Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag-arkiv

Ticket To Ride: Europe anmeldelse

Alder: Fra 8 år + | Spilletid: Ca. 45 – 85 min. | For 2 – 5 deltagere

Som et lille fif kan vi med vores erfaring sige, at det jo selvfølgelig altid er en fordel at have mange ruter, hvis man kan få dem gjort færdigt. Det er nemlig sådan, at når spillet slutter, så tæller fuldendte ruter som plus point, men hvis man sidder med mange ruter på hånden, som ikke er komplette, så tæller det som minus point.

Så kører toget rundt i Europa

Allerede første gang jeg prøvede Ticket to Ride var jeg helt solgt, og har lige siden altid ævlet om, hvor godt spillet var. Derfor var det eneste rigtige at introducere spillet herhjemme, så vi kunne bygge togbaner i stride strømme! Heldigvis, så er Stine også meget begrejstret for spillet, så det bliver til en del aftener med planlægning af togruter over hele Europa.

Spillet kommer fra Days of Wonder og siden den første udgivelse af originalen Ticket to Ride, som handlede om at bygge togruter i USA, så er spilserien blevet udviklet til at indeholde efterhånden så mange varianter, at det er svært at skabe sig det totale overblik. Vi har været så heldige at få fingrene i Europe versionen!

Genremæssigt er det lidt i stil med eksempelvis det klassiske Catan.

Udpakning af spillet

Spillet indeholder 1 spillebræt, 240 togvogne af plastic, 15 togstationer i plastic, 5 pointmarkører og i alt 158 spillekort – heraf 110 togvognskort, 40 almindelige rutekort, 6 lange rutekort, 1 bonuskort for længste strækning og 1 kort der viser hvordan man får point.

Herudover medfølger der en regelmanual, som meget grundigt beskriver de relativt mange regler der er i spillet – det skal dog siges, at selvom der er ret mange ting at sætte sig ind i første gang man giver sig i kast med Ticket to Ride, så er spillet som sådan ikke kompliceret og man kan sagtens være med på lige vilkår som nybegynder mod erfarne spillere. Dette er også et stort plus i min bog!

Alle tingene er af rigtig fin kvalitet og med fine detaljer og farver. Faktisk er spillet meget flot og selve spillepladen er også et fint kort – hvis man ser bort fra alle de ruter der er der på! 🙂

Reglerne og spillets gang

Kort fortalt, så kan man være 2-5 spillere og officielt skriver Days of Wonder, at spillet varer fra 30-60 minutter, men jeg vil nu mere mene at det er fra 45 – 85 minutter. De anbefaler at man skal være fra 8 år og opefter (hvis man har yngre børn, så findes der også diverse børneudgaver).

Det overordnede formål med spillet er, at man skal få det højeste antal point når spillet slutter – hvordan det slutter, det kommer vi til. Vi starter nemlig med hvordan spillet starter. Spillet starter med at alle spillere får nogle af de såkaldte “togvognskort” som er i forskellige farver og som man benytter til at lave togstrækninger med.

Herudover starter man med en række “rutekort”, som er de indlagte missioner, der er i spillet og som er med til at give point, når spillet er færdigt. Èn af de ting der virkelig fanger mig ved spillet er, at udover man selvfølgelig spiller mod de andre spillere, så tester man også lidt sig selv i forhold til, hvor mange rutekort man vælger. Vælger man mange forskellige ruter, kan man godt argumentere for, at man øger sværhedsgraden for sig selv, og det giver lige spillet en ekstra dimension.

Spillet forløber således, at man i hver runde skal vælge om man vil lave nye ruter, trække rutekort eller trække nye togvognskort. Dermed skal man også hele tiden forholde sig til om man satser på at få færdigbygget en rute, eller om man planlægger at skulle have fingrene i nogle nye ruter.

Hvordan slutter det mon?

Som et lille fif kan vi med vores erfaring sige, at det jo selvfølgelig altid er en fordel at have mange ruter, hvis man kan få dem gjort færdigt. Det er nemlig sådan, at når spillet slutter, så tæller fuldendte ruter som plus point, men hvis man sidder med mange ruter på hånden, som ikke er komplette, så tæller det som minus point. Det kan derfor også være en fordel at have mange ruter, der ligger i det samme område 🙂

Når man engang når til spillets afslutning, som kommer når én spiller ikke har flere togvogne tilbage, så skal bodet gøres op. Og også her er der en del spændning, fordi man ikke ved, hvor mange fuldendte ruter de andre spillere sidder med – her har vi i hvert fald herhjemme oplevet nogle gange, at man sidder med tanken om, at man er en sikker vinder, indtil det viser sig, at de andre spillere har fuldendt alle deres ruter og ikke sidder med andre på hånden – ØV!

Alt i alt, så er Ticket to Ride simpelthen et fantastisk brætspil – og som nævnt først i anmeldelsen, så har Stine herhjemme også taget det til sig med kyshånd.

– Anders Østergaard.

* Se hele udvalget af Ticket To Ride spil på Legebyen.dk

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: USA

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: De Nordiske Lande

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: First Journey


Ticket To Ride: First Journey anmeldelse

Alder: Fra 6 år + | Spilletid: Ca. 15 – 30 min. | For 2 – 4 spillere

Ticket to Ride: First Journey er et underholdende togspil for de mindste, hvor de voksne heller ikke kommer til at kede sig.

I de seneste dage har vi haft fornøjelsen af at teste familiespillet Ticket to Ride: First Journey. Som navnet antyder er det en børneudgave af spilserien Ticket to Ride, som er udgivet i op mod 10 forskellige udgaver. Det er et solidt spil med en god underholdningsværdi, som jeg klart kan anbefale. Her kan du læse hvorfor.

Hvad går det ud på?

Kort fortalt går spillet ud på at bygge togruter på tværs af et Europakort. Man samler kort med vogne i forskellige farver for at kunne bygge ruter i de farver på kortet. Hver spiller har sine egne kort med ruter, som de skal færdiggøre. For eksempel en rute fra København til Paris eller fra Riga til Rom.

Den første spiller, der færdiggør seks ruter, har vundet. Med sejren følger den flotte guldbillet, som man kan bruge som en slags vandrepokal i familien, hvis man har lyst.

Hvis du allerede har spillet et af de andre Ticket to Ride-spil, lyder det nok meget bekendt. Men spilskaberne har formået at forenkle alle aspekter, så det er nemt at gå i gang med for børn ned til 5-6 år.

Let at lære

Reglerne i Ticket to Ride er præcis, som de skal være: Korte, enkle og forståelige. Det hele er forklaret på to sider, så man er hurtigt i gang i forhold til mere komplekse spil, hvor man skal tygge sig gennem en halv roman først. Det tager kun 5 minutter at komme i gang med første spil – og endnu kortere tid, hvis du allerede har spillet et andet Ticket to Ride-spil.

Til de mindste kan jeg anbefale at spille med åbne kort de første par gange. De kan sagtens have det sjovt med at finde byer på kortet og sætte togvogne langs ruterne, mens de lærer reglerne stille og roligt.

Flot design holder ungernes opmærksomhed

Spillet er lækkert lavet og godt designet. Der er flotte farver og søde illustrationer. Og den slags er drønvigtigt, når man skal at holde ungernes opmærksomhed.

De små togvogne er fristende at lege med. Og producenten har heldigvis lagt en pose med ekstra vogne i kassen, hvis nogle af vognene på mystisk vis forvilder sig over i kassen med Lego. Godt tænkt.

Brættet er også gennemtænkt. Hver by har sit eget symbol, der svarer til billederne på rutekortene. Paris har Eiffeltårnet, London har Big Ben og så videre. På den måde er det nemt for de mindste at regne ud, hvor togruten skal gå hen, selvom de ikke normalt kan finde Bukarest på et kort.

Det giver ikke helt mening, at Københavns symbol er en blå løve. Men lad nu det ligge.

Kortene med togvogne er sjove i sig selv. I stedet for en gang kedelige IC3-vogne er det fantasifulde vogne, der transporterer mælk, kameler eller cirkustigre. Det er alt sammen med til at gøre det spændende for børnene.

Spillet skaber god stemning

Det er meget tilfredsstillende at spille Ticket to Ride: First Journey. Ruterne er korte, så man skal ikke sidde og vente i halve timer på at bygge noget færdigt. Det er især en fordel, når man spiller med børn med krudt i bagdelen.

Samtidig har skaberne skruet ned for konkurrence-elementet. I voksenspillet går det i høj grad ud på at spolere hinandens planer. Det kan også være sjovt, men det ikke altid lige nemt at forklare en 5-årig, at man ikke mener det personligt. Derfor er det positivt, at spillet giver plads til, at alle kan bygge deres ruter (næsten) uden at komme i vejen for hinanden.

Det betyder også, at spillet bygger lidt mindre på strategi og lidt mere på held. Det gælder om at trække de rigtige kort på det rigtige tidspunkt. Det er en god måde at udjævne forskellen, så både børn og voksne kan have nogenlunde ligeværdig kamp.

Spillet passer til børn op til cirka 11 år. Til den tid er de nok klar til at give sig i kast med lidt mere avancerede spil. For eksempel et af de andre spil i Ticket to Ride-serien. Men de større børn og teenagere kan selvfølgelig stadig have det sjovt med spille med i First Journey, hvis de for eksempel har en lillesøster eller lillebror, der stadig er i spillets målgruppe.

En klar anbefaling

Ticket to Ride: First Journey er et rigtig godt spil for hele familien. Især når børnene fra cirka 5 til 11 år. For de små er det en god intro til spil med lidt flere regler end klodsmajor.

Brætspillet er kåret til Guldbrikken-prisen for Årets Børnespil i 2017. Nu kan selv familiens yngste medlemmer blive en del af den spændende verden i Ticket to Ride!

Spillet er nemt at komme i gang med og hurtigt at gøre klar. Designet er lækkert og gennemtænkt, så børnene føler sig underholdt og har let ved at forstå sammenhængen mellem deres kort og spillepladen.

Som forælder bliver mange børnespil hurtigt meget ensformige. Men Ticket to Ride: First Journey har en god balance, så man også kan bevare interessen som voksen. Selvfølgelig er det ikke et spil med den store dybde, men den slags kan man altid hive frem, når de mindste er gået i seng.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: USA

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: Europa

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: De Nordiske Lande