Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag-arkiv

Anmeldelse af Terraforming Mars Udvidelserne

Alder: Anbefales fra 12 år + | Udvidelser: 4 forskellige | Spillere: For 1 – 5 deltagere

“Kun få længerevarende, dybere og større strategiske brætspil har formået at ramme den perfekte balance mellem historie, spilmekanik og strategi…”

Om det prisvindende Terraforming Mars

Terraforming Mars vandt Guldbrikken-prisen for “Årets Kender-spil” i Danmark i 2018 og det blev også nomineret til “Spiel Des Jahres” prisen i Tyskland samme år og i skrivende stund indtager spillet en flot 4. plads på listen over verdens bedste brætspil hos BoardGameGeek.com

Vores spilanmelder Jesper Koplev har tidligere anmeldt spillet her på bloggen og har i denne artikel set nærmere på de fire spændende udvidelser til grundspillet af Terraforming Mars.

Kun få længerevarende, dybere og større strategiske brætspil har formået at ramme den perfekte balance mellem historie, spilmekanik og strategi. Og selvfølgelig skal der bygges videre på den skandinaviske spilsucces med hele fire spiludvidelser, til de mange TF fans derude…

Læs spilanmeldelsen af Terraforming Mars her!

Om Terraforming Mars: Prelude

Prelude betyder jo noget i retning af indledning eller opbygning. Og det er også hvad denne første udvidelse til Terraforming Mars byder på.

Jeg skal lige sige, at denne anmeldelse forudsætter at du kender grundspillet Terraforming Mars, som jeg tidligere har anmeldt, for ellers giver det nok ikke så meget mening.

Jeg skal også for en god ordens skyld sige, at udvidelsen IKKE er oversat og kun findes på engelsk.

Prelude er udråbt til en af de bedste udvidelser til et af de bedste spil. 

Der er også mange der mener at udvidelsen gør grundspillet så meget bedre, at man ikke bør spille uden.

I æsken er der lidt nye firmaer (fem styk) og nye projekter (syv styk). Det vigtigste er dog de 35 “prelude-kort” der også medfølger. 

Man starter spillet med at få fire af disse kort og skal så vælge to af dem, som man beholder. Alt i alt, kan disse kort beskrives lidt som turbo kort. De giver hver spiller nogle fordele og er med til at sætte lidt fut i sagerne.

Jeg vil jo på ingen måde beskylde Terraforming Mars for at være langsomt, men her kommer der bare lidt mere fart på opbygningsfasen af spillet.

Igen kan man naturligvis være uheldig og trække kort der ikke passer sammen med sine firma kort og andre ting.

De fleste spillere burde dog kunne få noget ud af dem. Det svare lidt til udvidelsen ”floden” til Carcasonne spillet, der nu om dage er blevet en fast del af grundspillet, så den nu er med, når man køber det.

Jeg tror heller ikke der går lang tid, før Terraforming Mars kommer med Prelude udvidelsen indbygget. Det er en relativ lille udvidelse, men en ret vigtig udvidelse.

Om Terraforming Mars: Venus Next

Når nu vi har koloniseret Mars, så er det næste trin vel meget logisk Venus.

Det er det i alle tilfælde, i denne anden udvidelse til spillet Terraforming Mars.  Jeg skal lige sige, at denne anmeldelse forudsætter at du kender grundspillet Terraforming Mars, for ellers giver det nok ikke meget mening.

Jeg skal også for en god ordens skyld sige at udvidelsen IKKE er oversat og kun findes på engelsk.

Så vi skal til Venus, eller det skal vi så ikke helt….

Vi skal forberede os på at tage til Venus. Med i pakken er der hen helt ny spilleplade. Denne afløser ikke den oprindelige, men supplere den, med flere nye spil elementer.

Der er nu en ny skala, på linje med ilt, temperatur osv. som vi kender fra grundspillet.

Der er også en ny milesten og en ny præmie. En ny form for resurse bliver også introduceret under navnet ”floaters”.

Der er 49 nye projekt-kort med i æsken. Og meget naturligt er disse meget orienteret imod de nye faktorer der er kommet i spil med denne udvidelse. Og det er jo meget naturligt, da disse nye faktorer jo ikke rigtigt bliver understøttet af kortene fra det oprindelige spil.

Der er også fem nye firma-kort, men det er det mindste af det hele og er lidt ligegyldigt.

Venus Next er en fin udvidelse til et fremragende spil. Det giver noget variation og nogle nye muligheder. Jeg syntes egentligt, at grundspillet er så stort, at det ikke rigtigt gentager sig selv.

Men skulle man have spillet det for meget og syntes at man gerne vil have lidt mere variation i spillet, er Venus Next en glimrende måde at få lidt nyt liv ind i spillet.

Om Terraforming Mars: Colonies

Når nu vi har koloniseret Mars, men det er ikke nok, så der er kommet en hel del mindre kolonier oven i hatten.

Jeg skal lige sige at denne anmeldelse forudsætter at du kender grundspillet Terraforming Mars, for ellers giver det nok ikke meget mening.

Jeg skal også for en god ordens skyld sige at udvidelsen IKKE er oversat og kun findes på engelsk.

Udvidelserne til Terraforming Mars, er ikke helt uafhængige.

F.eks. indeholder denne udvidelse elementer der understøtter den nye resurse, der kaldes ”floaters” og som blev introduceret i udvidelsen Venus Next.

Det vil sige at man ikke får det fulde udbytte af denne udvidelse, hvis ikke man har udvidelsen Venus Next. 

I udvidelsen er der en række af disse kolonier, udformet som forskellige måner. På hver af disse måner kan man lave bosættelser. Disse bosættelser, giver naturligvis nogle forskellige gevinster i form af f.eks. plante produktion, penge osv.

Når spilleren har tur kan han/hun sende et skib ud til kolonien og handle med dem.

En koloni med f.eks. planter, opbygger sit lager fra tur til tur. Og når man så har sendt sit rumskib ud for at besøge kolonien, bliver lageret tømt.

Det vil sige at det kan betale sig at vente lidt og lade lageret blive rimelig stort, før end man tømmer det (det er jo naturligvis ikke gratis at sende rumskibe afsted).

På den anden side, risikere man jo også, at en af konkurrenterne, tømmer lagret lige for næsen af en. Man har ikke alle kolonierne med i spillet, hver gang.

De bliver trykket tilfældigt i starten af spillet. Og da de har ret meget produktion af den resurse de nu engang giver, kan de påvirke spillet ret meget.

Der er også nogle nye virksomheds-kort med i æsken. Og det er jo altid med til at give lidt variation til spillet, men det er ikke noget jeg personligt går så meget op i.

Du finder også 49 nye projekt-kort, der går ind sammen med grundspillets andre projekt-kort, helt uden problemer.

Om Terraforming Mars: Hellas & Elysium

Dette er den mindste af de udvidelser der er kommet til Terraforming Mars, indtil videre. Jeg formoder selvfølgelig, at du nu kender til grundspillet Terraforming Mars, som jeg tidligere har anmeldt her på bloggen.

Jeg skal også for en god ordens skyld sige, at udvidelsen IKKE er oversat og kun findes på engelsk.

I bund og grund er denne udvidelse en ny spilleplade og nye regler.

Spillepladen ligner den oprindelige. Der er dog lidt nye milesten og præmier. Der er to kort (et på hver side af spillepladen) man kan vælge imellem.

Spillepladen skal ligne den anden side af planeten Mars og ser derfor noget anderledes ud. Det er helt nye områder af Mars, man har med at gøre. Derfor er der også nye bonusser og nye udfordringer.

Der er også nye milesten og nye præmier, som man skal spille på helt nye måder, for at opnå dem.

Det er let at skifte spillepladen ud og det går gnidningsfrit sammen med alle de andre udvidelser.

Det vil sige at man f.eks. kan trække lod om hvilken spilleplade man skal bruge, før hvert spil. På den måde får man endnu mere ud af et spil, der i forvejen er super varieret.

Dette er måske ikke den mest markante udvidelse, men den giver nyt liv og variation til spillet.

Så hvis du er faldet for Terraforming Mars, er dette en udvidelse du også bør have i samlingen…

– Jesper Koplev

Terraforming Mars spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Forvent 2 – 3 timer |Spillere: For 1 – 5 deltagere

Terraforming Mars vandt Guldbrikken-prisen for “Årets Kender-spil” i Danmark i 2018 og det blev også nomineret til “Spiel Des Jahres”
prisen i Tyskland samme år og i skrivende stund indtager spillet en flot 3. plads på listen over verdens bedste brætspil hos BoardGameGeek.com

Det var over det hele, hele tiden…

Da Terraforming Mars landede i butikkerne i 2016 var det lidt ligesom, da Beatles eller Elvis dukkede op på musikscenen. Det var over det hele, hele tiden. Og det er det egentlig stadigvæk.

I skrivende stund ligger spillet på en tredjeplads over verdens bedste brætspil, på hjemmesiden boardgamegeek.com, der er den helt store trendsættende side, inden for brætspil. Og det er altså nummer tre – ud af ALLE de spil, der er anmeldt på siden. (ifølge mine udregninger er det cirka 113.000 forskellige spil). Så vi har her at gøre med noget af en stjerne.

Terraforming Mars er et super godt spil!

Det er ikke uden grund at Terraforming Mars er et super godt spil. Men (for der skal være et men), det er et ret stort spil. Det er et spil man skal ville og ikke et spil man bare lige sætter sig ned og kigger på i 15 minutter.

Det kan virke overvældede, det gjorde det i alle tilfælde på os, men hvis man holder distancen, så er det anstrengelserne værd.

Det hele bliver heller ikke lettere af, at de danske spilleregler er langt fra problemløse. Der er mystiske ord valg og en enkelt sætning eller to på finsk midt i det hele.  Derfor vil jeg meget anbefale at man ser en Youtube video der forklare spillet. Det gør det nemlig meget lettere at gå til.

Hvad handler det om?

Nå, efter alle de indledede runder, skal vi så komme til sagen og se hvad det hele drejer sig om?

Man spiller nogle forskellige firmaer der skal “terraforme” Mars. Altså gøre planeten klar til beboelse. Dette gøres ved at forøge fire parametre. Der er eksempelvis mængden af vand, ilt niveau og planetens temperatur. Når alle parametre har opnået deres ønskede værdier, er spillet slut og der kåres en vinder.

Som sagt spiller man nogle forskellige firmaer. Disse firmaer har hver deres profil. Det vil sige at et firma eksempelvis starter med lidt flere penge, et andet firma har en fordel i energi produktion osv. Dette gør at spillet altid er afvekslende og at en spiller ikke kan finde en endegyldig strategi, der altid virker.

Firmaerne har seks produktions områder som de kan arbejde med. Der er penge, stål, titanium, planter, energi og varme. Alle disse kan bruges til forskellige ting og er med til at påvirke planeten på forskellige måder.

De tre korttyper

Som det jo er formålet med mange firmaer, tjener man penge. Disse penge kan bruges til at købe ”projekt” kort. Der er tre typer af disse kort.

Begivenheder: Det er ting der sker en gang og så har en effekt. Eksempelvis et meteor nedslag. Der lander en meteor og den får temperaturen til at stige en grad. Færdig slut med det kort.

Automatiserede kort:Det er et kort som det der hedder ”designede mikrober”. Det vil sige at man har lavet nogle designede mikrober, de giver spillerne en produktion på to planter og så ikke videre. Men i modsætning til begivenheder har disse kort også nogle symboler i det højre hjørne, som man skal bruge i løbet af spilet. Der kan f.eks. være et atom symbol og så kan der være et andet kort man kun må spille, hvis man har fire kort med atom symboler på.

Aktive kort: Det er kort det kan være som kortet ”stålværk”. Dette kort tillader den der har det, at konvertere en energi til to stål. Det kan være nyttigt hvis man af den ene eller anden grund har lidt for meget af en resurse, men ikke så mange af en anden.

Næste runde

Man starter hver runde med at trække fire kort. Hvert kort koster 3 penge, hvis man vil beholde det. Dette kan give anledning til nogle meget lange tænkepauser.

Som nævnt er målet at vælge kort der påvirker vand, ilt eller temperatur. Hver gang det lykkedes spilleren at rykke en af disse værdier, stiger spillerens Terraforming niveau (kaldet TN).

Dette er et af parametrene for at vinde. Og når man i hver runde får udbetalt penge og resurser, er en stor del af ens indkomst baseret på hvilket TN man har. Men som sagt, så er det kun et af parametrene.

Der er også enkelte kort der har sejers points på. Og man kan indstifte nogle priser, der kan påvirke resultatet.

Det foregår således at man kan betale 8 penge (hvis man er den første, det er dyrere for de efterfølgende) og så indstifte en pris til den største landejer (eller noget andet, der er fem forskellige).

Den der i slutningen af spillet så har mest land, får så fem sejers-points. På samme måde er der nogle milepæle, som man kan betale for at få oprettet og de udløser så også sejers-points.

Hvis man er uheldig med kortene, eller bare har en anden strategi, er der også andre muligheder. Der er nogle standard projekter, som man til hver en tid kan købe og få fordele af. Dette gør at en spiller ikke kommer alt for langt bagud, bare fordi han/hun ikke trækker nogle af de gode kort.

Er du forvirret nu?

Det hele lyder lidt rodet og forvirret og det er det også…. de første par gange. Det begynder hurtigt at give mening. Der er bare så mange faktorer og så mange ting man kan satse på, at det kan virke overvældende i starten.

Og en ting som at penge ikke betyder synderlig meget i slutningen, kom bag på flere af os da vi spillede første gang.

Rent instinktivt fokusere man på pengene for det er jo det man plejer. I dette spil er pengene dog primært et værktøj til at nå de andre mål, ikke et mål i sig selv.

Er du alene hjemme?

Det er blevet meget moderne, at forskellige spil skal have muligheden for, at man kan spille dem alene. Jeg må indrømme at jeg ikke selv har prøvet, men har siddet ved siden af min kone, når hun har spillet det som et 1-personers spil (det er vist det man kalder at uddelegere arbejdet).

Jeg vil dog mene, at det er et 1-personers spil, som man godt kan være flere om. Forstået på den måde at det faktisk bare er en ny måde at spille spillet på og at man sagtens kan diskutere og samarbejde om løse missionerne.

På den måde undgår man også de gnidninger der kan komme ved et almindeligt spil. Det er ikke fordi der er mange, men der er visse kort der påføre de andre spilere skade eller andre ulemper. Og det kan jo en gang imellem få temperamenterne lidt op og køre. 

Det er man behageligvis fri for, hvis man spiller sammen, i et solo spil. Ellers ligner et solo spil det almindelige spil rigtigt meget og det er let at omstille sig fra det ene til det andet.

Stor afveksling

Terraforming Mars giver spillerne så mange muligheder og er så afvekslende, at jeg ikke kan forestille mig, at det begynder at gentage sig selv på noget tidspunkt.

Derud over er der også kommet en lang række Terraforming Mars udvidelser. Disse er af en meget høj kvalitet og en enkelt – Prelude – er så god, at mange rutinerede spillere siger, at de ikke spiller spillet uden den.

Udvidelserne kan du alle læse mere om inden længe – her på bloggen!

Terraforming Mars er en nyklassiker

Der er ingen tvivl om at Terraforming Mars spillet er en nyklassiker og er et spil, som man ikke kan komme uden om, hvis man er seriøs brætspiller.

Noget af det der, i mine øjne, er helt vildt vellykket ved spillet, er hvor vel balanceret det er. Der er så mange muligheder og løsninger på situationer at en dygtig spiller aldrig vil komme bagud, bare fordi han/hun er uheldig med kortene.

Det er i mine øjne med til at gøre spillet ekstra godt, fordi man har en fornemmelse af, at man selv har kontrol over sin egen skæbne.

Som sagt er det et meget stort spil og man skal have godt med overskud, for at kaste sig ud i det. Men har man det, er det helt klart et spil man bør prøve.

– Jesper Koplev