Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

En spilanmeldelse af Jump In hjernevrideren

"Spillet er anbefalet til børn fra 7 år og opefter. Så snart man når til opgaverne på niveau 3, kræver det nemlig en god evne til at tænke nogle træk frem, for at have en chance for at løse opgaverne..."

Jump In spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 15 – 30 min. | Spillere: For 1 person

“Jump In er en god tilføjelse til din spilsamling, hvis du kan lide en hyggelig udfordring. For selvom spillet handler om snedige ræve og nuttede kaniner, kan det sagtens give hovedbrud selv for voksne…”

Enkelt, nuttet og overraskende udfordrende

En lille æske med kaniner, ræve og svampe. Det er de helt enkle bestanddele i spillet Jump In, der er lavet af Smart Games. Spillet blev i 2018 nomineret til Årets Børnespil, af den danske prisuddeling Guldbrikken.

Målet med spillet er at få alle kaninerne i sikkerhed i deres huller. Men det er lettere sagt end gjort, for brikkerne må kun flytte sig på bestemte måder. Det kommer vi tilbage til om lidt.

Jump In er et hjernevriderspil designet til at blive spillet af én person ad gangen. Men man kan også godt være to om det. Når børn skal i gang med spillet, giver det for eksempel god mening at hjælpes ad, så de kommer godt ind i reglerne.

Stor variation i sværhedsgraden

Spillet indeholder et tykt hæfte med opgaver, som man kaste sig over. I hver opgave får du en startposition, som du sætter op på spillebrættet. Du sætter kaniner, ræve og svampe op som vist, og så er du klar til at forsøge at løse opgaven.

Der er i alt 60 opgaver, som spænder helt fra nybegynder til Wizard – altså troldmand. Det vil sige, at der er masser af udfordringer hente både for børn og voksne.

Enkle regler, svære udfordringer

Målet er som sagt, at alle kaninerne hver især skal ned i et af de fem kaninhuller. Det ser nemt nok ud ved første øjekast, men ligesom med skakbrikker kan kaninerne og rævene kun bevæge sig på bestemte måder.

Rævene kan kun glide frem og tilbage i den bane, de står i.

Kaninerne kan kun bevæge sig ved at hoppe over en forhindring. Det kan både være en ræv, en svamp eller en anden kanin. Hvis der er flere forhindringer efter hinanden, hopper kaninen helt over på den anden side af dem. På den måde kan de hoppe over mange felter ad gangen. Men til gengæld kan de ikke bare flytte sig til feltet ved siden af uden at hoppe over noget.

Svampene kan – selvfølgelig – ikke bevæge sig.

Flere regler er der ikke, men det er rigeligt til at gøre spillet interessant og udfordrende. Nogle gange skal man virkelig tænke sig om, før man finder ud af, hvordan man overhovedet kan få alle brikkerne i spil.

Kan du ramme high scoren?

Hver gang du rykker en kanin eller en ræv tæller det for et træk. Oven over hver opgave står der, hvor få træk opgaven kan løses med. De letteste udfordringer kræver kun fire træk, men de sværeste kan ikke løses med mindre end 30 træk. Så hvis du har brug for en ekstra udfordring, er der nok at gå i gang med.

I det hele taget er der virkelig mange udfordringer at tage fat på i forhold til, hvor enkelt spillet er. Det tager et godt stykke tid at tygge sig igennem alle 60 udfordringer. Og da det selvfølgelig er svært at huske en løsning på 20-30 træk, er der ikke noget i vejen for, at du kan spille hver udfordring flere gange.

Flot og gennemført design

Et godt spil bliver først rigtig indbydende, hvis også ser flot ud. Og det gør Jump In i den grad. Figurerne er designet i en nuttet tegneseriestil, der indbyder børn til at lege med dem.

Det hele er lavet i solid plastik og pakket ind i en lige så solid æske. Så der er mange års underholdning gemt under låget. Spillet er også let og kompakt, så der er for eksempel oplagt at bruge som underholdning på bagsædet på bilferien som et alternativ til skærme.

Et godt køb for hele familien

Jeg har spillet mange forskellige hjernevriderspil – blandt andet den gode samling fra SmartGames, som jeg også har anmeldt her på bloggen.

Men Jump In er et ekstra stærkt spil, fordi det både kan appellere til ungerne med det nuttede tema og samtidig er svært nok til, at det også kan sætte voksne skakmat nogle gange.

Med andre ord kan hele familien få glæde af spillet. Det gør det oplagt til at pakke i kufferten på ferien. Og det betyder selvfølgelig også, at man kun behøver at købe ét hjernevriderspil, som alle kan få glæde af.

Jump In IQ-spillet er anbefalet til børn fra syv år og opefter. Så snart man når til opgaverne på niveau 3, kræver det nemlig en god evne til at tænke nogle træk frem, for at have en chance for at løse opgaverne…

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Søren Vinggaard Hellerung

Vi er en familie på tre, som ofte spiller brætspil. For os er det en god måde at bruge mindre tid på skærme og mere tid på at hygge med hinanden.

Vores datter, Agnes, er årgang 2014, så hun er stadig mest interesseret i de helt enkle spil. Mor og far spiller med, men når den lille er lagt, kommer de mere indviklede spil på bordet.

Her er vores yndlingsspil lige nu:

Agnes’ favoritter
1. Uno
2. Klodsmajor
3. Santorini

Voksenspil
1. Pandemic
2. 7 Wonders Duel
3. Quacks of Quedlinburg

Skriv et svar