Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag titel

Autem vel eum iriure dolor in hendrerit in vulputate velit esse molestie consequat, vel illum dolore eu feugiat nulla facilisis at vero eros et dolore feugait.

Tag-arkiv

6 Nimmt spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca 30 – 60 min | Spillere: For 2 – 10 deltagere | Mærke: Lautapelit / Spilbræt

“Der er for os ingen tvivl om, at man får mest ud af at spille 6 Nimmt, når man er mere end 2-3 spillere. Risikoen for at blive tvunget til at tage en række over i sin pointbunke er langt større jo flere, man er. Man kan tænke sig rigtig godt om, men det er en god portion held, som i sidste ende bestemmer, om man vinder eller taber…”

En spilanmeldelse af det prisvindende kortspil 6 Nimmt

6 Nimmt et hyggeligt kortspil, hvor man skal tænke sig lidt om og håbe på en god portion held.

Spillet er i en fin lille solid æske, der indeholder kort og spillevejledning på de nordiske sprog.

Da det er et kortspil uden andre remedier, kan man vælge at tage kortene ud af æsken, og blot samle med en elastik, så det er nemt at have med sig. (Dog er spillevejledningen i så fald ikke så nem at have med).

Spillevejledningen er simpel, kort og let at forstå. Det tog os få minutter at læse og komme i gang med at spille. Kortene er tykke og solide, så de ikke så nemt slides op. Hvis man synes grundspillet er for nemt, kan man tage den sværere variation, hvor man selv får lov at vælge sine kort. Spillet er anbefalet fra 10 år og op. Det er for 2 til 10 spillere.

Om 6 Nimmt spillet

Kortene går fra 1 til 104 og i toppen af hvert kort, er der tegnet ”fæhoveder”. Spilleren med flest fæhoveder har tabt og spilleren med færrest har vundet.

Man spiller et antal runder – indtil en spiller rammer 66 fæhoveder. Man kan vælge at sætte dette antal op/ned eller i stedet spille et bestemt antal runder.

Hver spiller får 10 kort på hånden og der lægges 4 startkort på bordet. Hver spiller vælger et kort fra hånden på samme tid, og lægger dette på bordet med bagsiden opad, så ingen kan se værdien på kortet.

Når alle spillere har valgt sit kort, afsløres de. Det laveste kort skal altid lægges først og de resterende i numerisk orden.

For at lægge kort til en af de 4 rækker gælder følgende regler:
1 – alle kort skal lægges i numerisk orden ift. kortene på bordet stigende fra venstre mod højre.
2 – kortet skal lægges til den række, hvor der er mindst værdiforskel
3 – der må max ligge 5 kort i rækken, bliver man tvunget til at lægge 6. kort, skal man tage alle 5 kort og lægge i sin pointbunke (dette skal helst undgås)
4 – Har kortet så lav værdi, at det ikke kan lægges til en af rækkerne, skal man fjerne en række og lægge i sin pointbunke og lægge kortet som startkort på den plads, rækken er fjernet.

Disse regler gør, at man kan blive tvunget til at tage rækker, som man ikke lige havde planlagt. Dette forstærkes af, at man ikke ved på forhånd, hvilket kort modspillerne har valgt.

6 Nimmt vandt Mensa Select prisen

i 1996 var 6 Nimmt kortspillet så heldigt at blive nomineret til en Mensa Select pris. Det tankefulde kortspil vandt da også prisen, som hvert år deles ud til hele 5 spil. Mensa Select er en årlig pris der siden 1990 er blevet uddelt af Mensa i USA, til fem forskellige brætspil (eller kortspil, terningspil osv), som er nye, originale, udfordrende og godt designet. Priserne uddeles ved den årlige Mensa Mind Games konkurrence, som desværre blev udsat/aflyst grundet Covid-19 i både 2020 og 2021. Læs mere herom i Årets Spil 2021 artiklen.

Vores vurdering af 6 Nimmt kortspillet

Der er for os ingen tvivl om, at man får mest ud af at spille 6 Nimmt, når man er mere end 2-3 spillere. Risikoen for at blive tvunget til at tage en række over i sin pointbunke er langt større jo flere, man er. Man kan tænke sig rigtig godt om, men det er en god portion held, som i sidste ende bestemmer, om man vinder eller taber.

Jeg kom til at tænke på bedsteforældrene, som af og til spiller kort med børnebørnene, da vi spillede det.

Det her kunne være et af de slags spil, som de kunne have liggende, som et alternativ til fx kortspillet 500. Det vil ikke være et spil, vi finder frem til en spilleaften, men det kunne være et alternativ til andre ”hurtige spil”, som man finder frem, når man er på camping i samme kategori som et spil Uno, Skip-bo, Olsen, Æsel osv.

Har man børn med en god talforståelse, er det min vurdering, at 6 Nimmt også kan spilles med børn i 8-9-årsalderen.

– Joan Frederiksen

Læs også anmeldelsen af Ligretto kortspillet

Læs også anmeldelsen af The Mind kortspillet

Læs også anmeldelsen af Hanabi kortspillet

Carcassonne Safari spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min | Spillere: For 2 – 5 deltagere | Mærke: Lautapelit / Spilbræt

“Carcassonne Safari får de varmeste anbefalinger herfra! Det kommer helt sikkert til at stjæle lidt spilletid fra originalen herhjemme, selvom det aldrig kommer til at erstatte den. Jeg er stor fan af det oprindelige Carcassonne, og jeg må sige at Carcassonne Safari ikke har skuffet mig. Det kan godt være at gameplayet egentlig er ret meget det samme, men der er alligevel nogle taktiske forskelle pga. den nye måde at score point på – f.eks. gør det en forskel, at man ”ustraffet” kan lægge noget til en modstanders vej eller bush, hvis der er et andet element man selv kan bruge, så længe det dyr, der er på brikken, allerede findes i modstanderens bush/vej…”

En spilanmeldelse af Carcassonne Safari

Carcassonne er nok det jeg vil kalde en nyklassiker, og der findes et hav af udvidelser til det, så der er ikke den store risiko for at det skal blive ensformigt. Alligevel har Z-MAN Games lavet nogle nye, selvstændige udgaver, som de har valgt at kalde ”Around the World”, og en af dem er Carcassonne Safari, som jeg har fået lov at prøve.

Da en del af gameplayet minder om det originale Carcassonne (som du kan se en anmeldelse af her), vil jeg nok tit og ofte beskrive forskellene mellem de to spil, men jeg vil også forsøge at beskrive Carcassonne Safari for dem, der ikke har stiftet bekendtskab med Carcassonne før.

Indholdet af æsken


I æsken finder man:

  • 73 landskabsbrikker i kraftigt pap
  • 50 dyrebrikker i kraftigt pap
  • 5 pointbrikker med 50 på den ene side og 100 på den anden
  • 37 træbrikker, heraf 30 spillerbrikker (”meeples”), 5 pointbrikker (elefanter) og 2 jeeps
  • 1 pointbræt
  • Regler på de nordiske sprog

Papbrikkerne er dejligt kraftige, og skal nok holde til mange spil. Vi har i hvert fald ikke haft nogle problemer med vores oprindelige udgave (som er samme kvalitet), og det er blevet spillet utallige gange.

Æsken er lavet så der er to mindre rum, hvor det hele (undtaget pointbræt og regelhæfter) kan være. Det er vældigt fint, men det betyder også i min optik, at æsken kunne have været noget mindre 😄   Den er dog stadig i den mindre ende (ca. 28 x 19 cm).

Hvis pointbrættet var sammenklappeligt, kunne æsken være halvt så stor

Sådan spiller man Carcassonne Safari

Reglerne i Carcassonne Safari er egentlig ikke specielt komplicerede, men det kan godt være svært at forklare dem kortfattet… Det hele kommer dog til at give meget mere mening når man begynder at spille 😄  Here goes:

Spillerne vælger hver en farve, og tager alle træbrikkerne i den farve. Landskabsbrikkerne blandes og lægges i nogle bunker med bagsiden opad. Startbrikken, som er en landskabsbrik der er større end de andre, lægges midt på bordet, og de to jeeps placeres ved siden af. Sæt elefanterne på pointbrættet – dem flytter man efterhånden som man får point.

Spillerne skiftes nu til at trække en landskabsbrik, som skal lægges til det landskab, der vil begynde at brede sig på bordet. Brikken skal passe til de brikker man lægger den op til, så er der en vej (eller ”dyreveksel”), skal den passe til en anden vej osv. Der er så forskellige landskabselementer på brikkerne, som kan give point (eller andre fordele):

  • Dyreveksler (jeg kommer nok til at kalde det ”vej” resten af artiklen 😄)
  • Bush (skov)
  • Baobabtræer (giver ikke point, men derimod dyrebrikker – dem kommer vi til)

Meeples er vigtige!

Hvis man vil have point/dyrebrikker for vej, bush eller baobabtræ, skal man sætte en af sine 6 træbrikker, som kaldes for ”meeples”, på den pågældende landskabsdel for at markere ”ejerskab” af den – man kan kun sætte én meeple per tur (og kun på den landskabsbrik man lægger i den tur), så hvis der f.eks. er både vej og bush på brikken, må man vælge.

Man må dog kun sætte en meeple, hvis der ikke allerede er en meeple på den pågældende landskabsdel. Lægger man f.eks. en brik, så man gør en eksisterende vej længere, kan man altså ikke sætte en meeple på vejen, hvis der står en i forvejen på en af de andre brikker, der udgør vejen.

Hvis man udbygger en vej eller noget bush, som man allerede ejer (har en meeple på), skal man altså ikke sætte en meeple mere. Lyder det forvirrende? Det er det heldigvis ikke i praksis 🙂   Man skal passe på ikke at sætte alle sine meeples ud, for så har man jo ikke nogen at sætte på, hvis man skulle trække en god landskabsbrik…

Nyhed: Dyrebrikker – og de er også vigtige!

Hvis man vælger ikke at sætte en meeple, kan man i stedet starte/udbygge et vandhul, og her kommer dyrebrikkerne ind. Dyrebrikkerne er små kvartcirkler med et dyr på, og dem kan man vælge at lægge i stedet for at sætte en meeple på et stykke landskab – der skal dog også bruges en meeple, når man starter et vandhul, men ikke for at udbygge det. Vandhullerne giver så point efter hvor mange brikker der er lagt i det – første brik giver 3 point, anden brik giver 4 point, tredje brik giver 5 point og fjerde brik (der fuldfører vandhullet, der nu danner en cirkel) giver 6 point. Man kan godt udbygge et vandhul som en anden spiller har startet. Når et vandhul er fuldført, får ”ejeren” sin meeple tilbage samt 3 point, så hvis det er ejeren der lægger den sidste brik i vandhullet, scorer han altså 9 point.

Man får dyrebrikker ved at lægge landskabsbrikker med baobabtræer på, og sætte en meeple på træet. Når man sætter meeplen får man 2 dyrebrikker, og når man fuldfører træet (ved at lægge brikker hele vejen rundt om brikken med træet) får man 2 dyrebrikker mere samt sin meeple tilbage.

Flere måder at få point på

Når man har sat en af sine meeples på en vej, noget bush, et baobabtræ eller et vandhul, bliver de stående der til det er ”fuldført”. En vej er fuldført, når der ikke er nogle løse ender, der går ud af en brik; en bush er fuldført når den er lukket hele vejen rundt; et baobabtræ er fuldført når det er omringet af brikker og et vandhul er fuldført, når der er lagt 4 brikker, og det dermed danner en cirkel.

Når en vej eller bush er fuldført, giver det point – man tæller hvor mange forskellige dyr, der er på vejen eller i bushen, og så får man point efter et skema (1 dyr = 1 point, 2 dyr = 3 point, 3 dyr = 6 point, 4 dyr = 10 point og 5 dyr = 15 point). Det er vigtigt at det er forskellige dyr – er der 5 elefanter på vejen og ingen andre dyr, giver vejen kun 1 point. Her kan dyrebrikkerne komme til hjælp igen. Når man fuldfører en vej eller en bush, må man nemlig bruge en af sine dyrebrikker til at ”udvide” med en dyreart (hvis man har en brik med et dyr, som ikke er på vejen/i bushen), og dermed få flere point.


En fin lille detalje er, at pointskemaet er trykt på pointbrættet, så man ikke hele tiden skal have reglerne frem, når man ikke kan huske tallene 😄

Det er altså vigtigt at få fuldført sine landskabselementer – for det første løber man ellers tør for meeples, og for det andet giver det langt flere point.

Spillet slutter, når der ikke er flere landskabsbrikker.

Når man kun er 2 spillere, når man scorebrættet nogle gange rundt, og her hjælper pointbrikkerne med 50 og 100 med at holde styr på omgangene.

Jeeps – jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes…

Den sidste ting (tror jeg) jeg mangler at nævne, er de to hvide jeeps. De står udenfor startbrikken til at starte med, og de kan flyttes på to måder. Den ene er bare at vælge at flytte den – det kan man gøre hvis man ikke sætter en meeple, når man har lagt sin landskabsbrik, eller bygger et vandhul, men det giver ikke point – det er kun for at placere den bedre i forhold til ens planer. Den anden måde er at ”fordrive” den – altså lægge en landskabsbrik der, hvor jeepen står. Gør man det, må man stadig sætte en meeple eller bygge vandhul, og når man er færdig, må man sætte jeepen et nyt sted, og indkassere 3 point.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om de jeeps… Specielt ved 2 spillere kan de gøre en uventet stor forskel, da en spiller kan få placeret en jeep, så han i hver tur fordriver den og scorer 3 point, hvis ikke modstanderen bruger et træk på at flytte den – men det er jo så på bekostning af træk, der giver point…

Safari vs. original

Dem, der allerede kender Carcassonne, vil helt sikkert gerne vide: Hvor stor forskel er der så på den originale og Carcassonne Safari? Svaret er lidt tvetydigt: En del, og så alligevel ikke så meget… Lad mig prøve at forklare:

  • Grundtanken i spillet er den samme: Man lægger landskabsbrikker og scorer point.
  • Måden at score point på er dog ny – her får man point per dyreart, der er i ens landskab, hvor man i originalen får efter størrelsen. Det føles egentlig ikke voldsomt meget anderledes, men det giver alligevel nogle taktiske forskelle.
  • Mekanikken med bønder er væk. Til gengæld er der kommet nogle andre nye ting i stedet, som dog ikke minder om bønderne.
  • Bushes/dyreveksler er generelt mindre/kortere end byer og veje i originalen, hvilket gør at man ikke rigtigt får ”stjålet” fra hinanden. Man lukker dem meget hurtigere, når man når op på 3-4 dyrearter, hvis man har dyrebrikker til at tilføje en dyreart.
  • Dyrebrikkerne er en af de større nye ting. Det at man lige kan booste sine point når man afslutter en bush eller en vej, det synes jeg er meget cool.
  • Vandhullerne virker også okay – når man lige vænner sig lidt til det, er det meget sjovt at man kan få point for at lægge dyrebrikker på et vandhul, som en modstander har startet. Man kan også drille modstandere, hvis de har meeples på vandhuller, ved at lægge landskabsbrikker ved siden af, som der ikke kan laves vandhul på, så de ikke kan fuldføre vandhullet og få deres meeple tilbage.
  • Jeeps har jeg til gengæld (som tidligere nævnt) lidt blandede følelser for. For min skyld kunne de godt have været udeladt, men når de nu er der, kan man da godt tage 3 ekstra point en gang imellem, når man lægger en brik der, hvor der står en jeep. Jeg skal nok bare vænne mig til dem.

Så hvis du allerede har Carcassonne, og overvejer om du også skal have Safari udgaven, må det komme an på hvor glad du er for spillet. Basalt set rammer det den samme nerve som det originale Carcassonne, men er alligevel forskelligt nok til at det ikke bare er det samme. Så kan man lide originalen, vil man efter min overbevisning også kunne lide denne udgave, og den vil give lidt variation, men er man ikke så meget til originalen, gør Safari ikke helt nok nyt, til at overbevise en. Vil du gerne anskaffe dig dit første Carcassonnespil, og overvejer om det skal være originalen eller Safari, ville jeg starte med originalen pga. de mange udvidelsesmuligheder, men tage Safari hvis dyretemaet lokker mere end at lave byer 🙂

Alle landskabsbrikker er lagt, så de sidste point skal tælles op

Vores vurdering af Carcassonne Safari

Jeg er stor fan af det oprindelige Carcassonne, og jeg må sige at Carcassonne Safari ikke har skuffet mig. Det kan godt være at gameplayet egentlig er ret meget det samme, men der er alligevel nogle taktiske forskelle pga. den nye måde at score point på – f.eks. gør det en forskel, at man ”ustraffet” kan lægge noget til en modstanders vej eller bush, hvis der er et andet element man selv kan bruge, så længe det dyr, der er på brikken, allerede findes i modstanderens bush/vej. Til gengæld kan jeg godt savne den der ”wow, den her by bliver for vild, hvis jeg får den lukket” følelse (har du spillet Carcassonne, ved du hvad jeg taler om!)

Safari-temaet synes jeg er cool, og jeg synes det er vellykket lavet. Tilføjelsen af dyrebrikker er nok den største nyhed i forhold til originalen, og jeg synes det fungerer godt.

Spilletiden er angivet til 30 minutter – det er nok lidt optimistisk (i hvert fald for os), men 45 minutter er ikke urealistisk. Det kommer selvfølgelig an på, hvor længe man tænker 😄  En god lille husregel vi plejer at spille med, er at når man har sluttet sin tur, trækker man sin næste brik, så man har en runde til at overveje hvad man vil gøre, hvor man kan se den brik, man skal spille. Det hjælper på ”død tid” hvor man sidder og tænker.

Carcassonne Safari får de varmeste anbefalinger herfra! Det kommer helt sikkert til at stjæle lidt spilletid fra originalen herhjemme, selvom det aldrig kommer til at erstatte den.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af det originale Carcassonne brikspil

Læs også spilanmeldelsen af Nova Luna brikspillet

Læs også spilanmeldelsen af My City spillet

EXIT: Den Glemte Ø anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 60 – 90 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sværhedsgrad: 3 af 5 (1 = begynder & 5 = ekspert)

“Vi er rigtig glade for EXIT spillene. Det anbefales, at man spiller det 1-4 personer. Vi har kun prøvet det med 4 personer og et nyt par hver gang. Ulempen er, at det kun kan spilles én gang, da man risikerer at skulle bøje, skrive på og/eller klippe i komponenterne. Til gengæld så har det for os været mellem 2 og 3 timers underholdning for 4 personer. Skulle vi 4 personer i biffen, ud at bowle eller noget lign. så var vi kommet af med mindst lige så mange penge som spillet koster. Måske endda mere…”

En spilanmeldelse af EXIT 5: Den Glemte Ø

Tænk sig at strande på en øde ø uden at vide, hvordan man endte der og den eneste måde væk fra øen, kræver, at man løser en masse gåder. Det er lige nøjagtigt det, man skal forestille sig i denne version af EXIT spillene.

Spillet kommer i en fin lille æske, som indeholder spillevejledning, 26 mysteriekort, 30 resultatkort, 31 hjælpekort, 5 mystiske genstande, 1 bog og 1 afkodningsskive. Det fylder ikke så meget og lyder måske heller ikke af meget, men ikke desto mindre tog det os alligevel godt 2 timer at spille og der er masser af god spilværdi i det.

Ja eller… faktisk ved jeg ikke helt, om man kan kalde det ”spilværdi”. For mig føles EXIT ikke som et spil, men mere som en sjov opgave, der er gennemtænkt og godt lavet. Udover indholdet i æsken skal man finde papir, skriveredskaber og en saks frem. Netop fordi det er en specifik opgave, og spillet kun kan spilles én gang, kan det være svært at anmelde uden at komme til at afsløre for meget. EXIT spillene er klart sjovest, hvis man starter helt på bar bund.

Denne udgave har sværhedsgraden 3 ud af 5. Det passer umiddelbart meget godt ift. de andre spil, vi har prøvet.

Når man starter på ”Den glemte ø” har man kun bogen og afkodningsskiven. Man skal nu selv kigge grundt i bogen og finde ud af, hvilket mysteriekort, man skal starte med. Når dette kort er fundet, starter en serie af gåder og opgaver, som skal lede hen til flugten fra øen.

Når man spiller EXIT generelt, er det vigtigt, at man ikke finder mere frem, end man får at vide. Det kan måske give et utilsigtet hint, men hvad værre er, så kan det skabe enorm forvirring for spillerne.

Dette er vores 3. EXIT spil og måske husker jeg forkert, men jeg synes, at vi sad med rigtig mange kort og ledetråde på én gang ift. de andre gange. Det gjorde, at vi blev nødt til nogle gange at bruge første hint på et hjælpekort udelukkende til at finde ud af, hvilken af ledetrådene, vi skulle gå efter nu og hvilke, der skulle vente til senere. Havde vi samtidigt kastet ekstra mystiske genstande på bordet, før de skulle i brug, ville det blot have skabt endnu mere forvirring (og frustration).

Så snart man er færdig med en gåde, er det en god ide at smide alt, man har brugt dertil til side. Som oftest skal alt kun bruges én gang. I ”Den glemte ø” er der dog en undtagelse, men det står tydeligt på kortet, så man ikke er i tvivl.
For os var det forholdsvist nemt at finde ud af hvilke(n) sider i bogen, der skulle bruges til de forskellige ledetråde. Her har det nok været en stor fordel, at vi allerede har spillet EXIT før i andre udgaver. Man skal ligesom ind i spiludviklernes tankegang. Så bliver det nemmere at ”tænke i den rigtige retning” ud fra få oplysninger.

Alle gåder hænger sammen med et symbol. Når man har været igennem alle symbolerne, som er afbilledet på afkodningsskiven, skulle man forhåbentligt være godt på vej væk fra ”Den glemte ø”.

Til alle symboler/gåder tilhører der 3 hjælpekort: Første hint, andet hint og til sidst løsningen. Det er rart, det er delt op på den måde. Det betyder, at man netop kan snuppe første hint på en gåde, som kun lige giver et lille skub i den rigtige retning, uden at afsløre for meget. Primært fortæller den hvilke mysteriekort, sider i bogen eller andet, der skal bruges. Altså ingen hints i retning af selve løsningen, men sikrer, at vi sidder med de rigtige ledetråde.

En enkelt gåde måtte vi dog hele vejen til 3.hjælpekort – løsningen. Jeg valgte dog at læse det for mig selv, uden at indvie de andre i teksten. På den måde kunne jeg fortsat give lidt ekstra hjælp, uden helt at afsløre løsningen men stadig nok til, at de andre selv kunne regne det sidste ud.

Vi har flere EXIT spil stående i skabet, og vi er ret sikre på, at vi for eftertiden vil gøre det samme med hjælpekort, hvis de bliver nødvendige. Det er faktisk meget fedt, at det kun er én spiller, som læser det og derved kan vejlede lige præcist så meget, som det er nødvendigt for, at de andre selv kan finde løsningen. (Selvfølgelig håber vi jo altid på, at det slet ikke bliver nødvendigt med hjælpekort fremover… men mon dog).

Vi spillede det med vores datter på 14 og hendes ven på 17. Datterens opmærksomhed forsvandt lidt efter en halv times tid, fordi hun synes, det var svært. Da vi var færdige med at spille, sagde hun: ”Det er et irriterende spil, fordi man skal tænke så meget”. Havde det ikke været nødvendigt at tænke, ville spillet nok blive ret kedeligt, men hun har som sådan ret. Hvis man ønsker et spil, hvor man ikke skal tænke kreativt og logisk, så er ”Den glemte ø” det forkerte spil. Men er man til den slags – så er ”Den glemte ø” lige så god, som de andre udgaver, vi har spillet i samme serie.

Havde vi spillet det med et hold venner, ville vi nok ikke have brugt hjælpekort. Til dels fordi vi plejer at supplere hinanden godt, så med fælles hjælp finder vi oftest vejen – og dels fordi vi alle er lidt for ærekær. Men særligt i starten af dette spil, var det klart mest min mand og jeg, som regnede ud, hvordan vi skulle finde frem til løsningen og de hjalp så med at fuldføre gåden helt. Derfor valgte vi denne gang at bruge hjælpekort noget hurtigere, end vi ellers ville have gjort.

Det ødelagde ikke spillet på nogen måde. Tværtimod så hjalp det os til en bedre oplevelse sammen. Hvis det bliver alt for svært, er det ikke sjovt at spille. Så med tilpas hjælp (og det kan man jo selv vurdere undervejs) så bliver det en god oplevelse for alle, uanset hvem man spiller med.

Set i bagklogskabens lys skulle vi måske have valgt en nemmere version, når det var sammen med de to, som aldrig har prøvet noget lignende før. Men selvom den var lidt for svær for dem, så blev det alligevel tilpas med en smule hjælp fra hjælpekortene.

Vi er rigtig glade for EXIT spillene. Det anbefales, at man spiller det 1-4 personer. Vi har kun prøvet det med 4 personer og et nyt par hver gang. Ulempen er, at det kun kan spilles én gang, da man risikerer at skulle bøje, skrive på og/eller klippe i komponenterne.

Til gengæld så har det for os været mellem 2 og 3 timers underholdning for 4 personer. Skulle vi 4 personer i biffen, ud at bowle eller noget lign. så var vi kommet af med mindst lige så mange penge som spillet koster. Måske endda mere.

– Joan Frederiksen

Læs også anmeldelsen af Exit 4: Den Sunkne Skat

Læs også anmeldelsen af Exit 6: Døden På Orientekspressen

Læs også anmeldelsen af Exit 7: Den Gådefulde Villa

My City spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Spilletid: Ca. 30 min | Sprog: Dansk / Svensk / Norsk / Finsk | Mærke: Spilbræt / Kosmos

“My City er et utroligt gennemført spil, som er fornøjelse at spille hele vejen igennem. Detaljer, som er irriterende og hæmmende i det ene spil, bliver pludselig en fordel i det næste spil, så det er altid spændende at lukke op for næste kapitel og se, hvad der gemmer sig af nye udfordringer. Spillet kan spilles af op til fire personer, men det skal selvfølgelig helst være de samme fire personer hver gang. Derfor er spillet perfekt til en gruppe venner eller til familier med store børn. Som nævnt i overskriften, er jeg ikke i tvivl om, at det er et af de bedste – hvis ikke det det allerbedste spil – jeg har spillet…”

En spilanmeldelse af My City strategispillet

Et af de bedste enkle spil du kan finde! My City strategispillet tager jer på en rejse gennem historien, hvor I konkurrerer om at bygge det flotteste by. Og det er underholdende hele vejen igennem.

De såkaldte legacy-spil er på mode inden for brætspilsverdenen lige nu. Det er spil, som ændrer sig, hver gang man spiller dem, og som regel fortæller en historie. Spillebrættet ændrer sig, fordi man skriver, tegner eller sætter klistermærker på det. Og figurerne i spillet kan udvikle sig og endda dø, så man ikke længere kan bruge dem.

Legacy-spillene er ofte indviklede affærer, hvor man bruger en time eller to på hvert spil, men det laver My City om på. Det er et enkelt og lettilgængeligt spil, som stadig har alle de sjove elementer ved et legacy-spil, der udvikler og forandrer sig. Hvert spil varer kun 15 til 20 minutter, og man har som regel altid lyst til et spil mere, når man først er i gang.

Byg en by som ingen andre

My City går som sagt ud på at bygge byer. I starter med helt ens spilleplader, men gennem spillets 8 dele med i alt 24 kapitler ændrer jeres spilleplader sig drastisk, så de ikke længere ligner hinanden. I skrivende stund har min kone og jeg allerede spillet samtlige 24 kapitler, så man kan roligt sige, at det er et spil, jeg kan anbefale.

Hver gang I tager hul på en af spillets 8 dele, åbner I en kuvert med nye ting til spillet. Det kan være nye brikker, kort, klistermærker eller lignende.

En stor del af glæden ved legacy-spil er netop at åbne op for et nyt kapitel og se, hvad det byder på af overraskelser, og det vil jeg selvfølgelig ikke spolere. Derfor fortæller jeg også kun om de regler, I starter med. Så er det nemlig sjovere at give sig i kast med de nye regler og udfordringer, der kommer hen ad vejen.

Enkelt at komme i gang

Reglerne er simple fra start af. I får hver jeres plade og en bunke brikker med bygninger på. Øverst til venstre kan I navngive jeres byer, så de har deres særpræg fra starten.

I har bygninger i tre forskellige farver. Bygningerne er vist på brikker med såkaldte polymino-former. Det vil sige noget, der ligner Tetris-brikker.

Det gælder om at få brikkerne til at passe ind mellem hinanden på brættet på den bedst mulige måde. I hver runde vender I et kort, der viser, hvilken brik I skal lægge nu. Så I lægger altså altid de samme brikker, men alligevel kommer jeres byer hurtigt til at se vidt forskellige ud.

Første brik skal altid ligge lige ved siden af den flod, der løber tværs gennem spillepladen. Man kan – selvfølgelig – ikke bygge en bygning oven på floden, ligesom man heller ikke kan bygge over på skov og bjerge.

Point på mange måder

Der er også felter med sten eller enkeltstående træer. Dem kan man altid bygge oven på. I slutningen af hvert spil får du pluspoint for alle de træer, der er synlige, men minuspoint for alle synlige sten.

Du får også point for at lægge dine bygninger samlet efter farver og minuspoint for alle felter, der ikke er dækket til sidst.

Så der er en hel del at overveje, før du lægger hver brik, men alligevel føles spillet aldrig svært eller overvældende.

I løbet af de mange kapitler kommer der hele tiden nye regler til, men der er også andre regler, der forsvinder, så det bliver aldrig uoverskueligt. Og spillets skabere har også sørget for gode overbliksark, så man aldrig er i tvivl om, hvilke regler, der gælder lige nu.

Gevinster og ulemper

I slutningen af hvert kapitel kårer I en vinder, som har fået flest point. Vinderen får fremskridtspoint, som tæller med i det store regnskab, som I først gør op, når alle 24 spil er spillet.

Men vinderen får også tit et lille handicap til næste spil. Det kan for eksempel være en ekstra sten at sætte på brættet, så den måske kan give minuspoint. Samtidig får taberen for eksempel et træ, der kan give pluspoint. På den måde sikrer man, at alle spillere har en chance, og spændingen bliver bevaret til det sidste.

En god oplevelse fra ende til anden

My City er et utroligt gennemført spil, som er fornøjelse at spille hele vejen igennem. Detaljer, som er irriterende og hæmmende i det ene spil, bliver pludselig en fordel i det næste spil, så det er altid spændende at lukke op for næste kapitel og se, hvad der gemmer sig af nye udfordringer.

Spillet kan spilles af op til fire personer, men det skal selvfølgelig helst være de samme fire personer hver gang. Derfor er spillet perfekt til en gruppe venner eller til familier med store børn.

Som nævnt i overskriften, er jeg ikke i tvivl om, at det er et af de bedste – hvis ikke det det allerbedste spil – jeg har spillet.

Min kone og jeg har spillet det igennem som et to-personersspil. Det fungerer helt upåklageligt, selvom nogle spil bliver ringere med færre spillere. Vi har endda også den fordel, at der stadig er to ubrugte plader tilbage i æsken. Så når der er gået lidt tid, regner vi med at tage hele turen gennem de 24 kapitler en gang til.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Flamme Rogue spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 minutter | Spillere: Fra 2 – 4 deltagere

“Efter den første runde, sad både Stine og jeg og tænkte “hm, hvornår er det lige, at der kommer strategi ind i dette spil” – men efter et par runder, så skal jeg love for det kommer. Hele humlen i spillet går ud på, at bruge så få træk som muligt – og samtidig komme så langt frem ved hjælp af slipstrøm…”

En anmeldelse af Flamme Rouge

For en stor cykel entiutiast glædede jeg mig rigtig meget til at prøve Flamme Rouge. Herudover har det vundet årets voksenspil i 2017 i Danmark og nomineret til årets familiespil i Norge samme år samt nomineret endnu til samme pris i endnu flere lande – så forventningerne var høje til Flamme Rouge.

Spillet skal forestille at foregå i udkanten af Paris i 1932, hvor man starter på Flamme Rouge (den sidste kilometer). Spillet er et taktisk og hurtigt spil om cykelløb, hvor deltagerne hver styrer to cykelryttere! Og det gælder naturligvis om at være først over målstregen 😉

Indhold og udpakning af spillet

Flamme Rouge kommer i en fin klassisk brætspilskasse med en rigtig god illustration udenpå. Generelt vil jeg sige om spillet, at kvaliteten er virkelig god og de illustrationer som pryder kort og bane er virkelig flot tegnet – på den måde er det et flot æstetisk spil!

Spillet indeholder 4 spilleplader, 190 kort – hvoraf 120 er de såkaldte energiform og 60 er udmattelseskort, 8 cykelryttere, 6 etapekort, 4 referencekort, 21 banebrikker og et sæt gode og udførlige spilleregler.

Første gang man skal spille spillet skal man lige afsætte fem minutter til at “pakke” spillet ordentligt ud, da for eksempel banebrikkerne sidder sammen også videre. 

Reglerne til Flamme Rogue

Jeg vil ikke sige, at reglerne til Flamme Rouge er svære, men første gang man skal spille det, så tager det lidt ekstra tid at blive sat ind i reglerne – der er blandt andet derfor også lavet et par forslag til handicap, hvis man er en rutineret spiller der spiller mod nye spillere – Hverken Stine eller jeg havde dog prøvet det før, så vi kørte uden handicap 🙂 

Når man starter spillet, skal man først bygge en bane – reglerne foreslog at man skulle starte med etapen Avenue Corso Paseo, så det gjorde vi 🙂

Herefter vælger spillerne en farve, og man får her to cykelryttere – en sprintuer og en rouleurs (og her må kendere af cykelsporten hurtigt forsøge at glemme, hvad navnene betyder, for der er ikke forskel på, hvad de to ryttertyper kan!) – man blander en bunke med energikort til de to ryttere og til sidst en bunke med udmattelseskort som er fælles for alle spillere.

En rigtig sjov ting som vi oplevede, da vi spillede er, at Stine mildest talt ikke er så begejstret for cykling, men efterhånden som vi kom længere i spillet, kunne man mærke hendes interesse stige – blandt andet ved at spørge hvad en rouleurs i grunden var for en 🙂

Spillet er bygget op i tre faser, som meget godt beskriver, hvad de går ud på;

  • Energifasen
  • Bevægelsesfasen
  • Slutfasen

Der medfølger et lille kort, som i stikord viser hvad faserne går ud på – det er meget handy første gang man spiller.

Energifasen:

Hver spiller får to ryttere i samme farve og de dertilhørende energikort i samme farve – fordelt i to bunker for hver ryttertype. Energifasen er den første fase, og den begynder med, at alle trækker fire kort fra begge rytterbunker.

På energikortene står et nummer som indikerer, hvor mange ryk rytteren kan foretage – man vælger det kort, som synes er bedst for den første rytter, og herefter gør man det samme for rytter to.

Der er nogle flere elementer i reglerne til denne fase, men dem vil jeg gemme til man selv skal have fornøjelsen af spillet🙂

Bevægelsesfasen:

Bevægelsesfasen giver lidt sig selv – her vender spilleren med den forreste rytter sit kort med billedsiden opad og rykker det antal felter, som man nu engang har valgt på det kort – det samme sker for resten af “feltet”.

Vi snakkede lidt om, at denne del jo er lidt som i Ludo, når man har slået med terningen.

Man gemmer bare spændingen lidt, og der er ingen terning til at ryge på gulvet!🙂

I modsætning til Ludo, så kan man dog ikke slå hinanden hjem, så hvis der står en rytter på det felt du burde lande på, så skal man placere sin rytter på det næste felt bagved.

Slutfasen:

Slutfasen var for mig den sjove fase, og den hvor der for alvor begyndte at være lidt cykling over det. Det var samtidig også den fase, hvor Stine stillede sig lidt undrende overfor værdien af slipstrøm🙂

For her skal man manuelt flytte på brikkerne, hvis det giver mening ift. slipstrøm – det bliver lidt “teknisk” for et brætspil, men det giver god mening når man sidder med brættet foran sig!

Hvis ryttere/grupper kun har ét tom felt foran sig, så bliver de “opslugt” af gruppen foran. Det svarer lidt til at sidde på hjul på landevejen. Er der omvendt mere end ét tom felt foran dig, så har man balladen.

Så skal man nemlig trække et udmattelseskort – og det er jo faktisk meget realistisk i og med, at man så ikke har nogle til at tage vinden og man trækker – stor ros til spillet for realismen i denne runde🙂

Vores oplevelse af spillet

Efter den første runde, sad både Stine og jeg og tænkte “hm, hvornår er det lige, at der kommer strategi ind i dette spil” – men efter et par runder, så skal jeg love for det kommer. Hele humlen i spillet går ud på, at bruge så få træk som muligt – og samtidig komme så langt frem ved hjælp af slipstrøm.

Samtidig skal man hele tiden passe på, at man ikke får for mange udmattelseskort. Man kan længere henne i spillet også vælge forskellige taktikker. Vil man forsøge at stikke af med begge ryttere, vil man lade det andet/de andre hold trække udmattelseskortet, velvidende at man kan blive efterladt alene osv.

Det var tydeligt i vores spil, at jeg gik efter et godt gammeldags udbrud, hvor Stine forsøgte at holde lidt mere sammen på tingene🙂 Spillet slutter, som i ethvert andet spil og cykelløb – når den første rytter krydser stregen. Det blev i vores første spil desværre Stine, til stor skuffelse for mig, der ellers normalt er den med interesse for cykling herhjemme.

Der er, som tidligere nævnt, forskellige ruter man kan benytte sig af. På den vi spillede her, som var Avenue Corso Paseo, var det en flad rute. Der findes nemlig også bjerge i spillet og som er med på nogle af de andre ruter. Der gælder her lidt andre regler, såsom at en rytter aldrig kan bevæge sig mere end fem felter ind eller på et bjerg, i forhold til slipstrøm og i forhold til nedkørsler, hvor man naturligvis kan flytte sig mange felter.

Konklusionen på La Flamme Rouge er en helt klar anbefaling. Dette gælder uanset sit forhold til cykelsporten. Spillet er sjovt, taktisk og med en tilpas grad af uforudsigelighed. Til anmeldelsen her spillede vi kun Stine og jeg, men vi glæder os allerede til at prøve at øge feltet, og se hvad det gør ved mekanismen🙂

– Anders Østergaard

Mixing Box spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: 30 – 60 min. | Spillere: For 4 eller flere deltagere

“Hvis man vil gøre spillet lidt nemmere, kan man på forhånd aftale, at det er tilladt at fortælle kategorien på kortet. Det står på samme side som ordet, så det er kun den aktive spiller, der kan se det. På den måde kan man altså også sagtens vælge at spille uden at vide kategorien, da det kun er den aktive spiller, som kan se det…”

En anmeldelse af selskabsspillet Mixing Box

Mixing Box spillet kommer i en æstetisk pæn og holdbar æske. Den indeholder 3*100 kort i hver sin æske (3 forskellige kategorier), en tom æske (mixing box), spillevejledning på dansk, 1 timeglas, spilleplade og 2 spillebrikker.

Det er for 4+ spiller, fra 12 år og varighed kan justeres.

Selve spillet kan sagtens spilles af børn fra 12 år. Det er dog ikke alle ord/titler/personer på kortene, man kan forvente en 12-årig kender.

Et af de kort, vi fik, som måtte lægges til side var ”Langt fra Las Vegas”. En sitcom-serie, som kørte 3 år før min 14-årige datter blev født.

Men det omvendte gør sig også gældende. Vi fik fx et kort, hvor der står ”Piccolo” (Dragon Ball). Ingen af os voksne anede, hvem det var. Faktisk vidste vi ikke engang, hvad Dragon Ball er.

Spillevejledningen er nem at forstå og vi kunne hurtigt komme i gang med spillet. Kortene og spillet generelt virker til at være i god kvalitet.

Selve spillet

For at vinde Mixing Box skal man igennem samme kort 3 gange.

Man starter med at tage x antal kort fra hver af de tre kategorier:
Kendte personer
Film, serier & programmer
Tegneserie- & animerede figurer

I første runde skal man forklare, hvad der står på kortet – uden at bruge nogle af de ord, der står på kortet.

Hvis fx kortet er ”Simba – løvernes konge” må man ikke sige disse 3 ord. I stedet kan man sige: ”En dyreunge fra en Disney film, der foregår i junglen, hvor man møder Timon og Pumba”

Når man er kommet igennem alle kortene i bunken, blander man dem og næste runde starter. Nu skal man i stedet få sin medspiller (eller sit hold) til at gætte de præcist samme kort ved at mime dem.

Når man er igennem bunken for 2. gang, blandes de igen og 3. runde starter. I den sidste runde må man kun bruge ét ord til at beskrive kortet.

Man har 1 minut til at nå så mange kort som muligt, før turen skifter til det andet hold.

Kommer man til at sige et af ordene på kortet i 1.runde, stopper turen uanset om tiden er løbet ud eller ej. Det samme gør sig gældende, hvis man under mime-runden, kommer til at sige noget.

Sidder man med et kort i hånden, når tiden er løbet ud, giver det 1 minus pr. kort. Har man sagt pas og trukket et nyt kort i bunken, giver det 2 minuspoint. Gættede kort giver alle 1 plus point. Brikken flyttes samme antal felter på spilbrættet, som holdet har point. Ender man med minuspoint bliver brikken stående.

På spilbrættet er der forskellige specialfelter. Der er bl.a. et felt, der hedder ”gæt med”.

Hvis et hold står på dette felt, må det andet hold gætte med og flytte et felt frem for hver rigtig gæt. På den måde kan man altså frarøve modstanderne en del point.

Der er også et felt, hvor der står ”venstre hånd på venstre lår”. Står man på dette felt, skal man under turen hele tiden stå/sidde med sin venstre hånd på venstre lår. Det betyder ikke så meget, hvis man er i runde 1 eller runde 3. Er man derimod i gang med runde 2, hvor man skal mime, så kan det blive svært.

Når man er kommet igennem bunken 3 gange er spillet slut og holdet, som er længst fremme på spillepladen, har vundet.

Hvis man vil gøre spillet lidt nemmere, kan man på forhånd aftale, at det er tilladt at fortælle kategorien på kortet. Det står på samme side som ordet, så det er kun den aktive spiller, der kan se det. På den måde kan man altså også sagtens vælge at spille uden at vide kategorien, da det kun er den aktive spiller, som kan se det.

Vores vurdering

I spillevejledningen anbefales det, at man tager 15 kort fra hver kategori og putter i den tomme “mixing box”. Vi var 4 og tog 12 af hver. Det tog ca. 40 min. at spille.

Vi fandt aldrig rigtigt ud af, hvordan vi skulle bruge den tomme “mixing box”. Vi endte i stedet med at lægge kortene på spillepladen i stedet, da det var nemmere at få fat på kortene sådan, når der kun var 1 minut og vi helst skulle nå så mange kort som muligt.

Ideen med at genbruge kortene på denne måde er vældig fin. Man skulle måske tro, at runde 2 og 3 blev kedelige, men så længe man har 30+ kort i alt, så er det ikke nemt at huske dem alle, så der er stadig udfordring ved det.

Pga. sværhedsgraden på kortene var meget spredt ift. alder, valgte vi at have en joker-bunke i første runde. Trak man et kort, som man virkelig ikke vidste hvad var, kunne man smide det væk og tage et nyt kort fra joker-bunken i stedet – uden det gav minuspoint.

Det ville ødelægge noget af spillet, hvis man for ofte gik død på et kort, fordi man ikke havde den fjerneste idé om, hvem eller hvad det var. Efter den første runde var det så ikke længere nødvendigt med en jokerbunke, fordi alle kort var blevet afsløret 1 gang.

Det er en god ide at blande alle kortene grundigt, inden man begynder at spille. Mange af kortene sad samlet. Fx var Minnie Mouse, Mickey Mouse og Sorteper lige efter hinanden. Efter et hurtigt kig på de andre kort, kunne vi se, at det var generelt. Så vi startede med at dele alle kortene op og blande sammen på kryds og tværs. (Altså stadig indenfor samme kategori dog).

En detalje i spillet, som springer lige i øjnene på mig er, at der er stavefejl på nogle af kortene. Bl.a. på netop Mickey og Minnie, som blev stavet Miki og Mini. Vi har ikke været alle kortene igennem, og måske var vi bare uheldig med disse to, men på mig virker det sjusket, at man ikke har fået tjekket for stavefejl af den karakter. En trykfejl kan man lidt nemmere se igennem fingre med.

Det trak desværre også lidt ned, at vi i forvejen har et spil, som ligner helt ekstremt meget.

Dette spilles også over 3 runder, med det samme ord, som skal beskrives, mimes og derefter gættes med kun ét ord til hjælp. I det andet spil var der lavet mulighed for, at man kunne lave sine egne ord, hvilket man ikke kan i Mixing box.

I spillevejledningen anbefales det at tage 15 kort fra hver kategori. Der er 100 kort af hver, så hvis det skulle gå hen og blive et ”yndlingsspil”, vil man hurtigt komme til at mangle kort.

Det er jo faktisk kun 6 hele spil og så er der 10 kort tilbage. Til gengæld er der et ekstra element i Mixing box – spillepladen.

Spillepladen er umiddelbart det, der gør, at man ikke bare kan lave spillet selv. Uden spillepladen kunne man sagtens selv finde på personer/titler osv. som man kunne skrive på et stykke papir og gættes ad 3 omgange ligesom i Mixing Box.

Hvis jeg havde spillet dette hos et hold venner, så ville det blive prisen, som blev afgørende for, om jeg ville købe det selv. Særligt fordi vi har et spil i skabet, som er næsten magen til.

Har man ikke prøvet denne type spil i forvejen, vil jeg umiddelbart mene, at Mixing Box nok er den bedste af de to vi har. Mixing Box har som sagt spillepladen og derved specialfelter, som giver et ekstra element.

Jeg sidder lidt tilbage med en fornemmelse af, at dette er et spil med potentiale som selskabsspil, men det ligesom ikke er helt færdigt.

Måske med nogle flere specialfelter på spillepladen, flere forskellige kategorier at vælge imellem eller noget helt 3. ville det få det sidste pift som gjorde, at det skilte sig mere ud.

– Joan Frederiksen

* Vil du vide mere om hvordan spillet blev til, så kan du læse mere i denne artikel, om hvordan Jakob Hjorth pludselig fik sin idé til spillet

Aalborg.nu: Var nøgen og fik en god idé

https://youtu.be/1s8MjD3_yXI
Se video der forklarer spillets regler…


Copenhagen Roll & Write spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 15 – 60 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk. Det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid..”

Populært dansk brætspil nu i terningversion

Copenhagen Roll & Write er en terningversion af det populære danske brætspil Copenhagen. I Copenhagen (som du kan læse en anmeldelse af her) trækker man kort og lægger tetris-agtige brikker på sit spillerbræt, i Copenhagen Roll & Write kaster man terninger, og tegner tetris-agtige former ind på sit spillerark.

Lyder det ret ens? Well, lad os kigge på Copenhagen Roll & Write, og se hvad det kan.

Hvis du vil se forskellene mellem brætspillet og terningspillet, må du desværre læse anmeldelsen af begge og sammenligne, da jeg ikke har prøvet brætspillet endnu.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 5 terninger med farvede sider
  • En blok med spillerark med print på begge sider
  • En blok med facadeark, også med print på begge sider
  • Spilleregler

Der er ikke det store fikumdik i det. Der er sider nok på blokkene til 50 spil med 4 spillere (25 dobbeltsidede facadeark, hvor der skal bruges 1 til hvert spil, samt 100 dobbeltsidede spillerark, hvor der skal bruges 1 pr. spiller), og derefter må man ty til at kopiere dem eller købe et nyt spil (heldigvis er det jo ikke så dyrt).

Det er ulempen ved roll & write spil – blokken løber på et eller andet tidspunkt tør… Spiller man mest med færre end 4 spillere, kan man nøjes med at kopiere facadearkene, da de så vil løbe tør før de andre.

Et trick jeg er stødt på for ganske nyligt, er også at laminere nogle ark, og så bruge whiteboard markers eller almindelig tusch og rengøre dem med sprit efter hvert spil. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det før, men det skal jeg da have gjort ved alle vores roll & write spil ?

Æsken er ikke større end nødvendigt – en ting, jeg generelt er rigtig glad for, da der ikke er så meget plads i vores spilreol, som der har været. En ting de dog godt kunne have fået plads til, uden at gøre æsken større, er en håndfuld blyanter.

Jovist, jeg kan da sagtens smide 4 blyanter i, men jeg tror at alle andre roll & write spil vi har, er der fulgt blyanter med i. Men det er da en lille ting, blyanter koster heldigvis ikke alverden, og det er nu rart at have nogle i æsken.

Opsætning af spillet

Opsætningen af spillet er hurtigt overstået: Giv hver spiller et spillerark og noget at skrive med (der ikke går igennem papiret, da man jo skal bruge den anden side til næste spil), og læg et facadeark så alle kan se det. Vælg en startspiller, og giv ham/hende terningerne, og det er det ?

Sådan spiller man Copenhagen Roll & Write

Formålet i Copenhagen Roll & Write er at bygge en facade så effektivt som muligt, og få point for at danne rækker og kolonner.

Første spiller slår med terningerne, som har farvede sider i stedet for tal. Nu skal han/hun se hvilke af de figurer, der er afbilledet på facadearket, der kan dannes, med de farver, der er slået. Er der f.eks. slået 3 røde, en blå og en gul, kan man lave figuren med 2 eller 3 røde felter.

Hvid er joker, så der må man selv vælge, hvad man bruger den som. De figurer på facadearket, der har 2 eller 3 felter, kan tages så mange gange man vil af alle spillere i løbet af spillet, mens dem med 4 eller 5 felter kun kan tages én gang i løbet af spillet – man krydser dem af, når de er taget af nogen.

Dette er vist på facadearket med et uendelighedstegn over de to første kolonner, og et kryds over de tre sidste.

Når man har valgt figur, må man rotere den som man vil (men ikke spejle den). Den valgte figur tegnes nu ind på spillerarket – der skal startes nedefra, så alle figurer ”står” på enten bunden eller en anden figur – helt som i Tetris.

Når man har tegnet figuren ind, skal man sætte et X i et af figurens felter, og et O i resten. Disse X’er og O’er bruges, når der skal tælles point – en række eller kolonne kun med O’er giver nemlig dobbelt så mange point, som en række med et eller flere X’er. Så det er om at sætte X’erne, så de er samlet, når man alligevel har ”ødelagt” en række/kolonne.

Hvis man udfylder en hel række eller kolonne, får man point, som krydses af i pointsporet øverst på spillerarket. En række, hvor der er et eller flere X’er i, giver 1 point, mens en række kun med O’er giver 2 point. Kolonner med og uden X’er giver hhv. 2 og 4 point. Når en spiller når 12 point eller mere (er markeret på pointsporet), spilles runden færdig, og spilleren med flest point har vundet.

Hvis man udfylder en række eller kolonne med et våbenskjold ude i kanten (felterne er også lysere end de andre), får man en bonus: Man må enten udfylde et felt med et O, eller man må sætte to krydser i et valgfrit færdighedsspor. Lad os se på hvad færdighedssporene er for nogle størrelser.

Færdighedssporene kan hjælpe

Når den aktive spiller, har tegnet sin figur ind, må de andre spillere vælge en af de terninger, der ikke blev brugt, og sætte et kryds i den farve ”færdighedsspor” på sit spillerark.

Flere spillere kan godt vælge den samme terning, så hvis der f.eks. er lavet en figur med 4 af terningerne, vil alle de resterende spillere få den samme farve terning, nemlig den eneste, der ikke blev brugt.

Færdighedssporene kan give nogle bonusser – samt 2 point, hvis man fylder et spor helt ud.

Den første bonus et spor kan give, er de hvide plusser under nogle af felterne. Har man fået et hvidt plus, kan man bruge det som en ekstra terning i den pågældende farve. Hvis jeg har slået 3 røde, en gul og en blå, kan jeg altså bruge et plus fra det røde færdighedsspor, og vælge en rød figur med 4 felter. Når en bonus er brugt, streges den over.

Den anden bonus sporene kan give, er stjernerne. De giver en bonus, der er forskellig fra spor til spor – og som bliver angivet med et ikon ude til venstre for sporet. Bonusserne er:

Rød: Slå om med en eller flere af (eller alle) terningerne. Man får foræret to stjerner i det røde spor fra starten af spillet.

Blå: Intet X. Der må sættes O i alle felterne i denne runde.

Lilla: Et X. Der må sættes et enkelt felt (til f.eks. at udfylde et hul), som skal fyldes med et X. Hvis man bruger en blå stjerne også, må det være et O!

Grøn: Farveskift. Man må vælge et valgfrit antal terninger i samme farve og lave dem om til en ny farve (skal stadig være den samme).

Gul: Genbrug. Man må vælge en figur på facadearket, der allerede er streget over.

Terningerne har stor betydning – lidt for stor måske

Er man heldig med terningerne kan man tegne lige den figur man vil – er man uheldig, er det op ad bakke at få de store figurer…

Terningerne har stor betydning i Copenhagen Roll & Write, for de bestemmer 100% hvilke former, du har mulighed for at tegne. Slår man nogle gode slag med 4 eller endda 5 ens, kan man vælge lige den, der passer ind i det man har tegnet, men har man kun 2-3 ens, må man nøjes med det man kan få.

De farver man slår, bestemmer også formen, så man er ikke voldsomt meget herre over hvad man får.

Færdighedssporene gør dog en del for spillet, for det er dem, der giver det lidt mulighed for taktik. Ellers var det bare at slå med terninger, og tegne de figurer ind, som man kunne lave.

Med færdighedssporene får man mulighed for at gå efter nogle bestemte bonusser, hvis der er flere tiloversblevne terninger at vælge imellem, og dermed selv få lidt indflydelse.

Når vi spiller 2, er jeg f.eks. ret glad for det gule spor, som kan genbruge afkrydsede figurer, da man i spil med 2 spillere krydser en af 4’er kolonnerne helt af inden spillets start. Den blå bonus er også lækker, så man kan få dobbelte point for sine rækker og kolonner.

Vores mening om Copenhagen Roll & Write

Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Spillerarket er meget intuitivt med facaden til højre, hvor man skal tegne, de farvede spor, hvor man skal krydse de valgte terninger af, som modspillerne ikke har brugt, samt pointsporet i toppen, hvor de 12 point, der slutter spillet, er fint markeret.

En ulempe (for mig i hvert fald) er hvor stor betydning terningerne har.

Vi har prøvet andre roll & write spil, som ikke har været nær så afhængig af terningkastene, så det kan sagtens lade sig gøre. Ja, der er ting i færdighedssporene, der kan hjælpe på uheldige kast, men det fylder stadig en del.

En anden ulempe er, at når man ikke har tur, er der ikke meget at lave eller holde øje med. Spilleren der har tur, kører sit eget løb på sit eget spillerark, og så skal man bare vælge en ubrugt terning når turen er slut (hvis der er noget at vælge imellem). Det er selvfølgelig især udtalt ved 4 spillere, mens ved 2 spillere er det ikke noget man tænker over.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med færdighedssporene, problemet er lidt, at man ikke er ret meget herre over, hvilke farver man kan få kryds i, da der oftest kun er 1 eller 2 terninger til overs når en spillers tur er slut. Det er lidt synd, da de egentlig gør nogle gode ting.

Allermest har Copenhagen Roll & Write givet mig lyst til at prøve Copenhagen brætspillet – jeg synes nemlig, der er mange gode ting, og jeg kan godt lide ideen, jeg synes bare at der mangler lidt taktik og dybde.

Nu kan det godt lyde meget negativt, men jeg synes overhovedet ikke at Copenhagen Roll & Write er et dårligt spil – det er bare ”kun” okay for mig pga. den manglende taktik og indflydelse, men det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid.

Det vil også være et godt rejsespil, da det ikke fylder meget – hverken på hylden eller på bordet, så jeg forestiller mig at det nok ikke kommer så tit på bordet herhjemme, da vi har så mange andre spil, der kan lidt mere, men det bliver nok fast indslag på sommerhusture og i campingvognen.

Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk, så det vil være helt fint, når vi er afsted med ungerne, til at spille om aftenen når de er puttet.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af Copenhagen brætspillet

Sonar Family spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Der er ingen tvivl om, at Sonar family har mere spilleværdi end Sænke Slagskibe, som det ofte sammenlignes med. Man skal tænke en del mere, og der er flere elementer i det. Det er gennemtænkt og fungerer godt…”

En anmeldelse af Captain Sonar i familieudgave

Dette spil sammenlignes ofte med ”sænke slagskibe”. Det er ikke helt ved siden af, men har alligevel lidt ekstra elementer, som gør det lidt mere interessant.

Spillet kommer i en fin og solid æske med fine illustrationer. Det indeholder en stor skærm, der skal sikre, at de to hold ikke ser hinandens plader.

Spilleplader med 4 forskellige farvande. En gennemsigtig plade i samme str. som spillepladerne. 4 tuscher til at tegne på spillepladerne samt en spillevejledning, med regler på dansk, norsk, svensk, finsk og engelsk.

Spillevejledningen er nem at forstå og man kan hurtigt komme i gang med spillet.

Spillepladerne er lavet således, at man kan tegne på dem med de medfølgende tuscher (som i øvrigt er i god kvalitet) og viske ud bagefter.

Den gennemsigtige plade bruges af radiooperatøren, som lægger den ovenpå spillepladen og tegner herpå i stedet for direkte på spillepladen.

Der er lidt forskel på pladerne.

På kaptajnens plade er der felter i højre side til at holde styr på:
-hvor meget energi man har
-hvor mange gange man er blevet ramt
-hvad de forskellige handlinger koster i energi

På radiooperatørens spilleplade er der et stort felt til notater.

Sonar family kan spilles af 2-4 spillere og anbefales fra 8 år.

Selve spillet

Sonar family handler om at finde modstanderens ubåd og få den skudt ned.

Er man den første, som rammer modstanderens ubåd 2 gange, har man vundet.

Et hold består af en radiooperatør (som prøver at gætte, hvor modspillerens ubåd er) og en kaptajn (som gør sit bedste for at skjule egen ubåd for modstanderen).

Kaptajnen finder et sted ubåden skal starte.

Sonar family er et turbaseret spil, men begge hold er aktive hele tiden.

Når startstedet er fundet, starter første spiller med at fortælle højt i hvilken retning ubåden flytter sig.

Kaptajnen siger højt hvilken retning, deres ubåd bevæger sig i (op, ned, højre,venstre).

Radiooperatørens opgave er at tegne kommandoerne ind på den gennemsigtige plade.

Hver gang kaptajnen siger en retning højt, skal han/hun tegne en streg på energifeltet. Der er plads til max 4 streger, så er der fyldt, går man glip af en energi. Energien kan kaptajnen bl.a. bruge på at skjule sin rute.

Fx kan man for 3 energi lave et lydløst træk. Det gør opgaven en del sværere for radiooperatøren. Et lydløst træk betyder, at man ikke skal sige sin retning højt, så trækket holdes hemmeligt for modstanderen.

Energien kan også bruges på at spore sig ind på, hvor ubåden befinder sig.

For 2 energi kan man bruge sonar, hvilket betyder, at kaptajnen højt skal fortælle enten et bogstav eller et tal, som skibet befinder sig på.

Denne kan være god at bruge efter der er foretaget et lydløst træk, for at spore sig ind på, hvor ubåden bevægede sig hen.

Den sidste handling, man kan bruge energi på, er missilet. For 4 energi kan man affyre sit missil på en specifik plads på kortet, som man tror og håber modstanderens ubåd befinder sig på.

Der er dog det krav, at man selv skal stå indenfor samme område på kortet, for at affyre missilet. Kortet er delt ind i 4 områder, og missilet kan kun skyde indenfor området, man selv står i.

Man har også mulighed for at stige op af vandet. Gør man dette skal man afsløre sin position.

Dette kan blive nødvendigt, hvis man har fået spærret sig selv inde. Man må nemlig aldrig gå tilbage ad samme vej og der er felter på kortet, man ikke kan sejle igennem.

Har man lavet en opstigning, er det godt at have sparet noget energi sammen, så man kan lave et lydløst (altså hemmeligt træk) med det samme.

Det kan lyde nemt at finde en ubåd, man kender startstedet på. Men det er ikke helt så nemt, som det lyder.

Står man fx i et andet område, kan man ikke fyre af, før man selv er i samme område som modstanderen. Inden man når dertil, kan det være, at modstanderen allerede har luret, hvor man selv er.

Han/hun kan også have brugt flere lydløse træk, inden man selv er kommet ned i området og er måske slet ikke i det pågældende område mere.

Radiooperatørens opgave er at finde modstanderen. Når man ikke kender startstedet, er man tvunget til bare at lægge den gennemsigtig plade ovenpå kortet og tegne streger fra et tilfældigt sted. På et tidspunkt kan man begynde at flytte lidt rundt med den gennemsigtige plade for at finde ud af, hvor de streger, man har, kan passe ind.

Da der er felter, man ikke kan sejle igennem, begynder der at tegne sig et billede af, hvor ruten i hvert fald ikke kan være.

Når radiooperatøren mener at have et bud på modstanderens lokation, vælger kaptajnen at bruge 4 energi på at affyre et missil.

Ramte man rigtigt, viser begge hold sit kort og en ny omgang starter på samme måde som den første.

Vores vurdering af Sonar Family

Der er ingen tvivl om, at Sonar family har mere spilleværdi end Sænke Slagskibe, som det ofte sammenlignes med. Man skal tænke en del mere, og der er flere elementer i det.

I sonar family er det kun 1 ubåd, man skal ramme (dog 2 gange), til gengæld så flytter ubåden sig hele tiden.

Det er gennemtænkt og fungerer godt.

Til gengæld var det alligevel lidt for simpelt til vores smag.

Spillet er fra 8 år og opefter. Det vil nok være svært, hvis alle 4 spillere er i den alder. Men hvis man fx er en familie på fire, hvor der kan være en voksen og et barn på hvert hold, så passer 8 år nok meget godt.

Hvis det er 4 børn, som spiller sammen, kan man vælge at forenkle det ved at droppe muligheden for lydløse træk.

Den originale udgave af Captain Sonar er noget mere avanceret og kræver, at man er 6-8 spillere. Ideen med at lave en meget forsimplet version er ikke dårlig. Det er da også netop lykkes at lave et spil, som er godt til børnefamilier.

Selvom det ikke faldt i vores smag, så ville det alligevel være et af de spil, som vi ville synes var okay at spille med børnene, da de var noget yngre. Der er mange børne-/familiespil, som er kedelige for voksne, når det er fra 7-8 år.

Sonar Family føles bestemt ikke kedeligt.

– Joan Frederiksen

Spøgelsestrappen spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 15 – 20 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Spøgelsestrappen får en anbefaling herfra for at være simpelt og alligevel underholdende, og for at være et børnespil de voksne også godt gider at spille…”

En anmeldelse af Spooky Stairs (spøgelsestrappen) – Årets Børnespil 2006

Der bor et gammelt spøgelse i det øverste hjørne af en slotsruin. For at nå derop skal man kravle op af den snoede vindeltrappe. Nogle modige børn lister sig op af de skæve trin for at være den første til at skræmme spøgelset med et BØH! Men på vej op ad trappen bliver børnene ét efter ét forvandlet til spøgelser… Hvem er hvor, og hvem når først op ad trappen?

Sådan lyder historien i Spøgelsestrappen, eller ”Spooky Stairs” – som blev kåret til Årets Børnespil 2006 i Tyskland, Sverige Norge og Finland.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Spilleplade
  • 4 farvede spillermarkører i træ
  • 4 farvede spillebrikker i træ
  • 4 hvide spøgelser i træ
  • 1 terning

Jeg kan godt lide at spillebrikkerne er i træ, specielt når spillet er angivet til at være fra 4 år, for der får tingene godt nok nogle gange lidt hård medfart – og så flyver de ikke så nemt rundt, når man spiller det på terrassen ?

En ting, der ærgrer mig lidt, er at man ikke har valgt at lave æsken lidt mindre. En af mine små kæpheste er, at spilæsker ikke skal være større end nødvendigt, hvilket kommer sig af manglende plads i spilskabet ?

Når man ser hvor få komponenter, der egentlig er i spillet, kunne man sagtens folde spillepladen lidt flere gange, og få en mindre æske. Men for de fleste er dette dog en mindre ting, det er bare et lille irritationsmoment for mig (men selvfølgelig noget vi lever fint med trods alt).

Sådan spiller man Spøgelsestrappen

Hver spiller får en spillermarkør (til at huske hvilken farve man er ?) og en farvet spillerbrik i samme farve. Spillerbrikkerne stilles på startfeltet (alle 4 brikker, uanset om man er 4 spillere), spøgelserne stilles indenfor rækkevidde, og så er man klar.

Spillerne slår efter tur med terningen og rykker frem på brættet – men slår man et spøgelse, må man tage et af de hvide spøgelser og sætte over en valgfri brik. Brikkerne har magneter i toppen så de hænger fast under spøgelserne, når man flytter med dem, og det er en rigtig fin detalje.

Nu kan den pågældende spiller ikke se farven på sin brik, og efterhånden som alle bliver forvandlet til spøgelser, skal man nogle gange holde tungen lige i munden, for at huske hvilken brik, der er ens egen.

Når der bliver slået spøgelse på terningen efter at alle er blevet forvandlet, må man nemlig bytte rundt på to brikker, så selvom man er kommet bagud, kan man hurtigt komme op foran.

Dette gør også at selvom man ikke er 4 spillere, kan alle 4 brikker pludselig være ude på brættet, da man jo stillede alle 4 brikker på startfeltet også selvom man var færre end 4 spillere, så det bliver ikke voldsomt meget nemmere af at være færre end 4.

Og så handler det egentlig bare om at komme først op ad trappen (hvis man kan huske hvilken brik man skal rykke med) – og huske at råbe ”BØH!” til spøgelset man kommer derop ☺  (og kigge under bunden af spøgelset, om det nu også er ens egen brik!)

Simpelt men sjovt

Det lyder jo simpelt, og det er det egentlig også, og så er det sjovt ovenikøbet. Spillet anbefales fra 4 år, og det er nok ikke helt galt. Marie på 6 fangede det hurtigt (selvom hun let kan komme til at miste overblikket over hvor hendes egen brik er), og selv Stine på 2½ var med i det første spil, men selvom hun syntes at det var evigt sjovt at sætte spøgelser på brikkerne, fangede hun ikke helt konceptet.

Jeg blev dog overrasket en gang imellem når hun skulle rykke, efter at alle brikker var spøgelser, og man spurgte hende ”hvilken en er din brik” og hun så uden tøven pegede på den rigtige ☺  

Spillet tager ikke mere end et kvarters tid, så man kan sagtens nå et par spil – det er specielt godt når Marie tror hun vinder, og det så ikke er hendes egen farve der er under det spøgelse, hun lige har rykket i mål… Men så kan hun få revanche, når det ikke tager længere tid.

Dommen – slet ikke så ringe endda

Spøgelsestrappen er et spil, som jeg er sikker på at vi nok skal få mange hyggelige stunder ud af – specielt når Stine bliver gammel nok til rigtigt at spille med. Selvom alle 4 brikker er med i spillet uanset om man er 4 spillere eller ej, er det bare ikke helt det samme – men det fungerer dog stadig fint med færre end 4 spillere.

Det er også så simpelt, at jeg tænker at Marie sagtens kan spille det med legekammerater uden voksne, og den slags spil har vi ikke så mange af.

Jeg synes at det er rigtigt sundt når børn kan lege og spille uden at der skal være voksne til at styre det, og der er Spøgelsestrappen nok et af de første spil hjemme hos os, hvor børnene kan begynde at spille helt selv (okay, det går også meget godt med Vildkatten, for de kender de fra børnehaven ☺).

Spøgelsestrappen får en anbefaling herfra for at være simpelt og alligevel underholdende, og for at være et børnespil de voksne også godt gider at spille.

– Kim Larsen

Port Royal spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 50 min. | Spillere: For 1 – 5 deltagere

“Det er et spil, hvor alle kan være med. For mig at se består det “bedsteforældre-testen” – det er et af de strategispil, som selv bedsteforældrene kan lære, selvom deres erfaring primært omfatter spil som Ludo, 500, Yatzy og måske et par quizspil som Trivial Pursuit. Der er ingen tvivl om, at Port Royal bliver et af de spil, som vi finder frem en hverdagsaften i ny og næ, hvor vi får lyst til at spille, uden det skal blive for omfattende, så vi stadig kan passe sengetiderne…”

Anmeldelse af Port Royal grundspillet og udvidelsen, med kontrakter

Da vi så Port Royal spillet første gang, var vi lidt i tvivl om der var nok spilværdi i det. Det er jo ”bare” et kortspil. Vi er nok ret kritiske, når det kommer til denne slags spil, da vi i forvejen har nogle gode spil i samme kategori.

Kan dog allerede nu afsløre, at Port Royal endte med at komme i skabet med de spil, som vi spiller mest.

Både grundspil og udvidelse er i en solid lille æske. Grundspillet indeholder kort og spillevejledning. Udvidelsen indeholder nogle ekstra kort (som man kan vælge at bruge alene med grundspillet), samt kontrakter og brikker, som skal bruges i udvidelsen.

Både kort og kontrakter er i en god kvalitet. Kontrakterne især er meget tykke og slidstærke.

Kortene fungerer både som ”handlingskort” og mønter. På den måde er alt samlet i kortene, og man behøver ikke have en masse plastikmønter ved siden af, man også skal have styr på. Det er altså en form for 2 i 1 kort.

Det foregår helt praktisk ved, at der er tegnet en mønt på bagsiden. Skal man fx have 3 mønter, trækker man således 3 kort fra trækbunken og disse lægges foran spilleren med bagsiden opad så mønten ses. På den måde kan man hele tiden holde styr på, om kortet skal bruges som en mønt eller et handlingskort. Udover det er praktisk, så giver det også et element til spillet.

Nogle af kortene (og man kan ikke se hvilke, da man ikke må kigge på kortene, der trækkes som mønter) kommer muligvis slet ikke i spil, da de ender som mønter og det kan i særdeleshed påvirke spillet.

Spillevejledningen er en smule kringlet. Langt det meste er nemt at læse og forstå, men det tog os lidt tid og et besøg på youtube at sikre, at vi forstod det helt rigtigt.

I starten havde vi fx ikke helt forstået at ”havnen” var en fælles havn og ikke en havn, man skulle have foran sig hver især. Når man først har lært grundspillet, er spillevejledningen til udvidelsen rimelig ligetil. Dog var der også her en enkelt formulering, som gjorde vi kom i tvivl om brugen af et bestemt sæt kontrakter.

Det drejede sig om kontrakterne: Comedian, Lady killer, Maritime Supremacy, New Colony, Trade outpost og Trager Prince. I oversigten på spillevejledningen stod der i parentes: ”Når du har fuldført kontrakten, kan du bruge settlers, priests og captains til ekspeditioner”.

Vi kom derved i tvivl om det betød, at man først måtte bruge dem til ekspeditioner NÅR man havde klaret kontrakten, hvilket spærrede ret meget for spillet. Men efter lidt hjælp fra erfarne spillere, lærte vi, at det ikke var tilfældet.

En fordel i spillevejledningen er, at det er sat op på en overskuelig måde, når man skal tjekke, hvad de forskellige kort eller kontrakter betyder. Når man har spillet det en del gange, får man mindre og mindre brug for spillevejledningen, da der også er symboler på både kort og kontrakter, som viser, hvad kortene kan og hvad man skal ved både ekspeditioner og kontrakter.

Grundspillet er for 2-5 spillere fra 8 år. Port Royal udvidelsen er ligeledes op til 5 spillere, men giver også mulighed for at spille det som solo-spil alene. I udvidelsen er der 2 varianter; man kan spille med hinanden eller mod hinanden.

Om selve Port Royal spillet

For at vinde Port Royal skal man samle flest sejrspoint. Hvert kort giver fra 0 til 3 sejrspoint.

På kortene er der skibe i 5 forskellige farver, som giver mønter i stedet for sejrspoint. 4 af kortene er skattestigninger og på 6 kort er der ekspeditioner.

På de resterende kort er der personer, som har hver sin egenskab og antal sejrspoint.

Alle personkort koster mønter, hvoraf nogle selvfølgelig koster mere end andre – jo dyrere jo flere sejrspoint. Man skal derfor sørge for at få samlet mønter sammen undervejs og så handler det om at prioritere, hvad mønterne skal bruges på.

Eftersom nogle af kortene bruges som mønter, kan man ikke vide, om den/de kort, man egentlig helst vil have – eller som skal bruges i en kontrakt eller ekspeditioner -kommer ofte eller sjældent.

Hver spiller starter med 3 mønter (altså 3 kort med bagsiden opad)

De resterende kort lægges i en trækbunke midt på bordet.

Den aktive spiller har mulighed for at udføre 2 faser. Den første er obligatorisk – træk kort fra trækbunken og læg dem på en række (havnen), så alle kortene kan ses. Fase 2 er ”handle og hyre”, hvor man tager kort fra havnen, som man vil bruge.

Som udgangspunkt må man tage 1 kort, men der kan være personkort og andre omstændigheder som gør, at man må tage flere kort fra havnen.

Man vælger selv, hvor mange kort, man tør at vende og lægge i havnen. Rammer man 2 skibe i ens farve slutter turen og man får ikke lov at tage et kort.

Alle kortene lægges til side i en afkastbunke. Hvis den aktive spiller ramte 2 skibe i samme farve, forsvinder muligheden for at handle/hyre også for de andre spillere… men… har man tidligere hyret ”jester”, vil man i stedet blive kompenseret med 1 mønt fra banken.

Hvis man gerne vil undgå at blive ”busted” med de 2 skibe, kan man undervejs i spillet købe ”sailors” eller ”pirates”. Disse personer/kort kan fjerne en del af de skibskort, man vender til havnen.

Det betyder, at man kan forlænge havnen med flere kort, uden så stor risiko for at ramme 2 skibe i ens farve.

Når den aktive spiller vælger at stoppe (uden at have ramt 2 skibe i samme farve) og har handlet eller hyret må de resterende spillere også handle/hyre fra havnen. Hvis de gør dette, skal de som kompensation betale 1 ekstra mønt til den aktive spiller.

Trækkes et ekspeditionskort fra trækbunken, lægges det ved siden af bunken og kan nu erhverves ved at hyre de rette personer løbende fra havnen. Tager man et ekspeditionskort, skal de pågældende personer/kort afleveres og tæller dermed ikke længere med i sejrspoint og kan ikke bruges til andre ekspeditioner.

Det kan godt betale sig at bytte personer til ekspeditionskort, da ekspeditioner giver en del flere sejrspoint, men man skal prioritere hvilke(t) ekspeditionskort, man går efter.

Spiller man med udvidelsen kan man gennemføre kontrakter for både at få mønter og sejrspoint. Den spiller, der først får udført en kontrakt, sætter sin brik på det første felt, som udløser flest mønter. Det vil sige, at de andre spillere også kan få samme kontrakt, men får færre mønter ud af det.

Vores vurdering af Port Royal

Efter lidt opstartsproblemer ift. forståelsen af spillevejledningen, kom vi godt i gang med spillet.

Det er egentlig et ret simpelt spil, hvilket også passer fint med anbefalingen, at det kan spilles fra 8 år og opefter.

Indimellem kan jeg godt blive lidt bekymret, når jeg ser et spil, er fra 8 år.

I mange tilfælde kan det være en indikator på, at det er bedre som familiespil end voksenspil. Det synes jeg ikke er tilfældet med Port Royal – langt fra.

Port Royal er et af de spil, hvor man får lige meget fornøjelse af det, uanset om man er 2 eller 5 spillere.

Det er ikke et ”tungt” spil, men der er alligevel strategi og et godt gameplay i det.

Det er et spil, hvor alle kan være med. For mig at se består det “bedsteforældre-testen” – det er et af de strategispil, som selv bedsteforældrene kan lære, selvom deres erfaring primært omfatter spil som Ludo, 500, Yatzy og måske et par quizspil som Trivial Pursuit.

Der er ingen tvivl om, at Port Royal bliver et af de spil, som vi finder frem en hverdagsaften i ny og næ, hvor vi får lyst til at spille, uden det skal blive for omfattende, så vi stadig kan passe sengetiderne.

Om Spillevejledningen

Spillevejledningen er en smule kringlet. Langt det meste er nemt at læse og forstå, men det tog os lidt tid og et besøg på youtube at sikre, at vi forstod det helt rigtigt.

I starten havde vi fx ikke helt forstået at ”havnen” var en fælles havn og ikke en havn, man skulle have foran sig hver især.

Når man først har lært grundspillet, er spillevejledningen til udvidelsen rimelig ligetil. Dog var der også her en enkelt formulering, som gjorde vi kom i tvivl om brugen af et bestemt sæt kontrakter.

Det drejede sig om kontrakterne: Comedian, Lady killer, Maritime Supremacy, New Colony, Trade outpost og Trager Prince.

I oversigten på spillevejledningen stod der i parentes: ”Når du har fuldført kontrakten, kan du bruge settlers, priests og captains til ekspeditioner”.

Vi kom derved i tvivl om det betød, at man først måtte bruge dem til ekspeditioner NÅR man havde klaret kontrakten, hvilket spærrede ret meget for spillet. Men efter lidt hjælp fra erfarne spillere, lærte vi, at det ikke var tilfældet.

En fordel i spillevejledningen er, at det er sat op på en overskuelig måde, når man skal tjekke, hvad de forskellige kort eller kontrakter betyder.

Når man har spillet det en del gange, får man mindre og mindre brug for spillevejledningen, da der også er symboler på både kort og kontrakter, som viser, hvad kortene kan og hvad man skal ved både ekspeditioner og kontrakter.

Grundspillet er for 2-5 spillere fra 8 år. Udvidelsen er ligeledes op til 5 spillere, men giver også mulighed for at spille det som solo-spil alene. I udvidelsen er der 2 varianter; man kan spille med hinanden eller mod hinanden.

– Joan Frederiksen