Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag-arkiv

Azul: Stained Glass of Sintra anmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Der er mange forskellige muligheder i spillet, hvilket gør det meget alsidigt og forskelligt fra spil til spil. Og da spillet er forskelligt hver gang indbyder det i den grad til at spille flere gange og tilbyder ny spænding hver gang, med næsten uendelig variation…”

Præsentation af Stained Glass of Sintra

Azul – Stained Glass of Sintra er en efterfølger til det kendte og populære spil AZUL, der både har vundet stor anerkendelse og flere priser, fx den anerkendte tyske spilpris ”Spiel des Jahres” i 2018.

Det giver god mening, at der er kommet flere efterfølgere til sådan et spil og jeg må sige, at de her har ramt jackpot, da der nu er skruet op for mere alsidighed og strategi og flere måder at spille på, med Azul Stained Glass of Sintra.

Spillet er også allerede nomineret til flere brætspilspriser og ikke mindst, så er det rigtig sjovt at spille.

Ideen med spillet

Den portugisiske kong Manuel I var så vild med indretningen af fliserne på sit palads, at han nu vil have udsmykket vinduerne i Sintra-paladset med smukke farvet glas.

Kong Manuel I hidkalder derfor de dygtigste glarmestre til at pryde vinduerne i det kongelige Sintra-palads og du er naturligvis inviteret!

Kan du skabe det smukkeste vindue som både kongen og landets indbyggere nogensinde har set? Det er nu du har chancen for at vise dine mesterlige evner.

Du bliver nu udfordret til omhyggeligt at vælge farvede glas for at færdiggøre dine vinduer, mens husk at være forsigtige med ikke at beskadige glassene i processen.

Glasset er dobbeltsidet, så det er mange muligheder for at anvende de enkelte fliser bedst muligt.

Selve spillet går ud på at overføre farvede glasbrikker til sit spilbræt og score point alt efter hvordan brikkerne er blevet placeret.

Spillets historie og udvikling

Azul – Stained glass of Sintra er designet og udarbejdet af Michael Kiesling.

Michael Kiesling er en tysk brætspil designer og har lavet spil siden 1999 og flere af dem har også vundet priser. Michael Kiesling er nok mest kendt for alle 3 Azul spil. Det første hedder bare Azul, det næste er Azul – Stained Glass of Sintra og det nyeste i samlingen hedder Azul – Summer Pavillion.

Spillet er udgivet af forlaget NEXT MOVE som er et nyere forlag fra 2018 under det større forlag Plan B Games. NEXT MOVE fokusere på abstrakte spil med et simpelt tema men dyb strategi, som er enkle at gå til. Med NEXT MOVE kan man forvente komponenter i høj kvalitet, der er stimulerende på både de taktile og visuelle sanser.

NEXT MOVE har en lidt sjov markedsføringstrategi, da de har bestemt at alle deres udgivelser skal være en titel på 4 bogstaver. Dette har det gjort for at forstærke elegancen i spillets design. NEXT MOVE startede i 2018 med at udgive REEF, og straks efter kom de 3 førnævnte AZUL spil.

Indholdet og komponenter

I æsken ligger der

  1. 4 paladsplader – (en i hver spillerfarve) – Paladspladerne kan vendes så der både er en side A og en side B, der alt efter hvilken side man vælger, gælder forskellige regler for point.
  2. 32 mønsterstykker – (8 i hver spillerfarve) – disse har også print på begge sider og de bruges til at bygge sin spillerplade (vinduet) med. Dette sikre variation fra spiller til spiller, men også for hver gang man spiller det.
  3. 4 glarmestre – dette er din spillerbrik og du kan vælge mellem rød, gul, blå og grå.
  4. 8 markører – 2 i hver spillerfarve. Disse er til at styre pointtavlen og dine knuste glasstykker
  5. 100 glasstykker – 20 i hver af de 5 farver pink, turkis, grå, orange og gul.
  6. 1 pointtavle
  7. 1 startbrik
  8. 1 pose – en flot farverig pose, med snører, i tykt og slidbart stof.
  9. 1 glastårn – til at smide de ”knuste” glas i. Dette gør det nemt at samle brikkerne sammen og hælde over i posen hvis man løber tør på glasstykker.
  10. 9 fabriksbrikker – disse er også vendbare og lavet på en måde så man kan spille spillet selvom man har svært ved at skelne farverne på glasstykkerne. En extra lille detalje der er kælet for.

Komponenterne i dette spil er af høj standart. Der er skruet op for farverne og kvaliteten, og det virker både gennemført og gennemarbejdet. Det eneste der falder lidt igennem, er selve pointtavlen der er lavet af papir ellers er alt lavet i kraftig pap eller plastik og man føler det holder.

Selve æsken er der også kælet for, og der er afbilledet hvad der skal ligge hvor, så det hele passer i æsken. Der står endda antal af konponenter så man hurtigt kan få et overblik om man har det hele, eller om man skal kigge efter på gulvet.

Med Azul – Stained glass og Sintra kan man forvente flotte, unikke print og komponenter, inklusive gennemsigtige ruder (glasbrikker), et tårn til at rumme knuste glasstykker og dobbeltsidede spillerbrætter og rudepaneler ud over mange andre smukke komponenter.

Selve spillet

Azul – stained glass of Sintra er et stemningsfyldt og udfordrende strategispil. Det har mange af de samme grundmekanismer som vi kender fra dens forgænger Azul.

Det gælder bare om at skaffe sig brikker i de rigtige farver og i de rigtige mængder, for hvis du hamstre for mange går glassene i stykker og de må kasseres og det koster dig point. Samler du derimod ikke nok glas, kan du ikke lave dit vindue færdigt og så får du ingen point.

Alle spillere vælger glas fra den samme pulje, så der kan være rift om nogle farver – her gælder det så om at tænke strategisk og vælge de glas som du selv kan bruge, men som også gør det svært for dine modstandere at få netop de glas de skal bruge.

Det lyder måske svært, men det kan spilles af børn helt ned til 8år, og når først strategien er luret så kan selv et yngre barn give en voksen kamp til stregen.

Der er mange måder at score point på, så man kan vælge én strategi over en anden eller flere strategier på samme tid.

Spilleren, som til sidst får flest point, og derved opnår det flotteste glasvindue, bliver kåret som vinder.

Stor alsidighed og mange spilleformater

I Azul – stained glass of Sintra, sker der dobbelt så meget som i den originale Azul.

Det er klart en fordel at kende grundreglerne fra Azul, for så herefter at tilføje alt det nye. Kender man ikke Azul, så skal man lige starte med at sætte 30 min. af, til at lære regler til Azul – Stained Glass, men regelbogen er fyldt med gode eksempler og billeder det gør det nemt at forstå og huske, og når man først er i gang og har forstået hovedmekanikkerne er det simpelt nok.

Spillet egner sig både til at spille med børn, eller at børn spiller mod hinanden, men det kan i den grad også sætte rammer for en sjov og hyggelig aften, samt hardcore konkurrence mellem voksne.

Der er mange forskellige muligheder i spillet, hvilket gør det meget alsidigt og forskelligt fra spil til spil. Og da spillet er forskelligt hver gang indbyder det i den grad til at spille flere gange og tilbyder ny spænding hver gang, med næsten uendelig variation.

Vores oplevelser med spillet

Temaet i spillet er gennemført. Man får fornemmelsen af man samler glasstykker for at bygge et flot og farverigt vindue. Der er kælet for detaljerne og brikkerne ligger godt i hånden.

Spillet føles gennemarbejdet og som en god opgradering af et allerede kendt og anerkendt spil.

Jeg er især begejstret for glastårnet til at samle brikkerne i, der gør det nemt at holde styr på alle de små brikker og for de lækre gennemsigtige glasbrikker der ser flotte ud.

Strategien i dette spil er intet mindre end fantastisk udtænkt, og med så mange muligheder at hvert spil fordrer et nyt. Jeg giver mine bedste anbefalinger til Azul – Stained Glass of Sintra, spillet er en af de ting man ikke ved at man mangler, men bare må eje.

– Michala Flacheberg

Læs også spilanmeldelsen af Azul grundspillet

Læs også spilanmeldelsen af Azul: Summer Pavillion

Pandemic spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år eller ældre | Spilletid: Ca. 45 – 90 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Selvom Pandemic byder op til mange diskussioner og avancerede strategier for at slå spillet, er selve spillets regler som nævnt før meget overskuelige. Faserne i spillerrunderne giver et godt overblik per tur, og der er ingen lange, indviklede tekstbeskrivelser på hverken karakterkort, infektionskort eller epidemikort. Leder du efter en seriøst seriøst samarbejdsspil for familien (større børn) eller vennegruppen så skal du prøve Pandemic…”

Tog brætspilsverdenen med storm

Tiden er kommet hvor vi skal tage et kig på Pandemic – spillet der må siges at være højaktuelt at spille lige i øjeblikket med Corona florerende omkring os.

Pandemic er et ældre spil fra 2008, men det tog brætspilsverdenen med storm og fik utallige spilpris-nomineringer.

Siden 2008 har udviklerne (Z-man Games) udgivet en solid række udvidelser til grundspillet, hvor udvidelsen Pandemic Legacy: Season 1 har vundet særligt mange priser for både bedste strategispil, bedste tema, mest innovative spil; samt Årets Spil i 2015 hos Board Game Geek.

På den danske front modtog Pandemic originalspillet i 2015 Guldbrikken spilprisen “Juryens Specialpris”. Læs mere om Guldbrikken.dk her!

Samarbejd med dine medspillere

I spillet Pandemic skal du i samarbejde med dine medspillere udrydde 4 forskellige virus-sygdomme, og sikre at verden ikke går under i sygdoms-udbrud i mellemtiden.

Uddover det højoktane og meget aktuelle tema er Pandemic også et vellykket og velproduceret spil, hvor hver spiller antager forskellige roller, som kan forskellige ting.

Jeres mission er så at samarbejde om, at få kureret alverdens sygdomme og det er ikke nemt på trods af spillet kan spilles på forskellige sværhedsgrader.

Da jeg modtog mit eksemplar, tog jeg straks fat i nogle af de gutter jeg ved kender Pandemic til fingerspidserne og som ikke har noget imod at indvi mig i reglerne.

Alligevel valgte jeg da at læse reglerne og de er virkelig velskrevne og nemme at tyde, hvis man går slavisk frem, side for side, når spillet skal stilles op og der skal vælges sværhedsgrad.

Sygdomme spredes sig til hele verden

Pandemic er som sagt et samarbejdsspil. Det er vigtigt at alle vælger rigtigt og der er ikke plads til mange fodfejl i spillet, for så har sygdomme pludselig spredt sig til hele verden i form af farvede cubes.

Selvfølgelig kan spillet gennemføres på “easy mode” men selv på dette niveau, skal der ikke soves i timen. Jeg var i hvert fald glad for at spille spillet med nogle der kendte karaktererne, deres forcer og som kunne guide mig bedst muligt.

Til gengæld betød det også, at det hurtigt gik op for mig hvad spillets ulempe var. Grundet samarbejds-elementet og betydningen af hver karakters beslutning er den helt rigtige kan ”Alfaspilleren” overtage spillet for alle deltagere.

Det er jo nok ulempen ved alle samarbejdsspil, men i lige netop Pandemic synes jeg, at det forstærkes yderligere. Når et kort vendes og en handling udspilles, så er der hovedsagligt altid en beslutning der er den helt rigtige at tage og en beslutning der kan være helt ude i tovene. Det skal ”Alfaspilleren” nok gøre alle opmærksom på.

Desuden synes jeg at nogle roller i spillet er stærkere end andre. Det var også noget af det, de andre ved bordet cementerede, da snakken faldt på karakterernes forcer og ulemper i spillet.

Kan man leve med det, eller kan man sammensætte en gruppe brætspillere der alle er nye i Pandemic-verdenen, så er Pandemic et virkelig helstøbt
brætspil med spænding hele vejen igennem.

Personligt er jeg ikke en fan, men jeg kan sagtens anerkende og forstå spillets popularitet. Sidder du nu og tænker ”det spil skal jeg anskaffe mig” så kommer her en regelgennemgang. Dette kan forhåbentligt også give en bedre forståelse af alle facetterne i spillet.

Reglerne

Først og fremmest kræver det lidt at et Setup før spillet kan påbegyndes.

Alle sygdomskuberne (repræsenterer de 4 sygdomme) lægges i små bunker i deres respektive farver.

Research stationerne placeres ved siden af sygdomskuberne.

Kur-markørene lægges med den blanke side opad på kur-indikatorerne.

Udbrudsmarkøren lægges øverst på outbreak track.

Infektionsratemarkøren på infection rate track.

Nu skal spillerkortene blandes, og her skal I også vælge spillets sværhedsgrad ved at vælge 4-6 epidemikort.

Vælger I introduktionsspillet med fire epidemikort fordeler i spillerkortene i fire bunker og lægger et epidemikort øverst i hver bunke, blander alle bunker godt og lægger dem så sammen til én bunke. Sådan undgår I, at der optræder fire epidemikort i streg, eller at de alle ligger i bunden af “decket”.

Bunken placeres på “player-deck-feltet” ved siden af “player-discard-pile”.

I ser til imens sygdommene spredes

I spillets begyndelse ser I til, imens sygdommene spredes tilfældigt rundt i verden, ved at trække tre infektionskort. Ved de første tre infektionskort placeres tre sygdomskuber i pågældende byer, ved de næste tre placeres to og ved de sidste tre bare en kube. Infektionskortene lægges over i “discard-pile”. På den måde begynder spillet på en ny måde hver gang.

Spillerne har startfelt i Atlanta, hvorfra I kan planlægge jeres rejse ud i verden med hjælp fra en hånd af spillerkort, der består af bykort og med chance for begivenhedskort, med særlige fordele.

Antallet af spillerkort varierer, alt efter antallet af spillere fra fire kort til to spillere, tre kort til tre spillere og to kort til fire spillere.

Spilleren med højeste befolkningstal på et bykort i sin hånd starter spillet, og herefter skiftes I til at starte i urets retning.

Faser

Hver spiller har fire handlinger per tur, og kan hertil vælge at bruge alle eller ingen, alt efter behov i pågældende situation – ubrugte handlinger kan ikke gemmes til næste tur.

Hver spiller tildeles et let overskueligt, dobbeltsidet referencekort over handlingsmuligheder per tur, hvilke beskrives som følgende:

  1. Kørsel/Sejlads!

Ryk din brik til en tilstødende by forbundet med en hvid linje

  1. Direkte fly!

Kassér et bykort fra din hånd og ryk din brik til den tilsvarende by

  1. Charterfly!

Har du i hånden bykortet tilsvarende byen du befinder dig i, kan du kassere kortet og flytte din brik til en valgfri by.

  1. Shuttle flight!

Står din brik på et felt med en research station, kan du flytte din brik hen til en hvilken som helst anden by med en research station. Research stationer giver spillerne mulighed for at bevæge sig hurtigt rundt i hele verden, uden at kassere bykort.

  1. Byg en research station!

Kassér et bykort tilsvarende byen din brik står på for at bygge en research station.

  1. Behandl sygdomme!

Fjern en sygdomskube fra byen du står i – er sygdommen kureret fjernes alle sygdomskuber i den farve fra pågældende felt.

  1. Del viden!

Her kan du vælge enten at give et kort matchende til byen du står i til en anden spiller,eller tage et kort fra en anden spiller.

  1. Opdag kur!

Ved enhver research station kan du kassere fem sygdomskort af samme farve, for at kurere denne type sygdom. Efter opdagelse af en kur fjernes alle sygdomskuber fra et felt ved handlingen behandle sygdomme, men sygdommen er først udryddet, når alle kuber af denne farve er fjernet fra spillebrættet.

Hver spillerrunde er fordelt på tre faser:

  1. Foretag op til fire handlinger!
  2. Træk to spillerkort!
    1. Trækker du et epidemikort afvikles denne straks (anvisning nedenfor)
    2. Har du flere end syv kort på hånden kasseres disse efter eget valg
  3. Inficer byer!
    1. Infektionsratemarkøren indikerer, hvor mange infektionskort du trækker i din tur.
    2. Placer en sygdomskube til hvert infektionskort!

Når spilleren har inficeret byer med sygdomskuber, fortsætter spilleren til venstre ved at gentage ovenstående fasebeskrivelse.

Her er det igen vigtigt at påpege, at dynamikken i Pandemic særligt kommer til live, hvis alle byder ind med ideer og forslag til hinandens runder – spilleren med turen har dog det sidste ord.

I din hånd kan du have bykort, som kan bruges til flere forskellige handlinger.

Du kan være heldig at trække et begivenhedskort, der giver en stærk engangsfordel og den kan spilles når som helst – også selvom det ikke er din tur.

Infektion af byer

Byer inficeres ved at placere en infektionskube på byen tilsvarende det trukne infektionskort. Er der allerede tre kuber på byfeltet sker det, der ikke må ske – sygdomsudbrud.

Sygdomsudbrud spreder kuber til alle tilstødende felter og kan i værste tilfælde skabe en kædereaktion. Ved hvert udbrud rykkes udbrudsmarkøren tættere på spillernes nederlag.

I bunken af spillerkort befinder sig, udover bykort og begivenhedskort, også de farlige epidemikort. I tilfælde af epidemi blandes Infektionskortene i “discard pile” og placeres øverst i infektionskort-bunken, så allerede inficerede byer hurtigt rammes igen, og risikoen for udbrud forøges.

Epidemikort

Så snart en spiller trækker et epidemikort foretages følgende tre trin:

  1. Forøg!
    1. Infektionsratemarkøren rykkes et træk frem (denne indikerer antallet af infektionskort der trækkes fremover)
  2. Inficer!
    1. Træk det nederste kort fra bunken af infektionskort og placer tre sygdomskuber i pågældende by – kortet kasseres.
    2. Hvis byen allerede har sygdomskuber på sig, lægges der kuber til byen har tre kuber på sig – og udgør derefter et udbrud.
  3. Intensiver!
    1. Bland kortene i “discard pile” og placer dem øverst i bunken af infektionskort

Selvom det er sjældent, sker det, at to epidemikort trækkes i samme tur og så er I virkelig på røven.

Men, heldigvis har I samlet et hold af trænede eksperter, som hver især har mulighed for at forhindre udbrudstilfælde.

Spillet indebærer en mekanisme, der sikrer en variation af spillets gang med hensyn til gruppens karakterer, da spillerne tilfældigt tildeles roller ud fra de syv forskellige karakterkort.

Karakterkort

Karaktererne og deres særlige evner beskrives som følgende:

Scientist/Vidensskabsmand

Har muligheden for at opdage en kur til en sygdom ved brug af kun fire bykort (normalt kræves der fem kort), hvilket er en stor fordel i jagten på en kur.

Researcer/Forsker

Som en handling må forskeren give, eller en anden spiller kan tage, et hvilket som helst bykort fra din hånd – I skal stadig befinde jer på samme felt, men kortet behøver ikke matche pågældende by.

Medic/Læge

En essentiel karakter i kampen mod inficerede områder, da han har muligheden for, som en handling, at fjerne alle kuber i samme farve på et felt, og fjerner hertil automatisk alle kurerede sygdoms-brikker på et felt, samt undgår at nye sygdoms-brikker kan placeres på spillerens felt.

Operation expert

Giver holdet en stærk fordel, ved som en handling at kunne placere research stationer i byen han befinder sig i, uden at skulle kassere tilsvarende bykort.

Contingency planner

Kan som en handling vælge et begivenhedskort fra discard pile og placere denne på sit rollekort uden at det går udover grænsen af syv kort på hånden. På den måde kan effektive begivenhedskort spilles én gang mere.

Dispatcher

Viser sig ofte at være en fordelagtig karakter, da hun har muligheden for som handling, enten at flytte en anden spillers brik (med dennes samtykke) til enhver anden by, med en anden spiller, eller flytte en anden spillers brik som var det hendes egen.

Quarantine specialist

Er en vigtig karakter i særligt udsatte udbrudskritiske områder, da hun forhindrer placeringen af nye sygdomsbrikker i både byen hun befinder sig i, samt alle tilstødende byer, hvilket hertil forhindrer muligheden for udbrud i disse områder.

Alle karakterer besidder særlige evner, der hver især tilbyder store fordele alt efter hvordan spillet udvikler sig samt hvordan og hvornår i vælger at udnytte dem.

Derfor kan én karakter ikke siges at være bedre eller vigtigere end en anden, da det er op til den enkelte situation og ikke mindst dine evner til at udnytte din karakters muligheder bedst muligt.

Det er dog vigtigt at huske karakterernes særlige egenskaber, da de er afgørende i penible situationer. Der er altså stor forskel på, om I beslutter at sende Karantæne-specialisten hen til et udbrudshærget område, eller om I sender forskeren.

Spillerrundernes opbygning af de tre faser gør det let at have overblik over, hvor I befinder jer i spillet i præcis det øjeblik. Forhold jer til, hvad der sker på brættet og gør jer klar til nye trusler.

For at finde en kur mod en sygdom skal I bruge fem ensfarvede bykort fra én spillers hånd og kassere dem ved den research station. Spillerne kan bytte kort med hinanden, men eftersom spillet tilråder at spille med lukkede kort, kan det være svært at vide, hvem man skal bytte med for at nå op på fem ensfarvede kort.

Hertil bruger man hurtigt sine bykort på både at bygge research stationer eller til at rejse hurtigt rundt i verden med fly. Det er derfor vigtigt at tænke sig godt inden man indkassere flybilletter som var det toiletpapir, da hovedmålet i spillet er at kurere alle fire sygdomme.

Sådan vinder du Pandemic

Spillerne vinder spillet øjeblikkeligt, så snart kuren til alle fire sygdomme er udviklet. Sygdomskuber kan altså stadig hærge verden, men I undgår at skulle bruge tid på at løbe rundt og rydde op.

Til gengæld har spillet selv tre måder at vinde over jer på:

  1. Hvis udbrudsmarkøren når ned på ottende felt…
  2. Hvis I ikke har flere sygdomskuber tilbage i en farve, hvortil I har trukket et infektionskort…
  3. Hvis en spiller ikke kan trække to spillerkort…

Det betyder, at selvom I tror der er masser af tid tilbage i forhold til spillerkort, så er I også i et kapløb med tiden i forhold til sygdomskuber og udbrud.

Selvom Pandemic byder op til mange diskussioner og avancerede strategier for at slå spillet, er selve spillets regler som nævnt før meget overskuelige.

Faserne i spillerrunderne giver et godt overblik per tur, og der er ingen lange, indviklede tekstbeskrivelser på hverken karakterkort, infektionskort eller epidemikort.

Leder du efter et seriøst samarbejdsspil for familien (større børn) eller vennegruppen, så skal du prøve Pandemic. Og med Corona omkring os i øjeblikket, så giver det spillet lidt mere kant og alvor.

– Kenneth Lenander

Læs også spilanmeldelsen af Matt Leacocks spil Den Forbudte Ø

Ticket To Ride: USA spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 60 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere.

“Spillet afgøres altså af lige dele held og strategisk tænkning, men for mig handler det ikke primært om at vinde, når jeg spiller, men om hygge med dem, som jeg spiller med, oplevelsen spillet kan give og følelsen af at lære noget nyt, samt at have det sjovt…”

Generelt om spillet

“Nej, nej, nej…. Du må ikke lægge dine rute der!!! Aarg, der skulle min ligge!”.

Det kan hurtigt blive ret intenst i et ellers stille og roligt spil, når de sidste ruter skal ligges. Ticket to Ride er et spil, hvor man skal være strategisk i sin planlægning af togruter igennem de Nordamerikanske og få Canadiske byer.

Når du læser Alan R. Moons beskrivelse af spillet på første side i regelbogen, er det nærmest umuligt ikke at blive grebet af den intense og lidt nervepirrende stemning, der opstår på baggrund af beskrivelsen.

Et togkapløb om, hvem der kan forbinde flest forskellige Nordamerikanske byer med toge på jernbanesporene på den mest strategiske måde, uden at nøle med tiden. 7 dage med rejser på det Nordamerikanske kontinent med en pulje på $1.000.000, det er, hvad der er på spil for de 5 gamle venner i fortællingen, det sætter en god stemning for det spil, der skal til at foregå. 

Som navnet og teksten her indikerer, handler spillet om at have de rigtige billetter for at kunne komme fra A-B ud fra et rutekort, man har på hånden.

Når det er ens tur, har man 3 muligheder; man kan trække nye ’billetter’ (også kaldet togvognskort), indsætte tog mellem 2 nabobyer (man indløser sine billetter – 1 kort pr. antal togvogn), eller man kan trække nye rutekort. 

Man vinder spillet ved til sidst at være den med flest antal point. Pointene får man via opfyldte rutekort (afhængig af længden på ens ruter på rutekortet får man tildelt de angivne point, hvis de opfyldes.), hvis man ikke opfylder ruten, bliver pointene på kortet til minuspoint.

Derudover kan man få point for ens togvogne mellem nabobyer, her gælder det om at få nogle med god afstand, da man får flere point desto flere togvogne, man kan lægge mellem byerne.

Ticket To Ride: USA blev kåret til“Game of the Year” i 2004 i Tyskland og Japan og i Sverige, Frankrig, Spanien og Finland i 2005. 

Lige dele held og strategisk tænkning

Spillet afgøres altså af lige dele held og strategisk tænkning, men for mig handler det ikke primært om at vinde, når jeg spiller, men om hygge med dem, som jeg spiller med, oplevelsen spillet kan give og følelsen af at lære noget nyt, samt at have det sjovt.

På de parametre levere Ticket to Ride 100%.

Det er et spil, som jeg ikke blot kan spille med de mennesker i mit liv, som virkelig elsker brætspil, men også de, som bare vil være sammen om noget.

Det er let tilgængeligt, så det tager ikke lang tid at forklare nybegyndere, hvad der skal ske, det kan spillet med børn såvel som gamle.

Det er også et spil, som er kommet på bordet rigtig mange gange efterhånden, jeg har ikke helt kunne ligge det fra mig igen. Det er måske også derfor, at det her er den af mine anmeldelser, der har været længst undervejs.

Jeg har ikke helt følt, at jeg var ’færdig’ med at afprøve det, da der var nye mennesker, jeg ville spille det med. Jeg tror også, at Alan R. Moons kan have haft de intentioner med sit design af spillet. Han fortæller selv, at hans mål med Ticket To Ride var at designe en spil, der kombinere togskinnerne med rute-opbyggende spil på en simpel måde. Det skulle være let at spille men stadig sjovt, uanset hvor mange gange man spiller det.

I min optik har han haft succes med at opnå dette, hvilket det også lader til at mange andre mener – alene hvis man kigger på de mange priser, spillet har vundet.

Alan er vist heller ikke helt selv blevet træt af spillet og dets opbygning, tværtimod er der kommet nye udgaver og udvidelser til sidenhen.

Ticket To Ride: Europe kom til i 2005 og blev modtaget med stor succes. Det er ikke bare et nye kort i Europa, der er kommet til som spilleplade, men også nogle nye måder at spillet på. Sidenhen er der kommet flere udvidelser til, som foregår i andre lande, samt First Journey, som henvender sig til de yngste spillere.

Jeg har selv prøvet Europa udgaven og First Journey og blev med det samme fan af begge udgaver.

Jeg glæder mig til at prøver andre udgaver og udvidelser i fremtiden, da jeg helt klart er fan af selve set-uppet til spillet og tankerne bag. Jeg håber, at I der læser med her, også har mod på det…?

En følelse af forundring

Days of Wonder er står bag udgivelsen af Ticket to Ride, de har en historie med at være ret selektive med, hvad de udgiver, og hvor ofte de udgiver. De har udover Ticket to Ride spillene, blandt andet også udgivet Small World, Memoir 44, the World War 2 saga. Alle tre spil har flere udvidelser.

Days of Wonder udgiver både brætspil (i over 40 lande) og har også udgivet digitale versioner af flere af de spil.

Jeg har selv erfaring med at spille flere af deres spil, og de har fanget mig alle sammen. Så det er også en af de hjemmesider, jeg holder øje med, når der kommer nye udgivelser.

De skriver selv, at deres mission er at gøre spil lige så populære som film. De ønsker at spillerne skal genopleve en følelse af forundring (wonder).

Spillets komponenter

Spillets æske er flot illustreret med en klassisk scene fra en gammeldags togperron. Der er røg og damp fra det klassiske lokomotiv, du har herren med den høje hat og cigaren og den fint udseende frue med paraplyen. Det er en illustration, der leder tankerne tilbage til starten af det 20. århundrede, hvilket også passer med teksten på regelbogens forside.

Inde i æsken finder du en spilleplade, der illustrerer et kort over de Nordamerikanske togruter. Spillepladen er af høj kvalitet og kræver en del plads på spisebordet. Nede i æsken finder du følgende:

  • 1 regelbog på 4 sprog (dansk, finsk, svensk og norsk)
  • 225 farvede togkort
  • 144 illustrerede kort med ruter
  • 5 pointmarkører af malet træ

De forskellige komponenter af spillet er af høj kvalitet. Selve togvognene er af plastik med udskæringer, så det ligner reelle togvogne. Togvognskortene og rutekortene er af en god tyk kvalitet, de er ikke helt glatte i overfladen, så de glider ikke rundt, som så mange andre kort kan gøre. Det er en god feature, når du spiller, da bunken af togvognskort kan blive ret høj, så er det rart, at de ikke glider rundt imellem hinanden.

Regelbogens tilgængelighed

Regelbogen er kort og overskuelig. Den er delt op med overskrifter, der beskriver, hvad du skal forholde dig til løbende. Den har opdelt spillet i 3 faser, så du let kan se, hvad du kan i løbet af din tur.

Det er let at slå op i regelbogen undervejs, hvis der opstår tvivl om noget. Der er også vist et eksempel på, hvordan man indsætter togene.

Jeg har kun fundet et tvivlsspørgsmål, som jeg ikke kunne finde svar på i regelbogen, det er om den samme spiller gerne må indsætte togvogne på begge spor (ved dobbeltspor) mellem nabobyer, når man er mere end 3 spillere i gang.

I forhold til hvor mange gange, jeg nu har spillet det, konkluderer jeg, at reglerne er ret godt forklaret 😊.

– Camilla Liv Pedersen

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: Europa

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: De Nordiske Lande

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: First Journey

Azul – Summer Pavillion spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Som jeg lagde ud med at sige, er Azul – Summer Pavillion et spil, hvor alle kan være med. Det er anbefalet fra otte år og op, fordi det kan være lidt krævende at regne en strategi ud. Spillet er usædvanligt flot. Det er designet i smukke farver og spillebrikkerne er af plastik, men er formgivet på en måde, så det slet ikke føles billigt…”

Spændende taktik og smukke mosaikker

Azul – Summer Pavillion er et smukt spil, der er sjovt for hele familien. Det er nemt at gå til, og man bliver hurtigt bidt af det.

I Azul – Summer Pavillion gælder det om at skabe de mest fuldendte mosaikker på sin spilleplade. Det kan måske lyde lidt tamt for nogle, men mosaikkerne er bare et løst tema, der dækker over en fængende og til tider udfordrende spiloplevelse.

Azul – Summer Pavillion er et spil, hvor alle kan være med. Det er nemt at gå til og hurtigt at lære. Men det kræver omtanke og taktik at trække sig ud som sejrherre.

Det er et spil, vi bliver ved med at vende tilbage til herhjemme, fordi det er underholdende, relativt kort, og så er det bare sjovt at se, om man ikke lige kan gøre det lidt bedre næste gang.

Sådan kommer I fra start

Før I går i gang, får I hver jeres spilleplade. Spillepladen viser seks mønstre i spillebrikkernes seks farver og et enkelt neutralt farvet mønster i midten. Målet er at få fyldt de mønstre ud med brikker, inden spillets seks runder er ovre.

Mellem jeres personlige spilleplader lægger i den fælles spilleplade. Den viser, hvilken runde, I er i, og så er der en samling brikker, som I får brug for senere i spillet.

Det sidste, I mangler for at komme i gang, er en cirkel af fabriksfelter, som I lægger midt på bordet. Antallet af fabriksfelter bliver tilpasset alt efter, hvor mange spillere I er. Med to spillere skal I for eksempel lægge fem felter ud.

På hvert fabriksfelt lægger I nu fire tilfældige spillebrikker. Dem trækker I fra den stofpose, der følger med spillet.

Vælg brikker med omhu

Så er det tid til at gå i gang. I hver runde af spillet starter I med at skiftes til at tage brikker fra fabriksfelterne. På hvert felt er der som sagt fire brikker. Men du kan kun tage brikker i én farve ad gangen. Så hvis der for eksempel er to grønne brikker, kan du tage dem begge to.

Hvis der ligger en brik i jokerfarven, tager du også den. Jokerfarven skifter fra runde til runde og er tydeligt markeret i forvejen på den fælles spilleplade. Jokerne kan bruges som alle farver, når I om lidt skal til at fylde brikker på jeres egne spilleplader.

De brikker, som er tilovers, når du tager fra et fabriksfelt lægger du midt på bordet. Så efterhånden som I tømmer de forskellige felter, kommer der flere og flere brikker midt på bordet. Dem kan I også tage. Her kan I også tage brikker i én farve ad gangen plus en brik i jokerfarven, hvis der er nogen.

Den første der tager brikker fra midten får et minuspoint for hver brik, de tager, men til gengæld får de lov til at starte i næste runde.

Byg jeres mosaikker

Når alle brikkerne er fordelt, er det tid til at placere dem på jeres respektive spilleplader. Som sagt er der seks mønstre i de seks forskellige farver. Hvert mønster har seks felter, hvor tallene fra 1 til 6 står ud for. For at placere en brik på felt nummer 1 skal du have samlet én brik i den farve. For at placere på felt nummer 2, skal du bruge to brikker og så videre.

Du placerer naturligvis kun en af brikkerne på pladen. Resten lægger du i det flotte, røde tårn, der er med i spillet.

Sidst i spillet får du point for hver af de seks mønstre, du har dækket helt med brikker. Så man må fokusere på at samle på bestemte farver. Men der også point, hvis du har dækket alle felter med et bestemt nummer. Så hvis du for eksempel har dækket alle felter med nummer 3, får du 12 point.

I skiftes til at placere brikker på jeres spilleplader, indtil I ikke kan placere flere eller vælger at gemme resten brikkerne til næste runde. Man kan gemme op til fire brikker, og det er især smart at gøre, hvis man har nogle brikker i den farve, der bliver jokerfarve i runden efter.

Bonus og kombinationer

Nu kommer vi til en af de ting, der gør Azul – Summer Pavillion ekstra sjovt. Når du har omkranset en af de tre slags bonusfelter med farvede brikker, får du lov til at trække flere brikker, som du kan placere. Det giver mulighed for såkaldte combos, hvor du kan omkranse et felt, trække flere brikker, som du så kan bruge til at omkranse et felt mere og trække endnu flere brikker.

Det er ikke helt nemt at lykkes med den slags kombinationer, men det er tilfredstillende, når det sker.

Når I har spillet alle seks runder, tæller i point op for alle de felter, I har dækket. Vinderen er – selvfølgelig – spilleren med flest point.

En god tilføjelse til spilhylden

Som jeg lagde ud med at sige, er Azul – Summer Pavillion et spil, hvor alle kan være med. Det er anbefalet fra otte år og op, fordi det kan være lidt krævende at regne en strategi ud.

Spillet er usædvanligt flot. Det er designet i smukke farver og spillebrikkerne er af plastik, men er formgivet på en måde, så det slet ikke føles billigt.

Jeg sender en varm anbefaling efter Azul – Summer Pavillion. Der er tre forskellige Azul-spil indtil videre og Azul – Summer Pavillion er det, jeg personlig foretrækker.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Azul brætspillet

Læs også spilanmeldelsen af Azul – Stained Glass of Sintra
(kommer snart)

Trails Of Tucana spilanmeldelse

Alder: | Spilletid: Cirka 15 minutter | Spillere: For 2 – 8 deltagere

“En af de store styrker ved Trails of Tucana, er at det tager (nogenlunde) lige lang tid uanset hvor mange deltagere man er, og at man aldrig sidder og venter mens andre har tur, da alle tegner deres sti samtidig hver gang der bliver vendt terrænkort….”

Let at lære! hurtigt at spille! Holder hvad det lover!

Let at lære, hurtigt at spille. Det er hvad Trails of Tucana lover, og det holder det.

Trails of Tucana er et såkaldt ”flip and write” spil (hvor man vender nogle kort, og skriver ned på en blok – lidt a’la ”roll and write” som f.eks. Yatzy), hvor man skal være den bedste til at planlægge stier mellem forskellige objekter på et kort.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 8 blyanter
  • 1 scoreblok med det kort man skal indtegne stier på
  • (100 sider, dobbeltsidet)
  • 27 terrænkort
  • 13 startkort
  • 10 blå og 5 røde bonuskort
  • En zip-lock pose (formentlig til kortene)
  • Spilleregler på dansk, norsk, svensk og finsk

Komponenterne er helt fine, kortene er som standard spillekort i kvalitet. En lille mangel synes jeg er en æske til kortene i stedet for en pose, men det er en lille ting.

Der er for øvrigt 55 kort i alt, så har man en æske til overs fra et almindeligt sæt spillekort, vil den passe helt fint.

Skal man være rigtigt krakilsk, kunne æsken til spillet også være en smule mindre – der er godt og vel 2 cm pynt i hver side, så den kunne være 4½ cm smallere og nok også lidt tyndere, hvilket ville gøre det helt perfekt til at tage med sig, men det er nu ikke nogen stor æske alligevel (ca. 20 x 20 x 5 cm).

Sådan spiller man

Spillet går ud på at tegne stier mellem landsbyer på kortet, samt forbinde seværdigheder til landsbyerne. Hver spiller har sit eget kort at indtegne stier på, og skal så indtegne stier mellem de terrænelementer, der bliver bestemt af de kort, der bliver vendt.

Hver spiller får et kort fra kortblokken. Der er to forskellige kort – Isla Petit på den ene side af papiret, og Isla Grande, som er lidt større, på den anden side – alle spillerne skal bruge samme side af papiret.

Kortet har nogle tomme cirkler langs kanten af kortet, hvor man skal skrive landsbyer ind, samt nogle seværdigheder fordelt rundt omkring – Obelisker, bøger, tukaner, yetier og søuhyrer.

På det lille kort er der 2 af hver seværdighed, på det store kort er der 3 af hver. Der lægges bonuskort for byer (og evt. for seværdigheder) ud, og der vendes herefter et tilfældigt startkort.

Startkortet bestemmer i hvilken rækkefølge landsbyerne ligger, og alle skriver dem på deres kort. Landsbyerne har bogstaverne A-E, og der er 2 af hvert bogstav. Terrænkortene blandes og lægges i en bunke på bordet, og så er man klar til at gå i gang.

Landsbyerne skrives ind
Klar til et spil med 2 spillere

Selve spillet er egentlig super simpelt – der vendes 2 terrænkort ad gangen, og alle skal nu på hver deres kort indtegne en sti mellem to terrænfelter af de vendte typer, der ligger ved siden af hinanden. Vendes der f.eks. et skovkort og et ørkenkort, skal man altså finde en skov og en ørken der ligger ved siden af hinanden, og tegne en streg fra centrum til centrum.

Når alle er færdige, vendes der 2 nye kort, og sådan fortsætter man til bunken er tom (well, indtil der er ét kort tilbage så man ikke helt kan tælle kort, og vide hvad det sidste par vil være). Man blander så bunken igen, og tager en runde mere. På det lille kort tager man 2 runder, og på det store kort tager man 3 runder.

Seværdighederne giver point

Formålet er som tidligere nævnt at forbinde seværdighederne med landsbyerne, samt at forbinde landsbyer med samme bogstav med hinanden.

Seværdighederne giver point efter hver runde (en seværdighed, der bliver forbundet med en landsby i første runde, kan altså give point 2 eller 3 gange), mens landsbyerne kun giver point når spillet er slut.

Men der var jo lige noget med nogle bonuskort! Den første til at forbinde hvert landsbypar, får nemlig en bonus og hvis man er 5 eller flere spillere får nr. 2 også en (lidt mindre) bonus, så man kan ikke helt bare vente med landsbyerne til sidst, for at få seværdighederne tidligt, og dermed få point for dem flere gange.

Man kan også vælge at spille med et såkaldt rødt bonuskort. De røde bonuskort er bonus for at forbinde 2 af samme seværdighed, og vælger man at spille med det, trækker man et af de fem røde bonuskort, for at finde ud af hvilken seværdighed man skal bruge i det spil.

Et godt spil på Isla Grande

Vi ser ikke rigtig nogen grund til ikke at have det med, da vi synes det er et sjovt element, at man også har det at konkurrere om.

Når de 2 eller 3 runder er færdige, tæller man point, og det er det ☺

Nemt at lære men alligevel ikke for simpelt

Selvom spillet egentlig er simpelt nok, er det utroligt fængende, og man kan sagtens få de små grå til at snurre, når man skal bestemme sig for hvilket sted man skal sætte sin sti. Oppe i venstre hjørne af kortet, kan man se hvor mange der er af hvert terrænkort, og det kan man jo så bruge når man skal planlægge.

Der er f.eks. 8 ørkenkort men kun 4 vandkort, og da søuhyrerne (som er den seværdighed, der giver flest point) selvfølgelig er på vandfelter, er det om at få dem forbundet til noget andet terræn, når der kommer et vand-terrænkort.

I reglerne er der lagt op til at man forskyder landsbyerne fra spiller til spiller, sådan at spiller 1 sætter den første by på startkortet i cirkel nr. 1, mens spiller to sætter den i cirkel 2 osv., men der står også at man kan vælge at alle spiller på samme kort.

Vi kan egentlig godt lide tanken om at alle har ens kort, for så har man ikke den undskyldning at kombinationerne af kort faldt bedre ud for nogle spillere end andre, men vi har heller ikke spillet det med mange spillere. Er man mange, er der måske større risiko for at der er nogle, der tænker ret ens, og ender med mange af de samme valg, og her kan det måske være en fordel at landsbyerne ikke ligger samme sted hos alle.

Selvom man vælger at lave kortene ens, kan man sagtens ende med ret forskellige stisystemer (tæt kamp forøvrigt!)

Måden med at vende terrænkort, for at bestemme hvor man må lave stier, gør at spillene aldrig bliver ens. Man kan aldrig vide hvilke kombinationer der kommer, så at planlægge alt for meget fremad kan være farligt – man risikerer bare at låse sig fast på nogle ruter, hvor de krævede kombinationer aldrig kommer.

Dette kan til dels afhjælpes ved bonus-stier – når man har forbundet alle af en slags seværdighed til landsbyer, får man en ekstra sti, som er helt valgfri.

Vores dom: Sjovt, grænsende til afhængighedsskabende

En af de store styrker ved Trails of Tucana, er at det tager (nogenlunde) lige lang tid uanset hvor mange deltagere man er, og at man aldrig sidder og venter mens andre har tur, da alle tegner deres sti samtidig hver gang der bliver vendt terrænkort.

På æsken står der 15 minutter, og det passer umiddelbart fint til et spil på den lille ø – på den store skal man lægge lidt oveni, da der jo er 3 runder i stedet for 2.

Spillet har også en størrelse, der gør at det er helt perfekt at tage med i f.eks. campingvogn eller sommerhus, da det sådan set bare består af en blok papir på omkring A5-størrelse og et sæt spillekort (og nogle blyanter). Det er også meget hurtigt at lære, hvilket også tæller på plus-siden.

En lille ulempe ved spillet, er at det er afhængigt af blokken med kort.

Der er 100 sider, dvs. 100 af hver af Isla Petit og Isla Grande, og selvom det er nok til mange spil når man er 2-3 stykker, så går det pludselig hurtigt med at bruge siderne hvis man er 5-8 personer pr. spil. Jeg har ikke kunnet finde løse blokke, så hvis man løber tør, hedder det enten kopimaskine, viskelæder (yeah right!) eller at købe et nyt spil.

Heldigvis er det ikke verdens dyreste spil 🙂

Det er nemt at spille, men har alligevel en fin mængde omtanke (jeg vil ikke kalde det taktik, da man jo kører lidt hvert sit løb), og jeg kan nemt se os finde det frem jævnligt. Det fungerer rigtigt godt til 2 spillere såvel som flere, og det er en klar fordel herhjemme, hvor vi spiller en del bare os to voksne.

Trails of Tucana får en kæmpestor tommelfinger op herfra!

– Kim Larsen

Codenames: Duet spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 11 år | Spilletid: 15 – 20 min. | Spillere: For præcis 2 deltagere

“Codenames: Duet er et enkelt og genialt spil, der byder på samarbejde, store succesoplevelser og hjernevridende underholdning…”

Fremragende ordspil for to personer

I Codenames Duet gælder det om at give din modspiller hints til at finde frem til en række mellemmænd, der går under nogle specielle dæknavne.

Det er i bund og grund et ordspil, som så mange andre, men det er måske det bedste af slagsen. Det kræver kreativitet og et stærkt samarbejde at vinde.

Mine medskribenter her på bloggen har allerede anmeldt flere af de andre spil i serien.

Spillet her, er en udgave til to personer. Hvis I er flere, skal I se på en anden udgave – eller købe dem begge to. Det er godt at have til flere lejligheder.

Hurtig forberedelse

Før I går gang med at spille, lægger du 25 kort ud på bordet i en firkant, der er fem kort lang og fem kort bred.

Ved siden af de 25 kort stiller du et kodekort i den lille holder. Det er vigtigt, at hverken du eller din modstander ser den modsatte side af kortet. Det er nemlig kodekortet, der viser, hvilke kodeord, der dækker over hemmelige agenter, og hvilke der ikke gør.

Det sidste, du skal gøre klar, er de 11 små markører, som skal ligge på række. Dem bruger I til at huske, hvor mange ture I har brugt. To af dem er en lidt anden farven end de andre. De to skal ligge sidst i rækken.

Så er I klar til at gå i gang.

Dæknavne og ondsindede agenter

I Codenames: Duet arbejder i sammen som to hemmelige agenter, der skal kontakte en række mellemmænd (og mellemkvinder) i forbindelse med jeres agentarbejde.

I alt skal I have fat i 15 mellemmænd. De gemmer sig bag 15 af de 25 ord, I har foran jer på bordet. Ordene er mellemmændenes dæknavne. Det er derfor, spillet hedder Codenames.

På din side af kodekortet kan du se, hvilke ni ord du skal have din medspiller til at gætte. På samme måde kan din medspiller se ni ord på sin side af kortet, som du skal gætte. Nogle af ordene er de samme og nogle er ikke.

På hver side af kortet er der også markeret et dæknavn, som dækker over en fjendtlig agent, som I for alt i verden skal undgå. Hvis en af jer gætter på det dæknavn i løbet af spillet, taber I spillet med det samme.

Kun ét ord og ét tal

Når du skal have din medspiller til at gætte ord, må du kun sige ét ord og ét tal. Det ord du siger, skal lede din medspillers tanker hen på et eller flere af ordene på bordet. Og tallet indikerer, hvor mange ord din medspiller bør kunne gætte ud fra din ledetråd.

I er nødt til at gætte flere ord i hver tur for at kunne nå at blive færdige i tide. Som sagt har I nemlig 11 små markører, der viser, hvor mange ture der er i spillet. Og når I skal gætte 15 ord, er I selvfølgelig nødt til at arbejde effektivt for at nå dem alle.

Hvis to af ordene på bordet for eksempel er “løg” og “spaghetti”, kan du sige “mad, 2”. Så ved din medspiller, at han eller hun skal finde to ord, der har med mad at gøre.

Overraskende udfordrende

Det lyder nemt, men i praksis kan det være svært, for det langt fra altid, at ordene hænger så godt sammen.

I slutningen af spillet, når du kun mangler nogle få ord, bliver det rigtigt udfordrende. Jeg har for eksempel været ude for at skulle finde på en ledetråd, der både kunne dække over “stjerne” og “stol”. Held og lykke med det.

Men når man så har siddet og tænkt sig grundigt om og endelig finder på en ledetråd, er det meget tilfredsstillende. Især hvis din medspiller også gætter de rigtige ord ud fra ledetråden.

Flere spilmuligheder

Codenames Duet varer kun i 15 til 20 minutter, men det er virkelig fængende, så vi spiller som regel et par spil ad gangen.

Når I bliver lidt rutinerede, kan man gå over til kun at have ni ture pr. spil for at gøre det mere udfordrende.

Og de rigtige Codenames-hajer kan også spille en serie af sammenhængende missioner, hvor man skal rejse på kryds og tværs rundt på kloden for at løse stadigt sværere kodeudfordringer.

Enkelt og hyggeligt

Som du måske allerede har læst her på bloggen, er der en lang række varianter af Codenames. De andre udgaver er især gode til et hurtigt spil med familie eller venner, imens Codenames: Duet er en perfekt udgave til præcis to personer. Det er enkelt, udfordrende og nemt at komme i gang med.

For mange mennesker er det også en fordel, at I skal arbejde sammen. Så har man en fælles succesoplevelse i stedet for at skulle udnævne en vinder og en taber.

God spillelyst

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs spilanmeldelsen af det originale Codenames

Læs også spilanmeldelsen af Chameleon spillet i samme genre

Just One spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | Spillere: For 3 – 7 deltagere

“Just One er det helt perfekte spil at hive frem til en hyggelig aften med vennerne. Det er enkelt at lære og I arbejder sammen, så der bliver ingen sure miner og dårlige tabere.”

Et selskabsspil der spreder godt humør

Syv skilte, syv tuscher og en stor stak kort. Det er alt, der skal til for at skabe et fængende og underholdende ordspil.

Just One bygger på en enkel præmis om, at du skal gætte ord ud fra ledetråde, som dine medspillere skriver ned.

Det lyder måske ikke så revolutionerende, men nogle få smarte twists gør Just One til et fremragende spil.

Førstevalget som selskabsspil

Just One er så enkelt og sjovt, at det som regel er det spil, jeg hiver frem, når vi har venner på besøg og skal have lidt hurtig underholdning. Selv folk, der ikke normalt spiller brætspil, bliver hurtigt fanget af den nytænkende spiloplevelse.

Spillet egner sig også til større børn. De skal kunne skrive og læse godt, og så skal de kunne tænke en lille smule ud af boksen for at have det rigtig sjovt med spillet.

Sådan spiller I Just One

I starter med at tage en tusch og et plastikskilt hver. Man kan skrive på skiltet med tuschen og nemt viske det ud igen med svampen i den anden ende.

Så tager I 13 kort fra bunken og lægger dem med bagsiden opad. Resten af kortene kan I bare lægge tilbage i kassen. Man bruger kun 13 styk pr. spil. Og så er I sådan set allerede klar til at spille.

En af de unikke ting ved Just One er, at I alle sammen spiller på samme hold. Det gælder om at gætte flest mulige rigtige ud af de 13 ord, I går igennem i løbet af spillet. Alt efter hvor mange rigtige gæt, I har, bliver I vurderet på en skala, der går fra ”fremragende” til ”prøv igen”.

Gæt det skjulte ord

Når det er din tur, tager du det øverste kort i bunken. Uden at kigge på ordene på forsiden stiller du det i holderen på forsiden af dit skilt, så alle de andre spillere kan se ordene.

Der er fem ord på hvert kort, så du siger et tilfældigt tal fra 1 til 5. Hvis du siger ”4”, skal dine medspillere hjælpe dig med at gætte det ord, der står ud for nummer 4. Det kan være alt fra ”tobak” til ”agern” og fra ”elektricitet” til ”hval”.

Så kan dine medspillere gå i gang med at finde på ord, som kan lede dine tanker hen på ordet, der står ud for det tal, du har valgt.

Kun ét ord – og ingen dubletter

De må kun skrive ét ord på deres skilte. Ordet må ikke indeholde dele af det ord, der skal gættes, og man må heller ikke bare skrive ordet på et andet sprog. Det skal ikke være for nemt.

Du skal også passe på med at skrive det første ord, der falder dig ind. For hvis to spillere har skrevet det samme ord, fjerner I begge skilte, så personen, der skal gætte, ikke ser de ord.

Det er den regel, der gør Just One ekstra sjovt og udfordrende, fordi man er tvunget til at tænke lidt ud af boksen.

Hvis du for eksempel skal gætte ordet ”dronning”, vil dine medspillere nok være fristet til at skrive ”Margrethe” på deres skilte. Men fordi det er så indlysende, er der for stor risiko for, at en anden person har skrevet det samme. Og så er det bedre at finde på noget andet.

Når I skriver ledetråde, ser I ikke på hvad I skriver hver især, før alle er færdige med at skrive. Så en stor del af spillet går ud på at overveje, hvad dine medspillere skriver og tænker.

Sjovt for alle

Det betyder også, at det er mindst lige så sjovt at være den, der skriver ledetråde, som at være den, der gætter.

Med andre ord keder man sig aldrig, mens man sidder og venter på, at de andre spiller deres tur færdig. Og det er en vigtig egenskab i et selskabsspil.

Som den, der gætter skal man også nøje overveje hvad man gør. Man har nemlig kun ét gæt at gøre godt med. Så det hjælper ikke at lire en masse ord af og håbe på det bedste.

En klar anbefaling

Som du kan se, er jeg ret begejstret for Just One. Det er helt perfekt til en aften med venner og familie. Det skaber god stemning hele vejen rundt om bordet, og alle kan være med.

Spillet er også kompakt og vellavet, så du kan nemt tage det under armen og spille med vennerne på en café eller bar, hvis I har brug for lidt hurtig underholdning.

Just One spillet vandt i 2019 den højt respekterede “Spiel Des Jahres” pris, som er Tysklands svar på “Årets Spil” prisen. Spiel Des Jahres har kåret årets spil i Tyskland lige siden 1979. Læs mere her!

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Tsuro spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: 15 – 20 min. | Spillere: For 2 – 8 deltagere

“En væsentligt del af spillet afhænger af tilfældigheder. Det kan være lidt frustrerende, men det er også det, der gør at yngre børn har en rimelig chance, når de spiller mod voksne eller større børn. Som sagt er det hurtigt at spille. Så hvis I vil have det til at vare lidt længere, kan I for eksempel se, hvem der først vinder tre spil.”

Taktik hvor alle kan være med

Hvem kan besejre alle modstanderne og være ”last man standing”? Det finder I ud af i det lette og hurtige spil Tsuro.

Det er sjældent, man støder på et enkelt, taktisk spil, som kan spilles af hele 8 personer. Men det er lige præcis, hvad man kan med Tsuro. Og bare rolig. Det er også sjovt, selvom man ikke lige kan samle så mange medspillere.

Tsuro er et lynhurtigt spil, hvor I lægger lumske fælder for hinanden, mens I hver især forsøger at blive på banen.

Man skal have lidt held på sin side for at vinde, og nogle gange ryger man ud uden man kan gøre så meget ved det. Men hvis man er ude af spillet, varer det aldrig længe, før et nyt spil kan gå i gang.

Vind eller forsvind

Kort fortalt går Tsuro ud på at blive på spillepladen I længst mulig tid. Den sidste, der er på pladen, har vundet.

I spillet følger man hele tiden linjerne på de kort, man lægger ud. Det gælder om at holde sig midt på spillepladen, så man ikke ryger ud til kanten og dermed ud af spillet. Det gør man ved at tænke sig godt om og vælge de kort, der leder en i den rigtige retning.

Gå linjen ud

Tsuro egner sig godt som et brætspil, du kan hive frem og komme i gang med på få minutter – også selvom dine medspillere ikke kender det i forvejen. Reglerne er nemlig såre simple.

Før I går i gang, får hver spiller tre kort og en spillebrik. Så vælger I hver især en startposition, hvor I så stiller jeres brikker. Der er frit valg mellem de alle de lyse punkter langs kanten af brættet.

For en gangs skyld er det den ældste spiller, der får lov at starte. Den ære plejer at tilfalde den yngste.

Når det er din tur, lægger du et kort. Du skal altid lægge det lige foran det kort, hvor din egen brik står. Når kortet er lagt, rykker du din brik frem langs den linje, din brik står ud for. Du rykker ind til linjen ender. Nogle gange er det kun ét kort frem, og nogle gange sidder flere kort sammen, så du ender med at rykke et godt stykke.

Du vælger selv, hvilket af dine tre kort du lægger. Målet er at blive nær midten af spillepladen, men det er ikke altid muligt, hvis du ikke har de rigtige kort.

Send modspillerne på afveje

Nogle gange kommer jeres brikker til at stå så tæt på hinanden, at du også påvirker en af dine modstandere, når du lægger et kort. Alle brikker, der står op ad det nye kort, rykker nemlig frem med det samme. På den måde kan du sende din modstanders brik på afveje – eller måske helt ud af spillet.

Når du har lagt et kort, trækker du et nyt med det samme. Men jo flere spillere I er, jo hurtigere løber I tør for kort. Når bunken er tom, og en spiller ikke kan trække et nyt kort efter sin tur, får hun i stedet dragekortet.

Næste gang en spiller ryger ud, lægger I den slagne spillers kort tilbage i bunken. Og så er det spilleren med dragekortet, der får lov til at trække et nyt kort først. På den måde sikrer man en fair fordeling af kort.

Spændende slutspil

Som spillet skrider frem, er I færre og færre tilbage på spillepladen. Samtidig er pladen næsten fuld af brikker, og det gør det sværere at styre, hvor ens egen brik havner. Spændingen stiger, og de sidste spillere skal overveje hvert skridt nøje.

Så snart kun én spiller er tilbage, er spillet slut, og I kan kåre en vinder. Men I kan også sagtens tage et spil mere.

Let og lækkert

Tsuro er et hyggeligt taktikspil, hvor hele familien kan være med. Selv min datter på fem år, havde stor glæde af at spille det. Det krævede lige lidt coaching, at få hende til at tænke mere end et træk frem, men det er en god måde at lære det på.

En væsentligt del af spillet afhænger af tilfældigheder. Det kan være lidt frustrerende, men det er også det, der gør at yngre børn har en rimelig chance, når de spiller mod voksne eller større børn.

Som sagt er det hurtigt at spille. Så hvis I vil have det til at vare lidt længere, kan I for eksempel se, hvem der først vinder tre spil.

Og til allersidst, skylder jeg også at nævne, at kvaliteten er rigtig fin. De flot dekorerede spillebrikker gør det mere interessant at spille med, end hvis det bare var en gang små runde ludobrikker.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Tokaido spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 45 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere.

Tokaido er et enkelt, smukt og hyggeligt spil, der tager dig på en rejse gennem det historiske Japan. Japan har en fascinerende kultur – både nu og igennem historien. Det er lykkedes godt for spillets ophavsmænd, at fange den unikke kultur på en smuk og hyggelig måde.

En spændende pilgrimsrejse gennem Japan

Tokaido, som ser sådan ud på japansk 東海道, betyder simpelthen ”vejen til det østlige hav”. Det er en gammel pilgrimsrute i Japan, som gik fra shogunens hovedstad i Edo, som nu hedder Tokyo, til Kyoto, der var kejserens by.

Langs den næsten 500 kilometer lange rute lå byer, templer og andre vigtige landemærker, som de rejsende kunne opleve. Den oplevelse genskaber spillet Tokaido for to til fem spillere.

Spillet går ud på at tage pilgrimsfærden fra Kyoto til Tokyo, og der er der kommet et rigtig godt spil ud af.

Tag det roligt og nyd rejsen

Der er mange andre spil, hvor man skal bevæge sig fra A til B spillepladen og konkurrere om at være den første over målstregen. Men her er Tokaido helt anderledes. Det går ikke ud på at komme først, selvom det godt kan være en fordel at være den forreste spiller nogle gange.

I stedet gælder det om at få flest mulige point ved at besøge de forskellige seværdigheder langs ruten. Det giver et spil i et afslappet tempo, hvor man skal tænke sig godt om for at trække sig ud som vinder.

Sådan kommer man i gang

Spillet er ganske enkelt at sætte op. Læg spillepladen ud på bordet, bland de forskellige typer kort og læg kortbunkerne på felterne i samme farve på spillebrættet.

Ved siden af brættet lægger i alle mønterne og alle panoramakortene (dem kommer vi tilbage til).

Hver spiller får to kort med figurer og vælger én af dem. Hver figur har en unik evne, som gør det lettere for den figur at score point på bestemte måder. For eksempel kan en af figurerne købe ting billigere, fordi han er en købmand, der er vant til at forhandle om prisen. Og  en anden figur falder lettere i snak med folk på sin vej – og det giver faktisk også point.

Når I har valgt jeres figurer, får I det antal mønter, der står figurens kort. Og så kan spillet gå i gang.

Vælg selv hvor langt du vil rykke

Det usædvanlige ved Tokaido er, at du selv vælger, hvor mange felter du vil rykke. Der er ingen terning, så valget er dit. Men som sagt er der ingen gevinst i at komme først i mål, og hver gang du springer et felt over, misser du en chance for at få point.

Det er altid den bagerste spiller, der har tur. Så hvis du rykker fremad, men stadig er bagerst, er det din tur igen. Med flere ture i træk er der flere chancer for at score point, og derfor er der en klar gevinst ved ikke at skynde sig afsted.

Men hvordan får man så point?

Der er mange forskellige måder at tjene point på.

Hvert stop på pilgrimsruten er enten en by, et tempel eller måske en anden rejsende, du møder på din vej. De giver hver især mulighed for at få point på forskellige måder.

I byerne kan du købe souvenirs, som bliver flere og flere point værd efterhånden som din samling vokser. I templerne får du point for de penge, du donerer. Og ved de forskellige udsigtspunkter langs ruten får du panoramakort, som giver ekstra point, når du samler hele panoramaet til et billede.

Langs ruten er der også fire kroer, hvor alle spillere stopper og køber mad. Ingen spillere kan rykker videre, før alle spillere er ankommet. Og når det er tid til at rykke videre, starter den senest ankomne spiller først. På den måde holder man alle spillere samlet og undgår, at nogen snøvler sig frem bagved.

Temmelig taktisk

Det er tit en fordel at fokusere på en eller to typer steder at stoppe. For det giver som regel flere point, når man samler mere af én type. Men din modstander kan også altid se, hvad du samler på, og så kan hun vælge at hoppe hen på det felt, du gerne vil besøge, så du ikke får muligheden for at komme derhen.

På den måde er Tokaido faktisk et ret taktisk spil. Du fokuserer på at udbygge din egen samling af ting, du har fået fat i langs ruten. Men samtidig er du nødt til at holde øje med, om din modstander for eksempel er ved at færdiggøre sin samling af souvenirkort.

Flot og fængende

Japan har en fascinerende kultur – både nu og igennem historien. Det er lykkedes godt for spillets ophavsmænd at fange den unikke kultur på en smuk og hyggelig måde.

Som du kan se, er spillet smukt illustreret, og hvert kort er også udsmykket med de flotte kanji-skrifttegn, som viser ordene på japansk. Så hvis du kan lide japansk kultur og æstetik, er spillet oplagt.

Men man køber selvfølgelig ikke et spil, bare fordi det ser pænt ud. Og heldigvis kan Tokaido også langt mere end det. Spillet er enkelt nok til at børn fra 8 år kan være med fuldt ud, men der er stadig masser af taktiske overvejelser at forholde sig til.

Spillet varer cirka en halv time for to spillere og lidt længere, hvis I er flere, og man føler sig godt underholdt hele vejen igennem.

Spillet blev desuden nomineret til Guldbrikken for Årets Familiespil 2017.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Takenoko spilanmeldelse

Alder: Anbefales Fra 8 år | Spilletid: Ca. 45 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Takenoko er et smukt spil, der passer både til voksne og børn.
Takenoko er beregnet for børn fra 8 år, men det er ikke kun en børnespil. Voksne får en lige så sjov og uforudsigelig spiloplevelse ud af det. Og så er det usædvanligt flot spil, som er godt designet hele vejen igennem.”

Charmerende taktikspil for hele familien

Den pertentlige gartner gør alt for at holde sin flotte japanske i skønneste orden. Men hans hårde arbejde bliver hele tiden forpurret af en forslugen panda, der æder alt på sin vej.

Det er handlingen i det hyggelige familiespil Takenoko.

Spillet har vundet en lang række priser for sin enkle og fængende spiloplevelse. Og så er det både flot og charmerende i udførelsen.

Smukt og veldesignet

I bund og grund er Takenoko en taktikspil, hvor det gælder om at snøre sin modstander med smarte manøvrer. Dem er der mange af. Men det utroligt flotte design gør Takenoko til en større oplevelse. Det hele er farverigt og flot illustreret. Gartneren og pandaen er med som to fine figurer. Og så er det hele indledt af en kort tegneserie, der sætter scenen for spillet.

En anden vigtig detalje er, at æsken er indrettet, så man nemt kan pakke alt sammen i separate rum. Ud over, at det er tilfredsstillende for mit indre ordensmenneske, betyder det også, at det er nemmere at komme i gang næste gang man spiller. Der er få ting, der er mere kedelige, end spilde tid på at sidde og sortere brikker, inden man kan komme i gang med at spille.

Alle styrer hvad de vil

Når man ser spillet første gang, er det oplagt at tro, at den ene spiller er pandaen, og den anden spiller er gartneren. Men faktisk kan alle spillere rykke både pandaen og gartneren og score point med dem begge.

Kort fortalt går Takenoko ud på at udføre opgaver, som du får på opgavekort. Den første spiller, der løser otte opgaver, vinder spillet.

Der er tre forskellige slags opgaver. Gartneropgaver, der gælder om at få bambus i bestemte farver til at gro. Pandaopgaver, der går ud på at spise bestemte farver bambus. Og jordlodsopgaver, der går ud på at sætte jordlodderne sammen i særlige mønstre

Men hvordan løser man så opgaverne?

Spillet går både ud på at anlægge haven, plante bambus med gartneren og spise det med pandaen for at løse opgaver. Men du vælger altså helt selv, hvad du går efter.

I starter med kun et enkelt jordlod, som er det smukke tempel i søen midt i haven. For at kunne plante bambus bygger du først jordlodder. Så skal du sørge for, at de har vand ved at bygge vandingskanaler. Og så er du klar til at plante.

Hver runde starter med, at du slår med vejrterningen. Alt efter, hvordan vejret er, får du en særlig fordel i den runde. Hvis det for eksempel er regnvejr, vokser bambussen hurtigere i din tur. Det vil sige, at du må placere et stykke bambus, hvor du vil.

Tænk nøje over hvert træk

I hver tur kan du gøre to ting. Der i alt fem handlinger, du kan vælge imellem. Du kan enten rykke gartneren, rykke pandaen, lægge et nyt jordlod, grave en vandingskanal eller trække en ny opgave. Men fordi du ikke kan gøre alt i den samme tur, skal du tænke dig godt om for at vælge de handlinger, du får mest ud af.

Hver gang du rykker gartneren, planter han et stykke bambus på det felt, hvor han stopper. Hvis der er andre felter ved siden af i samme farve, som det felt, gartneren står på, planter han også bambus der. Gartneropgaverne går som regel ud på at bygge bambus op i en bestemt højde, så når du kun kan plante en bid af gangen tager det et stykke tid at blive færdig.

Når du rykker pandaen, spiser den et stykke bambus på det felt, du vælger at flytte den til. Her gælder det om at finde bambusstykker i de farver, der står på dit opgavekort. Men bambussen skal først plantes, før du kan spise det, og det kan også være svært at lykkes med.

Sådan er det med alle opgaver i Takenoko. Det er aldrig helt nemt, og fordi I alle sammen rykker rundt med de samme brikker, er det svært at lægge langsigtede planer.

Kontrolleret kaos

Det sjove aspekt i Takenoko er, at du hele tiden er nødt til at lægge nye planer. Bedst som du tror, at du er ved at løse en opgave, bliver plan forpurret af en medspiller, der rykker den brik, du gerne ville flytte på i din tur. Det gør spillet uforudsigeligt og sjovt.

I kan ikke se hinandens opgavekort, men nogle får man en fornemmelse for, hvad modstanderen prøver at lykkes med. Og så gælder det bare om at stikke en kæp i hjulet, så han ikke får løst sin opgave.

Takenoko er beregnet for børn fra 8 år, men det er ikke kun en børnespil. Voksne får en lige så sjov og uforudsigelig spiloplevelse ud af det. Og så er det usædvanligt flot spil, som er godt designet hele vejen igennem.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung