Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag-arkiv

Decrypto spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 30 min. | Spillere: For 3 – 8 deltagere | Priser: Guldbrikken for Årets Selskabsspil 2019

“I Decrypto konkurrerer to hold om, hvem der er bedst til at sende kodede beskeder til sine holdkammerater – uden at fjenden bryder koden. Det er virkelig underholdende, fordi man hele skal holde balancen mellem at sige ord, der ikke er for åbenlyse, men heller ikke er så kryptiske, at dine holdkammerater ikke forstår… “

Bryd fjendens koder

I Decrypto er I delt op i to hold, der hver især forsøger at aflure modstanderholdets koder. Hvert hold har sit eget sæt af kodeord, som modstanderne ikke må kende til.

Decrypto er i bund og grund et ordspil, som så mange andre, men det er vidt forskelligt fra det meste andet, jeg har prøvet. Her kan du nemlig ikke gøre ledetrådene for nemme, når dine holdkammerater skal finde frem til det rigtige ord, for så serverer I sejren på et sølvfad for modstanderne.

Derfor er det et sjovt og hyggeligt spil for dig, der godt kan lide en udfordring.

Hurtigt i gang

I starter spillet med at sætte fire ord kort ned i hvert holds “afkodningsmaskiner”. Ordene på de fire kort er dem, du skal bruge til at sende koder til dine holdkammerater i løbet af spillet.

Dit hold kender dem, men de er hemmelige for modstanderne.

Holdene kan i princippet være så store som I har lyst til. Men det fungerer bedst med to til tre på hvert hold.

Hvis I er flere end det, bliver det svært at have en afdæmpet diskussion om ledetrådene.

Send talkoder til dine medagenter

I hver runde skal l sende en kode til jeres medspillere ved hjælp af stikord. Når det er din tur til at give ledetråde, tager du et kodekort.

Kortet viser en kode på tre cifre. Det ser altid med tallene 1 til 4, så hvert tal svarer til et af de ord, I har foran jer.

Du siger en ledetråd for hvert enkelt af de tre ord, der passer til tallene. Så kan dine medspillere – forhåbentligt – gætte den korrekte kode.

Inden de får chancen, får modstanderholdet dog først mulighed for at gætte koden. Det er noget sværere for dem, fordi de ikke kan se, hvilke ord I har foran jer. Men ordene er de samme gennem hele spillet, så efterhånden kan de begynde at danne sig et billede af, hvilke ord, I har.

Derfor gælder Decrypto i høj grad om at finde en balance, hvor du giver ledetråde, der er nemme at forstå for dine medspillere, men svære at afkode for modspillerne.

Det tager lige et par spil at finde den balance og derfor er det sjovest, hvis I kan nå at spille flere spil på en aften – eller i hvert fald spille med de samme deltagere igen en anden dag.

Hvert hold har i øvrigt en blok, hvor de kan skrive alle ledetråde ned i løbet af spillet, på den måde er det lettere at huske hvilke ledetråde, der hørte til hvilke ord.

Opsnap koder og undgå fejl

Hvis det ikke lykkes for dine medspillere at gætte den korrekte kode, får I en sort brik. I taber spillet, hvis I får to sorte brikker.

Til gengæld får I en hvid brik, hvis det lykkes for jer at afkode modstanderholdets besked. Og med to hvide brikker vinder I spillet.

Der en række regler for, hvordan du kan give ledetråde til dine medspillere. Som regel er det ord, men du kan også mime, tegne eller nynne en sang, hvis du foretrækker det.

Uanset hvad skal modstanderholdet dog have alle de samme informationer som dine medspillere.

De gange jeg har spillet, har vi holdt os til at bruge ord som ledetråde, og det fungerer rigtig fint. Så hvis du ikke er så vild med at mime, er der intet at frygte.

Ikke for meget ventetid

Decrypto er smart designet, så I undgår at bruge for meget tid på at vente på, at medspillerne sidder og finder på ledetråde.

Begge holds kodeskrivere skriver nemlig deres koder på samme tid. Det giver halvt så meget ventetid, som man kan opleve i andre lignende spil.

Der følger også et timeglas med spillet, som I kan vælge at bruge for at det hele til at flyde lidt hurtigere.

I kan for eksempel vende timeglasset, når det ene holds kodeskriver er færdig med at skrive sine ledetråde ned. Så har den anden kodeskriver begrænset tid til at blive færdig.

God underholdning for voksne og store børn

Decrypto er virkelig underholdende, fordi man hele skal holde balancen mellem at sige ord, der ikke er for åbenlyse, men heller ikke er så kryptiske, at dine holdkammerater ikke forstår, hvad du mener.

Man føler sig også som en ægte kodebryder, når man forsøger at pusle modstanderne ledetråde sammen og gætte deres ord.

Det hjælper også, at spillet er flot lavet med afkodningsmaskiner, hvor I læser kodeordene på noget der ligner små skærme, og kodekort, der ligner små disketter. Det leder tankerne hen på koldkrigstidens komplekse tænkespil mellem verdens stormagter.

Spillet fungerer bedst med børn på 12 år eller mere. Det kræver nemlig en stærk sproglig forståelse at finde de helt rigtige ledetråde.

Decrypto vandt i 2019 spilprisen “Guldbrikken” for Årets Selskabsspil.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Chronicles Of Crime spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 60 – 90 min. | Spillere: Fra 1 – 4 deltagere | Priser: Vandt Guldbrikken-prisen i 2019 for Juryens Specialpris

“Når der er mange personer, lokationer og beviser i spil, så begynder det at blive svært at huske, hvem har man spurgt om hvad. Vi har spillet 2 spil indtil videre – i begge spil glemte vi (det nok allervigtigste) at bede lægen lave en obduktion på offeret…”

En anmeldelse af Chronicles of Crime

Det var med spænding, at vi pakkede dette spil ud. Vi har tidligere spillet forskellige samarbejdsspil og forskellige escape-room spil. Det var vores forventning, at dette var en god blanding af denne stil.

Chronicles of Crime spillet kommer i en god og solid æske. Der er et ekstra gennemsigtigt ”låg” indvendigt, der holder styr på alle kortene, så man fremadrettet ikke behøver elastikker for at holde styr på disse. Det er en rigtig fed detalje.

Kender lidt for ofte, at man får pakket et spil ud, hvor alle kort er blevet godt rystet rundt og blandet sammen, men det sker altså ikke her.

Det var lidt svært at forstå spillevejledningen, men vi snød lidt og fandt en hurtig vejledning på Youtube, som gjorde, at vi hurtigt kom i gang.

Om selve Cronicles of Crime spillet

For at spille skal man installere en APP. Har man VR -briller kan disse bruges, men det er ikke en nødvendighed. Vi spillede det uden og det fungerede rigtig fint.

Ved hjælp af appen vælger man hvilket scenarie, man vil spille. Der er en tutorial/begynderguide, som vi vil anbefale, man starter med, da det giver et fint indblik i, hvordan man spiller.

Der er begået en forbrydelse (Disse veksler fra scenarie til scenarie). Det er din/Jeres opgave at løse forbrydelsen.

I det ene scenarie, vi spillede, var der faktisk 2 forbrydelser. Der var sket et tyveri, og senere blev der begået et mord. Når man mener, man har løst forbrydelsen, skal man melde det til sin politikommissær på Scotland Yard.

Men det her handler ikke kun om HVEM der har begået forbrydelsen.

Man skal kunne svare på flere forskellige spørgsmål. Hvem gjorde det, hvorfor gjorde han/hun det, hvem havde igangsat forbrydelsen osv. Det er forskelligt fra scenarie til scenarie, hvilket spørgsmål man skal kunne svare på til sidst og man ved ikke på forhånd, hvad disse er.

Man skal altså være ret sikker på, at man har løst hele sagen og har fundet ud af præcist, hvad der er sket. Der er forskellige sværhedsgrader i spillet, og vi har kun spillet “let” indtil videre – og det var såmænd svært nok.

På spillebrættet er der plads til at gemme beviser. Disse skal bruges undervejs i spillet. Derudover er der en masse lokationer. Disse vil også komme i spil løbende, og lægges ved siden af spillebrættet efterhånden, som man får kendskab til disse. Der er også en stor bunke kort med forskellige personer, som også bruges i spillet.

I guiden starter man med en ældre dame, som er død. Når man scanner hende, får man at vide, at hun befinder sig i sin lejlighed, og denne lokation findes nu frem og er med i spillet. Man kan derefter rejse til hendes lejlighed og undersøge denne.

Når man vælger at undersøge rummet, skal man rent fysisk bruge mobilen til at kigge rundt i det virtuelle rum. Enten bevæger man telefonen rundt som hvis man stod midt i rummet, eller også kan man med fingrene scrolle rundt i rummet. Den førstnævnte mulighed er umiddelbart sjovest. Hvis man spiller med VR-briller, tænker jeg også, at det vil være sjovest på denne måde.

Når man skal undersøge et sted, vælger man én spiller til dette. Vedkommende sidder og fortæller, hvad han/hun kan se og imens finder de resterende spillere beviskort frem, hvis han/hun nævner genstande, som også er som beviskort. Herefter kan man scanne disse beviser, og ringe en eller flere specialister op, som man ønsker skal undersøge beviset.

I alle spil har man 4 specialister tilknyttet. En kriminolog, læge, hacker og kriminaltekniker.

Man har kun et kort øjeblik til at undersøge stedet, så forsvinder billedet. Man kan vælge at lade en anden spiller kigge på den samme lokation, hvis man ikke har beviser nok, men det koster tid.

Jo hurtigere man løser opgaven, des flere point får man. Hver gang man laver en handling, går der tid på klokken. Det ”dyreste” er at rejse til nye lokationer, som koster 20 min. på klokken hver gang.

Efterhånden som spillet skrider frem, får man (oftest) flere og flere lokationer, og får kendskab til flere og flere personer. Nogle spiller en birolle, andre har en stor betydning i scenariet. Det handler om at holde styr på alle personerne og de oplysninger, de giver. Det er ikke altid lige nemt.

Man skal spørge personerne om deres kendskab til de beviser, man har fundet. Man kan også spørge personerne om de andre personer, der er kommet i spil. Ligeledes kan man spørge ind til de lokationer, man har med i spillet.

Vores mening om Chronicles Of Crime

Når der er mange personer, lokationer og beviser i spil, så begynder det at blive svært at huske, hvem har man spurgt om hvad.

Vi har spillet 2 spil indtil videre – i begge spil glemte vi (det nok allervigtigste) at bede lægen lave en obduktion på offeret. Vi havde alt for travlt med at undersøge mordstedet, udspørge vidner, og andre personer og glemte totalt det rets-tekniske omkring offeret.

Der er lidt Cluedo over Chronicles of Crime. Forskellen er: det interaktive aspekt, at man samarbejder i stedet for at dyste om hvem der hurtigst opklarer forbrydelsen og dybden i spillet.

Det er en sjov ide, at man bruger en APP til gameplay. Man har mulighed for at tilkøbe ekstra scenarier i appen for mellem 25 og 45 kr. I selve grundspillet er der 6 scenarier (tutorial og 5 ”rigtige” scenarier).

Der findes også udvidelser til grundspillet.

Ulempen ved brug af mobil er, at man godt kan miste opmærksomheden lidt undervejs, hvis man ikke er den, der sidder med mobilen.

Der er lidt tekniske udfordringer, hvis man spiller om aftenen, hvor man sidder under en lampe, da den laver genskin og det forstyrrer QR scanneren i appen. Vi brugte en del spildtid på få den til at scanne, og måtte sidde og skærme for lyset en del gange.

Det står nævnt i vejledningen, at dette kan være et problem, så vi vidste godt, hvad der var galt. Næste gang spiller vi i dagslys eller ved sofabordet, hvor vi kan dæmpe lyset lidt. (Det kræver en del bordplads at spille, da man skal holde styr på mange kort/plader.)

Spillet er for 1 til 4 personer fra 12 år. Vi spillede det 5 personer (i alderen 13 til 39 år) første gang og 3 personer anden gang. Begge dele fungerede ganske fint.

Jeg kan sagtens se, at man kan spille det alene også, men for mig handler denne type spil om en fælles oplevelse, og derfor vil jeg aldrig spille det alene.

For mig handler det mere om det sociale, mens vi spiller, end at løse mysteriet (selvom vi selvfølgelig gør alt, hvad vi kan for at opklare forbrydelsen).

Begge spil tog lige omkring 1 time. Vi løste ikke scenarie nr. 2 og var endda ret langt fra den rette løsning. Det er fedt, at der rent faktisk stadig er en udfordring i spillet, selvom man vælger et let scenarie.

I modsætning til de fleste “escape-room” spil kan dette spilles flere gange.

Det kræver blot, at man har forskellige scenarier via mobilen.

Man løber selvfølgelig tør for scenarier på et tidspunkt, medmindre spiludvikler har tænkt sig at fortsætte uendeligt med at lave nye udvidelser og downloads i appen.

Men man kan sagtens låne spillet ud til andre, som også kan spille de samme scenarier. Man ødelægger altså ingenting i spillet, og mange kan derfor få gavn af spillet, også når man løber helt tør for scenarier engang.

Man skal ikke spille Chronicles of Crime, hvis man er træt og uoplagt, så bliver det kedeligt. Er man derimod klar på at lege detektiv og veloplagt, så er det et af de bedste detektivspil, vi har spillet.  

– Joan Frederiksen

Bermuda Pirates spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“I Bermuda Pirates er børn og voksne ret lige, da de voksne måske har lidt bedre finmotorik, men ofte har børnene bedre hukommelse, så de også kan huske de malstrømme, man ikke har bøjer nok til at markere. Hvis man er typen, der gerne vil have børnene til at vinde en gang imellem, er det et spil, hvor man ikke behøver at lade sig tabe – det kan sagtens komme helt af sig selv…”

Dansk designet spil for børn og barnlige sjæle

Stik til søs på skattejagt! Naviger dit magnetiske skib på det faretruende hav for at samle skatte!

Dette er bagsidebeskrivelsen af børne/familiespillet Bermuda Pirates, der er designet af danske Jeppe Norsker.

Jeppe har bl.a. også designet Match Madness (Årets Familiespil 2017 kåret af Legebranchen – læs evt. en anmeldelse her) og en helt ny serie af krimigåde-spil, som hedder 50 Clues (som jeg helt sikkert også skal prøve!).

Pga. den store succes hans spil har haft, er han nu blevet fuldtids spildesigner, og det vidner jo om at hans spil kan noget. Men hvad er Bermuda Pirates så for en størrelse, og er der noget ved det?

Læs videre, og find (måske) ud af det.

Indholdet af Bermuda Pirates spilæsken

I æsken finder man:

  • 1 spillebræt
  • 4 plader til at lægge under spillebrættet
  • 1 plasticfirkant til at holde sammen på pladerne
  • 4 magnetiske både
  • 12 bøjer i plastic – 3 i hver spillerfarve
  • 24 små ædelsten i plastic i 4 forskellige farver
  • 4 flag i samme farver som ædelstenene

Komponenterne virker solide, og spillepladen er flot – og jeg er helt vild med at der er tegnet havbund med små skibsvrag på de 4 underliggende plader! De er ikke synlige når spillet er sat op, så de kunne sagtens bare have været ensfarvede, men det vidner om at der er kælet for detaljerne.

Jeg kan dog godt forestille mig at hullerne i hjørnerne af pladerne kunne blive slidt med tiden, når man har samlet og skilt det ad mange gange, men det er ikke noget vi har oplevet endnu (har vel spillet omkring 10 spil).

Æsken er fint indrettet, så der er styr på alle komponenterne, hvilket udover at se godt ud, også hjælper med at sætte det hurtigt op. Det tegner godt indtil videre!

Opsætning af spillet

Først skal spillepladen samles. De 4 plader, som har små metalskiver indlejret, sættes på samlestykket, og spillepladen lægges ovenpå. Der er hul til samlestykket i alle 4 hjørner af underpladerne, så man kan lægge dem lige som man har lyst til.

Herefter sættes flagene på dutterne fra samlestykket, der stikker op igennem spillepladen, og ædelstenene lægges på øen i midten. Hver spiller får en båd og 3 bøjer i sin farve, og så er man klar til at spille.

Sådan spiller man Bermuda Pirates

Målet i spillet er at samle en ædelsten af hver farve. Det gør man ved at sejle sin båd ind til øen i midten ved at skubbe til båden med én finger, og lægge til ved et flag, hvorefter man så må tage en ædelsten i den farve.

Man må så vælge om man vil fortsætte hen til det næste flag og samle en ædelsten mere, eller om man vil sejle tilbage til sin ø (i hjørnerne) og aflevere sit bytte.

Tricket er nemlig at der er skjulte malstrømme! I forstavnen af bådene er der små magneter, som reagerer med metalskiverne i underpladerne, så hvis båden rammer en malstrøm, vil forstavnen ryge nedad, og evt. ædelsten i lastrummet vil blive kastet af.

Hvis ædelstenen lander i vandet, bliver den liggende og alle spillere kan samle den op, men hvis den lander på land eller ryger af brættet, lægges den tilbage på øen i midten.

Hvis den lander på en spillers ø, må han dog beholde den! (det er dog ikke sket for os endnu, spillernes øer er ikke særligt store…)

De 3 bøjer (som Marie godt nok kalder kegler) som hver spiller har, kan bruges til at markere hvor malstrømmene er, og man må sætte (eller flytte) en i slutningen af sin tur. Men man har altså kun 3 bøjer hver – og der er 5 malstrømme i hver underplade, så 20 i alt på hele spillepladen, og derfor kan man blive nødt til at huske nogle af malstrømmenes placeringer i hovedet.

Man må også sætte sine bøjer andre steder, f.eks. for at drille modstanderne – man må bare ikke sætte dem så de blokerer et flag eller en spillers havn.

Når en spiller har ramt en malstrøm eller er returneret til sin egen ø med bytte, er turen slut, og det er næste spillers tur. Vinderen er den spiller, som først får samlet ædelstene i alle 4 farver.

Gør flere ting godt

Bermuda Pirates gør flere af de ting, som et godt børnespil skal kunne, rigtigt godt:

  • Letforståelige og simple regler.
  • Gode komponenter.
  • Hurtigt og nemt at gøre klart.
  • Spillerne har indflydelse på spillet, så det ikke bare er slå med en terning og flyt.

Spillet er en god blanding af fingerfærdighed og hukommelse, og her kan børnene sagtens klare sig. Der er også en smule ”push your luck” i det, for skal man fortsætte og samle flere ædelsten, eller skal man spille sikkert og returnere til sin base, når man endelig har fundet en sikker vej? Det kunne jo være at den næste spiller samlede flere ædelsten sammen ad gangen…

Faktisk er der overraskende mange mekanikker med for et børnespil, men alligevel er det lykkedes at koble dem sammen, så det ikke bliver for avanceret.

Spillet er opgivet til at være fra 7 år, men vi har spillet det med Marie på 6 (og 4 måneder), og hun kan sagtens finde ud af det.

Tålmodigheden kniber det mere med, især når hun bliver ved med at ramme malstrømme, men det kan jo godt blive bedre når hun bliver lidt ældre.

Det eneste, der kneb lidt for hende i starten ift. reglerne, var at forstå at man ikke bare må vende båden ved at tage fat om den og dreje den, eller sejle ind over øen når man skal vende om… Men det kom efter et par gange – selvom vi stadig skal minde hende om det en gang imellem.

Fy fy, man må kun skubbe bagpå båden!

God genspilbarhed i Bermuda Pirates

Fordi underpladerne hver kan lægges på flere måder, er der over 6.000 forskellige måder magneterne kan være fordelt på. Det gør at man aldrig, selvom man skulle have totalt klæbehjerne, bare kan huske hvor de ligger fra spil til spil, og det giver god genspilbarhed.

Spillet er faktisk ret udfordrende, hvilket gør det sjovere for os voksne at spille, og man kan endda justere sværhedsgraden for hver spiller, ved at reducere antallet af bøjer (det har ikke været relevant for os – det er svært nok som det er 😄).

Alligevel kan det dog godt blive lidt ensformigt for voksne efter et par spil – selvom malstrømmene er placeret forskelligt fra spil til spil, bliver det bare mere af det samme.

Det har dog ikke været et stort problem endnu herhjemme, da 2-3 spil i træk er det meste vi har tid til (og det længste Marie kan holde interessen for noget spil), og når man finder det frem næste gang, er det spændende igen.

Faktisk er der overraskende meget ”spænding” på, når man flytter sin båd – lykkes det mon denne gang, eller rammer jeg en malstrøm så mine ædelsten flyver deres vej?

Man kan godt tage sig selv i at holde vejret når man flytter, og give et lille spjæt når man ryger i en malstrøm 🙂  Det er også med til at gøre det til et spil, man gerne vil spille igen.

Vores vurdering af Bermuda Pirates

Det første indtryk er, at der virkelig er kælet for alting. Spillepladen er virkelig flot, underpladerne er dekoreret – på begge sider – selvom de ikke er synlige når spillet er samlet, bådene og bøjerne er solide og ikke sådan noget, der knækker når børn bruger det osv. Samtidig er det et spil, der indeholder masser af gode elementer som hukommelse, fingerfærdighed og afvejning af om man skal fortsætte eller vende tilbage (”push your luck”), hvilket gør det til et virkeligt solidt børnespil!

Og så er der magneter og pirater i – og det har aldrig gjort noget som helst dårligere! Ideen med magnetiske malstrømme – og især måden bådene vipper, så de smider deres last – er altså rigtigt godt fundet på.

Så tæt på at være hjemme med skatten…

Det at der er noget kunnen i det (både i forhold til at styre båden, men især ift. at huske hvor der er malstrømme) er et kæmpe plus for mig – jeg har spillet alt for mange ”slå med terningen og flyt” børnespil, og nu hvor Marie er blevet de 6 år, glæder det mig virkelig at hun kan spille spil med lidt mere indhold, og der er Bermuda Pirates et rigtigt godt bud.

Egentlig kan man vel diskutere om man skal kalde det et børnespil eller et familiespil, men jeg tror ikke at vi ville spille det uden børn, derfor bliver det for mig et børnespil – men et der også vil være for lidt større børn. Man kan dog også sagtens spille det uden børn, der har vi bare så mange andre spil at spille 😄

Et andet stort plus er at det faktisk også er udfordrende for voksne. Flere af de børnespil vi har prøvet, også dem som begynder at introducere lidt mere end ”slå terning og flyt”, er super gode til børn, men lidt for lette for voksne, så man godt kan kede sig en lille smule efter lidt tid, selvom man glæder sig over at børnene træner nogle ting.

I Bermuda Pirates er børn og voksne ret lige, da de voksne måske har lidt bedre finmotorik, men ofte har børnene bedre hukommelse, så de også kan huske de malstrømme, man ikke har bøjer nok til at markere. Hvis man er typen, der gerne vil have børnene til at vinde en gang imellem, er det et spil, hvor man ikke behøver at lade sig tabe – det kan sagtens komme helt af sig selv.

Marie er dog ikke kæmpe fan endnu, da hun ikke er så god til at tabe – og det indebærer også at når et spil gør noget dårligt ved hende (som når hendes båd rammer en malstrøm og smider hendes ædelsten af), kan hun godt blive noget sur…

Det er dog en fin måde at træne det der med at klare modgang på, så vi prøver at få hende til at spille en gang imellem, og jeg synes faktisk at det går bedre og bedre – hun skal dog være i humør til at kunne klare at tingene går hende imod, så hvis det er en dag hvor alting bare er træls, er det ikke det spil vi skal finde frem for at muntre hende op!

Men at Marie ikke er så god til modgang, skal ikke komme Bermuda Pirates til last – det er efter min mening et fremragende børnespil, og jeg er sikker på at det vil blive fundet frem jævnligt sammen med ungerne herhjemme!

– Kim Larsen

Læs også anmeldelse af Match Madness

Wingspan spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 45 – 90 min. | Spillere: For 1 – 5 deltagere | Spiltype: Strategi/Engine-building

“Wingspan kan spilles af de fleste, uanset som man er nybegynder eller mere spilnørdet, det kræver dog noget taktisk forståelse og derfor er aldersgrænsen på 10 år meget passende. Reglerne er relativt ligetil at forstå og spillet har en god diversitet over sig da hvert spil er forskelligt. Wingspan er et hyggeligt spil, og med lidt mulighed for at genere sin modspillere, bliver det også rigtig sjovt…”

Wingspan – brætspillet om fugle!

Da Wingspan ramte hylderne i år 2019 tog det hele verden med storm. Spillet har vundet adskillige priser, heriblandt en af de mest anerkendte, Kennerspiel des Jahres 2019 for bedste spil, ved den tyske spil-prisuddeling Spiel des Jahres. Den store tyske prisuddeling betragtes ofte som brætspillenes svar på Oscar-uddelingen, indenfor filmenes verden.

Nu er det prisbelønnede strategispil endelig kommet i en dansk version, med danske spilleregler og dansk tekst på kort og spilleplade, og her blev spillet selvfølgelig også nomineret til Guldbrikken – årets voksenspil 2020.

Men hvad er det der gør lige Wingspan (fuglespillet) så populært? Ja det vil jeg beskrive nærmere herunder…

Hvad handler Wingspan familiespillet om?

Wingspan er et super fedt spil om fugle for 1-5 spillere, det betyder man kan spille med op til 5 spillere – eller man kan spille solo imod spillet, ved hjælp af en Automa.

Wingspan er et konkurrencepræget kortspil, samt engine-builder spil. At et brætspil er i kategorien “engine-builder” betyder at det er et strategisk spil, hvor det gælder om “at få en maskine op at køre”, for på den måde at forbedre sit udgangspunkt, for hver tur/spillerunde man tager.

Jo flere handlinger du tager og jo bedre en maskine får du og når maskinen først kører, så bliver man ustoppelig, på vejen imod sejren. Du kender det måske fra Matador. Den der har Rådhuspladsen med et hotel på, får bare flere og flere penge ind… her kører motoren på fuld drøn.

I Wingspan kæmper alle med næb og klør for at få den bedste og største samling af fugle og æg, for at samle point.

Wingspan er ydermere et grafisk flot spil. Det er farverigt, detaljeret og fyldt med pæne illustrationer og spillet bliver uden tvivl et af de nydeligste brætspil i din samling.

Hvis du kan lide tunge strategiske spil som Terraforming Mars er Wingspan helt sikkert også et brætspil, der fortjener en plads i din spilreol.

Ideen med spillet

Der er fugle overalt. Nogle lever stille liv blandt sivene. Andre bevæger sig hurtigt, let og uhindret gennem luften og over markerne på jagt efter bytte. Hver fugl har deres egne mål, deres egne intentioner. Men når de arbejder sammen, så er det magien sker.

I Wingspan spiller du fugleentusiast – og det er din opgave at opdage og tiltrække de bedste fugle til dit habitat (din spilleplade).

Hver fugl bidrager til en kombination i dit habitat. For på den måde at gøre dit habitat stærkere og dine “actions” bliver mere kraftfulde.

Disse habitater, også kaldet levesteder, har forskellige handlinger tilknyttet.

I skov-habitatet kan man tage mad via terninger som man finder på foderbrættet (et terningetårn der forstiller et fuglehus).

I græs-habitatet kan man lægge æg og derved placere de flotte farverige æg i sine fuglereder.

I vådområde-habitatet kan man trække kort, så man kan erhverve sig flere af de flotte og unikke fugle.

Nu gælder det om at finde forskellige strategier og lægge den bedste taktik for at få flest point. Dette gøres ved hjælp af fanget mad, æg, gemte fugle, bonuskort og bonusmål, der opfyldes.

Vinderen er den spiller, der har flest point efter 4 runder. Runde 1 består af 8 ture på skift til hver spiller. Runde 2 består af 7 ture! Runde 3 består af 6 ture til hver og i runde 4 har man kun 5 ture til rådighed, til at skaffe sig de sidste og måske afgørende point…

Spillet har selvfølgelig flere regler end dem beskrevet her, de er forklaret med fine eksempler i regelbogen, og der er endda kommentarer og tips fra designeren.

Der medfølger også et appendix med en side med reglerne komprimeret som man kan bruge når man lige skal genopfriske det og så en god forklaring på alle kort og hvad de betyder hvis man har brug for at slå det op ved tvivl. 

I de nye udgaver af spillet (heriblandt den danske udgave) er der også et ”startersæt” som man kan bruge når man skal lære nye spillere at spille spillet, der viser de første 4 ture i 1. runde.

Indholdet og komponenter:

Indholdet og komponenterne fortjener at blive nævnt i denne anmeldelse. Alt lige fra spilleæsken i tykt pap og med struktur på overfladen, til papiret i spillereglerne og de små finurlige ting som terningetårnet, der er lavet som et fuglehus, er alle ting hvor der er kælet for detaljerne og skruet højt op for kvaliteten.

Wingspan er udgivet af Stonemaier Games der netop prioriterer kvaliteten af komponenter højt, og dette spil er ingen undtagelse.

For eksempel står det printet på spilæsken hvordan man skal pakke spillet sammen så det kan være der og ligger mest optimalt. Fuglekortholderen fungerer både som kortholder, men også som en lukket æske, der passer på kortene og søger for de ikke bliver blandet sammen i spilæsken, så du altid er klar på at sætte et nyt spil op og kunne starte spillet inden for kort tid.

Så er der de 170 unikke fuglekort, med de flotteste fugle og i alle regnbuens farver, hvor der er lagt mange detaljer i og de smukke pastelfarvede fugleæg, der endnu engang pryder øjet under spillet.

Man får en følelse af at dette spil bare holder og kan spilles igen og igen.

Spillets historie og udvikling

Spillet er udgivet af Stonemaier Games, som også er kendt for udgivelsen af spil som Scythe og Tapestry. Stonemaier har også etableret sig som en spiludgiver, der altid leverer super lækre komponenter og interessante illustationer i deres spiludgivelser. De er simpelthen blevet kendt for deres meget høje kvalitet.

Wingspan er designet af Elizabeth Hargrave og har over 170 fugle illustreret af Natalia Rojas og Ana Maria Martinez.

Netop dette, at Wingspan er designet af en kvinde, har fået stor opmærksomhed da kvindelige brætspilsdesignere er underrepræsenteret i brætspilsverdenen. I en undersøgelse over BBG’s (BoardGameGeek) top 200 spil, var kun 2,4% designet af kvinder.

Men så kom Elizabeth Hargrave med Wingspan og strøg direkte til tops med udmærkelser og priser.

Designeren udtaler selv at med Wingspan lykkedes det hende at skabe, lige præcis det hun gik efter, nemlig en sjov og god oplevelse med et hidtil ubrugt tema.

Sidenhen er Elizabeth kommet på flere ideer til spillet. Wingspan består nemlig af fuglene fra USA (North America) og der arbejdes nu på at lave udvidelser til spillet for hvert kontinent.

Der er allerede kommet ”Wingspan – European Expansion” med de europæiske fugle og flere nye spilmekanikker og det helt nye ”Wingspan: Oceania Expansion” en udvidelse med fugle fra Australien, New Zealand og New Guinea. Disse udvidelser er dog ikke oversat til dansk endnu, men en ting er sikkert, der er flere Wingspan udvidelser på vej i fremtiden….

Vores oplevelser med Wingspan og meninger til indholdet

Først vil vi gerne sige at Wingspan er hurtigt blevet et af de mest spillede spil herhjemme. Det er intet mindre end fantastisk gennemtænkt og underholdende.

Wingspan er et grafisk smukt spil, lækre komponenter og der er kælet for detaljearbejdet.  Wingspan kan spilles af de fleste, uanset som man er nybegynder eller mere spilnørdet, det kræver dog noget taktisk forståelse og derfor er aldersgrænsen på 10 år meget passende.

Reglerne er relativt ligetil at forstå og spillet har en god diversitet over sig da hvert spil er forskelligt.

Wingspan er et hyggeligt spil, og med lidt mulighed for at genere sin modspillere, bliver det også rigtig sjovt. Det er klart en fordel at spillet ikke kan trækkes i langdrag da der er præcis 4 runder, med forudbestemte antal af ture til hver spiller, hvilket ikke ses så ofte i engine-builder spil.

I forhold til temaet så behøver man ikke selv være fugleentusiast for at det giver mening at spille Wingspan, det gør det bare sjovt at temaet er så forskelligt fra andet man før har set.

Grunden til vi elsker Wingspan er ikke temaet, men de fede mekanikker, taktik og strategier spillet byder på.

– Michala Flacheberg

Læs mere om Årets Brætspil 2020 på Legebyen.dk

Cortex 2 spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 15 – 20 min. | Spillere: For 2 – 6 deltagere

“Det gode ved dette spil er, at det er nemt at lære og umulig at lære udenad. Kortene er selvfølgelig alle sammen forskellige, men alligevel så tæt på at være ens, at man ikke vil kunne huske kortene næste gang, man spiller – ej heller selvom det er flere spil i træk…”

God underholdningsværdi

Cortex er et fint lille spil med god underholdningsværdi. Man skal være opmærksom, tænke hurtigt OG være ”hurtig på aftrækkeren”.

Spillet anbefales fra 8 år og vurderes at tage 15+ minutter. Man kan spille det fra 2 til 6 spillere. Æsken indeholder spillevejledning, 90 kort og 24 hjernebrikker. Spillevejledning er kort og præcis og enkel at forstå.

Vi prøvede spillet ad flere omgange med spillere fra 8 til 64 år.
Det viste et tydeligt billede af, at børnene sagtens kan udfordre de voksne og i en del tilfælde var noget hurtigere end de voksne.

Det betyder dog ikke, at de voksne ikke kan snuppe en sejr, men hos os følte de voksne sig en smule mere udfordret.

For at vinde spillet skal man samle en hel hjerne med 4 hjernebrikker. Der er 8 forskellige udfordringer/kategorier.

Hvert kort repræsenterer en kategori. En af disse kategorier er de såkaldte følekort. Disse skal findes frem inden spillet går i gang og alle spillere skal nu kigge og føle på disse kort. Derefter lægges de til side med bagsiden opad, bunken blandes godt og spillet kan nu gå i gang.

Bunken med alle kortene (undtagen følekort) lægges midt på bordet med bagsiden opad og på skift vender en spiller hurtigt et kort, så alle kan se opgaven.

Nu gælder det om at være hurtigst til at give det rigtige svar. Når man har regnet svaret ud, skal man hurtigt lægge sin hånd ovenpå kortet og med det samme komme med sit svar.

Er svaret korrekt får man kortet. Når man har 2 ens kort – altså fra samme kategori veksles disse til en hjernebrik. Man kan dog max have 4 kort liggende foran sig, men har mulighed for at bytte et kort man i forvejen har med det nyeste, man har vundet.

Svarer man forkert på kortet er straffen at man ikke må gætte med på næste kort. Herefter går spillet videre som normalt.

Kategorierne i Cortex 2 er

Multitaske:
Her skal man have sine egne hjernehalvdele til at samarbejde og med hænderne vise det som kortet forlanger. Men at aflæse kortet kræver at holde tungen lige i munden. Dette var et af de kort, som for alle krævede lidt ekstra at gennemskue og samtidig et af de kort, som oftest endte med et forkert svar. Til gengæld også et af de kort, som fik smilet frem fordi man opdager, hvor svært det kan være at udføre en simpel opgave.

Observation:
På disse kort er der afbilledet en masse ens ting i forskellige farver på rad og række. Men 1 af tingene skiller sig ud og det gælder så om at finde denne. Det kan fx være en masse robotter, men hvor den ene robot mangler en arm som den eneste. En opgave hvor alle uanset alder, var nogenlunde jævnbyrdige.

Firkanter:
Kortet har afbilledet en figur i firkanter, hvor der er nogle tomme huller. Det gælder så om hurtigst at kunne svare på hvor mange firkanter, der mangler i de tomme huller. Børnene var hurtige til at tælle firkanterne, hvor de voksne oftest forsøgte at regne sig frem til resultatet. Afhængig af firkantens udformning var begge fremgangsmåder nogle gange en fordel og andre gange en ulempe.

Analyse:
På dette godt skal man finde 4 på stribe enten vertikalt, horisontalt eller diagonalt. På kortet er der en masse kapsler med forskellige motiver og farver, som gør det lidt mere udfordrende at finde den helt rigtige kombination. Der kan fx sagtens ligge 4 blå på stribe, men hvor de små motiver på kapslerne er en anelse forskellige.

Unik:
Her skal man igen finde ud af hvad der skiller sig ud. Men denne gang er det forskellige figurer i forskellige farver. Det kan fx være noder, hatte, skakbrik m.m. som er placeret tilfældigt rundt på kortet, hvor 1 skiller sig ud i enten farve eller form som den eneste på kortet.

Kombination:
På kortet er der en stjerne, hvor takkerne på stjernen er i forskellige farver. Midten af stjernen er ”klippet ud” hvor man også kan se bunden af takkerne. På kortet er der samtidigt 3 forskellige forslag til hvilken kombination, der passer til stjernen farvemæssigt og i den rigtige rækkefølge rundt. Disse forslag er drejet, så man ikke bare lige kan sætte den rigtige ind. Man er nødt til at forestille sig at skulle dreje dem rundt, for at se om de passer.

På sporet:
Her kommer de voksne lidt tilbage i barndommen, hvor man bl.a. i Anders And blade, skulle finde den korrekte vej rundt i en labyrint for at komme ind til midten. Dette kort er samme koncept, med 4 mulige indgangsveje. På visse kort er der mere end en rigtig vej.

Føleudfordring:
Dette kort skiller sig ud fra de andre. Her gælder det nemlig ikke om at være hurtigst. Den spiller, som vandt det forrige kort, har her mulighed for at få ”en gratis” hjernehalvdel. De 10 følekort som alle i starten af spillet kiggede og mærkede på tages frem og blandes godt. Herefter vælges et kort, som spilleren får i hånden og KUN må føle på – ikke kigge. Spilleren har nu 10 sek. til at finde ud af, hvad der er afbilledet på det pågældende kort. Lykkes det får spilleren med det samme en hjernehalvdel. Lykkes det ikke går spillet blot videre som normalt og altså uden straf. Efter en føleudfordring lægges følekortet til side igen sammen med de andre følekort, og indgår stadig i spillet.

Vores vurdering af Cortex 2 Challenge

Det gode ved dette spil er, at det er nemt at lære og umulig at lære udenad. Kortene er selvfølgelig alle sammen forskellige, men alligevel så tæt på at være ens, at man ikke vil kunne huske kortene næste gang, man spiller – ej heller selvom det er flere spil i træk.

Den eneste kategori er følekortene. Da der kun er 10 følekort, vil det på sigt blive nemmere at kunne huske præcist, hvordan hvert kort føles.

I starten er det lidt nemmere at tage fejl, da nogle af dem ligner hinanden en del, men på sigt (og det tager faktisk ikke så mange spil) så kan man sagtens skelne.

Det vil være umuligt at ændre på dette så længe, at der kun er 10 af dem. Hvis man skulle gøre sig en forhåbning om at kortene kunne bruges igen og igen ville det kræve en del flere forskellige følekort.

Det er dog ikke værre end, at man blot kan fjerne denne kategori fra spillet i en periode og spille videre med de 7 andre. Det vil ikke umiddelbart være noget, som ødelægger spillet.

Børnene vi har spillet med, de har været henholdsvis 8, 9, 12 og 13 år, har alle synes det var et sjovt spil og for vores vedkommende, har det været sjovt for de voksne også og det har hjulpet meget, at spillet er totalt ligeværdigt, uanset om man er 8 eller 48 år. Alle konkurrerer på lige vilkår.

– Joan Fredriksen

City Blox spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år | Spilletid: Ca. 15-20 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“City Blox er et lettilgængeligt, taktisk spil om at bygge miniaturehuse med byggeklodser. Og det er perfekt til børnefamilier. Spillet tager kun 15 til 20 minutter at spille, så mon ikke der er tid til revanche, hvis man ikke lige vinder første runde…”

Et fængende spil, hvor alle kan være med

Hvem bygger først et hus, en skole og et supermarked? Det er, hvad I stræber efter i det danskudviklede spil City Blox.

Bygningerne skal bygges af Lego-agtige klodser og passe præcis ind i de byggeplaner, du får i starten af spillet. Undervejs møder du bump på vejen, når du ikke lige får de klodser du skal bruger, eller hvis du trækker et eventkort, der skaber problemer. Det kommer vi tilbage til lidt senere.

Kom i gang på 30 sekunder

I kan være to til fire spillere. Før spillet kan gå i gang, får hver spiller tre små byggeplader og tre landskabskort. Midt på bordet lægger I alle byggeklodserne, og så er I allerede klar til at dyste.

Byg efter planen

Landskabskortene er nøglen til hele spillet. De viser, hvordan din bygning skal se ud. De har samme størrelse som byggegrundene og i midten er der et eller flere huller. Når du lægger kortet på en byggegrund, viser det omridset af den bygning, du skal bygge.

De grønne landskabskort er til huse, de gule er til skoler og på de brune skal du bygge supermarkeder. Det hele bliver selvfølgelig bygget med klodser. Forskellen ligger bare i, hvor store de forskellige bygninger er.

Kortene skal ligge ved siden af din byggegrund og så skal du forsøge at placere byggeklodserne i præcis den samme form, som kortet viser. Først når du mener, du er færdig, placerer du kortet oven på din byggegrund for at tjekke, at du har bygget korrekt. Hvis klodserne passer præcist, er du færdig med den bygning. Men hvis ikke, skal du fjerne en af klodserne som straf.

Og den første spiller, der færdiggør alle tre bygninger, har vundet.

Klodser på auktion

Det er ikke helt nemt at finde klodser, der lige passer ind i dine byggeplaner, for du kan ikke vælge frit. I hver runde vælger en af spillerne, hvilke byggeklodser der skal være tilgængelige i den runde.

I et spil med fire spillere, tager du fire klodser og lægger dem midt på bordet. Du får lov at vælge først, og fortsætter det på tur rundt om bordet. I næste runde er det spilleren til venstre for dig, der vælger de fire klodser. Og så er du sidst i rækken, så du må nøjes med den sidste klods, der er tilbage, når de tre andre har valgt.

Hvis du ikke kan eller vil placere den klods, du får, må du sige pas og vente til næste runde.

Når alle har trukket en klods, placerer i dem hver især på en af jeres byggegrunde.

Valget af klodser er den vigtigste, taktiske beslutning i spillet. Samtidig med at du skal have en klods, du selv kan bruge. Kan du også gøre livet surt for dine modspillere ved at vælge klodser, der ikke passer ind med det, de skal bruge for at blive færdige med deres bygninger.

Træk et kort

Når du bliver færdig med en bygning, trækker du et eventkort. Eventkortene byder både på fordele og ulemper – enten for dig selv eller dine modstandere.

Hvis du for eksempel trækker kortet Frokostpause, skal du give det til en anden spiller, som så ikke er med i næste runde. Et andet kort giver alle mulighed for at vælge en klods mere. Og et af kortene gør, at du skal lægge en af dine byggeklodser tilbage igen.

Med andre ord kan man aldrig vide sig sikker, når man trækker et eventkort.

Kortene har hver en enkel illustration, men der er ikke noget tekst. Det gør det lidt besværligt, fordi man først skal trække et kort og så slå op i regelhæftet for at se, hvad ikonet betyder. Men når man har spillet nogle gange, kan man efterhånden huske ikonerne.

City Blox er flot og hyggeligt

City Blox er et virkelig vellavet spil med god kvalitet og flotte farver over hele linjen. Klodserne ligner til forveksling Lego-klodser og er lige så holdbare. Og alle kortene er plastikovertrukne, så de ikke tager skade af at blive brugt flittigt – eller hvis der nu skulle vælte et glas saftevand på bordet.

Spillet er udviklet af den danske spiludvikler Jacob Berg, og det er testet grundigt i hans familie. Det er et perfekt familiespil, fordi det er let at lære og giver mulighed for at alle kan være med.

Der er et klart konkurrence element, men der er ingen risiko for, at man går hen og bliver uvenner, som det for eksempel kan være tilfældet med gammeldags spil som Matador.

Spillet tager kun 15 til 20 minutter at spille, så mon ikke der er tid til revanche, hvis man ikke lige vinder første runde.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Exploding Kittens spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 10-15 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere

“Vi elsker Exploding Kittens! Det er super sjovt at spille med familien og selvom det er et strategispil, så er det alligevel et meget simpelt spil. Ingen spil er ens og et spil er færdigt på 15 minutter, hvilket indbyder til endnu et spil…”

Præsentation af Exploding Kittens

Exploding Kittens er et kortspil for folk der holder af killinger, eksplosioner OG laserpinde… OG nogle gange geder.

Exploding kittens er både familievenligt og et festspil for 2-5 spillere. Det er det mest backede kortspil på kickstarter og allerede udbredt i mange lande og med mange gode anmeldelser til følge.

Spillet kan læres på få minutter og kan spilles i alle aldre fra 7 – 90år.

Exploding Kittens er mere end bare et spil, det er god humor, hævn og høje grin, der kan løfte stemningen i ethvert hjem.

Exploding kittens minder om en blanding af sorteper, uno og russisk roulette. Det er et billigt spil og alle pengene værd 🙂

Indholdet og komponenter

Spillet fylder ikke meget, boksen er lille, men det er også kun et kortspil.

Indeholder 56 kort de fleste kort har forskellig grafik bestående af humoristiske billeder og en tekst der kan få dig til at grine, især hvis man har lidt sort humor.

De 56 kort er fordelt således:

  • Exploding kitten – 4 kort
  • Defuse (desarmering) – 6 kort
  • Nope (niks) – 5 kort
  • Attack (angreb) – 4 kort
  • Skip (spring over) – 4 kort
  • Favor (tjeneste) – 4 kort
  • Shuffle (bland) – 4 kort
  • See the future (se fremtiden) – 5 kort
  • Cat-kort (katte) – 5 forskellige, 4 af hver

Spilleregler på 6 forskellige sprog

Denne boks siger ikke mjav, men findes i en mjavende udgave.

Sådan foregår det

HEY! LAD VÆRE MED AT LÆSE REGLERNE!

DET ER DEN VÆRSTE MÅDE, AT LÆRE AT SPILLE PÅ. DU SKULLE HELLERE SE EN AF VORES INSTUKTIONSVIDEOER.

(Disse er dog på engelsk)

Men hvis du nu ikke kan lade være at læse reglerne alligevel, så kan jeg forklare hvordan det foregår.

I kortbunken er der nogle eksploderende killinger. Bunken lægges midt på bordet og nu skiftes hver spiller til at trække kort fra bunken – men pas på, hvis du trækker en eksploderende killing eksplodere du selv og er ude af spillet – medmindre du har et defuser kort (desarmeringskort).

Der kan så spilles nogle forskellige kort der giver dig bedre chance for ikke at trække en eksploderende killing og derved give dig muligheden for at vinde spillet ved at være den sidste overlevende tilbage.

Reglerne beskriver det det således:

Kort sagt

Du taber, hvis du eksploderer.

Og så er du en trist bunke taberkonfetti.

Du vinder, hvis du ikke eksploderer.

Og så er du bare 100% for sej. Godt klaret.

Og alle de andre kort:

Formindsker din risiko for at blive sprunget i luften af eksploderende killinger.

Der ligger så en strategi i spille sine kort så man ikke skal trække fra bunken med killinger, men få de andre til det. Desarmere man en eksploderende killing så må man lægge den ind i bunken igen – lige der hvor man har lyst – og du sidder nu med den viden om hvor den er og kan planlægge hvem der skal springes næste gang, medmindre dine modspillere er smarte og spiller deres kort så du selv ender med et trække killingen.

Hvem er målgruppen, alder og sværhedsgrad

Målgruppen til exploding kittens starter ved 7 år og kan ellers spilles i alle aldre.

Teksten på kortene er godt nok på engelsk, men dette er mindre væsentligt da de alle har forskellige farver og piktogrammer som gør man ikke behøver hverken at kunne læse, eller kunne engelsk.

Spillet kan læres på meget kort tid og efter et spil eller 2 så har man fanget hvad man skal og kan begynde at udvikle sine egen strategier til at vinde.

Spillet klarer sig fint både som et familiespil og også som en festspil.

Spillets historie og udvikling

Exploding Kittens er som sagt det mest backede spil på Kickstarter, noget de er så stolte af, at det står på forsiden af æsken. Til dem af jer der ikke aner hvad Kickstarter er, så er det en portal, hvor en spildesigner kan søge penge til udvikling af sit spil, imod at spillet sendes til investorerne og ofte med nogle fordelagtige extra ting.

Spillet nåede sit fastsatte pengemål på 8 minutter, men det stoppede ikke der og det endte med at 219.382 spillere smed penge efter Exploding Kittens, således spildesignerne endte med mere end 8,7 millioner dollars på lommen, til at producere Exploding Kittens spillet for.

Nu tænker du sikkert hvorfor i alverden blev lige det her spil så populært?

Det har nok hovedsageligt noget at gøre med spillets designere Elan Lee, Matthew Inman og Shane Small.

Elan Lee er et kendt navn inden for Xbox-verdenen og har designet flere populære spil til Xbox, derudover var han med til at udvikle verdens første AR spil (alternate reality). Elan Lee slog sig så sammen med Matthew Inman, også bedre kendt under navnet Oatmeal. Matthew Inman laver tegneserier på nettet og fik i 2014 en pris for bedste ”webcomic”, han side besøges af over 20 millioner hver måned og hans humor i tegneserierne er meget populær. Den sidste spildesigner Shane Small er også kendt inden for Xbox og Marvel.

Med 3 så store navne bag Exploding Kittens, tog projektet hurtigt fart.

Teamet bag har sidenhen både lavet udvidelser til Exploding Kittens og også mange andre spil i samme boldgade hvor satire og sort humor er hovedelementer, men også alle spil, man kan lære hurtigt og spille med mange forskellige grupper og i mange forskellige sammenhænge.

Exploding Kittens finde nu i flere forskellige udgaver. Party-udgaven kan spilles op til 10 personer, NSFW (not safe for work) udgaven er en voksenudgave hvor billederne på kortene ikke er børnevenlige, og til sidst orginal-udgaven, der findes både med og uden mjavende boks. 

Der findes flere udvidelser til spillet. Det mest omtalte er Imploding kittens hvor der tilføjes flere nye kort og mekanismer og desuden en ”cone of shame” – en stor plastik krave man skal have på hvis man glemmer hvilken retning man spiller (der er nemlig kommet skift retning kort med i denne udvidelse). Der findes også en udvidelse der hedder “streaking kittens” der også tilføjer nye kort og mekanismer, der gør spillet ret så underholdende.

Vores oplevelser med spillet og meninger til indholdet

Vi elsker Exploding Kittens! Det er super sjovt at spille med familien og selvom det er et strategispil, så er det alligevel et meget simpelt spil.

Ingen spil er ens og et spil er færdigt på 15 minutter, hvilket indbyder til endnu et spil. Det kan også spilles med venner og så får det en helt anden mening og det er god underholdning.

Det er nemt at lære og det er et kæmpe plus. Dog er det sådan er jo flere man spiller, jo færre kort er der i bunken og det gør man hurtigt kan springe i luften selv og er ude af spillet.

Kvaliteten af kortene kunne godt være bedre. De bliver hurtigt slidt da man blander dem ofte, så vil anbefale men kommer kortene i kortlommer.

Personligt synes vi herhjemme at spillet er underholdende og det kommer ofte på bordet.

– Michala Flacheberg

Santorini spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år |Spilletid: Ca. 20 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Santorini har fået en del anerkendelser i form af nomineringer til forskellige spilpriser, bl.a. fik det både en ”anbefalet” fra det meget prestigefyldte Spiel des Jahres og en nominering til Årets Spil i Norge i 2018, og jeg synes det er helt fortjent. Jeg er i hvert fald sikker på at vores udgave af Santorini hverken kommer til at samle støv eller blive solgt, som jeg først frygtede…”

Skakspil i flot forklædning

”Byg som en dødelig, vind som en gud”. Dette er mottoet for spillet Santorini, et skaklignende spil hvor to personer (man kan også spille 3 eller 4, men spillereglerne anbefaler 2) dyster om at bygge huse op i tre etager, og vinde ved at få sin figur til tops i en bygning.

Spillet er det man kalder et ”abstrakt strategispil”, hvilket i spil-terminologi betyder at temaet ikke har betydning for selve spillet, og at der ikke er held-baserede mekanikker (som f.eks. terninger eller at trække kort fra en bunke) eller skjulte informationer (som kort i hånden) – al information er på brættet, og den der løser opgaven bedst, ender med at vinde, og heraf sammenligningen med skak, som også falder ind under ”abstrakt” kategorien.

Denne udgave af Santorini er en genudgivelse af et ældre spil, hvor man har satset på, at gøre noget mere ud af det visuelle, formentlig for at gøre spillet mere appellerende til et bredere publikum.

Selve spillet er der dog ikke ændret meget ved, så de fine bygningsdele og det farvede spillebræt med plasticbasen, der skal få det til at ligne en klippeø, er egentlig ”bare” pynt.

*Den gamle og den nye og mere moderne udgave af Santorini

Men kan man så ikke lige så godt bare spille skak? Hvorfor skal man købe et spil i en æske med flotte farver med en masse plasticdele i? Lad os tage et kig på det, og se hvad det kan…

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 1 spilleplade i pap med en plasticbase, der hæver den lidt fra bordet
  • 6 plasticfigurer (”arbejdere”) i 3 forskellige farver
  • 72 plasticdele til at bygge bygninger med; 22 x niveau 1, 18 x niveau 2, 14 x niveau 3 og 18 kupler
  • 30 kort med specialkræfter (”God Powers”)
  • Spilleregler på engelsk, tysk, italiensk, fransk og hollandsk
  • Danske spilleregler kan downloades her!

Komponenterne er super lækre både i design og kvalitet – der er gjort noget ud af det, og det hele passer fint ned i æsken uden at man skal mase det derned. Der er lynlåsposer til alle delene, så man kan holde de forskellige slags brikker hver for sig, og dermed hurtigt gøre klar til at spille. De forskellige bygningsdele passer perfekt sammen. Det starter godt 🙂

Spillereglerne i æsken er desværre ikke på dansk, men Legebyen vedlægger en printet version på dansk.

Sådan spiller man

Opsætningen af spillet er hurtigt overstået, så man er i gang med at spille med det samme. Spillepladen sættes på plasticbasen, hver spiller får to plasticfigurer (arbejdere), og poserne med bygningsdele åbnes og lægges så man kan nå dem. Spillerne sætter efter tur deres arbejdere på spillepladen, og så er man klar til at spille.

Spillet foregår så på den måde, at hver spiller i sin tur først skal rykke en af sine arbejdere (de kan rykke ét felt, hvilket kan være i alle retninger – inklusive på skrå) og derefter bygge på et af de 8 tilstødende felter til den arbejder, der blev flyttet.

En bygning kan bygges op til 3 etager, og der er forskellige bygningsdele til hver etage. Man kan også vælge at bygge en kuppel ovenpå en bygning med 3 etager. Man kan bygge en hvilken som helst etage på et felt, der grænser op til det felt man står på – så selvom man står nede på jorden, kan man altså godt bygge en 3. etage på en bygning, der i forvejen har 2 etager – man kan bare ikke gå derop, da man kun kan gå én etage op ad gangen.

Når man flytter sin arbejder, kan man flytte til et felt med samme niveau, som det man står på, man kan gå ét niveau op eller man kan hoppe ned (lige så mange niveauer man vil). Formålet med spillet er så ganske simpelt (yeah, right) at få en af sine arbejdere op at stå på 3. etage af en bygning – men hvis der er bygget kuppel ovenpå, kan man ikke stå deroppe. Får man en af sine arbejdere op på 3. etage af en bygning, har man vundet spillet.

Det lyder jo nemt nok, ikke?

Simple regler – masser af strategi

Selvom reglerne er simple nok, er Santorini et spil hvor de små grå virkelig kommer til at snurre.

Sammenligningen med skak er ikke helt hen i vejret, for ligesom i skak er man 2 spillere, der prøver at udmanøvrere hinanden kun med nogle brikker og nogle regler for hvordan de må flyttes, og selvom man kun har 2 brikker at flytte med, er der masser af ting der skal overvejes – man skal bygge så man selv kan komme opad, men uden at modstanderen kommer først – eller bygger et ekstra niveau ovenpå, så man ikke kan komme op, fordi der pludselig er 2 niveauers forskel på hvor man står og hvor man gerne vil op.

Man skal også passe på at modstanderen ikke bygger en kuppel på, når man endelig har bygget et 3. niveau man rent faktisk kan komme op på 😄  Overvejelserne er mange, og ligesom i skak hjælper det at være analytisk og lidt matematisk tænkende, for at kunne overskue så mange kombinationer som muligt af de næste mulige træk.

Gudekort skaber variation

Santorini er sådan set langtidsholdbart i sig selv (bare se på skak, der ikke har forandret sig i 1500 år), men man har alligevel valgt at smide en mulighed for variationer med, nemlig gudekortene.

Med i spillet er der 30 gudekort, hvor hver gud har en specialkraft, og hver spiller får så en gud.

En specialkraft kan f.eks. være at måtte flytte to felter i stedet for et, eller bygge en ekstra gang. Der er også en gud, hvor man vinder ved at hoppe 2 etager ned (den har vi ikke prøvet endnu, jeg forestiller mig at det er svært at forsvare sig imod).

I spillereglerne anbefales det at spille uden gudekort de første mange gange, så man er helt fortrolig med spillets taktikker osv. inden man smider ekstra ting på. 10 af guderne har også lidt ”nemmere” kræfter at spille med, så det anbefales at starte med dem (de har et lille mærke på kortet, så man ved at det er en ”begyndergud”).

Der er nogle kombinationer af guder, der er bedre at spille med end andre, men man må prøve sig lidt frem med hvilke, man synes giver et nogenlunde balanceret spil. Alle guderne er forklaret i regelhæftet, og derfor er det også rart at Legebyen supplerer denne engelske version af spillet med danske spilleregler, hvis man ikke skulle være så stiv i engelsk, så man kan bruge det som opslagsværk over guderne.

Ikke et børnespil, men børn kan sagtens være med

Spillet er opgivet til at være fra 8 år, men Marie på 6 kan sagtens finde ud af det, så børn kan snildt være med! Nuvel, hun forstår ikke taktikkerne til bunds, og kan ikke se så langt frem, så hun plejer at tabe, men hun er helt med på reglerne, og hun elsker at spille det (og en enkelt gang tog hun fusen på mig og vandt, kun med en lille smule hjælp fra sin mor).

Hun bliver også bedre og bedre til at gennemskue hvad jeg er ude på, så hun kan modgå det – i starten var hun meget fokuseret på at bygge op, og glemte at holde øje med hvad modstanderen lavede, men nu har hun forstået, at man også skal holde modstanderen fra at komme op.

Jeg er sikker på at det er sund hjernegymnastik, der kan være med til at udvikle analytisk tænkning hos hende, og efter min mening er det meget sjovere at spille dette med hende, selvom jeg skal hjælpe hende undervejs, end et ”almindeligt” børnespil, hvor man bare slår med en terning og rykker en figur…

Man bliver altså bare helt glad i låget, når ens 6-årige datter kommer rendende i nattøj med et strategisk brætspil under armen, og hellere vil have godnatspil end godnathistorie 😄

Vores mening om Santorini

Jeg er aldrig rigtigt blevet fanget af spil som skak, så da jeg fandt ud af hvad Santorini var for noget, blev jeg lidt skeptisk, og var egentlig overbevist om at det nok enten kom til at stå og samle støv, eller blev solgt på et tidspunkt. Sjældent har jeg taget så meget fejl! Jeg er sikker på at det flotte design har en del at gøre med det, for Santorini er et rigtigt lækkert spil!

Plasticbygningerne får det til at være ”levende”, illustrationerne på gudekortene er fede, det hele er bare flot. Selvom det ikke burde betyde noget, gør det visuelle bare noget for spilleglæden, og jeg tror ikke jeg ville være lige så glad for det, hvis det bare var firkantede brikker man skulle lægge ovenpå hinanden, selvom spillet er fuldstændig det samme.

Basen, som løfter spillepladen, er f.eks. helt unødvendig og kun til pynt, men igen gør det visuelle altså bare noget – når man går på fin restaurant, er der jo også en grund til at de anretter maden med pincet i stedet for bare at læsse det på tallerkenen 🙂

Jeg kan godt lide gudekortene. De gør godt nok at man ikke længere har ens forudsætninger, men det synes jeg er ok. At spille uden gudekort er mere ”rent” og skakagtigt, og jeg nyder skam også at spille på den måde, men gudekortene tilføjer en helt ny dimension, og gør det på en måde lidt sjovere.

Det er to ret forskellige måder at spille på, og at spille uden guder er klart det mest ”fair”, da man har helt ens forudsætninger, men når man lærer guderne bedre at kende, kan man også bruge dem til at forsøge at udligne lidt, hvis der er en spiller, der vinder lidt for tit, ved at vedkommende får en gud, der måske ikke er så stærk overfor den gud modstanderen har.

Det kræver dog at man har spillet guderne en hel del gange med mange forskellige kombinationer for at lære hvilke, der er stærke overfor hinanden – der er vi ikke helt endnu.

Jeg er helt vild med at Marie allerede kan være med. Som tidligere nævnt forstår hun godt nok ikke helt taktikken i det endnu, men hun er voldsomt stolt af at hun kan finde ud af et spil, som hun først ”må” spille om to år – og så hjælper det også når hun taber (hvilket hun ikke altid er så god til at håndtere), at sige at det er jo egentlig fra 8 år, så det er okay at hun ikke kan vinde endnu.

Hun insisterer dog på at vi skal have gudekræfter med, selvom det gør det lidt mere komplekst – simpelthen fordi hun synes at kortene med guderne er seje 😄  Vi har derfor fundet et par af de guder, vi synes er lettest at forstå (Artemis, der må rykke et ekstra felt og Demeter, der må bygge en ekstra gang), som vi gerne spiller med.

Et spil tager (afhængigt af hvor tætte spillerne er på hinanden i niveau) 10-20 minutter, så man kan godt nå et par spil, når man først har fundet det frem – eller man kan tage det frem til et enkelt spil, når der ikke er tid til andre spil, der måske tager lidt længere.

Selvom det hedder 2-4 spillere, er Santorini ment som et spil for 2 spillere, og det er også klart bedst på den måde. Vi har prøvet med 3 nogle få gange, og det er bare ikke det samme. Hvis man skal spille 4, spiller man i hold, og det har vi ikke prøvet endnu, men vores erfaring fra andre spil i genren, som f.eks. Quixo, er at det fungerer – bare ikke lige så godt som med 2 spillere, som det er tænkt til.

Santorini har fået en del anerkendelser i form af nomineringer til forskellige spilpriser, bl.a. fik det både en ”anbefalet” fra det meget prestigefyldte Spiel des Jahres og en nominering til Årets Spil i Norge i 2018, og jeg synes det er helt fortjent. Jeg er i hvert fald sikker på at vores udgave af Santorini hverken kommer til at samle støv eller blive solgt, som jeg først frygtede. Det kan klart anbefales, og hvis man er til andre spil i den genre, vil jeg gå så langt som at kalde det et ”must have”.

– Kim Larsen

Azul: Stained Glass of Sintra anmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Der er mange forskellige muligheder i spillet, hvilket gør det meget alsidigt og forskelligt fra spil til spil. Og da spillet er forskelligt hver gang indbyder det i den grad til at spille flere gange og tilbyder ny spænding hver gang, med næsten uendelig variation…”

Præsentation af Stained Glass of Sintra

Azul – Stained Glass of Sintra er en efterfølger til det kendte og populære spil AZUL, der både har vundet stor anerkendelse og flere priser, fx den anerkendte tyske spilpris ”Spiel des Jahres” i 2018.

Det giver god mening, at der er kommet flere efterfølgere til sådan et spil og jeg må sige, at de her har ramt jackpot, da der nu er skruet op for mere alsidighed og strategi og flere måder at spille på, med Azul Stained Glass of Sintra.

Spillet er også allerede nomineret til flere brætspilspriser og ikke mindst, så er det rigtig sjovt at spille.

Ideen med spillet

Den portugisiske kong Manuel I var så vild med indretningen af fliserne på sit palads, at han nu vil have udsmykket vinduerne i Sintra-paladset med smukke farvet glas.

Kong Manuel I hidkalder derfor de dygtigste glarmestre til at pryde vinduerne i det kongelige Sintra-palads og du er naturligvis inviteret!

Kan du skabe det smukkeste vindue som både kongen og landets indbyggere nogensinde har set? Det er nu du har chancen for at vise dine mesterlige evner.

Du bliver nu udfordret til omhyggeligt at vælge farvede glas for at færdiggøre dine vinduer, mens husk at være forsigtige med ikke at beskadige glassene i processen.

Glasset er dobbeltsidet, så det er mange muligheder for at anvende de enkelte fliser bedst muligt.

Selve spillet går ud på at overføre farvede glasbrikker til sit spilbræt og score point alt efter hvordan brikkerne er blevet placeret.

Spillets historie og udvikling

Azul – Stained glass of Sintra er designet og udarbejdet af Michael Kiesling.

Michael Kiesling er en tysk brætspil designer og har lavet spil siden 1999 og flere af dem har også vundet priser. Michael Kiesling er nok mest kendt for alle 3 Azul spil. Det første hedder bare Azul, det næste er Azul – Stained Glass of Sintra og det nyeste i samlingen hedder Azul – Summer Pavillion.

Spillet er udgivet af forlaget NEXT MOVE som er et nyere forlag fra 2018 under det større forlag Plan B Games. NEXT MOVE fokusere på abstrakte spil med et simpelt tema men dyb strategi, som er enkle at gå til. Med NEXT MOVE kan man forvente komponenter i høj kvalitet, der er stimulerende på både de taktile og visuelle sanser.

NEXT MOVE har en lidt sjov markedsføringstrategi, da de har bestemt at alle deres udgivelser skal være en titel på 4 bogstaver. Dette har det gjort for at forstærke elegancen i spillets design. NEXT MOVE startede i 2018 med at udgive REEF, og straks efter kom de 3 førnævnte AZUL spil.

Indholdet og komponenter

I æsken ligger der

  1. 4 paladsplader – (en i hver spillerfarve) – Paladspladerne kan vendes så der både er en side A og en side B, der alt efter hvilken side man vælger, gælder forskellige regler for point.
  2. 32 mønsterstykker – (8 i hver spillerfarve) – disse har også print på begge sider og de bruges til at bygge sin spillerplade (vinduet) med. Dette sikre variation fra spiller til spiller, men også for hver gang man spiller det.
  3. 4 glarmestre – dette er din spillerbrik og du kan vælge mellem rød, gul, blå og grå.
  4. 8 markører – 2 i hver spillerfarve. Disse er til at styre pointtavlen og dine knuste glasstykker
  5. 100 glasstykker – 20 i hver af de 5 farver pink, turkis, grå, orange og gul.
  6. 1 pointtavle
  7. 1 startbrik
  8. 1 pose – en flot farverig pose, med snører, i tykt og slidbart stof.
  9. 1 glastårn – til at smide de ”knuste” glas i. Dette gør det nemt at samle brikkerne sammen og hælde over i posen hvis man løber tør på glasstykker.
  10. 9 fabriksbrikker – disse er også vendbare og lavet på en måde så man kan spille spillet selvom man har svært ved at skelne farverne på glasstykkerne. En extra lille detalje der er kælet for.

Komponenterne i dette spil er af høj standart. Der er skruet op for farverne og kvaliteten, og det virker både gennemført og gennemarbejdet. Det eneste der falder lidt igennem, er selve pointtavlen der er lavet af papir ellers er alt lavet i kraftig pap eller plastik og man føler det holder.

Selve æsken er der også kælet for, og der er afbilledet hvad der skal ligge hvor, så det hele passer i æsken. Der står endda antal af konponenter så man hurtigt kan få et overblik om man har det hele, eller om man skal kigge efter på gulvet.

Med Azul – Stained glass og Sintra kan man forvente flotte, unikke print og komponenter, inklusive gennemsigtige ruder (glasbrikker), et tårn til at rumme knuste glasstykker og dobbeltsidede spillerbrætter og rudepaneler ud over mange andre smukke komponenter.

Selve spillet

Azul – stained glass of Sintra er et stemningsfyldt og udfordrende strategispil. Det har mange af de samme grundmekanismer som vi kender fra dens forgænger Azul.

Det gælder bare om at skaffe sig brikker i de rigtige farver og i de rigtige mængder, for hvis du hamstre for mange går glassene i stykker og de må kasseres og det koster dig point. Samler du derimod ikke nok glas, kan du ikke lave dit vindue færdigt og så får du ingen point.

Alle spillere vælger glas fra den samme pulje, så der kan være rift om nogle farver – her gælder det så om at tænke strategisk og vælge de glas som du selv kan bruge, men som også gør det svært for dine modstandere at få netop de glas de skal bruge.

Det lyder måske svært, men det kan spilles af børn helt ned til 8år, og når først strategien er luret så kan selv et yngre barn give en voksen kamp til stregen.

Der er mange måder at score point på, så man kan vælge én strategi over en anden eller flere strategier på samme tid.

Spilleren, som til sidst får flest point, og derved opnår det flotteste glasvindue, bliver kåret som vinder.

Stor alsidighed og mange spilleformater

I Azul – stained glass of Sintra, sker der dobbelt så meget som i den originale Azul.

Det er klart en fordel at kende grundreglerne fra Azul, for så herefter at tilføje alt det nye. Kender man ikke Azul, så skal man lige starte med at sætte 30 min. af, til at lære regler til Azul – Stained Glass, men regelbogen er fyldt med gode eksempler og billeder det gør det nemt at forstå og huske, og når man først er i gang og har forstået hovedmekanikkerne er det simpelt nok.

Spillet egner sig både til at spille med børn, eller at børn spiller mod hinanden, men det kan i den grad også sætte rammer for en sjov og hyggelig aften, samt hardcore konkurrence mellem voksne.

Der er mange forskellige muligheder i spillet, hvilket gør det meget alsidigt og forskelligt fra spil til spil. Og da spillet er forskelligt hver gang indbyder det i den grad til at spille flere gange og tilbyder ny spænding hver gang, med næsten uendelig variation.

Vores oplevelser med spillet

Temaet i spillet er gennemført. Man får fornemmelsen af man samler glasstykker for at bygge et flot og farverigt vindue. Der er kælet for detaljerne og brikkerne ligger godt i hånden.

Spillet føles gennemarbejdet og som en god opgradering af et allerede kendt og anerkendt spil.

Jeg er især begejstret for glastårnet til at samle brikkerne i, der gør det nemt at holde styr på alle de små brikker og for de lækre gennemsigtige glasbrikker der ser flotte ud.

Strategien i dette spil er intet mindre end fantastisk udtænkt, og med så mange muligheder at hvert spil fordrer et nyt. Jeg giver mine bedste anbefalinger til Azul – Stained Glass of Sintra, spillet er en af de ting man ikke ved at man mangler, men bare må eje.

– Michala Flacheberg

Læs også spilanmeldelsen af Azul grundspillet

Læs også spilanmeldelsen af Azul: Summer Pavillion

Pandemic spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år eller ældre | Spilletid: Ca. 45 – 90 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Selvom Pandemic byder op til mange diskussioner og avancerede strategier for at slå spillet, er selve spillets regler som nævnt før meget overskuelige. Faserne i spillerrunderne giver et godt overblik per tur, og der er ingen lange, indviklede tekstbeskrivelser på hverken karakterkort, infektionskort eller epidemikort. Leder du efter en seriøst seriøst samarbejdsspil for familien (større børn) eller vennegruppen så skal du prøve Pandemic…”

Tog brætspilsverdenen med storm

Tiden er kommet hvor vi skal tage et kig på Pandemic – spillet der må siges at være højaktuelt at spille lige i øjeblikket med Corona florerende omkring os.

Pandemic er et ældre spil fra 2008, men det tog brætspilsverdenen med storm og fik utallige spilpris-nomineringer.

Siden 2008 har udviklerne (Z-man Games) udgivet en solid række udvidelser til grundspillet, hvor udvidelsen Pandemic Legacy: Season 1 har vundet særligt mange priser for både bedste strategispil, bedste tema, mest innovative spil; samt Årets Spil i 2015 hos Board Game Geek.

På den danske front modtog Pandemic originalspillet i 2015 Guldbrikken spilprisen “Juryens Specialpris”. Læs mere om Guldbrikken.dk her!

Samarbejd med dine medspillere

I spillet Pandemic skal du i samarbejde med dine medspillere udrydde 4 forskellige virus-sygdomme, og sikre at verden ikke går under i sygdoms-udbrud i mellemtiden.

Uddover det højoktane og meget aktuelle tema er Pandemic også et vellykket og velproduceret spil, hvor hver spiller antager forskellige roller, som kan forskellige ting.

Jeres mission er så at samarbejde om, at få kureret alverdens sygdomme og det er ikke nemt på trods af spillet kan spilles på forskellige sværhedsgrader.

Da jeg modtog mit eksemplar, tog jeg straks fat i nogle af de gutter jeg ved kender Pandemic til fingerspidserne og som ikke har noget imod at indvi mig i reglerne.

Alligevel valgte jeg da at læse reglerne og de er virkelig velskrevne og nemme at tyde, hvis man går slavisk frem, side for side, når spillet skal stilles op og der skal vælges sværhedsgrad.

Sygdomme spredes sig til hele verden

Pandemic er som sagt et samarbejdsspil. Det er vigtigt at alle vælger rigtigt og der er ikke plads til mange fodfejl i spillet, for så har sygdomme pludselig spredt sig til hele verden i form af farvede cubes.

Selvfølgelig kan spillet gennemføres på “easy mode” men selv på dette niveau, skal der ikke soves i timen. Jeg var i hvert fald glad for at spille spillet med nogle der kendte karaktererne, deres forcer og som kunne guide mig bedst muligt.

Til gengæld betød det også, at det hurtigt gik op for mig hvad spillets ulempe var. Grundet samarbejds-elementet og betydningen af hver karakters beslutning er den helt rigtige kan ”Alfaspilleren” overtage spillet for alle deltagere.

Det er jo nok ulempen ved alle samarbejdsspil, men i lige netop Pandemic synes jeg, at det forstærkes yderligere. Når et kort vendes og en handling udspilles, så er der hovedsagligt altid en beslutning der er den helt rigtige at tage og en beslutning der kan være helt ude i tovene. Det skal ”Alfaspilleren” nok gøre alle opmærksom på.

Desuden synes jeg at nogle roller i spillet er stærkere end andre. Det var også noget af det, de andre ved bordet cementerede, da snakken faldt på karakterernes forcer og ulemper i spillet.

Kan man leve med det, eller kan man sammensætte en gruppe brætspillere der alle er nye i Pandemic-verdenen, så er Pandemic et virkelig helstøbt
brætspil med spænding hele vejen igennem.

Personligt er jeg ikke en fan, men jeg kan sagtens anerkende og forstå spillets popularitet. Sidder du nu og tænker ”det spil skal jeg anskaffe mig” så kommer her en regelgennemgang. Dette kan forhåbentligt også give en bedre forståelse af alle facetterne i spillet.

Reglerne

Først og fremmest kræver det lidt at et Setup før spillet kan påbegyndes.

Alle sygdomskuberne (repræsenterer de 4 sygdomme) lægges i små bunker i deres respektive farver.

Research stationerne placeres ved siden af sygdomskuberne.

Kur-markørene lægges med den blanke side opad på kur-indikatorerne.

Udbrudsmarkøren lægges øverst på outbreak track.

Infektionsratemarkøren på infection rate track.

Nu skal spillerkortene blandes, og her skal I også vælge spillets sværhedsgrad ved at vælge 4-6 epidemikort.

Vælger I introduktionsspillet med fire epidemikort fordeler i spillerkortene i fire bunker og lægger et epidemikort øverst i hver bunke, blander alle bunker godt og lægger dem så sammen til én bunke. Sådan undgår I, at der optræder fire epidemikort i streg, eller at de alle ligger i bunden af “decket”.

Bunken placeres på “player-deck-feltet” ved siden af “player-discard-pile”.

I ser til imens sygdommene spredes

I spillets begyndelse ser I til, imens sygdommene spredes tilfældigt rundt i verden, ved at trække tre infektionskort. Ved de første tre infektionskort placeres tre sygdomskuber i pågældende byer, ved de næste tre placeres to og ved de sidste tre bare en kube. Infektionskortene lægges over i “discard-pile”. På den måde begynder spillet på en ny måde hver gang.

Spillerne har startfelt i Atlanta, hvorfra I kan planlægge jeres rejse ud i verden med hjælp fra en hånd af spillerkort, der består af bykort og med chance for begivenhedskort, med særlige fordele.

Antallet af spillerkort varierer, alt efter antallet af spillere fra fire kort til to spillere, tre kort til tre spillere og to kort til fire spillere.

Spilleren med højeste befolkningstal på et bykort i sin hånd starter spillet, og herefter skiftes I til at starte i urets retning.

Faser

Hver spiller har fire handlinger per tur, og kan hertil vælge at bruge alle eller ingen, alt efter behov i pågældende situation – ubrugte handlinger kan ikke gemmes til næste tur.

Hver spiller tildeles et let overskueligt, dobbeltsidet referencekort over handlingsmuligheder per tur, hvilke beskrives som følgende:

  1. Kørsel/Sejlads!

Ryk din brik til en tilstødende by forbundet med en hvid linje

  1. Direkte fly!

Kassér et bykort fra din hånd og ryk din brik til den tilsvarende by

  1. Charterfly!

Har du i hånden bykortet tilsvarende byen du befinder dig i, kan du kassere kortet og flytte din brik til en valgfri by.

  1. Shuttle flight!

Står din brik på et felt med en research station, kan du flytte din brik hen til en hvilken som helst anden by med en research station. Research stationer giver spillerne mulighed for at bevæge sig hurtigt rundt i hele verden, uden at kassere bykort.

  1. Byg en research station!

Kassér et bykort tilsvarende byen din brik står på for at bygge en research station.

  1. Behandl sygdomme!

Fjern en sygdomskube fra byen du står i – er sygdommen kureret fjernes alle sygdomskuber i den farve fra pågældende felt.

  1. Del viden!

Her kan du vælge enten at give et kort matchende til byen du står i til en anden spiller,eller tage et kort fra en anden spiller.

  1. Opdag kur!

Ved enhver research station kan du kassere fem sygdomskort af samme farve, for at kurere denne type sygdom. Efter opdagelse af en kur fjernes alle sygdomskuber fra et felt ved handlingen behandle sygdomme, men sygdommen er først udryddet, når alle kuber af denne farve er fjernet fra spillebrættet.

Hver spillerrunde er fordelt på tre faser:

  1. Foretag op til fire handlinger!
  2. Træk to spillerkort!
    1. Trækker du et epidemikort afvikles denne straks (anvisning nedenfor)
    2. Har du flere end syv kort på hånden kasseres disse efter eget valg
  3. Inficer byer!
    1. Infektionsratemarkøren indikerer, hvor mange infektionskort du trækker i din tur.
    2. Placer en sygdomskube til hvert infektionskort!

Når spilleren har inficeret byer med sygdomskuber, fortsætter spilleren til venstre ved at gentage ovenstående fasebeskrivelse.

Her er det igen vigtigt at påpege, at dynamikken i Pandemic særligt kommer til live, hvis alle byder ind med ideer og forslag til hinandens runder – spilleren med turen har dog det sidste ord.

I din hånd kan du have bykort, som kan bruges til flere forskellige handlinger.

Du kan være heldig at trække et begivenhedskort, der giver en stærk engangsfordel og den kan spilles når som helst – også selvom det ikke er din tur.

Infektion af byer

Byer inficeres ved at placere en infektionskube på byen tilsvarende det trukne infektionskort. Er der allerede tre kuber på byfeltet sker det, der ikke må ske – sygdomsudbrud.

Sygdomsudbrud spreder kuber til alle tilstødende felter og kan i værste tilfælde skabe en kædereaktion. Ved hvert udbrud rykkes udbrudsmarkøren tættere på spillernes nederlag.

I bunken af spillerkort befinder sig, udover bykort og begivenhedskort, også de farlige epidemikort. I tilfælde af epidemi blandes Infektionskortene i “discard pile” og placeres øverst i infektionskort-bunken, så allerede inficerede byer hurtigt rammes igen, og risikoen for udbrud forøges.

Epidemikort

Så snart en spiller trækker et epidemikort foretages følgende tre trin:

  1. Forøg!
    1. Infektionsratemarkøren rykkes et træk frem (denne indikerer antallet af infektionskort der trækkes fremover)
  2. Inficer!
    1. Træk det nederste kort fra bunken af infektionskort og placer tre sygdomskuber i pågældende by – kortet kasseres.
    2. Hvis byen allerede har sygdomskuber på sig, lægges der kuber til byen har tre kuber på sig – og udgør derefter et udbrud.
  3. Intensiver!
    1. Bland kortene i “discard pile” og placer dem øverst i bunken af infektionskort

Selvom det er sjældent, sker det, at to epidemikort trækkes i samme tur og så er I virkelig på røven.

Men, heldigvis har I samlet et hold af trænede eksperter, som hver især har mulighed for at forhindre udbrudstilfælde.

Spillet indebærer en mekanisme, der sikrer en variation af spillets gang med hensyn til gruppens karakterer, da spillerne tilfældigt tildeles roller ud fra de syv forskellige karakterkort.

Karakterkort

Karaktererne og deres særlige evner beskrives som følgende:

Scientist/Vidensskabsmand

Har muligheden for at opdage en kur til en sygdom ved brug af kun fire bykort (normalt kræves der fem kort), hvilket er en stor fordel i jagten på en kur.

Researcer/Forsker

Som en handling må forskeren give, eller en anden spiller kan tage, et hvilket som helst bykort fra din hånd – I skal stadig befinde jer på samme felt, men kortet behøver ikke matche pågældende by.

Medic/Læge

En essentiel karakter i kampen mod inficerede områder, da han har muligheden for, som en handling, at fjerne alle kuber i samme farve på et felt, og fjerner hertil automatisk alle kurerede sygdoms-brikker på et felt, samt undgår at nye sygdoms-brikker kan placeres på spillerens felt.

Operation expert

Giver holdet en stærk fordel, ved som en handling at kunne placere research stationer i byen han befinder sig i, uden at skulle kassere tilsvarende bykort.

Contingency planner

Kan som en handling vælge et begivenhedskort fra discard pile og placere denne på sit rollekort uden at det går udover grænsen af syv kort på hånden. På den måde kan effektive begivenhedskort spilles én gang mere.

Dispatcher

Viser sig ofte at være en fordelagtig karakter, da hun har muligheden for som handling, enten at flytte en anden spillers brik (med dennes samtykke) til enhver anden by, med en anden spiller, eller flytte en anden spillers brik som var det hendes egen.

Quarantine specialist

Er en vigtig karakter i særligt udsatte udbrudskritiske områder, da hun forhindrer placeringen af nye sygdomsbrikker i både byen hun befinder sig i, samt alle tilstødende byer, hvilket hertil forhindrer muligheden for udbrud i disse områder.

Alle karakterer besidder særlige evner, der hver især tilbyder store fordele alt efter hvordan spillet udvikler sig samt hvordan og hvornår i vælger at udnytte dem.

Derfor kan én karakter ikke siges at være bedre eller vigtigere end en anden, da det er op til den enkelte situation og ikke mindst dine evner til at udnytte din karakters muligheder bedst muligt.

Det er dog vigtigt at huske karakterernes særlige egenskaber, da de er afgørende i penible situationer. Der er altså stor forskel på, om I beslutter at sende Karantæne-specialisten hen til et udbrudshærget område, eller om I sender forskeren.

Spillerrundernes opbygning af de tre faser gør det let at have overblik over, hvor I befinder jer i spillet i præcis det øjeblik. Forhold jer til, hvad der sker på brættet og gør jer klar til nye trusler.

For at finde en kur mod en sygdom skal I bruge fem ensfarvede bykort fra én spillers hånd og kassere dem ved den research station. Spillerne kan bytte kort med hinanden, men eftersom spillet tilråder at spille med lukkede kort, kan det være svært at vide, hvem man skal bytte med for at nå op på fem ensfarvede kort.

Hertil bruger man hurtigt sine bykort på både at bygge research stationer eller til at rejse hurtigt rundt i verden med fly. Det er derfor vigtigt at tænke sig godt inden man indkassere flybilletter som var det toiletpapir, da hovedmålet i spillet er at kurere alle fire sygdomme.

Sådan vinder du Pandemic

Spillerne vinder spillet øjeblikkeligt, så snart kuren til alle fire sygdomme er udviklet. Sygdomskuber kan altså stadig hærge verden, men I undgår at skulle bruge tid på at løbe rundt og rydde op.

Til gengæld har spillet selv tre måder at vinde over jer på:

  1. Hvis udbrudsmarkøren når ned på ottende felt…
  2. Hvis I ikke har flere sygdomskuber tilbage i en farve, hvortil I har trukket et infektionskort…
  3. Hvis en spiller ikke kan trække to spillerkort…

Det betyder, at selvom I tror der er masser af tid tilbage i forhold til spillerkort, så er I også i et kapløb med tiden i forhold til sygdomskuber og udbrud.

Selvom Pandemic byder op til mange diskussioner og avancerede strategier for at slå spillet, er selve spillets regler som nævnt før meget overskuelige.

Faserne i spillerrunderne giver et godt overblik per tur, og der er ingen lange, indviklede tekstbeskrivelser på hverken karakterkort, infektionskort eller epidemikort.

Leder du efter et seriøst samarbejdsspil for familien (større børn) eller vennegruppen, så skal du prøve Pandemic. Og med Corona omkring os i øjeblikket, så giver det spillet lidt mere kant og alvor.

– Kenneth Lenander

Læs også spilanmeldelsen af Matt Leacocks spil Den Forbudte Ø