Azul spilanmeldelse

Alder: Fra 8 år og opefter | Spilletid: 30 - 45 min. | For 2 - 4 spillere

"I det tredje spil, jeg anmelder her på bloggen, bevæger vi os ind i de kongelige portugisiske gemakker. Kong Manuel I kom i det 15. århundrede hjem fra en rejse til Sevilla og Granada. Han var undervejs blevet så betaget af de spansk-mauriske kakler i paladset Alhambra, at han besluttede sig for at tage både eksemplarer og kunstnere med til Portugal. Her kunne de så udsmykke kongens residens..."

Generelt om spillet

Denne historie bringer os videre til spillet Azul. Her er du en talentfuld kunstner, der skal dekorere væggene i det royale palads i Evora, med de keramiske fliser Azulejos. Det giver os måske et lille hint om, hvor navnet til spillet kommer fra. Ordet azulejo stammer fra arabisk azzelij eller al zulaiju, der betyder “lille poleret sten”, hvilket kan siges at passe meget godt på de små blanke fliser (af plastik godt nok), der følger med i spilæsken.

Spillet er udgivet af Next Move Games og distribueres af Asmodee her i Norden. Det er udviklet af Michael Kiesling. Next Move Games har blandt andet også udgivet Reef og Tuki. Du vil også kunne finde to spil mere i Azul serien, som du kan bestille, hvis du bare ikke kan få nok af denne type spil.

Michael Kiesling er en tysk brætspilsdesigner og flere af hans spil er blevet nomineret til og har vundet Spiel des Jahres priser. Mest kendt er han for Azul og triologien Tikal, spillene Java, Mecixa og Torres, som han har udviklet med Wolfgang Kramer.

Azul har hurtigt indtaget hjerterne hos brætspilsfolket - hos både nybegyndere og kendere. Det har sågar modtaget priser herfor; f.eks. har det vundet Guldbrikken 2018 for Årets Voksenspil her i Danmark og Spiel des Jahres 2018 for Årets Spil i Tyskland (kan sammenlignes med årets Oscar).

Jeg kan også roligt sige, at det gjorde et godt indtryk hjemme hos mig. Både hos kæresten, mig selv, små søskende og elever. Det er nemt at gå til og kan spilles på flere niveauer, hvilket også gør det til et spil, man vil vende tilbage til igen og igen.

Det kræver både strategisk tænkning, overblik og analyseevner, hvorfor det også først egner sig til spillere fra 8-års alderen og opefter. Dog er det også yderst velegnet som et ’gateway’ spil, der kan introducere nye brætspillere for en netop mere kompleks og strategisk måde at tænke spil på, uden at det bliver for kompliceret og indviklet.

Spillet blev første gang fundet frem i sommerferien sammen med mine to små søskende på 8 og 9 år. De fandt hurtigt ud af, hvad spillet gik ud på, og vi kom igennem tre spil, hvorefter de stadig ikke havde fået nok.

Jeg vandt ikke et eneste af de spil, det gjorde min yngste søster - alle tre runder. Hun var vældig stolt. Dagen efter ville de spille igen, her fik de forklaret reglerne for de nye spillere, og vi fik spillet tre spil mere.

Det var altså en kæmpe succes. Ligeledes var mine elever på efterskolen også vældig glade for spillet. Jeg var med til det første spil, hvor reglerne lynhurtigt blev forstået. Derefter spillede de selv et par spil og forklarede reglerne videre til andre elever. Sidenhen er jeg blevet bedt om at tage det med på arbejde og til familiesammenkomster flere gange. Det må siges at være en succes.

Hvad handler det om?

Spillet går i al sin enkelthed ud på at imponere kongen ved at bygge den flotteste azuljero-flisemur, det foregår over flere runder af 3 faser:

  1. Fabriksudbud (man tager de fliser, man skal bruge efter tur og placere dem på mønsterlinjen)
  2. Fliseplacering (man gennemgår mønsterlinjerne og flytter en flise fra en fuld linje til dens felt på flisemuren. Derudover er det også i denne fase, man scorer point for runden)
  3. Forberedelse til næste runde (Hvis ingen har færdiggjort en vandret linje på flisemuren, fortsætter spillet. Fabriksbrikkerne fyldes op, og en ny runde starter)

Selve spillet går altså ud på at overføre fliserne til sit spilbræt og scorer point alt efter, hvordan brikkerne placeres.

Ekstra point opnås, når man får lavet specielle mønstre og gør sættene færdige.

Minuspoint kan blive tildelt, hvis man ikke får brugt sine udvalgte fliser.

Spilleren, som får flest point og opnår en smuk vægdekoration, bliver kåret som vinder af spillet.

Nøglen til sejr i Azul er at holde lige så meget øje med modspillernes vægge som med din egen. Hvis du er uheldig, efterlader du måske lige det antal fliser af en farve, som din modspiller mangler. Ligeledes kan du være heldig og efterlade modspilleren med intet andet valg end at tage en håndfuld fliser, som denne ikke kan bruge. Dette vil så give en masse minuspoint til modspilleren.

Spillets komponenter

Når du åbner æsken, vil du finde:

  • 100 Fliser af plastik
  • 4 Spilleplader
  • 9 Fabriksbrikker
  • 4 Pointmarkører
  • 1 Startbrik
  • 1 Stofpose
  • 1 Sæt spilleregler på dansk, norsk, svensk og finsk.

Nogle af disse komponenter skal du selv prikke ud, andre finder du i små poser. Der medfølger en stofpose, som du kan anvende til plastikfliserne. Dette, synes jeg, er en rigtig lækker detalje, ligesom kvaliteten af komponenterne også er super lækre.

Fliserne er fyldt med flotte mønstre, spillepladerne er både flot dekoreret og af god tyk kvalitet. Dog er de let bøjet opad, så når man spiller, kan den godt dreje lidt rundt, da den ikke ligger helt plant. Dette er lidt træls, men dog ikke ødelæggende for oplevelsen.

De enkelte spilleplader kan også vendes rundt, hvor man finder en lidt sværere udgave af spillet uden markeringer af, hvor fliserne skal placeres på væggen. Det er en nem måde at øge sværhedsgraden på, som også forlænger spilleglæden efter de første spil.

Regelbogens tilgængelighed

Regelbogen er meget letlæselig, den er overskuelig og har fine overskrifter. Det skaber et overblik, både når hele regelbogen skal læses, og når det bare er enkelte oplysninger, der skal findes. Det er let at komme i gang med spillet, hvis der er én der læser regelbogen og dernæst forklarer dem, det kan gøres på 10 minutter. Regelbogen indeholder også små eksempler fra spillet, der kan lette forståelsen.

Alt i alt et virkelig godt spil, der helt bestemt er anbefalelsesværdigt.

- Camilla Liv Pedersen

Anmeldelse af spilAsmodeeCategory_anmeldelse af spil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen