Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag titel

Autem vel eum iriure dolor in hendrerit in vulputate velit esse molestie consequat, vel illum dolore eu feugiat nulla facilisis at vero eros et dolore feugait.

Tag-arkiv

Pictionary Air spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 30 min. | Spillere: For 2 hold (så helst 4 eller flere deltagere…)

“Lad mig starte med at sige: det var ikke sidste gang, vi snupper det med på besøg hos familien. Det var dejligt simpelt og ligetil, så alle kunne være med. Der var mulighed for at tilpasse tid og faktisk også reglerne – bl.a. besluttede vi, at man måtte tegne fra begge sider af kortet, så man havde 10 ord at vælge imellem. Det er fedt, at man kan tilpasse tiden ift. hvor længe man vil spille og hvor svært, man synes det skal være…”

En spilanmeldelse af Pictionary Air

Her er der tale om et selskabspil, som vi ikke har set før. Jeg kommer sådan til at tænke på USA og de film, hvor man ser hovedpersonerne spille en form for tegn og gæt i deres stuer på et flipboard. De fleste spil vi kender her i Danmark, er forskellige former for brætspil, som vi samles om ved spisebordet. Ved Pictionary Air er der tale om et ”sofa-spil”, hvor man kan sidde og hygge i dagligstuen, mens man ihærdig gætter på livet løs.

Spillet kommer i en særlig indpakning, som ikke skal bruges igen. Indeni er der en lille kasse på 11*27*5cm som kort og tegnepen kan være i fremadrettet. Det er ikke en super solid kasse, men det fungerer.

Spillet indeholder en tegnepen, 112 kort med ord på begge sider i en lille holder og spilleregler. Det er en meget kort spillevejledning, der er med, men der er heller ikke behov for mere, da det er ret simpelt opbygget.

For at spille skal man downloade Pictionary Air appen – denne fås til både Android og Apple enheder.

Den er gratis at downloade, og kræver kun data mens den hentes ned.

Tegnepennen bruger batterier, men disse medfølger, så man kan gå i gang med at spille med det samme. Dog skal man bruge en lille skruetrækker for at isætte/skifte batterier. Tegnepennen skal være tændt og rettet mod den enhed, som kører appen. På siden af tegnepennen sidder der en knap, man kan trykke ned. Når man vil tegne, skal denne knap trykkes ned. Hvis man vil flytte pennen uden at lave streger undervejs, slipper man knappen og så registreres bevægelsen ikke på skærmen.

Der er mulighed for, at man kan dele skærmen og få det over på et tv via chromecast, Apple TV eller lignende streamingenheder.

Kan man ikke få det til at lykkes på den måde, er der mulighed for at man vha. en adapter kan få forbindelse direkte til fjernsynet via HDMI – denne medfølger dog ikke.

Om selve Pictionary Air spillet

Man deles i 2 hold, som på skift skal tegne ordene på det kort, de trækker. Der er 5 ord på hvert kort. Det nederste ord er rødt og giver 2 point, da det er sværere end de andre ord på kortet. Man må tage ordene i vilkårlig rækkefølge, så man kan få de nemmeste lavet først.

Man vælger på skift en tegner, som skal få holdet til at gætte flest mulige af de 5 ord på kortet. Imens er der en, som styrer enheden, der streames fra.

Hvis man er heldig (eller måske bare mega god til at tegne) at nå alle 5 ord, får man i alt 6 point. Man må ikke tage et nyt kort, selvom der er tid tilbage.

Men dette er ikke bare tegn og gæt. Man kan nemlig ikke selv se sin tegning.

Man skal så vidt muligt stå med ryggen til skærmen, der streames til, så det kun er alle andre, der kan se tegningen. (Det forvirrer sikkert også bare endnu mere, hvis man skulle kigge med på skærmen og alt er spejlvendt).

Vi fandt ud af, at det er bedst, hvis man står lidt skråt væk fra tv’et. Enheden registrerer lyset fra tv’et, hvis man står foran det og tegner. En ret væsentlig detalje er, at man skal sørge for at enheden, der registrerer tegningen, står HELT stille. Det allerbedste er nok, hvis man bruger en mobil eller tablet/ipad, som har en holder på. Alternativt kan man selv få stablet noget op, som enheden kan stå op ad.

Det er tilladt at interagere med sin tegning, hvilket oftest er nødvendigt.

Man må ikke bare stå og mime uden brug af tegningen. Hvis man fx skal tegne ”pude”, kan man altså tegne en firkant som skal ligne puden, og lægge hovedet på den og lukke øjnene.

Det kunne også være ”sæbebobler”, hvilket kan være svært at tegne i luften. Men når man tegner OG puster til ”sæbeboble-pinden” og det resulterer i bobler – som man tegner, imens man puster – så bliver det langt nemmere at gætte.

Det skal dog siges, at man jo ikke selv kan se, hvor man har tegnet helt præcist, så man skal holde godt øje med hvor i luften, man har været i gang med at tegne usynligt.

På appen kan man lave forskellige spilindstillinger, så det er tilpasset til ens behov.

Tiden på en runde kan være mellem 45 sek. og 120 sek. Man kan vælge 3, 5, 7 eller 10 runder. Hvis man har 2 tegnepenne, kan man vælge ”ALL PLAY” som er en funktion, hvor begge hold dyster samtidigt.

Derudover er der flere hjælpefunktioner i appen, som både viser video og guider på, hvordan man spiller, hvad man kan gøre ved fejl på spillet, tegnetips osv.

Skulle man undervejs miste papiret med spilleregler findes dette også på appen – dog på engelsk. Der er mulighed for at optage undervejs, så tegneren kan se sin egen præstation bagefter. Det kunne vi dog ikke helt få til at virke optimalt, men det kan evt. skyldes manglende plads på vores mobiler.

Vores vurdering af Pictionary Air familiespillet

Vi spillede det første gang sammen med vores ”store” familie. Det vil sige mormor, morfar, moster, onkel, fætre, kusine og os 4 i husstanden. Aldersspredningen var fra 13 til 65 år.

Lad mig starte med at sige: det var ikke sidste gang, vi snupper det med på besøg hos familien.

Det var dejligt simpelt og ligetil, så alle kunne være med. Der var mulighed for at tilpasse tid og faktisk også reglerne – bl.a. besluttede vi, at man måtte tegne fra begge sider af kortet, så man havde 10 ord at vælge imellem.

Det er fedt, at man kan tilpasse tiden ift. hvor længe man vil spille og hvor svært, man synes det skal være. I starten var vi slemme til at tænke for meget Tegn & Gæt, hvilket betød, at vi ikke gættede så mange ord, og man var lidt frustreret over sværhedsgraden på en del ord, når man var den, der skulle tegne.

Men da vi kom i tanke om, at man måtte interagere med sin tegning, så gik det hele meget bedre og det blev tilsvarende meget sjovere. Det betød også, at alle kunne være med selvom alle ikke var lige gode til at tegne.

Vi valgte at være ret gavmilde ift. at uddele point, selvom ordet ikke var gættet helt præcist som det stod på kortet. Pictionary Air er lidt den slags spil, som handler mere om at deltage end om at vinde. Det er bare sjovt, mens det står på og slutresultat betyder ikke helt så meget.

Vi var 5 på det ene hold og 6 på det andet hold. Vi valgte derfor at tage 7 runder, så alle fik lov at tegne mindst 1 gang. Det er helt bevidst, at jeg skriver ”fik lov til”, for der var faktisk rift om hvem der skulle tage de(n) ekstra ture, som var tilovers. Det siger meget om spillet, synes jeg. Vi kommer helt sikkert til at spille det igen… og igen… og igen…

– Joan Frederiksen

Poohat spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år. | Spilletid: Cirka 20 min. | Spillere: For 2-4 deltagere | Priser: Nomineret til Årets Familiespil 2015 af Legebranchen

“Man kan ikke vinde – kun tabe eller undgå at tabe. Det er der jo sådan set ikke noget galt i, men for Marie var det i starten lidt et turn-off. Hun elsker at spille spil, men hun er meget fokuseret på at vinde, og Poohat var hun efter nogle gange ikke så glad for at spille. ”Jeg er bange for at jeg taber” var beskeden en af de første gange jeg spurgte om vi skulle spille…”

Så nemt som at gå på toilettet

At spille Poohat er lige så nemt som at gå på toilettet. Først finder du toilettet, så gør du hvad du skal, og til sidst tørrer du dig. Åh, og du skal selvfølgelig huske at vaske hænder!

Det er essensen i Poohat, et børne-/familiespil fra 6-års alderen for 2 eller flere spillere, der i al sin enkelthed går ud på at komme af med sine kort så hurtigt som muligt (eller rettere: Ikke være den med flest kort på hånden, når en runde slutter) for at undgå at tabe, og dermed få en lort (eller ”poohat”) på hovedet.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 5 ”poohatte” (gummipøller med elastik, så man kan tage dem på hovedet)
  • En pruttepude
  • Et sæt kort med forskellige symboler
  • Spilleregler på de 4 nordiske sprog

En ting, der godt kan irritere mig lidt, er at æsken skal være så stor. Det er lidt som om at spillet gerne vil se ud af mere end det er, og det der ingen grund til.

Et sæt spillekort, en pruttepude og 5 gummilorte behøver ikke en æske på størrelse med Trivial Pursuit… Det er selvfølgelig en lillebitte detalje, men det kan bare irritere mig en lille smule.

Sådan spiller man Poohat

Man forbereder spillet ved at lægge pruttepuden så alle kan nå den og dele kortene ud. Det er forskelligt hvor mange kort, der skal bruges, alt efter hvor mange spillere man er. Kortene bliver liggende på bordet med bagsiden opad, indtil runden startes. Når alle er klar tælles der til tre, og man må vende sine kort.

Kortene har 4 forskellige symboler angivet med et stort billede på midten og et mindre logo i hvert hjørne – toilet, pølle, toiletpapir og vaske hænder – og tre forskellige farver (orange, blå og grøn).

Når en runde går i gang, gælder det så om at komme af med sine kort så hurtigt som muligt. Der er ingen ture – man smider på, når man kan. Men man skal være hurtig, for inden man får fundet det kort man vil smide, kan en anden have smidt et kort, så det kort man har fat i ikke kan bruges længere.

Reglerne for at lægge kort ned er: De skal lægges i rækkefølgen toilet –> pølle –> toiletpapir -> vaske hænder -> forfra, og derudover skal der skiftes farve, så man må ikke lægge et kort i samme farve, som det der lige er blevet lagt.

I reglerne står at man skal råbe det symbol man spiller, men det glemmer vi tit ?   Det gør det dog noget nemmere når vi husker det, da man så i hvert fald kan finde den rigtige slags kort, men man skal stadig kigge på bunken efter hvad farve den har, for at kunne finde et kort, man kan smide på.

En runde er færdig når en spiller enten ikke har flere kort, eller ikke kan spille nogle af sine kort og trykker på pruttepuden. I princippet kan man godt have flest kort tilbage og vinde runden hvis ingen af dem kan spilles, men det er farligt at satse på, da det sagtens kan ske at mens man rækker ud efter pruttepuden, bliver der spillet et kort, der gør at man pludselig godt kan spille et af sine kort.

Hvis man trykker på pruttepuden, skal man vise sine resterende kort, for at bevise at de ikke kan spilles. Passer det vinder man runden, tager man fejl taber man automatisk runden. Såfremt den, der trykkede på pruttepuden, ikke tabte runden, er taberen af runden den, der sidder med flest kort tilbage.

Taberen får en poohat på hovedet og skal blande kortene til næste runde. Der spilles 5 runder, hvorefter taberen af spillet er den med flest poohatte. Har flere lige mange, tager man ekstra runder til der er fundet en taber.

Det handler om at være hurtig

Spillet går ret hurtigt, og selvom det er det, der gør det sjovt, er det desværre også den største ulempe ift. at spille børn og voksne sammen.

Det kniber med at Marie på 6 kan finde et kort der passer, før der allerede er nogen, der har smidt et nyt kort.

Reglerne siger at man kan sidde med kortene på hånden eller lægge dem på bordet, og der er det en klar fordel for børnene bare at lægge dem (der er ikke tid til at kigge på andres kort og spille efter dem alligevel, så det skader ikke at de er synlige), da det er svært at holde dem på hånden – selvom vi spillede med at Marie måtte tage dem op og ordne dem inden vi gik i gang, blev det hurtigt rodet sammen, når hun skulle finde de rigtige kort hurtigt, men når hun ordnede dem på bordet gik det rigtigt godt.

Vi synes at det er en fin husregel at børnene må se deres kort og lægge dem i orden inden runden startes – på den måde mindsker man de voksnes fordel i reaktionsevne og overblik, da deres kort vil være blandede fra rundens start, og når Marie får lov at ordne sine kort på forhånd, og har dem liggende på bordet i små bunker, er hun faktisk svær at hamle op med ?

Vores dom: Sjovt – også for de voksne

Man kan ikke vinde – kun tabe eller undgå at tabe.

Det er der jo sådan set ikke noget galt i, men for Marie var det i starten lidt et turn-off.

Hun elsker at spille spil, men hun er meget fokuseret på at vinde, og Poohat var hun efter nogle gange ikke så glad for at spille.

”Jeg er bange for at jeg taber” var beskeden en af de første gange jeg spurgte om vi skulle spille, og da jeg spurgte ind til det, virkede det som om hun ikke kunne lide at blive ”udstillet” med en lort på hovedet i resten af spillet, hvis hun tabte en runde.

Det er dog blevet meget bedre, specielt efter vi indførte husreglen med at hun må ordne sine kort i små bunker inden vi andre tager vores op – nu taber hun ikke lige så ofte, og så er det selvfølgelig meget sjovere, for i starten havde hun virkelig svært ved at følge med.

Det er også et spil, der også er sjovt for voksne, så jeg tænker at det godt kan blive et af de spil, hvor man ikke som voksen bare tænker ”åh, så pyt da…” når hun kommer og gerne vil spille.

Man bliver hurtigt grebet af stemningen, og jeg kan godt lide at det er lidt actionpræget. Jeg tænker også at det vil være fint til børn mod børn, da de så vil have samme niveau, men det har vi ikke haft mulighed for at afprøve endnu.

Så dommen må være: Godkendt, men ikke helt optimalt med børn mod voksne, hvis børnene er for små, medmindre man laver egne husregler. Til gengæld er det et spil de voksne sagtens kan låne og spille uden børn! ?

– Kim Larsen

The Chameleon spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 14 år+ | Spilletid: Ca. 5 – 15 min. | Spillere: For 3 – 8 deltagere (jo flere, desto bedre)

Det svært at beskrive hvor tilfredsstillende det er at sidde med kamæleon-kortet, bluffe sig igennem spillet, og til slut undslippe  og vinde spillet. Det er især fedt, hvis man vinder for snuden af 7 andre spillere!

Det er tid til at finde camouflagen frem

Kamæleoner er kendt for at kunne skjule sig i deres omgivelser ved at skifte farven på deres skind, så det matcher med baggrunden. I brætspillet The Chameleon kan du risikere at blive kamæleonen – og så er det dig der skal være dygtig til “ikke at blive opdaget” af de andre spillere!

Indpakning og kasse

The Chameleon kommer i en aflang kasse som er er ret godt pakket – der er altså ikke meget spildplads, og det er godt. Spillet og alle dets komponenter er i et blåt og grønt design – meget lig den kamæleon du kan risikere at blive…

I kassen finder du reglerne, spillekort til op til 8 personer, 40 forskellige emnekort, ét tomt emnekort, som I selv kan udfylde med den medfølgende tusch (og som nemt kan viskes ud på det tomme emnekort), samt to terninger.

Reglerne er nemme at forstå og har en masse gode eksempler. Faktisk opfordrer regelhæftet dig til at søge på ”How to play The Chameleon” på YouTube, for så finder du en video der på under 3 minutter forklarer reglerne med eksempler.

Det er meget praktisk hvis man sidder 8 personer der aldrig har spillet The Chameleon før, for kan alle se med at lære reglerne hurtigt.

Selve spillet

Spillet foregår ved at der altid er blandet ét kamæleon-kort ind i en bunke med kodekort, så det passer med det antal spillere man er i alt.

Kortene blandes og fordeles blandt spillerne, så alle undtagen én person ender med at sidde med et kodekort på hånden. Den person der ikke har fået et kodekort har til gengæld fået kamæleon-kortet og er dette spils kamæleon.

Bagsiden på kodekortene og kamelæon-kortet er ens, så man kan ikke se hvem der er kamæleonen. Det er kun kamæleonen selv, der ved det.

Er man kamæleon, så handler spillet om at bluffe og lade som om, man selvfølgelig ikke er kamæleonen. Alle de andre spillere ved jo at de ikke selv er kamæleonen, men de ved til gengæld heller ikke hvad de andre spillere er.

For de spillere som har trukket et kodekort, handler det om at finde kamæleonen blandt de andre spillere – men det handler også om at ikke komme til at ligne en kamæleon, så de andre spillere tror at man er kamæleonen!

Lad kamæleonjagten gå ind!

De kodekort som alle (undtagen kamæleonen) sidder med på deres hånd, skal nu bruges i kombination med terningerne og det emnekort man har valgt. Emnekortet ligger synligt på bordet, så alle spillere kan se det.

I mit eksempel er emnet ”Brætspil” og på emnekortet er der således opstillet 16 forskellige brætspil i et simpelt diagram.

Spillet foregår ved at kortgiveren slår med terningerne og alle spillere kigger på hvordan terningerne lander og refererer slaget til deres kodekort.

På den måde kan alle spillere med et kodekort se lige præcist hvilket af de 16 forskellige brætspil på emnekortet terningerne har valgt – men kamæleonen har ingen idé om det. Kodekortene er ens, så de spillere der ikke er kamæleonen vil altid komme frem til det samme ord på emnekortet.

I eksemplet har terningerne slået sådan, at man med kodekortet kan tyde sig frem til at det hemmelige ord er brætspillet Twister.

Tænk hurtigt og undslip

Nu skal alle spillere (kamæleon inkluderet) på skift sige ét ord højt, som relaterer sig til det hemmelige ord Twister. Alle spillere med et kodekort og som ved at det hemmelige ord er Twister, kan derfor vælge at sige et relevant ord højt, fx gulv eller kluddermor, og på den måde gøre de andre spillere sikre på, at det i hvert fald ikke er vedkommende der er kamæleonen.

Kamæleonen, som ikke kender det hemmelige ord, må prøve at skjule sig ved at sige et ord højt som måske relaterer sig til det overordnede emne som er ”brætspil”, men måske ikke har meget med ”Twister” at gøre.

Hvis de andre spillere har været for relevante i deres ordvalg, fx med ordet kluddermor, så kan kamæleonen måske nå at regne ud hvad det hemmelige ord er, og på den måde vælge et relevant ord at sige højt – og på den måde camouflere sig blandt de andre spillere!

Når alle spillere har sagt deres ord højt, begynder man at diskutere hvem man hver især tror er kamæleonen. Her kan kamæleonen også prøve at bluffe, og mindske risikoen for at blive fundet.

Til sidst stemmer man om, hvem man tror er kamæleonen. På samme tid peger man på den person, som man hver især tror er kamæleonen. Den person flest peger på, skal vise sit kort til de andre spillere. Hvis det er et kodekort der vendes, har man valgt en forkert spiller og kamæleonen undslipper!

Hvis man til gengæld har fundet kamæleonen, så er spillet dog ikke helt ovre. Kamæleonen har en sidste mulighed for at undslippe: Kan kamæleonen gætte hvilket ord der var det hemmelige ord på emnekortet? Hvis det rigtige ord gættes, så undslipper kamæleonen og han vinder spillet!

Opsummering

The Chameleon er et meget simpelt og ret underholdende selskabsspil. Det er hurtigt at sætte op og reglerne er så simple, at det ikke tager mere end to minutter at lære.

Jeg har prøvet spillet af flere omgange, og jeg synes at det er sjovere jo flere spillere man er, og kan især anbefale at man er seks eller flere spillere. Det giver kamæleonen flere muligheder for at gemme sig, giver sjovere diskussioner rundt om bordet, og gør også at de spillere som ikke er kamæleonen skal tænke sig lidt ekstra om for ikke at komme til at afsløre det hemmelige ord for kamæleonen.

Reglerne ændrer sig dog en lille smule alt efter hvor mange spillere man er, så der er tænkt over hvordan spillets dynamik ændrer sig, alt efter hvor mange spillere man er.

Der er også mulighed for at lave sine egne emnekort, og det kan tilføje et ekstra element til spillet, hvis man er i en gruppe hvor man synes det kunne være sjovt at have nogle emner som er lidt mere specifikke til de personer der spiller.

Der er her mulighed for at gøre spillet både nemmere og sværere, alt efter hvor kreativ man er med sit eget emnekort.

The Chameleon er lidt i stil med brætspillet Codenames, men jeg synes at det er hurtigere at gå til og spillene er kortere, så man kan nå flere spil på kortere tid. Men kan man lide Codenames, så tror jeg også man vil synes at The Chameleon er ret underholdende.

(Læs spilanmeldelse af Codenames her)

Og så er det svært at beskrive hvor tilfredsstillende det er at sidde med kamæleon-kortet, bluffe sig igennem spillet, og til slut undslippe  og vinde spillet. Det er især fedt, hvis man vinder for snuden af 7 andre spillere!

– Anders Bertelsen

Læs spilanmeldelsen af Codenames – Årets Voksenspil 2016

Læs også anmeldelsen af Codenames: Duet, for 2 spillere

Yeti Spaghetti anmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 10 min. | For 2 – 4 spillere.

Årets Børnespil 2018 står der på æsken! Så kan man da godt have en smule høje forventninger til spillet. Udover navnet viser spillets forside da også helt tydeligt, hvad der er idéen med spillet, samt at det henvender sig til børn.

En skål med pinde (spaghetti) hvorpå en plastikfigur (en Yeti-skumfidus) er placeret. Er det virkelig alt? Ja helt enkelt og uden så mange dikkedarer men børnespil har det med at overraske. Lad os tage hul på indhold og regler.

Spillet Yeti Spaghetti kommer i en stor pap æske med plastic-Yetien placeret udenpå så man kan se hovedingredienssen for spillets tema. Ud over Yetien er der en lang pose med en masse gule plastikspaghettier og nogle lange papirs-regler blandt andet på Dansk.

Har du spillet Klodsmajor eller Mikado så kan du næsten regne ud hvad spillet går ud på uden at læse reglerne. Spaghettierne lægges på langs på kryds og tværs hen over skålen og Yetien stilles her ovenpå. Nu gælder det så for spillerne om at fjerne/lirke en spaghetti ud – en ad gangen – uden at den store skumfidusformede Yeti falder i.

Du må bruge begge hænder, men kun en ad gangen. Når først du har rørt en spaghetti så skal du fjerne denne. Spaghettierne er krøllede så de kan godt nogle gange være besværlige at lirke ud ad hinanden og det er vel sådan set også hele formålet med spillet.

Klodsmajor kan jo til tider også være sjovt, så Yeti Spaghetti burde da per automatik også være en succes.

Hmm. Lad os først kigge på æsken. Når Yetien er tage ud er der et ordenligt hul som gør at man ikke bare kan putte alle komponenterne ned i æsken igen, uden risiko for at noget falder ud. Samtidig så er alt i æsken lavet af plastic lige fra skål til Yeti og måske fordi vi runder 2019 og er blevet mere miljøbevidste, men det er altså noget kinaagtigt noget.

Og så kan Yeti Spaghetti heller ikke komme uden om at mekanismen er lidt af en rip off på så utrolig mange andre spil, så det undrer mig virkelig meget at det har vundet prisen som årets børnespil i 2018.

Bevares, jeg ved godt at mange spil i dag bygger på andres mekanismer og tager lidt hist og her, men jeg havde nu forventet mig lidt mere af et ”Årets Spil”.

Hvorfor er det så alligevel, at spillet kan et eller andet?

Efter at have pakket spillet ud første gang og set min søn på 6 år, først lege lidt med Yetifiguren og spaghettierne, sammen med en kammerat, så bliver min kritiske stemme dæmpet.

Min kone og jeg prøver spillet lidt af for sjov. Det er jo så enkelt at det bare kan åbnes og spilles med det samme. Og alligevel på trods af spillets enkelhed så er man åbenbart alligevel en helt hvis man vinder over den anden.

Sådan gik der lidt sport i at klare den så lang tid som muligt, uden at Yetien faldt i skålen. Min ene datter og min søn blev senere ”lokket” til at deltage i løjerne.

Det er sjovt når Yetien er lige ved at falde i efter man har frataget den en spaghetti. Ja der opbygges en sær spænding og nogle gange hænger Yetien i kun to-tre spaghettier. Så her har du kvaliteten i spillet!

Den hurtige samling af familiemedlemmer over en mega simpel spillemekanisme, der medfører at både store børn og voksne og mindre børn kan både vinde eller tabe.

Taber du så går du bare i gang med en omgang mere. Betyder det så at jeg vil anbefale spillet. Egentlig ikke. Der findes så mange gode børnespil derude men er dine børn til Klodsmajor, Uno, Mikado og andre hurtige nemme spil så er det her da en ny indpakning og noget velkendt samtidigt.

Yeti spaghetti bliver helt sikker spillet igen men jeg vil stadig have lov til at være mavesur over dets uoriginalitet.

– Kenneth Lenander

Escape Room spilanmeldelse

Alder: Fra 16 år | For 3-5 spillere | Spilletid: Cirka 60 min. pr. spil

Escape Rooms er virkeligt blevet populære her de sidste par år. Og med god grund, for det er en intens og unik oplevelse. Et af de største problemer med Escape Rooms er at det koster en mindre bondegård. Nu kan man imidlertid få en stor del af oplevelse derhjemme, til en noget mere fornuftig pris.

*For en god ordens skyld, skal jeg nævne at jeg har fået dette spil stillet til rådighed af www.legebyen.dk.

Men hvad er det der Escape Room for noget? I den oprindelige form, bliver en lille gruppe af mennesker, lukket inde i et rum, fyldt med spor og så skal de læse en række opgaver for at komme ud igen. Der er alle mulige former for temaer, sværhedsgrader osv. og som noget af det nyeste, er der også dukket virtual reality escape rooms op, hvor man kan løbe rundt i computer simulationer af store ruiner, ubåde osv.

Man får normalt et spor at starte på, og så skal man gå op opdagelse i rummet, for at finde spor der føre videre i gåden. Og det hele imens der er et ur der tæller ned. Som nævnt, kan det blive en meget intens (og stressende) oplevelse.

Nu kan man så blive underholdt (og stresset) derhjemme i stuen med denne version af et Escape Room. Spillet var nomineret til årets spil i Danmark i 2018 og med god grund, for det er meget underholdende.

Spillet indeholder fire spil i forskellige sværhedsgrader og med forskellige temaer. Der er fangeflugt, virus udbrud, atom uheld og et forbandet tempel. Jeg vil MEGET anbefale (som de også gør i manualen) at man starter med det letteste (fangeflugt), for at lære hvordan det hele fungere på en god og ordentlig måde.

EN VIGTIG DETALJE! Før du kalder familie/venner sammen og I skal til at kaste jer over disse spændende eventyr, skal I sikre jer at I har batterier og en meget lille stjerneskruetrækker. Uden det, virker dekoderboksen nemlig ikke og så kommer I ikke særligt langt.

En central del af alle spillene er en dekoderboks. I den er der fire nøglehuller og så er den primære opgave at regne ud, hvilke fire nøgler man skal sætte ind, for at komme videre. Man har 16 nøgler at gøre godt med (nogle kan vendes to forskellige veje). Men man kan ikke bare, som min søn foreslog, forsøge sig frem.

Sætter man en forkert kombination af nøgler i, bliver man mødt af en sur dyt lyd og straffet med et minus minut. Så med mindre man har sort bælte i kombinatorik, er det ikke en farbar vej at gå. Og hvorfor skulle man også snyde, når man bare spiller for sin egen fornøjelses skyld.

Nå, men på siden af dekoderboksen er der også optegnet nogle af de koder man vil løbe ind i under spillet (morsekode, frimure koden osv.). det er ikke det optimale sted at have dem stående, men det fungere.

Vi har prøvet to af opgaverne indtil videre. Det er nogle meget intense oplevelser. Man kan ikke lade være med at blive suget med ind i stemningen og føle tidspresset. Under spillet udsender dekoderboksen også en del lydeffekter der er med til at give stemning. Man kan også afspille noget musik der er skræddersyet til det enkelte rum, via en gratis app. Vi var dog nok oppe og køre, så det valgte vi ikke at gøre.

Sværhedsgraden var i den høje ende for os. I spil nummer to klarede vi det ikke på de første 60 minutter. Det er ikke det store problem, uret begynder at tælle op og man har en time mere. Man får bare ikke fanfaren og den gode sejrs fornemmelse.

Den anbefalede alder på æsken er +16 og det er nok meget realistisk. Min søn på 13 år var med, men han er også hårdt trænet i rollespil, brætspil og opgaveløsning, så det gik helt fint. Som en lille test kan man jo lade poderne løse en sodoku og en krydsogtværs under tidspres, hvis de kan det, kan de også spille med 🙂

Hvis jeg må bruge min egen familie som eksempel, så bliver tonen til tider også meget hektisk og man kan godt komme til at tale lidt hårdt til hinanden, når presset bliver rigtigt stort. Så det skal man jo også lige vurdere om man er klar til som familie.

Nogle opgave er så spidsfindige at det kan være frustrerende, fordi man ikke lige fanger tankegangen bag. For eksempel (dette er et omskrevet eksempel og burde ikke ødelægge noget for nogen) hvis der står, at man skal stille glasset på grøn og man ikke kan se noget grønt. Så viser det sig at ordet grøn er skrevet på gulvet med kridt.

Vi har som sagt, haft nogle gode intense oplevelser med spillet. En af de ting man lige skal afklare med sig selv er spillets lidt unikke karakter. Nogle af delene af spillet skal man skrive og tegne på. Det vil sige at det er engangsobjekter.

Man kan printe nye ud, man skal bare lige huske at få det gjort, før man sidder midt i spillet. Men da opgaverne jo er de samme hver gang, giver det heller ikke så meget mening at spille dem igennem flere gange. Det vil mere eller mindre sige at det er et engangspil. Og det lyder jo lidt mærkeligt at give 272 kr. for et spil man kun kan bruge en gang. Men hvis man så tænker på at et Escape Room ude i byen hurtigt tager 300 kr. per person, er det jo ikke så galt.

Man kan være tre til fem personer til at spille, så hvis vi nu tager middelvejen og siger fire. Så er det fire personer, fire spil a en time. Det er 16 timers underholdning. Det er 17 kr. per times underholdning, det får man ikke meget biograftur eller noget andet for. 

Jeg glæder mig til at vi skal spille de to næste spil, men bæver også lidt for om nerverne kan holde til det.  

– Jesper Koplev