Rubens Baby Molly anmeldelse

Alder: Anbefales fra 0 år | Materiale: Blødt Polyester | Mål: Højde 45 cm | Vægt: 700 gram | Mærke: Rubens Barn | Serie: Rubens Baby | Navn: Molly

"Rubens Baby dukke Molly er i den blødeste kvalitet og passer helt perfekt ind herhjemme. Til tider kommer Molly på overarbejde, og skifter hænder ofte. Det betyder vel bare, at hun er super god i rigtig mange situationer, og at hun letter hverdagen en smule og giver vores datter et stort smil på læben..."

En anmeldelse af Rubens Baby dukken Molly

Vi blev for 10 måneder siden forældre til en lille sød pige, som hedder Malina. Vi har i forvejen Mateo, som er 3 år gammel, så det er efterhånden et par år siden, at vi har haft legetøj til de helt små hænder. Vi blev hurtigt enige om at Malina, skulle have en dukke. Det måtte meget gerne være en dukke der kunne følge hende fra nyfødt-stadiet og flere år frem. Vi vidste ikke om der overhovedet var dukker til nyfødte, men vi fandt hurtigt ud af, at det var en mulighed.

* Vores test af Rubens Barn's Rubens Baby dukke Molly, strækker sig over 10 måneder.

Malinas nye dukke hedder Molly og kommer fra svenske Rubens Barn. Det er muligt at vælge tilbehør til Molly for at gøre legen omkring hende endnu mere virkelig. Vi har testet sut og sutteflaske, puslesæt og madsættet til hende.

Hvem er Molly?

Molly er fra svenske Rubens Barn, som har lavet en serie af dukker, som er henvendt til de helt små. Denne serie hedder Rubens Baby og inkluderer de helt små babyer, så de allerede i en tidlig alder kan begynde at få glæde af dukker.

Molly er fremstillet i blødt polyester, hun har mørkt hår og et smilende ansigt. Molly kommer med en lyserød heldragt med forskelligt farvede prikker og korte ærmer.

Alt tøjet er super nemt at tage af og på dukken, da alt tøjet er med velcro lukning. Det er rigtig dejligt, at der hverken er knapper eller lynlås, som de små fingre kan komme i klemme i!
Mollys tøj skal vaskes i hånden, og hun kan vaskes i vaskemaskinen på 30 grader. Tørretumbleren er et no-go.

Molly er 45 centimeter høj og vejer 700 gram. Hun har en indbygget “bean bag”, hvilket betyder, at hun kan sidde ned helt selv uden at vælte.

Sådan introducerede vi Molly for Malina

Vi introducerede Malina for hendes nye dukke, Molly, fra Rubens Baby én måned efter hendes fødselsdag. Vi havde på fornemmelsen, at den smilende dukke kunne skabe noget tryghed, når Malina skulle sove lur. Der skal mange lure til på en dag, og vi lagde derfor Molly ned til Malina i hendes vugge og barnevogn. Vi følte hurtigt, at der faldt en ro over Malina ved, at hun kunne fornemme og mærke Molly lå ved hendes side i sin søvn. Vi brugte primært Molly som en god “soveven” de første par måneder, men ved 3-måneders alderen skete der en lille udvikling med Malina, da hun begyndte at blive mere opmærksom.

Hun begyndte at følge Molly med øjnene, når vi bevægede hende, og hun reagerede, når vi snakkede som Molly. Hurtigt fandt vi ud af, at sjove lyde, som vi sagde ‘’som’’ Molly, blev taget rigtig godt imod. Det var derfor i de første måneder rigtig sjovt at se, hvordan Malina blev mere og mere opmærksom på lige netop sin dukke. Molly indbyder med det samme til smil, med sit fine mørke hår og glade ansigt.

Da Malina var 4 måneder lagde vi mærke til, at hun syntes Molly var sjov. Hun begyndte at række ud efter Molly og gumle godt i hendes hånd. Malina finder stadig en ro i at sove med Molly, og der er godt med plads til dem begge i hendes barnevogn. Molly er god at have ved sin side, når Malina bliver træt. Da Malina ikke bruger en sut, som hun kan finde tryghed og ro ved, har Molly en rigtig god effekt på hende. Det er virkelig dejligt, at vi kan bruge Molly i forskellige situationer.

Vi glæder os allerede til, at Malina bliver ældre og kan få gavn og glæde af det fine tilbehør til Molly.

Tilbehøret byder op til rolleleg

Da Malina ikke er stor nok til at teste det medfølgende tilbehør, fik storebror Mateo lov. Han har vist rigtig stor interesse for Molly, som han sørger rigtig godt for. Han er interesseret i ansvaret, der følger med Molly, og han er kommet i en alder, hvor han efterligner hvad mor og far gør. Skal Malina have mad, skal Molly selvfølgelig også. Det er rigtig hyggeligt, og Mateo lærer at give omsorg og samtidig vise og fortælle os, hvad han gør.

Vi startede med at teste sut og sutteflaske. Både sutten og sutteflasken er hvide og lyserøde, de vejer ikke meget, og de er rigtig nemme at håndtere. Begge dele er produceret i blødt polyester og er anbefalet fra +1 år.

Det er så smart, at både sutten og sutteflasken passer helt perfekt i Mollys mund. Det er super nemt for Mateo at give hende sutten som ved hjælp af en hank kan tages ligeså hurtigt ud af munden på hende igen. Sutteflasken er rigtig god, og den er sågar tegnet op med deciliter mål, som også ses på rigtige sutteflasker.

Vi fortsatte til madsættet, som består af en kop, en ske, en hagesmæk og tre stykker mad. Alt er fremstillet i blødt polyester og er anbefalet fra +3 år. Hagesmækken kan bindes af Mateo, hvilket er en super smart måde at lære at binde på. På hagesmækken er en lille “lomme”, hvor alt maden, der ryger ved siden af, kan samles. Præcis som en helt normal hagesmæk, som hans lillesøster bruger.

Koppen er blå med lyserøde håndtag og har en silhuet af en elefant på sig. Skeen ligger godt i Mateos hånd, så når “grøden” skal gives til Molly, kommer skeen og Molly virkelig på overarbejde! De tre stykker mad, der følger med, er alle sammen i forskellige former og farver. Vi var hurtige til at gøre det til en leg, hver gang Molly skulle have mad. Vi øvede farver, former og tal og snakkede om, hvilken mad der var gult, lilla og orange, som - i vores tilfælde - var farverne på de medfølgende tre stykker mad.

Det sidste tilbehør vi skulle prøve var puslesættet, som består af håndklæde med hætte, en ble og en vaskeklud. Bleen og vaskekluden er hvide med grøn kant. Håndklædet er lyserødt med små hvide cirkler og blå ører på hætten. Alle delene har velcro lukninger, de er lavet af blødt polyester og anbefalet fra +1 år. Mateo vil rigtig gerne være behjælpelig med bleskiftene herhjemme, og han får oftest lov til at gøre skumkludene våde og vride dem op igen. Med
puslesættet til Molly kan han få lov til at være med i hele processen. Han er meget omhyggelig med plejen, og gør en dyd ud af at gøre det helt rigtigt.

Kvaliteten af tilbehørssættene er rigtig gode. De ligger perfekt i Mateos hænder, de fremmer rollelegen, de er virkelighedstro og skaber en god forståelse for omsorg og for det at tage sig af noget. Vi har kunne mærke på Mateo, at han er vokset med de forskellige opgaver, og han viser en større interesse i at være der for os og Malina i situationer som mad og bleskift.

Vores vurdering af Rubens Baby Dukke Molly

Vi har alle sammen haft stor glæde af Molly herhjemme. Vi har haft god nytte af hende i flere forskellige situationer. Det er dejligt befriende at have Molly ved sin side ved bleskift med en sur Malina. Molly bliver sat ved siden af hende, hurtigt vender Malinas humør, og så er vi glade igen. Fantastisk!

Storebror lærer også, hvordan man tager sig af lillesøster ved hjælp af Molly. Mateo elsker at hjælpe lillesøster, finde legetøj frem til hende, når hun er utilfreds, hjælpe med bleskift og tysse, når hun er ked af det. I disse situationer hjælper Molly. Når Malina får mad - får Molly mad. Når Malina skal skiftes - skal Molly skiftes. Det styrker storebrors selvstændighed, og det er rigtig dejligt at se.

Rubens Baby dukke Molly er i den blødeste kvalitet og passer helt perfekt ind herhjemme. Til tider kommer Molly på overarbejde, og skifter hænder ofte. Det betyder vel bare, at hun er super god i rigtig mange situationer, og at hun letter hverdagen en smule og giver vores datter et stort smil på læben.

- Camilla Jakobsen

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjRubens barn

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen