Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Kategoriarkiv Anmeldelse af spil

Small Talk Big Questions spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år og opefter (til både børn, unge og voksne) | Spilletid: Så længe I har lyst | Spillere: For 2 eller flere…

“Small Talk – Big Questions stiller spørgsmål til fremtiden, til fantasien og til sjælen. Det handler om at ændre fokus, så vi bruger mere tid på at tale, lytte og lære mere om hverandre og mindre tid på mobiltelefoner, iPads og computerspil. Spillene opbevares i en kompakt lille æske og kan sågar passe ned i en bukselomme, så der er ingen undskyldning for ikke at tage det med og bringe det frem vi enhver ledig stund…”

Alder og sværhedsgrad

Spillene kan tage så langt/kort tid, som du ønsker det. Der er ikke nogen fast tidsramme på – det kan gøres på tid, over en hel aften, eller hvad du nu synes.

Det kan officielt spilles fra 6 år, men med oplæsning og udvælgelse af spørgsmål, kan det også bruges med yngre børn og de ældste i samfundet.

Det er f.eks. særdeles velegnet til at bygge bro på tværs af generationer, da spørgsmålene er så konkrete og ligefremme og relaterbare for mange.

Generelt om samtalespillene

“Let’s have a small talk…”, sådan kom et par af mine piger til engelsk i sidste uge. Jeg tænkte, at de nok lige ville snakke med mig om et eller andet på gangen, meeen de havde en lidt anden dagsorden.

Ugen før havde jeg 3 æsker med Small Talk Big Questions samtalespil med til engelsk, for at få snakketøjet lidt på gled i timen, hvilket eleverne ikke var helt utilfredse med.

De synes faktisk, at det var en ret uformel og let måde at tale lidt engelsk på. De var trygge ved spørgsmålene, da de både stod der på dansk og engelsk, så alle var med på, hvad der blev spurgt om.

Eleverne var delt op i 3 grupper med en lærer i hver, så der var guidning og støtte til samtalerne, når først spørgsmålet var læst op. Der gik faktisk en hel lektion på den måde, hvor eleverne fik snakket både engelsk og enkelte gange dansk, det var lidt af en succes.

I dag gennemgik vi nogle spørgsmål på mit danskhold, hvor vi talte om ting, de ønskede anderledes i deres klasse. Et gennemgående tema var, at de gerne ville lære hinanden endnu bedre at kende. Derfor var det også oplagt at bruge en lektion på netop det, i denne uge.

Mandag morgen fandt vi alle fire Small Talk Big Questions spil frem, delte klassen op i to grupper med to æsker i hver og en lærer til hver gruppe.

Eleverne skulle skiftes til at trække og stille et spørgsmål og således lære en my mere om hverandre. Det fungerede rigtig godt, de er dog blevet sultne på mere…. Såååå hvor mange af mine dansktimer ryger nu på dette? Vi har aftalt at bruge i hvert fald 10 min om ugen på det. Det er jo bare virkelig virkelig godt, at de så gerne vil hinanden.

Small Talk Big Questions er også blevet fundet frem i andre sammenhænge, vi har brugt det til social time, støtte kontakt timer og på lærerværelset på mit arbejde.

Derudover har jeg brugt det med mine søskende, med min forlovede og med mine veninder.

Mine kollegaer har lånt æskerne med hjem til deres børn, hvilket har gjort at mandelgaver og adventsgaverne blev købt ret tidligt i år.

Med børnene på mellemtrinnet er det særligt den røde æske fra Red Barnet, som har hittet. I denne æske præsenteres man for emner som trivsel, venskab, online vaner, mobning, skolegang og socialt samvær.

Det har været meget relaterbart for børnene, hvilket jo bare er virkelig godt – så fungerer det jo efter hensigten. Spillene har bragt lidt mere end de ordinære samtaler tilbage i familierne og er blevet et hit.

Om STBQ samtalespillene

Small Talk – Big Questions stiller spørgsmål til fremtiden, til fantasien og til sjælen. Det handler om at ændre fokus, så vi bruger mere tid på at tale, lytte og lære mere om hverandre og mindre tid på mobiltelefoner, iPads og computerspil.

Spillene opbevares i en kompakt lille æske og kan sågar passe ned i en bukselomme, så der er ingen undskyldning for ikke at tage det med og bringe det frem vi enhver ledig stund 😉

Spillet er udviklet af Nanna Grundwald og Katja Bamberger Bro efter en rejse i USA, hvor Katjas tre børn brugte meget tid på deres iPads. En dag til frokost sad de og stillede hinanden spørgsmål, som de selv fandt på og glemte alt om iPads og telefoner.

Oplevelsen gav inspiration til at hjælpe andre familier til en ’digital detox’.

Herfra voksede ideen til at udvikle et spil med sjove og anderledes spørgsmål, der kunne hjælper familierne på vej. Katja gik sammen med Nanna om at designe Small Talk – Big Questions.

Jeg har lige fundet lidt eksempler frem på spørgsmål, som man kan støde på:

  1. Hvis du var et dyr, hvilket dyr ville du så være?
  2. Hvis du kunne have en superkra­ft, hvad skulle det så være?
  3. Hvad er det bedste, der er sket i den seneste uge?
  4. Hvad er din yndlingsårstid?
  5. Hvis du vandt i Lotto, hvad ville du bruge dine penge på?
  6. Hvilken person i verden, død eller levende, vil du helst møde?

Version 1 (blå) udkom i juni 2018, version 2 (orange) udkom i oktober 2018, version 3 (grøn) udkom i marts 2019. Den røde, som er version 4, er lidt anderledes, da den blev udgivet i samarbejde med Red Barnet, den udkom i forbindelse med deres 75-års jubilæum, som var i september 2020.

Jeg er ret stor fan af at have flere æsker, da jeg så kan mixe spørgsmålene lidt op og finde nye frem, hvis vi støder på det samme lidt for mange gange.

Jeg glæder mig også rigtig meget til december, for der skal adventsudgaven findes frem – både med mine elever, venner og familie😊.

Spillets komponenter

Inde i de fint dekorerede æsker på 10*7*4 cm finder du 71 kort i hver (dog 72 i version 4) med spørgsmål på.

Spørgsmålene findes både på engelsk og dansk, så det skulle fjerne mange sprogbarriere, hvis man har forskelligt modersmål.

Kortene er af hårdt pap med en glat overflade og en dekorativ bagside.

Æsken er jo ikke så stor, så spillet er nemt at have med i tasken, når man skal på tur.

Det gør spillet højest anvendeligt, da det kan spilles i bilen, på restaurant (imens man alligevel venter på maden), på stranden eller hjemme i sofaen

Regelbogens tilgængelighed

Reglen er, at der ikke er nogen regler, eller jo – at der ikke er en vinder/taber 😉

Der er et kort med forslag til, hvordan spillet kan anvendes da det kan spilles på mange måder. Man trækker kort, og skiftes til at stille hinanden de spørgsmål, som står på kortene

Skåret ind til benet er det blot at trække et kort, læse det op på enten engelsk eller dansk og vælge hvem, man vil rette spørgsmålet til eller alternativt begge/alle svare på spørgsmålet. 😊 

– Camilla Liv Pedersen

Læs også anmeldelsen af Go’ Samtale

Læs også anmeldelsen af SNAK for unge

Right Or Wrong spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spilletid: Ca. 15 – 30 min. | Spillere: For 2 eller flere deltagere

“Right Or Wrong er et simpelt spil at lære. Det er hurtigt at finde frem, hvis man keder sig en aften, men ikke orker at finde det helt store brætspil frem, der tager lang tid at spille. Vores erfaring er, at det kan være sjovt at spille som et hurtigt spil, men ikke noget man spiller flere timer i træk…”

Om Right Or Wrong kortspillet

Right Or Wrong spillet kommer i en lille æske (måler 16 * 16 cm) i solid og god kvalitet. Det er anbefalet fra 15 år og opefter og fra 2 spillere.

Der medfølger en spillevejledning, blyant (uspidset), papirblok, sorte poletter (svarbrikker) og 100 ”spørgsmålskort” (med 6 spørgsmål på hver).

Spillevejledningen er kort og hurtig at læse og forstå. Det kræver derfor ikke lang tids forberedelse.

På alle spørgsmålskort er der 3 påstande på hver side – med svarene på modsatte side.

Man kan spille det som enkelt-spillere eller på hold. På hver svarbrik er der et tal på den ene side og enten et W (wrong) eller et R (right).

Blyanten der følger med, var ikke så god. Vi forsøgte at spidse den, men den blev ved med at knække. Så vi endte med at tage en anden blyant. Mine døtre har jævnligt blyanter fra skolen, som er brugt tilpas meget til, at de passer ned i det lille hul i spilleæsken, hvor blyanten skal ligge.

En deltager tager et kort fra bunken og læser de 3 påstande op for alle spillere. Herefter skal alle vælge om de tror påstandene er rigtige eller forkerte.

Deltageren, der læste kortet højt, skal også give sit svar. Man skal vælge for hver påstand på kortet. Der kan fx være 2 rigtige og 1 forkert på samme kort.

Hvis man mener påstand nr. 1 er forkert, tager man en brik med tallet 1 og et W på bagsiden og lægger på bordet foran sig. Mener man at påstand 2 er rigtigt, tager man en brik med tallet 2 og et R på bagsiden.

På denne måde skal man altså til sidst have 3 brikker liggende foran sig med talsiden opad. Når alle har svaret, vender man sine brikker om og oplæseren vender nu kortet op og læser svarene på bagsiden.

Point noteres herefter på blokken. For hvert rigtigt gæt får man 1 point og den første, der når 20 point, har vundet spillet.

Right Or Wrong er et simpelt spil at lære. Det er hurtigt at finde frem, hvis man keder sig en aften, men ikke orker at finde det helt store brætspil frem, der tager lang tid at spille.

Hvorvidt man vil komme til at elske spillet, afhænger nok meget af, hvordan man er som person og hvilke typer af spil, man godt kan lide.

Spørgsmålene har ”forskellig sværhedsgrad”, men man kommer ikke udenom en masse spørgsmål, som man ikke har den fjerneste ide om.

Det er en del af spillet, at man ikke ved alt og netop nødvendigheden i, at alle bliver nødt til at gætte på svaret de fleste gange gør, at det bliver på mere lige vilkår, man spiller.

Vores erfaring er, at det kan være sjovt at spille som et hurtigt spil, men ikke noget man spiller flere timer i træk.

Personligt har jeg svært ved spil, der i så høj grad gælder om at gætte rigtigt.

Men hvis jeg får overbevist mig selv om, at spillet ikke behøver at handle om viden og om at vinde, så er det et ganske udmærket spil, der kan få lidt samtale i gang om ting, man ikke vidste.

Right Or Wrong er et spil, hvor man helt sikkert undervejs kan sige: ”nå der kan man bare se, det vidste jeg ikke”

Har man en rigtig god hukommelse, kan det være en ide, at lade spillet ligge i skabet indimellem i nogle perioder, da der helt sikkert vil være spørgsmål og svar, som undrer en så meget, at man netop husker det i noget tid fremadrettet.

– Joan Frederiksen

Exploding Kittens spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 10-15 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere

“Vi elsker Exploding Kittens! Det er super sjovt at spille med familien og selvom det er et strategispil, så er det alligevel et meget simpelt spil. Ingen spil er ens og et spil er færdigt på 15 minutter, hvilket indbyder til endnu et spil…”

Præsentation af Exploding Kittens

Exploding Kittens er et kortspil for folk der holder af killinger, eksplosioner OG laserpinde… OG nogle gange geder.

Exploding kittens er både familievenligt og et festspil for 2-5 spillere. Det er det mest backede kortspil på kickstarter og allerede udbredt i mange lande og med mange gode anmeldelser til følge.

Spillet kan læres på få minutter og kan spilles i alle aldre fra 7 – 90år.

Exploding Kittens er mere end bare et spil, det er god humor, hævn og høje grin, der kan løfte stemningen i ethvert hjem.

Exploding kittens minder om en blanding af sorteper, uno og russisk roulette. Det er et billigt spil og alle pengene værd 🙂

Indholdet og komponenter

Spillet fylder ikke meget, boksen er lille, men det er også kun et kortspil.

Indeholder 56 kort de fleste kort har forskellig grafik bestående af humoristiske billeder og en tekst der kan få dig til at grine, især hvis man har lidt sort humor.

De 56 kort er fordelt således:

  • Exploding kitten – 4 kort
  • Defuse (desarmering) – 6 kort
  • Nope (niks) – 5 kort
  • Attack (angreb) – 4 kort
  • Skip (spring over) – 4 kort
  • Favor (tjeneste) – 4 kort
  • Shuffle (bland) – 4 kort
  • See the future (se fremtiden) – 5 kort
  • Cat-kort (katte) – 5 forskellige, 4 af hver

Spilleregler på 6 forskellige sprog

Denne boks siger ikke mjav, men findes i en mjavende udgave.

Sådan foregår det

HEY! LAD VÆRE MED AT LÆSE REGLERNE!

DET ER DEN VÆRSTE MÅDE, AT LÆRE AT SPILLE PÅ. DU SKULLE HELLERE SE EN AF VORES INSTUKTIONSVIDEOER.

(Disse er dog på engelsk)

Men hvis du nu ikke kan lade være at læse reglerne alligevel, så kan jeg forklare hvordan det foregår.

I kortbunken er der nogle eksploderende killinger. Bunken lægges midt på bordet og nu skiftes hver spiller til at trække kort fra bunken – men pas på, hvis du trækker en eksploderende killing eksplodere du selv og er ude af spillet – medmindre du har et defuser kort (desarmeringskort).

Der kan så spilles nogle forskellige kort der giver dig bedre chance for ikke at trække en eksploderende killing og derved give dig muligheden for at vinde spillet ved at være den sidste overlevende tilbage.

Reglerne beskriver det det således:

Kort sagt

Du taber, hvis du eksploderer.

Og så er du en trist bunke taberkonfetti.

Du vinder, hvis du ikke eksploderer.

Og så er du bare 100% for sej. Godt klaret.

Og alle de andre kort:

Formindsker din risiko for at blive sprunget i luften af eksploderende killinger.

Der ligger så en strategi i spille sine kort så man ikke skal trække fra bunken med killinger, men få de andre til det. Desarmere man en eksploderende killing så må man lægge den ind i bunken igen – lige der hvor man har lyst – og du sidder nu med den viden om hvor den er og kan planlægge hvem der skal springes næste gang, medmindre dine modspillere er smarte og spiller deres kort så du selv ender med et trække killingen.

Hvem er målgruppen, alder og sværhedsgrad

Målgruppen til exploding kittens starter ved 7 år og kan ellers spilles i alle aldre.

Teksten på kortene er godt nok på engelsk, men dette er mindre væsentligt da de alle har forskellige farver og piktogrammer som gør man ikke behøver hverken at kunne læse, eller kunne engelsk.

Spillet kan læres på meget kort tid og efter et spil eller 2 så har man fanget hvad man skal og kan begynde at udvikle sine egen strategier til at vinde.

Spillet klarer sig fint både som et familiespil og også som en festspil.

Spillets historie og udvikling

Exploding Kittens er som sagt det mest backede spil på Kickstarter, noget de er så stolte af, at det står på forsiden af æsken. Til dem af jer der ikke aner hvad Kickstarter er, så er det en portal, hvor en spildesigner kan søge penge til udvikling af sit spil, imod at spillet sendes til investorerne og ofte med nogle fordelagtige extra ting.

Spillet nåede sit fastsatte pengemål på 8 minutter, men det stoppede ikke der og det endte med at 219.382 spillere smed penge efter Exploding Kittens, således spildesignerne endte med mere end 8,7 millioner dollars på lommen, til at producere Exploding Kittens spillet for.

Nu tænker du sikkert hvorfor i alverden blev lige det her spil så populært?

Det har nok hovedsageligt noget at gøre med spillets designere Elan Lee, Matthew Inman og Shane Small.

Elan Lee er et kendt navn inden for Xbox-verdenen og har designet flere populære spil til Xbox, derudover var han med til at udvikle verdens første AR spil (alternate reality). Elan Lee slog sig så sammen med Matthew Inman, også bedre kendt under navnet Oatmeal. Matthew Inman laver tegneserier på nettet og fik i 2014 en pris for bedste ”webcomic”, han side besøges af over 20 millioner hver måned og hans humor i tegneserierne er meget populær. Den sidste spildesigner Shane Small er også kendt inden for Xbox og Marvel.

Med 3 så store navne bag Exploding Kittens, tog projektet hurtigt fart.

Teamet bag har sidenhen både lavet udvidelser til Exploding Kittens og også mange andre spil i samme boldgade hvor satire og sort humor er hovedelementer, men også alle spil, man kan lære hurtigt og spille med mange forskellige grupper og i mange forskellige sammenhænge.

Exploding Kittens finde nu i flere forskellige udgaver. Party-udgaven kan spilles op til 10 personer, NSFW (not safe for work) udgaven er en voksenudgave hvor billederne på kortene ikke er børnevenlige, og til sidst orginal-udgaven, der findes både med og uden mjavende boks. 

Der findes flere udvidelser til spillet. Det mest omtalte er Imploding kittens hvor der tilføjes flere nye kort og mekanismer og desuden en ”cone of shame” – en stor plastik krave man skal have på hvis man glemmer hvilken retning man spiller (der er nemlig kommet skift retning kort med i denne udvidelse). Der findes også en udvidelse der hedder “streaking kittens” der også tilføjer nye kort og mekanismer, der gør spillet ret så underholdende.

Vores oplevelser med spillet og meninger til indholdet

Vi elsker Exploding Kittens! Det er super sjovt at spille med familien og selvom det er et strategispil, så er det alligevel et meget simpelt spil.

Ingen spil er ens og et spil er færdigt på 15 minutter, hvilket indbyder til endnu et spil. Det kan også spilles med venner og så får det en helt anden mening og det er god underholdning.

Det er nemt at lære og det er et kæmpe plus. Dog er det sådan er jo flere man spiller, jo færre kort er der i bunken og det gør man hurtigt kan springe i luften selv og er ude af spillet.

Kvaliteten af kortene kunne godt være bedre. De bliver hurtigt slidt da man blander dem ofte, så vil anbefale men kommer kortene i kortlommer.

Personligt synes vi herhjemme at spillet er underholdende og det kommer ofte på bordet.

– Michala Flacheberg

Kvaksalver spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 45 – 60 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi elsker det! Grunden til at jeg ikke ved hvorfor, er at jeg personligt ikke plejer at være så meget til spil, hvor held spiller for stor en rolle, men i Kvaksalver gør det af en eller anden grund ikke noget. Det har været på bordet hver eneste uge siden vi har fået det, og der mangler ellers ikke umiddelbart forskellige spil at vælge imellem herhjemme…” 

Det prisvindende spil, med den spøjse titel Quacks of Quedlinburg

“Quacks of Quedlinburg”! Denne lidt spøjse spiltitel var jeg stødt på et utal af gange i brætspilsgrupper på Facebook, og det lød til at de fleste var begejstrede for det – men hvad var det egentlig for noget?

I forbindelse med at det er blevet oversat til dansk under titlen Kvaksalver, har jeg været så heldig at få muligheden for at anmelde det her på bloggen.

Quacks of Quedlinburg har vundet adskillige spilpriser, så noget må det jo kunne. Den største af disse priser er Kennerspiel des Jahres i 2018 (årets spil i Tyskland – brætspillenes Oscar – hvor Kennerspiel er kategorien til strategispil/voksenspil), men det er også blevet årets spil i adskillige andre lande, bl.a. vandt det Guldbrikken i kategorien Årets Voksenspil herhjemme i 2019.

Det vandt også en Golden Geek (en brætspilspris, der bliver udgivet af verdens største brætspils-site boardgamegeek.com) i kategorien Best Family Board Game.

Læs mere Årets Brætspil i 2020 i denne artikel!

Så kan det leve op til de store forventninger jeg havde? Lad os se på det…

Indholdet i æsken

I æsken finder man:

  • 1 spilleplade (point- og rundetæller)
  • 4 spillerplader (”gryder”)
  • 4 flasker af pap (dobbeltsidet med fyldt på den ene side og tom på den anden)
  • 4 stofposer
  • 16 små runde træbrikker (1 pointbrik, 1 ”rottebrik” og 2 ”dråber” i hver spillerfarve)
  • 1 lille flammebrik i træ (rundetæller)
  • 4 papbrikker (1 i hver spillerfarve) til at markere +50 point når man har nået en omgang på pointtælleren
  • 24 ”spådomskort”
  • 12 ”ingrediensbøger”
  • 1 bonusterning
  • 219 (jeps, 219!) ingrediensbrikker i pap i forskellige farver og værdier
  • Spilleregler

Alting virker til at være fin kvalitet, papbrikkerne har en god tykkelse og spillerplader og pointbræt er ret standard for spilleplader. Skal der være en lille anke, er det at hvis man spiller det meget, kan jeg godt forestille mig at ingrediensbrikkerne bliver noget slidt, da man roder noget rundt i dem nede i en stofpose…

Spillet ville dog nok blive for dyrt, hvis man skulle lave det med plasticbrikker (man kan købe et ”pimpet” sæt ingrediensbrikker i plastic til omkring 350 kroner!).

Vi har i skrivende stund spillet det 10-15 gange, og de er ikke begyndt at gå i stykker i kanten, men hvis det skulle begynde at ske, har jeg læst et trick med at putte dem i plastickapsler til mønter (21 mm), som kan købes for næsten ingen penge på f.eks. Ebay eller Amazon.

Man skal huske at sætte lidt tid af til udpakning inden første spil, da alle de mange brikker skal prikkes ud af deres rammer først 🙂

Opsætning af spillet

Kvaksalver er et såkaldt ”push your luck” spil, altså et spil hvor man skal se hvor længe man tør blive ved, men fortsætter man for længe, sker der noget negativt.

Hver spiller har en ”gryde”, altså en spillerplade med et billede af en gryde, hvor der er en række bobler med tal i, som er lagt ud i en spiral. Hver spiller får en ”dråbebrik”, som lægges i det inderste felt i gryden.

Man modtager også en rubin, en flaske og en ”rottebrik” – mere om dem senere. Sidst – men ikke mindst – har man en stofpose med ingrediensbrikker, som skal bruges til at brygge miksturer. Man får et lille ”startsæt” af ingredienser, og man skal så købe flere undervejs.

Ingredienserne i ”banken” lægges ud så man kan nå dem, og rundemarkøren (flammebrikken) sættes på første runde på scorebrættet.

Opskriftsbøgerne lægges ud, så man kan læse hvad de forskellige ingredienser gør – der er nemlig flere forskellige opskriftsbøger. Lidt mere om dem senere.

Gryde klar til start

Sådan spiller man Kvaksalver

Kvaksalver bliver spillet over 9 runder, og de forløber sådan set ens.

Man starter med at den første spiller trækker et spådomskort og læser det. Spådommene gælder for alle spillere, ikke kun den, der læser det (det forvirrer nogen i starten, da der godt kan stå ”du” og ”dig”, men det henvender sig altså til alle).

Spådommene gør som regel et eller andet godt, men ikke nødvendigvis for alle. Det kan f.eks. være at dem, der er bagud, får en fordel, eller at alle må få et eller andet.

Derefter kigger man på brættet, og ser hvor mange rottehaler, der er imellem den førende spiller og en selv. Jeps, der er simpelthen rotter på pointbrættet, og deres haler stikker ind imellem pointfelterne. Det antal rottehaler der er imellem føreren og en selv, er det antal felter man må starte længere fremme i gryden i den runde, når man skal brygge sin mikstur.

Dette gøres selvfølgelig ikke i første runde, hvor alle har 0 point 😅  Det er en fin ”catch up mekanisme”, der gør at man har en chance for at indhente lidt når man er bagud, da man får lov at starte længere fremme i den runde.

Der er 5 rottehaler mellem den førende spiller og grøn spiller, så grøn må
lægge sin rottebrik 5 felter foran sin dråbe, og starte runden derfra.

Så skal der brygges!

Nu skal der brygges miksturer! Spillerne trækker nu ingredienser fra deres poser, og lægger dem på felterne i gryden. Man starter på feltet foran sin dråbebrik (dråben kan blive flyttet fremad som spillet skrider frem, så man ikke starter helt inde i midten hver gang) eller fra feltet foran sin rottebrik, hvis man er bagud. Har ingrediensbrikken værdi af 1, lægger man den på det første ledige felt, men har den en større værdi lægger man den det antal felter længere fremme.

De forskellige farver ingredienser gør forskellige gode ting, men de hvide skal man passe på med! Det er nemlig kirsebærbomber, og får man for mange af dem i sin mikstur, eksploderer den…

Man må maksimalt have hvide brikker til en samlet værdi af 7 i sin mikstur – trækker man en hvid brik, der bringer værdien over 7, eksploderer miksturen, og man kan ikke fortsætte længere i den runde. Eksploderer man, får ingrediensbrikkerne dog lov at blive liggende i gryden.

Ingen ventetid mens andre har tur

Alle spillere brygger deres miksturer samtidig, så der er ikke noget med at sidde og vente på andre spillere (medmindre man eksploderer hurtigt 😄).

Når runden er slut (alle er stoppet eller eksploderet), starter ”evalueringsfasen”. Først ser man hvem der kom længst rundt i spiralen, og den/de må slå med bonusterningen. Hvis man er eksploderet, kan man ikke vinde runden, så selvom man måske er længst, kan man ikke få lov at slå med terningen.

Herefter ser man om der er nogle, der har sorte, grønne og/eller lilla ingredienser i deres gryder, og udfører evt. deres effekter (de andre farver bliver udført med det samme de bliver lagt), og spillerne får derefter point og valuta at købe nye ingredienser for, alt efter hvor langt de er kommet – feltet foran deres sidste ingrediensbrik er deres ”pointfelt”, og tallet i firkanten er deres point, og det grønne tal er den mængde man må købe ingredienser for.

Hvis ens gryde eksploderede, må man dog kun vælge én af disse ting! Det gælder derfor om at stoppe i tide, da man ellers hurtigt kan komme bagud (i de første par runder er det dog ikke så mange point det drejer sig om, da man ikke kommer ret langt i starten). Hvis der er en rubin på pointfeltet, modtager man også en rubin (uanset om man eksploderede eller ej).

Alle tingene i evalueringsfasen er vist på pointbrættet, så det er bare at gå frem efter den, så glemmer man ikke noget 😊

Runderne bliver længere, som man får flere ingredienser

Efterhånden som man får købt flere ingredienser, kan man jo så komme længere og længere rundt i spiralen, da mængden af hvide brikker er konstant (alle får dog lige en enkelt hvid brik ekstra i runde 6).

Man må maksimalt købe 2 brikker hver runde, og de må ikke være i samme farve. De fleste af ingredienserne har værdier på 1, 2 eller 4, men der er også nogle, der kun findes i værdi 1.

Når alle har købt ingredienser, må man bruge rubiner, hvis man har nogle. For 2 rubiner kan man f.eks. købe sin dråbebrik 1 felt frem, så man starter længere fremme i gryden resten af spillet.


Man kommer ikke ret langt i første runde, da man næsten kun har hvide brikker
i sin pose. Her satsede gul spiller for meget, og gryden eksploderede
(de hvide brikker giver tilsammen 8). Han kan derfor vælge imellem at
købe ingredienser for 9 ”penge” eller få 1 point.
Han får også en rubin uanset om han vælger penge eller point.

Efter alt dette rykker man rundemarkøren frem, giver spådomskortene videre til den næste spiller, som er første spiller i næste runde. Da alle spillere brygger samtidig, betyder ”spiller 1” egentlig kun, at det er den spiller, der køber først når der skal købes ingredienser, og så går det efter tur rundt om bordet. Det kan have lidt betydning i de senere runder, da der kan være nogle ingredienser, der løber tør for bestemte værdier.

Og sådan fortsætter det egentlig bare i 9 runder, hvorefter man ser hvem der har flest point 😃

Da vi somme tider kunne finde på at glemme spåkort eller rottebrikker, lavede jeg en opsummering af en tur, som vi har liggende på bordet når vi spiller, for ikke at glemme noget.

Mulighed for variation med forskellige sæt ingrediensbøger

Som nævnt gør de forskellige farver noget forskelligt, så når der skal købes nye ingrediensbrikker, kan man enten bare købe det man har råd til, eller man kan gå efter bestemte farver og forsøge at lægge en eller anden form for strategi.

F.eks. gør de røde brikker (i sæt 1) at hvis man allerede har en eller flere orange brikker i gryden, når man trækker en rød, må man lægge den røde brik 1 eller 2 felter længere fremme, end det tal der står på den. Så går man efter en ”rød strategi”, er det altså en god ide også at købe nogle orange brikker.

Hvad de forskellige farver gør, kan man se i ingrediensbøgerne (og i et tillæg til reglerne), og der er faktisk hele 4 sæt ingrediensbøger, så hvis det bliver lidt ensformigt, kan man skifte sæt, og så gør alle ingredienserne pludselig noget andet, hvilket gør spillet anderledes.

Det er super at man har inkluderet denne måde at variere spillet på! Der er også 2 sider af gryderne, hvor bagsiden også ændrer lidt ved nogle ting.

Hver farve ingrediens gør noget forskelligt i forskellige sæt. Man kan godt blande dem, men det anbefales ikke, da sættene er lavet til at være nogenlunde balancerede.

”Er det kylling du koger i den gryde?”

En af de ting, der er sjovt ved Kvaksalver, er når man kan sidde og køre lidt på hinanden. Man holder som regel lidt øje med hvor langt de andre kommer, for er man foran, er der jo ikke så stor grund til at fortsætte, hvis man risikerer at eksplodere, og når man kan se at de andre overvejer at stoppe, kan man jo se om man kan få dem til at fortsætte, så de ryger i luften.

Når man når lidt ind i runderne, kan man høre masser af drillerier (og ærgrelsesudråb når nogen eksploderer) hen over bordet, og en af de bedste kommentarer kom fra min bror, da han prøvede at få en til at fortsætte med ”Hvaaa’, er det kylling du koger i den gryde?” 😄  Marty McFly ville helt sikkert ikke være god til Kvaksalver…

Udover det med at drille hinanden lidt, er der dog ikke så meget interaktion spillerne imellem – hver spiller kører lidt sit eget spil, og man kan ikke gøre meget for at påvirke de andre. Det er jo smag og behag om man synes om det – vi synes ikke det gør noget.

Vores mening om Kvaksalver

Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi elsker det!

Grunden til at jeg ikke ved hvorfor, er at jeg personligt ikke plejer at være så meget til spil, hvor held spiller for stor en rolle, men i Kvaksalver gør det af en eller anden grund ikke noget.

Det fænger simpelthen bare, og det er allerede blevet et af vores yndlingsspil.

Der er bare noget over at have opbygget en ”god pose” med lige de rigtige ingredienser til at komme langt – selvom der stadig er risikoen for at trække tre hvide brikker til at starte med, og så være i fare for at eksplodere med det samme…

Det er selvfølgelig frustrerende, men alligevel sjovt med den uforudsigelighed. Og selvom held spiller en tydelig rolle, så har det også en del betydning hvilke brikker man kommer i sin pose.

Så skal man bare modstå fristelsen til liiige at trække én brik mere – når man har regnet ud at der kun er én ud af 9 brikker i posen, der kan få en til at eksplodere, sker det alligevel lidt for ofte, at man trækker netop den 😄

Skal man nævne en lidt negativ ting, er det at man ofte kan se hvem, der vil vinde, et par runder før spillet er færdigt.

Hvis en spiller er kommet mere end 7-8 point foran inden de sidste par runder, kræver det næsten en eksplosion at indhente.

Rottemekanismen gør en del i hver enkelt runde, men hvis føreren har gode nok brikker til at komme langt, selvom han/hun starter længere tilbage i gryden, indhenter man jo ingen point.

Så mens eksplosioner i de første par runder næsten ikke har nogen konsekvens (1-2 point), har en eksplosion i midter-runderne ret stor konsekvens da man enten mister 7-10 point eller muligheden for at udbygge indholdet i sin pose – hvilket så rammer en bagi i de efterfølgende runder.

Det skal dog ikke ødelægge indtrykket af et virkelig godt spil! Det har været på bordet hver eneste uge siden vi har fået det, og der mangler ellers ikke umiddelbart forskellige spil at vælge imellem herhjemme 🙂  De ca. 50 minutter det tager at spille (og det er ca. det samme om man er 2, 3 eller 4, da alle jo spiller samtidig) er lidt et sweet spot herhjemme, da det lige kan nås på nogle hverdagsaftener efter ungerne er puttet, hvor de lidt længere spil er forbeholdt weekenderne.

Fordele:

  • Let at lære – det nemmeste er faktisk bare at begynde at spille, hvis der er nogen med, som kender spillet.
  • Sjovt (det er selvfølgelig en smagssag, men alle vi har spillet det med er enige).
  • Fin blanding af held vs. lidt strategi.
  • Rigtig god genspilbarhed, især med variationerne fra de 4 sæt opskriftsbøger.
  • Lækkert design.

Ulemper:

  • Uanset hvordan man vender og drejer det, er held en stor faktor. Jeg så en der sammenlignede det med Mario Kart: Du kan køre et perfekt løb, og alligevel blive ramt af 3 blå skjolde lige før målstregen… Igen er det en smagssag om det er et turn-off eller ej (men Mario Kart er jo også populært!). Jeg ville have troet det var for mig, men de gode ting opvejer det til fulde.
  • Svært at indhente en føring hvis den førende spiller ikke eksploderer.

Hos os opvejer de gode ting helt klart de få minusser, så Kvaksalver får en kæmpe anbefaling herfra!

– Kim Larsen

Læs også artiklen om Årets Brætspil i 2020 – klik her!

Hungry Hugo spilanmeldelse

“Hungry Hugo er et enkelt og hurtigt spil, hvor det gælder om at være heldig og lidt snu for at være den første, der får bygget sin have færdig.
Hele familien kan være med – også de mindste. Derfor er det en fin intro til brætspil. Spillet fungerer bedst med tre til fire spillere. For hvis man kun er to spillere, er der mange ture, hvor man ikke kan komme videre, fordi Hugo står foran ens have. “

Beskyt din smukke have mod den sultne chimpanse Hugo..

I Hungry Hugo (Sultne Hugo oversat til dansk) forsøger I hver især at fylde jeres haver med flotte dekorationer, inden den store, sultne abe kommer og fortærer det hele. Heldigvis sover aben for det meste, men når den vågner, er den sulten, og så æder den det første og det bedste, den ser.

Hungry Hugo er et godt spil til de mindste børn. Det kan fungere fint cirka fra 4-års-alderen. Det er nemlig enkelt, farverigt og nemt at gå til. Det betyder også, at børn kan spille det selv uden en voksen, når de først har lært det.

Det er et flot spil, hvor man både har sit eget hus, man bygger, og kan vælge mellem en lang række farverige dekorationer til haven.

Byg huset og kom i gang

Inden I går i gang, samler I hver jeres hus. Det består af fem stykker, som nemt kan klikkes sammen.

Foran huset placerer I hver jeres lille have, hvor der er plads til fem dekorationer. Så blander I kortene og giver tre styk til hver spiller. I kan være op til fire spillere, og spillet er sjovest, hvis man er tre eller fire.

Til sidst placerer i figuren af Hungry Hugo foran en af jeres haver. Den spiller, som har aben – helt bogstaveligt – får også lov til at starte.

Så er I klar til at gå i gang. Spillet er enkelt og overskueligt. Hver gang det er din tur, spiller du et af de tre kort, du har på hånden.

Kort, kort og atter kort

Det vigtigste kort viser en spade. Det betyder, at du kan føje en dekoration til din have, så du er lidt tættere på at blive færdig.

Men du kan kun bruge det kort, hvis Hungry Hugo ikke står ved din have. Hungry Hugo sover nemlig som regel. Og hvis du begynder rumstere for meget rundt med spader og den slags, risikerer han at vågne. Og så går hans glubende appetit ud over din have.

Hvis Hugo står foran din have, kan du også være så heldig at have et kort, der giver dig lov til at flytte Hugo. Så snupper du en ladvogn og triller Hugo over til en af dine modstanderes have, og så er han deres problem.

Væk den slumrende abe

Når Hugo så står foran en anden have, kan du bruge megafon-kortet. Så slår du med den store terning, der afgør, om Hugo vågner eller sover videre.

Hvis han sover videre, sker der selvfølgelig ikke noget. Men hvis han vågner, spiser han et stykke dekoration fra den have, han står foran. Medmindre havens ejer altså har et banankort, som kan stille abens sult.

Hvis Hugo formår at fjerne alle dekorationer fra en have, begynder han at fortære spillerens hus. Huset består af fem dele, som man fjerner en efter en, indtil der til sidst måske ikke er noget tilbage. Det har vi dog ikke været ude for i nogen af vores spil.

Hvis du mangler et stykke af dit hus, skal du bygge det op igen, inden du kan bygge videre på din have. Så med andre ord er man slået et skridt tilbage i ræset for at vinde.

Den første, der får fyldt sin have med fem flotte dekorationer, vinder spillet.

Godt til familier med små børn

Hungry Hugo er som sagt helt enkelt. Der er selvfølgelig ikke den store strategiske dybde, men det er heller ikke meningen, når det er beregnet til de mindste.

Det fjollede tema og de flotte elementer rammer målgruppen rent.

Hungry Hugo er et spil hvor hele familien kan være med – også de mindste. Derfor er det en fin intro til brætspil.

Spillet fungerer bedst med tre til fire spillere. For hvis man kun er to spillere, er der mange ture, hvor man ikke kan komme videre, fordi Hugo står foran ens have.

Vi har også tilpasset spillet med nogle særregler om, at man også kan bruge to banankort til at lokke Hugo væk. Det gør spillet lidt lettere og hurtigere. På den måde kan man nemt finde på små særregler, så spillet passer endnu bedre til deltagerne.

Spillet er som sagt rigtig flot. De små fine huse og de farverige træer, blomster og nisser går rent ind hos de mindste…

God spillelyst!

– Søren Vinggaard Hellerung


Havforskerne spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 15 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere.

“Det er enkelt at gå til, der er ingen svære regler og det har en tilpas spillelænge så både forældre og børn finder det sjovt og hyggeligt. Et spil tager typisk 10 min afhænigt af antallet af spillere. Der kan være mellem 2 og 4 spillere, hvilket virker helt optimalt for den yngre aldersgruppe, så de ikke skal forholde sig til for meget…” 

Tag med på eventyr på havets bund

Tag med havforsker-børnene på et lille eventyr, på bunden af havet. I vores lille familie, har vi taget snorkel og dykkermaske på, og testet Havforskerne.

Havforskerne er en del af “Story Game” -serien fra Tactic, hvor hvert spil består af både et spil og en hyggelig børnebog. Der er sammenhæng mellem spillet og børnebogen, så børnene oplever at kunne bevare fantasiverdenen fra spillet, over i bogen – eller omvendt.

Bogen er et fint lille eventyr om 2 børn, 1 hund og mormors dag på stranden, hvor de udforsker havet. Bogen har rigtig mange fine illustrationer og en tilpas længde, til at kunne fastholde børnene.

Om producenten Tactic

Tactic er producenten bag havforskerne. Det er et finsk firma som har udviklet og produceret spil i mere end 50 år. Spillene er i en høj kvalitet og de fleste af deres udgivelser er hurtigt blevet meget populære.

Tactic bestræber sig på, at udvikle og lave spil som samler familien og vennerne til en hulens masse sjove, udviklende, spændende, udfordrende og hyggelige timer sammen.

Havforskerne æsken indeholder

6 puslespil på hver 6 brikker.

1 terning

1 sæt klistermærker

1 sæt regler 

1 bog 

Forberedelser

Placerer klistermærkerne på alle terningens sider.

Tag det antal puslespil, som der er spillere, resten skal ikke bruges.

Tjek at farverne på de puslespil-brikker i skal bruge, passer med de rammer I har valgt.

Alle puslespilsbrikkerne ligges med bagsiden opad midt på bordet og blandes.

Om Havforskerne spillet

Puslespillene er på 6 brikker og hvert puslespil, har sin egen farveramme, der passer til de rammer der medfølger. Puslespillet med den gule farveramme i siden, passer dermed ned i den gule udenoms-ramme og på samme vis med blå, lilla og orange.

Spillerne kaster terningen og tager en brik, som matcher symbolet på terningen.

Hvis det er spillerens første brik, skal spilleren tjekke at ingen andre samler på puslespillet med samme farveramme.

Har spilleren allerede en brik, som passer I farven, skal spilleren beholde den.

Hvis spillerens nye brik har en forkert farve, vises den til de andre spillere og lægges tilbage med bagsiden opad. Får spilleren et symbol,  som du allrede har, skal den ligges tilbage med bagsiden opad.

Den der først får samlet sit puslespil vinder.

Vores vurdering af Havforskerne

Vores 5 årige pige, elsker dette meget simple spil, fordi det er på mange måder kombinationen af huskespil og puslespil.

Det er enkelt at gå til, der er ingen svære regler og det har en tilpas spillelænge så både forældre og børn finder det sjovt og hyggeligt. Et spil tager typisk 10 min afhænigt af antallet af spillere. Der kan være mellem 2 og 4 spillere, hvilket virker helt optimalt for den yngre aldersgruppe, så de ikke skal forholde sig til for meget.

Havforskerne er så simpelt, at børn kan spille det med andre børn, uden forældre indblanding.

Den medfølgende bog er helt perfekt og underbygger hele spillet historie. Den er tilpas lang og fantasifuld til at kunne fastholde de yngste læsere og spillere.

Vi finder tit spillet frem, og tager gerne 2-3 spil fordi de er simple og hurtige. Terningen er stor, hvilket er meget nemmere for små børn af administrere med deres små hænder, og så bliver den ikke så nemt væk.

Alt I alt er dette spil, helt perfekt til de yngste børn, som er ved at lære at spille. Hele spillet ver bygget op, så det  er perfekt til første gangs spillere og der mange rigtig fine og gode overvejelser bag dette spil.

Der findes yderligere tre spil i serien af historiespil fra Tactic. Det startede med spillet Tabt & Fundet, som blev nomineret til Guldbrikken i 2018 for Årets Børnespil og siden da, er serien altså blevet udvidet med tre andre spil, hvor Havforskerne er det ene. Se hele serien af Tactics historiespil her!

– Tine Rasmussen

Its A Wonderful World spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 14 år | Spilletid: Ca. 45 – 60 min. | Spillere: For 1 – 5 deltagere | Priser: Nomineret til As dOr 2020

“It’s a Wonderful World er et sjovt og udfordrende brætspil, hvor du får lov til at bygge din drømmecivilisation. Reglerne kan måske lyde lidt kringlede ved første øjekast, men det er slet ikke slemt, når man kommer i gang. Og det er helt sikkert besværet værd, for It’s a Wonderful World er et fremragende spil, som jeg allerede glæder mig til at få spillet igen – også selvom jeg tabte sidst…”

Skab en vidunderlig verden

I It’s a Wonderful World konkurrerer du og dine modspillere om at skabe den mest fabelagtige civilisation, verden har set.

I udvikler opfindelser, gør opdagelser og bygger våben, bygninger og monumenter. Alt sammen for vise jeres overlegenhed.

Lyder det ikke spændende?

Så lad os komme i gang!

Klar, parat, tænk

Spillet er hurtigt at komme i gang med. I sætter spillepladen sammen og lægger ressourcekuber på. I de farver, I kan se på brættet. Så trækker I hver et civilisationskort, som giver nogle særlige startbonusser. Og så kommer den største udfordring, nemlig at blande den meget store bunke med kort. Der er cirka 170 styk, så bunken er ikke helt nem at håndtere.

Så er I sådan set klar. Spillet forløber over fire runder. Hver runde har tre faser. Først vælger I syv kort hver, så vælger I, hvilke af de kort I vil bygge og så producerer I de ressourcer, som I bruger til at bygge kort med.

It’s a Wonderful World er et såkaldt card-drafting spil. Det vil sige, at man vælger kort og forsøger at få kortenes evner og bonusser til at spille sammen. Hvert kort viser et projekt, som giver en særlig bonus.

Tænk dig godt om

Helt konkret starter I med at dele syv kort ud til hver spiller i første fase. Så vælger I hver især et af de syv kort, I har på hånden, og sender resten videre til næste spiller. Så vælger I et kort til, og sender resten videre. Sådan fortsætter det, indtil alle kortene er fordelt.

Når man vælger kort på den måde, er spillet mindre baseret på held. For så slipper man for, at én spiller kommer til at sidde med alle de gode kort på hånden, så de andre ikke har en chance. Dermed ikke sagt, at det er nemt at vælge. Den første fase er som regel den, der tager længst tid, fordi du skal lægge en plan og få alle delene til at passe sammen.

Hvad skal bygges og hvad skal skrottes?

Så er det tid til næste fase, hvor I vælger, om I vil prøve at bygge de enkelte kort, eller om I vil genbruge dem for at få ressourcer med det samme.

Hvert kort har en pris, som det koster at bygge. For eksempel skal man bruge fire grønne forskningsressourcer for at udvikle gensplejsning, eller tre sorte energiressourcer og en grå produktionsressource for at bygge en ubåd.

Til gengæld producerer de fleste kort også ressourcer, når de er bygget. Men fra start af er der ikke mange ressourcer at gøre godt med, så du skal tænke dig rigtig grundigt om for at være sikker på, at du kan bygge alt det, du gerne vil.

Producér og byg

Ressourcerne bliver produceret i fase tre. Efterhånden som du får ressourcer nok til at færdiggøre et projekt på et kort, kan du flytte kortet over til dine færdige projekter. Og så begynder det kort også at producere ressourcer. Så i løbet af spillets fire runder får du flere og flere ressourcer mellem hænderne, indtil du til sidst kan bygge de dyreste projekter, der giver en ordentlig bunke point.

Efter fire runder er det hele ovre, og I kan tælle pointene sammen og finde en vinder. Der er masser af forskellige måder at samle point, så det er svært at vide på forhånd, hvem der løber med sejren.

Det er en rigtig god egenskab i et spil som It’s a Wonderful World. For der er ikke noget værre i brætspil end at vide, at man er langt bagude og ikke kan gøre så meget ved det. Det er derfor at gammeldags spil som Matador egentlig ikke er særligt sjove at spille.

Hjernegymnastik på den sjove måde

It’s a Wonderful World kræver en hel del omtanke. I de første par spil går det nok lidt langsomt med at tage beslutninger, men det bliver hurtigt lettere og mere underholdende.

Det er vildt fedt, når man lægger en indviklet plan, som lykkes. Der er en lille smule held indblandet, men langt hen ad vejen, er det dine egne beslutninger, der afgør om du klarer dig godt eller skidt.

Spillet er virkelig vellavet og illustrationerne er flotte. Stilen minder om, hvordan folk i 1950’erne forestillede sig fremtiden og dens mange vidundere. Det hele er veldesignet, så spillet er hurtigt at få på bordet. Og det er vigtigt i forhold til, hvor tit man rent faktisk får spillet det.

It’s A Wonderful World blev i 2019 nomineret til en Golden Geek pris for Årets Spil og i 2020 blev det nomineret til den franske spilpris As dOr 2020 – Jeu de lAnnée Expert Nominee, som er Frankrigs svar på den danske pris for “Årets Voksenspil”.

For voksne og større børn

Spillets designere anbefaler det til børn på 14 år eller ældre. Men selvom spillet kræver, at man tænker sig om, mener jeg godt, at lidt yngre børn også kan være med.

På verdens største brætspilsside, Board Game Geek, har brugerne stemt sig frem til, at It’s a Wonderful World egner sig til børn helt ned til 10 år. Den grænse passer bedre efter min mening.

Reglerne kan måske lyde lidt kringlede ved første øjekast, men det er slet ikke slemt, når man kommer i gang. Og det er helt sikkert besværet værd, for It’s a Wonderful World er et fremragende spil, som jeg allerede glæder mig til at få spillet igen – også selvom jeg tabte sidst.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Santorini spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år |Spilletid: Ca. 20 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Santorini har fået en del anerkendelser i form af nomineringer til forskellige spilpriser, bl.a. fik det både en ”anbefalet” fra det meget prestigefyldte Spiel des Jahres og en nominering til Årets Spil i Norge i 2018, og jeg synes det er helt fortjent. Jeg er i hvert fald sikker på at vores udgave af Santorini hverken kommer til at samle støv eller blive solgt, som jeg først frygtede…”

Skakspil i flot forklædning

”Byg som en dødelig, vind som en gud”. Dette er mottoet for spillet Santorini, et skaklignende spil hvor to personer (man kan også spille 3 eller 4, men spillereglerne anbefaler 2) dyster om at bygge huse op i tre etager, og vinde ved at få sin figur til tops i en bygning.

Spillet er det man kalder et ”abstrakt strategispil”, hvilket i spil-terminologi betyder at temaet ikke har betydning for selve spillet, og at der ikke er held-baserede mekanikker (som f.eks. terninger eller at trække kort fra en bunke) eller skjulte informationer (som kort i hånden) – al information er på brættet, og den der løser opgaven bedst, ender med at vinde, og heraf sammenligningen med skak, som også falder ind under ”abstrakt” kategorien.

Denne udgave af Santorini er en genudgivelse af et ældre spil, hvor man har satset på, at gøre noget mere ud af det visuelle, formentlig for at gøre spillet mere appellerende til et bredere publikum.

Selve spillet er der dog ikke ændret meget ved, så de fine bygningsdele og det farvede spillebræt med plasticbasen, der skal få det til at ligne en klippeø, er egentlig ”bare” pynt.

*Den gamle og den nye og mere moderne udgave af Santorini

Men kan man så ikke lige så godt bare spille skak? Hvorfor skal man købe et spil i en æske med flotte farver med en masse plasticdele i? Lad os tage et kig på det, og se hvad det kan…

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 1 spilleplade i pap med en plasticbase, der hæver den lidt fra bordet
  • 6 plasticfigurer (”arbejdere”) i 3 forskellige farver
  • 72 plasticdele til at bygge bygninger med; 22 x niveau 1, 18 x niveau 2, 14 x niveau 3 og 18 kupler
  • 30 kort med specialkræfter (”God Powers”)
  • Spilleregler på engelsk, tysk, italiensk, fransk og hollandsk
  • Danske spilleregler kan downloades her!

Komponenterne er super lækre både i design og kvalitet – der er gjort noget ud af det, og det hele passer fint ned i æsken uden at man skal mase det derned. Der er lynlåsposer til alle delene, så man kan holde de forskellige slags brikker hver for sig, og dermed hurtigt gøre klar til at spille. De forskellige bygningsdele passer perfekt sammen. Det starter godt 🙂

Spillereglerne i æsken er desværre ikke på dansk, men Legebyen vedlægger en printet version på dansk.

Sådan spiller man

Opsætningen af spillet er hurtigt overstået, så man er i gang med at spille med det samme. Spillepladen sættes på plasticbasen, hver spiller får to plasticfigurer (arbejdere), og poserne med bygningsdele åbnes og lægges så man kan nå dem. Spillerne sætter efter tur deres arbejdere på spillepladen, og så er man klar til at spille.

Spillet foregår så på den måde, at hver spiller i sin tur først skal rykke en af sine arbejdere (de kan rykke ét felt, hvilket kan være i alle retninger – inklusive på skrå) og derefter bygge på et af de 8 tilstødende felter til den arbejder, der blev flyttet.

En bygning kan bygges op til 3 etager, og der er forskellige bygningsdele til hver etage. Man kan også vælge at bygge en kuppel ovenpå en bygning med 3 etager. Man kan bygge en hvilken som helst etage på et felt, der grænser op til det felt man står på – så selvom man står nede på jorden, kan man altså godt bygge en 3. etage på en bygning, der i forvejen har 2 etager – man kan bare ikke gå derop, da man kun kan gå én etage op ad gangen.

Når man flytter sin arbejder, kan man flytte til et felt med samme niveau, som det man står på, man kan gå ét niveau op eller man kan hoppe ned (lige så mange niveauer man vil). Formålet med spillet er så ganske simpelt (yeah, right) at få en af sine arbejdere op at stå på 3. etage af en bygning – men hvis der er bygget kuppel ovenpå, kan man ikke stå deroppe. Får man en af sine arbejdere op på 3. etage af en bygning, har man vundet spillet.

Det lyder jo nemt nok, ikke?

Simple regler – masser af strategi

Selvom reglerne er simple nok, er Santorini et spil hvor de små grå virkelig kommer til at snurre.

Sammenligningen med skak er ikke helt hen i vejret, for ligesom i skak er man 2 spillere, der prøver at udmanøvrere hinanden kun med nogle brikker og nogle regler for hvordan de må flyttes, og selvom man kun har 2 brikker at flytte med, er der masser af ting der skal overvejes – man skal bygge så man selv kan komme opad, men uden at modstanderen kommer først – eller bygger et ekstra niveau ovenpå, så man ikke kan komme op, fordi der pludselig er 2 niveauers forskel på hvor man står og hvor man gerne vil op.

Man skal også passe på at modstanderen ikke bygger en kuppel på, når man endelig har bygget et 3. niveau man rent faktisk kan komme op på 😄  Overvejelserne er mange, og ligesom i skak hjælper det at være analytisk og lidt matematisk tænkende, for at kunne overskue så mange kombinationer som muligt af de næste mulige træk.

Gudekort skaber variation

Santorini er sådan set langtidsholdbart i sig selv (bare se på skak, der ikke har forandret sig i 1500 år), men man har alligevel valgt at smide en mulighed for variationer med, nemlig gudekortene.

Med i spillet er der 30 gudekort, hvor hver gud har en specialkraft, og hver spiller får så en gud.

En specialkraft kan f.eks. være at måtte flytte to felter i stedet for et, eller bygge en ekstra gang. Der er også en gud, hvor man vinder ved at hoppe 2 etager ned (den har vi ikke prøvet endnu, jeg forestiller mig at det er svært at forsvare sig imod).

I spillereglerne anbefales det at spille uden gudekort de første mange gange, så man er helt fortrolig med spillets taktikker osv. inden man smider ekstra ting på. 10 af guderne har også lidt ”nemmere” kræfter at spille med, så det anbefales at starte med dem (de har et lille mærke på kortet, så man ved at det er en ”begyndergud”).

Der er nogle kombinationer af guder, der er bedre at spille med end andre, men man må prøve sig lidt frem med hvilke, man synes giver et nogenlunde balanceret spil. Alle guderne er forklaret i regelhæftet, og derfor er det også rart at Legebyen supplerer denne engelske version af spillet med danske spilleregler, hvis man ikke skulle være så stiv i engelsk, så man kan bruge det som opslagsværk over guderne.

Ikke et børnespil, men børn kan sagtens være med

Spillet er opgivet til at være fra 8 år, men Marie på 6 kan sagtens finde ud af det, så børn kan snildt være med! Nuvel, hun forstår ikke taktikkerne til bunds, og kan ikke se så langt frem, så hun plejer at tabe, men hun er helt med på reglerne, og hun elsker at spille det (og en enkelt gang tog hun fusen på mig og vandt, kun med en lille smule hjælp fra sin mor).

Hun bliver også bedre og bedre til at gennemskue hvad jeg er ude på, så hun kan modgå det – i starten var hun meget fokuseret på at bygge op, og glemte at holde øje med hvad modstanderen lavede, men nu har hun forstået, at man også skal holde modstanderen fra at komme op.

Jeg er sikker på at det er sund hjernegymnastik, der kan være med til at udvikle analytisk tænkning hos hende, og efter min mening er det meget sjovere at spille dette med hende, selvom jeg skal hjælpe hende undervejs, end et ”almindeligt” børnespil, hvor man bare slår med en terning og rykker en figur…

Man bliver altså bare helt glad i låget, når ens 6-årige datter kommer rendende i nattøj med et strategisk brætspil under armen, og hellere vil have godnatspil end godnathistorie 😄

Vores mening om Santorini

Jeg er aldrig rigtigt blevet fanget af spil som skak, så da jeg fandt ud af hvad Santorini var for noget, blev jeg lidt skeptisk, og var egentlig overbevist om at det nok enten kom til at stå og samle støv, eller blev solgt på et tidspunkt. Sjældent har jeg taget så meget fejl! Jeg er sikker på at det flotte design har en del at gøre med det, for Santorini er et rigtigt lækkert spil!

Plasticbygningerne får det til at være ”levende”, illustrationerne på gudekortene er fede, det hele er bare flot. Selvom det ikke burde betyde noget, gør det visuelle bare noget for spilleglæden, og jeg tror ikke jeg ville være lige så glad for det, hvis det bare var firkantede brikker man skulle lægge ovenpå hinanden, selvom spillet er fuldstændig det samme.

Basen, som løfter spillepladen, er f.eks. helt unødvendig og kun til pynt, men igen gør det visuelle altså bare noget – når man går på fin restaurant, er der jo også en grund til at de anretter maden med pincet i stedet for bare at læsse det på tallerkenen 🙂

Jeg kan godt lide gudekortene. De gør godt nok at man ikke længere har ens forudsætninger, men det synes jeg er ok. At spille uden gudekort er mere ”rent” og skakagtigt, og jeg nyder skam også at spille på den måde, men gudekortene tilføjer en helt ny dimension, og gør det på en måde lidt sjovere.

Det er to ret forskellige måder at spille på, og at spille uden guder er klart det mest ”fair”, da man har helt ens forudsætninger, men når man lærer guderne bedre at kende, kan man også bruge dem til at forsøge at udligne lidt, hvis der er en spiller, der vinder lidt for tit, ved at vedkommende får en gud, der måske ikke er så stærk overfor den gud modstanderen har.

Det kræver dog at man har spillet guderne en hel del gange med mange forskellige kombinationer for at lære hvilke, der er stærke overfor hinanden – der er vi ikke helt endnu.

Jeg er helt vild med at Marie allerede kan være med. Som tidligere nævnt forstår hun godt nok ikke helt taktikken i det endnu, men hun er voldsomt stolt af at hun kan finde ud af et spil, som hun først ”må” spille om to år – og så hjælper det også når hun taber (hvilket hun ikke altid er så god til at håndtere), at sige at det er jo egentlig fra 8 år, så det er okay at hun ikke kan vinde endnu.

Hun insisterer dog på at vi skal have gudekræfter med, selvom det gør det lidt mere komplekst – simpelthen fordi hun synes at kortene med guderne er seje 😄  Vi har derfor fundet et par af de guder, vi synes er lettest at forstå (Artemis, der må rykke et ekstra felt og Demeter, der må bygge en ekstra gang), som vi gerne spiller med.

Et spil tager (afhængigt af hvor tætte spillerne er på hinanden i niveau) 10-20 minutter, så man kan godt nå et par spil, når man først har fundet det frem – eller man kan tage det frem til et enkelt spil, når der ikke er tid til andre spil, der måske tager lidt længere.

Selvom det hedder 2-4 spillere, er Santorini ment som et spil for 2 spillere, og det er også klart bedst på den måde. Vi har prøvet med 3 nogle få gange, og det er bare ikke det samme. Hvis man skal spille 4, spiller man i hold, og det har vi ikke prøvet endnu, men vores erfaring fra andre spil i genren, som f.eks. Quixo, er at det fungerer – bare ikke lige så godt som med 2 spillere, som det er tænkt til.

Santorini har fået en del anerkendelser i form af nomineringer til forskellige spilpriser, bl.a. fik det både en ”anbefalet” fra det meget prestigefyldte Spiel des Jahres og en nominering til Årets Spil i Norge i 2018, og jeg synes det er helt fortjent. Jeg er i hvert fald sikker på at vores udgave af Santorini hverken kommer til at samle støv eller blive solgt, som jeg først frygtede. Det kan klart anbefales, og hvis man er til andre spil i den genre, vil jeg gå så langt som at kalde det et ”must have”.

– Kim Larsen

Poohat spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år. | Spilletid: Cirka 20 min. | Spillere: For 2-4 deltagere | Priser: Nomineret til Årets Familiespil 2015 af Legebranchen

“Man kan ikke vinde – kun tabe eller undgå at tabe. Det er der jo sådan set ikke noget galt i, men for Marie var det i starten lidt et turn-off. Hun elsker at spille spil, men hun er meget fokuseret på at vinde, og Poohat var hun efter nogle gange ikke så glad for at spille. ”Jeg er bange for at jeg taber” var beskeden en af de første gange jeg spurgte om vi skulle spille…”

Så nemt som at gå på toilettet

At spille Poohat er lige så nemt som at gå på toilettet. Først finder du toilettet, så gør du hvad du skal, og til sidst tørrer du dig. Åh, og du skal selvfølgelig huske at vaske hænder!

Det er essensen i Poohat, et børne-/familiespil fra 6-års alderen for 2 eller flere spillere, der i al sin enkelthed går ud på at komme af med sine kort så hurtigt som muligt (eller rettere: Ikke være den med flest kort på hånden, når en runde slutter) for at undgå at tabe, og dermed få en lort (eller ”poohat”) på hovedet.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 5 ”poohatte” (gummipøller med elastik, så man kan tage dem på hovedet)
  • En pruttepude
  • Et sæt kort med forskellige symboler
  • Spilleregler på de 4 nordiske sprog

En ting, der godt kan irritere mig lidt, er at æsken skal være så stor. Det er lidt som om at spillet gerne vil se ud af mere end det er, og det der ingen grund til.

Et sæt spillekort, en pruttepude og 5 gummilorte behøver ikke en æske på størrelse med Trivial Pursuit… Det er selvfølgelig en lillebitte detalje, men det kan bare irritere mig en lille smule.

Sådan spiller man Poohat

Man forbereder spillet ved at lægge pruttepuden så alle kan nå den og dele kortene ud. Det er forskelligt hvor mange kort, der skal bruges, alt efter hvor mange spillere man er. Kortene bliver liggende på bordet med bagsiden opad, indtil runden startes. Når alle er klar tælles der til tre, og man må vende sine kort.

Kortene har 4 forskellige symboler angivet med et stort billede på midten og et mindre logo i hvert hjørne – toilet, pølle, toiletpapir og vaske hænder – og tre forskellige farver (orange, blå og grøn).

Når en runde går i gang, gælder det så om at komme af med sine kort så hurtigt som muligt. Der er ingen ture – man smider på, når man kan. Men man skal være hurtig, for inden man får fundet det kort man vil smide, kan en anden have smidt et kort, så det kort man har fat i ikke kan bruges længere.

Reglerne for at lægge kort ned er: De skal lægges i rækkefølgen toilet –> pølle –> toiletpapir -> vaske hænder -> forfra, og derudover skal der skiftes farve, så man må ikke lægge et kort i samme farve, som det der lige er blevet lagt.

I reglerne står at man skal råbe det symbol man spiller, men det glemmer vi tit 😄   Det gør det dog noget nemmere når vi husker det, da man så i hvert fald kan finde den rigtige slags kort, men man skal stadig kigge på bunken efter hvad farve den har, for at kunne finde et kort, man kan smide på.

En runde er færdig når en spiller enten ikke har flere kort, eller ikke kan spille nogle af sine kort og trykker på pruttepuden. I princippet kan man godt have flest kort tilbage og vinde runden hvis ingen af dem kan spilles, men det er farligt at satse på, da det sagtens kan ske at mens man rækker ud efter pruttepuden, bliver der spillet et kort, der gør at man pludselig godt kan spille et af sine kort.

Hvis man trykker på pruttepuden, skal man vise sine resterende kort, for at bevise at de ikke kan spilles. Passer det vinder man runden, tager man fejl taber man automatisk runden. Såfremt den, der trykkede på pruttepuden, ikke tabte runden, er taberen af runden den, der sidder med flest kort tilbage.

Taberen får en poohat på hovedet og skal blande kortene til næste runde. Der spilles 5 runder, hvorefter taberen af spillet er den med flest poohatte. Har flere lige mange, tager man ekstra runder til der er fundet en taber.

Det handler om at være hurtig

Spillet går ret hurtigt, og selvom det er det, der gør det sjovt, er det desværre også den største ulempe ift. at spille børn og voksne sammen.

Det kniber med at Marie på 6 kan finde et kort der passer, før der allerede er nogen, der har smidt et nyt kort.

Reglerne siger at man kan sidde med kortene på hånden eller lægge dem på bordet, og der er det en klar fordel for børnene bare at lægge dem (der er ikke tid til at kigge på andres kort og spille efter dem alligevel, så det skader ikke at de er synlige), da det er svært at holde dem på hånden – selvom vi spillede med at Marie måtte tage dem op og ordne dem inden vi gik i gang, blev det hurtigt rodet sammen, når hun skulle finde de rigtige kort hurtigt, men når hun ordnede dem på bordet gik det rigtigt godt.

Vi synes at det er en fin husregel at børnene må se deres kort og lægge dem i orden inden runden startes – på den måde mindsker man de voksnes fordel i reaktionsevne og overblik, da deres kort vil være blandede fra rundens start, og når Marie får lov at ordne sine kort på forhånd, og har dem liggende på bordet i små bunker, er hun faktisk svær at hamle op med 😄

Vores dom: Sjovt – også for de voksne

Man kan ikke vinde – kun tabe eller undgå at tabe.

Det er der jo sådan set ikke noget galt i, men for Marie var det i starten lidt et turn-off.

Hun elsker at spille spil, men hun er meget fokuseret på at vinde, og Poohat var hun efter nogle gange ikke så glad for at spille.

”Jeg er bange for at jeg taber” var beskeden en af de første gange jeg spurgte om vi skulle spille, og da jeg spurgte ind til det, virkede det som om hun ikke kunne lide at blive ”udstillet” med en lort på hovedet i resten af spillet, hvis hun tabte en runde.

Det er dog blevet meget bedre, specielt efter vi indførte husreglen med at hun må ordne sine kort i små bunker inden vi andre tager vores op – nu taber hun ikke lige så ofte, og så er det selvfølgelig meget sjovere, for i starten havde hun virkelig svært ved at følge med.

Det er også et spil, der også er sjovt for voksne, så jeg tænker at det godt kan blive et af de spil, hvor man ikke som voksen bare tænker ”åh, så pyt da…” når hun kommer og gerne vil spille.

Man bliver hurtigt grebet af stemningen, og jeg kan godt lide at det er lidt actionpræget. Jeg tænker også at det vil være fint til børn mod børn, da de så vil have samme niveau, men det har vi ikke haft mulighed for at afprøve endnu.

Så dommen må være: Godkendt, men ikke helt optimalt med børn mod voksne, hvis børnene er for små, medmindre man laver egne husregler. Til gengæld er det et spil de voksne sagtens kan låne og spille uden børn! 😄

– Kim Larsen

Nova Luna spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 60 min. | Spillere: For 1 – 4 deltagere | Priser: Nomineret til Årets Spil i Tyskland 2020

“Nova Luna er et fremragende spil, for børn og voksne, der kan lide spil, hvor man skal tænke sig om. De fleste spil er meget tætte, så der skal kun et lille fejltrin til for at smide sejren. Men til gengæld føler man sig heller ikke hægtet af, hvis man er lidt bagude. Og det er vigtigt, for ellers er det knapt så sjovt at spille…”

En farverig udfordring for de små grå

Nova Luna er et nyt spil fra en af brætspil verdenens store navne, Uwe Rosenberg. Du behøver ikke at vide, hvem han er. Du skal bare vide, at kvaliteten altid er høj, når hans navn står på æsken.

Uwe Rosenberg har designet mange fremragende spil i den krævende og komplekse ende af skalaen. For eksempel Agricola, som jeg tidligere har anmeldt. Men han er lige så dygtig til at lave enkle og sjove spil som Patchwork, som også er anmeldt her på bloggen.

Nova Luna hører til den enkle kategori. Det er nemt at lære, men man skal alligevel have gang i de små grå for at blive god til det. Den anmeldte version er engelsk, da spillet i skrivende stund ikke er udgivet med danske spilleregler.

Spillet blev i 2020 nomineret til Årets Spil i den tyske prisuddeling Spiel des Jahres, men vandt desværre ikke.

I gang på et øjeblik

Nova Luna er også et dejligt enkelt spil at gøre klar til. Du blander bare brikkerne og lægger det såkaldte månehjul klar. Så sætter du den måneformede markørbrik op ved startfeltet og lægger 11 brikker ud rundt om månehjulet.

Hver spiller får 20 runde opgavemarkører, og så er I klar til at spille.

Kort fortalt går spillet ud på at løse de opgaver, der er vist på hver af de mange brikker. Hver gang du løser en opgave, dækker du den til med en af dine opgavemarkører. Og den første, der lægger alle sine 20 markører – og dermed har løst 20 opgaver – vinder spillet

Brikkerne viser fra nul til tre opgaver. Alle opgaver går ud på at lægge brikker i bestemte farver ved siden af den brik, opgaven står på.

Hvis du for eksempel har en brik, der viser tre orange prikker, gælder det om at lægge tre orange brikker op ad den brik, opgaven står på. De tre orange brikker behøver ikke alle at ligge lige op ad opgavebrikken, så længe de bare er forbundet med hinanden.

Og hvis du synes, det lyder lidt forvirrende så bare rolig. Det giver fin mening, når du sidder med spillet.

Kombinationer på kryds og tværs

Det udfordrende element ved Nova Luna er, at de nye brikker, du lægger for at løse en opgave, også selv indeholder nye opgaver. Derfor er du hele tiden nødt til at tænke på, hvordan brikkerne bedst passer sammen, så du kan løse flest mulige opgaver.

Selvom det kan være svært at regne ud, er det netop den spilmekanik, der gør Nova Luna sjovt og tilfredsstillende at spille. Det føles godt at lægge en brik, som gør, at du med det samme kan løse to-tre opgaver. Men det kræver koncentration og omtanke at få det til at lykkes.

Taktik for viderekomne

Nova Luna indeholder også en anden vigtig dimension, nemlig måden du vælger brikker på.

Der er nemlig ikke frit valg på alle hylder – desværre. Når det er din tur, kan du vælge en af de næste tre brikker, der ligger efter den måneformede markørbrik ved månehjulet. Når du har taget brikken, rykker du markøren frem til det sted, hvor brikken lå. Så kan den næste spiller vælge mellem de tre næste brikker.

Få to ture i træk

Men i Nova Luna spiller I ikke altid på skift. Hvis du spiller taktisk smart, kan du nemlig få flere ture i træk.

For hver brik, du tager, rykker du nemlig det antal felter frem, der står på brikken. Det kan være alt fra 1 til 7 felter. Men det er altid den spiller, der står bagerst, som har næste tur. Så hvis du rykker 3 felter frem, men stadig er den bagerste spiller på brættet, er det din tur igen.

Men hvorfor så ikke bare altid tage brikkerne med lave tal, så man får flere ture? Det er en dårlig idé, fordi brikkerne med lave tal altid har sværere opgaver. Så du altid nødt til at vurdere, om du vil have en nem opgave og rykke langt frem eller en svær opgave og få flere ture. Der var ingen, der sagde, det skulle være nemt.

Sjovt, spændende og udfordrende

Nova Luna er et spil, vi vender tilbage til igen og igen herhjemme. Man bliver fristet til at tage spil mere, for måske kan man lige snuppe sejren, hvis man spiller på en lidt anden måde.

De fleste spil er meget tætte, så der skal kun et lille fejltrin til for at smide sejren. Men til gengæld føler man sig heller ikke hægtet af, hvis man er lidt bagude. Og det er vigtigt, for ellers er det knapt så sjovt at spille.

Hvis du tidligere har spillet Patchwork, får du nogle af de samme spilmekanikker her – selvom det også er ret anderledes på flere punkter. Men hvor Patchwork er begrænset til to spillere, kan I være op til fire, når I spiller Nova Luna.

Spillet fungerer godt, uanset om I er to, tre eller fire spillere. Og du kan faktisk også spille en soloversion, hvis du har lyst til lidt hurtig adspredelse.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Agricola

Læs også spilanmeldelsen af Patchwork

Læs også mere om alle Årets Brætspil 2020