Hint Junior anmeldelse

Alder: Fra 8 år | Spilletid: Cirka 45 min. | For 3 - 4 deltagere/hold

Jeg var spændt på at modtage HINT Junior med posten da jeg før har stiftet bekendtskab med versionen af HINT til voksne. Kort fortalt så findes der i forvejen et Rødt HINT og et Hvidt HINT som henvender sig til voksne og som ligner lidt hinanden i spillestil dog med nogle enkelte undtagelser.

Uden at grave dybere ned i disse to versioner må jeg bare sætte en fed streg under, at jeg synes det er nogle fede selskabs spil. Derfor havde jeg også ved flere lejligheder ytret og håbet på at der ville komme en version jeg bedre kunne spille med mine egne børn, 2 piger på 10 år og en søn på 6 år.

På forsiden står der ”HINT – for børn (og voksne) der fatter et hint” så det er så afgjort et spil for både voksne og børn. Men det kan nogle gange være en svær balance har jeg erfaret. At ramme børn fra de mindst 8 år og så samtidig gøre spillet tilstrækkelig interessant til at vi voksne også gider at spille det (mere end den ene første gang).

Om det lykkes Hint Junior vil jeg komme ind på senere. Først tager jeg fat på selve spillets regler og spilmekanik.

Hint Juniors Regler:

Hint junior går enkelt ud på at dine medspillere skal forsøge at gætte, hvad du prøver at hinte til dem inden et timeglas løber ud.

Spillet indeholder 400 kort, som alle har en kortoverskrift på forsiden, og de tre ord, dine medspillere skal gætte. De kender altså det overordnede tema eks. ”skoler” og så har du ordene ”rideskole”, ”skiskole” og ”lejrskole” som du skal få dem til at gætte. De må dog ikke komme til at gætte et rødt ord, der står øverst på kortet - i dette tilfælde ”danseskole”. Der ligger hele tiden 3 kategorikort på en kategoriplade midt på bordet som hele tiden bliver drejet. På denne måde kan man være uheldig at blive tvunget til at skulle tage et helt bestemt kategorikort hvis det klarer hele vejen rundt.

Kortene er delt op i 5 kategorier som dækker over Mime, Tegne, Tale, Lyde og Hintmoji’er. De fleste kategorier giver sig selv og har også været introduceret i de tidligere benævnte voksen HINT spil, men en ny kategori Hintmoji bliver introduceret og sværhedsgraden er selvfølgelig tilpasset et yngre publikum.

Hintmojis i Hint Junior

Hintmoji er lidt speciel på den måde at man med en lille pil eller sin finger skal pege sig frem til et rigtigt svar fra dine medspillere ved hjælp af en plade med en masse billeder. Der er billeder der viser lige fra smileys til farver og former. Personligt synes jeg den var ret svær, men der var flere i min familie der var ret glad for den tilføjelse til spillet.

Sådan vinder du Hint Junior

Spillet vindes ved at man modtager point for hvert korrekt besvaret hint og minus hvis der gættes på det røde. Der kan også scores +1 point for at svare på de hints modstanderen ikke svarede på samt hvis kategorikortene når rundt til de røde felter på kategoripladen. Point-scoren sidder i kanten af kassen. Dette er noget nyt som jeg faktisk synes er en fin måde at gøre det på og det er hverken besværligt eller irriterende. Faktisk synes jeg at måden man scorer point på i HINT-spillet, er forfriskende. Det at kategoripladen får tvunget et hold til at tage et kort de ikke vil have men belønner dem med en ekstra point synes jeg er sjovt. Det betyder samtidig også at man som hold får lov til at fryde sig lidt når modspillerne får et virkelig dræbende svært kort.

Min vurdering

Lykkes det for HINT Junior at koble et voksen- og børnespil sammen i ét? Her synes jeg jo det er lige så vigtigt at spørge børnene. Alle de børn jeg har spillet med, gav Hint Junior tommelfingeren op - selv min søn på 6 år.

Det var ikke lige så nemt for ham men han kan heller ikke læse kortene selv endnu og må på denne måde have hjælp fra de andre. Samtidig er hans tegneskills blandt andet heller ikke helt så udviklet endnu. Jeg vælger dog at se det som positivt at han overhovedet kan ”være med” bare på tilpassede præmisser.

De 10-årige storesøstre til gengæld havde ingen problemer med at overskue spillets regler og finurlighed. Selvfølgelig var den konkurrenceprægede del af spillet nervepirrende og til tider stressende men de var gode til at finde på alternative måder at ”hinte” på hvis de eksempelvis ikke helt kunne få deres medspilleres svar hurtigt nok. Jeg blev i hvert fald drillet med min manglende forståelse for børnenes tegninger, som jeg må tage lidt til efterretning.

 

 

Vi synes alle det var sværest at trække kategorien ”lyde” men samtidig giver den anledning til nogle sjove teatralske situationer. Kategorien der virker nemmest, er at tegne. Det var dog en sjov udfordring at tolke min søns tegninger, men som før nævnt, kan det også være min ”blinde vinkel” der gør udslaget.

Alt i alt vil jeg gerne anbefale dette selskabsspil til børnefamilier. Det rammer lige ned i kategorien hvor også Matador og Ludo ligger og dominerer derhjemme.

HINT Junior kan dog noget mere og personligt vil jeg hellere spille dette som voksen end nogle er de overstående. Det har samtidig også den fordel at det er nemt at gå til. Det er nemt at pakke ud og ned igen og for nye spillere kræver det heller ikke en større regelgennemgang.

De fleste regler kan komme i løbet af spillet og andre ting giver sig selv. Hvis jeg skal nævne noget jeg synes kunne være anderledes er det sværhedsgraden af nogle af kategorikortene. Nu vil jeg nødigt undervurdere mine egne børn, men mine 10 årige har ingen chance for at hinte ”amerikanske præsidenter”, ”minister poster”, ”turistattraktioner i USA” eller ”internationale organisationer”. Det er selvfølgelig ikke et større problem end at man bare kan fjerne dem og tage dem frem igen, når man spiller med et ældre publikum men stadig.

Hint Junior skal dog blive stående på vores hylde og næste gang vi får besøg af venner med børn, tror jeg nok at Hint kommer på bordet igen.

- Kenneth Lenander

Anmeldelse af spilBezzerwizzerCategory_anmeldelse af spil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen