Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Kategori titel

Autem vel eum iriure dolor in hendrerit in vulputate velit esse molestie consequat, vel illum dolore eu feugiat nulla facilisis at vero eros et dolore feugait.

Kategoriarkiv Anmeldelse af spil

Stick The Shape spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Træ/Gummi/Plast | Mærke: Educo

“Stick The Shape lever op til Educos filosofi ved at træne forskellige ting, mens man har det sjovt: At kombinere de to terninger så man får en bestemt form med en bestemt farve, og hånd/øje koordination ved at fange brikkerne med sugekoppen. Stine på 3 år var rigtigt hurtig til at fange konceptet, og jeg var faktisk ret imponeret over, hvor god hun var til at finde de rigtige kombinationer af farver og former, da der er nogle, der godt kan ligge lidt tæt på hinanden (rektangel og kvadrat samt oval og cirkel), men det var meget sjældent at hun tog en forkert…”

En spilanmeldelse af Stick The Shape

Kombiner farver og former! Stick The Shape er et spil fra hollandske Educo, hvis koncept er at lave spil og legetøj for de mindste, der lærer dem noget mens de leger/spiller.

Educo laver nogle fantastisk lækre produkter, som man f.eks. finder i mange børnehaver, da det udover at være ting, der giver en form for læring, også er rigtig god kvalitet, der kan holde til at blive brugt igen og igen.

Stick The Shape går ud på at kombinere en farve med en form og finde den først, og er angivet til at være fra 3 år. Lad os se på hvad det er for noget.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 72 plasticbrikker med farvede figurer
  • 6 sugekopper (der var godt nok 7 i vores, men det skal man jo ikke klage over)
  • 2 store terninger af træ – en med farver og en med former
  • Spilleregler

Det hele er i en rigtig lækker kvalitet – kraftige plasticbrikker i stedet for pap, store terninger som er nemme at se på og en super lækker æske af træ, så alt signalerer kvalitet fra starten. Hvis jeg skal komme med et lille bitte øf (som kan løses med en elastik), så er det at låget til æsken bare ligger ovenpå, så det ryger nemt af, hvis et barn selv tager spillet ned fra hylden.

Her kunne det have været helt perfekt, hvis låget gled ind i en slids, som vi har set på andre spil i træ-æsker. Men det er en lille ting, som ikke skal ødelægge det gode indtryk!

Spillereglerne er desværre ikke på dansk, men de er så korte og enkle, at den nedenstående hurtige gennemgang, faktisk mere eller mindre er de fulde regler 🙂

Opsætning af spillet

De 72 brikker med farvede former er fordelt, så der er 6 forskellige former alle i 6 forskellige farver, og der er så 2 af hver farvet figur.

Man lægger 36 brikker op i et felt på 6 x 6 brikker (vi har valgt at sortere dem, så det er 36 forskellige, så alle kombinationer af farve og figur er der fra start, men det er ikke noget, der står i reglerne), og de resterende 36 brikker stilles i en bunke ved siden af. Hver spiller får en sugekop, første spiller får terningerne, og så man klar.

Sådan spiller man Stick The Shape

Første spiller slår med terningerne, hvor den ene viser en form og den anden viser en farve, og så gælder det om at være hurtigst til at finde den brik, der passer med kombinationen, og snuppe den med sin sugekop. Hvis der er flere, der passer (der er jo to af hver brik), kan begge brikker tages.

Den tomme plads fyldes med en ny brik fra bunken, og terningerne gives videre til næste spiller. Man kan jo sagtens komme ud for, at der er brikker, der ikke er på bordet, hvis der er andre, der er 2 af, så hvis ingen har fundet kombinationen på terningerne efter et stykke tid, fortsætter man bare til næste runde. Sådan fortsætter man runde efter runde, og vinderen er den spiller, der først får samlet 10 brikker (eller hvad man nu aftaler).

I reglerne foreslås det at man kan lave spillet lettere ved kun at bruge én terning, så man bare skal finde en bestemt form eller farve. Det har vi ikke haft behov for, men så kan det måske bruges til endnu yngre børn.

Brikkerne kan også bruges til klassisk memoryspil, da der jo er to af hver slags.

Vores mening om Stick The Shape

Stick The Shape lever op til Educos filosofi ved at træne forskellige ting, mens man har det sjovt: At kombinere de to terninger så man får en bestemt form med en bestemt farve, og hånd/øje koordination ved at fange brikkerne med sugekoppen.

Stine på 3 år var rigtigt hurtig til at fange konceptet, og jeg var faktisk ret imponeret over, hvor god hun var til at finde de rigtige kombinationer af farver og former, da der er nogle, der godt kan ligge lidt tæt på hinanden (rektangel og kvadrat samt oval og cirkel), men det var meget sjældent at hun tog en forkert.

Ulempen ved spillet (som de fleste spil, der kører på færdigheder) er, at spillerne helst skal være på samme alder/niveau, så hvis man som os har godt 3 år mellem børnene, er den store bare hurtigere til at finde de rigtige brikker 80-90% af gangene. Der er 3½ års forskel på vores piger, og der er Marie lidt for overlegen.

Der kan man så lave forskellige husregler, f.eks. at den store skal holde sig for øjnene og tælle til tre, så den lille får et lille forspring, eller hvad man ellers lige kan finde på. Det samme gør sig selvfølgelig gældende, hvis man som voksen spiller med sin 3-årige, men her kan man nemmere bare lade barnet finde den rigtige brik, og lave det mere som en leg end som et spil.

Det er til gengæld helt perfekt, hvis man har nogenlunde jævnaldrende børn, eller til legeaftaler hvor man også pludselig har børn i huset, der kan være på nogenlunde samme niveau. Det er selvfølgelig også oplagt til børnehaver, da kvaliteten er så god, at det nemt kan holde til at blive leget med hver dag.

Selvom det er angivet fra 3 år, synes Marie på 6½ også at det er sjovt, så det er langtidsholdbart, der er bare lige udfordringen med at få de to unger til at spille det sammen, når der er så stor forskel. Men begge tøser har brugt det med deres respektive legekammerater, så det kan bruges i lang tid, og er ikke kun til de alleryngste.

Vi er rigtigt glade for Stick The Shape, så det får vores varmeste anbefalinger – ungerne synes det er sjovt, de lærer lidt af det, og med den kvalitet komponenter, så kan det for det første bruges i lang tid, og for det andet kan det helt sikkert findes frem igen, når der evt. kommer børnebørn 🙂

– Kim Larsen

Combo Color spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Spilletid: Ca. 20 min | Priser: Nomineret til Guldbrikken for Årets Familiespil 2019

“Det er et spil i god og solid kvalitet. Spillepladerne er også fine tykke og i god kvalitet. Spillepladerne er lavet i et materiale, som gør, at man kan tegne derpå med de medfølgende whiteboard tuscher. Hos os vil det formentlig mest være et hurtigt spil, børnene kan finde frem, når de keder sig og de kan spille selv med andre børn…”

En spilanmeldelse af Combo Color

Combo Color spillet blev nomineret til Guldbrikken for “Årets Familiespil” i 2019 men vandt desværre ikke kategorien. Combo Color er et strategisk farvelægningsspil!

Udvid dit område ved at farve et mellemrum på kortet, hver gang du får turen. Men det er ikke enkle mellemrum! Lad ikke dine modstandere gætte din strategi, hvis du vil have den bedste score. Udforsk Versailles, Tokyo, Junglen og mange andre spektakulære scenerier.

Indholdet i Combo Color familiespillet

Spillet indeholder 18 dobbeltsidet spilleplader, der kan bruges igen og igen, 4 whiteboard tuscher, en svamp til at slette og en spillevejledning.

Det er en forholdsvist kort spillevejledning, men trods det så tog det lige lidt tid inden vi helt forstod, hvordan man skulle tælle point.

Det var nemt forstå, hvordan spillet skulle spilles, når man læste spillevejledningen. Til gengæld tog det lidt tid, før vi forstod, hvordan man skulle opgøre pointene. Dette skyldes, at der er forskellige muligheder for at samle point på de forskellige spilleplader.

I spillevejledningen er der sat eksempler op, som tager udgangspunkt i nogle specifikke spilleplader. Hvis man finder dem frem, mens man læser spillevejledningen, er det lidt nemmere at gennemskue. Spillepladerne er lavet således, at man kan starte med nr. 1 som er meget simpel og på den måde lære spillet bedre at kende efterhånden, som man kommer igennem dem fra første til sidste spilleplade.

Det er et spil i god og solid kvalitet. Spillepladerne er også fine tykke og i god kvalitet. Spillepladerne er lavet i et materiale, som gør, at man kan tegne derpå med de medfølgende whiteboard tuscher og derefter viske ud igen med den medfølgende svamp. Det går utrolig nemt at viske ud, efter man har tegnet derpå. Der skal ikke skrubbes, og der er intet at se på spillepladerne bagefter. Selve tuscherne var dog i vores spil ikke helt i samme kvalitet. Den ene skulle man holde på en bestemt måde, for at få den til at tegne ”ensartet”.

Om selve spillet

For at vinde spillet skal man ende med flest point, når spillepladen er fyldt helt ud.

Ender man på de samme point, deles man om førstepladsen. Der er x antal felter på hver spilleplade. På skift skal man tegne sin farve på et felt. Man skal altid starte på et af de yderfelter, som har en pil.

Derefter må man tegne på de felter, som grænser op til et felt, der i forvejen er tegnet på.

Felterne har som nævnt forskellige symboler, som giver forskellige point, men også kombinationen af de felter, man tegner på, får betydning for point.

Vores vurdering af Combo Color

På kassen står der, at det egner sig til 8-årige og opefter, tager 20 min og kan spilles af 2-4 spillere. Det er helt klart mest et børnespil.

Vores vurdering er, at det passer bedst til aldersgruppen 7- 10 år. Vores yngste spiller var 9 år. At gennemskue hvordan man får flest point, kan godt være svært for en 8/9-årig på de spilleplader, hvor der er flere måder og kombinationer at få point på.

Men hvis man som voksen spiller med, så er det nemt at hjælpe barnet med at få lidt bedre overblik.

Hvis det er børn, der spiller med hinanden, så betyder det måske knap så meget, da de ”er i samme båd”.

Til gengæld er det faktisk forholdsvist nemt (også for børnene) at tælle point bagefter. Der er på spillepladerne en regnskabsboks, som er simpel at brug. Det er let og overskueligt for børnene.

Dog skal man på den ene slags point kunne gange, og her kan jeg se, det giver god mening at man skal være minimum 8 år.

Vores vurdering er dog stadig, at man godt kan spille det fra man er omkring 6 år og opefter.

Hos os vil det formentlig mest være et hurtigt spil, børnene kan finde frem, når de keder sig og spille med andre børn.

– Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af Complete – Gør sætningen færdig!

Læs også anmeldelsen af Årets Voksenspil 2020: Helt Blank

Læs også spilanmeldelsen af 6 Nimmt kortspillet

Diamant spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spillere: For 3 – 8 deltagere | Spilletid: Ca. 30 min | Producent: IELLO | Distributør | Asmodee

“Diamant er anbefalet fra otte år og opefter, men det dur til de flest. Vi har spillet Diamant med min datter på seks år, men vi har også haft et hyggeligt spil, hvor der kun var voksne med. Det viser, at spillet har en vis kvalitet. Spillet tager kun cirka 20 minutter, så det er ret overskueligt at give sig i kast med. Selve designet er også flot. Illustrationerne er gode og levende, så man følger sig draget ind i junglefortællingen. De små skattekister er en sikker vinder for de mindste medspillere…”

En spilanmeldelse af Diamant

På skattejagt i junglen! Diamant er et enkelt og underholdende spil for hele familien. Hvem kan holde nerverne i ro og vende hjem med den største skat?

Ukendte farer lurer i junglens labyrintiske hulesystemer. Giftige slanger, bidske bæster og århundreder gamle fælder venter i mørket. Bevæbnet med flakkende fakler og en god portion mod bevæger jeres ekspeditioner sig gennem de underjordiske gange, der har ligget skjult for civilisationen i hundredvis af år.

Jeres håb er at finde uanede rigdomme i dybet. Men eventyret er kun for de modige og fornuftige. For man skal turde at bevæge sig videre ind i mørket, selvom farerne lurer bag hvert hjørne – og samtidig skal man være klar til at vende om, inden det er for sent.

Diamant er et spændende og sjovt spil for hele familien. Det gælder om at have is i maven for at blive den mest succesrige jungleekspedition.

Spillet går kort sagt ud på at udforske huler, som bliver afsløret lidt efter lidt. Hulerne er fulde af skatte, men også lumske fælder. Det er er såkaldt push your luck-spil, det vil sige et spil, hvor det går ud på at satse rigtigt for at vinde.

Kom hurtigt i gang

Inden spillet begynder, vælger I hver en spillerfarve og får en figur og to kort. Kortene skal I bruge til at vise, om I vil fortsætte eller flygte, når I bevæger jer ind i mørket. På spillepladen lægger I brikker på de fem indgange til hulerne. Hver udgang svarer til en runde i spillet. Så når en runde er ovre, vender I en brik, så det er tydeligt, hvor langt I er kommet.

Til sidst blander I alle brikkerne, så hver runde byder på nye overraskelser.

Ind i mørket

Nu kan spillet gå i gang. I hver runde bevæger I jer sammen ind i en hule for at se, hvad den gemmer af rigdomme og farer.

I vender en brik ad gangen. Brikkerne viser enten fælder eller ædelstene. Brikkerne med ædelstene har alt fra 1 til 15 ædelstene på. Når I får sådan en brik, deler I byttet mellem alle de eventyrere, der stadig er med inde i hulen. Hvis der bliver ædelsten tilovers, lægger I dem på kortet.

Hvis I får en brik med en fælde, sker der ikke noget – i hvert fald ikke i første omgang. Det er først når I trækker den samme type fælde anden gang, at det giver problemer. Når det sker, mister alle, der stadig er inde i hulen, deres ædelstene fra den runde og flygter ud af hulen. Derfor er det en god idé at vende om, inden det sker.

Should I stay or should I go?

Først når du er sikkert ude af hulen igen kan du lægge dine ædelsten i din skattekiste. Og det er kun stenene i kisten, der tæller med, når I finder en vinder til sidst.

Hele spillet handler derfor om at finde den rigtige balance. For hvis du vender om inden de andre, får du alle de ædelsten, der blev tilovers, når I delte byttet på hver brik på vej ind i hulen. Men til gengæld får du ikke del i de skatte, som de andre finder, når de begiver sig videre ind i det ukendte. Så hvis de fortsætter et godt stykke uden at fælden klapper, kommer de hurtigt foran.

Hver gang I skal til at lægge en ny brik, vælger I hver især, om I vil fortsætte ind eller begive ud af hulen og tilbage til lejren. Som nævnt har I hver jeres kort, der enten viser, at I vil flygte eller fortsætte. Vælg et kort og læg det frem på bordet med bagsiden opad. Når alle har truffet sit valg, vender I kortene samtidig. På den måde sikrer I, at jeres valg ikke bliver påvirket af, hvad de andre gør.

En runde slutter enten, når alle har besluttet sig for at vende om, eller når I trækker samme type fælde for anden gang, så bliver I alle jaget på flugt. Når det sidstnævnte sker, fjerner I en brik med den type fælde, som I røg i. Det betyder, at det er mindre sandsynligt, at I løber i den type fælde i de følgende runder.

Når en runde er ovre, vender i brikken ved hulens indgang og klar til næste runde. I blander brikkerne så I igen er klar til at udforske en ukendt hule.

Når I har spillet fem runder, er alle huler udforsket. I tæller ædelstenene i jeres skattekister op og kårer en vinder. Det er selvfølgelig den person, der har samlet flest ædelsten.

God spænding for pengene

Diamant lykkes godt med at skabe et fængende handling, som ikke er langtrukken eller uinteressant. Hver gang I vender et kort, er man enten lettet, frustreret eller lykkelig over den beslutning, man har taget.

Spillet er selvfølgelig baseret en del på held. Hvis du har lidt matematisk sans, kan du sagtens have en fornemmelse af, hvor sandsynligt det er, at trække en bestemt fælde. Og hvornår det er en god idé at trække sig ud. Men du kan aldrig vide dig sikker, så selv de bedste kan hurtigt gå i vasken.

Spil, der har et element af held er som regel en sikker vinder, hvis man spiller med mindre børn. Så har de nemlig en god chance for at vinde – i modsætning til, hvis spillet gik ud på paratviden eller ren strategi.

Noget for alle

Diamant er anbefalet fra otte år og opefter, men det dur til de flest. Vi har spillet Diamant med min datter på seks år, men vi har også haft et hyggeligt spil, hvor der kun var voksne med. Det viser, at spillet har en vis kvalitet.

Spillet tager kun cirka 20 minutter, så det er ret overskueligt at give sig i kast med. Selve designet er også flot. Illustrationerne er gode og levende, så man følger sig draget ind i junglefortællingen.

De små skattekister er en sikker vinder for de mindste medspillere.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Bermuda Pirates

Læs også spilanmeldelsen af Tokyo Highway

Læs også spilanmeldelsen af My City

6 Nimmt spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca 30 – 60 min | Spillere: For 2 – 10 deltagere | Mærke: Lautapelit / Spilbræt

“Der er for os ingen tvivl om, at man får mest ud af at spille 6 Nimmt, når man er mere end 2-3 spillere. Risikoen for at blive tvunget til at tage en række over i sin pointbunke er langt større jo flere, man er. Man kan tænke sig rigtig godt om, men det er en god portion held, som i sidste ende bestemmer, om man vinder eller taber…”

En spilanmeldelse af det prisvindende kortspil 6 Nimmt

6 Nimmt et hyggeligt kortspil, hvor man skal tænke sig lidt om og håbe på en god portion held.

Spillet er i en fin lille solid æske, der indeholder kort og spillevejledning på de nordiske sprog.

Da det er et kortspil uden andre remedier, kan man vælge at tage kortene ud af æsken, og blot samle med en elastik, så det er nemt at have med sig. (Dog er spillevejledningen i så fald ikke så nem at have med).

Spillevejledningen er simpel, kort og let at forstå. Det tog os få minutter at læse og komme i gang med at spille. Kortene er tykke og solide, så de ikke så nemt slides op. Hvis man synes grundspillet er for nemt, kan man tage den sværere variation, hvor man selv får lov at vælge sine kort. Spillet er anbefalet fra 10 år og op. Det er for 2 til 10 spillere.

Om 6 Nimmt spillet

Kortene går fra 1 til 104 og i toppen af hvert kort, er der tegnet ”fæhoveder”. Spilleren med flest fæhoveder har tabt og spilleren med færrest har vundet.

Man spiller et antal runder – indtil en spiller rammer 66 fæhoveder. Man kan vælge at sætte dette antal op/ned eller i stedet spille et bestemt antal runder.

Hver spiller får 10 kort på hånden og der lægges 4 startkort på bordet. Hver spiller vælger et kort fra hånden på samme tid, og lægger dette på bordet med bagsiden opad, så ingen kan se værdien på kortet.

Når alle spillere har valgt sit kort, afsløres de. Det laveste kort skal altid lægges først og de resterende i numerisk orden.

For at lægge kort til en af de 4 rækker gælder følgende regler:
1 – alle kort skal lægges i numerisk orden ift. kortene på bordet stigende fra venstre mod højre.
2 – kortet skal lægges til den række, hvor der er mindst værdiforskel
3 – der må max ligge 5 kort i rækken, bliver man tvunget til at lægge 6. kort, skal man tage alle 5 kort og lægge i sin pointbunke (dette skal helst undgås)
4 – Har kortet så lav værdi, at det ikke kan lægges til en af rækkerne, skal man fjerne en række og lægge i sin pointbunke og lægge kortet som startkort på den plads, rækken er fjernet.

Disse regler gør, at man kan blive tvunget til at tage rækker, som man ikke lige havde planlagt. Dette forstærkes af, at man ikke ved på forhånd, hvilket kort modspillerne har valgt.

6 Nimmt vandt Mensa Select prisen

i 1996 var 6 Nimmt kortspillet så heldigt at blive nomineret til en Mensa Select pris. Det tankefulde kortspil vandt da også prisen, som hvert år deles ud til hele 5 spil. Mensa Select er en årlig pris der siden 1990 er blevet uddelt af Mensa i USA, til fem forskellige brætspil (eller kortspil, terningspil osv), som er nye, originale, udfordrende og godt designet. Priserne uddeles ved den årlige Mensa Mind Games konkurrence, som desværre blev udsat/aflyst grundet Covid-19 i både 2020 og 2021. Læs mere herom i Årets Spil 2021 artiklen.

Vores vurdering af 6 Nimmt kortspillet

Der er for os ingen tvivl om, at man får mest ud af at spille 6 Nimmt, når man er mere end 2-3 spillere. Risikoen for at blive tvunget til at tage en række over i sin pointbunke er langt større jo flere, man er. Man kan tænke sig rigtig godt om, men det er en god portion held, som i sidste ende bestemmer, om man vinder eller taber.

Jeg kom til at tænke på bedsteforældrene, som af og til spiller kort med børnebørnene, da vi spillede det.

Det her kunne være et af de slags spil, som de kunne have liggende, som et alternativ til fx kortspillet 500. Det vil ikke være et spil, vi finder frem til en spilleaften, men det kunne være et alternativ til andre ”hurtige spil”, som man finder frem, når man er på camping i samme kategori som et spil Uno, Skip-bo, Olsen, Æsel osv.

Har man børn med en god talforståelse, er det min vurdering, at 6 Nimmt også kan spilles med børn i 8-9-årsalderen.

– Joan Frederiksen

Læs også anmeldelsen af Ligretto kortspillet

Læs også anmeldelsen af The Mind kortspillet

Læs også anmeldelsen af Hanabi kortspillet

Carcassonne Safari spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min | Spillere: For 2 – 5 deltagere | Mærke: Lautapelit / Spilbræt

“Carcassonne Safari får de varmeste anbefalinger herfra! Det kommer helt sikkert til at stjæle lidt spilletid fra originalen herhjemme, selvom det aldrig kommer til at erstatte den. Jeg er stor fan af det oprindelige Carcassonne, og jeg må sige at Carcassonne Safari ikke har skuffet mig. Det kan godt være at gameplayet egentlig er ret meget det samme, men der er alligevel nogle taktiske forskelle pga. den nye måde at score point på – f.eks. gør det en forskel, at man ”ustraffet” kan lægge noget til en modstanders vej eller bush, hvis der er et andet element man selv kan bruge, så længe det dyr, der er på brikken, allerede findes i modstanderens bush/vej…”

En spilanmeldelse af Carcassonne Safari

Carcassonne er nok det jeg vil kalde en nyklassiker, og der findes et hav af udvidelser til det, så der er ikke den store risiko for at det skal blive ensformigt. Alligevel har Z-MAN Games lavet nogle nye, selvstændige udgaver, som de har valgt at kalde ”Around the World”, og en af dem er Carcassonne Safari, som jeg har fået lov at prøve.

Da en del af gameplayet minder om det originale Carcassonne (som du kan se en anmeldelse af her), vil jeg nok tit og ofte beskrive forskellene mellem de to spil, men jeg vil også forsøge at beskrive Carcassonne Safari for dem, der ikke har stiftet bekendtskab med Carcassonne før.

Indholdet af æsken


I æsken finder man:

  • 73 landskabsbrikker i kraftigt pap
  • 50 dyrebrikker i kraftigt pap
  • 5 pointbrikker med 50 på den ene side og 100 på den anden
  • 37 træbrikker, heraf 30 spillerbrikker (”meeples”), 5 pointbrikker (elefanter) og 2 jeeps
  • 1 pointbræt
  • Regler på de nordiske sprog

Papbrikkerne er dejligt kraftige, og skal nok holde til mange spil. Vi har i hvert fald ikke haft nogle problemer med vores oprindelige udgave (som er samme kvalitet), og det er blevet spillet utallige gange.

Æsken er lavet så der er to mindre rum, hvor det hele (undtaget pointbræt og regelhæfter) kan være. Det er vældigt fint, men det betyder også i min optik, at æsken kunne have været noget mindre 😄   Den er dog stadig i den mindre ende (ca. 28 x 19 cm).

Hvis pointbrættet var sammenklappeligt, kunne æsken være halvt så stor

Sådan spiller man Carcassonne Safari

Reglerne i Carcassonne Safari er egentlig ikke specielt komplicerede, men det kan godt være svært at forklare dem kortfattet… Det hele kommer dog til at give meget mere mening når man begynder at spille 😄  Here goes:

Spillerne vælger hver en farve, og tager alle træbrikkerne i den farve. Landskabsbrikkerne blandes og lægges i nogle bunker med bagsiden opad. Startbrikken, som er en landskabsbrik der er større end de andre, lægges midt på bordet, og de to jeeps placeres ved siden af. Sæt elefanterne på pointbrættet – dem flytter man efterhånden som man får point.

Spillerne skiftes nu til at trække en landskabsbrik, som skal lægges til det landskab, der vil begynde at brede sig på bordet. Brikken skal passe til de brikker man lægger den op til, så er der en vej (eller ”dyreveksel”), skal den passe til en anden vej osv. Der er så forskellige landskabselementer på brikkerne, som kan give point (eller andre fordele):

  • Dyreveksler (jeg kommer nok til at kalde det ”vej” resten af artiklen 😄)
  • Bush (skov)
  • Baobabtræer (giver ikke point, men derimod dyrebrikker – dem kommer vi til)

Meeples er vigtige!

Hvis man vil have point/dyrebrikker for vej, bush eller baobabtræ, skal man sætte en af sine 6 træbrikker, som kaldes for ”meeples”, på den pågældende landskabsdel for at markere ”ejerskab” af den – man kan kun sætte én meeple per tur (og kun på den landskabsbrik man lægger i den tur), så hvis der f.eks. er både vej og bush på brikken, må man vælge.

Man må dog kun sætte en meeple, hvis der ikke allerede er en meeple på den pågældende landskabsdel. Lægger man f.eks. en brik, så man gør en eksisterende vej længere, kan man altså ikke sætte en meeple på vejen, hvis der står en i forvejen på en af de andre brikker, der udgør vejen.

Hvis man udbygger en vej eller noget bush, som man allerede ejer (har en meeple på), skal man altså ikke sætte en meeple mere. Lyder det forvirrende? Det er det heldigvis ikke i praksis 🙂   Man skal passe på ikke at sætte alle sine meeples ud, for så har man jo ikke nogen at sætte på, hvis man skulle trække en god landskabsbrik…

Nyhed: Dyrebrikker – og de er også vigtige!

Hvis man vælger ikke at sætte en meeple, kan man i stedet starte/udbygge et vandhul, og her kommer dyrebrikkerne ind. Dyrebrikkerne er små kvartcirkler med et dyr på, og dem kan man vælge at lægge i stedet for at sætte en meeple på et stykke landskab – der skal dog også bruges en meeple, når man starter et vandhul, men ikke for at udbygge det. Vandhullerne giver så point efter hvor mange brikker der er lagt i det – første brik giver 3 point, anden brik giver 4 point, tredje brik giver 5 point og fjerde brik (der fuldfører vandhullet, der nu danner en cirkel) giver 6 point. Man kan godt udbygge et vandhul som en anden spiller har startet. Når et vandhul er fuldført, får ”ejeren” sin meeple tilbage samt 3 point, så hvis det er ejeren der lægger den sidste brik i vandhullet, scorer han altså 9 point.

Man får dyrebrikker ved at lægge landskabsbrikker med baobabtræer på, og sætte en meeple på træet. Når man sætter meeplen får man 2 dyrebrikker, og når man fuldfører træet (ved at lægge brikker hele vejen rundt om brikken med træet) får man 2 dyrebrikker mere samt sin meeple tilbage.

Flere måder at få point på

Når man har sat en af sine meeples på en vej, noget bush, et baobabtræ eller et vandhul, bliver de stående der til det er ”fuldført”. En vej er fuldført, når der ikke er nogle løse ender, der går ud af en brik; en bush er fuldført når den er lukket hele vejen rundt; et baobabtræ er fuldført når det er omringet af brikker og et vandhul er fuldført, når der er lagt 4 brikker, og det dermed danner en cirkel.

Når en vej eller bush er fuldført, giver det point – man tæller hvor mange forskellige dyr, der er på vejen eller i bushen, og så får man point efter et skema (1 dyr = 1 point, 2 dyr = 3 point, 3 dyr = 6 point, 4 dyr = 10 point og 5 dyr = 15 point). Det er vigtigt at det er forskellige dyr – er der 5 elefanter på vejen og ingen andre dyr, giver vejen kun 1 point. Her kan dyrebrikkerne komme til hjælp igen. Når man fuldfører en vej eller en bush, må man nemlig bruge en af sine dyrebrikker til at ”udvide” med en dyreart (hvis man har en brik med et dyr, som ikke er på vejen/i bushen), og dermed få flere point.


En fin lille detalje er, at pointskemaet er trykt på pointbrættet, så man ikke hele tiden skal have reglerne frem, når man ikke kan huske tallene 😄

Det er altså vigtigt at få fuldført sine landskabselementer – for det første løber man ellers tør for meeples, og for det andet giver det langt flere point.

Spillet slutter, når der ikke er flere landskabsbrikker.

Når man kun er 2 spillere, når man scorebrættet nogle gange rundt, og her hjælper pointbrikkerne med 50 og 100 med at holde styr på omgangene.

Jeeps – jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes…

Den sidste ting (tror jeg) jeg mangler at nævne, er de to hvide jeeps. De står udenfor startbrikken til at starte med, og de kan flyttes på to måder. Den ene er bare at vælge at flytte den – det kan man gøre hvis man ikke sætter en meeple, når man har lagt sin landskabsbrik, eller bygger et vandhul, men det giver ikke point – det er kun for at placere den bedre i forhold til ens planer. Den anden måde er at ”fordrive” den – altså lægge en landskabsbrik der, hvor jeepen står. Gør man det, må man stadig sætte en meeple eller bygge vandhul, og når man er færdig, må man sætte jeepen et nyt sted, og indkassere 3 point.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om de jeeps… Specielt ved 2 spillere kan de gøre en uventet stor forskel, da en spiller kan få placeret en jeep, så han i hver tur fordriver den og scorer 3 point, hvis ikke modstanderen bruger et træk på at flytte den – men det er jo så på bekostning af træk, der giver point…

Safari vs. original

Dem, der allerede kender Carcassonne, vil helt sikkert gerne vide: Hvor stor forskel er der så på den originale og Carcassonne Safari? Svaret er lidt tvetydigt: En del, og så alligevel ikke så meget… Lad mig prøve at forklare:

  • Grundtanken i spillet er den samme: Man lægger landskabsbrikker og scorer point.
  • Måden at score point på er dog ny – her får man point per dyreart, der er i ens landskab, hvor man i originalen får efter størrelsen. Det føles egentlig ikke voldsomt meget anderledes, men det giver alligevel nogle taktiske forskelle.
  • Mekanikken med bønder er væk. Til gengæld er der kommet nogle andre nye ting i stedet, som dog ikke minder om bønderne.
  • Bushes/dyreveksler er generelt mindre/kortere end byer og veje i originalen, hvilket gør at man ikke rigtigt får ”stjålet” fra hinanden. Man lukker dem meget hurtigere, når man når op på 3-4 dyrearter, hvis man har dyrebrikker til at tilføje en dyreart.
  • Dyrebrikkerne er en af de større nye ting. Det at man lige kan booste sine point når man afslutter en bush eller en vej, det synes jeg er meget cool.
  • Vandhullerne virker også okay – når man lige vænner sig lidt til det, er det meget sjovt at man kan få point for at lægge dyrebrikker på et vandhul, som en modstander har startet. Man kan også drille modstandere, hvis de har meeples på vandhuller, ved at lægge landskabsbrikker ved siden af, som der ikke kan laves vandhul på, så de ikke kan fuldføre vandhullet og få deres meeple tilbage.
  • Jeeps har jeg til gengæld (som tidligere nævnt) lidt blandede følelser for. For min skyld kunne de godt have været udeladt, men når de nu er der, kan man da godt tage 3 ekstra point en gang imellem, når man lægger en brik der, hvor der står en jeep. Jeg skal nok bare vænne mig til dem.

Så hvis du allerede har Carcassonne, og overvejer om du også skal have Safari udgaven, må det komme an på hvor glad du er for spillet. Basalt set rammer det den samme nerve som det originale Carcassonne, men er alligevel forskelligt nok til at det ikke bare er det samme. Så kan man lide originalen, vil man efter min overbevisning også kunne lide denne udgave, og den vil give lidt variation, men er man ikke så meget til originalen, gør Safari ikke helt nok nyt, til at overbevise en. Vil du gerne anskaffe dig dit første Carcassonnespil, og overvejer om det skal være originalen eller Safari, ville jeg starte med originalen pga. de mange udvidelsesmuligheder, men tage Safari hvis dyretemaet lokker mere end at lave byer 🙂

Alle landskabsbrikker er lagt, så de sidste point skal tælles op

Vores vurdering af Carcassonne Safari

Jeg er stor fan af det oprindelige Carcassonne, og jeg må sige at Carcassonne Safari ikke har skuffet mig. Det kan godt være at gameplayet egentlig er ret meget det samme, men der er alligevel nogle taktiske forskelle pga. den nye måde at score point på – f.eks. gør det en forskel, at man ”ustraffet” kan lægge noget til en modstanders vej eller bush, hvis der er et andet element man selv kan bruge, så længe det dyr, der er på brikken, allerede findes i modstanderens bush/vej. Til gengæld kan jeg godt savne den der ”wow, den her by bliver for vild, hvis jeg får den lukket” følelse (har du spillet Carcassonne, ved du hvad jeg taler om!)

Safari-temaet synes jeg er cool, og jeg synes det er vellykket lavet. Tilføjelsen af dyrebrikker er nok den største nyhed i forhold til originalen, og jeg synes det fungerer godt.

Spilletiden er angivet til 30 minutter – det er nok lidt optimistisk (i hvert fald for os), men 45 minutter er ikke urealistisk. Det kommer selvfølgelig an på, hvor længe man tænker 😄  En god lille husregel vi plejer at spille med, er at når man har sluttet sin tur, trækker man sin næste brik, så man har en runde til at overveje hvad man vil gøre, hvor man kan se den brik, man skal spille. Det hjælper på ”død tid” hvor man sidder og tænker.

Carcassonne Safari får de varmeste anbefalinger herfra! Det kommer helt sikkert til at stjæle lidt spilletid fra originalen herhjemme, selvom det aldrig kommer til at erstatte den.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af det originale Carcassonne brikspil

Læs også spilanmeldelsen af Nova Luna brikspillet

Læs også spilanmeldelsen af My City spillet

EGO Rød spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spilletid: Ca. 30 – 60 min. | For 2 – 6 spillere | Sværhedsgrad: Middel | Producent: Game Inventors

“Det Røde EGO er et sjovt spil langt hen af vejen, men også et seriøst spil, hvor der kan opstå lidt personlige spørgsmål, som man måske ikke har lyst til at svare på. Her er der heldigvis mulighed for, at man ikke SKAL svare på disse. Det er godt, at det er tænkt med ind i spillet. EGO Rød er også et spil som giver stof til eftertanke og refleksioner. Det kan også give anledning til at snakke om nogle ting i et åbent fora. Jeg vil anbefale EGO rød til venner og familie, som kender hinanden godt indbyrdes…”

En spilanmeldelse af “Det Røde” EGO selskabsspil

EGO – Hvem er du? (EGO Rød) har siden sin udgivelse i 2007 opnået status af en klassiker på det danske brætspilsmarked. Spillet går i al sin enkelthed ud på, at lære sine venner, familie eller helt nye mennesker lidt bedre at kende.

Spørgsmålene i EGO spænder fra tilværelsens ganske små til livets helt store spørgsmål. Deltagerne bliver på skift sat overfor nogle etiske, moralske, holdningsmæssige, politiske, underfundige eller fundementale spørgsmål.

Der er KUN tre svarmuligheder, at vælge imellem og derved opstår der let en masse gode diskussioner.

Spillet er udgivet af den danske brætspilsproducent Game Inventors.

EGO Rød spillets indhold

Spillet indeholder:

  • 440 kort
  • 18 svarbrikker
  • 120 jetoner
  • Stofpose
  • 1 puljeskål
  • Spilleregler på dansk (Spillets regler består at en enkelt side. De er nemme at forstå og lige til at gå til.)

Sådan spiller du det røde EGO spil

Puljeskålen stilles midt på bordet. Hver spiller tager et sæt med tre sorte svarbrikker, hvor der henholdsvis er 1, 2 og 3 røde prikker. Desuden får hver spiller 10 jetoner.

Udover dette skal der et hvis antal jetoner i puljeskålen. Dette afhænger af, hvor mange personer, der deltager i spillet.

Reglen er, at der ligges 10 jetoner i puljeskålen pr. spiller. Overskydende jetoner lægges tilbage i stofposen.

Hver spiller svarer på ét spørgsmål af gangen og efter tur. Den ældste spiller starter spillet og trækker det første kort.

Læs hele teksten på kortet højt for dine medspillere – både spørgsmål og svarmuligheder. Læg herefter kortet på bordet, så alle kan se det.

Du skal nu selv overveje spørgsmålet og de 3 givne svarmuligheder. Vælg dit svar, som du selv er mest enig i, uden at afsløre det for de andre medspillere. Dit valgte svar har et tilhørende antal røde prikker. Tag dernæst din svarbrik med det samme antal røde prikker og læg den på bordet med prikkerne nedad.

De andre spillere skal nu hver for sig forsøge, at vurdere eller gætte, hvad du selv har svaret på spørgsmålet. Hver spiller tager sin svarbrik med det antal røde prikker, som medspillerne mener stemmer overens med dit valg af svar og lægger den ligeledes med prikkerne nedad på bordet.

Når alle spillere har gjort deres forsøg, skal du nu afsløre, hvad du valgte at svare, ved at vende sin svarbrik om. Alle spillere vender herefter deres svarbrik om. Spillerne med samme svarbrik som din har gættet rigtigt.

Du får selv én jeton fra puljeskålen, for hver af de andre spillere, som har gættet dit svar.

De spillere som gætter de svar, får fordoblet deres indsats. De spillere som ikke gætter dit svar, taber deres indsats.

Skulle det være tilfældet, at du mister alle dine jetoner undervejs i spillet, kan du ikke længere satse eller gætte med. Du må derfor vente til det bliver din tur igen til at svare, og håbe på, at vinder nogle jetoner.

Det er muligt at nægte at svare på et spørgsmål, men det koster dig 2 jetoner. Turen sendes herefter videre.

Sådan vinder du det røde EGO spil

Spillet er slut, når der ikke er flere jetoner tilbage i puljeskålen – ganske enkelt!

OBS. Hvis der i en svarrunde ikke er nok jetoner i puljeskålen til fordeling, er der ingen spillere, der modtager eller afgiver jetoner og spillet slutter.

Hvad synes jeg om spillet?

Der findes flere udgaver af EGO spillet og denne røde udgave handler primært om én selv.

Det Røde EGO er et sjovt spil langt hen af vejen, men også et seriøst spil, hvor der kan opstå lidt personlige spørgsmål, som man måske ikke har lyst til at svare på. Her er der heldigvis mulighed for, at man ikke SKAL svare på disse.

Det er godt, at det er tænkt med ind i spillet. EGO Rød er også et spil som giver stof til eftertanke og refleksioner. Det kan også give anledning til at snakke om nogle ting i et åbent fora.

Jeg vil anbefale EGO rød til venner og familie, som kender hinanden godt indbyrdes.

Underoverskriften til EGO rød er ”Hvem er du?”, så det er spørgsmål som handler om én selv. Derfor kan det med fordel være en god idé, at dem som spiller sammen også kender hinanden på forhånd.

EGO Rød kan selvfølgelig også spilles af andre som ikke kender hinanden, men det kan hurtigt bliver en gætteleg, hvor man ofte skyder helt forkert, fordi man ikke kender hinanden ret godt. Når det så er sagt, kan det også være en god anledning til at lære hinanden at kende, hvis ikke man kender hinanden i forvejen.

EGO Rød er endnu en god udgave blandt de i allerede eksisterende spil i EGO-serien.

– Christina Zamora Bugge

Læs også spilanmeldelsen af EGO Rød (Hvem er du?)

Læs også spilanmeldelsen af EGO Grøn (Hvem er jeg?)

Læs også spilanmeldelsen af EGO Blå (familieudgave af EGO)

Læs også spilanmeldelsen af EGO Guld (10 års jubilæum)

Læs også spilanmeldelsen af EGO Billeder (EGO med billeder)

Alibaba spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 15 min | Spillere: For 2 eller flere deltagere | Producent: Tactic

“Alibaba spillet er ekstremt underholdende, og spillet har virkelig skabt smil og høje grin herhjemme. Vi har haft intense timer med spillet, der på ingen måder har kedet os. Alibaba spillet har derimod skabt lettere rystende hænder, og så har vi hver især givet utroligt mange komplimenter til den gnavne dromedar (i håb om, at den ikke skulle blive vred!). Alibaba spillet har vi nydt i selskab med vores søn, som elsker at spillet spillet med os. Vi er også overbeviste om at det er et spil, vi finder frem til familiearrangementer og fødselsdage…”

En anmeldelse af Alibaba spillet fra Tactic

Vores dreng, Mateo, der snart fylder 3 år, er blevet rigtig glad for spil. Vi har (heldigvis) fundet ud af at der er en del spil derude, der er tilpasset hans alder. Det er vi rigtig glade for, for god familiehygge og underholdning, er noget vi alle sammen holder meget af herhjemme. Vi blev derfor noget begejstret da vi faldt over børnespillet Alibaba, som virkelig så morsomt ud! Det sjove ved spillet er, at hele omdrejningspunktet er en gnaven dromedar.

Vi kunne ved første øjekast se, at spillet var et underholdningsspil – og vi var klar til at blive underholdt!

Det praktiske om spillet Alibaba fra Tactic

Alibaba er anbefalet fra + 4 år, og er for 2 eller flere deltagere. Spilletiden kan variere fra 5 til 15 minutter (efter vores mening) – men absolut længere, da spændingen og nervøsiteten hurtigt kan tage over!

Der følger en god spillevejledning med til spillet – som kort og godt – forklarer hvordan spillet skal spilles.

Spillet indeholder;
● Dromedar
● Alibaba
● 20 kort
● Sadel
● 15 ting (der kan hænges på dromedaren)

Alibaba spillet kommer i en farverig æske, med en illustration af, at Alibaba bliver smidt af dromedaren. Allerede ved første øjekast af spilleæsken, kan man mærke spændingen ved at skulle spille spillet.

Spillets regler

Til at starte med placeres den medfølgende sadel, på dromedarens ryg. Herefter skal dromedaren sidde ned, og Alibaba placeres på sadlen. Alle kortene skal nu blandes og lægges i en bunke. De forskellige ting der skal læsses på dromedaren fordeles ud over bordet. Det tager absolut ikke lang tid at forberede spillet, hvilket er et kæmpe plus, med
vores søn ved bordet.

Spillet går ud på at få så mange point som overhovedet muligt. Pointene fås ved at trække de “gode” kort og “klare” udfordringerne man bliver stillet. Kortene består af tre forskellige kategorier; bagagekort, bonuskort og spring-over-kort.

● Bagagekortene viser hvilken ting du skal læsse på dromedaren. Jo størrer tingen er, desto flere point vil du få. De størrer ting er absolut sværere end de små ting, at få til at hænge på dromedarens sadel – og så vejer de altså også mere!
● Bonuskortet er et kort, hvor du får foræret point. Du skal ingenting gøre for pointene, og turen går derfor videre til næste spiller. Det er virkelig det kort man håber allermest på at få, når dromedaren er godt læsset!
● Spring-over-kortet giver i bund og grund sig selv. Du lader simpelthen turen gå videre til den næste spiller, UDEN at modtage nogle former for point. Øv!

Spillet kan slutte på to forskellige måder. Den ene måde spillet kan slutte på, er hvis dromedaren bliver vred og kaster alle tingene af sig. I denne situation taber den spiller, der har “udløst” reaktionen fra den gnavne dromedar. De andre spillere skal derfor tælle deres point sammen, den spiller med flest point vinder.

Den anden måde spillet kan slutte på er hvis alle kortene er vendt, og alle tingene derfor er læsset på dromedaren. Her tæller hver spiller deres point, og den spiller med flest point vinder.

Det lyder meget enkelt – men for at gøre spillet endnu mere spændende, er der nogle flere regler. Hvis en spiller taber sin ting der skal læsses på dromedaren eller tingen ryger af sadlen – skal tingen lægges tilbage – og kortet der er trukket, skal lægges tilbage og nederst i bunken igen. Hvis en spiller kommer til at skubbe en eller flere ting af sadlen – skal tingene sættes tilbage på sadlen igen (med fare for at dromedaren bliver vred!).

Vores oplevelse med spillet

Efter at have forklaret Mateo de vigtige regler, var vi allesammen nu klar til, at hilse på Alibaba og hans gnavne dromedar. Vi startede med at blande alle kortene, som herefter blev lagt i en bunke på bordet. Vi spredte også de forskellige ting ud på bordet, som vi snart skulle bruge, til at hænge på dromedaren. Til sidst skal dromedaren blidt trykkes ned. Det gør at dromedaren ligger ned når spillet starter. Dromedaren kan nu – hvert øjeblik – finde på at smide alt læsset af. Vi var noget spændte, for nu skulle spillet begynde.

Den yngste deltager starter altid, så Mateo var den første til at trække et kort. Kortene viser tydeligt hvilke ting dromedaren skal læsses med. Vi havde på intet tidspunkt svært ved at “efterligne” illustrationen på kortet, med den fysiske ting på bordet. Kortene er sådan delt op at – jo størrer tingen er der skal læsses på dromedaren – desto flere point vinder man. Mateo trak et kort med en af de store ting, og kunne derfor vinde 3 point (hvis han ellers ikke fik dromedaren til at smide tingen af). Det gik super godt og Mateo fik hurtigt sat sin ting på dromedarens sadel.

Det blev mors tur, som hurtigt fik sat sin ting på dromedarens sadel. Far var “heldig” og trækkede et kort der kunne give ham 3 point – han skulle altså hænge en stor ting på dromedaren sadel. Overmodig og kæk får han hurtigt sat sin ting på dromedaren og så fik vi alle sammen et chok! Dromedaren var vred, og kastede tingene og Alibaba af sig – og far havde tabt den første runde. Mateo skraldgrinede og var vinderen af første runde!

Hurtigt fandt far ud af at med forsigtighed, og taktisk sans kom man længst i spillet. Vi spillede herefter en masse runder, og hver gang dromedaren hoppede op, fik man et sus i maven. Grinene udeblev bestemt ikke, og tiden med Alibaba spillet omkring spisebordet,
blev til fantastisk familiehygge!

Vores vurdering af Alibaba spillet

Alibaba spillet er ekstremt underholdende, og spillet har virkelig skabt smil og høje grin herhjemme. Vi har haft intense timer med spillet, der på ingen måder har kedet os. Alibaba spillet har derimod skabt lettere rystende hænder, og så har vi hver især givet utroligt mange komplimenter til den gnavne dromedar (i håb om, at den ikke skulle blive vred!).

Alibaba spillet har vi nydt i selskab med vores søn, som elsker at spillet spillet med os. Vi er også overbeviste om at det er et spil, vi finder frem til familiearrangementer og fødselsdage.

Det er virkelig sjovt at spændingen er konstant i spillet, og man derfor på ingen måde kan tage “for let på opgaven” eller “gemme” sig lidt. Vi er rigtig glade for kvaliteten på spillet – og vi må bare erkende, at dromedaren selv kan give os forældre et chok – når den for alvor hopper op. Det er super sjovt, og så ligger tingene ud over hele bordet!

– Camilla Jakobsen

Leverpostej, Jantelov og Klaphatte anmeldelse

Alder: Anbefales fra 14 år | Spilletid: Ca. 15 – 45 min | Spillere: For 2 eller flere deltagere

“Efter vores mening er Leverpostej, Jantelov og Klaphatte ikke et spil, man spiller for at vinde. Det er mere et spil, som man kan tage frem i en selskabelig situation, hvor man gerne vil have en samtale i gang. Det kunne måske være en fin ”isbryder” i et mindre selskab (6-10 personer), hvor folk ikke kender hinanden så godt. Et spil som fungerer bedst som samtale-starter med knap så meget spilværdi…”

En spilanmeldelse af Leverpostej, Jantelov og Klaphatte

På den fine lille røde æske med en titel tegnet som et korsstingsbroderi står der: ”et underholdende spil om at opføre sig som typisk dansk” Æsken er i øvrigt i farverne rød og hvid (dog med lidt nuancer af den røde farve), som henleder tankerne på vores kære dannebrog, som har en vigtig betydning for de fleste danskere.

Dette er endnu et spil fra ”Kylskapspoesi” hvor man også kan få spillene: ”det burde man jo vide” – ”idiotkundskab” – ”tøsemiddag” og mange flere. Spillet indeholder kort med forskellige spørgsmål til din adfærd, holdninger og mål i livet med henblik på at finde ud af hvor typisk dansk, du er.

Alle kortene blandes og lægges i en bunke på bordet, med bagsiden opad, hvor alle kan nå. I starten undrede det os meget, at man skulle lægge bagsiden opad, da det jo var der, svaret var. I starten vendte vi det derfor omvendt. Men efter nogle spil, fandt vi ud af, at svarene på kortet faktisk slet ikke var så relevante.

De fleste af spørgsmålene kunne man godt regne ud, hvad man skulle svare for at få point. (og langt de fleste gav point for et ”ja”). Så dette er altså ikke et typisk quiz-spil, som handler om viden i forskellige former.

Det kan måske nærmere betegnes som et ”lær dig selv at kende” spil, hvor der i princippet ikke er rigtige eller forkerte svar. Der er blot svar, som enten er eller ikke er typisk dansk.

Første aktive spiller trækker et kort og læser første spørgsmål. De andre spillere noterer deres svar på et stykke papir. Derefter læses spørgsmål nr.2 og svaret noteres på papiret, og det samme med spørgsmål nr. 3. Når alle tre spørgsmål er læst op og besvaret, vendes kortet og ”svarene” læses op.

På langt de fleste kort står der ”Hvis du svarede Ja, får du x antal point”. Men man skal alligevel være lidt opmærksom, for der er nogle få spørgsmål, hvor der i stedet står, at man har mistet point ved at svare ja.

Når point er delt ud (og evt. skrevet op) er det næste spillers tur til at trække et kort og læse op på samme måde. Man bestemmer selv, hvornår man stopper med at spille.

I vejledningen er det foreslået, at man kan sætte en tidsramme eller blot blive ved så længe, man synes det er sjovt. Et tredje alternativ kunne være, at man tog x antal kort fra og spillede til bunken var tom.

Uanset hvilken slutning på spillet, man vælger, er det spilleren med flest point, som har vundet. Vinderen kan prale med at være den i selskabet, som er mest typisk dansk – selvom man kan tvivle på det er noget af være stolt af i dette spil.

Vores vurdering af Leverpostej, Jantelov og Klaphatte selskabsspillet

Det var ikke umiddelbart et spil som fangede os. Det egner sig nok bedst som en form for samtalespil, hvilket der egentlig også lægges op til i spillevejledningen, hvor der står: ”Giv jer gerne tid til at diskutere hinandens svar i løbet af spillet! Spillet er både et traditionelt spørgsmål/svar-spil og en kickstarter til en samtale bestående af sjovt og udbytterige diskussioner med høj genkendelsesfaktor”.

Vi forstod ikke helt ideen med at skrive svarene op. Medmindre det er for, at man skal huske, hvad man har svaret. Det kan dog klares ved, at man i stedet giver svaret med det samme, inden man læser næste spørgsmål på kortet, og giver point med det samme på hvert spørgsmål. Der er jo ikke noget hemmeligt i svarene. Tværtimod lægger spillet jo netop op til, at man skal snakke om sine svar og argumentere for disse for at få en samtale ud af det.

Det er ikke alle spørgsmål, vi var enige om var ”typisk danske”. Ligeledes var det ikke alle spørgsmål, som helt gav mening for os. Det betød, at der var nogle spørgsmål, vi havde lidt svært ved at svare på.

”Er du af og til kommet med en undskyldning til en ekspedient á la ”jeg har ingen penge med mig lige nu” frem for at tilstå, at du ikke bryder dig om trøjen?” var et af de spørgsmål, som ikke gav så meget mening for os. Vi var ret enige om, at ingen af os ville gå ind i en tøjbutik, få en ekspedient til at hjælpe os med at kigge på tøj, for derefter at sige, at man ikke havde penge med.

Vi forsøgte i stedet at se om vi kunne gennemskue spørgsmålet og finde på et andet eksempel. Fx hvis der kom en og ringede på døren hjemme, som ville sælge lotterisedler. Ville man så kunne finde på at sige, at man ikke havde kontanter liggende. Men det handlede jo så ikke om, hvorvidt man ville være uhøflig og sige, at man ikke kunne lide trøjen, hvis det var det spørgsmålet, forsøgte at få frem.

”Stemmer du på det samme parti som dine forældre, når der er folketingsvalg?” var ligeledes et af de kort, vi havde svært ved at svare på. En del af os ved slet ikke hvilket parti, vores forældre stemmer på. Vi talte om, hvorvidt spørgsmålet gik på om vi politisk var i samme ende som vores forældre.

Altså om opdragelsen gjorde vi stemte enten rødt eller blåt i samme ende som dem. Eller om det handlede mere om, at vi ikke satte os ind i politik, men blot stemte det præcist samme som dem.

Efter vores mening er Leverpostej, jantelov og klaphatte ikke et spil, man spiller for at vinde. Det er mere et spil, som man kan tage frem i en selskabelig situation, hvor man gerne vil have en samtale i gang. Det kunne måske være en fin ”isbryder” i et mindre selskab (6-10 personer), hvor folk ikke kender hinanden så godt. Et spil som fungerer bedst som samtale-starter med knap så meget spilværdi.

– Joan Frederiksen

EXIT: Den Glemte Ø anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 60 – 90 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sværhedsgrad: 3 af 5 (1 = begynder & 5 = ekspert)

“Vi er rigtig glade for EXIT spillene. Det anbefales, at man spiller det 1-4 personer. Vi har kun prøvet det med 4 personer og et nyt par hver gang. Ulempen er, at det kun kan spilles én gang, da man risikerer at skulle bøje, skrive på og/eller klippe i komponenterne. Til gengæld så har det for os været mellem 2 og 3 timers underholdning for 4 personer. Skulle vi 4 personer i biffen, ud at bowle eller noget lign. så var vi kommet af med mindst lige så mange penge som spillet koster. Måske endda mere…”

En spilanmeldelse af EXIT 5: Den Glemte Ø

Tænk sig at strande på en øde ø uden at vide, hvordan man endte der og den eneste måde væk fra øen, kræver, at man løser en masse gåder. Det er lige nøjagtigt det, man skal forestille sig i denne version af EXIT spillene.

Spillet kommer i en fin lille æske, som indeholder spillevejledning, 26 mysteriekort, 30 resultatkort, 31 hjælpekort, 5 mystiske genstande, 1 bog og 1 afkodningsskive. Det fylder ikke så meget og lyder måske heller ikke af meget, men ikke desto mindre tog det os alligevel godt 2 timer at spille og der er masser af god spilværdi i det.

Ja eller… faktisk ved jeg ikke helt, om man kan kalde det ”spilværdi”. For mig føles EXIT ikke som et spil, men mere som en sjov opgave, der er gennemtænkt og godt lavet. Udover indholdet i æsken skal man finde papir, skriveredskaber og en saks frem. Netop fordi det er en specifik opgave, og spillet kun kan spilles én gang, kan det være svært at anmelde uden at komme til at afsløre for meget. EXIT spillene er klart sjovest, hvis man starter helt på bar bund.

Denne udgave har sværhedsgraden 3 ud af 5. Det passer umiddelbart meget godt ift. de andre spil, vi har prøvet.

Når man starter på ”Den glemte ø” har man kun bogen og afkodningsskiven. Man skal nu selv kigge grundt i bogen og finde ud af, hvilket mysteriekort, man skal starte med. Når dette kort er fundet, starter en serie af gåder og opgaver, som skal lede hen til flugten fra øen.

Når man spiller EXIT generelt, er det vigtigt, at man ikke finder mere frem, end man får at vide. Det kan måske give et utilsigtet hint, men hvad værre er, så kan det skabe enorm forvirring for spillerne.

Dette er vores 3. EXIT spil og måske husker jeg forkert, men jeg synes, at vi sad med rigtig mange kort og ledetråde på én gang ift. de andre gange. Det gjorde, at vi blev nødt til nogle gange at bruge første hint på et hjælpekort udelukkende til at finde ud af, hvilken af ledetrådene, vi skulle gå efter nu og hvilke, der skulle vente til senere. Havde vi samtidigt kastet ekstra mystiske genstande på bordet, før de skulle i brug, ville det blot have skabt endnu mere forvirring (og frustration).

Så snart man er færdig med en gåde, er det en god ide at smide alt, man har brugt dertil til side. Som oftest skal alt kun bruges én gang. I ”Den glemte ø” er der dog en undtagelse, men det står tydeligt på kortet, så man ikke er i tvivl.
For os var det forholdsvist nemt at finde ud af hvilke(n) sider i bogen, der skulle bruges til de forskellige ledetråde. Her har det nok været en stor fordel, at vi allerede har spillet EXIT før i andre udgaver. Man skal ligesom ind i spiludviklernes tankegang. Så bliver det nemmere at ”tænke i den rigtige retning” ud fra få oplysninger.

Alle gåder hænger sammen med et symbol. Når man har været igennem alle symbolerne, som er afbilledet på afkodningsskiven, skulle man forhåbentligt være godt på vej væk fra ”Den glemte ø”.

Til alle symboler/gåder tilhører der 3 hjælpekort: Første hint, andet hint og til sidst løsningen. Det er rart, det er delt op på den måde. Det betyder, at man netop kan snuppe første hint på en gåde, som kun lige giver et lille skub i den rigtige retning, uden at afsløre for meget. Primært fortæller den hvilke mysteriekort, sider i bogen eller andet, der skal bruges. Altså ingen hints i retning af selve løsningen, men sikrer, at vi sidder med de rigtige ledetråde.

En enkelt gåde måtte vi dog hele vejen til 3.hjælpekort – løsningen. Jeg valgte dog at læse det for mig selv, uden at indvie de andre i teksten. På den måde kunne jeg fortsat give lidt ekstra hjælp, uden helt at afsløre løsningen men stadig nok til, at de andre selv kunne regne det sidste ud.

Vi har flere EXIT spil stående i skabet, og vi er ret sikre på, at vi for eftertiden vil gøre det samme med hjælpekort, hvis de bliver nødvendige. Det er faktisk meget fedt, at det kun er én spiller, som læser det og derved kan vejlede lige præcist så meget, som det er nødvendigt for, at de andre selv kan finde løsningen. (Selvfølgelig håber vi jo altid på, at det slet ikke bliver nødvendigt med hjælpekort fremover… men mon dog).

Vi spillede det med vores datter på 14 og hendes ven på 17. Datterens opmærksomhed forsvandt lidt efter en halv times tid, fordi hun synes, det var svært. Da vi var færdige med at spille, sagde hun: ”Det er et irriterende spil, fordi man skal tænke så meget”. Havde det ikke været nødvendigt at tænke, ville spillet nok blive ret kedeligt, men hun har som sådan ret. Hvis man ønsker et spil, hvor man ikke skal tænke kreativt og logisk, så er ”Den glemte ø” det forkerte spil. Men er man til den slags – så er ”Den glemte ø” lige så god, som de andre udgaver, vi har spillet i samme serie.

Havde vi spillet det med et hold venner, ville vi nok ikke have brugt hjælpekort. Til dels fordi vi plejer at supplere hinanden godt, så med fælles hjælp finder vi oftest vejen – og dels fordi vi alle er lidt for ærekær. Men særligt i starten af dette spil, var det klart mest min mand og jeg, som regnede ud, hvordan vi skulle finde frem til løsningen og de hjalp så med at fuldføre gåden helt. Derfor valgte vi denne gang at bruge hjælpekort noget hurtigere, end vi ellers ville have gjort.

Det ødelagde ikke spillet på nogen måde. Tværtimod så hjalp det os til en bedre oplevelse sammen. Hvis det bliver alt for svært, er det ikke sjovt at spille. Så med tilpas hjælp (og det kan man jo selv vurdere undervejs) så bliver det en god oplevelse for alle, uanset hvem man spiller med.

Set i bagklogskabens lys skulle vi måske have valgt en nemmere version, når det var sammen med de to, som aldrig har prøvet noget lignende før. Men selvom den var lidt for svær for dem, så blev det alligevel tilpas med en smule hjælp fra hjælpekortene.

Vi er rigtig glade for EXIT spillene. Det anbefales, at man spiller det 1-4 personer. Vi har kun prøvet det med 4 personer og et nyt par hver gang. Ulempen er, at det kun kan spilles én gang, da man risikerer at skulle bøje, skrive på og/eller klippe i komponenterne.

Til gengæld så har det for os været mellem 2 og 3 timers underholdning for 4 personer. Skulle vi 4 personer i biffen, ud at bowle eller noget lign. så var vi kommet af med mindst lige så mange penge som spillet koster. Måske endda mere.

– Joan Frederiksen

Læs også anmeldelsen af Exit 4: Den Sunkne Skat

Læs også anmeldelsen af Exit 6: Døden På Orientekspressen

Læs også anmeldelsen af Exit 7: Den Gådefulde Villa

Stratego Junior spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år/6 år | Spilletid: Ca. 20 min | Spillere: For præcis 2 deltagere | Producent: Jumbo | Brand: Disney

“Jeg synes at det er fedt med børnespil, der er lidt taktik i – selvom det selvfølgelig er begrænset på det noget mindre spillebræt, har det stadig både betydning hvordan man sætter sine brikker fra start, og hvordan man vælger at rykke med dem. Marie virker også til at være glad for det – sidst hun havde legekammerat på besøg, ville hun spille ”det med heltene og skurkene”, og de fik spillet helt uden voksen hjælp (dog ”kun” Quest-versionen, den kunne Marie selv forklare veninden)…”

En spilanmeldelse af Stratego Junior i Disney udgave

Et klassisk spil, nu også til de lidt mindre børn. Stratego. Det har jeg godt nok spillet meget som barn. Det klassiske spil, hvor man med en lille hær skal prøve at få fat på modstanderens flag uden at ramme hans bomber.

Nu fås det også til de lidt yngre børn, da denne juniorudgave kan spilles fra 4 år – og så skader det nok ikke, at det er pakket ind i Disney tema, hvor det er de gode, anført af Mickey Mouse og Peter Pan, der skal kæmpe imod skurkene, som er anført af Sorteper og Kaptajn Klo.

Lad os se på hvad det er for noget.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 32 små plasticborge og 6 store tårne
  • 38 papbrikker med billeder af Disney helte og skurke til at sætte i borgene og tårnene
  • 1 terning med farver og symboler
  • Spillebræt
  • Spilleregler

Inden første spil skal man lige have prikket papbillederne ud af rammen, og sat dem i plasticbrikkerne. Det tager vel 10 minutters tid, så det er nok bedst at gøre det med det samme, og ikke når junior står og gerne vil spille 🙂

Der er god plads i æsken til det hele – den kunne sagtens have været mindre, men det er vist en helt generel ting i spilverdenen at alle spil skal se store ud på butikshylden, selvom indholdet kunne være der to gange… Det er jo dog ikke et problem for de fleste, kun for os med mange spil 😄

Spillereglerne til Stratego Junior (i Disney udgaven)

Reglerne, som er på 8 sprog (selvfølgelig deriblandt dansk), fylder 4 sider med masser af billeder, og er nemme at forstå. Den første side er samling af brikker samt opsætning af spillet, og så er der ca. halvanden side til hver af de to måder at spille på. Det er godt forklaret, og man er hurtigt i gang.

Opsætning af spillet

Der er to varianter af spillet: En der anbefales fra 4 år (”Quest”) og en der anbefales fra 6 år (”Triumph”). Opsætningen er den samme til begge spil: Sæt de tre store tårne med skattekisten og de to ”anførere” på de tre bagerste pladser på brættet, og fordel borgene på de 4 rækker foran, så den midterste række på brættet er tom.

Billederne på brikkerne skal vende ind mod en selv, så modstanderen ikke kan se dem – og det er det.

Sådan spiller man Quest

Vi starter med varianten, der er fra 4 år, som de kalder Quest. Quest er en slags memory-spil med strategobrikker, hvor man ikke rykker med brikkerne.

Spillerne skiftes til at slå med terningen, som viser en farve (hvor hver farve henviser til en bestemt Disneyfilm), og vælger så en af modstandernes borge, som man tror har en figur i den pågældende farve. I starten gætter man blindt, men efter at have set dem man har valgt, handler det om at huske hvilke farver, der står hvor, så man kan tage dem næste gang man slår den farve. Hvis man rammer en med den rigtige farve, må man fjerne den fra brættet. Hver spiller har to brikker med et X på, og disse findes ikke på terningen, så de kan aldrig fjernes.

Man må kun vælge de borge man kan ”komme til”, dvs. i starten kan man vælge fra den forreste række, men når man får lavet hul i rækken, kan man også komme til dem bagved. Det gælder så om at kæmpe sig ned til de tre tårne, og når man kommer derned, må man vælge et af de tre tårne – er det skattekisten har man vundet, er det Kaptajn Klo/Peter Pan fjernes tårnet fra brættet, og man har et 50/50 gæt næste runde, men hvis det er Sorteper/Mickey, må modstanderen sætte alle sine brikker tilbage på brættet, så man skal starte forfra! Mickey/Sorteper bliver dog fjernet fra brættet, så hvis man får sig kæmpet ned til baglinjen igen, har man en 50/50 chance for at vinde, og hvis det mislykkes, er der kun skattekisten tilbage.

Sådan spiller man Triumph

Varianten fra 6 år, som de kalder Triumph, minder meget mere om rigtig Stratego. Nu er der ingen terning med, og man flytter i stedet rundt på brikkerne, som skal prøve at slå hinanden.

På brikkerne er der numre fra 1-6, som angiver hvor stærk brikken er. Dette er i stedet for det originale Strategos militære grader. De to brikker med X svarer til originalversionens bomber, og kan ikke flyttes. Når man flytter rundt på sine brikker, kan man angribe en modstanders brik, hvis man står ved siden af den, og den med det højeste nummer vinder så, og taberen fjernes fra brættet. Hvis brikkerne er lige stærke, fjernes de begge to! Hvis man prøver at angribe et X, taber man altid – medmindre man selv er en 3’er, for de er de eneste der kan slå X’erne. 1’erne er magiske, så selvom de taber til alle andre, kan de slå 6’erne!

Ligesom i Quest versionen gælder det om at nå ned til bagerste række, og når man kommer derned, kan man, igen ligesom i Quest, vælge et af de tre tårne. Vælger man skattekisten, har man vundet (surprise!), vælger man Kaptajn Klo/Peter Pan bliver den fjernet fra brættet ligesom i Quest, og så må man vælge et af de to tilbageværende i næste tur (hvis ikke ens brik bliver slået i mellemtiden). Hvis man vælger Sorteper/Mickey, bliver både tårnet og ens egen brik fjernet fra brættet, og man må prøve at komme derned med en af sine andre brikker.

Vores mening om Stratego Junior Disney-udgaven

Første dilemma kom med det samme, da jeg skulle spille med Marie første gang: Hun ville være rød, men det var jo skurkene… Så efter at have overvundet sig selv lidt, blev hun blå – Mickey og heltene trak alligevel mere end at være rød 😄

Vi startede med Quest versionen, men den var lige simpel nok for Marie på 6 år, så vi fortsatte med Triumph. Aldersangivelsen på 6 år passer fint, for Marie fangede det med det samme, og kunne sagtens finde ud af det med at nogle brikker var stærkere end andre.

Efter at have prøvet det nogle gange, vil jeg sige at jeg ikke er stor fan af Quest udgaven (den med terningen). Det er sådan set fint nok at lave en slags memory spil med en terning, der lægger lidt held ind i det, så du kun kan fjerne en bestemt farve brik (hvis du ved/kan huske hvor der er sådan en), men det var et ret stort turn-off for både mig og især Marie, at det var rent held når man kom ned til baglinjen, om man vandt eller om modstanderen fik alle sine brikker igen…

Vi har lavet en husregel, der siger at Mickey/Sorteper opfører sig ligesom Peter Pan/Kaptajn Klo, da jeg ellers aldrig ville få Marie til at spille det igen – hun gik simpelthen i baglås når hun skulle vælge imellem de tre tårne, fordi hun var bange (altså, i tårer) for at vælge forkert, og det er jo ikke sjovt. For en 6-årig var det også lige simpelt nok, og jeg har også prøvet det med Stine på 3, men det var dog lige til den tidlige side, selvom hun egentlig forstod det fint – hun kunne bare ikke holde koncentrationen så længe. Så jeg tror at de 4 år er meget passende til Quest versionen.

Triumph versionen synes Marie og jeg noget bedre om. For mig, der har spillet Stratego som barn, var det cool allerede at kunne introducere hende for denne klassiker, ved at putte lidt Disney på det, og have færre brikker – i rigtig Stratego har man 40 brikker hver, og spillepladen er 10 felter bred i modsætning til de 16 brikker (okay, 19 med de tre tårne, men de står lidt for sig selv nede bagved) man har i juniorudgaven på det 4 felter brede spillebræt.

Derudover er spillet (som jeg husker det rigtige Stratego) egentlig ikke anderledes – 3’erne gør det ud for minører, 1’eren gør det ud for spionen og X’erne gør det ud for bomber.

Marie havde fint styr på det med at de højere tal slog de mindre tal, og at når man så havde tabt til en brik, vidste man hvad det var for en, og kunne gå efter den med en, man vidste kunne slå den. Hun fangede også hurtigt det med at 3’erne kunne slå X’erne og at 1’eren var magisk og kunne slå 6’eren.

Hun var lige fra første spil heller ikke så nem at lokke i baghold. Igen var der dog det lidt held-betonede med valget mellem de tre tårne til sidst, men det virker dog noget bedre her, fordi man ”kun” får slået sin brik hjem hvis man vælger Mickey/Sorteper, så det svarer egentlig bare til at angribe en bombe, så her har vi ikke lavet nogen hjemmelavet regel.

Jeg synes at det er fedt med børnespil, der er lidt taktik i – selvom det selvfølgelig er begrænset på det noget mindre spillebræt, har det stadig både betydning hvordan man sætter sine brikker fra start, og hvordan man vælger at rykke med dem. Marie virker også til at være glad for det – sidst hun havde legekammerat på besøg, ville hun spille ”det med heltene og skurkene”, og de fik spillet helt uden voksen hjælp (dog ”kun” Quest-versionen, den kunne Marie selv forklare veninden).

Når vi lige får spillet Triumph versionen lidt mere, så Marie har 100% styr på den, tror jeg også sagtens to 6-årige vil kunne spille det alene. Så jeg vil gerne give Stratego Junior en tommel op – og så skader det altså ikke at det er Disney figurer, når man skal have piger til at spille det 😄

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af det originale Stratego strategispil