Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag-arkiv

Robot Face Race anmeldelse

Et farverigt børnespil der øver koncentrationsevnen

Alder: Fra 4 år | Spilletid: 10-15 minutter | For 2-4 spillere

Former, farver og fokus. Det er nogle af de ting, dit barn øver sig på, når hun eller han spiller Robot Face Race.

I Robot Face Race går det ud på at være hurtig og detaljeorienteret på én gang. Spillet går ud på at finde det helt rigtige robotansigt blandt 120, og det er lettere sagt end gjort.

Spillet består af en spilleplade fyldt med robotansigter, 20 pointmarkører i fire forskellige farver og en særlig ”rysteboks” med fem farvede kugler inden i.

Ryst og find


Rysteboksen er spillets vigtigste bestanddel. Når man ryster den, vælter de fem farvede kugler rundt indeni. Når man så stiller den på bordet falder de på plads ned i de fire huller. Ud for hvert hul er der en ikon for enten et hoved, en næse, en mund og et sæt øjne.

På den måde får man en tilfældig kombination, som man skal finde på spillebrættet. Det kan for eksempel være en robot med grønt hoved, røde øjne, gul næse og lilla mund.

Og nu kommer det svære. På hele spillebrættet er der nemlig 120 forskellige robotter, og ingen af dem er ens. Nu gælder det om at finde præcis den ene, der svarer til de farver, der er vist.

Når man spotter robotten, skynder man sig at lægge sin pointmarkør på den. Den første, der finder robotten og lægger sin markør, vinder runden. Så lægger man sin pointmarkør på bordet foran sig for at vise, at man har fået et point. Og den første, der får fem point vinder.

Flot grafik og god kvalitet

Robot Face Race tager sig rigtigt godt ud på stuebordet. Farverne er stærke og de glade robotansigter er sjove at se på. Efter min mening gør godt design en stor forskel i forhold til, hvor fængende et spil er. Så det er et plus for Robot Face Race.

Både spillebrættet og pointmarkørerne er trykt på godt, tykt pap, så de holder til lidt af hvert. Og rysteboksen har også allerede overlevet et par ture på gulvet.

Udfordrende i starten

Det kræver gode øjne og skarp koncentration at finde det rigtige robotansigt. Selvom der står fra 4 år på pakken, skal børnene nok være lidt ældre, før de for alvor får fod på spillet. Det kræver nemlig lidt øvelse at orientere sig mellem de mange robotansigter. Men det giver en god læring om at koncentrere sig og skelne mellem bittesmå detaljer. Og det er helt klart værd at tage med.

Selv som voksen skal man lige finde den rigtige taktik, før det for alvor går hurtigt. Men når man finder robotten, kan man hjælpe sin unge medspiller på vej. For eksempel kan man vise, hvilken fjerdedel af brættet den rigtige robot er på. På den måde kan man lige så stille øve evnen til at fokusere på de rigtige detaljer.

Man behøver i øvrigt ikke at bruge Robot Face Race som en et konkurrencespil. Man kan simpelthen også bare vælge at bruge det som en hyggelig aktivitet, hvor man hjælpes ad om at finde de rigtige robotter.

En sikker vinder til hurtig underholdning

Robot Face Race har ligget klar i nærheden af stuebordet, siden det ankom i pakken fra legebyen.dk. Agnes på 4 år har nemlig villet spille det hver dag. Og det er en klar anbefaling.

Som forælder er det sjovt at se, hvordan ens barn på kort tid skærper sin evne til at skelne mellem små detaljer, der er begravet i et hav at farver og former.

Så hvis man leder efter et spil, der er hurtigt, lærerigt og pænt at se på, er Robot Face Race værd at undersøge nærmere. Og som sagt behøver man ikke at gøre det til en konkurrence; det kan også bare være en hyggelig aktivitet.

– Søren Vinggaard Hellerung