Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag titel

Autem vel eum iriure dolor in hendrerit in vulputate velit esse molestie consequat, vel illum dolore eu feugiat nulla facilisis at vero eros et dolore feugait.

Tag-arkiv

Combo Color spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Spilletid: Ca. 20 min | Priser: Nomineret til Guldbrikken for Årets Familiespil 2019

“Det er et spil i god og solid kvalitet. Spillepladerne er også fine tykke og i god kvalitet. Spillepladerne er lavet i et materiale, som gør, at man kan tegne derpå med de medfølgende whiteboard tuscher. Hos os vil det formentlig mest være et hurtigt spil, børnene kan finde frem, når de keder sig og de kan spille selv med andre børn…”

En spilanmeldelse af Combo Color

Combo Color spillet blev nomineret til Guldbrikken for “Årets Familiespil” i 2019 men vandt desværre ikke kategorien. Combo Color er et strategisk farvelægningsspil!

Udvid dit område ved at farve et mellemrum på kortet, hver gang du får turen. Men det er ikke enkle mellemrum! Lad ikke dine modstandere gætte din strategi, hvis du vil have den bedste score. Udforsk Versailles, Tokyo, Junglen og mange andre spektakulære scenerier.

Indholdet i Combo Color familiespillet

Spillet indeholder 18 dobbeltsidet spilleplader, der kan bruges igen og igen, 4 whiteboard tuscher, en svamp til at slette og en spillevejledning.

Det er en forholdsvist kort spillevejledning, men trods det så tog det lige lidt tid inden vi helt forstod, hvordan man skulle tælle point.

Det var nemt forstå, hvordan spillet skulle spilles, når man læste spillevejledningen. Til gengæld tog det lidt tid, før vi forstod, hvordan man skulle opgøre pointene. Dette skyldes, at der er forskellige muligheder for at samle point på de forskellige spilleplader.

I spillevejledningen er der sat eksempler op, som tager udgangspunkt i nogle specifikke spilleplader. Hvis man finder dem frem, mens man læser spillevejledningen, er det lidt nemmere at gennemskue. Spillepladerne er lavet således, at man kan starte med nr. 1 som er meget simpel og på den måde lære spillet bedre at kende efterhånden, som man kommer igennem dem fra første til sidste spilleplade.

Det er et spil i god og solid kvalitet. Spillepladerne er også fine tykke og i god kvalitet. Spillepladerne er lavet i et materiale, som gør, at man kan tegne derpå med de medfølgende whiteboard tuscher og derefter viske ud igen med den medfølgende svamp. Det går utrolig nemt at viske ud, efter man har tegnet derpå. Der skal ikke skrubbes, og der er intet at se på spillepladerne bagefter. Selve tuscherne var dog i vores spil ikke helt i samme kvalitet. Den ene skulle man holde på en bestemt måde, for at få den til at tegne ”ensartet”.

Om selve spillet

For at vinde spillet skal man ende med flest point, når spillepladen er fyldt helt ud.

Ender man på de samme point, deles man om førstepladsen. Der er x antal felter på hver spilleplade. På skift skal man tegne sin farve på et felt. Man skal altid starte på et af de yderfelter, som har en pil.

Derefter må man tegne på de felter, som grænser op til et felt, der i forvejen er tegnet på.

Felterne har som nævnt forskellige symboler, som giver forskellige point, men også kombinationen af de felter, man tegner på, får betydning for point.

Vores vurdering af Combo Color

På kassen står der, at det egner sig til 8-årige og opefter, tager 20 min og kan spilles af 2-4 spillere. Det er helt klart mest et børnespil.

Vores vurdering er, at det passer bedst til aldersgruppen 7- 10 år. Vores yngste spiller var 9 år. At gennemskue hvordan man får flest point, kan godt være svært for en 8/9-årig på de spilleplader, hvor der er flere måder og kombinationer at få point på.

Men hvis man som voksen spiller med, så er det nemt at hjælpe barnet med at få lidt bedre overblik.

Hvis det er børn, der spiller med hinanden, så betyder det måske knap så meget, da de ”er i samme båd”.

Til gengæld er det faktisk forholdsvist nemt (også for børnene) at tælle point bagefter. Der er på spillepladerne en regnskabsboks, som er simpel at brug. Det er let og overskueligt for børnene.

Dog skal man på den ene slags point kunne gange, og her kan jeg se, det giver god mening at man skal være minimum 8 år.

Vores vurdering er dog stadig, at man godt kan spille det fra man er omkring 6 år og opefter.

Hos os vil det formentlig mest være et hurtigt spil, børnene kan finde frem, når de keder sig og spille med andre børn.

– Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af Complete – Gør sætningen færdig!

Læs også anmeldelsen af Årets Voksenspil 2020: Helt Blank

Læs også spilanmeldelsen af 6 Nimmt kortspillet

Diamant spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spillere: For 3 – 8 deltagere | Spilletid: Ca. 30 min | Producent: IELLO | Distributør | Asmodee

“Diamant er anbefalet fra otte år og opefter, men det dur til de flest. Vi har spillet Diamant med min datter på seks år, men vi har også haft et hyggeligt spil, hvor der kun var voksne med. Det viser, at spillet har en vis kvalitet. Spillet tager kun cirka 20 minutter, så det er ret overskueligt at give sig i kast med. Selve designet er også flot. Illustrationerne er gode og levende, så man følger sig draget ind i junglefortællingen. De små skattekister er en sikker vinder for de mindste medspillere…”

En spilanmeldelse af Diamant

På skattejagt i junglen! Diamant er et enkelt og underholdende spil for hele familien. Hvem kan holde nerverne i ro og vende hjem med den største skat?

Ukendte farer lurer i junglens labyrintiske hulesystemer. Giftige slanger, bidske bæster og århundreder gamle fælder venter i mørket. Bevæbnet med flakkende fakler og en god portion mod bevæger jeres ekspeditioner sig gennem de underjordiske gange, der har ligget skjult for civilisationen i hundredvis af år.

Jeres håb er at finde uanede rigdomme i dybet. Men eventyret er kun for de modige og fornuftige. For man skal turde at bevæge sig videre ind i mørket, selvom farerne lurer bag hvert hjørne – og samtidig skal man være klar til at vende om, inden det er for sent.

Diamant er et spændende og sjovt spil for hele familien. Det gælder om at have is i maven for at blive den mest succesrige jungleekspedition.

Spillet går kort sagt ud på at udforske huler, som bliver afsløret lidt efter lidt. Hulerne er fulde af skatte, men også lumske fælder. Det er er såkaldt push your luck-spil, det vil sige et spil, hvor det går ud på at satse rigtigt for at vinde.

Kom hurtigt i gang

Inden spillet begynder, vælger I hver en spillerfarve og får en figur og to kort. Kortene skal I bruge til at vise, om I vil fortsætte eller flygte, når I bevæger jer ind i mørket. På spillepladen lægger I brikker på de fem indgange til hulerne. Hver udgang svarer til en runde i spillet. Så når en runde er ovre, vender I en brik, så det er tydeligt, hvor langt I er kommet.

Til sidst blander I alle brikkerne, så hver runde byder på nye overraskelser.

Ind i mørket

Nu kan spillet gå i gang. I hver runde bevæger I jer sammen ind i en hule for at se, hvad den gemmer af rigdomme og farer.

I vender en brik ad gangen. Brikkerne viser enten fælder eller ædelstene. Brikkerne med ædelstene har alt fra 1 til 15 ædelstene på. Når I får sådan en brik, deler I byttet mellem alle de eventyrere, der stadig er med inde i hulen. Hvis der bliver ædelsten tilovers, lægger I dem på kortet.

Hvis I får en brik med en fælde, sker der ikke noget – i hvert fald ikke i første omgang. Det er først når I trækker den samme type fælde anden gang, at det giver problemer. Når det sker, mister alle, der stadig er inde i hulen, deres ædelstene fra den runde og flygter ud af hulen. Derfor er det en god idé at vende om, inden det sker.

Should I stay or should I go?

Først når du er sikkert ude af hulen igen kan du lægge dine ædelsten i din skattekiste. Og det er kun stenene i kisten, der tæller med, når I finder en vinder til sidst.

Hele spillet handler derfor om at finde den rigtige balance. For hvis du vender om inden de andre, får du alle de ædelsten, der blev tilovers, når I delte byttet på hver brik på vej ind i hulen. Men til gengæld får du ikke del i de skatte, som de andre finder, når de begiver sig videre ind i det ukendte. Så hvis de fortsætter et godt stykke uden at fælden klapper, kommer de hurtigt foran.

Hver gang I skal til at lægge en ny brik, vælger I hver især, om I vil fortsætte ind eller begive ud af hulen og tilbage til lejren. Som nævnt har I hver jeres kort, der enten viser, at I vil flygte eller fortsætte. Vælg et kort og læg det frem på bordet med bagsiden opad. Når alle har truffet sit valg, vender I kortene samtidig. På den måde sikrer I, at jeres valg ikke bliver påvirket af, hvad de andre gør.

En runde slutter enten, når alle har besluttet sig for at vende om, eller når I trækker samme type fælde for anden gang, så bliver I alle jaget på flugt. Når det sidstnævnte sker, fjerner I en brik med den type fælde, som I røg i. Det betyder, at det er mindre sandsynligt, at I løber i den type fælde i de følgende runder.

Når en runde er ovre, vender i brikken ved hulens indgang og klar til næste runde. I blander brikkerne så I igen er klar til at udforske en ukendt hule.

Når I har spillet fem runder, er alle huler udforsket. I tæller ædelstenene i jeres skattekister op og kårer en vinder. Det er selvfølgelig den person, der har samlet flest ædelsten.

God spænding for pengene

Diamant lykkes godt med at skabe et fængende handling, som ikke er langtrukken eller uinteressant. Hver gang I vender et kort, er man enten lettet, frustreret eller lykkelig over den beslutning, man har taget.

Spillet er selvfølgelig baseret en del på held. Hvis du har lidt matematisk sans, kan du sagtens have en fornemmelse af, hvor sandsynligt det er, at trække en bestemt fælde. Og hvornår det er en god idé at trække sig ud. Men du kan aldrig vide dig sikker, så selv de bedste kan hurtigt gå i vasken.

Spil, der har et element af held er som regel en sikker vinder, hvis man spiller med mindre børn. Så har de nemlig en god chance for at vinde – i modsætning til, hvis spillet gik ud på paratviden eller ren strategi.

Noget for alle

Diamant er anbefalet fra otte år og opefter, men det dur til de flest. Vi har spillet Diamant med min datter på seks år, men vi har også haft et hyggeligt spil, hvor der kun var voksne med. Det viser, at spillet har en vis kvalitet.

Spillet tager kun cirka 20 minutter, så det er ret overskueligt at give sig i kast med. Selve designet er også flot. Illustrationerne er gode og levende, så man følger sig draget ind i junglefortællingen.

De små skattekister er en sikker vinder for de mindste medspillere.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Bermuda Pirates

Læs også spilanmeldelsen af Tokyo Highway

Læs også spilanmeldelsen af My City

Stratego Junior spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år/6 år | Spilletid: Ca. 20 min | Spillere: For præcis 2 deltagere | Producent: Jumbo | Brand: Disney

“Jeg synes at det er fedt med børnespil, der er lidt taktik i – selvom det selvfølgelig er begrænset på det noget mindre spillebræt, har det stadig både betydning hvordan man sætter sine brikker fra start, og hvordan man vælger at rykke med dem. Marie virker også til at være glad for det – sidst hun havde legekammerat på besøg, ville hun spille ”det med heltene og skurkene”, og de fik spillet helt uden voksen hjælp (dog ”kun” Quest-versionen, den kunne Marie selv forklare veninden)…”

En spilanmeldelse af Stratego Junior i Disney udgave

Et klassisk spil, nu også til de lidt mindre børn. Stratego. Det har jeg godt nok spillet meget som barn. Det klassiske spil, hvor man med en lille hær skal prøve at få fat på modstanderens flag uden at ramme hans bomber.

Nu fås det også til de lidt yngre børn, da denne juniorudgave kan spilles fra 4 år – og så skader det nok ikke, at det er pakket ind i Disney tema, hvor det er de gode, anført af Mickey Mouse og Peter Pan, der skal kæmpe imod skurkene, som er anført af Sorteper og Kaptajn Klo.

Lad os se på hvad det er for noget.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 32 små plasticborge og 6 store tårne
  • 38 papbrikker med billeder af Disney helte og skurke til at sætte i borgene og tårnene
  • 1 terning med farver og symboler
  • Spillebræt
  • Spilleregler

Inden første spil skal man lige have prikket papbillederne ud af rammen, og sat dem i plasticbrikkerne. Det tager vel 10 minutters tid, så det er nok bedst at gøre det med det samme, og ikke når junior står og gerne vil spille 🙂

Der er god plads i æsken til det hele – den kunne sagtens have været mindre, men det er vist en helt generel ting i spilverdenen at alle spil skal se store ud på butikshylden, selvom indholdet kunne være der to gange… Det er jo dog ikke et problem for de fleste, kun for os med mange spil 😄

Spillereglerne til Stratego Junior (i Disney udgaven)

Reglerne, som er på 8 sprog (selvfølgelig deriblandt dansk), fylder 4 sider med masser af billeder, og er nemme at forstå. Den første side er samling af brikker samt opsætning af spillet, og så er der ca. halvanden side til hver af de to måder at spille på. Det er godt forklaret, og man er hurtigt i gang.

Opsætning af spillet

Der er to varianter af spillet: En der anbefales fra 4 år (”Quest”) og en der anbefales fra 6 år (”Triumph”). Opsætningen er den samme til begge spil: Sæt de tre store tårne med skattekisten og de to ”anførere” på de tre bagerste pladser på brættet, og fordel borgene på de 4 rækker foran, så den midterste række på brættet er tom.

Billederne på brikkerne skal vende ind mod en selv, så modstanderen ikke kan se dem – og det er det.

Sådan spiller man Quest

Vi starter med varianten, der er fra 4 år, som de kalder Quest. Quest er en slags memory-spil med strategobrikker, hvor man ikke rykker med brikkerne.

Spillerne skiftes til at slå med terningen, som viser en farve (hvor hver farve henviser til en bestemt Disneyfilm), og vælger så en af modstandernes borge, som man tror har en figur i den pågældende farve. I starten gætter man blindt, men efter at have set dem man har valgt, handler det om at huske hvilke farver, der står hvor, så man kan tage dem næste gang man slår den farve. Hvis man rammer en med den rigtige farve, må man fjerne den fra brættet. Hver spiller har to brikker med et X på, og disse findes ikke på terningen, så de kan aldrig fjernes.

Man må kun vælge de borge man kan ”komme til”, dvs. i starten kan man vælge fra den forreste række, men når man får lavet hul i rækken, kan man også komme til dem bagved. Det gælder så om at kæmpe sig ned til de tre tårne, og når man kommer derned, må man vælge et af de tre tårne – er det skattekisten har man vundet, er det Kaptajn Klo/Peter Pan fjernes tårnet fra brættet, og man har et 50/50 gæt næste runde, men hvis det er Sorteper/Mickey, må modstanderen sætte alle sine brikker tilbage på brættet, så man skal starte forfra! Mickey/Sorteper bliver dog fjernet fra brættet, så hvis man får sig kæmpet ned til baglinjen igen, har man en 50/50 chance for at vinde, og hvis det mislykkes, er der kun skattekisten tilbage.

Sådan spiller man Triumph

Varianten fra 6 år, som de kalder Triumph, minder meget mere om rigtig Stratego. Nu er der ingen terning med, og man flytter i stedet rundt på brikkerne, som skal prøve at slå hinanden.

På brikkerne er der numre fra 1-6, som angiver hvor stærk brikken er. Dette er i stedet for det originale Strategos militære grader. De to brikker med X svarer til originalversionens bomber, og kan ikke flyttes. Når man flytter rundt på sine brikker, kan man angribe en modstanders brik, hvis man står ved siden af den, og den med det højeste nummer vinder så, og taberen fjernes fra brættet. Hvis brikkerne er lige stærke, fjernes de begge to! Hvis man prøver at angribe et X, taber man altid – medmindre man selv er en 3’er, for de er de eneste der kan slå X’erne. 1’erne er magiske, så selvom de taber til alle andre, kan de slå 6’erne!

Ligesom i Quest versionen gælder det om at nå ned til bagerste række, og når man kommer derned, kan man, igen ligesom i Quest, vælge et af de tre tårne. Vælger man skattekisten, har man vundet (surprise!), vælger man Kaptajn Klo/Peter Pan bliver den fjernet fra brættet ligesom i Quest, og så må man vælge et af de to tilbageværende i næste tur (hvis ikke ens brik bliver slået i mellemtiden). Hvis man vælger Sorteper/Mickey, bliver både tårnet og ens egen brik fjernet fra brættet, og man må prøve at komme derned med en af sine andre brikker.

Vores mening om Stratego Junior Disney-udgaven

Første dilemma kom med det samme, da jeg skulle spille med Marie første gang: Hun ville være rød, men det var jo skurkene… Så efter at have overvundet sig selv lidt, blev hun blå – Mickey og heltene trak alligevel mere end at være rød 😄

Vi startede med Quest versionen, men den var lige simpel nok for Marie på 6 år, så vi fortsatte med Triumph. Aldersangivelsen på 6 år passer fint, for Marie fangede det med det samme, og kunne sagtens finde ud af det med at nogle brikker var stærkere end andre.

Efter at have prøvet det nogle gange, vil jeg sige at jeg ikke er stor fan af Quest udgaven (den med terningen). Det er sådan set fint nok at lave en slags memory spil med en terning, der lægger lidt held ind i det, så du kun kan fjerne en bestemt farve brik (hvis du ved/kan huske hvor der er sådan en), men det var et ret stort turn-off for både mig og især Marie, at det var rent held når man kom ned til baglinjen, om man vandt eller om modstanderen fik alle sine brikker igen…

Vi har lavet en husregel, der siger at Mickey/Sorteper opfører sig ligesom Peter Pan/Kaptajn Klo, da jeg ellers aldrig ville få Marie til at spille det igen – hun gik simpelthen i baglås når hun skulle vælge imellem de tre tårne, fordi hun var bange (altså, i tårer) for at vælge forkert, og det er jo ikke sjovt. For en 6-årig var det også lige simpelt nok, og jeg har også prøvet det med Stine på 3, men det var dog lige til den tidlige side, selvom hun egentlig forstod det fint – hun kunne bare ikke holde koncentrationen så længe. Så jeg tror at de 4 år er meget passende til Quest versionen.

Triumph versionen synes Marie og jeg noget bedre om. For mig, der har spillet Stratego som barn, var det cool allerede at kunne introducere hende for denne klassiker, ved at putte lidt Disney på det, og have færre brikker – i rigtig Stratego har man 40 brikker hver, og spillepladen er 10 felter bred i modsætning til de 16 brikker (okay, 19 med de tre tårne, men de står lidt for sig selv nede bagved) man har i juniorudgaven på det 4 felter brede spillebræt.

Derudover er spillet (som jeg husker det rigtige Stratego) egentlig ikke anderledes – 3’erne gør det ud for minører, 1’eren gør det ud for spionen og X’erne gør det ud for bomber.

Marie havde fint styr på det med at de højere tal slog de mindre tal, og at når man så havde tabt til en brik, vidste man hvad det var for en, og kunne gå efter den med en, man vidste kunne slå den. Hun fangede også hurtigt det med at 3’erne kunne slå X’erne og at 1’eren var magisk og kunne slå 6’eren.

Hun var lige fra første spil heller ikke så nem at lokke i baghold. Igen var der dog det lidt held-betonede med valget mellem de tre tårne til sidst, men det virker dog noget bedre her, fordi man ”kun” får slået sin brik hjem hvis man vælger Mickey/Sorteper, så det svarer egentlig bare til at angribe en bombe, så her har vi ikke lavet nogen hjemmelavet regel.

Jeg synes at det er fedt med børnespil, der er lidt taktik i – selvom det selvfølgelig er begrænset på det noget mindre spillebræt, har det stadig både betydning hvordan man sætter sine brikker fra start, og hvordan man vælger at rykke med dem. Marie virker også til at være glad for det – sidst hun havde legekammerat på besøg, ville hun spille ”det med heltene og skurkene”, og de fik spillet helt uden voksen hjælp (dog ”kun” Quest-versionen, den kunne Marie selv forklare veninden).

Når vi lige får spillet Triumph versionen lidt mere, så Marie har 100% styr på den, tror jeg også sagtens to 6-årige vil kunne spille det alene. Så jeg vil gerne give Stratego Junior en tommel op – og så skader det altså ikke at det er Disney figurer, når man skal have piger til at spille det 😄

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af det originale Stratego strategispil

Codenames Pictures spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 15 – 20 min | Spillere: For 2 – 8 deltagere | Distributør: Asmodee/Enigma

“Vi synes at det er et godt spil, der får de små grå i arbejde – specielt som spionmester, hvor det er virkelig udfordrende at finde på ord, der dækker mere end ét billede, men som kun rammer ens egen farve. Varianten for 2 spillere er vi dog ikke voldsomt begejstret for; for det første venter man meget som spion mens spionmesteren tænker, da der ikke er en modstandertur, hvor han/hun kan tænke over sit næste ord, og for det andet kommer der til at mangle noget snak hen over bordet, da spionmesteren hele tiden er ”i arbejde”…”

En spilanmeldelse af Codenames Pictures

Codenames Pictures er et spil, hvor det virkelig hjælper at tænke lidt kreativt. Det er en lidt anderledes version af det succesfulde Codenames spil, der vandt Guldbrikken for Årets Voksenspil i 2016. 

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 7 blå og 7 røde ”agentkort” (papbrikker) samt en ”dobbeltagent”, der kan bruges både som rød og blå
  • 4 ”uskyldige forbipasserende” (samme type som agentkortene, men i neutral farve)
  • 1 lejemorderkort
  • 2 pakker dobbeltsidede billedkort
  • 1 pakke diagram-kort
  • 1 lille plasticstander til diagramkort
  • Spilleregler på de 4 nordiske sprog
  • Nogle plasticposer med ”lynlåslukning” til spilkomponenter (fin lille detalje)

Det hele virker til at være noget der kan holde til at blive spillet med – agentkort/uskyldige/lejemorderkortene er i tykt pap, og billedkortene er i tyndere pap, der er lige en tand kraftigere end almindelige spillekort. Da man ikke sidder med kort på hånden, eller roder meget med dem i løbet af spillet, forventer jeg ikke at der slides ret meget på delene, og jeg regner derfor med at det er et spil, der ikke sådan lige bliver slidt op ☺

Sådan spiller man Codenames Pictures

Kender man det almindelige Codenames, er der ikke meget nyt under solen hvad angår regler – faktisk så lidt at der i reglerne står ”Kender I allerede reglerne til Codenames? Så hop til side 11” (og bliv nu ikke skræmt af en regelbog på 11 sider – det er ikke så kompliceret, og det fylder kun så meget pga. mange billeder og eksempler).

Codenames Pictures spilles i hold, så for et ”normalt” spil skal man være minimum 4 personer. Spillet kan dog også spilles af to eller 3, men det er lidt anderledes, så dem tager vi lige til sidst. Dette bliver der desværre ikke gjort så meget ud af på æsken eller i diverse beskrivelser af spillet, hvor der bare står ”2-8+ spillere”.

Normalt spil (2 hold, 4+ personer)

Spillerne deles op i to hold (rød og blå), og hvert hold vælger en ”spionmester”. Spionmestrene sidder på den ene side af bordet, de andre holdmedlemmer (fra begge hold) sidder på den anden side. Man kan selvfølgelig også sidde med nogle for bordenderne, men det er vigtigt at ingen udover spionmestrene, kan se det lille diagramkort, der skal stå foran mestrene.

Spillefladen sættes op ved at lægge 20 billedkort på bordet i 4 rækker á 5 kort. Disse billeder skal nu repræsentere steder, hvor man kan møde agenter. Alle papbrikkerne med agenter, forbipasserende og lejemorder lægges foran spionmestrene, så de begge kan nå dem.

Spionmestrene trækker et diagram, som de sætter i holderen foran sig, så de begge kan se det. Dette diagram viser nu hvilke steder der er blå agenter, hvilke der er røde, samt de uskyldige forbipasserende og lejemorderen.

Spionmestrene skal nu på skift give hints til deres hold om hvilke kort, der har deres egen farve. Det hold, der først får gættet alle sine egne agenter, har vundet, så det gælder om at gætte så mange som muligt pr. runde – det hold der starter, har altid en agent mere (det er det dobbeltagentbrikken skal bruges til), så det ikke er en stor fordel at starte.

Tricket er, at spionmesteren kun må sige ét ord, samt et tal der betyder hvor mange billeder hintet hentyder til! Det gælder derfor at finde nogle fællestræk på billederne, så man kan få så mange som muligt i hver runde. Hvis blå spionmester f.eks. siger ”Hjul, 3” betyder det at 3 af billederne med hjul på, er blå. Problemet opstår så hvis der også er røde kort med hjul på… Så må man jo finde en anden fællesnævner, og det er ikke altid let skulle jeg hilse at sige!

Man må gætte et antal gange svarende til det tal spionmesteren sagde +1, men man må gerne gætte færre gange, for rammer man det andet holds agenter, bliver de lagt på, og det bliver deres tur (og de har jo så fået en gratis agent) – og rammer man lejemorderen har man tabt! Så det gælder om for spionmestrene at finde fællesnævnere, der kun gælder deres egne kort.

Spil for 2 personer

Hvis man kun er 2 spillere, spiller man på samme hold imod en fiktiv modstander. Spillerne starter altid. Det fungerer så på den måde at efter hver runde spillerne har spillet, lægger spionmesteren en agentbrik i modstanderfarven på en af kortene, og så er det spillernes tur igen. Den fiktive modstander ”gætter” altså altid 1 agent pr. tur, og det er så op til spillerne at gætte flere for at slå dem. Egentlig er det jo nok at gætte 2 i én runde og 1 i resten for at vinde, men det går så ud på at vinde med flest mulige overskydende modstanderagentbrikker.

Spil for 3 personer

Hvis man er 3 personer, kan man enten spille som med 2 personer så man er 1 spionmester og 2 spioner, eller man kan spille mod hinanden så man har 2 spionmestre og en der er spion for dem begge.

Alternative billeder

Vi har aldrig prøvet det almindelige Codenames, så vi kan ikke give så mange detaljer om hvordan Pictures er forskellig fra originalen, men en sjov detaljer ved billederne er at de altid indeholder to ret forskellige elementer, hvor den oprindelige udgave, som er med ord i stedet for billeder, ”bare” er almindelige ord. Et billede kan f.eks. være en fodbold som er en globus, høretelefoner hvor kopperne er halve appelsiner og sådan nogle lidt fjollede ting. Det gør at man kan bruge forskellige dele af billederne når man giver sine hints, og det er ret godt fundet på.

I reglerne er også en QR kode til download af en app, hvor man kan få tilfældigt genererede diagramkort (selvom jeg ikke rigtigt ser nogen grund til det, da der er rigeligt med spillet, og det er ikke lige nogle man memorerer), men den kan også sættes til at være timer, så man får en tid per tur, og den giver endda som standard ekstra tid til spionmesteren i første tur (fordi man jo ikke har mulighed for at tænke i de andres tur når man er den første). En fin lille detaljer er at den skjuler diagrammet når telefonen lægges ned, og viser det når man holder den på højkant, så man ikke kommer til at vise det til spionerne når man lægger telefonen på bordet.

Vi har ikke prøvet at spille på tid, men jeg har leget lidt med appen, og den ser fin ud ☺

Vores dom over Codenames Pictures

Vi synes at det er et godt spil, der får de små grå i arbejde – specielt som spionmester, hvor det er virkelig udfordrende at finde på ord, der dækker mere end ét billede, men som kun rammer ens egen farve.

Varianten for 2 spillere er vi dog ikke voldsomt begejstret for; for det første venter man meget som spion mens spionmesteren tænker, da der ikke er en modstandertur, hvor han/hun kan tænke over sit næste ord, og for det andet kommer der til at mangle noget snak hen over bordet, da spionmesteren hele tiden er ”i arbejde”.

I stedet findes Codenames også i en decideret 2-spiller udgave, nemlig Codenames Duet (som dog er med ord ligesom den originale version), og det vil jeg anbefale at prøve hvis man er 2, der gerne vil spille Codenames (uden at jeg dog har prøvet det selv).

Codenames Pictures får en thumbs up herfra for 4+ udgaven (måske endda 3+, men vi har ikke prøvet versionen med 2 spionmestre og én spion).

– Kim Larsen

Læs også spilanmeldelsen af Codenames

Læs også spilanmeldelsen af Codenames: Duet

Hanabi spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere | Priser: Årets Spil 2013 i Tyskland

“Det hele er puttet ned i en lille metalæske, som jeg er helt vild med. For det første signalerer den kvalitet allerede inden man åbner æsken, og for det andet fylder den ingenting på spilhylden. Jeg har tit brokket mig over spil, der fylder mere end de behøver – Hanabi falder ikke i den fælde, og det er rigtigt lækkert. Det at de har valgt plasticbrikker frem for pap, synes jeg er med at fastholde indtrykket af kvalitet, så jeg var meget tilfreds efter første udpakning…”

En spilanmeldelse af Hanabi samarbejdsspillet

Hanabi er et prisvindende samarbejdsspil fra en meget populær spilskaber, hvor spillerne er (lidt sjuskede) fyrværkeriarbejdere, der skal samarbejde om at få styr på fyrværkerishowet – tingene er nemlig blevet blandet sammen!

Det specielle ved Hanabi, er at man sidder med spillekort, som man ikke selv må se! Spillerne skal så samarbejde om at få hver spiller til at vide, hvad de har på hånden, så de kan spille de rigtige kort.

Hanabi er skabt af den franske spildesigner Antoine Bauza, som nok mest er kendt for spillene 7 Wonders og 7 Wonders Duel, men han står også bag spil som Tokaido og Takenoko, som også er vældigt populære.

Flere af hans spil har vundet forskellige spilpriser, og Hanabi er ingen undtagelse, da det vandt den meget prestigefyldte Spiel des Jahres i 2013, og var nomineret til den danske spilpris Guldbrikken i 2014 i både kategorien Voksenspil og til Juryens Specialpris, hvor den dog måtte se sig slået af hhv. Caverna (som også er et fantastisk spil, men noget helt helt andet!) og KLASK (som også er anmeldt her på bloggen).

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Et sæt kort med 5 forskellige farver fyrværkeri (samt en regnbuefarve)
  • 8 blå og 3 røde plasticbrikker
  • Klistermærker til at sætte på plasticbrikkerne
  • Spilleregler

Det hele er puttet ned i en lille metalæske, som jeg er helt vild med. For det første signalerer den kvalitet allerede inden man åbner æsken, og for det andet fylder den ingenting på spilhylden. Jeg har tit brokket mig over spil, der fylder mere end de behøver – Hanabi falder ikke i den fælde, og det er rigtigt lækkert. Det at de har valgt plasticbrikker frem for pap, synes jeg er med at fastholde indtrykket af kvalitet, så jeg var meget tilfreds efter første udpakning.

Reglerne er ikke særligt lange, og der er billedeksempler undervejs, så det er bestemt overkommeligt at komme i gang med.

Sådan spiller man Hanabi

I de første spil vil jeg klart anbefale at man tager de 5 regnbuekort ud af spillet, da de er ment som noget, der kan tilføjes for at øge sværhedsgraden! Man lægger de 8 blå brikker i æskens låg og de 3 røde brikker ved siden af, blander kortene og giver hver spiller 5 kort ved 2 eller 3 spillere, og 4 kort ved 4 eller 5 spillere.

Tricket er så at spillerne ikke må se deres egne kort! Man skal altså holde dem, så bagsiden vender ind mod en selv…

Formålet med spillet er nu, at man skal lave bunker fra 1-5 (i den rækkefølge) i hver af de 5 farver. Når man har tur, skal man gøre en af tre mulige ting:

  1. Giv en information til en medspiller om hans/hendes kort
  2. Smide et kort væk fra ens egen hånd
  3. Spille et kort, som passer på en af bunkerne

Hvis man vælger at give en information, koster det en blå brik! Det gør at man skal sørge for at give nogle gode informationer, da man hurtigt løber tør for brikker, og er der ingen blå brik tilgængelig, må man vælge en af de andre to ting at gøre. Når man giver information, må man sige en farve eller en værdi, og så pege på alle kortene hos en spiller, som passer på den farve/værdi (”de to her er røde” f.eks.).

Hvis man vælger at smide et kort væk fra sin hånd, man håber/tror kan undværes, får man en blå brik tilbage i æsken. Dette kan gøres fordi der er flere af hver værdi – der er 3 stk. af hver farve etter, 2 af hver toer, treer og firer men kun 1 af hver farve femmer! Så hvis man smider en femmer, kan man ikke færdiggøre den farve bunke.

Hvis man mener at man har et kort, der passer på en af bunkerne, kan man vælge at bruge sin tur på at spille et kort. Man tager det kort, som man vil spille, og lægger foran sig, og hvis det passer på en af bunkerne, lægger man det på. Man kan altså være heldig, hvis man ikke kan huske hvad man har på hånden, da der jo er 5 bunker man kan være heldig at ramme 🙂  Hvis man spiller et kort, der ikke passer på nogen bunke, får holdet dog en rød brik smidt op i æsken – og får man den tredje røde brik, har man tabt spillet.

Hvis man har smidt eller spillet et kort, trækker man et nyt fra bunken, så man altid har 4/5 kort på hånden.

Hvis man fuldfører en bunke (altså får spillet femmeren i den pågældende farve på bunken), så får man den bonus, at man får en blå brik tilbage.

Spillet slutter når en af de tre følgende ting sker:

  • Den tredje røde brik bliver taget (altså at holdet 3 gange har spillet et kort, der ikke passede på nogen bunke). Hvis dette sker, har spillerne tabt.
  • Alle 5 bunker bliver færdiggjort. Hvis dette sker, får man maksimumpoint.
  • Det sidste kort bliver taget fra kortbunken. Når dette sker, spiller man en sidste runde (hvor man jo så ikke kan tage kort op), så den der tog det sidste kort, er den der har den allersidste tur. Hvis dette sker (hvilket nok er sådan de fleste spil vil ende) tæller man efter sidste runde, hvor mange point man har fået, ved at lægge tallene på de øverste kort i hver bunke sammen. Der er så et skema i regelhæftet, der viser hvor godt man klarede det.

Hvad?? Må jeg ikke se mine kort?

I starten var det svært at lade være med at se på sine kort – ikke så meget at man kom til at kigge på dem, når man havde dem på hånden, men mere når man skulle trække et nyt kort efter at have spillet/smidt et kort. Man skulle virkelig tænke over hvordan man vendte det, når man tog det op, og alligevel kunne det godt gå galt 🙂  Det blev dog bedre jo mere vi fik spillet.

Vi syntes også at man godt kunne sidde noget akavet, når man skulle holde kortene op, så de andre kunne se dem, for normalt når man spiller kort og ikke lige kigger på sine kort, vender man jo hånden så billedsiden vender nedad og bagsiden opad, men det er jo omvendt i Hanabi.

Man skal også helst sidde med kortene fremme hele tiden, for de andre spillere skal jo se dem, så de kan finde ud af hvad der er smart at give information om, eller måske (især sidst i spillet) regne ud hvad de selv sidder med. Derfor fandt vi på at hente vores datters kortholder, som hun har fået til kortspil, da det er svært for en 6-årig at holde styr på meget mere end 3-4 kort på hånden, og det hjalp noget på ømheden i håndleddet 😄

Den kortholder Marie har, er en 3-delt buet tingest, så vi kunne få en del hver da vi spillede 3 personer, men de måtte godt have været noget længere. Eftersom man gerne må omarrangere kortene i sin hånd, gjorde det ikke noget hvis der var plads til at sætte dem lidt i grupper. Hver del var ca. 17 cm, og Legebyen har et sæt med 5 kortholdere, som er 24 cm lange, så dem kunne vi nok godt finde på at prøve. Og så kan de jo bruges til mange andre spil også, hvis man ikke gider at have sine kort på hånden.

De blå brikker er nøglen

At holde styr på de blå brikker er ekstremt vigtigt! Næsten hele tiden har vi givet så mange informationer i stedet for at smide kort væk, at vi kom ned på 1 blå brik, og så ved man bare at hvis man vælger at give information, skal den næste spiller spille eller smide et kort – og der er ingen, der kan give information, før der er smidt et kort væk. Og så snart nogen smider et kort væk, giver den næste spiller ofte information, og så er man igen tvunget til at smide et kort væk.

Det er derfor mindst lige så vigtigt at give information, der identificerer kort, der ikke skal bruges, som at identificere kort, der kan spilles, samt at smide kort væk – også selvom man måske kan spille et kort, bare for at få nogle blå brikker tilbage.

Vores mening om Hanabi

Det med at man ikke må se sine kort føles noget mærkeligt i starten, men når man lige er kommet ind i spillet, føles det helt naturligt – det er jo omdrejningspunktet i hele spillet.

En vigtig detalje, der i reglerne af en eller anden grund står under ”gode råd”, er at det er tilladt at kigge brugtbunken igennem. Det er rigtigt vigtigt, for det er umuligt (i hvert fald for os) at holde styr på, hvad der er smidt væk, når man også skal forsøge at huske hvordan ens hånd ser ud!

En anden detalje i reglerne, er at de skriver, at man selv kan lave regler for at måtte kommunikere lidt mere, end bare når man giver information. Ikke ved at give ekstra information, men ved f.eks. at måtte sige ”jeg ved intet om min hånd” eller spørge ”hvad ved du om din hånd?”, så man ikke behøver at holde styr på alt, hvad der er sagt om alles hænder.

Det har vi spillet med, og det virker glimrende. Det kan dog også give lidt utilsigtet ekstra information, når jeg bliver spurgt hvad jeg ved og svarer at de yderste to er blå, og min mor så kigger meget mærkeligt på mig 😄  Det viste sig at det var lidt siden at de to yderste havde været blå, da det ene var blevet spillet og det andet var blevet smidt væk… Så man skal holde tungen lige i munden, for at huske hvordan ens hånd ser ud!

Da man jo ”bare” får en score, spiller man lidt imod sine tidligere præstationer, når man skal vurdere om det var godt eller skidt, så derfor tænker jeg at det kunne være sjovt at skrive scoren, og hvem der spillede, ned for hvert spil, så man kan sammenligne.

Der er en del held involveret i Hanabi, f.eks. er det svært at komme i gang med at bygge bunker, hvis ingen får nogle ettere, og hvis en person sidder med 3 af de 5 femmere, er der heller ikke mange kort at vælge imellem, hvis man skal smide et kort – og hvis man smider en femmer, kan man jo ikke afslutte den bunke, og den perfekte score på 25 ryger. For meget held plejer at være et stort no-no for mig, men her synes jeg faktisk at det er acceptabelt.

Man skal bare acceptere at man ikke får en perfekt score hver gang (det er ikke lykkedes os endnu…), og så se hvad man kan få ud af det. I alle de spil vi har spillet, har scoren ligget mellem 16 og 22, og man kan godt se at vi bliver bedre, da der også er en del taktik i – både mht. at give gode informationer, men også i at smide kort, der egentlig godt kan bruges, men som der er flere af, for at få blå brikker.

Nu må der snart gerne komme en grøn etter!

Spilletiden er angivet til omkring 25 minutter, men det tænker vi for længe til. Vi har fået det ned på 35 minutter med 3 spillere (30 minutter med 2 spillere, men der har vi kun spillet 2 spil), og når vi bliver bedre til det, kommer vi nok også længere ned, men det første spil tog omkring en time!

Selvom der er noget held involveret, synes vi det er et godt spil, og æskens størrelse gør det også perfekt til at have med på ferie. Det er ikke helt lige så godt med 2 spillere som med flere, så vi finder det nok ikke så tit frem, når vi bare er os selv, men når vi har ungernes bedsteforældre på besøg, kan det sagtens være Hanabi, der bliver fundet frem (dog i stærk konkurrence med The Crew, som vi også spiller med begge hold bedsteforældre).

– Kim Larsen

Unlock #1 spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år| Spilletid: Ca. 60 min. | Spillere: For 2 – 6 deltagere.

“Hvis man er til escape room / gådeløsningsspil, så bør man prøve Unlock, for vi synes at de er landet på et godt koncept (og det viser salget af 9 forskellige titler med 3 scenarier i hver jo også), og med en pris på under 100 kr. pr. scenarie, synes jeg det giver god underholdning. Og så kan man jo endda sælge/give det videre når man er færdig. Unlock får derfor en stor anbefaling herfra!”

En spilanmeldelse af Unlock Escape Adventures

Jeg har tidligere haft den fornøjelse at få lov at anmelde et par spil i EXIT – the Game serien her på bloggen, og nu kommer turen til endnu et bud på ”escape room in a box” / gådeløsningsgenren, nemlig Unlock. Unlock er ligesom EXIT en serie af spil, og i skrivende stund er der 9 forskellige Unlock spil, hvor Unlock! Escape Adventures indtil videre er det eneste, der er oversat til dansk.

Unlock er på en del områder ret forskelligt fra EXIT spillene, især ved at Unlock kan bruges igen efter brug, da man ikke ødelægger noget i det, og i at man skal bruge en app på mobiltelefon/tablet for at kunne spille Unlock.

Vi var rigtigt glade for de to EXIT spil vi har prøvet (glade nok til at købe en håndfuld mere af dem), så vi var ret spændte på, om Unlock var lige så godt – og om vi var bedre til det (vores tider i EXIT har ikke været noget at prale af indtil videre…)

Jeg skal selvfølgelig nok lade være med at komme med spoilere, så nogle billeder vil muligvis være slørede, men de fleste af billederne vil være fra introspillet, hvor en del af kortene også figurerer i regelbogen, så det afslører ikke noget, selvom det er fuldt synlige kort. Fordi jeg også har prøvet EXIT spillene, og har været glade for dem, kan jeg nok ikke lade være med at sammenligne dem en gang imellem. Jeg håber at det stadig giver mening, selvom du ikke har spillet EXIT.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 3 sæt á 60 kort med et scenarie i hver
  • 1 sæt på 10 kort med et introspil
  • Spilleregler

Der er ikke så meget at sige om komponenterne – spillet består kun af kort. Der er 3 spil med i æsken, som hver er indpakket separat.

Sådan spiller man Unlock

Det første man skal gøre, er som nævnt at hente appen Unlock til sin mobiltelefon eller tablet (og sikre sig at man har strøm på den…). Så finder man kortene frem til det af de 3 spil man vil spille, og læser det første kort, hvor historien bliver præsenteret, og så starter man tiden i appen. Husk tænde lyden på telefon/tablet, da der kan forekomme lyd i nogle af gåderne.

Jeg kan anbefale at spille introspillet, hvis man ikke har prøvet Unlock før, da man bliver guidet fint igennem reglerne, og lige får prøvet alle mekanikkerne i spillet.

Spillet starter med et rum eller et sted, som indeholder en masse ting. Disse ting er markeret med et tal eller bogstav, og man må så tage de kort i bunken og se dem. Kortene er de ting, man kan se på rumkortet, så i nedenstående eksempel fra introspillet er det skænken foroven, TV’et til venstre, døren til højre osv. der er på kortene, så man kan se tingene tættere på.


Introspillet starter på et kontor, hvor man så med det samme
må tage kort nr. 11, 21, 35, 42 og 69.

Nu gælder det om at se, hvad man kan bruge de fundne kort til. Der er forskellige typer kort i Unlock:

  • Objekter, som har en rød eller blå stribe foroven.
  • Maskiner (grøn).
  • Koder (gul).
  • Andre kort (grå), f.eks. steder, resultater af kombinerede kort, omformere eller strafkort.

Objekter kan nogle gange kombineres med hinanden (f.eks. en dør med en nøgle), og en kombination vil altid være et rødt og et blåt kort. Det er også indikeret i toppen af kortene, hvor røde kort har et ikon med en ”hun-puslespilsbrik” og blå kort har en ”han-puslespilsbrik”.

Maskiner og koder bruges i appen ved at trykke på henholdsvis ”maskine” eller ”kode” knapperne. Ved maskiner skal man skrive kortnummeret, og maskinen på kortet kommer så frem i appen. Her kan man så trykke på knapper, dreje på håndtag eller hvad man nu skal på den pågældende maskine, men det vil være en god ide at have en ide om hvad man skal gøre ved den inden man begynder at trykke på en masse, for man kan få trukket tid fra, hvis man gør det forkert. Man kan dog sagtens gå ind og se hvad maskinen gør, og gå ud igen uden at gøre noget ved den, hvilket jeg da vil anbefale, da det ikke fremgår af kortet hvad man kan aktivere og ikke aktivere på maskinerne.

Koder er bare 4-cifrede tal, som skal tastes ind for at komme videre i spillet.

De grå kort kan være forskellige ting, f.eks. nye rum/steder, der afslører nye kort, eller ”omformere”, som er en puslespilsbrik ligesom røde og blå kort, men hvor det ikke er kortnummeret, man skal lægge til det kort man kombinerer med, men det tal, der står på puslespilsbrikken.

Så er det egentlig ”bare” at følge sporene og løse problemerne, indtil man pludselig er færdig 🙂  Hvis man går i stå, kan man få hints i appen, ved at trykke på Hint-knappen, og skrive hvilket kort, man gerne vil have et hint til. Til sidst giver appen en score fra 0-5 stjerner alt efter hvor hurtig man var, og hvor mange hints man brugte.

Bemærk at selvom timeren tæller ned fra 60 minutter, får man lov at spille færdig, selvom tiden løber ud.

God integration af app

Det at spillet kun består af kort, var noget anderledes end det vi havde prøvet tidligere. Vi har både prøvet et par EXIT spil samt Escape Room spillet, men Unlock føltes ret anderledes.

Det første, der var anderledes, var det faktum at et spil Unlock kun består af 60 kort og appen, hvor i EXIT havde vi hæfter, der skulle bladres i, ting der skulle bøjes, klippes i eller tegnes på osv.

Den anden ting er appen. Personligt har jeg det lidt ambivalent med at skulle bruge en app til et spil. På den ene side giver det noget til spillet, som EXIT ikke har, f.eks. at løsninger på gåder kan være andet end 3-cifrede tal, f.eks. når man skal gøre noget bestemt ved en maskine, men på den anden side tager det den analoge følelse af et spil væk. Brugen af appen er dog rigtigt godt udført, og den ”overtager” ikke spillet – det er stadig kortene, der er det primære, og appen er bare det man taster sine formodede løsninger ind i, og så fortæller den om det er rigtigt, så lige i dette tilfælde, har jeg ikke noget problem med, at man skal bruge en app.

Man skal huske at man ikke skal igennem hele bunken af kort. Fordi en del af kortene er strafkort, som man f.eks. trækker, hvis man kombinerer forkerte røde og blå kort, kan man ikke bare regne med, at når bunken er ved at være tom, er man ved at være færdig. Hvis kort nr. 20 f.eks. er en nøgle og kort nr. 30 og 40 er døre, og både kort nr. 50 og 60 eksisterer i bunken, kan det ene være den rigtige dør til nøglen mens det andet er et strafkort, der trækker tid fra, fordi man brugte tid på at prøve at putte nøglen i en dør, den ikke passede i. Der er faktisk en del strafkort, så der vil være en del kort tilbage i bunken, når man er færdig (forhåbentlig i hvert fald). Det narrede os lidt i det første spil, hvor vi tænkte at der var stadig mange kort i bunken, så vi måtte jo mangle nogle flere gåder, men egentlig manglede vi kun at finde løsningen på den sidste gåde.

En anden ting, som også godt kan snyde lidt, er skjulte objekter. Hvis en ting skal forestille at være gemt, er tallet med det kort, tingen er på, også gemt. Hvis man overser et skjult tal, mangler man altså et kort, og så er der opgaver, man ikke kan løse. Så man skal se godt efter på kortene efter skjulte tal – og hvis man er gået helt i stå, kan man trykke på ”skjult genstand” i appen, og så kommer den med forslag til hvad man måske kan have overset.

Den sidste ting, der snød os lidt i første spil, er at ikke alle objekter SKAL kombineres med andre. Man kan altså godt slutte med nogle objekter, som ikke er blevet kombineret med andre kort, men som bare har givet nogle spor ud fra hvad kortet viser. Vi sad i vores første spil med nogle blå og røde kort tilbage, som ikke kunne kombineres med hinanden, så vi var overbevist om at vi ville finde flere ting et sted, som vi så kunne kombinere med dem, vi allerede havde. Reglerne siger heller ikke at alle objekt-kort skal kombineres med andre, kun at objekter KAN kombineres med hinanden.

Vores mening om Unlock Escape Adventures

Unlock er dejligt nemt at komme i gang med, især fordi man faktisk bare kan gå i gang med introspillet uden egentlig at læse reglerne – så lærer man alle reglerne undervejs i introspillet. Men husk nu at lade telefonen/tabletten op, så man ikke skal sidde og slås med en ledning 😄 

For øvrigt giver det ikke det store at bruge tablet frem for telefon – vi valgte at bruge tablet, da vi troede at vi kunne få gavn af den større skærm, men man skal ikke se noget særligt på skærmen, man skal bare kunne se kontrolpanelet med knapper, bruge maskiner og taste koder ind, så det er lige så godt at bruge en telefon.

Gåderne følger historien fint, og har oftest karakter af ”praktiske løsninger”, når man skal kombinere kort, som f.eks. nøgle + lås, fjernbetjening + TV og sådan nogle ting, men nogle gange skal man også tænke mere kreativt for at finde på hvilke kort man skal kombinere.

En ting, der virker irriterende undervejs, er at kortene ikke ligger i nummerrækkefølge. Det gør at det godt kan tage noget tid at finde det kort man skal bruge – især når man går ind i et nyt rum, og skal finde flere kort på en gang, er det nemt at få bladret forbi nogle kort, man faktisk skulle bruge. Det er dog lavet helt med vilje, og der står endda i reglerne at man ikke må omarrangere bunken eller brede den ud på bordet. Til gengæld står der at man gerne må dele den op i mindre bunker og give dem til hver spiller, så alle kan hjælpe med at finde kort. Det er nok en fordel, når man skal have flere kort på en gang, men når man skal finde ét kort, skal alle til gengæld lede deres bunke igennem, hvor hvis en enkelt spiller har bunken, kan de andre fortsætte med at finde spor. Der må man jo finde ud af, hvordan man foretrækker at gøre det.

En fed ting ved Unlock er, at der findes en række kortere Print & Play scenarier på Space Cowboys’ hjemmeside, som man kan lege med (også uden at have købt spillet, man skal bare downloade appen – vær dog obs på at printe i bedste kvalitet, så man kan se skjulte objekter og små detaljer), så man kan faktisk prøve, og se om konceptet er noget for en, inden man køber sit første Unlock spil. Jeg siger ”sit første”, for vi synes det er godt, og når/hvis flere af titlerne kommer på dansk, skal vi helt sikkert ud at have dem. Det egner sig godt til både få og flere personer (i princippet kan man også spille det alene, men spil er for mig noget, der skal nydes i godt selskab) – dog skal man være opmærksom på at det tredje scenarie i Unlock Escape Adventures (Doktor Goorses Ø) kræver minimum 2 personer og gerne 4 eller flere, da man bliver delt op i to hold (det står allerede i beskrivelsen af scenariet, så det er ikke nogen spoiler). Det er altså ikke den man skal lægge mest vægt på, når man skal bestemme sig for, om man skal have flere Unlock spil, da der så vidt jeg lige ved, ikke er scenarier i de andre æsker, der gør det samme 🙂

Hvis man er til escape room / gådeløsningsspil, så bør man prøve Unlock, for vi synes at de er landet på et godt koncept (og det viser salget af 9 forskellige titler med 3 scenarier i hver jo også), og med en pris på under 100 kr. pr. scenarie, synes jeg det giver god underholdning. Og så kan man jo endda sælge/give det videre når man er færdig. Unlock får derfor en stor anbefaling herfra!

– Kim Larsen

Concept spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 40 – 45 min. | Spillere: For 4 – 12 deltagere

“Det er helt klart et spil, som vi kommer til at spille igen. Det er et vældig hyggeligt og anderledes spil. Det er et spil, som er nemt at lære, men som man nok aldrig helt lærer at mestre. Det er kun en fordel, da det giver mere spilleglæde, at alle er på samme niveau uanset hvor mange gange, man har spillet det før…”

En spilanmeldelse af det prisvindende Concept

Når man skal spille det prisvindende Concept er det en fordel, hvis man tænker ens og ikke har en alt for indviklet måde at ville ”forklare” ord.

Concept vandt As d’Or (Årets Spil i Frankrig) i 2014 og blev samme år nomineret til en Spiel des Jahres-pris (Årets Spil i Tyskland).

Spillet kommer i en solid hvid æske, som indeholder spillervejledning, 1 stor spilleplade (også i god kraftig kvalitet), 2 ark med uddybende ord, 5 sæt brikker, 110 kort med 9 ord på hvert kort inddelt i sværhedsgraderne nem, svær og udfordrende samt en skål til opbevaring.

Ved første øjekast på spillevejledningen blev vi lidt bekymret for om det var kompliceret at lære.

Der var en masse ikoner, som jo ikke gav mening for os, eftersom det var første gang, vi så dem.

Øverst stod der ”Concept på 1 minut”. Det kan vi godt afsløre ikke helt passer, men det var faktisk ikke så langt fra.

Det tog et par minutter at få kigget alle eksemplerne igennem og vha. sammenhængen af dem, regne ud hvorledes spillet skulle spilles.

Dermed var det grundlæggende ret hurtigt på plads, og vi kunne fortsætte med at læse indeni vejledningen, hvor der var lidt mere uddybning af opsætning, afslutning osv.

Alt i alt tog det kun ca. 10 minutter at læse vejledningen igennem og forstå. Det var klart en fordel, at der var mange gode eksempler med i den, så man hurtigere fangede konceptet.

Spillet er for 4 – 12 spillere og fra 10 år og opefter. Vores umiddelbare vurdering er, at 10 år måske er lige lavt nok ift. sværhedsgraden. Det vurderes at tage 40 minutter, men vores erfaring er, at det nærmere tager i nærheden af 1 time. De første spil kan sagtens tage længere tid, da man lige skal lære spillepladen og ikonerne at kende. Når det er første gang, man spiller, så bruger man meget tid på at se dem alle igennem, og det tager derfor længere tid at vælge de ikoner, man vil bruge.

Da jeg skulle forklare spillets regler for vores venner, startede jeg med at sige: ”vi spiller alle mod alle, men på skiftende hold”. Det skabte en smule forvirring, men er ikke desto mindre ganske sandt.

Det er som udgangspunkt alle mod alle, men når et ord/sætning skal vises på spillepladen, går 2 spillere sammen og finder i fællesskab ud af, hvordan de skal vise ordet vha. ikonerne til de andre spillere.

Eksempel med 4 spillere ( A-B-C-D):
Spiller A og B går sammen og trækker et kort. De vælger hvilket ord på kortet, de vil vise og i fællesskab beslutter de, hvor de vil stille brikkerne for at guide C og D i den rigtige retning så ordet gættes.
C gætter ordet og får 2 point, spiller A og B får hvert 1 point. Næste runde er det spiller B og C der går sammen og trækker et kort. Spiller A gætter ordet og får 2 point, spiller B og C får hvert 1 point. Dernæst går spiller C og D sammen og sådan fortsætter det rundt i ring.

Fordelen ved at gøre det på denne måde er, at 2 hjerner tænker bedre end 1. Hvis det kun var spiller A, der skulle vise ordet til de 3 andre, kunne det meget nemt blive ret ensporet, og det ville kræve, at man var på total bølgelængde med spiller A’s tankegang.

Men ved at spiller B (eller D senere) også er med til at udtænke, er der større sandsynlighed for at de i fællesskab finder frem til noget, som er mere generelt omkring ordet og som flere kan gætte.

Spillepladen består af en masse ikoner. Der medfølger 2 ark, hvor alle ikoner er afbilledet med de ord, som ikonet repræsenterer.

Holdet skal nu vælge, hvilke de vil bruge for at guide de andre spillere hen på det ord, som de har valgt.

Man har mulighed for at lave underkategorier til ordet. Hvis man fx skal vise ordet ”Eiffeltårnet” kan man starte med at vise (med brikken som er et grønt spørgsmålstegn) at ordet er en bygning.

Herefter kan man sætte en grøn kube ved metal, samt en grøn kube ved ikonet som viser, at det er noget, som er højt. Herefter kan man bruge en underkategori til at vise, hvilket land det kommer fra, ved at sætte et rødt udråbstegn på feltet ”land” og derefter en rød kube på farverne blå, hvid og rød for at vise, hvilke farver landets flag har.

Vores vurdering af Concept

Jo mere man spiller, desto nemmere bliver det. Man starter dog ligesom forfra hver gang, man spiller med nogle nye/andre spillere. Det handler nemlig om at finde ud af, hvordan deres tankegang er, så man kan spore sig ind på i hvilken retning, de forsøger at gå.

Det er et spil, som er nemt at lære, men som man nok aldrig helt lærer at mestre. Det er kun en fordel, da det giver mere spilleglæde, at alle er på samme niveau uanset hvor mange gange, man har spillet det før.

Skulle man ske at blive rigtig god til det, så er det bare at tage næste niveau på kortet og avancere fra nem til svær eller fra svær til udfordrende. Det er min påstand, at ingen vil synes, det er barnemad at gætte eller vise alle ordene på kortene.

Hvis man synes, der skal være lidt mere udfordring eller man vil gamble lidt mere, så er der fin mulighed for at tilpasse spillet lidt. En mulighed kunne være, at man selv vælger, hvilket ord ud af de 3 sværhedsgrader man vil vise.

For at få gambling-aspektet ind i det, kan man beslutte, at det giver højere point at vise og gætte, jo sværere ordet er. Der er ikke helt pointbrikker nok med til denne version, men det løses nemt ved at finde en kuglepen og noget papir (eller noterer det på sin mobil).

Vi har før prøvet lignende spil, hvor man ved hjælp af kort/ikoner skulle få de andre til at gætte ord, som slet ikke fangede os, særligt fordi det blev alt for svært.

Concept har en tilpas sværhedsgrad til, at det bliver sjovt at spille.

Det er en stor fordel, at der medfølger 2 ark med forklarende ord på alle ikoner. På den måde kan man hurtigere spore sig ind på, hvad der forsøges at vise.

Det er til gengæld en ulempe, at der netop kun er 2 af disse. Jo flere man spiller, desto flere ”forklaringsark” er nødvendige.

Holdet som skal vise ordet kan med fordel sidde med et ark, så man kan pege på hvilke ikoner, man har i tankerne at bruge, uden det bliver nødvendigt at røbe noget for de andre spillere.

Ligeledes er det rart for dem, der skal gætte, at de også har mulighed for at se hvad de valgte ikoner repræsentere. Holdet som skal vise ordet, vil i nogle situationer have brug for at tænke videre, hvis ordet ikke gættes med det samme.

Derfor er det bedst, at de bliver ved med at have et ark, hvor de kan forsøge at finde flere ikoner, som vha. underkategorier kan vise i den rigtige retning. I starten forsøgte vi at løse det ved, at holdet læste de 3 ord op, hver gang de satte en brik.

Det fungerer fint, hvis det kun er få brikker, man bruger. Men har man gang i mange brikker og underkategorier, glemmer man hurtigt, hvad de forskellige ikoner står for og der er det altså bare nemmere, at man selv sidder med et forklaringsark. Vi løste problemet vha. en kopimaskine.

Det er helt klart et spil, som vi kommer til at spille igen. Det er et vældig hyggeligt og anderledes spil.

– Joan Frederiksen

7 Wonders – Den Nye Udgave – spilanmeldelse

“7 Wonders 2nd Edition får en kæmpe anbefaling herfra, da det er nemt nok at lære til at alle kan være med, og der er indhold nok i det til at det bliver ved med at være interessant. Hvis det alligevel skulle blive ensformigt, findes der nogle udvidelser, som også kommer på dansk i løbet af 2021 – mere om dem til den tid…”

En spilanmeldelse af 7 Wonders – 2nd Edition

7 Wonders 2nd edition er en genudgivelse af det prisvindende og meget populære spil fra 2010, hvor især designet har fået en fornyelse, men der er også nogle få ændringer i selve spillet.

Kejser i nye klæder

Tilbage i 2011 vandt det et hav af priser, bl.a. den danske Guldbrikken for bedste voksenspil samt ”brætspillenes Oscar” nemlig Spiel des Jahres i kateorien Kennerspiel, som er for spil med noget strategi og dybde.

7 Wonders er i skrivende stund nr. 7 i kategorien Familiespil i verdens største spildatabase, og nr. 61 overall (ud af langt over 100.000 spil), og det vidner jo også om en bred popularitet, og ikke bare en snæver fanskare.

Jeg starter med en gennemgang af spillet, men hvis du allerede kender det, og mere er interesseret i hvad der er nyt, kan du bare springe den første del over – selve spillet foregår på samme måde som altid.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 7 vidundere
  • 148 kort fordelt på 3 ”aldre”
  • 78 mønter
  • 48 konfliktbrikker
  • 1 pointblok
  • 3 hjælpeark med beskrivelser af nogle af effekterne på kort og vidundere
  • 1 liste med alle kort og kæder
  • Spilleregler

Komponenterne er rimelig standard – fin kvalitet spillekort og papbrikker, så der er ikke så meget at komme efter. Spillereglerne er rimeligt nemme at gå til, og guider en trinvist igennem spillet, så man er relativt hurtigt i gang. Man skal dog lige huske at afsætte tid til at prikke alle papbrikkerne ud af rammerne inden første spil.

Opsætning af spillet

Hver spiller tager et tilfældigt vidunder (eller vælger et). Vidunderne har to sider – en dagside og en natteside. Man må selv om hvilken side man vil bruge – alle behøver ikke at bruge samme side.

Kortene sorteres i de tre aldre I, II og III. Hver bunke gennemgås for at tage de kort fra, der ikke skal bruges – nogle kort skal nemlig kun bruges ved bestemte spillerantal. Er man f.eks. 4 spillere skal man bruge alle 3+ og 4+ kortene, mens 5+, 6+ og 7+ kortene lægges tilbage i æsken. Dette kan man lige så godt gøre for alle 3 bunker inden man starter, så spillet ikke går i stå, når man skal have gang i næste bunke.

Hver bunke blandes så, og kortene deles ud mellem spillerne – de skulle gerne få 7 kort hver, ellers er der smuttet noget i sorteringen 🙂

Hver spiller tager 3 mønter (med værdi 1), og konfliktbrikkerne lægges i en bunke, og så er man klar.

Sådan spiller man 7 Wonders

Spillet foregår ved at man tager et af de 7 kort fra hånden, og enten køber det og lægger det til ens ”by” eller sælger det. Hvis man sælger det, får man 3 mønter. Herefter sender man resten af kortene videre til sidemanden, og modtager en ny hånd fra den anden sidemand. Dette gentager sig indtil der kun er 1 kort tilbage, som bliver smidt væk i stedet for at blive givet videre.

Spillet er inddelt i 3 ”aldre”, som hver består af en bunke kort.

Kortene kan have en masse forskellige gode ting, og er inddelt i forskellige farver alt efter hvilken slags kort det er:

  • Brune kort er almindelige ressourcer som træ, sten og jernmalm.
  • Grå kort er mere sjældne ressourcer som glas, papyrus og stof.
  • Gule kort er handelskort, som kan give handelsfordele, hvis man skal købe ressourcer.
  • Røde kort er militærkort, som har 1, 2 eller 3 skjolde på.
  • Grønne kort har videnskabssymboler, som kan give point hvis man enten samler flere ens eller laver sæt med tre forskellige.
  • Blå kort giver ”bare” point ved spillets slutning.

Kortene har en pris, og det er her ressourcekortene kommer ind – kort kan nemlig både koste penge og/eller ressourcer. Har man ikke de krævede ressourcer, kan man købe dem af sine sidemænd, hvis de har dem, for 2 mønter pr. ressource. Har de heller ikke det man skal bruge, kan man ikke købe kortet.

Der er samlet godt med ressourcer, så spilleren her har 4 jernmalm, en mursten, et glas og to bunker træ eller en bunke træ og en grå sten, når der skal købes nye kort.

De brune og grå ressourcer giver ikke point i sig selv, men de gør at man kan købe de dyrere kort – og giver muligvis lidt indtægt i løbet af spillet, hvis ens sidemænd ikke har de ressourcer de skal bruge, så de bliver nødt til at købe fra en. Man kan ikke afslå at sælge til en modstander, så hvis en sidemand har det man skal bruge, kan man bare købe det.

De røde militærkort kommer i spil i slutningen af hver alder, altså når alle har spillet 6 kort. Nu ser man på sine 2 sidemænd og sammenligner antallet af skjolde i sine byer, og i hver ”kamp” kan man enten tabe, vinde eller få uafgjort. En tabt kamp giver en brik med -1 point, uafgjort giver ingenting, og en vundet kamp giver 1 point efter alder I, 3 point efter alder II og hele 5 point efter alder III. Man skal altså tænke over at hvis man selv vælger at negligere militærmagt, får ens sidemænd muligheden for nogle lette point.

Når man kommer til alder II og III, kan nogle kort være gratis, hvis man har bestemte kort i forvejen – det kaldes en kæde. Man kan se på et kort om det senere giver adgang til en kæde, ved at der er et lille hvidt symbol i øverste højre hjørne af kortet.

Det sidste vi mangler at dække (tror jeg da), er det som har givet spillet dets navn: Vidunderne. Hvert vidunder har 3 dele (et par af dem dog 2 eller 4), som giver en bonus, når man bygger dem. Det er ikke obligatorisk at bygge dem, så hvis man synes at kortene er bedre end bonusserne på vidunderet, lader man bare være. Man skal nemlig bruge et kort til at bygge delene i sit vidunder – i stedet for at tilføje kortet til ens by eller sælge det, lægger man det under den del af vidunderet man vil bygge. De skal dog bygges i rækkefølge, så hvis man synes at den første bonus er lidt for lille men den sidste er genial, må man jo vurdere om det er værd at bygge dem alle. Generelt er bonusserne på vidunderne dog værd at bygge, ellers var der jo ikke meget mening med dem som omdrejningspunktet for spillet 😄

Når alder III er slut, og man har fundet vinderne af militærkampene, tælles der point, og den med flest point vinder (duh!)

Forskelle fra den gamle udgave

Hvis man allerede kender 7 Wonders, vil der være nogle forskelle – de fleste af dem er mest visuelle, men der er nogle få ting, der gør en forskel i spillet. Så hvis man allerede har 7 Wonders, skal man så ud at anskaffe sig den nye version? Tja, du kan jo se listen over forskelle, og så må du finde ud af, om det er det værd for dig.

Det første jeg vil nævne, er i mine øjne det mindste af det hele – det nye design. Alt lige fra æske til kort til vidundere til militærbrikker (sjovt nok ikke mønterne) har fået ny grafik, og det er jo så op til en selv, om man synes det er bedre eller værre. Personligt kunne jeg egentlig godt lide det gamle design – det nye udseende på bagsiden af kortene er jeg ikke fan af, men det er jo lige meget for spillet. Vidunderne har fået en dag- og en natteside i stedet for A og B side, hvor der er visuel forskel på de to sider – det synes jeg er ret cool. De er også blevet lidt større – det ved jeg ikke helt hvorfor, for man udnytter det ikke rigtigt i spillet…

Den næste ting er vidunderne. Udover at pladerne er blevet lidt større og A/B er ændret til dag/nat, er der ændret i nogle af bonusserne samt den startressource de giver. Nogle af bonusserne er helt nye, som f.eks. at man med Olympia del 1 og 2 må spille hhv. det første og det sidste kort i hver alder gratis, mens andre bare er ændret lidt eller er uændrede. Jeg går ud fra at det er for at justere balancen mellem dem, og at det er noget man er kommet frem til efter tilbagemeldinger fra fans gennem spillets 10 års levetid.

En lille ting, som ikke var i den gamle, er 3 reference sheets, som man kan lægge mellem spillerne, og se hvad de forskellige symboler betyder. Jeg ved ikke hvorfor de kun har vedlagt 3, det kan da ikke koste mange ører at lave en til hver spiller, men lægger man dem mellem spillerne, går det nok. I denne nordiske version er der 3 på hvert sprog, så hvis nogle kan klare sig på norsk eller svensk, kan hver spiller godt få en. I den gamle var der et ark med opsummering af reglerne, hvor alle symboler også blev forklaret, men der var kun 1, og den var samme størrelse som regelbogen, så den var ikke så nem at lægge på bordet mellem spillerne.

Der er kommet et nyt gult kort – Ludus – på bekostning af en Town Hall og en Arena (som der var 3 af hver af i den gamle version). Ludus, som er et alder III kort, giver 3 mønter og 1 point pr. rødt kort og er i spil ved 5+ og 7+ spillere.

2-player varianten er dømt ude! Siden den første udgave er der kommet en 2-player version – 7 Wonders Duel (som du kan læse en anmeldelse af her, hvis du primært spiller med 2 spillere) – hvor det at spille 2 ikke er en halvhjertet variant med en slags blind makker, så derfor er varianten helt udeladt i denne nye version. Nogle få foretrak den gamle 2-player variant over 7 Wonder Duel, primært folk der synes at Duel er lidt for meget ”cut-throat”, men det har altså ikke været nok til at de har beholdt den.

Til sidst kommer den absolut største ændring i min optik: Kortene er ændret i opbygning. Ikke bare design, men hvor tingene står på kortet. Alt er nu flyttet op i toppen af kortet, så man ikke længere behøver at lægge dem på skrå når man laver en række, og det er især sket ved at flytte navnet på kortet op i toppen, samt ved at lave kædesymboler (hvilket er taget direkte fra 7 Wonder Duel), for at vise hvilke nye bygninger man kan få gratis som kæde. Det er MEGET mere overskueligt, og en stor forbedring efter min mening. Det gør også at man kan skubbe dem ind under vidunderbrættet, da der ikke er nogen information på den nederste del. Vores naboer, som har den gamle version og introducerede os til 7 Wonders i første omgang, blev så glade for det, da vi spillede den nye version med dem, at de spurgte om man ikke kunne købe de nye kort løst, i stedet for at købe et helt nyt spil. Desværre er det ikke lige noget jeg har fundet nogle steder…

Vores mening om 7 Wonders 2nd Edition

Vi kendte godt 7 Wonders i forvejen, da vi havde spillet det hos vores naboer, og vi synes det er et rigtigt godt spil. Vi har også selv 7 Wonders Duel, som vi også er rigtigt glade for, da vi ofte spiller 2 herhjemme, da (før Corona i hvert fald) kalenderen sjældent har meget plads til spille-dates.

Jeg kan godt lide ”card drafting” delen, hvor man vælger et kort og sender resten videre – det bliver en vurdering af hvad man selv kan bruge og hvad man helst ikke vil sende videre til modstanderen. Her er der også forskel på hvor mange man er – med 7 spillere får man kun ét kort fra sin starthånd, så det er om at vælge det bedste, mens med 4 spillere når hånden at komme tilbage – men det er jo ikke til at vide hvad de andre har taget på vejen. Det er også fedt at det kan spilles helt op til 7 spillere, så det kan bruges i mange forskellige grupper.

En af tingene som jeg synes gør det langtidsholdbart, er de mange måder at få point på. Man kan lægge en forskellig strategi hver gang alt efter hvilke kort, der kommer til en – skal man satse på militær, eller skal man negligere det (og formentlig lade ens sidemænd få nogle nemme point) og f.eks. gå efter en masse blå og grønne kort? Skal man bygge sit vidunder tidligt eller vente? Skal man være selvforsynende, eller bruge sine kort på noget, der giver point, men til gengæld måtte købe ressourcer af sidemændene? Der er masser af valgmuligheder.

I forhold til forskellene fra den gamle version, er jeg neutral omkring det meste – jeg er lidt ærgerlig over at de har udeladt 2-player varianten, selvom vi har 7 Wonders Duel (mest fordi jeg aldrig har prøvet den), men det er jo nok gjort ud fra 10 års erfaringer med spillet. Til gengæld er jeg kæmpe fan af at de har adopteret kædesymbolerne fra Duel versionen – det er virkelig meget mere overskueligt at finde ud af, om man kan få en bygning gratis via en kæde, og det tager mindre plads på bordet, når man kan lægge kortrækkerne lige i stedet for skrå.

Alt i alt er jeg stor fan, og jeg mener at der er en grund til at det har vundet så mange priser som det har. Hvis jeg havde den gamle version, ville jeg nok ikke mene at der var nok nyt til at købe den, men hvis man kunne komme af med den gamle for en slat penge, kunne kortenes nye opbygning godt være nok til, at jeg ville ofre lidt på at forny den. En slags alternativ til at købe kortene løst 🙂

7 Wonders 2nd Edition får en kæmpe anbefaling herfra, da det er nemt nok at lære til at alle kan være med, og der er indhold nok i det til at det bliver ved med at være interessant. Hvis det alligevel skulle blive ensformigt, findes der nogle udvidelser, som også kommer på dansk i løbet af 2021 – mere om dem til den tid.

– Kim Larsen

Temple Rush spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 25 – 35 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Temple Rush er simpelt, men samtidig med et lille aspekt af strategi, som gør det sjovt og giver god spilværdi. Det er et spil, som overraskede mig – positivt. Vi er ellers kritiske med hvilke spil, der får lov at blive en del af samlingen og hvilke, der gives videre til venner/familie, men Temple Rush fik lov til at blive en del af det fine selskab i spilskabet…”

En anmeldelse af Temple Rush familiespillet

Tempel Rush er et simpelt spil, som virker gennemtænkt. Jeg må indrømme, at jeg/vi nok bærer præg af, at vores spilsamling er på den anden side af 100 stk.

Vi er kritiske med hvilke spil, der får lov at blive en del af samlingen og hvilke, der gives videre til venner/familie.

Temple Rush er simpelt, men samtidig med et lille aspekt af strategi, som gør det sjovt og giver god spilværdi. Det er et spil, som overraskede mig – positivt.

Indhold i spilæsken

Spillet er i en solid æske med et flot tiltalende layout.

I æsken findes der:

  • Spillevejledninger på de nordiske sprog
  • 4 spilleplader (spillet er for 2-4 personer)
  • 52 byggesten (ligner legoklodser)
  • 8 spiller tokens
  • 6 power tokens
  • point tokens
  • 4 terninger i hver sin farve
  • 31 tempelkort
  • 2 kort med oversigt over power tokens
  • 3 kortholdere
  • en lyserød plastikdiamant.

Udover dette var der små plastikposer med, som kan bruges til at holde styr på tokens, terninger osv. uden de vælter for meget rundt i æsken.

Det er aldrig fedt at starte spilleaften med at bruge lang tid på at sortere brikker, der ligger hulter til bulter i æsken…

Spillevejledningen er flot og indbydende samt nem at læse og forstå. Det tog ganske få minutter fra vi pakkede det op, til vi var godt i gang med spillet.

Om Temple Rush spillet

Hver spiller får en spilleplade. På pladen er der 4 felter til klodser i hver sin størrelse. Der er 3 runde pladser til spiller-tokens og power-tokens.

Imellem de to er der 3 små pladser til point-tokens. Sidst men ikke mindst er der 3 firkantede felter, som er byggefelter.

Pladerne har hver sin farve og matchende terninger og spiller tokens.

Inden spillet starter, skal alle lægge sine spiller-tokens i de to rum til dette.

Den ene token er ”solorunde” og den anden ”Super cement”. Disse to har alle spillere. Dernæst skal der trækkes 1 power-token, som lægges i det 3. rum.

Denne holdes hemmelig for modstanderne, indtil den skal bruges.

Hvis man er 2 spillere, skal der i stedet trækkes 2 power tokens og ”Super cement” udgår.

De 6 sorte power-tokens er: Skjoldet, Lynbyg, bomben (2 stk.) og sækken (2 stk.) De 2 slags spiller-tokens og power-tokens har følgende egenskaber:

Solorunde: Udelukker de andre spillere fra en runde. Der kastes 2 terninger og den aktive spiller må bruge begge terningslag.

Super cement: Giver mulighed for at placere en løs byggesten på et byggefelt, som først skal bruges senere.

Skjoldet: Udelukker de andre spillere fra at bygge (videre) på et specifik tempelkort i 3 runder

Sækken: Mulighed for at låne byggeklodser fra en andens spillers byggefelt til at færdiggøre en bygning i samme runde

Bomben: Ødelæg en anden spillers figur

Lynbyg: Byg et af tempelkortene så hurtigt som muligt (i stedet for terningslag) i konkurrence mod de andre spillere. Vinderen får tempelkortet.

Midt på bordet opstilles tempelkort. 2 tempelkort hvis man er 2-3 spillere og 3 tempelkort, hvis man er 4 spillere. Alle spiller på samme tid, men skiftes til at slå med terningen.

Den aktive spiller kan bruge en af sine tokens inden eller i stedet for at slå med terningen – afhængig af hvilken token, det drejer sig om.

Terningens sider viser hver en tegning af byggeklodser i forskellige str. og på 2 sider er der en stjerne.

Stjernen betyder, at man selv må vælge, hvilken klods man vil bruge. De andre sider viser, hvilken type klods, man skal bygge med (hvis man kan).

Kan man ikke bruge den pågældende klods, laver man ingen træk i den runde.

Man tager x antal kort og lægger dem i en bunke (afhængig af hvor mange spillere, der er med) og når bunken er tom, er spillet færdigt og der tælles point. Alle tempelkort har et tal stående øverst i højre hjørne, som viser, hvor mange point, det giver. Første spiller kaster terningerne og alle spillere må tage en klods tilsvarende det, som terningen viser.

Man vælger selv, hvilket byggefelt man vil bruge og dermed hvilken tempelfigur, man vil bruge klodsen til. Man kan sagtens bygge på flere tempelfigurer samtidigt.

Det er ofte en fordel at koncentrere sig om én tempelfigur, så en anden ikke når, at få den snuppet inden man selv, har fået den bygget.

Men da man ikke altid kan bruge klodsen til samme figur, kan det være den i stedet kan bruges til en af de andre.

Når man har en brik i sit byggefelt, skal den næste klods kunne sættes sammen med den på byggefeltet. Man må altså ikke tage en klods, som man først skal bruge senere i figuren og lægge løst på byggefeltet.

For at færdiggøre tempelfiguren skal klodserne blot vise omridset af figuren. Det vil sige, at man godt må sætte en klods, der egentlig peger bagud, da omridset stadig er som på billedet.

Så snart man har sat den sidste klods, siger man ”temple rush” og sætter figuren ved siden af kortet.

Er den korrekt lavet, får man kortet.

Er den forkert, skal man som straf fjerne en valgfri klods fra den pågældende figur, som derefter må bruges igen senere.

Er der flere spillere, som har lavet figuren i samme runde, får den ene kortet og de andre en lille pointbrik, der har samme værdi som tempelkortet.

I spillepladen er der 3 ”huller”, som passer med disse pointbrikker. På den måde, er det nemt at holde styr på point, selvom man ikke får tempelkortet. Når man har fået kortet (eller en pointbrik) skiller man figuren ad og vælger en af klodserne, som skal sættes i spillepladen.

Disse giver også point til sidst. Man kan kun have 1 af hver klods i spillepladen, har man alle 4, lader man være blot være med at tage en klods fra. Efter kortet er bygget og givet til en spiller, sættes der et nyt kort i kortholderen med en ny tempelfigur.

Når der kun er 1 tempelkort tilbage, skal alle rydde deres byggefelt og starte forfra på samme tid. Så snart denne figur er bygget, er spillet færdig og der skal tælles point. Spilleren med flest point vinder den lyserøde diament. (Altså har den ingen effekt i spillet og kommer først ”i spil”, når spillet er slut)

Vores vurdering af Temple Rush

Jeg var lidt spændt på dette spil. Jeg bliver ofte fristet af en flot æske, men det er bestemt ikke altid at en indbydende æske svarer til indhold og spilværdi. Ligeledes var jeg spændt på, om det var noget værd for voksne, eller om det var primært til børn.

Som jeg startede med at skrive, er vi ret kritiske, når det kommer til spil. Der skal være noget, som gør det underholdende og det skal være noget, som ikke minder alt for meget om noget, vi har i forvejen. Temple Rush er et af de spil, som klarede sig igennem nåleøjet og får lov at blive en del af vores spilsamling.

En klar fordel er, at det ikke minder om andre spil, vi har.

Det anbefales fra 9 år og opefter, vurderes til at vare 25 min og er for 2-4 spillere.

I forhold til aldersgrænsen tror jeg sagtens yngre børn også kan spille det. Jeg vil tro, at børn i 7-årsalderen, kan spille med lidt hjælp fra de andre spillere ift. at skabe overblikket over, hvordan man kan bruge klodserne.

Der er ikke noget hemmeligt i spillet, så faktisk kan alle hjælpe alle, uden det ødelægger andet end ens egne vinderchancer.

Vi har spillet det med en 8-årig, som fint kunne finde ud af det, uden hjælp.

Da vores egne børn var noget yngre, og vi skulle spille sammen, var der en del spil, som vi voksne synes var alt for simple og kedelige, men som børnene elskede. Temple Rush er også et simpelt spil, som børnene nemt kan lære, uden at være kedeligt for de voksne.

Det vil nok ikke blive det spil, min mand og jeg finder frem som et 2-player game – eller sammen med vennerne. Men som familiespil er Temple Rush et godt bud på et hyggeligt spil.

– Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af City Blox

Nye spændende brætspil til Mandecentret

Legebyen.dk fik for nyligt en sød henvendelse fra Mandecentret.dk, som ville høre om vi havde lidt brætspil i overskud, som kunne doneres til centeret, så de mænd og børn der bor på en af de seks afdelinger, kunne komme til at spille lidt nye brætspil.

At spille brætspil, og andre typer spil, er en fantastisk måde at være sammen som familie, uden at være nødsaget til at skulle snakke om et bestemt emne. Men imens man spiller så kommer samtalerne gerne igang af sig selv.

At spille spil sammen som familie giver gode minder hos børnene og giver hyggelige stunder sammen og man lærer selvfølgelig også, både at tabe og at vinde.

Med hjælp fra et par af Legebyens spilleverandører har vi samlet et par store kasser med brætspil sammen, som snart lander hos Mandecentret i København.

Vi synes Mandecentret fortjente lidt mere, end bare et par spil, hvorfor vi på deres vegne, spurgte om hjælp hos flere af vores leverandører af spil, som har været rigtig søde til at hjælpe med at samle lidt spil ind.

Legebyen.dk vil især gerne sende en stor tak afsted til Asmodee Nordics, Amo-Toys, Spilbræt.dk og Danspil, for at hjælpe med at samle spil ind.

Hvad er Mandecentret?

Mandecentret er et landsdækkende tilbud med afdelinger i Aalborg, Aarhus, Randers, Esbjerg, Odense og København. Mandecentret arbejder med mænd, som rammes af en krise i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør og med mænd, som er udsat for vold i deres nære relationer.

I Mandecentret tilbydes en midlertidig bolig til mænd via servicelovens §110. Hvis manden har børn, kan de flytte med på Mandecentret, som har 78 pladser.

Målet er at støtte den enkelte mand i at forebygge eller bryde en social deroute. Der er fokus på at hjælpe manden gennem krisen frem til et liv og en hverdag, hvor han igen bliver i stand til at bo i egen bolig, varetage sit arbejde og være en god far for sine børn.

Udover midlertidig bolig tilbyder Mandecentret gratis ambulant rådgivning til mænd, der stadig kan bo hjemme. Denne rådgivning varetages af frivillige rådgivere og består typisk af et personligt rådgivningsforløb, hvor manden støttes i sin krise.

Målgruppen er den helt almindelige mand, som står i en svær situation i forbindelse med en skilsmisse eller samlivsophør, og som har brug for støtte, vejledning og måske midlertidigt tag over hovedet til at komme styrket gennem de udfordringer, der ofte følger med en større livsændring.

På Mandecentret har vi en nul-tolerancepolitik over for alkohol og euforiserende stoffer. Vores målgruppe er mænd uden et ubehandlet misbrug og uden ubehandlet alvorlig psykisk sygdom. Du skal være fyldt 18 år.

Har du også brug for hjælp?

  • HVERT ÅR HJÆLPER MANDECENTRET OVER 500 FÆDRE MED SAMVÆR.
  • I SÆRLIGE TILFÆLDE KAN MANDECENTRET HJÆLPE MED ET STED AT BO.
  • MANDECENTRET HJÆLPER MED AT STOPPE VOLD OG KONFLIKTER I HJEMMET.

RING PÅ 70 11 62 63

Eller læs mere på hjemmesiden: Mandecentret.dk


Herunder kan du læse mere om Mandecentret. Da Legebyen spurgte til hvad Mandecentret egentlig var, fik vi tilsendt denne lidt længere artikel om centeret, som er skrevet af Chastine Engqvist. Vi har kopieret hendes artikel ind herunder….

Hvem har brug for Mandecentret?

Skrevet Af: Chastine Engqvist

Sådan lyder spørgsmålet ofte, når Mandecentrets ansatte og beboere fortæller om stedet. Svaret er enkelt, for alle har brug for et sted som Mandecentret. Vores målgruppe er den helt almindelige mand, som står i en svær situation i forbindelse med en skilsmisse eller et brudt parforhold, og som har brug for støtte, vejledning og måske midlertidigt tag over hovedet til at komme styrket gennem de udfordringer, der ofte følger med en større livsændring. Mandecentrets tilbud omfatter kriseramte mænd og deres børn.

Fortællingerne fra Mandecentrets brugere og beboere går igen og vidner om, at Mandecentrets brugere oplever mange af de samme udfordringer, følelser og fordomme, uanset social klasse, alder, religion og nationalitet.

Det kommer ofte bag på manden, at hans kone vil skilles. Kvinden har måske brugt tid på at forberede sig, blandt andet ved at tale med venner og familie og afdække sine muligheder, mens manden slet ikke har overvejet skilsmisse som en mulighed.

Når kvinden fortæller, at hun ønsker skilsmisse, så går mange mænd i en choktilstand og reagerer for eksempel med at flytte fra parrets fælles hjem. Oftest i den tro, at hvis han flytter væk, så er familien sikret, børnene har deres faste base, og far flytter bare lige hjem til en god ven et par dage, indtil han har fundet noget andet.

Ugerne går og pludselig er pladsen hos vennen trang. Selvom der ikke er et alternativt sted at flytte hen, så fortæller manden sin kammerat, at han har fundet noget andet. I virkeligheden er mange mænd nødsaget til at sove i bilen, overnatte på arbejdspladsen, i omklædningsrum eller kældre.

Til sidst bliver situationen uholdbar. Mandens relation til børnene smuldrer, fordi han ikke kan finde et ordentligt sted, hvor de kan opholde sig sammen. Manden er blevet usynligt hjemløs.  De usynlige hjemløse er de mænd, der desperat forsøger at skjule krisen, opretholde hverdagen, fastholde jobbet, kæmper med ekspartneren om samvær med børnene, mens de kolde nætter i parken eller bilen gør dem så udtrættede, at deres dømmekraft svækkes.

Det er ofte her Mandecentret kommer ind i billedet. Når de usynlige konsekvenser bliver synlige og realiteterne rammer manden for fuld kraft.

Det kræver mod, modenhed og vilje at henvende sig til Mandecentret

Mandecentrets ansatte hører ofte fra både ambulante brugere og beboere, hvor svært det er at træde ind over dørtærsklen til Mandecentret. Ofte skal der flere forsøg til, før det lykkedes at fastholde beslutningen om at gøre noget ved situationen.  – Det kræver meget at se sin livskrise i øjnene, arbejde med den, bearbejde den, og komme styrket ud på den anden side, siger Christina Kirkegaard, forstander for Mandecentret København.

Men er man(d) villig til det, så kommer man styrket gennem krisen. For når først manden har erkendt, at han har brug for hjælp og har overvundet sig selv og rakt ud efter den nødvendige hjælp, så går det oftest kun en vej og det er fremad. Når man siger ja til hjælpen fra Mandecentret, siger man også ja til forandring. – Det er hårdt arbejde for hver enkelt mand, men med 13 års erfaring med at hjælpe kriseramte mænd, så ved vi, at indsatsen nytter, fortæller Christina Kirkegaard, forstander Mandecentret København.

På landsplan hjælper Mandecentret årligt 1500 mænd i vores ambulante rådgivning. Der er syv afdelinger af Mandecentret fordelt over det meste af Danmark. Mandecentret har 78 botilbudspladser, som drives efter Servicelovens §110.

Derudover tilbyder Mandecentret gratis ambulant rådgivning af både økonomisk, juridisk og personlig karakter.

  • Særligt vejledning omkring samvær er noget af det, som vi ser et større og større behov for, fortæller Christina Kirkegaard, forstander, Mandecentret København.
  • Lovgivningen på området og de lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset er til stor frustration for fædrene, der har svært ved at navigere i deres rettigheder. Mens de venter på en tid i Familieretshuset, så ser de måske ikke deres børn og savnet efter børnene fylder dem med afmagt og frustration.

Børnenes tilstedeværelse stiller høje krav til beboerne

Hvis man bliver visiteret til Mandecentrets botilbud, så gennemgår man et rådgivende forløb i den periode man bor der.

Perioden varierer meget, men der er en gennemsnitlig belægningstid på omkring 4,5 måned. Hver beboer bliver tildelt en kontaktperson, som faciliterer de målsætninger, der løbende fastsættes. Derudover bliver Mandecentrets beboere tilbudt gruppeforløb og individuelle samtaler, hvor omdrejningspunktet er de udfordringer og følelser, der er opstået i forbindelse med det brudte parforhold.

Vores botilbud indbefatter også, at manden kan bo på centret sammen med sine børn. Der er trygge og hjemlige rammer med legetøj, hyggelige stuer og legekammerater. Fordi Mandecentret har plads til børn, så stiller vi høje krav til de beboere, der visiteres til tilbuddet. Mandecentret har nul-tolerance overfor alkohol og euforiserende stoffer.

Mændene på dagsorden

Mandecentret har en vigtig opgave: At være med til at sætte mænd på den politiske dagsorden. Ifølge lovgivningen findes der ikke en mulighed for at åbne et krisecenter for mænd.

Mandecentret skal derfor være med til at aftabuisere skammen over at være i krise når man er mand, og formidle at mænd der beder om hjælp ikke er hverken svage eller underminerede, og ikke mindst at mænd også kan blive ramt af livet.

Og vi skal blive ved med at fortælle historierne om at mænd også kan blive udsat for vold udført af deres kvindelige partner.

FAKTA OM MANDECENTRET

  • Mandecentret er en landsdækkende organisation, der rådgiver og hjælper mænd i skilsmisse eller parbrud samt mænd der er udsat for vold i nære relationer.
  • Mandecentret har 78 værelser fordelt på seks afdelinger.
  • I 2020 var der 192 der boede på Mandecentret.
  • Den gennemsnitlige opholdslængde var i 2020 på 133 dage (ca. 4 måneder).
  • 70% af beboerne blev fastholdt eller fik styrket deres beskæftigelsessituation under opholdet på Mandecentret.
  • Næste 2000 henvender sig årligt til Mandecentret