Complete - Gør sætningen færdig anmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spilletid: Ca. 30 min. | Spillere: For 2 - 4 deltagere

"Complete er et udmærket spil, som man lærer på få minutter og straks kan tage i brug. Et spil der ikke tager lang tid at spille. Men det er også et spil, som man efter nogle gange, kan blive nødt til at lægge til side, før man kan spille det igen, så man ikke bare kan huske alle svarene fra tidligere spillede spil..."

Indhold i Complete - Gør sætningen færdig

Spillet er i en god solid æske, som måler 26,5 * 26,5 cm. Det er en flot neutral æske, som med det sorte look sagtens kan stå fremme. Det er for 2-4 spillere (eller hold).

Indholdet består af 300 spørgsmålskort, 1 timeglas på 1 minut, spilleplade og spillevejledning.

Det er en nem og overskuelig spillevejledning. Det tog os kun nogle ganske få minutter at læse den og spillet kunne gå i gang med det samme.

Æskens størrelse kunne sagtens være meget mindre. Størrelsen er formentlig lavet for at have plads til spillepladen, men selv med den kunne æsken godt være mindre. Derudover så er spillepladen faktisk irrelevant i spillet. Spillepladens formål er at holde styr på hvor mange kort, man har vundet. Man kunne lige så godt lægge de vundne kort foran sig på bordet.

Det er en lille ubetydelig detalje, men for os, der har rigtig mange spil i skabene, vil det være praktisk, at de ikke fylder mere end højest nødvendigt.

Vi manglede lidt en lille æske, som kortene kunne stå i, så man ikke kunne læse næste kort i bunken imens en anden spiller var i gang, da dette gav længere tid at tænke i for næste spiller, imens det igangværende kort blev forsøgt gættet. Vi endte dog blot med at tage et kort længere nede i bunken, så vi på den måde undgik ”snyd”.

Hvordan vinder du Complete spillet?

For at vinde Complete skal man være den første, som svarer rigtigt på 6 spørgsmålskort.

I spille-vejledningen nævner de følgende 3 roller i spillet:

Oplæseren: Vedkommende der læser spørgsmålet højt.
Svarspilleren: Spilleren som skal gætte svaret, og som sidder til venstre for oplæseren.
Det Heldige Asen: Spilleren til venstre for Svarspilleren, som får chancen for at vinde kortet, hvis Svarspilleren ikke selv svarer korrekt.

For at vinde kortet skal man kunne fortsætte sætningen på kortet korrekt. Man må gætte løs i det minut timeglasset er i gang. Lykkes det ikke at fuldføre sætningen korrekt, får Det Heldige Asen lov til at forsøge med ét gæt.

Svarer Det Heldige Asen rigtigt, vinder han/hun i stedet kortet. Svarer han/hun også forkert, smides kortet til side. Herefter går turen videre som normalt.

Det betyder, at man kan være heldig, at få lov at svare på 2 spørgsmålskort i træk – først som Det Heldige Asen og dernæst som Svarspilleren.

Alt i alt et meget simpelt spil, som er hurtigt at komme i gang med og også hurtigt at spille. De par gange vi har spillet, har det taget mellem 25 og 40 minutter for 4 spillere. Er man 2 eller 3 spillere vil det formentlig kunne gøres endnu hurtigere.

På kassen står der, at det er fra 15 år og opefter. Særligt i det allerførste spil, vi spillede, undrede den minimumsalder os. Rigtig mange kort var meget nemme at gætte og særligt kort med børnesange, børnerim osv. Det efterfølgende spil var der lidt mere variation i ift. sværhedsgraden af kortene.

Vores vurdering af spillet

Generelt er det vores vurdering at sværhedsgraden på kortene er meget ”enten/eller”. Enten er de meget nemme eller også er de næsten helt umulige at svare på.

Vi har spillet det med nogle som alle var omkring de 38-40 år. Umiddelbart vil jeg mene, at vi sagtens kunne spille det med vores piger på 12 og 13 år også.

Der er som sagt et stort spring i sværhedsgraden, så der er mange kort, de også sagtens kunne svare på, selvom de er yngre end de 15 år.

En del af de mere moderne sangtekster og tv-serier, der henvises til på nogle af kortene, vil de måske endda være bedre til end os – selvom vi også er i en alder, hvor vi stadig hører ”den nye musik” og ser Netflix, Viaplay m.m. som flere af de omtalt tv-serier vises på.

Hvis det alligevel vil blive for svært for dem at spille som solospillere, er der fin mulighed for, at man kan lave et hold bestående af 1 barn og 1 voksen.

Vi har ikke selv prøvet at spille det som hold og medmindre, at det er fordi man tager børn med, så vil jeg nok hellere ikke umiddelbart anbefale, at man spiller i hold. Det er efter vores mening et spil, der klart egner sig mest til ”solospillere”.

Den skiftende sværhedsgrad på kortene gjorde, at vi endte med at tage en mobil i brug som backup timeglas. Enten var vi meget hurtige til at svare, og timeglasset nåede næste ikke blive vendt eller også gav vi helt op efter 15-20 sek, fordi det på ingen måde sagde os noget som helst og så skulle vi sidde og vente 40 sek. på at timeglasset blev klart til at kunne vendes til næste spiller.

Det kunne være fint, hvis der fx var 2 slags timeglas med; fx et på 30 sek. og et på 60 sek. Så kunne man selv vælge, hvilket man ville bruge og måske lave egne børneregler, hvor de fik dobbelt-tid ift. de voksne, hvis man vil have børnene med i spillet.

Complete er et udmærket spil, som man lærer på få minutter og straks kan tage i brug. Et spil der ikke tager lang tid at spille. Men det er også et spil, som man efter nogle gange, kan blive nødt til at lægge til side, før man kan spille det igen, så man ikke bare kan huske alle svarene fra tidligere spillede spil.

Blev det lavet uden spillepladen og i en noget mindre æske, vil det være meget velegnet som et af de spil, man nemt kan tage med sig i en taske og spille på ferier, færgetur, i et venteværelse osv.

Det er også vældig morsomt blot at læse kortene op, uden at spille om at vinde og se hvor mange, man kan svare på. Et fint spil men med for lidt indhold til at blive et decideret favoritspil for os, som ville blive taget frem igen og igen.

- Joan Frederiksen

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilUpcoming minds

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen