Castles Of Mad King Ludwig spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende brætspil på Legebyen.dk!

Alder: Fra 13 år | Spilletid: Cirka 90 min. | For 1 - 4 spillere

"Castles of Mad King Ludwig er et underholdende og taktisk spil, hvor du får lov at bygge et slot, som er helt unikt..."

Byg et slot til den gale konge

En dejlig, stor have, masser af soveværelser – og et bundløst hul i kælderen.

Det er nogle af de mærkelige krav, du støder på i Castles of Mad King Ludwig.

Spillet går ud på at bygge det slot, der bedst svarer til de mystiske krav, som den gale kong Ludwig finder på. Det giver et spil, der er underholdende, sjovt og samtidig byder på hovedbrud.

Byg efter bestilling

Når spillet starter, får I 3 til 4 fælles mål, som I konkurrerer om at opfylde. Det kan for eksempel være et mål om at bygge et slot med flest mulige soveværelser eller den størst mulige have.

I slutningen af spillet får I point, alt efter hvem der klarede sig bedst i forhold til de mål.

Du får også tre personlige mål, som kun du kender. Det kan for eksempel gå ud på at have flest mulige runde rum.

I starter hver især med en foyer i jeres farve. Det er her alle rum bliver placeret ud fra.

Igennem hele spillet skiftes I til at være den såkaldte bygmester. Hver runde starter med, at bygmesteren trækker kort, der viser, hvilke stakke han eller hun skal trække rum fra. Der er ti stakke i alt med rum i forskellige former og størrelser.

Bygmesteren lægger rummene ud foran spillepladen, hvor der er seks forskellige beløb fra 2000 til 15.000 mark. Det er rummenes priser, men det særlige er, at det er bygmesteren, der bestemmer, hvilke rum der koster hvad.

Den snedige bygmester

Når bygmesteren har lagt alle rummene klar, skal de andre spillere købe de rum, de vil have. De betaler til bygmesteren. Når alle andre spillere har købt og placeret sine rum, køber bygmesteren et rum og betaler til banken.

Som bygmester gælder det om at sætte priserne højt, så man kan skrabe nogle penge ind fra sine medspillere. Men priserne skal heller ikke være for høje, så de andre ikke kan eller vil købe rummene. Det gælder om at prøve at tyde, hvilke rum dine modspillere vil have og så give rummet den højeste pris, du tror, de vil betale for det. Det er en svær, men sjov balancegang.

Byg dit slot og scor point

Når du har købt et rum, skal du placere det i dit slot. En af dørene i det nye rum skal altid passe med en af de døre, du allerede har i slottet.

Hvert rum giver point, når du placerer det, og de fleste rum giver også ekstra point, hvis du placerer det ved siden af bestemte rum. Det kan for eksempel være et soveværelse, som giver 5 point i sig selv, men som også giver 2 bonuspoint, for hver stue du placerer ved siden af. Det er igen kongens specielle krav, du forsøger at opfylde.

Du kan også få minuspoint, hvis du placerer det nye rum dårligt. Teatersalen, musikscenen og alle de andre rum, der støjer, bliver for eksempel lidt mindre værd, hvis du placerer soveværelser eller stuer ved siden af. Så får kongen jo svært ved at sove i den larm.

På den måde kan det være svært at regne ud, hvor man skal lægge sine rum for at få flest mulige point. Det giver gymnastik til de små grå, og det er også meget tilfredsstillende, når man lykkes med at score en stor bunke point.

Spillet fortsætter, indtil der ikke er flere rumkort tilbage i bunken. I skiftes til at være bygmester, så der ryger mange tusinde Mark over bordet hele tiden.

Til sidst tæller I de sidste point sammen for at se, hvem der har bygget det slot, som bedst svarer til kongens indskydelser.

Et sjovt spil til familier med større børn

Castles of Mad King Ludwig er et rigtig stærkt spil, som byder på mange hovedbrud. Det kræver omtanke, planlægning og lidt held at bygge det helt rigtige slot.

Derfor egner spillet sig især til voksne og større børn. Og det er nok især egnet til de børn, der nyder at bruge hovedet. Foreningen Mensa har faktisk fremhævet det, som årets spil i 2015 (Mensa Select).

Det er sjovt i sig selv at bygge slottet op lidt efter lidt og få det hele til at gå op i en højere enhed. Og oven i det kommer den spændende udfordring med at være bygmester og hente penge ind fra modspillerne samtidig med, at man forsøger at holde dem væk fra de rum, der giver flest point.

Der er mange flere små og sjove finurligheder, end jeg kan nå at skrive om her. For eksempel kan man også bygge en kældertrappe, der gør, at man får mulighed for at bygge et væld af underlige kælderrum.

Men resten må du opdage selv, når du kaster dig ud i at bygge slotte til den gale konge.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen