Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

En spilanmeldelse af Helt Blank

"Helt blank er et simpelt spil, der er nemt at gå til og hurtigt at lære. Måden pointene bliver givet på, gør at man faktisk godt kan nå at komme med i spillet efter nogle runder og stadig vinde..."

Helt Blank spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 min. | Spillere: For 3 – 8 deltagere | Priser: Årets Voksenspil 2020 (kåret af Legebranchen LEG)

“Helt blank er et simpelt spil, der er nemt at gå til og hurtigt at lære. Måden pointene bliver givet på, gør at man faktisk godt kan nå at komme med i spillet efter nogle runder og stadig vinde. Umiddelbart er det sjovest at spille 6-8 personer. Vi spillede også med 3 og 4, men der er ligesom mere på spil og det bliver sværere, at finde et ord som kun 1 person har. Det tog os ca. 45-50 min at spille, da vi var 8 spillere…”

Vinder af Årets Voksenspil 2020

Spillet er anbefalet fra 8 år og opefter og kan spilles af 3-8 deltagere. Det indeholder en pointtavle, 8 svartavler, 250 stikordskort (500 ord i alt), 8 tuscher og spillevejledning.

Inden vi gik i gang med at spille havde min 19-årige niece læst på bagsiden af æsken og sagde allerede der, at hun troede, at hun havde forstået hvad spillet gik ud på. Efter vi fik pakket det ud og læste spillevejledningen, viste det sig at hun havde ret. Selve spillevejledningen er også nem at forstå, men undervejs i første spil, blev vi dog alligevel i tvivl om 2 ting.

Der står i spillevejledningen, at man skal skiftes til at være ”Vælger”, men der står ikke hvad vælgerens opgave er. Som vi læste vejledningen, kunne der være 2 muligheder. Vælgeren kunne ganske enkelt bare være den, som læste kortet op, hvor man på forhånd har aftalt, at man altid læser den hvide side.

Men det kan også forstås som at man på skift skal vælge, hvilket af de 2 ord, man skal bruge efter, at de har været læst højt, og hvor det egentlig er lige meget, hvem der læser kortet op.

I teorien er det ligegyldigt om man vælger den ene eller den anden måde at spille på, så det er bare et spørgsmål om at blive enig om det på forhånd.

Derudover kom vi i tvivl om hvilke ord, man må bruge. På kortene står der et ord, hvor der er en streg enten foran eller bagved.

Hver spiller skal så (via deres svartavle) vælge et ord, der kan stå i stedet for stregen. I vejledningen er det beskrevet, at man må skrive det som en sætning fx ”flotte ben”. Men man må også vælge at lave et sammensat ord som ”bordben”. Det gik rigtig fint langt hen i spillet.

På et tidspunkt fik vi ordet ”vædde-_____”. Der var så 2 spillere, som begge kom til at tænke på ”vædde-løbshest”, men da ”løbshest” ikke er et ord for sig selv, var vi i tvivl om man ifølge reglerne, måtte bruge dette ord. Eller om det skulle være sammensat af 2 ord, som kan stå alene såsom ”vædde-løb”.

Endnu en gang er det blot et spørgsmål om, at man på forhånd får aftalt, hvad der er tilladt.

Vi korrigerede efter det kort, at det var tilladt, at lave den slags sammensatte ord også, men det var selvfølgelig lidt ærgerligt, at 2 spillere gik glip af 3 point. Så sørg for at blive enige inden, hvilke ord der skal godtages som lovlige.

Pointtavlen og svartavlerne er lavet, så man kan skrive på dem med de medfølgende whiteboardtuscher og derefter viske ud med toppen af tuschen. Det fungerer rigtigt godt og tuscherne var i god kvalitet.

Når man skal pakke spillet ned igen, er æsken ikke så praktisk. Man skal tage halvdelen af kortene op af kortæsken og lægge den anden halvdel ned. Det havde været smartere, at man bare kunne lægge hele kortæsken ned samlet.

Hvad handler Helt Blank om?

Selve spillet går ud på at forudsige, hvad de andre spillere tænker OG hvad de ender med at skrive.

Men der er et tvist.

For ikke bare skal du forudsige, hvad de tænker, du skal også forsøge at ramme et ord som kun én anden spiller skriver.

Kortet viser ”ægge – _______” og alle 8 spillere skal finde et ord at sætte bagefter.

Umiddelbart er der mange ord at vælge. Det kan være æggebæger, æggebakke, æggeur, æggekage osv.

Men hvad mon de andre vælger?

Man sidder og kigger rundt på de 7 andre spillere, og forsøger desperat at aflæse et eller andet i deres ansigter, som kan give et praj. Til sidst må man træffe et valg og vælger at skrive UR på sin svartavle med forhåbning om, at kun én anden er kommet i tanke om det.

Alle 8 spillere viser sin svartavle og krydser fingre. På tavlerne står der henholdsvis:
UR – BAKKE – KAGE – SALAT – STAND – SNAPS – STOKKE – SNAPS

De 2 spillere, der har skrevet ”snaps” jubler og finder en samhørighed ved bordet, alt imens de 6 andre spillere sidder og ærgrer sig over, at de ikke bare gik med deres 2. valg, så de OGSÅ havde skrevet kage som en af de andre spillere.

I næste omgang viser kortet ”_________ – værelse”. Samme fremgangsmåde.

Efter en granskning af alles ansigter og kropssprog (og måske et forsøg på at aflæse, hvor langt et ord en af de andre spillere, skriver på deres svartavle) træffes et valg.

De 8 svartavler vises frem og disse ord er valgt:
BADE – PIGE – VENTE – BADE – PIGE – BADE – BADE – UNGDOMS

Denne gang er det den spiller, som før fik point for ”snaps”, og en helt anden spiller, der begge har valgt samme ord (pige). Dette giver nu en ny samhørighed mellem disse to spillere, og man får følelsen af, at have hjulpet hinanden til at få 3 point og at man er på samme hold.

De 4 spillere som alle svarede ”bade” får 1 point hver, og sidder nok ca. med samme følelse, som at vinde en bronzemedalje – bedre end ingenting, men ikke helt godt nok.

Så for nu lige at opridse pointfordeling i spillet, så er det lidt omvendt fra de fleste andre ”gætte-spil”. Man skal ikke ramme det, som ALLE de andre skriver, eller et ord som ingen andre har tænkt på, men det som kun én anden skriver.

Er der 2 spillere, som har det samme svar, får de 3 point hver. Er der 3 eller flere spillere, som har samme ord, får de 1 point hver. Har man skrevet et ord ingen andre har skrevet, så får man ingen point.

Sidst i spillevejledningen er der forslag til alternative måder at spille på, og de fik os til at tænke på yderligere måder, man kunne spille på for at gøre spillet lidt sjovere.

Vores vurdering af Helt Blank spillet

Helt blank er et simpelt spil, der er nemt at gå til og hurtigt at lære. Måden pointene bliver givet på, gør at man faktisk godt kan nå at komme med i spillet efter nogle runder og stadig vinde.

Det er blevet kåret som årets voksenspil 2020 og for mig/os sætter det forventningerne højt. Jeg synes ikke helt, de er blevet indfriet. Var det til gengæld blevet kåret som årets familiespil ville det give bedre mening og det har hvad jeg forventer til et familiespil.

Vi har spillet det med hele familien; fætre, kusiner, bedsteforældre, onkler og mostre. Vi var i alderen 12 til 64 år og det fungerede superfint; også med ordblinde.

Umiddelbart er det sjovest at spille 6-8 personer. Vi spillede også med 3 og 4, men der er ligesom mere på spil og det bliver sværere, at finde et ord som kun 1 person har. Det tog os ca. 45-50 min at spille, da vi var 8 spillere.

– Joan Frederiksen

Joan Frederiksen

Familien Frederiksen. Vi er en familie med mor, far og 2 piger på henholdsvis 13 og 14 år. Vi voksne har altid været glade for at spille brætspil, kort- og terningspil i alverdens udgaver. Det har vi givet videre til vores børn. Dette ses bl.a. når man kigger i et af vores klædeskabe, som ikke bliver brugt til tøj, men til alle de mange spil, vi ejer – og der kommer jævnligt flere til.

Derudover har vi voksne også meget ofte spille-aften med forskellige hold venner, hvor det kun er os voksne, der spiller. Det betyder, at der er flere forskellige slags spil, vi spiller meget, afhængigt af om det er sammen med børnene eller sammen med vennerne.

Det vigtigste for os ved et godt spil:

Nemt at lære – hvis det tager for lang tid og bliver for besværligt at lære reglerne for et spil, så når vi at give op inden vi er kommet i gang, og begynder måske i stedet at lave vores egne regler.

Underholdende – et spil skal for os give et smil på læben, derfor kan vi godt lide spil, hvor vi kommer lidt på glatis og kan grine (kærligt) af hinanden.

Udfordrende og alsidigt – et godt brætspil udfordrer os på flere parametre. Vi kan godt lide at skulle tænke lidt kreativt, få forskellige udfordringer/opgaver og bruge både krop og hjerne til at gennemføre spillet. De bedste spil er så alsidige, at alle har hver deres force, uanset hvad man hver især er god til.

Yndlingsspil:

Hint,

Cranium,

7 Wonders: Duel,

Skal vi vædde

Sequence.

Skriv et svar