Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Kategoriarkiv Anmeldelse af spil

Sludder spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 45 – 60 min. | Spillere: For 3 – 8 deltagere | Producent: Tactic

“I starten skulle man lige have fantasien i gang. Derefter begyndte det at gå bedre, og de falske forklaringer blev sværere at gennemskue. Man bliver ligesom bedre og bedre til at lyve og finde på undervejs i spillet. Sludder er et af de spil som (efter vores mening) kun bliver sjovere af, at man er flere. Det gør det sværere at gennemskue den rigtige forklaring…”

En spilanmeldelse af selskabsspillet Sludder (aka Balderdash)

Sludder er i samme familie som Balderdash. Eller måske nærmere én version af Balderdash. Et spil som efterhånden nærmer sig de 40 år med 15 millioner solgte spil.

Egentlig burde det danske navn nok nærmere være “bluff”, da hele spillet går ud på at bluffe sig igennem og få de andre spillere til at hoppe på den.

Spillet indeholder en spilleplade, 400 kort, en notesblok, 8 brikker, spillevejledning og en pil på plade.

Spillevejledningen er kort og let at forstå. Ordene på kortene er primært meget svære ord, som de færreste ved, hvad er. Men dette er hele meningen med spillet. Det hele er pakket sammen i en lille aflang æske, der måler 11*8*25,5 cm.

Det er en fordel med mindre æsker, når der skal være plads til mange i spilskabet. Til gengæld er det en ulempe, at spillepladen bliver bukket 2 gange. Vi har måtte pakke spillepladen ud i lidt god tid, og sætte et andet tungt spil ovenpå, så pladen blev jævn nok til at spille på.

Selve æsken bliver hurtig slidt, og man skal passe lidt på, når man stiller det ind i skabet/på reolen, at man ikke får lavet skrammer på æsken (særligt låget).

Der følger kun 1 notesblok med (ingen skriveredskaber). Alle spillere får hvert et stykke fra denne notesblok. Det er som sådan nok med 1 blok, da man skal bruge løst papir. Så om man hiver det af fra hver sin blok eller den samme er ligegyldigt. Desværre er der bare ikke så mange papirer med i alt, når der kun er den ene notesblok.

Papiret er lavet således, at man i toppen skriver ordet. Midt på papiret skriver man forklaringen på ordet og nederst noterer man point og skriver sit navn.

Det betyder altså, at alle spillere skal have et nyt stykke papir for hvert nyt ord.

Der var 40 stykker papir i vores blok. Til vores første spil var vi 5 spillere og vi nåede 12 ord i alt. Det vil altså sige, at man faktisk kan bruge hele blokken, inden man er færdig med sit første spil.

Vi valgte at strege ud og skrive flere forklaringer på samme stykke papir, så vi brugte hver især kun 2 stykker papir.

Problemet er selvfølgelig ikke større end, at man kan tage et helt almindeligt stykke A4-papir, som man klipper i stykker og bruger i stedet.

(Det havde måske været smartere med fx whiteboard-plader, hvor man kunne skrive med tilhørende whiteboard tuscher og viske ud igen).

Selve spillet

For at vinde Sludder, skal man være den første spiller, som kommer i mål på spillepladen.

Man skiftes til at være spilleleder.

Spillelederen tager et kort, drejer med pilen (kunne også have været en terning, man slog med) og læser ordet med samme nummer, som pilen peger på.

Alle spillere skriver nu hver deres forklaring på ordet på deres papir, uden andre ser, hvad der står. Spillelederen skriver den korrekte forklaring (som står på bagsiden af kortet) og alle papirer samles hos spillelederen.

Spillelederen skal som det første læse alle forklaringer og tjekke om andre har skrevet den rigtige forklaring af ordet. Hvis der er 1, der har skrevet den sande forklaring, tages dette papir ud af bunken og den pågældende spiller må rykke 3 felter med det samme.

Er der 2 eller flere spillere, der har skrevet den rigtige forklaring, stopper runden og et nyt ord tages af samme spilleleder. Alle spillerne, som havde den korrekte forklaring, rykker 3 felter.

Når papirerne er samlet sammen, blander spillelederen dem under bordet, så ingen kan se det. Nu læser spillelederen alle forklaringerne op og spillerne skal på skift vælge, hvilken forklaring de mener, er den rigtige.

Når alle har givet deres bud, fortæller spillelederen, hvad den korrekte forklaring var.

Har man gættet den korrekte forklaring, må man rykke 2 felter frem. Har man bluffet en eller flere medspillere, må man rykke 1 felt for hver spiller, der gættede på denne forklaring.

Er der ingen, som gætter den rigtige forklaring, må spillelederen i stedet rykke 3 felter frem.

Vores vurdering af Sludder

Da vi først så kortene og ordene derpå, blev vi lidt skeptiske.

Der var MANGE ord, vi aldrig havde set før.

Men da vi kom i gang med at spille, gav det rigtig god mening, at det var sådanne ord.

Hele ideen er jo netop, at ingen skal vide, hvad det betyder, så man har muligheden for at bluffe sig til en forklaring.

I vores første spil ramte vi 3 ord, som måtte kasseres fordi 2 eller flere havde skrevet den rigtige forklaring (det var ordene ”afhaspe”, ”amnesi” og ”caballero”).

Yngste spiller var 13 og ældste 39. Det fungerede som udgangspunkt fint med aldersspredningen, men der var dog alligevel en tendens til, at de voksne oftere kunne gætte den korrekte forklaring.

I starten skulle man lige have fantasien i gang. Derefter begyndte det at gå bedre, og de falske forklaringer blev sværere at gennemskue.

Man bliver ligesom bedre og bedre til at lyve og finde på undervejs i spillet.Sludder er et af de spil som (efter vores mening) kun bliver sjovere af, at man er flere. Det gør det sværere at gennemskue den rigtige forklaring.

Jeg synes, at det er lidt synd, at det kun er ord.

Vi har et lignende spil, hvor man også selv skal skrive forklaringer på ord, fortsætte en lovtekst, beskrive en film m.m.

Jeg har set andre versioner af Balderdash i en engelsk version, som minder mere om dette, og som bliver væsentligt sjovere. Fx at skulle fortsætte en lovtekst som: ”I Houston er det forbudt at købe øl når…” (det korrekte svar er: ”klokken søndag aften slår midnat”)

I Sludder er det udelukkende mærkelige ord, man skal give en sandsynlig forklaring til.

Når det er sagt, så fungerer Sludder-spillet faktisk ganske fint. Det kan både bruges som familiespil i familier med lidt større børn, samt som selskabsspil med vennerne.

Sludder kræver ingen stor viden – blot en rigtig god fantasi 🙂

– Joan Frederiksen

Konario Junior spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | Spillere: For 1 – 6 deltagere | Mærke: ALGA

“I konario er der et twist (som vi ikke før har kendt til). Hvis en modspiller vender en kube, og du ved hvor den matchende kube er henne, men modspilleren sætter hånden på en forkert kube, så kan du, inden modspilleren vender kube 2, råbe ”konario”. Så må du vende den kube, som du mener, er den rigtige. Vender du den rigtige, så må du beholde stikket. Tager du derimod fejl, så skal du aflevere et stik til din modspiller…”

En anmeldelse af Konario Kids aka Konario Junior

Edith og jeg har testet Konario spillet i sin junior udgave igennem de seneste dage.

Da vi modtog spillet, kom det med en sød besked fra den medarbejder hos legebyen, der havde pakket spillet sammen med en lille pose ++ brikker, og 3 postkort. Det var en lækker pakke at åbne.

Første gang man skal spille spillet, så kræver det lige lidt forberedelsestid, idet alle kuberne i spillet skal gøres klar. Der skal fyldes smagspastiller i smagskuberne, og klistres klistermærker på alle kuberne.

Der følger en meget udførlig vejledning med, som er vældig nem at følge.

Dog var jeg ikke helt med på hvordan de 2 stk. klistremærker pr. lugtekube skulle sidde, da det i vejledningen ser ud som om, at de skal sidde oven på hinanden, hvilket ikke giver helt mening, idet man skal kunne kradse på lugte-klistremærket, for at få lugten frem.

Derfor valgte jeg at sætte selve kradse-lugtemærket på siden af kuben. Jeg konstaterede da vi gik i gang med spillet, at det så var alt for nemt at spotte lugtekuberne i spillet, hvis man vælger at spille den ”normale variant”
(Jeg beskriver senere hvad den normale variant er).

Jeg vil derfor anbefale kun at bruge kradse-klistremærket på kuberne, eller at sætte det oven på det almindelige klistermærke. Det er ikke nødvendigt med 2 på. De 3 lugte er løg, jasmin og sure tæer 🙂

Smagskuberne skulle jeg lige se an, da man skal klemme på siderne af kuben, for at kunne lette på låget, for at trille pastiller ud af det tilhørende hul. Men for at få tømt posen med pastiller ned i kuben, skulle man være lidt voldsom for at få låget af. Men det gik. Og den var heldigvis nem at samle igen.

Der er smagspastiller til ca. 40 spilleomgange. De 3 smage er rådden frugt, gammelt tyggegummi og cola 🙂

Følekuberne skulle have klisteret mærke med hul i, hen over fladen med hullet i. Følekuberne er udstyret med plasticdutter i forskellige størrelser inden i, og en enkelt med skumgummi.

Hørekuberne er udstyret med forskellige størrelser rasleting indeni, så de larmer i forskellige lydniveauer, når der rystes med dem.

Synskuberne er helt basic vendespils-agtige, og de skal bare vendes og parres med en anden magen til. Her skal man enten parre et spøgelse, et rumvæsen eller en havfrue.

Selve spillets gang

Da vi gik i gang med spillet var første runde ret spændende, da vi lige skulle blive fortrolige med kuberne og det de enkelte kuber kunne.

Vi havde ikke som det anbefales i vejledningen, undersøgt de enkelte kuber inden vi startede, så runde et tog meget lang tid at komme igennem.

Det var spændende, for vi havde talt om hvilke lugte og smage der var med i spillet, og ikke alle var lige tiltalende.

Især den smag med rådden frugt virkede lidt afskrækkende, og vi var begge to lidt nervøse for, hvad det nu lige var for noget vi fik i munden.

Men faktisk var det ret svært at skille de 3 smagstyper fra hinanden. Edith syntes at cola smagen var tydelig, men jeg havde enormt svært ved at skille dem ad. Især cola og tyggegummi.

Og den afskrækkende rådden frugt-smag, trådte ikke ret meget igennem. De smagte alle 3 typer primært af sukkerpastil. Så de er ikke farlige 🙂

Lugtekuberne skal man som nævnt skrabe på, for at lugten træder frem. Jasminlugten er man ikke i tvivl om. Den dufter meget kraftigt at dårlig parfume. Løglugten kommer også meget voldsomt frem. Om sure-tæer lugten nu også er sure tæer, kan diskuteres, men den dufter ikke lækkert. Den er heldigvis ikke lige så kraftig som de andre.

Opholder man sig i nærheden af spillet, er der en ubeskrivelig lugt af de 3 lugte blandet godt og grundig sammen. Det er specielt.

Vores vurdering af Konario Kids spillet

Edith elsker at spille vendespil, og kan bruge lang tid på at sidde og spille det med sig selv. Så at få det gode gammeldags vendespil i en ny variation, var hun utrolig begejstret for.

Hun syntes at det var sjovt og spændende at spille. Men undervejs stod hun af på at smage, og så var det helt fint, at jeg bare smagte, og fortalte hvilken smag, der var tale om.

Sammenlignet med et almindeligt vendespil tager det noget længere tid, da det tager tid at trille pastiller ud, at kradse for at lugte osv. Så er man mere end to, og vælger den ”almindelige variant”, så afsæt ca. 30 – 45 min til en runde.

Når der tales om den almindelige variant, så vil det sige at kuberne alle sammen er sorte, så siden med klistermærket vender ned i bordpladen, og ingen dermed kan se, hvilken kube de vælger.

Så er den forenklede variant, som vejledningen anbefaler man starter ud med, hvor billedesiden vender opad, og det udelukkende handler om at parre dufte, smag osv. Vælges den udgave, vil det selvfølgelig afkorte spilletiden væsentligt.

I konario er der et twist (som vi ikke før har kendt til). Hvis en modspiller vender en kube, og du ved hvor den matchende kube er henne, men modspilleren sætter hånden på en forkert kube, så kan du, inden modspilleren vender kube 2, råbe ”konario”. Så må du vende den kube, som du mener, er den rigtige. Vender du den rigtige, så må du beholde stikket.

Tager du derimod fejl, så skal du aflevere et stik til din modspiller.

Dette har vi dog ikke forsøgt os med, da vi arbejder lidt med, at det er ok ikke at vinde hver gang 🙂

Alt i alt er rigtig fint spil, som er let at gå til. Edith er i hvert tilfælde fan og skal have Konario Junior spillet med på tur i morgen.

– Anette Bruun Rasmussen

Send Aben Videre spilanmeldelse

Alder: Anbefales 12 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min. | Spillere: For 2 – 6 deltagere | Type: Quizspil/Familiespil

Selve spillet er egentlig ganske fint. Det er simpelt, nemt at lære og tager ikke oceaner af tid. Et fint selskabsspil. Men det er lidt en skam at en del af kortene er meget svære. Det ødelægger lidt det sjove. Vi vil derfor gå alle kortene igennem og samle dem i svær, medium og lette kort. På den måde kan vi altid vælge kort ud fra om vi skal have børnene med…”

En anmeldelse af Send Aben Videre familiespillet

Første gang vi blev præsenteret for ”Send Aben Videre” var helt tilbage i starten af 00’erne. Vi var i starten af 20’erne og det var et af de spil, som vi ofte fandt frem sammen med vennerne.

Efter et par år gik aben i stykker, og så har vi ikke spillet det siden. Så efter en pause på knap 20 år, var vi lidt spændte på at prøve det igen.

Spillet er i en solid æske og indeholder:

  • 1 (stor) spilleplade,
  • 1 abe,
  • 480 kort i æske,
  • 6 spillebrikker i hver sin farve
  • 1 spillevejledning.

Aben kræver 3*LR44 batterier for at virke. Der er allerede batterier i, når man køber det, så man kan komme i gang med at spille med det samme.

Det er en kort, præcis og simpel spillevejledning, så det er hurtigt at komme i gang med at spille. Spillet er for 2-6 spillere og estimeres at vare ca. 30 min. pr spil.

De gange, vi har spillet det, har det passet meget godt med tiden. Jo færre spillere, des kortere tid tager det. På æsken står der, at det er et voksenspil og anbefales fra 12 år og opefter.

Selve spillet

Alle spillere vælger en spillebrik, som sættes på startfeltet. Den aktive spiller trækker et kort fra kortæsken, og læser højt.

Hvis kortet er rødt, skal han/hun selv starte med at give et svar og derefter sende videre i urets retning.

Hvis kortet er grønt, må aben sendes til en valgfri spiller, som skal starte med første svar og aben må under hele turen sendes på kryds og tværs, som man ønsker.

Eksempel 1:
Spiller 1 får et grønt kort og vælger, at spiller 3 skal starte med aben. Aben sættes derfor over til spiller 3, som hurtigt skal løfte aben fra bordet og komme med et svar. Spiller 3 svarer og stiller derefter aben ved spiller 2, som hurtigt løfter aben og kommer med et svar. Nu vælger spiller 2 så, at spiller 3 igen skal have aben. På den måde sendes der altså frem og tilbage i et ”tilfældigt mønster” indtil aben larmer eller en spiller får sagt et ord, der allerede er blevet sagt.

Eksempel 2:

Spiller 1 trækker et rødt kort. Han giver et svar og sender videre til spiller 2. Spiller 2 kommer med nyt svar og sender videre til spiller 3, som svarer og sender videre til spiller 4 osv.

Aben skal stilles ned foran spilleren hver gang, så den ”nulstiller” og med det samme løftes af spilleren. Den laver en tilfældig nedtælling, så nogle gange vil den give lyd 3 sek. efter man har løftet den og andre gange kan der måske gå 20-30 sek.

Den spiller, som sidder med aben, når den giver en lyd skal rykke det antal felter frem på spillepladen, som står på det pågældende kort.

Den første spiller, som rammer ”taber-feltet”, som er det sidste på pladen, har tabt spillet. Spilleren, som står længst tilbage, har vundet.

Vores vurdering

Det første spil, vi spillede, varede ganske kort tid. Alle kort var ekstremt svære og der er ingen tvivl om det ikke var for 12-årige. Vi var i alderen 38 til 44 år og selv for os var det svært.

Mange af kortene var det meget ”niche-præget” kategorier – fx ”bøger af Stephen King” og ”udenlandske fodboldangribere”. Spillet varede knap 15 minutter, da vi gik død meget hurtigt og point var 4 på alle kortene.

Det undrede os lidt, da det ikke var sådan, vi huskede det. Efter et hurtigt kig på kortene, opdagede vi, at alle kort sad i point rækkefølge. Så vi blandede dem alle grundigt og i efterfølgende spil var der lidt mere variation i sværhedsgraden. Nu kom der fx kort som ”danske drengenavne der starter med T” og ”ord der begynder med v”.

Disse kort vil umiddelbart også passe bedre til 12+ år. Men da der stadig også kom meget svære kort imellem, ville vores piger på 13 og 14 år stadig ikke kunne være med.

Selve spillet er egentlig ganske fint. Det er simpelt, nemt at lære og tager ikke oceaner af tid. Et fint selskabsspil. Men det er lidt en skam at en del af kortene er meget svære. Det ødelægger lidt det sjove.

Vi vil derfor gå alle kortene igennem og samle dem i svær, medium og lette kort. På den måde kan vi altid vælge kort ud fra om vi skal have børnene med.

De sværeste kort vil vi formentlig slet ikke bruge. Det er lidt sjovere, når man rent faktisk kan sige mere end kun 1-2 svar og aben sendes mere rundt på bordet. Så med lidt modifikationer er det et okay spil til familie og venner.

– Joan Frederiksen

Copenhagen Roll & Write spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 15 – 60 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk. Det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid..”

Populært dansk brætspil nu i terningversion

Copenhagen Roll & Write er en terningversion af det populære danske brætspil Copenhagen. I Copenhagen (som du kan læse en anmeldelse af her) trækker man kort og lægger tetris-agtige brikker på sit spillerbræt, i Copenhagen Roll & Write kaster man terninger, og tegner tetris-agtige former ind på sit spillerark.

Lyder det ret ens? Well, lad os kigge på Copenhagen Roll & Write, og se hvad det kan.

Hvis du vil se forskellene mellem brætspillet og terningspillet, må du desværre læse anmeldelsen af begge og sammenligne, da jeg ikke har prøvet brætspillet endnu.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 5 terninger med farvede sider
  • En blok med spillerark med print på begge sider
  • En blok med facadeark, også med print på begge sider
  • Spilleregler

Der er ikke det store fikumdik i det. Der er sider nok på blokkene til 50 spil med 4 spillere (25 dobbeltsidede facadeark, hvor der skal bruges 1 til hvert spil, samt 100 dobbeltsidede spillerark, hvor der skal bruges 1 pr. spiller), og derefter må man ty til at kopiere dem eller købe et nyt spil (heldigvis er det jo ikke så dyrt).

Det er ulempen ved roll & write spil – blokken løber på et eller andet tidspunkt tør… Spiller man mest med færre end 4 spillere, kan man nøjes med at kopiere facadearkene, da de så vil løbe tør før de andre.

Et trick jeg er stødt på for ganske nyligt, er også at laminere nogle ark, og så bruge whiteboard markers eller almindelig tusch og rengøre dem med sprit efter hvert spil. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det før, men det skal jeg da have gjort ved alle vores roll & write spil 😊

Æsken er ikke større end nødvendigt – en ting, jeg generelt er rigtig glad for, da der ikke er så meget plads i vores spilreol, som der har været. En ting de dog godt kunne have fået plads til, uden at gøre æsken større, er en håndfuld blyanter.

Jovist, jeg kan da sagtens smide 4 blyanter i, men jeg tror at alle andre roll & write spil vi har, er der fulgt blyanter med i. Men det er da en lille ting, blyanter koster heldigvis ikke alverden, og det er nu rart at have nogle i æsken.

Opsætning af spillet

Opsætningen af spillet er hurtigt overstået: Giv hver spiller et spillerark og noget at skrive med (der ikke går igennem papiret, da man jo skal bruge den anden side til næste spil), og læg et facadeark så alle kan se det. Vælg en startspiller, og giv ham/hende terningerne, og det er det 😊

Sådan spiller man Copenhagen Roll & Write

Formålet i Copenhagen Roll & Write er at bygge en facade så effektivt som muligt, og få point for at danne rækker og kolonner.

Første spiller slår med terningerne, som har farvede sider i stedet for tal. Nu skal han/hun se hvilke af de figurer, der er afbilledet på facadearket, der kan dannes, med de farver, der er slået. Er der f.eks. slået 3 røde, en blå og en gul, kan man lave figuren med 2 eller 3 røde felter.

Hvid er joker, så der må man selv vælge, hvad man bruger den som. De figurer på facadearket, der har 2 eller 3 felter, kan tages så mange gange man vil af alle spillere i løbet af spillet, mens dem med 4 eller 5 felter kun kan tages én gang i løbet af spillet – man krydser dem af, når de er taget af nogen.

Dette er vist på facadearket med et uendelighedstegn over de to første kolonner, og et kryds over de tre sidste.

Når man har valgt figur, må man rotere den som man vil (men ikke spejle den). Den valgte figur tegnes nu ind på spillerarket – der skal startes nedefra, så alle figurer ”står” på enten bunden eller en anden figur – helt som i Tetris.

Når man har tegnet figuren ind, skal man sætte et X i et af figurens felter, og et O i resten. Disse X’er og O’er bruges, når der skal tælles point – en række eller kolonne kun med O’er giver nemlig dobbelt så mange point, som en række med et eller flere X’er. Så det er om at sætte X’erne, så de er samlet, når man alligevel har ”ødelagt” en række/kolonne.

Hvis man udfylder en hel række eller kolonne, får man point, som krydses af i pointsporet øverst på spillerarket. En række, hvor der er et eller flere X’er i, giver 1 point, mens en række kun med O’er giver 2 point. Kolonner med og uden X’er giver hhv. 2 og 4 point. Når en spiller når 12 point eller mere (er markeret på pointsporet), spilles runden færdig, og spilleren med flest point har vundet.

Hvis man udfylder en række eller kolonne med et våbenskjold ude i kanten (felterne er også lysere end de andre), får man en bonus: Man må enten udfylde et felt med et O, eller man må sætte to krydser i et valgfrit færdighedsspor. Lad os se på hvad færdighedssporene er for nogle størrelser.

Færdighedssporene kan hjælpe

Når den aktive spiller, har tegnet sin figur ind, må de andre spillere vælge en af de terninger, der ikke blev brugt, og sætte et kryds i den farve ”færdighedsspor” på sit spillerark.

Flere spillere kan godt vælge den samme terning, så hvis der f.eks. er lavet en figur med 4 af terningerne, vil alle de resterende spillere få den samme farve terning, nemlig den eneste, der ikke blev brugt.

Færdighedssporene kan give nogle bonusser – samt 2 point, hvis man fylder et spor helt ud.

Den første bonus et spor kan give, er de hvide plusser under nogle af felterne. Har man fået et hvidt plus, kan man bruge det som en ekstra terning i den pågældende farve. Hvis jeg har slået 3 røde, en gul og en blå, kan jeg altså bruge et plus fra det røde færdighedsspor, og vælge en rød figur med 4 felter. Når en bonus er brugt, streges den over.

Den anden bonus sporene kan give, er stjernerne. De giver en bonus, der er forskellig fra spor til spor – og som bliver angivet med et ikon ude til venstre for sporet. Bonusserne er:

Rød: Slå om med en eller flere af (eller alle) terningerne. Man får foræret to stjerner i det røde spor fra starten af spillet.

Blå: Intet X. Der må sættes O i alle felterne i denne runde.

Lilla: Et X. Der må sættes et enkelt felt (til f.eks. at udfylde et hul), som skal fyldes med et X. Hvis man bruger en blå stjerne også, må det være et O!

Grøn: Farveskift. Man må vælge et valgfrit antal terninger i samme farve og lave dem om til en ny farve (skal stadig være den samme).

Gul: Genbrug. Man må vælge en figur på facadearket, der allerede er streget over.

Terningerne har stor betydning – lidt for stor måske

Er man heldig med terningerne kan man tegne lige den figur man vil – er man uheldig, er det op ad bakke at få de store figurer…

Terningerne har stor betydning i Copenhagen Roll & Write, for de bestemmer 100% hvilke former, du har mulighed for at tegne. Slår man nogle gode slag med 4 eller endda 5 ens, kan man vælge lige den, der passer ind i det man har tegnet, men har man kun 2-3 ens, må man nøjes med det man kan få.

De farver man slår, bestemmer også formen, så man er ikke voldsomt meget herre over hvad man får.

Færdighedssporene gør dog en del for spillet, for det er dem, der giver det lidt mulighed for taktik. Ellers var det bare at slå med terninger, og tegne de figurer ind, som man kunne lave.

Med færdighedssporene får man mulighed for at gå efter nogle bestemte bonusser, hvis der er flere tiloversblevne terninger at vælge imellem, og dermed selv få lidt indflydelse.

Når vi spiller 2, er jeg f.eks. ret glad for det gule spor, som kan genbruge afkrydsede figurer, da man i spil med 2 spillere krydser en af 4’er kolonnerne helt af inden spillets start. Den blå bonus er også lækker, så man kan få dobbelte point for sine rækker og kolonner.

Vores mening om Copenhagen Roll & Write

Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Spillerarket er meget intuitivt med facaden til højre, hvor man skal tegne, de farvede spor, hvor man skal krydse de valgte terninger af, som modspillerne ikke har brugt, samt pointsporet i toppen, hvor de 12 point, der slutter spillet, er fint markeret.

En ulempe (for mig i hvert fald) er hvor stor betydning terningerne har.

Vi har prøvet andre roll & write spil, som ikke har været nær så afhængig af terningkastene, så det kan sagtens lade sig gøre. Ja, der er ting i færdighedssporene, der kan hjælpe på uheldige kast, men det fylder stadig en del.

En anden ulempe er, at når man ikke har tur, er der ikke meget at lave eller holde øje med. Spilleren der har tur, kører sit eget løb på sit eget spillerark, og så skal man bare vælge en ubrugt terning når turen er slut (hvis der er noget at vælge imellem). Det er selvfølgelig især udtalt ved 4 spillere, mens ved 2 spillere er det ikke noget man tænker over.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med færdighedssporene, problemet er lidt, at man ikke er ret meget herre over, hvilke farver man kan få kryds i, da der oftest kun er 1 eller 2 terninger til overs når en spillers tur er slut. Det er lidt synd, da de egentlig gør nogle gode ting.

Allermest har Copenhagen Roll & Write givet mig lyst til at prøve Copenhagen brætspillet – jeg synes nemlig, der er mange gode ting, og jeg kan godt lide ideen, jeg synes bare at der mangler lidt taktik og dybde.

Nu kan det godt lyde meget negativt, men jeg synes overhovedet ikke at Copenhagen Roll & Write er et dårligt spil – det er bare ”kun” okay for mig pga. den manglende taktik og indflydelse, men det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid.

Det vil også være et godt rejsespil, da det ikke fylder meget – hverken på hylden eller på bordet, så jeg forestiller mig at det nok ikke kommer så tit på bordet herhjemme, da vi har så mange andre spil, der kan lidt mere, men det bliver nok fast indslag på sommerhusture og i campingvognen.

Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk, så det vil være helt fint, når vi er afsted med ungerne, til at spille om aftenen når de er puttet.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af Copenhagen brætspillet

Sonar Family spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Der er ingen tvivl om, at Sonar family har mere spilleværdi end Sænke Slagskibe, som det ofte sammenlignes med. Man skal tænke en del mere, og der er flere elementer i det. Det er gennemtænkt og fungerer godt…”

En anmeldelse af Captain Sonar i familieudgave

Dette spil sammenlignes ofte med ”sænke slagskibe”. Det er ikke helt ved siden af, men har alligevel lidt ekstra elementer, som gør det lidt mere interessant.

Spillet kommer i en fin og solid æske med fine illustrationer. Det indeholder en stor skærm, der skal sikre, at de to hold ikke ser hinandens plader.

Spilleplader med 4 forskellige farvande. En gennemsigtig plade i samme str. som spillepladerne. 4 tuscher til at tegne på spillepladerne samt en spillevejledning, med regler på dansk, norsk, svensk, finsk og engelsk.

Spillevejledningen er nem at forstå og man kan hurtigt komme i gang med spillet.

Spillepladerne er lavet således, at man kan tegne på dem med de medfølgende tuscher (som i øvrigt er i god kvalitet) og viske ud bagefter.

Den gennemsigtige plade bruges af radiooperatøren, som lægger den ovenpå spillepladen og tegner herpå i stedet for direkte på spillepladen.

Der er lidt forskel på pladerne.

På kaptajnens plade er der felter i højre side til at holde styr på:
-hvor meget energi man har
-hvor mange gange man er blevet ramt
-hvad de forskellige handlinger koster i energi

På radiooperatørens spilleplade er der et stort felt til notater.

Sonar family kan spilles af 2-4 spillere og anbefales fra 8 år.

Selve spillet

Sonar family handler om at finde modstanderens ubåd og få den skudt ned.

Er man den første, som rammer modstanderens ubåd 2 gange, har man vundet.

Et hold består af en radiooperatør (som prøver at gætte, hvor modspillerens ubåd er) og en kaptajn (som gør sit bedste for at skjule egen ubåd for modstanderen).

Kaptajnen finder et sted ubåden skal starte.

Sonar family er et turbaseret spil, men begge hold er aktive hele tiden.

Når startstedet er fundet, starter første spiller med at fortælle højt i hvilken retning ubåden flytter sig.

Kaptajnen siger højt hvilken retning, deres ubåd bevæger sig i (op, ned, højre,venstre).

Radiooperatørens opgave er at tegne kommandoerne ind på den gennemsigtige plade.

Hver gang kaptajnen siger en retning højt, skal han/hun tegne en streg på energifeltet. Der er plads til max 4 streger, så er der fyldt, går man glip af en energi. Energien kan kaptajnen bl.a. bruge på at skjule sin rute.

Fx kan man for 3 energi lave et lydløst træk. Det gør opgaven en del sværere for radiooperatøren. Et lydløst træk betyder, at man ikke skal sige sin retning højt, så trækket holdes hemmeligt for modstanderen.

Energien kan også bruges på at spore sig ind på, hvor ubåden befinder sig.

For 2 energi kan man bruge sonar, hvilket betyder, at kaptajnen højt skal fortælle enten et bogstav eller et tal, som skibet befinder sig på.

Denne kan være god at bruge efter der er foretaget et lydløst træk, for at spore sig ind på, hvor ubåden bevægede sig hen.

Den sidste handling, man kan bruge energi på, er missilet. For 4 energi kan man affyre sit missil på en specifik plads på kortet, som man tror og håber modstanderens ubåd befinder sig på.

Der er dog det krav, at man selv skal stå indenfor samme område på kortet, for at affyre missilet. Kortet er delt ind i 4 områder, og missilet kan kun skyde indenfor området, man selv står i.

Man har også mulighed for at stige op af vandet. Gør man dette skal man afsløre sin position.

Dette kan blive nødvendigt, hvis man har fået spærret sig selv inde. Man må nemlig aldrig gå tilbage ad samme vej og der er felter på kortet, man ikke kan sejle igennem.

Har man lavet en opstigning, er det godt at have sparet noget energi sammen, så man kan lave et lydløst (altså hemmeligt træk) med det samme.

Det kan lyde nemt at finde en ubåd, man kender startstedet på. Men det er ikke helt så nemt, som det lyder.

Står man fx i et andet område, kan man ikke fyre af, før man selv er i samme område som modstanderen. Inden man når dertil, kan det være, at modstanderen allerede har luret, hvor man selv er.

Han/hun kan også have brugt flere lydløse træk, inden man selv er kommet ned i området og er måske slet ikke i det pågældende område mere.

Radiooperatørens opgave er at finde modstanderen. Når man ikke kender startstedet, er man tvunget til bare at lægge den gennemsigtig plade ovenpå kortet og tegne streger fra et tilfældigt sted. På et tidspunkt kan man begynde at flytte lidt rundt med den gennemsigtige plade for at finde ud af, hvor de streger, man har, kan passe ind.

Da der er felter, man ikke kan sejle igennem, begynder der at tegne sig et billede af, hvor ruten i hvert fald ikke kan være.

Når radiooperatøren mener at have et bud på modstanderens lokation, vælger kaptajnen at bruge 4 energi på at affyre et missil.

Ramte man rigtigt, viser begge hold sit kort og en ny omgang starter på samme måde som den første.

Vores vurdering af Sonar Family

Der er ingen tvivl om, at Sonar family har mere spilleværdi end Sænke Slagskibe, som det ofte sammenlignes med. Man skal tænke en del mere, og der er flere elementer i det.

I sonar family er det kun 1 ubåd, man skal ramme (dog 2 gange), til gengæld så flytter ubåden sig hele tiden.

Det er gennemtænkt og fungerer godt.

Til gengæld var det alligevel lidt for simpelt til vores smag.

Spillet er fra 8 år og opefter. Det vil nok være svært, hvis alle 4 spillere er i den alder. Men hvis man fx er en familie på fire, hvor der kan være en voksen og et barn på hvert hold, så passer 8 år nok meget godt.

Hvis det er 4 børn, som spiller sammen, kan man vælge at forenkle det ved at droppe muligheden for lydløse træk.

Den originale udgave af Captain Sonar er noget mere avanceret og kræver, at man er 6-8 spillere. Ideen med at lave en meget forsimplet version er ikke dårlig. Det er da også netop lykkes at lave et spil, som er godt til børnefamilier.

Selvom det ikke faldt i vores smag, så ville det alligevel være et af de spil, som vi ville synes var okay at spille med børnene, da de var noget yngre. Der er mange børne-/familiespil, som er kedelige for voksne, når det er fra 7-8 år.

Sonar Family føles bestemt ikke kedeligt.

– Joan Frederiksen

Temple Rush spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 25 – 35 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Temple Rush er simpelt, men samtidig med et lille aspekt af strategi, som gør det sjovt og giver god spilværdi. Det er et spil, som overraskede mig – positivt. Vi er ellers kritiske med hvilke spil, der får lov at blive en del af samlingen og hvilke, der gives videre til venner/familie, men Temple Rush fik lov til at blive en del af det fine selskab i spilskabet…”

En anmeldelse af Temple Rush familiespillet

Tempel Rush er et simpelt spil, som virker gennemtænkt. Jeg må indrømme, at jeg/vi nok bærer præg af, at vores spilsamling er på den anden side af 100 stk.

Vi er kritiske med hvilke spil, der får lov at blive en del af samlingen og hvilke, der gives videre til venner/familie.

Temple Rush er simpelt, men samtidig med et lille aspekt af strategi, som gør det sjovt og giver god spilværdi. Det er et spil, som overraskede mig – positivt.

Indhold i spilæsken

Spillet er i en solid æske med et flot tiltalende layout.

I æsken findes der:

  • Spillevejledninger på de nordiske sprog
  • 4 spilleplader (spillet er for 2-4 personer)
  • 52 byggesten (ligner legoklodser)
  • 8 spiller tokens
  • 6 power tokens
  • point tokens
  • 4 terninger i hver sin farve
  • 31 tempelkort
  • 2 kort med oversigt over power tokens
  • 3 kortholdere
  • en lyserød plastikdiamant.

Udover dette var der små plastikposer med, som kan bruges til at holde styr på tokens, terninger osv. uden de vælter for meget rundt i æsken.

Det er aldrig fedt at starte spilleaften med at bruge lang tid på at sortere brikker, der ligger hulter til bulter i æsken…

Spillevejledningen er flot og indbydende samt nem at læse og forstå. Det tog ganske få minutter fra vi pakkede det op, til vi var godt i gang med spillet.

Om Temple Rush spillet

Hver spiller får en spilleplade. På pladen er der 4 felter til klodser i hver sin størrelse. Der er 3 runde pladser til spiller-tokens og power-tokens.

Imellem de to er der 3 små pladser til point-tokens. Sidst men ikke mindst er der 3 firkantede felter, som er byggefelter.

Pladerne har hver sin farve og matchende terninger og spiller tokens.

Inden spillet starter, skal alle lægge sine spiller-tokens i de to rum til dette.

Den ene token er ”solorunde” og den anden ”Super cement”. Disse to har alle spillere. Dernæst skal der trækkes 1 power-token, som lægges i det 3. rum.

Denne holdes hemmelig for modstanderne, indtil den skal bruges.

Hvis man er 2 spillere, skal der i stedet trækkes 2 power tokens og ”Super cement” udgår.

De 6 sorte power-tokens er: Skjoldet, Lynbyg, bomben (2 stk.) og sækken (2 stk.) De 2 slags spiller-tokens og power-tokens har følgende egenskaber:

Solorunde: Udelukker de andre spillere fra en runde. Der kastes 2 terninger og den aktive spiller må bruge begge terningslag.

Super cement: Giver mulighed for at placere en løs byggesten på et byggefelt, som først skal bruges senere.

Skjoldet: Udelukker de andre spillere fra at bygge (videre) på et specifik tempelkort i 3 runder

Sækken: Mulighed for at låne byggeklodser fra en andens spillers byggefelt til at færdiggøre en bygning i samme runde

Bomben: Ødelæg en anden spillers figur

Lynbyg: Byg et af tempelkortene så hurtigt som muligt (i stedet for terningslag) i konkurrence mod de andre spillere. Vinderen får tempelkortet.

Midt på bordet opstilles tempelkort. 2 tempelkort hvis man er 2-3 spillere og 3 tempelkort, hvis man er 4 spillere. Alle spiller på samme tid, men skiftes til at slå med terningen.

Den aktive spiller kan bruge en af sine tokens inden eller i stedet for at slå med terningen – afhængig af hvilken token, det drejer sig om.

Terningens sider viser hver en tegning af byggeklodser i forskellige str. og på 2 sider er der en stjerne.

Stjernen betyder, at man selv må vælge, hvilken klods man vil bruge. De andre sider viser, hvilken type klods, man skal bygge med (hvis man kan).

Kan man ikke bruge den pågældende klods, laver man ingen træk i den runde.

Man tager x antal kort og lægger dem i en bunke (afhængig af hvor mange spillere, der er med) og når bunken er tom, er spillet færdigt og der tælles point. Alle tempelkort har et tal stående øverst i højre hjørne, som viser, hvor mange point, det giver. Første spiller kaster terningerne og alle spillere må tage en klods tilsvarende det, som terningen viser.

Man vælger selv, hvilket byggefelt man vil bruge og dermed hvilken tempelfigur, man vil bruge klodsen til. Man kan sagtens bygge på flere tempelfigurer samtidigt.

Det er ofte en fordel at koncentrere sig om én tempelfigur, så en anden ikke når, at få den snuppet inden man selv, har fået den bygget.

Men da man ikke altid kan bruge klodsen til samme figur, kan det være den i stedet kan bruges til en af de andre.

Når man har en brik i sit byggefelt, skal den næste klods kunne sættes sammen med den på byggefeltet. Man må altså ikke tage en klods, som man først skal bruge senere i figuren og lægge løst på byggefeltet.

For at færdiggøre tempelfiguren skal klodserne blot vise omridset af figuren. Det vil sige, at man godt må sætte en klods, der egentlig peger bagud, da omridset stadig er som på billedet.

Så snart man har sat den sidste klods, siger man ”temple rush” og sætter figuren ved siden af kortet.

Er den korrekt lavet, får man kortet.

Er den forkert, skal man som straf fjerne en valgfri klods fra den pågældende figur, som derefter må bruges igen senere.

Er der flere spillere, som har lavet figuren i samme runde, får den ene kortet og de andre en lille pointbrik, der har samme værdi som tempelkortet.

I spillepladen er der 3 ”huller”, som passer med disse pointbrikker. På den måde, er det nemt at holde styr på point, selvom man ikke får tempelkortet. Når man har fået kortet (eller en pointbrik) skiller man figuren ad og vælger en af klodserne, som skal sættes i spillepladen.

Disse giver også point til sidst. Man kan kun have 1 af hver klods i spillepladen, har man alle 4, lader man være blot være med at tage en klods fra. Efter kortet er bygget og givet til en spiller, sættes der et nyt kort i kortholderen med en ny tempelfigur.

Når der kun er 1 tempelkort tilbage, skal alle rydde deres byggefelt og starte forfra på samme tid. Så snart denne figur er bygget, er spillet færdig og der skal tælles point. Spilleren med flest point vinder den lyserøde diament. (Altså har den ingen effekt i spillet og kommer først ”i spil”, når spillet er slut)

Vores vurdering af Temple Rush

Jeg var lidt spændt på dette spil. Jeg bliver ofte fristet af en flot æske, men det er bestemt ikke altid at en indbydende æske svarer til indhold og spilværdi. Ligeledes var jeg spændt på, om det var noget værd for voksne, eller om det var primært til børn.

Som jeg startede med at skrive, er vi ret kritiske, når det kommer til spil. Der skal være noget, som gør det underholdende og det skal være noget, som ikke minder alt for meget om noget, vi har i forvejen. Temple Rush er et af de spil, som klarede sig igennem nåleøjet og får lov at blive en del af vores spilsamling.

En klar fordel er, at det ikke minder om andre spil, vi har.

Det anbefales fra 9 år og opefter, vurderes til at vare 25 min og er for 2-4 spillere.

I forhold til aldersgrænsen tror jeg sagtens yngre børn også kan spille det. Jeg vil tro, at børn i 7-årsalderen, kan spille med lidt hjælp fra de andre spillere ift. at skabe overblikket over, hvordan man kan bruge klodserne.

Der er ikke noget hemmeligt i spillet, så faktisk kan alle hjælpe alle, uden det ødelægger andet end ens egne vinderchancer.

Vi har spillet det med en 8-årig, som fint kunne finde ud af det, uden hjælp.

Da vores egne børn var noget yngre, og vi skulle spille sammen, var der en del spil, som vi voksne synes var alt for simple og kedelige, men som børnene elskede. Temple Rush er også et simpelt spil, som børnene nemt kan lære, uden at være kedeligt for de voksne.

Det vil nok ikke blive det spil, min mand og jeg finder frem som et 2-player game – eller sammen med vennerne. Men som familiespil er Temple Rush et godt bud på et hyggeligt spil.

– Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af City Blox

Gold Armada spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 25 – 30 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere | Kategori: Familiespil/Børnespil

“Vi synes virkelig det var et godt spil, som man sagtens kan spille sammen som familie. Spillet var så stor en succes hos min niece, at hun bestemt ikke synes jeg skulle tage det med hjem igen, så hun fik lov at låne det på ubestemt tid 🙂 Helt klart en af de bedste børnespil / familiespil, som jeg har prøvet…”

En spilanmeldelse af Gold Armada

Vi skulle teste spillet Gold Armada og herhjemme plejer vi voksne at teste spil, men da Gold Armada kan spilles fra 7+ tænkte vi det var oplagt at lade nogle af familiens børn lege med.

Så til testen af dette spil var deltagerne min 7 årige niece, hendes far og undertegnede. Allerede da min niece så æsken, var hun helt betaget og hun var også rigtig dygtig til at hjælpe med at få stillet spillet op og lagt de rigtige mønter på deres pladser.

Niecen min, var tidligt i spillet rigtig begejstret for at skulle være med, da spillets design og udtryk mindede meget om en skattejagt, med en masse guldmønter. Sammen stillede vi spillet op og hun hjalp til med at lægge guldmønterne de rigtige steder, så det gav rig mulighed for at tælle og regne lidt sammen.

Da vi først læste spilanvisningen tænkte vi; “Det kan ikke være rigtigt! Det er alt for enkelt og spillet må da være hurtigt overstået” Sådan var det dog slet ikke. Det var overhovedet ikke så nemt som vi troede. Reglerne står rigtig godt forklaret og er super nemme at forstå! Faktisk så nemme, at man anledes til at tro, at man har forstået det hele forkert.

Sådan spiller man Gold Armada

På den meget flotte spilleplade skal der lægges nogle mønter på. På et billede er det vist hvordan de forskellige mønter skal lægge. De forskellige mønter har forskellige værdier alt efter hvor svær en kombination man slår. En kombination kan f.eks. være tre kanoner, fire kanoner eller to tønder og tre sværd. Så kombinationerne er i flere forskellige sværhedsgrader.

Når spillet er opstillet og klart, skal man bruge de 5 terninger.

På terningerne er der forskellige motiver f.eks. et sværd, en papegøje eller en tønde.

På spilpladen er der så vist hvilke kombinationer man skal slå, for at få lov til at tage en mønt.

I starten af spillet er alle mønter på pladen og det er her det er nemmest.

Ved en af broerne er det f.eks kun tønder man skal slå efter. Den første der slår to tønder må så tage den første mønt, også selv om man slår tre tønder.

Man skal altid tage den mønt der lægger tættest på øens midte. Når så den første mønt er taget, kan man i næste runde prøve at se om man kan slå tre tønder og kan man det, må man således tage mønten med den lidt højere værdi.

På spilpladen er der også seks dødningehoveder, her skal de seks dødningehoveder lægges.

Man skal tage et dødningehoved hvis man på sine tre slag, ikke slår noget der giver en mønt (de forskellige kombinationer står forklaret i reglerne og der er også billeder af dem på spilpladen).

Når alle seks dødningehoveder er opsamlet af deltagerne, så slutter spillet. Ellers spiller man til der ikke er flere mønter.

Min vurdering af Gold Armada

Jeg ved ikke om vi var dårlige til at slå terninger eller om det bare var sværere end vi troede, men vores spil sluttede ofte lidt tidligt, fordi vi havde svært ved at ramme en kombination og i stedet endte med at få et dødningehoved.

Vi besluttede derfor, at prøve a spille spillet til ende, også selvom der ikke var flere dødningehoveder. Her gjorde vi så bare det, at vi trak en mønt fra, så det gav samme resultat i sidste ende.

Vi prøvede også en runde hvor, at man ikke skulle tage den mønt der lå tættest på øen, men hvor man godt kunne slå fire tønder i den første runde og godt måtte tage mønten med en højere værdi.

Det fungerede godt på den måde, at spillet blev mere spændende fra start, til gengæld gjorde det, det noget nemmere at ramme en kombination og ofte havde vi så de “lette kombinationer” tilbage. På den måde startede det hele rigtig spændende, men blev så nemmere og nemmere efterhånden. Det vil jeg IKKE anbefale jer at gøre.

Spillet fungerer bedst på den måde, som står beskrevet i reglerne. Vores familie synes dog altid det er rart med et spil, hvor der er mulighed for at tilpasse reglerne lidt, så det forbliver sjovt for alle og det må vi sige man kan med Gold Armada,

Spillets design er rigtig flot og min syv årige niece, var meget betaget af selve spillepladen og hele opbygningen omkring spillet. Det var også oplagt, at når der skulle tælles point/mønter sammen, at vi gjorde det sammen og hjalp hende med at regne hendes point sammen.

Derudover var det en stor succes, at det var billedemotiver på terninger i stedet for en almindelig terning med prikker eller tal.

Det gjorde det langt mere overskueligt for hende at se hvor mange ens hun havde og hvilke kombinationer hun skulle bruge for at få mønterne.

Spillet har også en flot lille detalje med låget, som kan inddeles til fire kasser, så man kan inddele sine mønter. På den måde blev det rigtig synligt, hvor mange mønter/point vi hver især havde, så man kunne bedre se om man var nød til at satse på at slå en sværere kombination, for at få en højere mønt.

Hele spillet er rigtig gennemtænkt med et rigtig godt tema, som man sagtens ville kunne bygge en spændende historie op omkring, som f.eks. at man skal hjælpe øens beboer med at undslippe piraterne, ved at fjerne tingene fra broen. Det fandt min niece meget underholdende, så var der også et formål med spillet, hvis man er lidt mere ligeglad med at vinde eller få mange point.

Vi synes virkelig det var et godt spil, som man sagtens kan spille sammen som familie.

Det var sjovt for både voksne og børn, uden at det blev kedeligt for de voksne.

Vi hyggede os rigtig meget med spillet og det var langt mere udfordrende end vi først havde regnet med, da de kombinationer var noget sværere at slå, end det så ud til.

Spillet var så stor en succes hos min niece, at hun bestemt ikke synes jeg skulle tage det med hjem igen, så hun fik lov at låne det på ubestemt tid 🙂 Helt klart en af de bedste “børne” spil som jeg har prøvet…

– Maria Lauritsen

Plingo spilanmeldelse

Anbefales fra 15 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min. | Spillere: For 4 – 8 deltagere

“Ideen bag spillet er rigtig god, fordi man skal være skarp til at finde på alternative ord og associationer for at undgå at turen som stikordsgiver skifter til din modspiller. Der er mange stikordskort og der er 2 ord på hvert stikordskort, så der er rig mulighed for at spille mange spil. Plingo egner sig både til familien og aftener i brætspilsklubben…”

En anmeldelse af Plingo spillet

Plingo er et selskabsspil med et højt tempo, hvor det handler om at give ledetråde, gætte ord og stjæle turen fra hinanden.

I selskabskabspillet Plingo skal der gættes ord på tid. Plingo minder på sin vis om gæt og grimasser, bare udelukkende med brug af ord.

I spillet skal du enten være den der gætter et hemmeligt ord, eller være den der giver stikord, så det hemmelige ord gættes.

Det gælder om at stjæle rollen som stikordsgiver, så du kan få flest mulige point. Du kan stjæle turen, hvis du har et af de samme ord som den nuværende stikordsgiver.

Reglerne er hurtigt læst og lette at forstå.

For at vinde, skal du være dygtig til at finde på lidt anderledes og kringlede måder at beskrive et hemmeligt ord på.

Plingo blev nomineret til årets selskabsspil i 2016 af guldbrikken.

Hvad består spillet af?

Spillet består af små røde plastikpointbrikker, blyanter, en klokke, et timeglas, blokke med 7 linjer, samt en bunke kort med 2 hemmelige ord.

Desværre er blyanterne ikke spidsede, hvilket er lidt irriterende for folk uden en blyantspidser i hjemmet. Vi brugte bare kuglepenne.

Info fra producenten Game Inventors: “Det er der en god forklaring på. Hvis man transporterer spidsede blyanter, så sker der meget ofte det, at blyet knækker inde i blyanten, hvilket det IKKE gør, hvis man lader være med at spidse dem. Derfor er blyanterne ikke spidsede i spillet :)”

Man kan skrive sine hemmelige ord på begge sider af blokkene, så blokkene har en højere levetid. Når blokkene er helt udfyldt, kan man selvfølgelig bare tage et blankt stykke papir at skrive på.

Den lille klokke i spillet bliver brugt hyppigt, fordi man skal stjæle turen fra hinanden. Det er en høj lyd, som godt kan gå hen at give lidt hovedpine efter et intenst spil 45 minutter.

Pladsen i spilleæsken er udnyttet godt og der er ikke så meget spildplads. Kortene med de hemmelige ord fylder næsten halvdelen af æsken. Plingo er ikke så rejsevenligt, fordi der er mange dele i æsken.

Hvis man skulle komme med endnu en kritik af kassens design, ville det være smart, hvis udviklerne havde lavet en lille ekstra kasse til stikordskortene, fordi de flyver rundt i kassen. Det vil sige, at når man åbner kassen, ligger stikordskortene over alt.

Sådan spiller du Plingo

I starter med at vælge, hvor mange runder I vil spille. Jo flere spillere, jo færre runder. I vælger én person, der skal starte med at gætte. Gætteren skal gætte et hemmeligt ord ud fra stikord, som de andre giver gætteren.

Opsætning:

  • Hver spiller får en blok og en blyant
  • Ordkort, timeglas og klokken står midt på bordet.

Hver tur har to faser:

Skrivefasen:

Gætteren tager et kort fra bunken uden at kigge og viser kortet til de andre spillere. De andre spillere skal skrive op til 7 stikord, der minder om det hemmelige ord på kortet. De må ikke skrive dele af ordet eller en oversættelse af ordet.

Når den første person er færdig med at skrive 7 stikord på sin blok, slår hun sin hånd ned på klokken og siger ’Plingo!’ og de andre spillere skal stoppe med at skrive stikord. Den person, der er først færdig, får lov til at starte med at sige sine stikord til gætteren. Derfor giver det mening at tænke hurtigt.

Gættefasen:

Timeglasset bliver vendt. Gætteren får ét stikord ad gangen. Hvis en af de andre på holdet har samme ord, som stikordsgiveren, kan de trykke på klokken og sige ’Plingo!’ Så overtager de turen med at få gætteren til at sige det hemmelige ord. Stikordsgiverne må gerne sige flere ord end dem, der står på deres blok.

Hvis gætteren synes, at stikordsgiverens ord er for dårlige, kan gætteren ringe med klokken. Så går turen videre til næste stikordsgiver.

Så det handler om at være hurtig og have nogle gode ord, som giver associationer til det hemmelige ord.

Pointene bliver fordelt således at hvis gætteren siger det hemmelige ord inden tiden er gået, får både gætteren og stikordsgiveren 1 point. Hvis gætteren ikke siger det rigtige ord inden tiden er gået, får alle stikordsgiverne 1 point hver. Når gætteren har gættet ordet, går turen som gætter videre til den næste på holdet.

Spillet er slut når der er gået 45 minutter – eller hvis gruppen vælger en anden tidsgrænse for spillet.

Hvilke spil minder Plingo om?

Plingo er et fint spil, hvis man mangler lidt forandring fra andre klassiske selskabsspil som Hint, Tegn & Gæt og Bezzerwizzer.

Vores dom over Plingo

Ideen bag spillet er rigtig god, fordi man skal være skarp til at finde på alternative ord og associationer for at undgå at turen som stikordsgiver skifter til din modspiller.

Spillet kan desværre gå i stå, hvis gætteren ikke kan komme frem til det ord, der bliver forklaret – og de andre stikordsgivere ikke finder på bedre stikord.

Spillet er præget af hurtighed, idet stikordsgiverne skal være hurtige til at finde på 7 gode ord, så de kan få førstevalg til at give stikord til gætteren (og dermed muligvis vinde pointene).

Det betyder, at du bliver nødt til at stole på din intuition, fordi der ikke er tid til at overveje ordene nøje, når de skal skrives ned. Det betyder således også, at der ikke er ret meget taktik i dette spil. Det handler udelukkende om at tænke hurtigt og have et kreativt ordforråd.

Du bliver virkelig udfordret på dit ordforråd, fordi du skal være hurtig, men du skal også tænke dig om, så du ikke vælger de mest indlysende ord i tilfælde af at din nabo også har det ord. Så mister du nemlig din tur.

Der er mange stikordskort og der er 2 ord på hvert stikordskort, så der er rig mulighed for at spille mange spil. Plingo egner sig både til familien og aftener i brætspilsklubben, da det kun er fantasien, der sætter grænser for stikordene.

Hvis vi skal komme med en kritik – eller ulempe om man vil, vil vi gerne påpege, at man skal være minimum 4 personer til at spille, hvilket i ordets betydning, betyder, at du skal samle et selskab på minimum 4 personer, hvilket undertiden kan være svært.

– Nicoline Sørensen

Spøgelsestrappen spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 15 – 20 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Spøgelsestrappen får en anbefaling herfra for at være simpelt og alligevel underholdende, og for at være et børnespil de voksne også godt gider at spille…”

En anmeldelse af Spooky Stairs (spøgelsestrappen) – Årets Børnespil 2006

Der bor et gammelt spøgelse i det øverste hjørne af en slotsruin. For at nå derop skal man kravle op af den snoede vindeltrappe. Nogle modige børn lister sig op af de skæve trin for at være den første til at skræmme spøgelset med et BØH! Men på vej op ad trappen bliver børnene ét efter ét forvandlet til spøgelser… Hvem er hvor, og hvem når først op ad trappen?

Sådan lyder historien i Spøgelsestrappen, eller ”Spooky Stairs” – som blev kåret til Årets Børnespil 2006 i Tyskland, Sverige Norge og Finland.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Spilleplade
  • 4 farvede spillermarkører i træ
  • 4 farvede spillebrikker i træ
  • 4 hvide spøgelser i træ
  • 1 terning

Jeg kan godt lide at spillebrikkerne er i træ, specielt når spillet er angivet til at være fra 4 år, for der får tingene godt nok nogle gange lidt hård medfart – og så flyver de ikke så nemt rundt, når man spiller det på terrassen 🙂

En ting, der ærgrer mig lidt, er at man ikke har valgt at lave æsken lidt mindre. En af mine små kæpheste er, at spilæsker ikke skal være større end nødvendigt, hvilket kommer sig af manglende plads i spilskabet 😄

Når man ser hvor få komponenter, der egentlig er i spillet, kunne man sagtens folde spillepladen lidt flere gange, og få en mindre æske. Men for de fleste er dette dog en mindre ting, det er bare et lille irritationsmoment for mig (men selvfølgelig noget vi lever fint med trods alt).

Sådan spiller man Spøgelsestrappen

Hver spiller får en spillermarkør (til at huske hvilken farve man er 😄) og en farvet spillerbrik i samme farve. Spillerbrikkerne stilles på startfeltet (alle 4 brikker, uanset om man er 4 spillere), spøgelserne stilles indenfor rækkevidde, og så er man klar.

Spillerne slår efter tur med terningen og rykker frem på brættet – men slår man et spøgelse, må man tage et af de hvide spøgelser og sætte over en valgfri brik. Brikkerne har magneter i toppen så de hænger fast under spøgelserne, når man flytter med dem, og det er en rigtig fin detalje.

Nu kan den pågældende spiller ikke se farven på sin brik, og efterhånden som alle bliver forvandlet til spøgelser, skal man nogle gange holde tungen lige i munden, for at huske hvilken brik, der er ens egen.

Når der bliver slået spøgelse på terningen efter at alle er blevet forvandlet, må man nemlig bytte rundt på to brikker, så selvom man er kommet bagud, kan man hurtigt komme op foran.

Dette gør også at selvom man ikke er 4 spillere, kan alle 4 brikker pludselig være ude på brættet, da man jo stillede alle 4 brikker på startfeltet også selvom man var færre end 4 spillere, så det bliver ikke voldsomt meget nemmere af at være færre end 4.

Og så handler det egentlig bare om at komme først op ad trappen (hvis man kan huske hvilken brik man skal rykke med) – og huske at råbe ”BØH!” til spøgelset man kommer derop ☺  (og kigge under bunden af spøgelset, om det nu også er ens egen brik!)

Simpelt men sjovt

Det lyder jo simpelt, og det er det egentlig også, og så er det sjovt ovenikøbet. Spillet anbefales fra 4 år, og det er nok ikke helt galt. Marie på 6 fangede det hurtigt (selvom hun let kan komme til at miste overblikket over hvor hendes egen brik er), og selv Stine på 2½ var med i det første spil, men selvom hun syntes at det var evigt sjovt at sætte spøgelser på brikkerne, fangede hun ikke helt konceptet.

Jeg blev dog overrasket en gang imellem når hun skulle rykke, efter at alle brikker var spøgelser, og man spurgte hende ”hvilken en er din brik” og hun så uden tøven pegede på den rigtige ☺  

Spillet tager ikke mere end et kvarters tid, så man kan sagtens nå et par spil – det er specielt godt når Marie tror hun vinder, og det så ikke er hendes egen farve der er under det spøgelse, hun lige har rykket i mål… Men så kan hun få revanche, når det ikke tager længere tid.

Dommen – slet ikke så ringe endda

Spøgelsestrappen er et spil, som jeg er sikker på at vi nok skal få mange hyggelige stunder ud af – specielt når Stine bliver gammel nok til rigtigt at spille med. Selvom alle 4 brikker er med i spillet uanset om man er 4 spillere eller ej, er det bare ikke helt det samme – men det fungerer dog stadig fint med færre end 4 spillere.

Det er også så simpelt, at jeg tænker at Marie sagtens kan spille det med legekammerater uden voksne, og den slags spil har vi ikke så mange af.

Jeg synes at det er rigtigt sundt når børn kan lege og spille uden at der skal være voksne til at styre det, og der er Spøgelsestrappen nok et af de første spil hjemme hos os, hvor børnene kan begynde at spille helt selv (okay, det går også meget godt med Vildkatten, for de kender de fra børnehaven ☺).

Spøgelsestrappen får en anbefaling herfra for at være simpelt og alligevel underholdende, og for at være et børnespil de voksne også godt gider at spille.

– Kim Larsen

Onkel Reje spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: Ca. 20 – 40 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Spillet er selvfølgelig nok sjovest hvis man kender (og holder af) Onkel Reje fra DR, men kan også sagtens spilles uden at kende ham. Marie har egentlig aldrig set ham på TV, men elsker mange af hans sange, så hun var ellevild efter at spille det, da hun så spillet, og det skuffede ikke. Marie synes at Onkel Rejes kommentarer er evigt sjove (og det hjælper helt sikkert at figuren har den rigtige stemme), og skuffelsen ved at miste sin tur bliver opvejet af, at det sker med en prut 😄”  

Kendt og elsket børne-TV som spil

”Onkel Reje har lukket sig inde på toilettet, og han nægter at komme ud, før verdens længste, højeste og ækleste prut har set dagens lys.”

Det er den enkle forhistorie til børnespillet ”Hjælp Onkel Reje Med At Slå Verdens Største Prut”, hvor man skal hente fordærvet mad til onkel Reje, så det kan hjælpe ham med at slå en større og mere ækel prut…

Onkel Reje er kendt og elsket (af nogle) fra DR Ramasjang for at være aldeles politisk ukorrekt, og det har man altså forsøgt at lægge ind i et børnespil – men er det lykkedes at lave et ordentligt produkt, eller er det bare et forsøg på at klemme nogle penge ud af en succes? Lad os se på det.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Onkel Reje ”actionfigur” (der er nu ikke meget action over ham, men han bruger 2 stk. AAA batterier)
  • Spillebræt (er egentlig det indvendige af æsken)
  • 4 tallerkener af pap (som godt kunne trænge til en gang opvask 😉)
  • Madjetoner med fordærvet mad
  • Hændelseskort
  • Klistermærker
  • Regler

Klistermærkerne er egentlig bare til at dekorere ”spillebrættet”, men de har ingen funktion for spillet, så hvis børnene vil sætte dem alle mulige andre steder, kan de sagtens det.

Ellers er alting i kraftigt pap, og det virker som om det nok skal holde. Billederne af madvarerne er ikke for sarte sjæle, men hvis man var det, ville man nok ikke købe spillet alligevel 😄

Opsætning af spillet

Man er hurtigt klar til at spille Onkel Reje spillet:

  • Onkel Reje skal have nogle batterier, hvis han ikke allerede har det fra tidligere spil.
  • Man stiller Onkel Reje på badeværelsesgulvet (oppe i æsken).
  • Hver deltager får en tallerken og 5 madjetoner (en af hver type). Vil man have et længere eller kortere spil, kan man tage flere eller færre jetoner.
  • Hændelseskortene blandes og lægges i en bunke, hvor man kan nå dem.

Og så er man ellers klar til at forsøge at få Onkel Reje til at slå verdens største prut!

Sådan spiller man Onkel Reje spillet

Den, som slår de værste prutter, får lov at starte (endelig kan det bruges til noget), og trykker på onkel Rejes hoved. Han siger nu en af flere ting, som hver gør noget forskelligt, f.eks.:

  • ”Jeg vil ha’ gamle pølser/gammel muggen pizza/en rådden burger/en klam sandwich/en rådden agurk!” – så må man lægge en jeton af den nævnte type på sin tallerken
  • Onkel Reje griner – så må man lægge en valgfri jeton på sin tallerken
  • Onkel Reje slår en prut (men ikke verdens længste…) – øv bøv! Du skal fjerne alle madjetonerne på din tallerken, og lægge dem tilbage foran dig, og din tur er slut. Hvis du ikke har nogen, sker der ikke andet end at din tur er slut.

Nu handler det bare om at komme af med al sine mad – men hvor mange gange tør man trykke? Man må trykke lige så mange gange man vil, men hvis onkel Reje prutter, er det slut, og man kommer ikke af med nogle jetoner i den tur.

Når man ikke vil (eller tør) trykke flere gange, banker man på døren til onkel Rejes badeværelse – eller det vil sige: Man trækker et hændelseskort.

Måske får man lov at gå ind og aflevere sin mad, men måske har onkel Reje ikke tid lige nu – eller også får man en udfordring, som skal løses, for at få lov at aflevere maden på sin tallerken.

Det kan f.eks. være at slikke en anden spiller på næsen (Stine var ikke begejstret for at blive valgt til det…) eller at bytte strømper med en valgfri spiller (Maries strømper sidder lidt stramt på mine fødder…) 😄

Når man har afleveret sine jetoner (hvis man får lov) eller onkel Reje har pruttet, er ens tur slut, og det er næste spillers tur. Og sådan fortsætter man egentlig bare, indtil nogen er kommet af med alle sine jetoner.

Vinderen får lov at holde onkel Rejes hoved nede i 5 sekunder (gæt hvad der så sker…), og må slå lige så mange prutter han/hun vil resten af dagen, uden at nogen må sige noget til det (vigtig præmie!)

Vores mening om “Verdens Største Prut”

Stine var ikke voldsomt begejstret for at skulle blive slikket på næsen…

Spillet er selvfølgelig nok sjovest hvis man kender (og holder af) Onkel Reje fra DR, men kan også sagtens spilles uden at kende ham. Marie har egentlig aldrig set ham på TV, men elsker mange af hans sange, så hun var ellevild efter at spille det, da hun så spillet, og det skuffede ikke.

Marie synes at Onkel Rejes kommentarer er evigt sjove (og det hjælper helt sikkert at figuren har den rigtige stemme), og skuffelsen ved at miste sin tur bliver opvejet af, at det sker med en prut 😄  

Set med voksenøjne er det lidt mere blandet. På plussiden er det en okay introduktion til ”push your luck” -genren, og man kan da heller ikke lade være med at smile lidt, når Onkel Reje prutter, og nogens tur derfor er slut. Nogle af udfordringerne er også meget sjove, mens andre godt kan virke lidt overflødige.

På minussiden bliver kommentarerne fra Onkel Reje desværre relativt hurtigt ensformige (dog nok mere for de voksne end for børnene), og man har ikke rigtigt nogen indflydelse, andet end hvor mange gange man tør trykke på Onkel Reje – og selvom man så skulle være heldig at få en masse mad på tallerkenen, kan man risikere ikke at få lov at aflevere det, hvis man er uheldig når man trækker sit kort.

Det synes jeg er synd, for det ødelægger lidt glæden ved at have turdet at presse sit held og få en masse mad på tallerkenen.

Man skal dog huske at det er et spil fra 5 år, så selvom udfordringerne ikke er specielt udfordrende, men mere ting man bare skal gøre, er det noget, der kan få ungerne til at grine, og de tænker heller ikke over, at der ikke er det store indhold i spillet.

I forhold til målgruppen på 5+ er det dog lidt en ulempe med kortene, der skal læses, for det gør at der skal være voksne (eller i hvert fald børn, der kan læse) med – for jeg er egentlig ikke i tvivl om at de 5-7-årige ville have en fest med Onkel Reje og Verdens Største Prut hvis de kunne spille selv, men det kniber lidt pga. hændelseskortene.

Så sammenlagt bliver det en neutral bedømmelse – børnene synes det er sjovt (Stine på 3 kan også godt være med, når vi styrer slagets gang, da der ikke er så meget hun skal gøre andet end at trykke på Onkel Reje og udføre udfordringerne på kortene – og hun synes også at Onkel Reje er sjov), mens vi voksne bliver lidt hurtigere trætte af det.

Så det rammer helt sikkert målgruppen, det kunne bare være rart, hvis de også kunne spille det selv ind imellem 😄

– Kim Larsen