for man skal jo have de to timer for overhovedet at gå i gang, men når man så er i gang, føles det ikke langtrukkent overhovedet. En del af det er fordi man skiftes til at tage én handling, så man sidder højst og venter i 5 handlinger, før man har tur igen, og den tid bruger man på at overveje hvad man skal gøre næste gang. Vi har ikke voldsomt mange spil i vores samling, der tager 2+ timer, da det ikke er så tit vi har så lang tid, men Eclipse bliver helt klart et af dem, der bliver fundet frem, når vi har tid…”

En spilanmeldelse af Eclipse: Second Dawn For The Galaxy

Vi skal på rum-eventyr! Eclipse: Second Dawn For The Galaxy er et såkaldt 4X spil, der foregår i rummet – med alt hvad dertil hører. 4X står for Explore, Expand, Exploit og Exterminate, så vi skal altså udforske rummet og udkæmpe rum-kampe, og det lyder da ikke så dårligt!

Her kan Eclipse spilæsken ses ved siden af et almindeligt spil Catan!

Eclipse Second Dawn er en ny udgave af et spil fra 2012, der hedder Eclipse: New Dawn For The Galaxy.

Jeg er ny i Eclipse verdenen, så jeg har aldrig spillet den gamle udgave, men så vidt jeg forstår det, er det meste af gameplayet det samme, men der er opdateret nogle ting, bl.a. er de forskellige racer blevet ændret lidt, så de er mere balanceret i forhold til hinanden. Komponenterne har også fået en ordentlig ansigtsløftning, men dem kommer vi til om lidt.

Episk rum-battle i ny, flot udgave!

Eclipse Second Dawn findes ikke på dansk, så man skal helst kunne engelsk – eller rettere mindst én i selskabet skal kunne engelsk, for hvis der bare er en, der læser reglerne og lærer de andre det, er der ikke ret meget i selve spillet, der skal læses – langt det meste er ikoner. Jeg har spillet det med ikke-så-engelsk-kyndige, og der har ingen problemer været, så længe at det var mig, der slog op i reglerne, når der var noget vi var i tvivl om.

Eclipse er et stort spil – og det ses også på prisen, så er det pengene værd, eller er det bare tom luft i en flot æske, der lover guld og grønne skove? Lad os se på det!

Åh ja forresten, lige en advarsel: Da spillet er på engelsk, bruger jeg nok en del engelske udtryk, jeg håber at det er nogenlunde forståeligt alligevel 🙂

Indholdet af æsken

Spillet indeholder så mange komponenter, at i stedet for at liste det hele op, får I et billede af indholdet fra regelbogen:

Her er virkelig pap og plastic i overflod! En rigtig fed ting er, at der følger et såkaldt insert med til det hele. Inserts er basalt set små rumdelere og/eller kasser, så der er styr på sagerne i ens spil, og kan købes til mange forskellige spil i mange forskellige prisklasser – de billigste i skumplade ligger fra lige godt 100 kr. og op alt efter størrelsen på spillet, og de noget dyrere i laserskåret træ ligger fra omkring 250 kr. og op. Man kan få et insert til den gamle udgave af Eclipse for 26 Euro (ca. 200 kr.) plus fragt, og det er altså med i spillet i Second Dawn. Jeg elsker at have inserts til mine spil, da det nedsætter opstillingstiden betragteligt bare at kunne tage tingene op i æskerne, og stille dem på bordet, og de medfølgende bakker i Eclipse Second Dawn fungerer rigtigt fint, og det er derfor rimeligt hurtigt at stille spillet op, til trods for de mange komponenter.

En af de ting jeg er mest begejstret for, er de 6 ”species trays” – det er simpelthen en bakke, som er pakket med alt det en spiller skal bruge, og der er en til hver af de 6 racer i spillet, hvor hver races rumskibe oven i købet er forskellige. Det er en rigtig fed detalje.

Låget på species trays fungerer også til at holde styr på spillerens økonomi – der er en plade med huller, hvor der skal lægges kuber i for at holde styr på produktion af de forskellige ressourcer. Det er rigtigt godt tænkt, da det var et af kritikpunkterne til den gamle version, at hvis nogen kom til at skubbe til bordet, var der ikke nogen, der vidste hvad de havde af produktion, fordi alles kuber røg rundt på spillerpladerne. Af samme grund kunne man til den gamle version købe et såkaldt ”overlay”, altså en gennemsigtig plasticdims til at lægge hen over sin spillerplade, som så kunne holde styr på kuberne, og det har de altså også tænkt ind i spillet i denne nye udgave.

De forskellige papbrikker er i god kvalitet, og der følger nogle dejlige, kraftige stofposer med, som man kan trække brikker fra i løbet af spillet.

Kampterningerne er også virkeligt gennemførte med en blank side hvor etteren skulle have været, og et eksplosionssymbol hvor sekseren skulle have været. Der er forskellige farver terninger, hvor hver farve har forskelligt antal eksplosioner på sekser-siden, alt efter hvor meget skade de giver, hvis de rammer. Det er også en rigtig fin detalje, hvor det så vidt jeg ved var almindelige terninger i det gamle Eclipse, hvor man så bare ramte med en sekser.

Det eneste lille kritikpunkt jeg har af komponenterne, er egentlig selve player boards. I forhold til alt det andet, som signalerer kvalitet hele vejen igennem, er player boards ret tynde og ”flimsy” (i mangel af et bedre dansk ord), men trods alt ligger de jo bare på bordet under spillet – det er bare sjovt, at når der er gjort så meget ud af alting, at de så ikke har lavet dem en lille smule kraftigere.

Og så husk for Guds skyld at få prikket alt pappet ud, når spillet kommer ind ad døren, og ikke når der skal spilles – det tager lige en aften at få styr på alting i de forskellige trays, der er trods alt i omegnen af 600 forskellige stykker pap, der skal fordeles i bakker og poser 😄  Men når alt er fordelt, er der rigtigt fint styr på det.

En lille genistreg, jeg godt kunne tænke mig at se andre også tænke over, er at når man modtager æsken, lukker låget ikke helt i. Det er pga. de mange rammer med papbrikker, men det passer sådan at når de er prikket ud og sat i bakker og æsker, så lukker låget helt perfekt til. Det kunne andre godt lære af, da jeg lidt for tit har oplevet, at når man har prikket pappet ud og sat tingene i diverse rum i æsken, er der en del luft ovenpå hvor paprammerne lå, og det gør at tingene flyver rundt i æsken.

Spillereglerne til Eclipse – Second Dawn For The Galaxy

Regelhæftet kan ved første øjekast skræmme nogle mennesker. 32 sider er det på! Selvom de faktisk er rimeligt godt skrevet (bortset fra afsnittet om opsætning, som godt kan virke lidt forvirrende), vil jeg anbefale at se en video, der forklarer reglerne, og så læse regelhæftet bagefter, så man er sikker på at man har fået det hele med. Det synes jeg fungerede rigtigt fint fremfor at pløje regelbogen igennem, og prøve at forstå alt det forskellige i spillet.

Jeg brugte denne video: https://www.youtube.com/watch?v=HGrHeYlqyBo&ab_channel=TheGameLocker som tager ca. 30 minutter, og den har også en del 2, som tager ca. 45 minutter, som går mere i dybden med nogle af reglerne. Ser man begge videoer, kan man nok 95% af alle reglerne!

Jeg synes at ham, der har lavet dem, forklarer det rigtigt godt, så de to videoer vil jeg gerne anbefale. Da jeg læste reglerne efter at have set de to videoer, følte jeg at jeg allerede havde set det hele i videoerne, og at der kun var nogle få ting, der blev forklaret lidt mere detaljeret i regelhæftet. Men egentlig tror jeg at vi kunne have startet med at spille kun ved hjælp af videoerne og så brugt reglerne som opslagsværk.

Opsætning af Eclipse – Second Dawn For The Galaxy

Der er en del opsætning af Eclipse Second Dawn, men allerede når man har spillet det et par gange, har man nogenlunde styr på det. Regn dog med at bruge 10-15 minutter på at stille det op inden hvert spil (og lidt mere den første gang).

  • Alle poser og bakker samt discovery tiles og sektor-brikker sættes tilgængeligt på bordet.
  • Man trækker et antal ”tech tiles”, som er teknologier man kan researche, og lægger dem i tech tray. Kun de techs, som ligger i bakken, kan researches.
  • Vælg hvor stærke de neutrale rumskibe skal være – der er almindelige og svære. Læg de pågældende papbrikker (”blueprints”) frem.
  • Læg den 6-kantede sektor ved navn ”Galactic Center” nogenlunde på midten af bordet, og sæt den store Dødsstjerne-lignende ”GCDS” (Galactic Center Defense System) på den.
  • Vælg en startspiller.
  • Spillerne vælger hver en race (startspilleren vælger sidst), og tager det tilhørende player board og species tray, der bl.a. indeholder rumskibe, kuber og små runde discs kaldet ”influence discs” i racens farve. Den indeholder også spillerens startsektor.
  • Spillerne lægger influence discs ud på de runde felter med tal nederst på player boards (”influence track”), så de alle er fyldt.
  • Spillerne lægger deres kuber på nedsænkningerne i låget på deres species tray, for at indikere deres produktion. De små pile-markører fra species tray, sættes på det antal ressourcer man starter med jf. hver races player board.
  • Hver spiller lægger sin startsektor ud som vist i diagrammet i reglerne, og der fyldes op med Guardian sectors, så der er 6 sektorer fordelt rundt om Galactic Center.
  • Guardian sectors får en discovery tile og et Guardian rumskib på.
  • Spillerne må sætte en interceptor (den mindste type rumskib) på deres startsektor, og en kube af hver farve, der er påtegnet sektoren. Hver race har forskellige farver kuber på deres startsektor.
  • Spillerne lægger deres 3 Colony Ship brikker ved siden af deres player board.

Og det er vist det – det var da ikke så slemt, var det? 😄

Sådan spiller man Eclipse – Second Dawn For The Galaxy

Eclipse Second Dawn er egentlig relativt nemt at gå til for så stort et spil, så når man lige får det lært, så kører det bare derudaf.

Formålet med spillet er at samle flest point på de 8 runder et spil varer. Der er så en del forskellige måder at samle point på: Man kan udforske rummet og bemægtige sig de sektorer man opdager, man kan kæmpe mod de neutrale rumskibe, der nogle gange er på de sektorer man opdager, man kan kæmpe imod de andre spillere og forsøge at overtage deres sektorer, man kan bygge store strukturer kaldet ”monoliths” i sine sektorer, så de sektorer giver ekstra point (så de sektorer skal forsvares godt!), og man kan få point igennem diplomati hvis man er 4 spillere eller flere.

Hver runde består af flere faser:

  • Action Phase: Her tager spillerne deres handlinger på skift, indtil alle er færdige, og ikke kan eller vil tage flere handlinger.
  • Combat Phase: Her bliver eventuelle kampe så udført. Hvis der ikke er nogle fjendtlige rumskibe, der er i samme sektor når action phase slutter, springes combat phase bare over. Det sker ofte i de tidlige runder.
  • Upkeep Phase: Her skal man betale for sine handlinger og producere ressourcer.
  • Cleanup Phase: Her gør man klar til næste runde.

Action phase er nok størstedelen af spillet. I action phase skiftes spillerne til at tage én handling. Man kan tage en af 6 forskellige handlinger:

  • Explore: Udforske en sektor ved siden af en sektor man kontrollerer eller har et rumskib i.
  • Research: Købe tech tiles fra tech tray, og dermed få de pågældende teknologier til rådighed.
  • Upgrade: Opgradere sine rumskibe.
  • Build: Bygge rumskibe eller bygninger.
  • Move: Flytte sine rumskibe.
  • Influence: Kontrollere ledige sektorer, eller forlade en sektor man kontrollerer.

Jeg vil kort forklare hver af handlingerne, og skal nok prøve at gøre det så kort jeg kan – men det her er spillets bread & butter, så jeg synes det skal med, selvom det kan virke lidt langtrukkent.

Vælger man Explore handlingen, kan man udforske en sektor, som ikke er opdaget endnu – en tom plads på bordet. Man tager en sektor fra stakken med sektorbrikker, og lægger den der hvor man vil udforske, og håber på at der er noget godt 🙂  Hvis der ikke er nogle fjendtlige rumskibe på den, må man vælge at kontrollere den, men hvis der er rumskibe i sektoren, skal de overvindes før man kan kontrollere den.

Research er, som nævnt ovenfor, at købe tech tiles fra tech tray. Man kan kun researche de techs, som ligger i bakken. Techs kan f.eks. være bedre våben, skjolde, panser osv. til ens rumskibe, eller teknologier der lader en bygge ting, som de andre spillere ikke kan bygge (før de køber den samme tech – der er flere af hver af de fleste techs).

Move og Build er ikke så komplekse – man kan flytte sine rumskibe med Move, og man kan bygge rumskibe eller bygninger (hvis man har de pågældende techs) med Build.

Upgrade er sin egen lille del af spillet, som jeg elsker! Hvis man vælger Upgrade action, må man opgradere sine rumskibe. Rumskibe består af flere dele: Motor, strømforsyning, våben, panser, skjold og computer. Det er ikke alt, der behøver at være der – dog skal der altid være en motor, så man kan flytte, og man må ikke putte flere ting på, end der er strøm til. Øverst på ens player board er der et lille blueprint af hver type rumskib, og her kan man lægge brikker ovenpå, der tilpasser rumskibet, så man får det lige som man vil have det. Kravet er bare, at for at købe en skibs-del, skal man have researchet den pågældende teknologi. Med Upgrade action kan man altså skabe rumskibe med 5 våben men ingen forsvar, eller rumskibe med en enkelt kanon, men som til gengæld er svære at få ned med nakken pga. godt skjold og panser – eller noget derimellem.

Hver gang man laver en action, skal man tage en influence disc fra sit player board, og lægge over på den pågældende handling. Dermed kommer tallene under disc’ene til syne, og det er den pris man skal betale i Upkeep fasen. Man skal også lægge influence discs på sektorer, hvis man vil kontrollere dem, så det koster altså penge at udvide sit rige, og dermed har man færre actions i senere runder, hvis man ejer mange sektorer.

Når man ikke synes man vil tage flere actions, kan man melde pas når det bliver ens tur. Alle andre fortsætter med actions, indtil alle har meldt pas. Den første til at melde pas bliver startspiller i runden efter, og modtager 2 penge (hvilket ikke er så dårligt endda!).

Hvis man har fået nye sektorer med planeter på, må man befolke planeterne med sine ”Colony Ships” – det betyder at man sætter kuber på planeterne, så man får mere produktion af en af spillets 3 ressourcer. Jo flere kuber man fjerner fra sin tracker, jo højere tal vil blive synligt, og dermed har man højere produktion. Man kan dog kun befolke 3 planeter pr. runde (ikke pr. tur) medmindre man vælger en Influence action, som giver spilleren 2 brugte Colony Ships tilbage.

Når alle har meldt pas, starter combat phase. Her udføres eventuelle kampe med et system med terninger, som jeg kommer lidt mere ind på senere. Det er dog her at ens hjemmelavede skibe kommer ind i billedet, for de ting man har valgt til sine skibe, påvirker både hvilke og hvor mange terninger man må kaste, og hvad man skal slå for at ramme modstanderen – og hvad modstandere skal slå for at ramme en. Efter kampene får man lov at trække de såkaldte ”reputation tiles”, som giver sejrspoint, så der er gode point i at føre krig – især hvis man vinder, men taberne får faktisk også love at trække (bare ikke så mange brikker som vinderne…).

Hvid spiller har angrebet GCDS – hvids skibe har to orange terninger hver, og GCDS har 4 gule terninger,
som vist på dens blueprint. GCDS har 7 panser, så den skal altså tage 8 hits før den er overvundet.

Efter at alle kampe er udført, og eventuelle vundne sektorer er overtaget ved at lægge influence discs på, skal der betales Upkeep. Her ser man på det højeste tal på ens ”influence track” (der hvor man tog influence discs fra), og det er det man skal betale. Kan man ikke det, må man opgive nogle sektorer så man får influence discs tilbage på sit track, og dermed får mindre upkeep, og er det ikke nok, og man går bankerot, er man helt ude af spillet – så lad være med det! Man må gerne bruge sin pengeproduktion til at betale med, men de andre to ressourcer (science og materials) får man først efter Upkeep er betalt.

Til sidst er der Cleanup fasen, hvor alle de influence discs man har brugt på actions, bliver flyttet tilbage på ens influence track, man får sine Colony Ships tilbage, så man kan flyve kuber ud på planeter igen i næste runde, og der trækkes nogle flere tech tiles, som lægges i tech tray, så der ikke er den store risiko for at der bliver udsolgt i bakken. Antallet der trækkes, er afhængigt af antallet af spillere.

Og så er det bare forfra med næste runde, og efter 8. runde (som ofte ender med en ordentlig røvfuld kampe) er slut, tælles der point. Det var da let nok, var det ikke?

Kampe er vigtige

Nu skrev jeg jo godt nok tidligere at actionfasen var størstedelen af spillet, og det er det også tidsmæssigt, men en rigtig vigtig del af spillet er kamp. Man skal kæmpe mod de neutrale rumskibe (såkaldte NPC’er eller Non Player Characters) og man kan kæmpe imod hinanden. Derfor er meget af det, man gør i actionfasen, at forberede sig på kamp ved at researche techs til sine skibe, og opgradere dem, så de forhåbentlig kan vinde.

Kamp mod de neutrale skibe er nærmest uundgåeligt. Man kan nok, hvis man er heldig (eller uheldig hvis man gerne vil i kamp) kun udforske sektorer, hvor der ikke er nogle skibe i, men jeg har ikke set det ske endnu. Det er også en god ting at kæmpe, for der er en del sejrspoint at hente i det.

Når man rykker ind i en sektor, hvor der er andre skibe, kommer man i kamp når actionfasen slutter, og combatfasen starter. En kamp forløber i korte træk således:

  1. Man ser hvem, der får lov at angribe først. Det er bestemt af en ting de kalder ”initiative”, som man kan se på rumskibenes blueprints.
  2. Den, der angriber først, kaster de terninger, som det pågældende skib kan angribe med. Antallet og typen er bestemt af hvilke våben skibet har. Der er 4 forskellige farver terninger, som giver forskellig antal skade når de rammer, men der er ikke forskel på sandsynligheden for at ramme.
  3. Man ser om nogle af terningerne har ramt, og i så fald om det var nok til at dræbe fjenden. Hvis der er ikke-dræbende hits, markerer man det med nogle lilla damage-cubes, så man kan se hvor meget skade de forskellige skibe har taget.
  4. Hvis ikke angrebet udslettede fjenden, er det den andens tur til at angribe.
  5. Sådan fortsætter man til ene er død, eller nogen vælger at flygte.

Som udgangspunkt rammer man med en 6’er (eller rettere: det eksplosionssymbol, der er på den side af terningen, der normalt ville være 6). Dette kan så justeres ved hjælp af den skibs-opgradering, der hedder computere, som giver plus til ens terningslag. Hvis man f.eks. har en +2 computer, rammer man altså med 4, 5 eller eksplosion. Dette kan modstanderen så modgå ved at have skjold, som giver minus til modstanderens computere. Så hvis jeg stadig har min +2 computer, og modstanderen har et -1 skjold, rammer jeg altså med 5’ere og eksplosionssymbol.

Det at kampene er med terninger, men at man kan gøre noget for at forbedre sine slag eller gør modstanderens slag dårligere, fungerer rigtigt fint. Det føles ikke som om at kampene afgøres af held – det er dem, der har bygget deres skib bedst, der oftest vinder, men terningerne giver alligevel en lille uforudsigelighed.

Man kan for øvrigt ikke modvirke et rent hit (eksplosionssymbol) med skjold, de rammer altid uanset hvad, ligesom at slå en blank side altid er et miss, uanset hvor mange computere man har.

Ikke til børnebordet

Skal jeg nævne et enkelt minus, som jo kun er et minus, hvis det er et problem for en, så er det at det fylder en del på bordet. Vi har for ikke så længe siden købt nyt spisebord, der pga. vores brætspilshobby selvfølgelig ikke skulle være for lille, så det er 110 cm bredt (hvilket flere besøgende har kommenteret som ret bredt), og det er lige passende til Eclipse. Har man et mindre bord, skal man jo nok finde ud af at sætte sig, så både det voksende univers og alle spillernes player boards, skibe, population tracks osv. kan være der, men det er alt andet lige noget nemmere, med et stort bord.

Universet skal ikke vokse ret meget mere udad!

Vores mening om Eclipse – Second Dawn For The Galaxy

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg er solgt! Jeg kan næsten ikke finde på noget negativt at sige om Eclipse Second Dawn – selvfølgelig er der nogle småting, men det virker virkelig gennemtænkt og gennemført. Mekanikker, tema osv. er jo altid en smagssag, men jeg er fan af det meste.

Det med at skulle balancere antallet af actions, og hvor mange sektorer man kan kontrollere, med sin økonomi, fungerer godt, og tilpasningen af skibene er jeg bare kæmpe fan af! Det er jo et helt lille spil i spillet at prøve at finde frem til den bedste kombination af forsvar og angreb, og når man har fået bygget sine Dreadnoughts så de kaster 6 terninger ved angreb og har initiativ nok til at angribe først, er det en fed følelse at rykke hen over brættet og knuse al modstand – lige indtil det usandsynlige sker at man ikke dræber modstanderen i første hug med alle de terninger, og man så bliver skudt i smadder, fordi man har ofret alt hvad der hedder skjold og panser 🙂

Jeg synes at kampsystemet fungerer rigtigt godt – jeg er ikke kæmpefan af terninger i de fleste spil, men hvis de er brugt ordentligt, kan de tilføje lige den rette mængde held til et spil, og det synes jeg de gør her. Ja, man har en sjettedel chance for at ramme som udgangspunkt, men det kan man justere ved at sætte computere på sit skib – men uanset hvor mange computere man sætter på, vil der altid være risiko for at rulle den blanke side af terningen. Det gør at kampene altid har lidt spænding, selvom man ofte godt kan se hvem man tror vinder.

Tiden føles ikke lang

Normalt vil en spilletid på et par timer for 2 spillere være lige til den høje side for os, men tiden flyver afsted. Selvfølgelig er tiden en faktor, for man skal jo have de to timer for overhovedet at gå i gang, men når man så er i gang, føles det ikke langtrukkent overhovedet. En del af det er fordi man skiftes til at tage én handling, så man sidder højst og venter i 5 handlinger, før man har tur igen, og den tid bruger man på at overveje hvad man skal gøre næste gang. Vi har ikke voldsomt mange spil i vores samling, der tager 2+ timer, da det ikke er så tit vi har så lang tid, men Eclipse bliver helt klart et af dem, der bliver fundet frem, når vi har tid. Lisbeth udtalte at når vi havde tid til et langt spil, ville hun hellere spille Eclipse end Terraforming Mars, og vi er ellers glade for Terraforming Mars, så det er en stor ros!

Eclipse er allerbedst når man er lidt flere spillere, for så bliver der lidt mere kamp om sektorerne, men det fungerer også rigtigt fint for 2 spillere – der er bare lidt længere over til hinanden. Der er dog nogle valgfri brikker med portaler, så man kan hoppe fra den ene ende af universet til den anden, og det gør at man aldrig helt kan vide sig sikker, selvom der ikke er udforsket sektorer, så der er en vej mellem en selv om modstanderen.

Prisen kan vi ikke komme udenom at nævne, for den ligger selvfølgelig i den høje ende, men når man ser hvor meget man får for pengene, synes jeg faktisk ikke det er galt. For det første er der insert med, der bruges under spillet til at holde styr på alting – et insert i den klasse, med en æske til hver spiller, tray til alle upgrades og en tray til de techs der er trukket osv., vil efter min bedømmelse koste et sted mellem 200 og 600 kroner, alt efter om det skulle være i skum-hobbyplade eller laserskåret træ (faktisk kan man, hvis man ikke er tilfreds med de medfølgende plastic-trays, købe et laserskåret insert i træ til (i skrivende stund) 638,- kr. på nettet), og population tracks med undersænkede felter til kuberne, er også noget man køber løst til mange andre spil (f.eks. førnævnte Terraforming Mars, hvor kuberne flyver rundt på bordet, hvis man ikke ofrer 110 kr. på double-layered player boards). Når man ser på det, og alt det pap og plastic – for ikke at nævne spilletid – det indeholder, så synes jeg at det er et rigtigt godt spil til prisen.

En enkelt lille ting: Lad være med at stole på det med 25 minutter pr. spiller… For 2 spillere tager det os et par timer, og med 4 spillere i omegnen af 3 timer. Så måske 1 time plus 25 minutter pr. spiller er en bedre tommelfingerregel 🙂  Men det er 100% tiden værd!

Eclipse Second Dawn For The Galaxy er i hvert fald kommet for at blive i vores spilsamling, og er lige for tiden vores go-to spil, når vi har lang tid.

– Kim Larsen

Ubongo Junior spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år | Spilletid: Ca. 15-30 min. | Spillere: 2-4 deltagere.

“Marie (som i skrivende stund er 6½ år) elsker det! Det er blevet et af hendes go-to spil sammen med Ticket to Ride junior og Vikingernes Dal, som længe har været storfavoritter. Hun elsker at sidde og nørkle med formerne, og vi glæder os over at hun synes så godt om det, for det må da være god hjernegymnastik. Hun kan også godt finde på at finde det frem, og hvis vi ikke har tid til at spille, sætter hun sig med det selv og øver sig!”

En spilanmeldelse af Ubongo Junior

Ubongo Junior er en børneversion af det populære familiespil Ubongo fra 2003, hvor man skal være hurtigst til at få tetrislignende brikker til at passe på en spilleplade. Originalversionen var nomineret til den danske spilpris Guldbrikken i 2011 i kategorien Familiespil, men vandt dog ikke. Der er dog mange spil med i udvælgelsen, så bare det at blive nomineret, viser at det kan noget. I både Sverige og Norge vandt det deres Årets Spil priser i hhv. 2003 og 2009, også i kategorien Familiespil.

Juniorversionen er egentlig det samme som originalen bare ret forsimplet – her handler det bare om at være først til at få sine brikker lagt på pladen. Denne nye juniorversion har dyretema, formentlig som en fin hentydning til titlen (Ubongo er Swahili og betyder ”hjerne”).

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 50 dobbeltsidede spilleplader
  • 4 sæt tetris-lignende brikker med forskellige dyremønstre
  • Spilleregler

Spillepladerne og brikkerne er rigtigt lækre, de er dejligt tykke, så de går ikke sådan lige i stykker, selvom det er til børn. De kan dog godt bukke, hvis man er lidt voldsom, men det er kun sket med én brik herhjemme, som Stine på 3 fik fat i, og den overlevede.

Æsken har jeg lidt et problem med… For det første, som det fremgår af billedet, fylder æsken jo meget mere end komponenterne, og det er bare irriterende når der mangler plads på spilhylden, eller man gerne vil have det med i campingvognen. Sådan er det desværre med mange spil, jeg tænker de sælger bedre, når de ser ud af mere på butikshylden.

Men hvad der er mere irriterende er, at der ikke er lavet plads til brikkerne! Når man pakker spillet op, er brikkerne i en plade, man skal prikke dem ud af, men medmindre man vil lægge dem fladt ud som et puslespil hver gang man har brugt det, kommer de til at fylde ovenpå plasticindsatsen, så låget ikke kan lukke ordentligt… Der kunne de altså godt have lavet et rum til brikkerne, når nu der skal være en plasticindsats.

Min første indskydelse var bare at pille indsatsen ud (og det ville da også være den nemme løsning), men så er æsken alt for stor, og det hele skramler rundt – især når man opbevarer den lodret på hylden. Til sidst gad fru Lisbeth ikke høre på mit brok mere, og så fattede hun en saks og noget tape, og så var der plads til brikkerne.

Sådan spiller man Ubongo Junior

Hver spiller får et sæt med 9 forskellige Ubongobrikker (de tetrislignende brikker med dyremønstre). Så skal man bestemme sig for om man bruger den lette eller den lidt sværere side af pladerne – spillet er angivet til at være fra både 6 og 8 år på æsken, så jeg gætter på at de mener at de lette plader er fra 6 år og de lidt sværere er fra 8 år. Man kan vælge let/svær side for hver spiller, så man kan spille med børn på forskellige niveauer.

Hver spiller får 7 spilleplader (eller hvor mange runder man nu aftaler at spille over). På hver spilleplade er der afbilledet hvilke brikker, der skal bruges – de lette plader bruger 2 brikker og de sværere bruger 3 brikker. Man vender sin stak med den side, man skal bruge, nedad.

Spillerne tager hver især den øverste plade i deres stak og vender den, og tager de brikker der skal bruges, og når alle er klar, gælder det om at være hurtigst til at få brikkerne til at passe til det hvide felt på spillepladen. Den første, der bliver færdig, råber ”Ubongo!” og vinder runden.

Spillet slutter efter de 7 runder, og så ser man hvem der har vundet flest runder.

Vores mening: Lidt simpelt, men sjovt og god hjernegymnastik

Lad os starte positivt: Marie (som i skrivende stund er 6½ år) elsker det! Det er blevet et af hendes go-to spil sammen med Ticket to Ride junior og Vikingernes Dal, som længe har været storfavoritter.

Hun elsker at sidde og nørkle med formerne, og vi glæder os over at hun synes så godt om det, for det må da være god hjernegymnastik.  Hun kan også godt finde på at finde det frem, og hvis vi ikke har tid til at spille, sætter hun sig med det selv og øver sig!

Her til aften ville hun have at jeg skulle tage tid på hende, og hun lavede en bunke med 4 nemme og 4 svære, og det klarede kun på 3 minutter og 44 sekunder!

Der hvor jeg synes det halter lidt, er sværhedsgraden. Siderne med 2 brikker er næsten allerede for lette til Marie, mens med 3 brikker, er hun ikke hurtig nok til at kæmpe mod os voksne. Hun kan sagtens løse dem med 3 brikker uden problemer (så glem alt om at de er fra 8 år!), bare ikke hurtigt nok til at vinde over os, og hun holder op med at synes at det er sjovt, når hun ikke kan vinde. Der mangler lidt en yderligere sværhedsgrad, som de voksne kan tage.

Måden vi har løst dette på, er at lade være med at spille i runder, men se hvem der bliver først færdig med hele sin stak. På den måde kan man udligne det, så det bliver mere tæt – enten ved at have forskelligt antal plader, eller ved (som passer rigtigt fint til Marie) at hver anden plade er let og hver anden er svær i Maries stak, mens vi andre kun har svære. Med 7 plader, hvor Marie har 4 lette og 3 svære, ligger vi faktisk ret tæt.

Spilletiden er for en gangs skyld forkert til den gode side – vi kommer ikke i nærheden af 20 minutter, når vi har 7 plader hver. Selv 10 minutter er et langt spil – men det gør det selvfølgelig også kortere, når vi ikke holder pause mellem hver runde/plade. Det gør dog ingenting, for så kan man jo lave flere runder á f.eks. 5 eller 7 plader i stedet.

Vi har prøvet det almindelige Ubongo en enkelt gang hos min bror for nogle år siden, og der var et yderligere element med at samle farvede ædelsten (tror jeg nok det var), hvor den, der er først færdig med sin plade, vælger først. Jeg synes godt der lidt kan mangle noget lignende efter hver runde i juniorudgaven, det kan føles lidt uforløst bare at slutte, når man er færdig med sin plade/stak, men måske er det fordi vi har prøvet det andet. Den almindelige udgave er for øvrigt fra 8 år, så jeg forstår ikke helt hvorfor de svære plader i juniorudgaven, også skal sættes til at være fra 8 år. Jeg ville snarere mene at de lette kunne bruges fra 4 eller måske 5 år, og de sværere fra 6 år.

Jeg vil klart anbefale Ubongo Junior til børn i 5-6 års alderen, men til 8+ tror jeg at det bliver for simpelt. Så skulle man måske i stedet se, om man kan finde det originale Ubongo (som ikke er til at opstøve på dansk andet end på brugtmarkedet, men kan fås med engelske regler rundt omkring). Så en stor tommel op til Ubongo Junior til de 5-6 årige!

– Kim Larsen

The Build Up spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år | Spilletid: Ca. 15 – 20 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere | Producent: Games4u

“The Build Up bliver i spilreolen, og så håber vi at Stine, vores yngste datter, vokser op til at blive en lidt bedre taber end Marie – og at Marie lærer at det også er okay at tabe ind imellem, for så skal vi nok få nogle gode stunder med det, når Stine bliver stor nok. Indtil da kan det sagtens være, at det bliver fundet frem en gang imellem af os voksne, når vi bare skal have et hyggespil, hvor der ikke skal tænkes…”

En spilanmeldelse af behændighedsspillet The Build Up

Et spil om balance! I The Build Up skal spillerne bygge et højhus, men de skal gøre det sammen og mod hinanden på samme tid. Alle bygger på samme højhus, men det gælder om at være den, der får en anden spiller til at vælte det.

Det har lidt ligheder med det klassiske Klodsmajor (som du kan se en anmeldelse af her), men er alligevel også ret forskelligt fra det. Lad os se på hvad det kan.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 1 fundamentbrik
  • 32 gulvbrikker i forskellige former og størrelser
  • 75 runde byggesøjler i træ
  • 3 terninger med farvede sider
  • Spilleregler på dansk, svensk, norsk, finsk og engelsk

Kvaliteten af komponenterne er fin, gulvbrikkerne er i kraftigt pap, og de runde byggesøjler er af træ – og jeg bliver altid lidt glad, når der er komponenter af træ i et spil, hvor det kunne have været plastic. Så førstehåndsindtrykket er fint.

Spillereglerne til The Build Up

Spillereglerne er dejligt korte (halvanden side) og lette at forstå – det skulle de selvfølgelig også helst være til et spil, der er fra 6 år 🙂

Opsætning af The Build Up spillet

Man er hurtigt i gang med The Build Up: Fundamentbrikken lægges så alle kan nå den, og der sættes søjler på de fire cirkler på den.

Hver spiller får 2 gulvbrikker, og der lægges 2 fælles gulvbrikker så alle kan nå dem. Og så er man klar 😊

Sådan spiller man The Build Up

Første spiller slår med de tre terninger, og farverne på terningerne viser hvilke farver cirkler på gulvbrikkerne, der skal sættes søjler på. Spilleren, der slog med terningerne, må så vælge hvem, der skal sætte søjler på deres gulvbrikker, eller vælge en spiller, der skal sætte søjler på fællesbrikkerne i midten. Man må også gerne vælge sig selv, og man behøver ikke at bruge alle terningerne, hvis man ikke vil. Man må helt selv om, om man vil give alle tre søjler til den samme, eller om man vil dele dem lidt ud.

Når en gulvbrik har fået søjler på alle sine farvede cirkler, skal den sættes på højhuset. Hvis det er en fælles gulvbrik, er det spilleren, der blev sat til at sætte en søjle på, der skal sætte brikken på højhuset. Man må ikke støtte højhuset – kun røre ved den brik, man sætter på. Når man har placeret en gulvbrik, tager man en ny, så alle hele tiden har 2 gulvbrikker, og der hele tiden er 2 fælles gulvbrikker.

Spilleren, der får højhuset til at vælte, har tabt og den spiller, der uddelte den søjle, der udløste det, har vundet. Hvis man kommer til at vælte højhuset ved f.eks. at skubbe til bordet eller kaste terningerne ind i det, har man også tabt. Taberen skal samle alle delene op som straf, så der kan gøres klar til et nyt spil.

Udvidet byggereglement

Hvis det bliver for nemt, eller især når man spiller voksne mod børn (eller bare børn på forskellige stadier), kan man bruge et ”udvidet byggereglement” for alle eller nogle spillere.

Det går ud på at der på nogle af gulvbrikkerne er vist ikoner, der fortæller at man f.eks. skal sætte brikken på højhuset med venstre hånd, eller stå på et ben mens man sætter den på.

Klodsmajor med et ”tag dén!” element

Det med at bygge et tårn/højhus indtil der er en, der vælter det, minder jo meget om det gode, gamle Klodsmajor, men alligevel er de ret forskellige.

I The Build Up er det nemlig en ret stor del, det med at man udpeger hvem, der skal sætte søjler på deres gulvbrikker, så man tvinger de andre til at bygge ovenpå højhuset. Det gør at i en heldig runde, hvor der er nogle modstandere med kun én ledig cirkel på deres gulvbrikker, kan man få de andre spillere til at sætte op til 3 etager på højhuset.

En stor forskel på de to spil er også at når man har tur i Klodsmajor, er man den, der er i fare, hvor i The Build Up er man mere eller mindre den, der er fredet, da man kan vælge ikke at bruge alle terningerne, hvis man f.eks. er den eneste, der har en bestemt farve cirkler.

Det gør til gengæld at man godt – bevidst eller ubevidst – kan komme til at køre lidt på nogle bestemte. Det gør også at man – igen bevidst eller ubevidst, men for os nok ret bevidst – når man spiller voksne mod børn, kører lidt mere på de andre voksne end på børnene.

Vores mening om The Build Up spillet

Vi synes egentlig at The Build Up er et fint spil, men det bliver nok ikke et kæmpehit herhjemme. Den store grund til det, er ”tag dén” elementet, som ikke passer så godt ind i vores største datter Maries temperament, og det tager noget fra spillet, når man bevidst undgår at få hende til at sætte for mange etager på højhuset, for at hun ikke skal blive sur, hvis hun får det til at vælte.

Når hun er i det rette humør, kan hun dog godt overtales til at spille det, og så ender det også oftest med at være sjovt, så længe hun ikke taber for hurtigt – og hvis det er en anden, der taber, er sandsynligheden noget større for, at hun gider at tage et spil mere 😄

The Build Up bliver klart bedre jo flere spillere man er. Der skal være nogle at dele søjlerne ud til, ellers mister det en del. Vi har prøvet det én gang med 2 personer, og der giver man jo bare modstanderen alle de søjler man kan, og resten af terningerne lader man være med at bruge… Så det tog en hel del af det sjove ud af det.

For det er egentlig meget sjovt, når man er nogle stykker, og kan sprede søjlerne lidt ud, men der ligger hele tiden den fare, at alle kører på en bestemt, der så ikke har en chance. Så man skal ikke spille det efter at have spillet 2-3 andre spil, hvor den samme har vundet – for så vil de andre have revanche 😄

Det udvidede byggereglement er en fin måde at spice det lidt op på, og også en fin måde at differentiere børn og voksne (eller bare folk med forskellige grader af fingerfærdighed).

Sværhedsgraden øges godt nok betragteligt, når man får en brik, der skal sættes på med den forkerte hånd, og den bliver 10. etage på højhuset, eller man skal stå på ét ben og sætte en etage på et vaklende højhus, mens man selv vakler 😄

The Build Up bliver i spilreolen, og så håber vi at Stine, vores yngste datter, vokser op til at blive en lidt bedre taber end Marie – og at Marie lærer at det også er okay at tabe ind imellem, for så skal vi nok få nogle gode stunder med det, når Stine bliver stor nok. Indtil da kan det sagtens være, at det bliver fundet frem en gang imellem af os voksne, når vi bare skal have et hyggespil, hvor der ikke skal tænkes.

– Kim Larsen

Læs også en spilanmeldelse af Klodsmajor

Stick The Shape spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Træ/Gummi/Plast | Mærke: Educo

“Stick The Shape lever op til Educos filosofi ved at træne forskellige ting, mens man har det sjovt: At kombinere de to terninger så man får en bestemt form med en bestemt farve, og hånd/øje koordination ved at fange brikkerne med sugekoppen. Stine på 3 år var rigtigt hurtig til at fange konceptet, og jeg var faktisk ret imponeret over, hvor god hun var til at finde de rigtige kombinationer af farver og former, da der er nogle, der godt kan ligge lidt tæt på hinanden (rektangel og kvadrat samt oval og cirkel), men det var meget sjældent at hun tog en forkert…”

En spilanmeldelse af Stick The Shape

Kombiner farver og former! Stick The Shape er et spil fra hollandske Educo, hvis koncept er at lave spil og legetøj for de mindste, der lærer dem noget mens de leger/spiller.

Educo laver nogle fantastisk lækre produkter, som man f.eks. finder i mange børnehaver, da det udover at være ting, der giver en form for læring, også er rigtig god kvalitet, der kan holde til at blive brugt igen og igen.

Stick The Shape går ud på at kombinere en farve med en form og finde den først, og er angivet til at være fra 3 år. Lad os se på hvad det er for noget.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 72 plasticbrikker med farvede figurer
  • 6 sugekopper (der var godt nok 7 i vores, men det skal man jo ikke klage over)
  • 2 store terninger af træ – en med farver og en med former
  • Spilleregler

Det hele er i en rigtig lækker kvalitet – kraftige plasticbrikker i stedet for pap, store terninger som er nemme at se på og en super lækker æske af træ, så alt signalerer kvalitet fra starten. Hvis jeg skal komme med et lille bitte øf (som kan løses med en elastik), så er det at låget til æsken bare ligger ovenpå, så det ryger nemt af, hvis et barn selv tager spillet ned fra hylden.

Her kunne det have været helt perfekt, hvis låget gled ind i en slids, som vi har set på andre spil i træ-æsker. Men det er en lille ting, som ikke skal ødelægge det gode indtryk!

Spillereglerne er desværre ikke på dansk, men de er så korte og enkle, at den nedenstående hurtige gennemgang, faktisk mere eller mindre er de fulde regler 🙂

Opsætning af spillet

De 72 brikker med farvede former er fordelt, så der er 6 forskellige former alle i 6 forskellige farver, og der er så 2 af hver farvet figur.

Man lægger 36 brikker op i et felt på 6 x 6 brikker (vi har valgt at sortere dem, så det er 36 forskellige, så alle kombinationer af farve og figur er der fra start, men det er ikke noget, der står i reglerne), og de resterende 36 brikker stilles i en bunke ved siden af. Hver spiller får en sugekop, første spiller får terningerne, og så man klar.

Sådan spiller man Stick The Shape

Første spiller slår med terningerne, hvor den ene viser en form og den anden viser en farve, og så gælder det om at være hurtigst til at finde den brik, der passer med kombinationen, og snuppe den med sin sugekop. Hvis der er flere, der passer (der er jo to af hver brik), kan begge brikker tages.

Den tomme plads fyldes med en ny brik fra bunken, og terningerne gives videre til næste spiller. Man kan jo sagtens komme ud for, at der er brikker, der ikke er på bordet, hvis der er andre, der er 2 af, så hvis ingen har fundet kombinationen på terningerne efter et stykke tid, fortsætter man bare til næste runde. Sådan fortsætter man runde efter runde, og vinderen er den spiller, der først får samlet 10 brikker (eller hvad man nu aftaler).

I reglerne foreslås det at man kan lave spillet lettere ved kun at bruge én terning, så man bare skal finde en bestemt form eller farve. Det har vi ikke haft behov for, men så kan det måske bruges til endnu yngre børn.

Brikkerne kan også bruges til klassisk memoryspil, da der jo er to af hver slags.

Vores mening om Stick The Shape

Stick The Shape lever op til Educos filosofi ved at træne forskellige ting, mens man har det sjovt: At kombinere de to terninger så man får en bestemt form med en bestemt farve, og hånd/øje koordination ved at fange brikkerne med sugekoppen.

Stine på 3 år var rigtigt hurtig til at fange konceptet, og jeg var faktisk ret imponeret over, hvor god hun var til at finde de rigtige kombinationer af farver og former, da der er nogle, der godt kan ligge lidt tæt på hinanden (rektangel og kvadrat samt oval og cirkel), men det var meget sjældent at hun tog en forkert.

Ulempen ved spillet (som de fleste spil, der kører på færdigheder) er, at spillerne helst skal være på samme alder/niveau, så hvis man som os har godt 3 år mellem børnene, er den store bare hurtigere til at finde de rigtige brikker 80-90% af gangene. Der er 3½ års forskel på vores piger, og der er Marie lidt for overlegen.

Der kan man så lave forskellige husregler, f.eks. at den store skal holde sig for øjnene og tælle til tre, så den lille får et lille forspring, eller hvad man ellers lige kan finde på. Det samme gør sig selvfølgelig gældende, hvis man som voksen spiller med sin 3-årige, men her kan man nemmere bare lade barnet finde den rigtige brik, og lave det mere som en leg end som et spil.

Det er til gengæld helt perfekt, hvis man har nogenlunde jævnaldrende børn, eller til legeaftaler hvor man også pludselig har børn i huset, der kan være på nogenlunde samme niveau. Det er selvfølgelig også oplagt til børnehaver, da kvaliteten er så god, at det nemt kan holde til at blive leget med hver dag.

Selvom det er angivet fra 3 år, synes Marie på 6½ også at det er sjovt, så det er langtidsholdbart, der er bare lige udfordringen med at få de to unger til at spille det sammen, når der er så stor forskel. Men begge tøser har brugt det med deres respektive legekammerater, så det kan bruges i lang tid, og er ikke kun til de alleryngste.

Vi er rigtigt glade for Stick The Shape, så det får vores varmeste anbefalinger – ungerne synes det er sjovt, de lærer lidt af det, og med den kvalitet komponenter, så kan det for det første bruges i lang tid, og for det andet kan det helt sikkert findes frem igen, når der evt. kommer børnebørn 🙂

– Kim Larsen

Carcassonne Safari spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min | Spillere: For 2 – 5 deltagere | Mærke: Lautapelit / Spilbræt

“Carcassonne Safari får de varmeste anbefalinger herfra! Det kommer helt sikkert til at stjæle lidt spilletid fra originalen herhjemme, selvom det aldrig kommer til at erstatte den. Jeg er stor fan af det oprindelige Carcassonne, og jeg må sige at Carcassonne Safari ikke har skuffet mig. Det kan godt være at gameplayet egentlig er ret meget det samme, men der er alligevel nogle taktiske forskelle pga. den nye måde at score point på – f.eks. gør det en forskel, at man ”ustraffet” kan lægge noget til en modstanders vej eller bush, hvis der er et andet element man selv kan bruge, så længe det dyr, der er på brikken, allerede findes i modstanderens bush/vej…”

En spilanmeldelse af Carcassonne Safari

Carcassonne er nok det jeg vil kalde en nyklassiker, og der findes et hav af udvidelser til det, så der er ikke den store risiko for at det skal blive ensformigt. Alligevel har Z-MAN Games lavet nogle nye, selvstændige udgaver, som de har valgt at kalde ”Around the World”, og en af dem er Carcassonne Safari, som jeg har fået lov at prøve.

Da en del af gameplayet minder om det originale Carcassonne (som du kan se en anmeldelse af her), vil jeg nok tit og ofte beskrive forskellene mellem de to spil, men jeg vil også forsøge at beskrive Carcassonne Safari for dem, der ikke har stiftet bekendtskab med Carcassonne før.

Indholdet af æsken


I æsken finder man:

  • 73 landskabsbrikker i kraftigt pap
  • 50 dyrebrikker i kraftigt pap
  • 5 pointbrikker med 50 på den ene side og 100 på den anden
  • 37 træbrikker, heraf 30 spillerbrikker (”meeples”), 5 pointbrikker (elefanter) og 2 jeeps
  • 1 pointbræt
  • Regler på de nordiske sprog

Papbrikkerne er dejligt kraftige, og skal nok holde til mange spil. Vi har i hvert fald ikke haft nogle problemer med vores oprindelige udgave (som er samme kvalitet), og det er blevet spillet utallige gange.

Æsken er lavet så der er to mindre rum, hvor det hele (undtaget pointbræt og regelhæfter) kan være. Det er vældigt fint, men det betyder også i min optik, at æsken kunne have været noget mindre 😄   Den er dog stadig i den mindre ende (ca. 28 x 19 cm).

Hvis pointbrættet var sammenklappeligt, kunne æsken være halvt så stor

Sådan spiller man Carcassonne Safari

Reglerne i Carcassonne Safari er egentlig ikke specielt komplicerede, men det kan godt være svært at forklare dem kortfattet… Det hele kommer dog til at give meget mere mening når man begynder at spille 😄  Here goes:

Spillerne vælger hver en farve, og tager alle træbrikkerne i den farve. Landskabsbrikkerne blandes og lægges i nogle bunker med bagsiden opad. Startbrikken, som er en landskabsbrik der er større end de andre, lægges midt på bordet, og de to jeeps placeres ved siden af. Sæt elefanterne på pointbrættet – dem flytter man efterhånden som man får point.

Spillerne skiftes nu til at trække en landskabsbrik, som skal lægges til det landskab, der vil begynde at brede sig på bordet. Brikken skal passe til de brikker man lægger den op til, så er der en vej (eller ”dyreveksel”), skal den passe til en anden vej osv. Der er så forskellige landskabselementer på brikkerne, som kan give point (eller andre fordele):

  • Dyreveksler (jeg kommer nok til at kalde det ”vej” resten af artiklen 😄)
  • Bush (skov)
  • Baobabtræer (giver ikke point, men derimod dyrebrikker – dem kommer vi til)

Meeples er vigtige!

Hvis man vil have point/dyrebrikker for vej, bush eller baobabtræ, skal man sætte en af sine 6 træbrikker, som kaldes for ”meeples”, på den pågældende landskabsdel for at markere ”ejerskab” af den – man kan kun sætte én meeple per tur (og kun på den landskabsbrik man lægger i den tur), så hvis der f.eks. er både vej og bush på brikken, må man vælge.

Man må dog kun sætte en meeple, hvis der ikke allerede er en meeple på den pågældende landskabsdel. Lægger man f.eks. en brik, så man gør en eksisterende vej længere, kan man altså ikke sætte en meeple på vejen, hvis der står en i forvejen på en af de andre brikker, der udgør vejen.

Hvis man udbygger en vej eller noget bush, som man allerede ejer (har en meeple på), skal man altså ikke sætte en meeple mere. Lyder det forvirrende? Det er det heldigvis ikke i praksis 🙂   Man skal passe på ikke at sætte alle sine meeples ud, for så har man jo ikke nogen at sætte på, hvis man skulle trække en god landskabsbrik…

Nyhed: Dyrebrikker – og de er også vigtige!

Hvis man vælger ikke at sætte en meeple, kan man i stedet starte/udbygge et vandhul, og her kommer dyrebrikkerne ind. Dyrebrikkerne er små kvartcirkler med et dyr på, og dem kan man vælge at lægge i stedet for at sætte en meeple på et stykke landskab – der skal dog også bruges en meeple, når man starter et vandhul, men ikke for at udbygge det. Vandhullerne giver så point efter hvor mange brikker der er lagt i det – første brik giver 3 point, anden brik giver 4 point, tredje brik giver 5 point og fjerde brik (der fuldfører vandhullet, der nu danner en cirkel) giver 6 point. Man kan godt udbygge et vandhul som en anden spiller har startet. Når et vandhul er fuldført, får ”ejeren” sin meeple tilbage samt 3 point, så hvis det er ejeren der lægger den sidste brik i vandhullet, scorer han altså 9 point.

Man får dyrebrikker ved at lægge landskabsbrikker med baobabtræer på, og sætte en meeple på træet. Når man sætter meeplen får man 2 dyrebrikker, og når man fuldfører træet (ved at lægge brikker hele vejen rundt om brikken med træet) får man 2 dyrebrikker mere samt sin meeple tilbage.

Flere måder at få point på

Når man har sat en af sine meeples på en vej, noget bush, et baobabtræ eller et vandhul, bliver de stående der til det er ”fuldført”. En vej er fuldført, når der ikke er nogle løse ender, der går ud af en brik; en bush er fuldført når den er lukket hele vejen rundt; et baobabtræ er fuldført når det er omringet af brikker og et vandhul er fuldført, når der er lagt 4 brikker, og det dermed danner en cirkel.

Når en vej eller bush er fuldført, giver det point – man tæller hvor mange forskellige dyr, der er på vejen eller i bushen, og så får man point efter et skema (1 dyr = 1 point, 2 dyr = 3 point, 3 dyr = 6 point, 4 dyr = 10 point og 5 dyr = 15 point). Det er vigtigt at det er forskellige dyr – er der 5 elefanter på vejen og ingen andre dyr, giver vejen kun 1 point. Her kan dyrebrikkerne komme til hjælp igen. Når man fuldfører en vej eller en bush, må man nemlig bruge en af sine dyrebrikker til at ”udvide” med en dyreart (hvis man har en brik med et dyr, som ikke er på vejen/i bushen), og dermed få flere point.


En fin lille detalje er, at pointskemaet er trykt på pointbrættet, så man ikke hele tiden skal have reglerne frem, når man ikke kan huske tallene 😄

Det er altså vigtigt at få fuldført sine landskabselementer – for det første løber man ellers tør for meeples, og for det andet giver det langt flere point.

Spillet slutter, når der ikke er flere landskabsbrikker.

Når man kun er 2 spillere, når man scorebrættet nogle gange rundt, og her hjælper pointbrikkerne med 50 og 100 med at holde styr på omgangene.

Jeeps – jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes…

Den sidste ting (tror jeg) jeg mangler at nævne, er de to hvide jeeps. De står udenfor startbrikken til at starte med, og de kan flyttes på to måder. Den ene er bare at vælge at flytte den – det kan man gøre hvis man ikke sætter en meeple, når man har lagt sin landskabsbrik, eller bygger et vandhul, men det giver ikke point – det er kun for at placere den bedre i forhold til ens planer. Den anden måde er at ”fordrive” den – altså lægge en landskabsbrik der, hvor jeepen står. Gør man det, må man stadig sætte en meeple eller bygge vandhul, og når man er færdig, må man sætte jeepen et nyt sted, og indkassere 3 point.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om de jeeps… Specielt ved 2 spillere kan de gøre en uventet stor forskel, da en spiller kan få placeret en jeep, så han i hver tur fordriver den og scorer 3 point, hvis ikke modstanderen bruger et træk på at flytte den – men det er jo så på bekostning af træk, der giver point…

Safari vs. original

Dem, der allerede kender Carcassonne, vil helt sikkert gerne vide: Hvor stor forskel er der så på den originale og Carcassonne Safari? Svaret er lidt tvetydigt: En del, og så alligevel ikke så meget… Lad mig prøve at forklare:

  • Grundtanken i spillet er den samme: Man lægger landskabsbrikker og scorer point.
  • Måden at score point på er dog ny – her får man point per dyreart, der er i ens landskab, hvor man i originalen får efter størrelsen. Det føles egentlig ikke voldsomt meget anderledes, men det giver alligevel nogle taktiske forskelle.
  • Mekanikken med bønder er væk. Til gengæld er der kommet nogle andre nye ting i stedet, som dog ikke minder om bønderne.
  • Bushes/dyreveksler er generelt mindre/kortere end byer og veje i originalen, hvilket gør at man ikke rigtigt får ”stjålet” fra hinanden. Man lukker dem meget hurtigere, når man når op på 3-4 dyrearter, hvis man har dyrebrikker til at tilføje en dyreart.
  • Dyrebrikkerne er en af de større nye ting. Det at man lige kan booste sine point når man afslutter en bush eller en vej, det synes jeg er meget cool.
  • Vandhullerne virker også okay – når man lige vænner sig lidt til det, er det meget sjovt at man kan få point for at lægge dyrebrikker på et vandhul, som en modstander har startet. Man kan også drille modstandere, hvis de har meeples på vandhuller, ved at lægge landskabsbrikker ved siden af, som der ikke kan laves vandhul på, så de ikke kan fuldføre vandhullet og få deres meeple tilbage.
  • Jeeps har jeg til gengæld (som tidligere nævnt) lidt blandede følelser for. For min skyld kunne de godt have været udeladt, men når de nu er der, kan man da godt tage 3 ekstra point en gang imellem, når man lægger en brik der, hvor der står en jeep. Jeg skal nok bare vænne mig til dem.

Så hvis du allerede har Carcassonne, og overvejer om du også skal have Safari udgaven, må det komme an på hvor glad du er for spillet. Basalt set rammer det den samme nerve som det originale Carcassonne, men er alligevel forskelligt nok til at det ikke bare er det samme. Så kan man lide originalen, vil man efter min overbevisning også kunne lide denne udgave, og den vil give lidt variation, men er man ikke så meget til originalen, gør Safari ikke helt nok nyt, til at overbevise en. Vil du gerne anskaffe dig dit første Carcassonnespil, og overvejer om det skal være originalen eller Safari, ville jeg starte med originalen pga. de mange udvidelsesmuligheder, men tage Safari hvis dyretemaet lokker mere end at lave byer 🙂

Alle landskabsbrikker er lagt, så de sidste point skal tælles op

Vores vurdering af Carcassonne Safari

Jeg er stor fan af det oprindelige Carcassonne, og jeg må sige at Carcassonne Safari ikke har skuffet mig. Det kan godt være at gameplayet egentlig er ret meget det samme, men der er alligevel nogle taktiske forskelle pga. den nye måde at score point på – f.eks. gør det en forskel, at man ”ustraffet” kan lægge noget til en modstanders vej eller bush, hvis der er et andet element man selv kan bruge, så længe det dyr, der er på brikken, allerede findes i modstanderens bush/vej. Til gengæld kan jeg godt savne den der ”wow, den her by bliver for vild, hvis jeg får den lukket” følelse (har du spillet Carcassonne, ved du hvad jeg taler om!)

Safari-temaet synes jeg er cool, og jeg synes det er vellykket lavet. Tilføjelsen af dyrebrikker er nok den største nyhed i forhold til originalen, og jeg synes det fungerer godt.

Spilletiden er angivet til 30 minutter – det er nok lidt optimistisk (i hvert fald for os), men 45 minutter er ikke urealistisk. Det kommer selvfølgelig an på, hvor længe man tænker 😄  En god lille husregel vi plejer at spille med, er at når man har sluttet sin tur, trækker man sin næste brik, så man har en runde til at overveje hvad man vil gøre, hvor man kan se den brik, man skal spille. Det hjælper på ”død tid” hvor man sidder og tænker.

Carcassonne Safari får de varmeste anbefalinger herfra! Det kommer helt sikkert til at stjæle lidt spilletid fra originalen herhjemme, selvom det aldrig kommer til at erstatte den.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af det originale Carcassonne brikspil

Læs også spilanmeldelsen af Nova Luna brikspillet

Læs også spilanmeldelsen af My City spillet

Stratego Junior spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år/6 år | Spilletid: Ca. 20 min | Spillere: For præcis 2 deltagere | Producent: Jumbo | Brand: Disney

“Jeg synes at det er fedt med børnespil, der er lidt taktik i – selvom det selvfølgelig er begrænset på det noget mindre spillebræt, har det stadig både betydning hvordan man sætter sine brikker fra start, og hvordan man vælger at rykke med dem. Marie virker også til at være glad for det – sidst hun havde legekammerat på besøg, ville hun spille ”det med heltene og skurkene”, og de fik spillet helt uden voksen hjælp (dog ”kun” Quest-versionen, den kunne Marie selv forklare veninden)…”

En spilanmeldelse af Stratego Junior i Disney udgave

Et klassisk spil, nu også til de lidt mindre børn. Stratego. Det har jeg godt nok spillet meget som barn. Det klassiske spil, hvor man med en lille hær skal prøve at få fat på modstanderens flag uden at ramme hans bomber.

Nu fås det også til de lidt yngre børn, da denne juniorudgave kan spilles fra 4 år – og så skader det nok ikke, at det er pakket ind i Disney tema, hvor det er de gode, anført af Mickey Mouse og Peter Pan, der skal kæmpe imod skurkene, som er anført af Sorteper og Kaptajn Klo.

Lad os se på hvad det er for noget.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 32 små plasticborge og 6 store tårne
  • 38 papbrikker med billeder af Disney helte og skurke til at sætte i borgene og tårnene
  • 1 terning med farver og symboler
  • Spillebræt
  • Spilleregler

Inden første spil skal man lige have prikket papbillederne ud af rammen, og sat dem i plasticbrikkerne. Det tager vel 10 minutters tid, så det er nok bedst at gøre det med det samme, og ikke når junior står og gerne vil spille 🙂

Der er god plads i æsken til det hele – den kunne sagtens have været mindre, men det er vist en helt generel ting i spilverdenen at alle spil skal se store ud på butikshylden, selvom indholdet kunne være der to gange… Det er jo dog ikke et problem for de fleste, kun for os med mange spil 😄

Spillereglerne til Stratego Junior (i Disney udgaven)

Reglerne, som er på 8 sprog (selvfølgelig deriblandt dansk), fylder 4 sider med masser af billeder, og er nemme at forstå. Den første side er samling af brikker samt opsætning af spillet, og så er der ca. halvanden side til hver af de to måder at spille på. Det er godt forklaret, og man er hurtigt i gang.

Opsætning af spillet

Der er to varianter af spillet: En der anbefales fra 4 år (”Quest”) og en der anbefales fra 6 år (”Triumph”). Opsætningen er den samme til begge spil: Sæt de tre store tårne med skattekisten og de to ”anførere” på de tre bagerste pladser på brættet, og fordel borgene på de 4 rækker foran, så den midterste række på brættet er tom.

Billederne på brikkerne skal vende ind mod en selv, så modstanderen ikke kan se dem – og det er det.

Sådan spiller man Quest

Vi starter med varianten, der er fra 4 år, som de kalder Quest. Quest er en slags memory-spil med strategobrikker, hvor man ikke rykker med brikkerne.

Spillerne skiftes til at slå med terningen, som viser en farve (hvor hver farve henviser til en bestemt Disneyfilm), og vælger så en af modstandernes borge, som man tror har en figur i den pågældende farve. I starten gætter man blindt, men efter at have set dem man har valgt, handler det om at huske hvilke farver, der står hvor, så man kan tage dem næste gang man slår den farve. Hvis man rammer en med den rigtige farve, må man fjerne den fra brættet. Hver spiller har to brikker med et X på, og disse findes ikke på terningen, så de kan aldrig fjernes.

Man må kun vælge de borge man kan ”komme til”, dvs. i starten kan man vælge fra den forreste række, men når man får lavet hul i rækken, kan man også komme til dem bagved. Det gælder så om at kæmpe sig ned til de tre tårne, og når man kommer derned, må man vælge et af de tre tårne – er det skattekisten har man vundet, er det Kaptajn Klo/Peter Pan fjernes tårnet fra brættet, og man har et 50/50 gæt næste runde, men hvis det er Sorteper/Mickey, må modstanderen sætte alle sine brikker tilbage på brættet, så man skal starte forfra! Mickey/Sorteper bliver dog fjernet fra brættet, så hvis man får sig kæmpet ned til baglinjen igen, har man en 50/50 chance for at vinde, og hvis det mislykkes, er der kun skattekisten tilbage.

Sådan spiller man Triumph

Varianten fra 6 år, som de kalder Triumph, minder meget mere om rigtig Stratego. Nu er der ingen terning med, og man flytter i stedet rundt på brikkerne, som skal prøve at slå hinanden.

På brikkerne er der numre fra 1-6, som angiver hvor stærk brikken er. Dette er i stedet for det originale Strategos militære grader. De to brikker med X svarer til originalversionens bomber, og kan ikke flyttes. Når man flytter rundt på sine brikker, kan man angribe en modstanders brik, hvis man står ved siden af den, og den med det højeste nummer vinder så, og taberen fjernes fra brættet. Hvis brikkerne er lige stærke, fjernes de begge to! Hvis man prøver at angribe et X, taber man altid – medmindre man selv er en 3’er, for de er de eneste der kan slå X’erne. 1’erne er magiske, så selvom de taber til alle andre, kan de slå 6’erne!

Ligesom i Quest versionen gælder det om at nå ned til bagerste række, og når man kommer derned, kan man, igen ligesom i Quest, vælge et af de tre tårne. Vælger man skattekisten, har man vundet (surprise!), vælger man Kaptajn Klo/Peter Pan bliver den fjernet fra brættet ligesom i Quest, og så må man vælge et af de to tilbageværende i næste tur (hvis ikke ens brik bliver slået i mellemtiden). Hvis man vælger Sorteper/Mickey, bliver både tårnet og ens egen brik fjernet fra brættet, og man må prøve at komme derned med en af sine andre brikker.

Vores mening om Stratego Junior Disney-udgaven

Første dilemma kom med det samme, da jeg skulle spille med Marie første gang: Hun ville være rød, men det var jo skurkene… Så efter at have overvundet sig selv lidt, blev hun blå – Mickey og heltene trak alligevel mere end at være rød 😄

Vi startede med Quest versionen, men den var lige simpel nok for Marie på 6 år, så vi fortsatte med Triumph. Aldersangivelsen på 6 år passer fint, for Marie fangede det med det samme, og kunne sagtens finde ud af det med at nogle brikker var stærkere end andre.

Efter at have prøvet det nogle gange, vil jeg sige at jeg ikke er stor fan af Quest udgaven (den med terningen). Det er sådan set fint nok at lave en slags memory spil med en terning, der lægger lidt held ind i det, så du kun kan fjerne en bestemt farve brik (hvis du ved/kan huske hvor der er sådan en), men det var et ret stort turn-off for både mig og især Marie, at det var rent held når man kom ned til baglinjen, om man vandt eller om modstanderen fik alle sine brikker igen…

Vi har lavet en husregel, der siger at Mickey/Sorteper opfører sig ligesom Peter Pan/Kaptajn Klo, da jeg ellers aldrig ville få Marie til at spille det igen – hun gik simpelthen i baglås når hun skulle vælge imellem de tre tårne, fordi hun var bange (altså, i tårer) for at vælge forkert, og det er jo ikke sjovt. For en 6-årig var det også lige simpelt nok, og jeg har også prøvet det med Stine på 3, men det var dog lige til den tidlige side, selvom hun egentlig forstod det fint – hun kunne bare ikke holde koncentrationen så længe. Så jeg tror at de 4 år er meget passende til Quest versionen.

Triumph versionen synes Marie og jeg noget bedre om. For mig, der har spillet Stratego som barn, var det cool allerede at kunne introducere hende for denne klassiker, ved at putte lidt Disney på det, og have færre brikker – i rigtig Stratego har man 40 brikker hver, og spillepladen er 10 felter bred i modsætning til de 16 brikker (okay, 19 med de tre tårne, men de står lidt for sig selv nede bagved) man har i juniorudgaven på det 4 felter brede spillebræt.

Derudover er spillet (som jeg husker det rigtige Stratego) egentlig ikke anderledes – 3’erne gør det ud for minører, 1’eren gør det ud for spionen og X’erne gør det ud for bomber.

Marie havde fint styr på det med at de højere tal slog de mindre tal, og at når man så havde tabt til en brik, vidste man hvad det var for en, og kunne gå efter den med en, man vidste kunne slå den. Hun fangede også hurtigt det med at 3’erne kunne slå X’erne og at 1’eren var magisk og kunne slå 6’eren.

Hun var lige fra første spil heller ikke så nem at lokke i baghold. Igen var der dog det lidt held-betonede med valget mellem de tre tårne til sidst, men det virker dog noget bedre her, fordi man ”kun” får slået sin brik hjem hvis man vælger Mickey/Sorteper, så det svarer egentlig bare til at angribe en bombe, så her har vi ikke lavet nogen hjemmelavet regel.

Jeg synes at det er fedt med børnespil, der er lidt taktik i – selvom det selvfølgelig er begrænset på det noget mindre spillebræt, har det stadig både betydning hvordan man sætter sine brikker fra start, og hvordan man vælger at rykke med dem. Marie virker også til at være glad for det – sidst hun havde legekammerat på besøg, ville hun spille ”det med heltene og skurkene”, og de fik spillet helt uden voksen hjælp (dog ”kun” Quest-versionen, den kunne Marie selv forklare veninden).

Når vi lige får spillet Triumph versionen lidt mere, så Marie har 100% styr på den, tror jeg også sagtens to 6-årige vil kunne spille det alene. Så jeg vil gerne give Stratego Junior en tommel op – og så skader det altså ikke at det er Disney figurer, når man skal have piger til at spille det 😄

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af det originale Stratego strategispil

Bezzerwizzer ORD – spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spillere: For 2 – 10 deltagere | Spilletid: Ca. 60 min. eller mere… | Antal: 1 spil i æske

“Bezzerwizzer ORD får dog stadig en stor anbefaling herfra – hvis du har Bezzerwizzer i forvejen, er det forfriskende med nye kategorier, og hvis du ikke har det, skal du se at få det, hvis du kan finde på at spille quizspil bare en gang imellem. Bezzerwizzer har i mange år været et af vores yndlings-quizspil, og Bezzerwizzer ORD melder sig klart ind i kampen om, hvilken af versionerne, der skal tages ned fra hylden, når der skal spilles…”

En spilanmeldelse af Bezzerwizzer ORD

En klassiker med et nyt emne. Bezzerwizzer. Kendt og elsket af mange, og efterhånden er det kommet i en del versioner. For dem, der ikke kender det, må jeg hellere starte med at fortælle, at det er et quizspil, hvor man får mulighed for at vælge (okay, trække) 4 kategorier, og så rangere dem efter, hvad man tror mest på at man kan svare på.

Bezzerwizzer ORD er det nyeste skud på stammen, og her har alle kategorier noget med sprog at gøre. Men kan man så kun spille det, hvis man taler 5 sprog flydende og får 13 (undskyld, 12 – ja jeg er gammel…) i retstavning? Nej! Men det er måske ikke det spil, du skal vælge, hvis du er stærkt ordblind…

Lad os se hvordan man spiller Bezzerwizzer ORD, og se på hvad det kan.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Spilleplade
  • 4 skriveplader
  • 4 tuscher
  • 1 timeglas (ca. 60 sekunder)
  • 100 spørgsmålskort
  • 16 kategoribrikker
  • 1 stofpose til kategoribrikkerne
  • 4 spillebrikker
  • 4 ”ZWAP”-brikker
  • 8 ”BEZZERWIZZER”-brikker
  • Spilleregler

Hvis man kender Bezzerwizzer, ligner det meste sig selv med de dejlige, massive plastbrikker – dog er det nyt (i hvert fald for mig, jeg har dog ikke prøvet alle versioner) at spillepladen lægges ned i æsken, og man så sætter brikkerne på kanten af æsken. Det er da meget sjovt, men jeg ved ikke helt hvad fordelen er (udover at så behøver man ikke at sætte æsken til side…). Skrivepladerne er også noget nyt, men de hører til emnet i spillet.

Opsætning af spillet

Der er ikke meget opsætning her. Tag alting op af æsken og læg spillepladen op i æsken. Hver spiller/hold vælger en farve (det må meget gerne være den farve, de sidder ud for på spillepladen) og sætter deres spillebrik på kanten af æsken på det sorte startfelt. Giv hver spiller/hold 1 ZWAP-brik og 2 BEZZERWIZZER-brikker i deres farve, put de hvide kategoribrikker i stofposen, og sæt timeglasset et sted, hvor man kan nå det. Og så er man klar til at begynde.

Sådan spiller man Bezzerwizzer ORD

For kendere af andre Bezzerwizzer-spil, kan man mere eller mindre springe denne del over, da kun kategorierne er nye. Men alle andre skal jo ikke snydes, så here goes.

Bezzerwizzer ORD kan spilles i hold eller som enkeltpersoner mod hinanden – jeg vil i anmeldelsen nøjes med at skrive ”spiller” i stedet for ”spiller/hold”, men når der står ”spiller” kan det altså også betyde ”hold” 🙂

Hver runde starter med at spillerne trækker kategorier. Hver spiller skal trække 4 kategoribrikker fra den sorte stofpose, som man så lægger på de 4 pladser på sin side af spillebrættet. Kategorierne rangeres sådan at den man lægger ved den første plads (1 prik), får man 1 point for ved rigtigt svar, 2 point ved de 2 prikker osv.

Når alle har rangeret deres brikker, får den spiller, der skal starte, læst sit spørgsmål til 1 point op. Svarer man rigtigt, må man rykke 1 felt frem – ingen overraskelse her.  Svarer man forkert eller melder pas, bliver man bare stående. Herefter vendes kategoribrikken om, så man kan følge med i hvilke, der allerede er taget, og turen går videre til næste spiller, som så får sit spørgsmål til 1 point.

Når alle har fået deres spørgsmål til 1 point, fortsættes med 2, 3 og 4 point, og når alle har fået deres spørgsmål til 4 point, er runden slut. Alle kategoribrikkerne puttes i posen igen, og der startes en ny runde, og sådan forsætter man, indtil nogen er nået i mål. Når nogen kommer i mål, fortsætter man dog bordet rundt, så alle får lige mange spørgsmål.

Lyder det lidt for enkelt? Og hvad med alle de der ”ZWAP” og ”BEEZZERWIZZER” brikker? Jo, det er jo dem, der kendetegner alle Bezzerwizzer spillene.

BEZZERWIZZER: 2 gange i hver runde kan en spiller ”Bezzerwizze”, hvis man kender svaret på en modstanders spørgsmål. Hvis man vil Bezzerwizze på et spørgsmål, skal man smide en Bezzerwizzer brik på spillepladen og sige ”Bezzerwizzer” inden den, der har tur, begynder at svare. Når man har spillet en Bezzerwizzer, får man altså retten til at svare på spørgsmålet, hvis den, der har tur, svarer forkert.

Svarer vedkommende rigtigt, er Bezzerwizzeren spildt – og man har altså kun 2 pr. runde (som jo er 4 spørgsmål pr. spiller), så det er om at bruge dem når man kender svaret, men tror at modstanderen vil svare forkert. Et rigtigt svar på en Bezzerwizzer giver 1 point – dog 3 point, hvis man smider den inden spørgsmålet bliver læst op, altså kun ud fra kategorien. Svarer man forkert på en Bezzerwizzer, koster det dog 1 point!

ZWAP: Som navnet en lille smule antyder, kan man med sin ZWAP-brik, få lov at bytte rundt på 2 kategorier. Man kan frit bytte 2 kategoribrikker på brættet – det kan altså være mellem 2 modstandere, mellem en modstander og sig selv, eller bare bytte om på 2 kategorier hos den samme spiller. ZWAP kan kun spilles, når man selv har tur.

Kategorierne i Bezzerwizzer ORD

Hvis man kender Bezzerwizzer i forvejen, ligner det altså, som man kan se i ovenstående, fuldstændig sig selv. Det nye ligger i kategorierne, der som nævnt i indledningen, alle har noget med sprog at gøre på den ene eller anden måde.

Der er 10 ”almindelige” kategorier (spørgsmål, der bare skal svares på), som er:

  • Bag om ordet – Betydningen af eller historien bag et ord
  • Film og TV – Titler, udtryk eller citater fra film eller TV
  • Fremmedsprog – Ord og udtryk fra andre sprog
  • Fup eller fakta – Gætte hvilken af 3 forklaringer, der er den rigtige
  • Litteratur – Titler, udtryk eller citater fra bøger, tegneserier osv.
  • Musik – Titler, strofer eller ord fra sange
  • Navne – Navne på f.eks. personer, steder, madretter, firmaer osv.
  • Reklamer – Slogans, mottoer eller ord og udtryk fra reklamer
  • Sport – Citater, ord og udtryk fra sportsverdenen
  • Vendinger – Talemåder, udtryk og citater og historien bag dem

Herudover er der 6 kategorier, hvor man skal bruge skrivepladen:

  • Anagram – Man får to ord, som man skriver ned på pladen. Bogstaverne skal så byttes om, så de danner det eller de ord, som ledetråden henviser til.
  • Før & Efter – Man får tre ord, som man skriver ned på pladen. Man skal så finde det ord, der kan sættes enten før eller efter de tre ord og danne tre nye ord. F.eks. ”FØR: Skriv TID, VAFFEL, HUS” og svaret er IS (istid, isvaffel, ishus)
  • Ordkæde – Man får to ord, som man skriver ned på pladen. Man skal nu finde det ord, der kan stå mellem de to ord og danne to nye ord. F.eks. ved Pirat og Maskine vil svaret være Kopi (piratkopi og kopimaskine)
  • Stavning – man får en ordentlig række bogstaver, som man skriver ned på pladen. Man skal nu stave det ord, som ledetråden henviser til. Der kan godt være bogstaver til overs, så pas på!
  • Tidslinjen – Man får tre ord, som man skriver ned på pladen. Nu skal man liste dem i den rækkefølge, som de er blevet optaget i ordbogen.
  • Skjulte Ord (eller ”Lykkehjulet-kategorien” herhjemme) – Øverst på skrivepladen er der to rækker tomme felter med tal i. Oplæseren fortæller hvilke af disse felter, der skal blokeres, og så får man nogle bogstaver, som skal skrives i bestemte felter. Nu skal man i bedste Lykkehjulet-stil finde frem til det eller de ord, som ledetråden henviser til.

Dette tillægsord betyder ”generende” eller ”besværlig” – hvordan staves ordet?

Oplæseren må gerne være gentleman

Bezzerwizzer ORD fungerer – som alle andre versioner vi har prøvet – godt. Mekanismen med 2 Bezzerwizzer-brikker pr. runde i stedet for at et spørgsmål bare går videre til næste spiller, hvis der er svaret forkert (hvilket altid har irriteret mig i quizspil, da det så er en fordel at sidde efter en, der oftere svarer forkert end en, der hele tiden svarer rigtigt), fungerer godt, og hvis man er kommet lidt bagud, kan man satse på 3-points Bezzerwizzere (men også komme mere bagud, hvis man svarer forkert).

Zwap brikken er også lidt sjov, da man kan bytte en modstanders 4-points kategori ud med noget, som man måske ved at vedkommende ikke er så god til. Man kan selvfølgelig også bare hugge nogle kategorier man selv er god til 😄

Som i så mange andre spil med den slags tuscher, tørrer tuscherne ud på et tidspunkt, men så kan man bare bruge helt almindelige whiteboard markers – de fungerer fint på skrivepladen. Viske-ud-svampen på toppen af hætten er ikke optimal, det ville have været bedre med en lille klud (eller en til hver spiller), da den hurtigt bliver deform og mættet med sort farve, men så kan man bruge køkkenrulle eller en klud til at tørre pladen af med.

Et lille issue kan være, at det er nævnt specifikt i reglerne, at oplæseren gerne må Bezzerwizze, men at vedkommende for at få 3 point, selvfølgelig ikke må have set spørgsmålet først. Det vil altid være en fordel at læse spørgsmålet op, da man jo læser hurtigere inde i sig selv end man læser det højt (det gør jeg i hvert fald), så man har måske nået at tænke over spørgsmålet, mens man læste det færdigt. Især i et par af skrivekategorierne, kan det være en fordel.

Det gør i hvert fald at man bliver nødt til at skifte oplæser, så det ikke er den samme, der oftere har fordel, og vi har også indført en gentleman-regel om at oplæseren lige venter nogle sekunder, inden man smider en evt. Bezzerwizzer, og ved skrivekategorierne lige giver de andre ”passende tid” til at tænke, før den smides. Det fungerer helt fint for os.

Vores mening om Bezzerwizzer ORD

Vi har altid været glade for Bezzerwizzer, fordi det er et quizspil, hvor sværhedsgraden har været, så de fleste kan være med, og fordi Bezzerwizzer- og Zwap-brikkerne gør det sjovt. I nogle quizspil kan man sidde en hel aften og vente på at få spørgsmål, som nogen kan svare på, så man kan rykke lidt fremad, men sådan er det sjældent i Bezzerwizzer.

Det gør sig også gældende i Bezzerwizzer ORD, hvor sværhedsgraden er meget passende. I de spil vi har spillet, ligger gennemsnitstiden lige over en time, og selvom det ikke helt er nede på de 60 minutter, der står på æsken, synes vi ikke det er slemt – vi har masser af quizspil, der tager væsentligt længere!

De nye kategorier vil muligvis dele vandene lidt nogle steder, men jeg synes egentlig, at selvom de alle har noget med sprog at gøre på en måde, har man fået spredt det ret godt ud, så man sagtens kan være med uden hverken at være god til en masse sprog, eller at være sprognørd – men det skader selvfølgelig ikke.

Personligt er jeg ret begejstret for kategorierne, men jeg har også altid været glad for sprog (selvom jeg egentlig ikke kan andet end dansk og engelsk samt en smule folkeskoletysk) og er fast lytter af Klog På Sprog på P1 (prøv det hvis I ikke kender det!), men Lisbeth og de fleste andre vi har spillet det med, kan ikke kategoriseres som sprognørder, og alligevel kan de sagtens være med hvor det gælder.

Specielt de kategorier, hvor der skal skrives, er underholdende – og stressen ved risikoen for at blive Bezzerwizzer, hvis en modstander er hurtigere til at løse opgaven, hjælper ikke, men det er sjovt!

Skal jeg nævne et lille minus, er 100 spørgsmålskort ikke voldsomt mange. Der bruges (ved 4 spillere) 16 kort pr. runde, og der skal oftest ca. 2½-3 runder til at nå i mål (man skal have 20 point for at nå i mål, og man kan opnå 10 point pr. runde, hvis man svarer rigtigt på alle sine 4 kategorier, og så kommer der Bezzerwizzerne, der kan give både plus og minus).

Man er derfor efter relativt få spil igennem bunken. Det behøver dog ikke at gøre noget, da der er 16 kategorier på hvert kort, så man får jo ikke nødvendigvis det samme spørgsmål, når man bruger kortene 2. gang, men man kan jo sagtens være uheldig at ramme lige den kategori, man har haft på det kort før.

Det er ikke sket for os endnu, så jeg betragter det ikke som et stort problem, men dobbelt så mange kort havde ikke gjort noget (det originale Bezzerwizzer har 5.000 spørgsmål, Bezzerwizzer ORD har 1.600). 

Bezzerwizzer ORD får dog stadig en stor anbefaling herfra – hvis du har Bezzerwizzer i forvejen, er det forfriskende med nye kategorier, og hvis du ikke har det, skal du se at få det, hvis du kan finde på at spille quizspil bare en gang imellem. Bezzerwizzer har i mange år været et af vores yndlings-quizspil, og Bezzerwizzer ORD melder sig klart ind i kampen om, hvilken af versionerne, der skal tages ned fra hylden, når der skal spilles.

– Kim Larsen

8 sjove samarbejdsspil

“Det var 8 samarbejdsspil vi kan lide, plus et vi gerne vil prøve 🙂  Behøver man alle disse? Nej selvfølgelig ikke, og vi ejer heller ikke dem alle (selvom jeg gerne ville 😄) – nogle af dem har vi prøvet hos venner eller familie, eller lånt på biblioteket (som er en fantastisk måde at prøve nye spil på, for at se om det er noget inden man køber). Men er man glad for at spille brætspil, synes jeg at man bør have et par samarbejdsspil på hylden, da jeg synes at det er en fed måde at spille på, og denne liste kan forhåbentlig give lidt inspiration til, hvad man skal vælge…”

8 spil hvor man arbejder sammen i stedet for at spille imod hinanden

Kender du det, at der er nogle du ikke har så meget lyst til at spille nogle bestemte spil med, fordi de altid vinder? Eller er du måske den, som andre ikke vil spille med, fordi du er for god? Så skal I måske prøve at spille samarbejdsspil, hvor alle spillerne spiller sammen ”mod spillet”, og enten vinder eller taber som et hold.

Samarbejdsspil bliver mere og mere populære, og især et af dem, der var med til at starte trenden med samarbejdsspil, nemlig Pandemic, sælger som aldrig før – formentlig pga. det ret aktuelle tema… Samarbejdsspil er en lidt speciel genre at komme i gang med, når man er vant til at spille mod de andre spillere, men man vænner sig hurtigt til det. En af fordelene ved samarbejdsspil er, at man måske føler at man er mere ”sammen” om at spille, end når man spiller et spil, hvor man er i konkurrence mod hinanden.

Mange samarbejdsspil har dog en fælles akilleshæl: ”Alfaspilleren”. Når man spiller sammen i et team mod spillet, skal man passe på, at der ikke er én spiller, der kommer til at bestemme det hele, så han egentlig bare fortæller hvad alle andre skal gøre.

Det er især når man som erfaren spiller af et spil, skal lære det til nogle nye, at man kan komme til at fortælle dem, hvad der er bedst at gøre, i stedet for at lade det tage lidt længere tid, og/eller lade dem lave de fejl, man nu engang laver når man er ny til noget. Men er man opmærksom på dette (især hvis man selv kan have tendens til at være alfaspilleren), kan man undgå det, så det bliver en ægte holdindsats.

Top 8 over samarbejdsspil vi godt kan lide…

Listen er ikke en prioriteret liste, og det er også vigtigt at nævne at det er spil, som vi herhjemme godt kan lide, så der er masser af spil derude, som vi ikke har prøvet, og som derfor ikke er med på denne liste.

Pandemic

Vi starter med det første samarbejdsspil vi prøvede, og det er Pandemic. Pandemic har egentlig længe være populært, men har fået et nøk opad det sidste års tid, da temaet måske passer lidt for godt til virkeligheden i denne pandemi-tid.

I Pandemic er spillerne et team, som kæmper imod 4 forskellige sygdomme, der spreder sig i verden. Hver spiller har en bestemt rolle i teamet med tilhørende specialevner, som hjælper teamet med at bekæmpe sygdommene. Lægen er f.eks. lidt bedre end de andre til at kurere sygdommene, mens ingeniøren nemmere kan sætte forskningsstationer op og koordinatoren kan flytte rundt med de andre spillere, så de nemmere kan mødes. Det gælder nemlig om at lave vacciner til de 4 sygdomme, og her skal man samle kort i de 4 farver sygdommene har, og det kræver ofte at spillerne mødes et sted og udveksler kort, så man kan samle nok kort i samme farve hos én spiller.

Pandemic er et super godt spil efter vores mening – og det fungerer godt både med 2, 3 og 4 spillere. Vi gør somme tider det når vi er 2, at vi spiller for 3 forskellige roller, for at få en specialevne mere med i teamet. Eftersom man alligevel samarbejder om alles ture i større eller mindre grad, kan man sagtens styre en spiller mere. Dette gælder for øvrigt for mange samarbejdsspil.

Du kan læse mere om Pandemic i denne anmeldelse.

EXIT / Unlock eller andre Escape Room spil

Her tager jeg egentlig en hel genre, da spillene ligner hinanden en del, selvom der er nogle forskelle på dem.

Inden for de sidste år, er der kommet en masse ”escape room” spil på markedet. Escape rooms er egentlig et rum, hvor man betaler for at blive lukket inde, og så skal løse en række gåder og opgaver for at finde ud, men det findes også som spil, man kan spille hjemme i stuen.

Fælles for dem er, at man skal samarbejde om at løse opgaverne (selvom man i de fleste også godt kan spille det alene – men det kan man egentlig i mange samarbejdsspil hvis man vil), og så lige den detalje at man kun kan spille det én gang. Når man har spillet det, kender man jo svarene på alle opgaverne, og så er der jo ikke noget ved det længere… I nogle af spillene, f.eks. EXIT – The Game serien, kan man heller ikke give det videre til andre, når man har spillet det, da man risikerer at skulle ødelægge nogle komponenter undervejs. Heldigvis er de fleste escape room spil ikke ret dyre (formentlig netop af førnævnte grund), og der er en god aftens underholdning i dem (i hvert fald i dem vi har prøvet, som er EXIT serien og Unlock serien).

Læs evt. lidt mere i denne eller denne anmeldelse af to af EXIT spillene, eller denne anmeldelse af det første Unlock spil, der er oversat til dansk (jeg håber at resten følger efter, for det er godt!)

Der er også andre gådeløsningsspil, der er lidt i samme boldgade, f.eks. Chronicles of Chrime, som man kan ty til, når man har prøvet alle EXIT og Unlock spillene 🙂

Magiz Maze

Magiz Maze er et dansk samarbejdsspil, der er lidt specielt – man skal nemlig samarbejde uden at måtte snakke sammen!

I Magic Maze er man en flok eventyrere – en kriger, en troldmand, en elver og en dværg – der skal stjæle nogle remedier i et stormagasin(!) Yup, historien lyder en kende mærkelig, men den har egentlig intet at sige for spillet.

Det der gør Magic Maze specielt, er måden det spilles på. For det første må man, som nævnt ovenfor, ikke kommunikere når først spillet er i gang, for det andet styrer man ikke en figur hver, men alle er fælles om at flytte alle 4 figurer, og for det tredje foregår det i ”real time” – der er ingen runder eller ture, man flytter rundt på figurerne så hurtigt man kan, så de kan nå ind og ud af stormagasinet inden tiden løber ud.

Det mest specielle – og det der er med til at gøre det svært – er måden man flytter på. Hver spiller har en retning (eller flere, hvis man ikke er så mange spillere) man kan flytte figurerne i, så hvis jeg f.eks. har nord og vest og en anden spiller har syd og øst, kan vi hver især kun flytte figurerne i de retninger. Så det kræver at man har en fornemmelse af, hvor den anden spiller gerne vil have en figur hen, når spilleren flytter brikken i ”sin” retning, og derefter stirrer på dig som om at nu er det altså din tur til at flytte den i en af dine retninger. Det at man flytter rundt på 4 figurer samtidig, og det hele er på tid, gør det hurtigt svært, men det er sjovt!

Du kan læse lidt mere om Magic Maze i denne anmeldelse, og se om det er noget for dig.

The Crew – Quest for Planet Nine

The Crew er noget så usædvanligt som et kortspil, hvor man skal samarbejde om at tage stik. Det er en fordel at have spillet andre ”stik-kortspil” som f.eks. whist før, men alle kan lære det. Det går i bund og grund ud på at bestemte spillere skal tage bestemte kort i deres stik, og det er op til alle at få det til at ske.

Man vinder eller taber sammen, så der skal samarbejdes om at de rigtige kort går til de rigtige spillere – og nogle gange i en bestemt rækkefølge. Spillet er nemlig delt op i ”missioner” i stigende sværhedsgrad, så til at starte med er det måske bare et enkelt kort, der skal vindes af en bestemt spiller, men senere er der måske 8 forskellige kort, der skal vindes af bestemte spillere, og 5 af dem skal komme i en bestemt rækkefølge…

Lyder det forvirrende? Læs evt. anmeldelsen af det her, og se om det hjælper 😄  Hvis ikke det gør det, så køb det og prøv det, for det koster ikke ret meget, og det er virkelig et godt spil! Det er nok det spil vi har spillet med flest forskellige, hvor alle har kunnet lide det, og det er blevet vores absolutte go-to spil både når min mor eller mine svigerforældre er på besøg!

The Crew er bedst med 3 eller 4 spillere (synes vi), men kan også spilles af 2 eller 5 (2 kræver dog lidt specialregler, som er beskrevet i regelbogen). For 3-5 spillere er det nemmere jo færre spillere man er, da der er større chance for at kunne regne ud, hvem der har hvilke kort. Med 2 spillere er det dog noget anderledes, da nogle af kortene er låst (netop for ikke at kunne regne ud hvad den anden spiller sidder med).

NB: Bemærk at der i anmeldelsen står at det kun fås på engelsk, men siden er det blevet oversat til dansk!

Dead of Winter

Dead of Winter er et lidt anderledes samarbejdsspil, hvor man samtidig med at man skal samarbejde, også har sine egne interesser. Det gør at man ikke på samme måde, som i f.eks. Pandemic, samarbejder om hver spillers tur, men hver spiller tager i stedet sin tur uden indblanding.

I Dead of Winter styrer spillerne en koloni af overlevende i en verden, der er ramt af en zombieapokalypse. Ja, jeg ved godt at det tema ikke tiltaler alle, men giv det lige en chance!

I kolonien styrer hver spiller en eller flere overlevende, man kan flytte fra sted til sted, og udføre handlinger med. Målet er at udføre den mission, man får i starten af spillet. Spillerne får en samlet mission, som gruppen skal klare for at vinde spillet, men hver spiller får også en personlig mission, som skal klares for at vinde, så i modsætning til andre samarbejdsspil, vinder eller taber man altså ikke nødvendigvis i samlet flok – hvis man klarer den samlede mission, men spiller 1 misser sin personlige mission mens spiller 2 og 3 klarer deres, vinder spiller 2 og 3 altså, mens spiller 1 taber. Hvis alle også klarer deres personlige missioner, vinder alle som i andre samarbejdsspil.

Det, der kan gøre samarbejdet i Dead of Winter lidt anstrengt, er muligheden for en forræder. Nogle af de personlige missioner går nemlig ud på at forråde kolonien, og få gruppemissionen til at gå i vasken. Man ved ikke om der er en forræder, men muligheden gør, at man hele tiden tænker over, hvad de andre spillere tager af valg, for at se om de mon også gør, hvad der er bedst for gruppen. Og nogle gange kan de personlige missioner få folk til at lave handlinger, der får dem til at se forræderiske ud, selvom de ikke er det…

Dead of Winter findes desværre ikke på dansk, og der er en del tekst i spillet, så man skal helst have det rimeligt komfortabelt med engelsk – man kan dog på dette link finde en fan-oversættelse af de mange kort, der skal læses op i løbet af spillet, hvilket hjælper meget!

Hvis det lyder interessant, kan du læse en mere uddybende anmeldelse af det her (det var den, der fik mig til at prøve det).

Den Forbudte Ø

Den Forbudte Ø er lavet af den samme spildesigner, som har lavet Pandemic, og det kan man godt fornemme. Nogle af mekanikkerne kan godt minde lidt om hinanden, men det betyder ikke at det bare er det samme i en anden indpakning – slet ikke!

I Den Forbudte Ø udgør spillerne et team, der skal finde nogle genstande på en Ø og slippe væk fra øen, inden den synker i havet. Spillepladen består af brikker, der efterhånden som øen bliver oversvømmet, bliver vendt om for at vise at den del af øen er oversvømmet, eller også bliver de helt fjernet (hvilket ikke ligefrem gør det nemmere at komme rundt på øen).

Lidt ligesom i Pandemic har hver spiller en rolle, med en evne der er unik for dem. Dykkeren kan f.eks. svømme igennem felter, hvor brikkerne er væk, mens ingeniøren er bedre til at tørlægge felter end de andre. Det gælder altså om at udnytte de forskellige rollers evner bedst muligt.

En af fordelene ved Den Forbudte Ø, er at det ikke tager så lang tid – en halv times tid (lidt mere de første gang selvfølgelig), så er man enten på vej fra øen med de 4 genstande, eller ligger på bunden af havet…

Lyder det som noget for dig, kan du læse en anmeldelse af Den Forbudte Ø her.

Hanabi

Hanabi er ligesom The Crew et kortspil, hvor man skal samarbejde, og selvom det ikke har grebet os helt lige så meget som The Crew, er det et rigtigt fint spil.

I Hanabi er man lidt distræte fyrværkerimestre, som har fået blandet rundt på alle tingene til fyrværkeriet – og det er ikke så godt lige inden det store show!

På kortene er der 5 forskellige farver fyrværkeri, og i hver farve er der kort med værdierne 1-5. Det går så ud på at lave bunker i hver farve i stigende rækkefølge – uden at se sine egne kort! Man skal altså give hinanden ledetråde til hvilke kort man har på hånden, så man kan lægge de rigtige kort på bunkerne. Spiller man et forkert kort, får man en rød brik, og får man tre røde brikker, har man tabt spillet. Når trækbunken med fyrværkerikort løber tør, ser man hvor langt det lykkedes at bygge bunkerne, og får point derefter.

Hanabi er et spil, der for os er blevet bedre jo mere vi har fået det spillet. I starten var vi lidt lunkne på det, men vi skulle da lige prøve om vi ikke kunne gøre det bedre… Og lige prøve igen… Og igen! Man bliver faktisk lidt bidt af det, og man kan også godt mærke, at når man har spillet det nogle gange, begynder man også at få bedre forståelse for, hvad der er smart at give ledetråde om.

Vækker det din nysgerrighed, kan du læse lidt mere om det i denne anmeldelse.

Flash Point – Fire Rescue

I Flash Point – Fire Rescue er man brandmænd, der skal redde folk ud af et brændende hus. På nogle måder kan spillet minde en lille smule om Pandemic, ved det at det gælder om at balancere sin indsats mellem at opnå målet (redde folk) og samtidig holde ilden i skak, men udover denne meget overordnede taktik, har det dog intet med Pandemic at gøre.

Man starter med nogle steder i huset, der brænder, og undervejs vil ilden så sprede sig, eller der vil opstå nye brande og/eller eksplosioner rundt omkring. Hvis man er uheldig, vil eksplosionerne skade huset, og hvis det bliver for beskadiget, styrter det sammen, og man har tabt spillet.

Spillet har forskellige sværhedsgrader startende med ”familieversionen”, der er fin til at lære spillet at kende, og herefter kan man så gå videre til udgaven for ”erfarne spillere”, der introducerer flere mekanikker, som forskellige roller/evner til brandfolkene samt brandbil og ambulance. Hvis det skulle blive for ensformigt, findes der en hel del udvidelser, som vi dog ikke har prøvet endnu, hvor man bl.a. kan få en ekstra etage på huset, eller slukke brand på et skib eller en ubåd.

Spillet fås desværre ikke på dansk, men der er ikke ret meget tekst i selve spillet, så hvis man kan komme igennem reglerne på engelsk (hvilket jo bare kræver én engelskkyndig i selskabet), kan man sagtens spille det, uden at kunne specielt meget engelsk. Langt det meste i spillet er forklaret med ikoner, som man lærer ret hurtigt.

Honorable Mention: Kitchen Rush

Kitchen Rush er noget anderledes end de andre spil her på listen, idet alting foregår samtidig og i real time. Grunden til at den kun får en ”honorable mention” på listen, er at jeg egentlig ikke har prøvet det, kun set et par videoer med det, og det ser ud som noget jeg bliver nødt til at prøve!

I Kitchen Rush skal deltagerne styre et restaurantkøkken, hvor der skal modtages ordrer, tilberedes mad, vaskes op, købes ind, hentes ting på lageret osv. Det foregår på den måde at hver spiller har 2 timeglas, og hver gang de vil udføre en handling, sætter de et timeglas på den handling.

Handlingen udføres så med det samme, men timeglasset symboliserer den tid handlingen tager (alt tager åbenbart lige lang tid – 30 sekunder 🙂), så man kan ikke udføre en ny handling, før man har et ledigt timeglas. Det hele foregår på kaotisk vis i 4 runder á 4 minutter, så det er reelt 16 minutters spilletid med fuld gas, og så noget tid imellem, hvor man tæller point for den foregående runde, og har mulighed for at planlægge de første par handlinger i den kommende runde.

Kitchen Rush fås desværre heller ikke på dansk (men jeg har da en lille drøm om at det sker), men hvis der er én i selskabet, der kan læse reglerne på engelsk, er alting i selve spillet forklaret med ikoner ifølge den danske distributør.

8 samarbejdsspil vi kan lide

Det var 8 samarbejdsspil vi kan lide, plus ét vi gerne vil prøve 🙂  Behøver man alle disse? Nej selvfølgelig ikke, og vi ejer heller ikke dem alle (selvom jeg gerne ville 😄) – nogle af dem har vi prøvet hos venner eller familie, eller lånt på biblioteket (som er en fantastisk måde at prøve nye spil på, for at se om det er noget inden man køber). Men er man glad for at spille brætspil, synes jeg at man bør have et par samarbejdsspil på hylden, da jeg synes at det er en fed måde at spille på, og denne liste kan forhåbentlig give lidt inspiration til, hvad man skal vælge.

Kender du et samarbejdsspil, som burde have været på listen, men som ikke er med, er det sikkert fordi jeg ikke har prøvet det – så skriv endelig en kommentar med forslag til nye spil jeg skal prøve. Jeg er altid på udkig efter det næste spil til reolen 🙂

– Kim Larsen

Codenames Pictures spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 15 – 20 min | Spillere: For 2 – 8 deltagere | Distributør: Asmodee/Enigma

“Vi synes at det er et godt spil, der får de små grå i arbejde – specielt som spionmester, hvor det er virkelig udfordrende at finde på ord, der dækker mere end ét billede, men som kun rammer ens egen farve. Varianten for 2 spillere er vi dog ikke voldsomt begejstret for; for det første venter man meget som spion mens spionmesteren tænker, da der ikke er en modstandertur, hvor han/hun kan tænke over sit næste ord, og for det andet kommer der til at mangle noget snak hen over bordet, da spionmesteren hele tiden er ”i arbejde”…”

En spilanmeldelse af Codenames Pictures

Codenames Pictures er et spil, hvor det virkelig hjælper at tænke lidt kreativt. Det er en lidt anderledes version af det succesfulde Codenames spil, der vandt Guldbrikken for Årets Voksenspil i 2016. 

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 7 blå og 7 røde ”agentkort” (papbrikker) samt en ”dobbeltagent”, der kan bruges både som rød og blå
  • 4 ”uskyldige forbipasserende” (samme type som agentkortene, men i neutral farve)
  • 1 lejemorderkort
  • 2 pakker dobbeltsidede billedkort
  • 1 pakke diagram-kort
  • 1 lille plasticstander til diagramkort
  • Spilleregler på de 4 nordiske sprog
  • Nogle plasticposer med ”lynlåslukning” til spilkomponenter (fin lille detalje)

Det hele virker til at være noget der kan holde til at blive spillet med – agentkort/uskyldige/lejemorderkortene er i tykt pap, og billedkortene er i tyndere pap, der er lige en tand kraftigere end almindelige spillekort. Da man ikke sidder med kort på hånden, eller roder meget med dem i løbet af spillet, forventer jeg ikke at der slides ret meget på delene, og jeg regner derfor med at det er et spil, der ikke sådan lige bliver slidt op ☺

Sådan spiller man Codenames Pictures

Kender man det almindelige Codenames, er der ikke meget nyt under solen hvad angår regler – faktisk så lidt at der i reglerne står ”Kender I allerede reglerne til Codenames? Så hop til side 11” (og bliv nu ikke skræmt af en regelbog på 11 sider – det er ikke så kompliceret, og det fylder kun så meget pga. mange billeder og eksempler).

Codenames Pictures spilles i hold, så for et ”normalt” spil skal man være minimum 4 personer. Spillet kan dog også spilles af to eller 3, men det er lidt anderledes, så dem tager vi lige til sidst. Dette bliver der desværre ikke gjort så meget ud af på æsken eller i diverse beskrivelser af spillet, hvor der bare står ”2-8+ spillere”.

Normalt spil (2 hold, 4+ personer)

Spillerne deles op i to hold (rød og blå), og hvert hold vælger en ”spionmester”. Spionmestrene sidder på den ene side af bordet, de andre holdmedlemmer (fra begge hold) sidder på den anden side. Man kan selvfølgelig også sidde med nogle for bordenderne, men det er vigtigt at ingen udover spionmestrene, kan se det lille diagramkort, der skal stå foran mestrene.

Spillefladen sættes op ved at lægge 20 billedkort på bordet i 4 rækker á 5 kort. Disse billeder skal nu repræsentere steder, hvor man kan møde agenter. Alle papbrikkerne med agenter, forbipasserende og lejemorder lægges foran spionmestrene, så de begge kan nå dem.

Spionmestrene trækker et diagram, som de sætter i holderen foran sig, så de begge kan se det. Dette diagram viser nu hvilke steder der er blå agenter, hvilke der er røde, samt de uskyldige forbipasserende og lejemorderen.

Spionmestrene skal nu på skift give hints til deres hold om hvilke kort, der har deres egen farve. Det hold, der først får gættet alle sine egne agenter, har vundet, så det gælder om at gætte så mange som muligt pr. runde – det hold der starter, har altid en agent mere (det er det dobbeltagentbrikken skal bruges til), så det ikke er en stor fordel at starte.

Tricket er, at spionmesteren kun må sige ét ord, samt et tal der betyder hvor mange billeder hintet hentyder til! Det gælder derfor at finde nogle fællestræk på billederne, så man kan få så mange som muligt i hver runde. Hvis blå spionmester f.eks. siger ”Hjul, 3” betyder det at 3 af billederne med hjul på, er blå. Problemet opstår så hvis der også er røde kort med hjul på… Så må man jo finde en anden fællesnævner, og det er ikke altid let skulle jeg hilse at sige!

Man må gætte et antal gange svarende til det tal spionmesteren sagde +1, men man må gerne gætte færre gange, for rammer man det andet holds agenter, bliver de lagt på, og det bliver deres tur (og de har jo så fået en gratis agent) – og rammer man lejemorderen har man tabt! Så det gælder om for spionmestrene at finde fællesnævnere, der kun gælder deres egne kort.

Spil for 2 personer

Hvis man kun er 2 spillere, spiller man på samme hold imod en fiktiv modstander. Spillerne starter altid. Det fungerer så på den måde at efter hver runde spillerne har spillet, lægger spionmesteren en agentbrik i modstanderfarven på en af kortene, og så er det spillernes tur igen. Den fiktive modstander ”gætter” altså altid 1 agent pr. tur, og det er så op til spillerne at gætte flere for at slå dem. Egentlig er det jo nok at gætte 2 i én runde og 1 i resten for at vinde, men det går så ud på at vinde med flest mulige overskydende modstanderagentbrikker.

Spil for 3 personer

Hvis man er 3 personer, kan man enten spille som med 2 personer så man er 1 spionmester og 2 spioner, eller man kan spille mod hinanden så man har 2 spionmestre og en der er spion for dem begge.

Alternative billeder

Vi har aldrig prøvet det almindelige Codenames, så vi kan ikke give så mange detaljer om hvordan Pictures er forskellig fra originalen, men en sjov detaljer ved billederne er at de altid indeholder to ret forskellige elementer, hvor den oprindelige udgave, som er med ord i stedet for billeder, ”bare” er almindelige ord. Et billede kan f.eks. være en fodbold som er en globus, høretelefoner hvor kopperne er halve appelsiner og sådan nogle lidt fjollede ting. Det gør at man kan bruge forskellige dele af billederne når man giver sine hints, og det er ret godt fundet på.

I reglerne er også en QR kode til download af en app, hvor man kan få tilfældigt genererede diagramkort (selvom jeg ikke rigtigt ser nogen grund til det, da der er rigeligt med spillet, og det er ikke lige nogle man memorerer), men den kan også sættes til at være timer, så man får en tid per tur, og den giver endda som standard ekstra tid til spionmesteren i første tur (fordi man jo ikke har mulighed for at tænke i de andres tur når man er den første). En fin lille detaljer er at den skjuler diagrammet når telefonen lægges ned, og viser det når man holder den på højkant, så man ikke kommer til at vise det til spionerne når man lægger telefonen på bordet.

Vi har ikke prøvet at spille på tid, men jeg har leget lidt med appen, og den ser fin ud ☺

Vores dom over Codenames Pictures

Vi synes at det er et godt spil, der får de små grå i arbejde – specielt som spionmester, hvor det er virkelig udfordrende at finde på ord, der dækker mere end ét billede, men som kun rammer ens egen farve.

Varianten for 2 spillere er vi dog ikke voldsomt begejstret for; for det første venter man meget som spion mens spionmesteren tænker, da der ikke er en modstandertur, hvor han/hun kan tænke over sit næste ord, og for det andet kommer der til at mangle noget snak hen over bordet, da spionmesteren hele tiden er ”i arbejde”.

I stedet findes Codenames også i en decideret 2-spiller udgave, nemlig Codenames Duet (som dog er med ord ligesom den originale version), og det vil jeg anbefale at prøve hvis man er 2, der gerne vil spille Codenames (uden at jeg dog har prøvet det selv).

Codenames Pictures får en thumbs up herfra for 4+ udgaven (måske endda 3+, men vi har ikke prøvet versionen med 2 spionmestre og én spion).

– Kim Larsen

Læs også spilanmeldelsen af Codenames

Læs også spilanmeldelsen af Codenames: Duet

Hanabi spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere | Priser: Årets Spil 2013 i Tyskland

“Det hele er puttet ned i en lille metalæske, som jeg er helt vild med. For det første signalerer den kvalitet allerede inden man åbner æsken, og for det andet fylder den ingenting på spilhylden. Jeg har tit brokket mig over spil, der fylder mere end de behøver – Hanabi falder ikke i den fælde, og det er rigtigt lækkert. Det at de har valgt plasticbrikker frem for pap, synes jeg er med at fastholde indtrykket af kvalitet, så jeg var meget tilfreds efter første udpakning…”

En spilanmeldelse af Hanabi samarbejdsspillet

Hanabi er et prisvindende samarbejdsspil fra en meget populær spilskaber, hvor spillerne er (lidt sjuskede) fyrværkeriarbejdere, der skal samarbejde om at få styr på fyrværkerishowet – tingene er nemlig blevet blandet sammen!

Det specielle ved Hanabi, er at man sidder med spillekort, som man ikke selv må se! Spillerne skal så samarbejde om at få hver spiller til at vide, hvad de har på hånden, så de kan spille de rigtige kort.

Hanabi er skabt af den franske spildesigner Antoine Bauza, som nok mest er kendt for spillene 7 Wonders og 7 Wonders Duel, men han står også bag spil som Tokaido og Takenoko, som også er vældigt populære.

Flere af hans spil har vundet forskellige spilpriser, og Hanabi er ingen undtagelse, da det vandt den meget prestigefyldte Spiel des Jahres i 2013, og var nomineret til den danske spilpris Guldbrikken i 2014 i både kategorien Voksenspil og til Juryens Specialpris, hvor den dog måtte se sig slået af hhv. Caverna (som også er et fantastisk spil, men noget helt helt andet!) og KLASK (som også er anmeldt her på bloggen).

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Et sæt kort med 5 forskellige farver fyrværkeri (samt en regnbuefarve)
  • 8 blå og 3 røde plasticbrikker
  • Klistermærker til at sætte på plasticbrikkerne
  • Spilleregler

Det hele er puttet ned i en lille metalæske, som jeg er helt vild med. For det første signalerer den kvalitet allerede inden man åbner æsken, og for det andet fylder den ingenting på spilhylden. Jeg har tit brokket mig over spil, der fylder mere end de behøver – Hanabi falder ikke i den fælde, og det er rigtigt lækkert. Det at de har valgt plasticbrikker frem for pap, synes jeg er med at fastholde indtrykket af kvalitet, så jeg var meget tilfreds efter første udpakning.

Reglerne er ikke særligt lange, og der er billedeksempler undervejs, så det er bestemt overkommeligt at komme i gang med.

Sådan spiller man Hanabi

I de første spil vil jeg klart anbefale at man tager de 5 regnbuekort ud af spillet, da de er ment som noget, der kan tilføjes for at øge sværhedsgraden! Man lægger de 8 blå brikker i æskens låg og de 3 røde brikker ved siden af, blander kortene og giver hver spiller 5 kort ved 2 eller 3 spillere, og 4 kort ved 4 eller 5 spillere.

Tricket er så at spillerne ikke må se deres egne kort! Man skal altså holde dem, så bagsiden vender ind mod en selv…

Formålet med spillet er nu, at man skal lave bunker fra 1-5 (i den rækkefølge) i hver af de 5 farver. Når man har tur, skal man gøre en af tre mulige ting:

  1. Giv en information til en medspiller om hans/hendes kort
  2. Smide et kort væk fra ens egen hånd
  3. Spille et kort, som passer på en af bunkerne

Hvis man vælger at give en information, koster det en blå brik! Det gør at man skal sørge for at give nogle gode informationer, da man hurtigt løber tør for brikker, og er der ingen blå brik tilgængelig, må man vælge en af de andre to ting at gøre. Når man giver information, må man sige en farve eller en værdi, og så pege på alle kortene hos en spiller, som passer på den farve/værdi (”de to her er røde” f.eks.).

Hvis man vælger at smide et kort væk fra sin hånd, man håber/tror kan undværes, får man en blå brik tilbage i æsken. Dette kan gøres fordi der er flere af hver værdi – der er 3 stk. af hver farve etter, 2 af hver toer, treer og firer men kun 1 af hver farve femmer! Så hvis man smider en femmer, kan man ikke færdiggøre den farve bunke.

Hvis man mener at man har et kort, der passer på en af bunkerne, kan man vælge at bruge sin tur på at spille et kort. Man tager det kort, som man vil spille, og lægger foran sig, og hvis det passer på en af bunkerne, lægger man det på. Man kan altså være heldig, hvis man ikke kan huske hvad man har på hånden, da der jo er 5 bunker man kan være heldig at ramme 🙂  Hvis man spiller et kort, der ikke passer på nogen bunke, får holdet dog en rød brik smidt op i æsken – og får man den tredje røde brik, har man tabt spillet.

Hvis man har smidt eller spillet et kort, trækker man et nyt fra bunken, så man altid har 4/5 kort på hånden.

Hvis man fuldfører en bunke (altså får spillet femmeren i den pågældende farve på bunken), så får man den bonus, at man får en blå brik tilbage.

Spillet slutter når en af de tre følgende ting sker:

  • Den tredje røde brik bliver taget (altså at holdet 3 gange har spillet et kort, der ikke passede på nogen bunke). Hvis dette sker, har spillerne tabt.
  • Alle 5 bunker bliver færdiggjort. Hvis dette sker, får man maksimumpoint.
  • Det sidste kort bliver taget fra kortbunken. Når dette sker, spiller man en sidste runde (hvor man jo så ikke kan tage kort op), så den der tog det sidste kort, er den der har den allersidste tur. Hvis dette sker (hvilket nok er sådan de fleste spil vil ende) tæller man efter sidste runde, hvor mange point man har fået, ved at lægge tallene på de øverste kort i hver bunke sammen. Der er så et skema i regelhæftet, der viser hvor godt man klarede det.

Hvad?? Må jeg ikke se mine kort?

I starten var det svært at lade være med at se på sine kort – ikke så meget at man kom til at kigge på dem, når man havde dem på hånden, men mere når man skulle trække et nyt kort efter at have spillet/smidt et kort. Man skulle virkelig tænke over hvordan man vendte det, når man tog det op, og alligevel kunne det godt gå galt 🙂  Det blev dog bedre jo mere vi fik spillet.

Vi syntes også at man godt kunne sidde noget akavet, når man skulle holde kortene op, så de andre kunne se dem, for normalt når man spiller kort og ikke lige kigger på sine kort, vender man jo hånden så billedsiden vender nedad og bagsiden opad, men det er jo omvendt i Hanabi.

Man skal også helst sidde med kortene fremme hele tiden, for de andre spillere skal jo se dem, så de kan finde ud af hvad der er smart at give information om, eller måske (især sidst i spillet) regne ud hvad de selv sidder med. Derfor fandt vi på at hente vores datters kortholder, som hun har fået til kortspil, da det er svært for en 6-årig at holde styr på meget mere end 3-4 kort på hånden, og det hjalp noget på ømheden i håndleddet 😄

Den kortholder Marie har, er en 3-delt buet tingest, så vi kunne få en del hver da vi spillede 3 personer, men de måtte godt have været noget længere. Eftersom man gerne må omarrangere kortene i sin hånd, gjorde det ikke noget hvis der var plads til at sætte dem lidt i grupper. Hver del var ca. 17 cm, og Legebyen har et sæt med 5 kortholdere, som er 24 cm lange, så dem kunne vi nok godt finde på at prøve. Og så kan de jo bruges til mange andre spil også, hvis man ikke gider at have sine kort på hånden.

De blå brikker er nøglen

At holde styr på de blå brikker er ekstremt vigtigt! Næsten hele tiden har vi givet så mange informationer i stedet for at smide kort væk, at vi kom ned på 1 blå brik, og så ved man bare at hvis man vælger at give information, skal den næste spiller spille eller smide et kort – og der er ingen, der kan give information, før der er smidt et kort væk. Og så snart nogen smider et kort væk, giver den næste spiller ofte information, og så er man igen tvunget til at smide et kort væk.

Det er derfor mindst lige så vigtigt at give information, der identificerer kort, der ikke skal bruges, som at identificere kort, der kan spilles, samt at smide kort væk – også selvom man måske kan spille et kort, bare for at få nogle blå brikker tilbage.

Vores mening om Hanabi

Det med at man ikke må se sine kort føles noget mærkeligt i starten, men når man lige er kommet ind i spillet, føles det helt naturligt – det er jo omdrejningspunktet i hele spillet.

En vigtig detalje, der i reglerne af en eller anden grund står under ”gode råd”, er at det er tilladt at kigge brugtbunken igennem. Det er rigtigt vigtigt, for det er umuligt (i hvert fald for os) at holde styr på, hvad der er smidt væk, når man også skal forsøge at huske hvordan ens hånd ser ud!

En anden detalje i reglerne, er at de skriver, at man selv kan lave regler for at måtte kommunikere lidt mere, end bare når man giver information. Ikke ved at give ekstra information, men ved f.eks. at måtte sige ”jeg ved intet om min hånd” eller spørge ”hvad ved du om din hånd?”, så man ikke behøver at holde styr på alt, hvad der er sagt om alles hænder.

Det har vi spillet med, og det virker glimrende. Det kan dog også give lidt utilsigtet ekstra information, når jeg bliver spurgt hvad jeg ved og svarer at de yderste to er blå, og min mor så kigger meget mærkeligt på mig 😄  Det viste sig at det var lidt siden at de to yderste havde været blå, da det ene var blevet spillet og det andet var blevet smidt væk… Så man skal holde tungen lige i munden, for at huske hvordan ens hånd ser ud!

Da man jo ”bare” får en score, spiller man lidt imod sine tidligere præstationer, når man skal vurdere om det var godt eller skidt, så derfor tænker jeg at det kunne være sjovt at skrive scoren, og hvem der spillede, ned for hvert spil, så man kan sammenligne.

Der er en del held involveret i Hanabi, f.eks. er det svært at komme i gang med at bygge bunker, hvis ingen får nogle ettere, og hvis en person sidder med 3 af de 5 femmere, er der heller ikke mange kort at vælge imellem, hvis man skal smide et kort – og hvis man smider en femmer, kan man jo ikke afslutte den bunke, og den perfekte score på 25 ryger. For meget held plejer at være et stort no-no for mig, men her synes jeg faktisk at det er acceptabelt.

Man skal bare acceptere at man ikke får en perfekt score hver gang (det er ikke lykkedes os endnu…), og så se hvad man kan få ud af det. I alle de spil vi har spillet, har scoren ligget mellem 16 og 22, og man kan godt se at vi bliver bedre, da der også er en del taktik i – både mht. at give gode informationer, men også i at smide kort, der egentlig godt kan bruges, men som der er flere af, for at få blå brikker.

Nu må der snart gerne komme en grøn etter!

Spilletiden er angivet til omkring 25 minutter, men det tænker vi for længe til. Vi har fået det ned på 35 minutter med 3 spillere (30 minutter med 2 spillere, men der har vi kun spillet 2 spil), og når vi bliver bedre til det, kommer vi nok også længere ned, men det første spil tog omkring en time!

Selvom der er noget held involveret, synes vi det er et godt spil, og æskens størrelse gør det også perfekt til at have med på ferie. Det er ikke helt lige så godt med 2 spillere som med flere, så vi finder det nok ikke så tit frem, når vi bare er os selv, men når vi har ungernes bedsteforældre på besøg, kan det sagtens være Hanabi, der bliver fundet frem (dog i stærk konkurrence med The Crew, som vi også spiller med begge hold bedsteforældre).

– Kim Larsen