Mixing Box spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: 30 - 60 min. | Spillere: For 4 eller flere deltagere

"Hvis man vil gøre spillet lidt nemmere, kan man på forhånd aftale, at det er tilladt at fortælle kategorien på kortet. Det står på samme side som ordet, så det er kun den aktive spiller, der kan se det. På den måde kan man altså også sagtens vælge at spille uden at vide kategorien, da det kun er den aktive spiller, som kan se det..."

En anmeldelse af selskabsspillet Mixing Box

Mixing Box spillet kommer i en æstetisk pæn og holdbar æske. Den indeholder 3*100 kort i hver sin æske (3 forskellige kategorier), en tom æske (mixing box), spillevejledning på dansk, 1 timeglas, spilleplade og 2 spillebrikker.

Det er for 4+ spiller, fra 12 år og varighed kan justeres.

Selve spillet kan sagtens spilles af børn fra 12 år. Det er dog ikke alle ord/titler/personer på kortene, man kan forvente en 12-årig kender.

Et af de kort, vi fik, som måtte lægges til side var ”Langt fra Las Vegas”. En sitcom-serie, som kørte 3 år før min 14-årige datter blev født.

Men det omvendte gør sig også gældende. Vi fik fx et kort, hvor der står ”Piccolo” (Dragon Ball). Ingen af os voksne anede, hvem det var. Faktisk vidste vi ikke engang, hvad Dragon Ball er.

Spillevejledningen er nem at forstå og vi kunne hurtigt komme i gang med spillet. Kortene og spillet generelt virker til at være i god kvalitet.

Selve spillet

For at vinde Mixing Box skal man igennem samme kort 3 gange.

Man starter med at tage x antal kort fra hver af de tre kategorier:
Kendte personer
Film, serier & programmer
Tegneserie- & animerede figurer

I første runde skal man forklare, hvad der står på kortet – uden at bruge nogle af de ord, der står på kortet.

Hvis fx kortet er ”Simba – løvernes konge” må man ikke sige disse 3 ord. I stedet kan man sige: ”En dyreunge fra en Disney film, der foregår i junglen, hvor man møder Timon og Pumba”

Når man er kommet igennem alle kortene i bunken, blander man dem og næste runde starter. Nu skal man i stedet få sin medspiller (eller sit hold) til at gætte de præcist samme kort ved at mime dem.

Når man er igennem bunken for 2. gang, blandes de igen og 3. runde starter. I den sidste runde må man kun bruge ét ord til at beskrive kortet.

Man har 1 minut til at nå så mange kort som muligt, før turen skifter til det andet hold.

Kommer man til at sige et af ordene på kortet i 1.runde, stopper turen uanset om tiden er løbet ud eller ej. Det samme gør sig gældende, hvis man under mime-runden, kommer til at sige noget.

Sidder man med et kort i hånden, når tiden er løbet ud, giver det 1 minus pr. kort. Har man sagt pas og trukket et nyt kort i bunken, giver det 2 minuspoint. Gættede kort giver alle 1 plus point. Brikken flyttes samme antal felter på spilbrættet, som holdet har point. Ender man med minuspoint bliver brikken stående.

På spilbrættet er der forskellige specialfelter. Der er bl.a. et felt, der hedder ”gæt med”.

Hvis et hold står på dette felt, må det andet hold gætte med og flytte et felt frem for hver rigtig gæt. På den måde kan man altså frarøve modstanderne en del point.

Der er også et felt, hvor der står ”venstre hånd på venstre lår”. Står man på dette felt, skal man under turen hele tiden stå/sidde med sin venstre hånd på venstre lår. Det betyder ikke så meget, hvis man er i runde 1 eller runde 3. Er man derimod i gang med runde 2, hvor man skal mime, så kan det blive svært.

Når man er kommet igennem bunken 3 gange er spillet slut og holdet, som er længst fremme på spillepladen, har vundet.

Hvis man vil gøre spillet lidt nemmere, kan man på forhånd aftale, at det er tilladt at fortælle kategorien på kortet. Det står på samme side som ordet, så det er kun den aktive spiller, der kan se det. På den måde kan man altså også sagtens vælge at spille uden at vide kategorien, da det kun er den aktive spiller, som kan se det.

Vores vurdering

I spillevejledningen anbefales det, at man tager 15 kort fra hver kategori og putter i den tomme "mixing box". Vi var 4 og tog 12 af hver. Det tog ca. 40 min. at spille.

Vi fandt aldrig rigtigt ud af, hvordan vi skulle bruge den tomme "mixing box". Vi endte i stedet med at lægge kortene på spillepladen i stedet, da det var nemmere at få fat på kortene sådan, når der kun var 1 minut og vi helst skulle nå så mange kort som muligt.

Ideen med at genbruge kortene på denne måde er vældig fin. Man skulle måske tro, at runde 2 og 3 blev kedelige, men så længe man har 30+ kort i alt, så er det ikke nemt at huske dem alle, så der er stadig udfordring ved det.

Pga. sværhedsgraden på kortene var meget spredt ift. alder, valgte vi at have en joker-bunke i første runde. Trak man et kort, som man virkelig ikke vidste hvad var, kunne man smide det væk og tage et nyt kort fra joker-bunken i stedet – uden det gav minuspoint.

Det ville ødelægge noget af spillet, hvis man for ofte gik død på et kort, fordi man ikke havde den fjerneste idé om, hvem eller hvad det var. Efter den første runde var det så ikke længere nødvendigt med en jokerbunke, fordi alle kort var blevet afsløret 1 gang.

Det er en god ide at blande alle kortene grundigt, inden man begynder at spille. Mange af kortene sad samlet. Fx var Minnie Mouse, Mickey Mouse og Sorteper lige efter hinanden. Efter et hurtigt kig på de andre kort, kunne vi se, at det var generelt. Så vi startede med at dele alle kortene op og blande sammen på kryds og tværs. (Altså stadig indenfor samme kategori dog).

En detalje i spillet, som springer lige i øjnene på mig er, at der er stavefejl på nogle af kortene. Bl.a. på netop Mickey og Minnie, som blev stavet Miki og Mini. Vi har ikke været alle kortene igennem, og måske var vi bare uheldig med disse to, men på mig virker det sjusket, at man ikke har fået tjekket for stavefejl af den karakter. En trykfejl kan man lidt nemmere se igennem fingre med.

Det trak desværre også lidt ned, at vi i forvejen har et spil, som ligner helt ekstremt meget.

Dette spilles også over 3 runder, med det samme ord, som skal beskrives, mimes og derefter gættes med kun ét ord til hjælp. I det andet spil var der lavet mulighed for, at man kunne lave sine egne ord, hvilket man ikke kan i Mixing box.

I spillevejledningen anbefales det at tage 15 kort fra hver kategori. Der er 100 kort af hver, så hvis det skulle gå hen og blive et ”yndlingsspil”, vil man hurtigt komme til at mangle kort.

Det er jo faktisk kun 6 hele spil og så er der 10 kort tilbage. Til gengæld er der et ekstra element i Mixing box – spillepladen.

Spillepladen er umiddelbart det, der gør, at man ikke bare kan lave spillet selv. Uden spillepladen kunne man sagtens selv finde på personer/titler osv. som man kunne skrive på et stykke papir og gættes ad 3 omgange ligesom i Mixing Box.

Hvis jeg havde spillet dette hos et hold venner, så ville det blive prisen, som blev afgørende for, om jeg ville købe det selv. Særligt fordi vi har et spil i skabet, som er næsten magen til.

Har man ikke prøvet denne type spil i forvejen, vil jeg umiddelbart mene, at Mixing Box nok er den bedste af de to vi har. Mixing Box har som sagt spillepladen og derved specialfelter, som giver et ekstra element.

Jeg sidder lidt tilbage med en fornemmelse af, at dette er et spil med potentiale som selskabsspil, men det ligesom ikke er helt færdigt.

Måske med nogle flere specialfelter på spillepladen, flere forskellige kategorier at vælge imellem eller noget helt 3. ville det få det sidste pift som gjorde, at det skilte sig mere ud.

- Joan Frederiksen

* Vil du vide mere om hvordan spillet blev til, så kan du læse mere i denne artikel, om hvordan Jakob Hjorth pludselig fik sin idé til spillet

Aalborg.nu: Var nøgen og fik en god idé

https://youtu.be/1s8MjD3_yXI
Se video der forklarer spillets regler...

 

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen