Dead Of Winther spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende brætspil på Legebyen.dk!

Zombier kan også være hyggelige

"Zombieangreb, magtkampe og en spændende historie. Det er hovedingredienserne i brætspillet Dead of Winter. Læs videre for at se, hvorfor det er et godt valg til en hyggelig spilleaften..."

Har du nogensinde set Walking Dead eller en af de utallige andre serier og film, der handler om zombier? Og har du nogensinde tænkt, at karaktererne dummer sig og tager forkerte beslutninger? Så har du nu chancen for at vise, at du kan gøre det bedre.

Dead of Winter foregår i det velkendte scenarie, hvor en zombievirus har udryddet størstedelen af befolkningen. For de overlevende er hver dag nu en kamp for ikke at bukke under.

I Dead of Winter er det dig og dine medspillere, der former historien.

I skal sørge for, at jeres koloni overlever vinteren. Der skal mad på bordet, patroner i pistolerne og benzin i bilerne, for at det hele kan hænge sammen. Så i er nødt til at drage ud i vinterkulden for at finde forsyninger.

Reglerne

Det kræver lidt at lære at spille Dead of Winter. Men det er indsatsen værd. Jeg kan anbefale at se den her video på YouTube. Den er på engelsk, men er let at forstå.

Her får du et overblik over, hvordan spillet fungerer i store træk. Så kan du lære detaljerne, når du selv sidder med spillet.

I kan være 2 til 5 spillere, der hver især styrer flere karakterer.

Karaktererne er samlet i en koloni, og i starten af spillet får I en fælles mission om for eksempel at samle forråd og våben, så I er klar til at rejse videre.

Ud over den fælles mission har I hver en hemmelig mission, som I selv skal sørge for at udføre for at vinde. Hvis man spiller med 3 eller flere spillere, kan man risikere, at en af jer får en mission, der går ud på at forråde kolonien. Man ved ikke, hvem det er – eller om der overhovedet er en forræder – så det er svært at vide, hvem man kan stole på. Det giver et ekstra lag spænding.

I starten af hver tur slår du med et antal terninger, der svarer til, hvor mange karakterer du styrer. For hver terning kan du udføre en handling. Det kan fx være at søge efter forsyninger eller at uskadeliggøre en zombie.

Der er også nogle handlinger, der ikke kræver, at man bruger en terning. Man kan fx rykke til et nyt sted eller bruge en af de ting, man har fundet.

Saml forråd for at overleve

En stor del af spillet går ud på at samle mad og andre livsnødvendige forsyninger. Det gør ved at rejse væk fra den relativt trygge koloni til en af de seks lokationer: Politistationen, supermarkedet, hospitalet, skolen, tankstationen og biblioteket.

Man leder ved at trække et kort fra bunken ved det sted, man besøger. På kortet kan der være alt fra benzin og dåsemad til knive og geværer. Alle ting kan blive nyttige senere hen i spillet.

Nogle gange støder man også på andre mennesker under sine ekspeditioner. De slutter sig kolonien, så de kan hjælpe til med missionen. På den måde får I flere karakterer i løbet spillet. Det giver mulighed for at gøre flere ting hver tur, men samtidig skal I også bruge mere mad.

Og mad er selvfølgelig en helt centralt faktor i et overlevelsesspil. Hver runde skal kolonien have nye madforsyninger. Hvis man ikke finder nok, sulter kolonien. Det skader folks motivation og i sidste ende kan det betyde, at I taber spillet.

Risici og belønninger

Hver gang man bevæger sig udenfor eller angriber en zombie, risikerer man selv at blive angrebet. Man slår med en terning for at se, om man bliver skadet eller klarer sig igennem. Men hver gang er der også en risiko for, at karakteren bliver bidt af en zombie og dør øjeblikkeligt.

På den måde kan spillet være nådesløst og overraskende. Pludselig mister man en karakter, som man har brugt længe og måske knyttet sig til. Og på den måde minder spillets historiefortælling meget om serierne fra tv.

En fængende historie med et drys sort humor

Historien er et af de vigtigste elementer i Dead of Winter. Den gør, at man lever sig ind i den mission, man arbejder for og bevarer interessen i længere tid.

Hver mission starter med en kort tekstbid, der sætter scenen. Man får et antal runder til at løse den opgave, man har.

Der bliver også skabt interessante scener på en anden måde. Før din tur trækker din medspiller et såkaldt Crossroads-kort, som kun skal læses op, hvis der sker noget bestemt. For eksempel hvis du flytter en karakter til hospitalet eller bruger en bestemt karakter. De ekstra historiebidder gør, at hvert spil er forskelligt.

Selvom spillet alt i alt er temmelig dystert, indeholder det også en del sort humor, så man ikke bliver helt deprimeret. For eksempel kan man komme ud for, at den tidligere stunthund Sparky slutter sig til kolonien og søger efter og dræber zombier på lige fod med menneskene.

Den endelige dom

Dead of Winter er rigtigt stærkt spil for både voksne og større børn. Det kræver mere end andre brætspil, fordi man skal sætte sig ind i nogle mere indviklede regler, og det tager gerne omkring to timer at spille. Men til gengæld får du en meget mere berigende spiloplevelse, der både byder på samarbejde, intriger, drama og en god historie.

Så saml en gruppe gode venner, sørg for rigeligt med snacks og drikkevarer og forbered jer på en aften, hvor I skriver historien i stedet for at se på bag skærmen.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilAsmodeeCategory_anmeldelse af spil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen