Quoridor spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 15 min. | Spillere: For 2 - 4 deltagere

"Quoridor er et taktisk spil som skak, men bare hurtigere og mere enkelt. Derfor er det velegnet for både store og små spillere..."

Et enkelt spil der sætter de små grå på prøve

Nå den modsatte side af brættet, inden din modstander når over til din side. Det er den helt enkle mission i det taktiske spil Quoridor. For at komme først, skal du være bedre end din modstander til at til at tænke flere træk frem og lægge forhindringer ud.

Nok er spillet enkelt at forklare, men man skal tænke sig godt om for at vinde, for en lille fejl nu kan gøre en stor forskel senere i spillet.

Skak Light

Quoridor er opfundet for godt 20 år siden. Dengang vandt det priser som årets spil i flere lande. Det er respekteret inden for verden af såkaldte abstrakte spil, og der bliver holdt internationale turneringer i spillet.

Men bare rolig, du behøver ikke at være nørd for at spille Quoridor. Spillet er som en light-udgave af skak. Der er masser af taktik i spillet, men både reglerne, kompleksiteten og tidsforbruget er meget mere overkommeligt.

Derfor egner det sig til alle, der godt kan lide taktik og svære beslutninger, når de spiller. Det er nemt at komme i gang med for unge spilentusiaster, og det er rart at bruge som afveksling, når man er vant til taktiske spil, der varer meget længere.

Flyt din brik og sæt vægge op

I Quoridor har du kun én brik. Det er med til at gøre dine muligheder mere overskuelige.

Men det helt særlige træk ved spillet er de 20 vægge, som spillerne kan sætte på brættet, som de har lyst til. Man kan ikke hoppe over væggene, så hver gang der bliver placeret en ny væg, ændrer spillepladen sig. Pludselig er der måske en væg i vejen på din rute, og så er du nødt til at skrotte dine planer og finde på en alternativ strategi.

Spillerne starter på det midterste felt langs hver sin kant på den kvadratiske spilleplade. Man deler de 20 vægge ligeligt mellem spillerne. Så hvis I er to spillere, får I 10 hver. Men hvis I er fire, får I kun fem vægge hver.

Bordet fanger

I hver tur må du enten rykke et felt eller placere en væg. Du kan rykke fremad, tilbage eller til siden. Men ikke diagonalt. Der er dog nogle særlige regler for, hvordan man rykke forbi hinanden, men dem springer vi over her.

Når du placerer en væg, kan hverken du eller dine modspillere rykke eller fjerne den igen senere. Og når du løber tør for vægge, får du ikke flere. Så med andre ord skal du tænke dig godt om, før du placerer en væg.

Du placerer som regel vægge for at tvinge din modstander til at tage en længere vej. Men du må aldrig lukke helt af, så han ikke kan nå frem til sit mål. Der skal altid være et hul igennem.

Spændingen stiger

Lidt efter lidt bliver det sværere og sværere at finde det rigtige træk, der sænker din modstander, uden at du selv kommer i problemer.

Afslutningen bliver hurtigt nervepirrende. Til sidst, når ingen af jer har nogen vægge tilbage, gælder det bare om at spurte i mål. Og så håber du bare, at du har talt rigtigt, og at din modstander har lidt længere tilbage til mål end dig selv. Men bare et dårligt træk eller en forkert placeret væg kan ødelægge hele dit spil.

Så er det heldigt, at spillet er kort nok til, at man tage en hurtig revanche.

Mange muligheder

Quoridor er interessant, fordi det er så enkelt og komplekst på samme tid. På den ene side er det et spil, som alle og enhver kan hive frem og få et hyggeligt og hurtigt spil ud af. Og på den anden side er det et spil, som matematikhajer nærstuderer og regner på for at finde den bedste taktik.

En anden usædvanlig ting ved Quoridor er, at man også kan være 4 spillere. Det giver spillet en helt anden dimension, fordi der pludselig er flere ting, man skal overveje. Vil du helst bruge en tur på at rykke frem selv? Og hvem skal du placere en mur foran, hvis det er det, du vælger at gøre?

Som du kan høre, har Quoridor meget at byde på. Det er et hurtigt spil, hvor hele familien kan være med på én gang, og så giver det også mulighed for at nørde igennem, hvis du eller dine børn elsker at bruge hovedet.

God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Mensa Select Vinder 1993 Quarto

Læs også spilanmeldelsen af Mensa Select Vinder 1994 Pylos

Læs også spilanmeldelsen af Mensa Select Vinder 1995 Quixo

Læs også spilanmeldelsen af Gigamics Katamino

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilGigamic

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen