Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag-arkiv

Copenhagen Roll & Write spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 15 – 60 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk. Det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid..”

Populært dansk brætspil nu i terningversion

Copenhagen Roll & Write er en terningversion af det populære danske brætspil Copenhagen. I Copenhagen (som du kan læse en anmeldelse af her) trækker man kort og lægger tetris-agtige brikker på sit spillerbræt, i Copenhagen Roll & Write kaster man terninger, og tegner tetris-agtige former ind på sit spillerark.

Lyder det ret ens? Well, lad os kigge på Copenhagen Roll & Write, og se hvad det kan.

Hvis du vil se forskellene mellem brætspillet og terningspillet, må du desværre læse anmeldelsen af begge og sammenligne, da jeg ikke har prøvet brætspillet endnu.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 5 terninger med farvede sider
  • En blok med spillerark med print på begge sider
  • En blok med facadeark, også med print på begge sider
  • Spilleregler

Der er ikke det store fikumdik i det. Der er sider nok på blokkene til 50 spil med 4 spillere (25 dobbeltsidede facadeark, hvor der skal bruges 1 til hvert spil, samt 100 dobbeltsidede spillerark, hvor der skal bruges 1 pr. spiller), og derefter må man ty til at kopiere dem eller købe et nyt spil (heldigvis er det jo ikke så dyrt).

Det er ulempen ved roll & write spil – blokken løber på et eller andet tidspunkt tør… Spiller man mest med færre end 4 spillere, kan man nøjes med at kopiere facadearkene, da de så vil løbe tør før de andre.

Et trick jeg er stødt på for ganske nyligt, er også at laminere nogle ark, og så bruge whiteboard markers eller almindelig tusch og rengøre dem med sprit efter hvert spil. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det før, men det skal jeg da have gjort ved alle vores roll & write spil 😊

Æsken er ikke større end nødvendigt – en ting, jeg generelt er rigtig glad for, da der ikke er så meget plads i vores spilreol, som der har været. En ting de dog godt kunne have fået plads til, uden at gøre æsken større, er en håndfuld blyanter.

Jovist, jeg kan da sagtens smide 4 blyanter i, men jeg tror at alle andre roll & write spil vi har, er der fulgt blyanter med i. Men det er da en lille ting, blyanter koster heldigvis ikke alverden, og det er nu rart at have nogle i æsken.

Opsætning af spillet

Opsætningen af spillet er hurtigt overstået: Giv hver spiller et spillerark og noget at skrive med (der ikke går igennem papiret, da man jo skal bruge den anden side til næste spil), og læg et facadeark så alle kan se det. Vælg en startspiller, og giv ham/hende terningerne, og det er det 😊

Sådan spiller man Copenhagen Roll & Write

Formålet i Copenhagen Roll & Write er at bygge en facade så effektivt som muligt, og få point for at danne rækker og kolonner.

Første spiller slår med terningerne, som har farvede sider i stedet for tal. Nu skal han/hun se hvilke af de figurer, der er afbilledet på facadearket, der kan dannes, med de farver, der er slået. Er der f.eks. slået 3 røde, en blå og en gul, kan man lave figuren med 2 eller 3 røde felter.

Hvid er joker, så der må man selv vælge, hvad man bruger den som. De figurer på facadearket, der har 2 eller 3 felter, kan tages så mange gange man vil af alle spillere i løbet af spillet, mens dem med 4 eller 5 felter kun kan tages én gang i løbet af spillet – man krydser dem af, når de er taget af nogen.

Dette er vist på facadearket med et uendelighedstegn over de to første kolonner, og et kryds over de tre sidste.

Når man har valgt figur, må man rotere den som man vil (men ikke spejle den). Den valgte figur tegnes nu ind på spillerarket – der skal startes nedefra, så alle figurer ”står” på enten bunden eller en anden figur – helt som i Tetris.

Når man har tegnet figuren ind, skal man sætte et X i et af figurens felter, og et O i resten. Disse X’er og O’er bruges, når der skal tælles point – en række eller kolonne kun med O’er giver nemlig dobbelt så mange point, som en række med et eller flere X’er. Så det er om at sætte X’erne, så de er samlet, når man alligevel har ”ødelagt” en række/kolonne.

Hvis man udfylder en hel række eller kolonne, får man point, som krydses af i pointsporet øverst på spillerarket. En række, hvor der er et eller flere X’er i, giver 1 point, mens en række kun med O’er giver 2 point. Kolonner med og uden X’er giver hhv. 2 og 4 point. Når en spiller når 12 point eller mere (er markeret på pointsporet), spilles runden færdig, og spilleren med flest point har vundet.

Hvis man udfylder en række eller kolonne med et våbenskjold ude i kanten (felterne er også lysere end de andre), får man en bonus: Man må enten udfylde et felt med et O, eller man må sætte to krydser i et valgfrit færdighedsspor. Lad os se på hvad færdighedssporene er for nogle størrelser.

Færdighedssporene kan hjælpe

Når den aktive spiller, har tegnet sin figur ind, må de andre spillere vælge en af de terninger, der ikke blev brugt, og sætte et kryds i den farve ”færdighedsspor” på sit spillerark.

Flere spillere kan godt vælge den samme terning, så hvis der f.eks. er lavet en figur med 4 af terningerne, vil alle de resterende spillere få den samme farve terning, nemlig den eneste, der ikke blev brugt.

Færdighedssporene kan give nogle bonusser – samt 2 point, hvis man fylder et spor helt ud.

Den første bonus et spor kan give, er de hvide plusser under nogle af felterne. Har man fået et hvidt plus, kan man bruge det som en ekstra terning i den pågældende farve. Hvis jeg har slået 3 røde, en gul og en blå, kan jeg altså bruge et plus fra det røde færdighedsspor, og vælge en rød figur med 4 felter. Når en bonus er brugt, streges den over.

Den anden bonus sporene kan give, er stjernerne. De giver en bonus, der er forskellig fra spor til spor – og som bliver angivet med et ikon ude til venstre for sporet. Bonusserne er:

Rød: Slå om med en eller flere af (eller alle) terningerne. Man får foræret to stjerner i det røde spor fra starten af spillet.

Blå: Intet X. Der må sættes O i alle felterne i denne runde.

Lilla: Et X. Der må sættes et enkelt felt (til f.eks. at udfylde et hul), som skal fyldes med et X. Hvis man bruger en blå stjerne også, må det være et O!

Grøn: Farveskift. Man må vælge et valgfrit antal terninger i samme farve og lave dem om til en ny farve (skal stadig være den samme).

Gul: Genbrug. Man må vælge en figur på facadearket, der allerede er streget over.

Terningerne har stor betydning – lidt for stor måske

Er man heldig med terningerne kan man tegne lige den figur man vil – er man uheldig, er det op ad bakke at få de store figurer…

Terningerne har stor betydning i Copenhagen Roll & Write, for de bestemmer 100% hvilke former, du har mulighed for at tegne. Slår man nogle gode slag med 4 eller endda 5 ens, kan man vælge lige den, der passer ind i det man har tegnet, men har man kun 2-3 ens, må man nøjes med det man kan få.

De farver man slår, bestemmer også formen, så man er ikke voldsomt meget herre over hvad man får.

Færdighedssporene gør dog en del for spillet, for det er dem, der giver det lidt mulighed for taktik. Ellers var det bare at slå med terninger, og tegne de figurer ind, som man kunne lave.

Med færdighedssporene får man mulighed for at gå efter nogle bestemte bonusser, hvis der er flere tiloversblevne terninger at vælge imellem, og dermed selv få lidt indflydelse.

Når vi spiller 2, er jeg f.eks. ret glad for det gule spor, som kan genbruge afkrydsede figurer, da man i spil med 2 spillere krydser en af 4’er kolonnerne helt af inden spillets start. Den blå bonus er også lækker, så man kan få dobbelte point for sine rækker og kolonner.

Vores mening om Copenhagen Roll & Write

Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Spillerarket er meget intuitivt med facaden til højre, hvor man skal tegne, de farvede spor, hvor man skal krydse de valgte terninger af, som modspillerne ikke har brugt, samt pointsporet i toppen, hvor de 12 point, der slutter spillet, er fint markeret.

En ulempe (for mig i hvert fald) er hvor stor betydning terningerne har.

Vi har prøvet andre roll & write spil, som ikke har været nær så afhængig af terningkastene, så det kan sagtens lade sig gøre. Ja, der er ting i færdighedssporene, der kan hjælpe på uheldige kast, men det fylder stadig en del.

En anden ulempe er, at når man ikke har tur, er der ikke meget at lave eller holde øje med. Spilleren der har tur, kører sit eget løb på sit eget spillerark, og så skal man bare vælge en ubrugt terning når turen er slut (hvis der er noget at vælge imellem). Det er selvfølgelig især udtalt ved 4 spillere, mens ved 2 spillere er det ikke noget man tænker over.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med færdighedssporene, problemet er lidt, at man ikke er ret meget herre over, hvilke farver man kan få kryds i, da der oftest kun er 1 eller 2 terninger til overs når en spillers tur er slut. Det er lidt synd, da de egentlig gør nogle gode ting.

Allermest har Copenhagen Roll & Write givet mig lyst til at prøve Copenhagen brætspillet – jeg synes nemlig, der er mange gode ting, og jeg kan godt lide ideen, jeg synes bare at der mangler lidt taktik og dybde.

Nu kan det godt lyde meget negativt, men jeg synes overhovedet ikke at Copenhagen Roll & Write er et dårligt spil – det er bare ”kun” okay for mig pga. den manglende taktik og indflydelse, men det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid.

Det vil også være et godt rejsespil, da det ikke fylder meget – hverken på hylden eller på bordet, så jeg forestiller mig at det nok ikke kommer så tit på bordet herhjemme, da vi har så mange andre spil, der kan lidt mere, men det bliver nok fast indslag på sommerhusture og i campingvognen.

Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk, så det vil være helt fint, når vi er afsted med ungerne, til at spille om aftenen når de er puttet.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af Copenhagen brætspillet

Sonar Family spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 45 min | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Der er ingen tvivl om, at Sonar family har mere spilleværdi end Sænke Slagskibe, som det ofte sammenlignes med. Man skal tænke en del mere, og der er flere elementer i det. Det er gennemtænkt og fungerer godt…”

En anmeldelse af Captain Sonar i familieudgave

Dette spil sammenlignes ofte med ”sænke slagskibe”. Det er ikke helt ved siden af, men har alligevel lidt ekstra elementer, som gør det lidt mere interessant.

Spillet kommer i en fin og solid æske med fine illustrationer. Det indeholder en stor skærm, der skal sikre, at de to hold ikke ser hinandens plader.

Spilleplader med 4 forskellige farvande. En gennemsigtig plade i samme str. som spillepladerne. 4 tuscher til at tegne på spillepladerne samt en spillevejledning, med regler på dansk, norsk, svensk, finsk og engelsk.

Spillevejledningen er nem at forstå og man kan hurtigt komme i gang med spillet.

Spillepladerne er lavet således, at man kan tegne på dem med de medfølgende tuscher (som i øvrigt er i god kvalitet) og viske ud bagefter.

Den gennemsigtige plade bruges af radiooperatøren, som lægger den ovenpå spillepladen og tegner herpå i stedet for direkte på spillepladen.

Der er lidt forskel på pladerne.

På kaptajnens plade er der felter i højre side til at holde styr på:
-hvor meget energi man har
-hvor mange gange man er blevet ramt
-hvad de forskellige handlinger koster i energi

På radiooperatørens spilleplade er der et stort felt til notater.

Sonar family kan spilles af 2-4 spillere og anbefales fra 8 år.

Selve spillet

Sonar family handler om at finde modstanderens ubåd og få den skudt ned.

Er man den første, som rammer modstanderens ubåd 2 gange, har man vundet.

Et hold består af en radiooperatør (som prøver at gætte, hvor modspillerens ubåd er) og en kaptajn (som gør sit bedste for at skjule egen ubåd for modstanderen).

Kaptajnen finder et sted ubåden skal starte.

Sonar family er et turbaseret spil, men begge hold er aktive hele tiden.

Når startstedet er fundet, starter første spiller med at fortælle højt i hvilken retning ubåden flytter sig.

Kaptajnen siger højt hvilken retning, deres ubåd bevæger sig i (op, ned, højre,venstre).

Radiooperatørens opgave er at tegne kommandoerne ind på den gennemsigtige plade.

Hver gang kaptajnen siger en retning højt, skal han/hun tegne en streg på energifeltet. Der er plads til max 4 streger, så er der fyldt, går man glip af en energi. Energien kan kaptajnen bl.a. bruge på at skjule sin rute.

Fx kan man for 3 energi lave et lydløst træk. Det gør opgaven en del sværere for radiooperatøren. Et lydløst træk betyder, at man ikke skal sige sin retning højt, så trækket holdes hemmeligt for modstanderen.

Energien kan også bruges på at spore sig ind på, hvor ubåden befinder sig.

For 2 energi kan man bruge sonar, hvilket betyder, at kaptajnen højt skal fortælle enten et bogstav eller et tal, som skibet befinder sig på.

Denne kan være god at bruge efter der er foretaget et lydløst træk, for at spore sig ind på, hvor ubåden bevægede sig hen.

Den sidste handling, man kan bruge energi på, er missilet. For 4 energi kan man affyre sit missil på en specifik plads på kortet, som man tror og håber modstanderens ubåd befinder sig på.

Der er dog det krav, at man selv skal stå indenfor samme område på kortet, for at affyre missilet. Kortet er delt ind i 4 områder, og missilet kan kun skyde indenfor området, man selv står i.

Man har også mulighed for at stige op af vandet. Gør man dette skal man afsløre sin position.

Dette kan blive nødvendigt, hvis man har fået spærret sig selv inde. Man må nemlig aldrig gå tilbage ad samme vej og der er felter på kortet, man ikke kan sejle igennem.

Har man lavet en opstigning, er det godt at have sparet noget energi sammen, så man kan lave et lydløst (altså hemmeligt træk) med det samme.

Det kan lyde nemt at finde en ubåd, man kender startstedet på. Men det er ikke helt så nemt, som det lyder.

Står man fx i et andet område, kan man ikke fyre af, før man selv er i samme område som modstanderen. Inden man når dertil, kan det være, at modstanderen allerede har luret, hvor man selv er.

Han/hun kan også have brugt flere lydløse træk, inden man selv er kommet ned i området og er måske slet ikke i det pågældende område mere.

Radiooperatørens opgave er at finde modstanderen. Når man ikke kender startstedet, er man tvunget til bare at lægge den gennemsigtig plade ovenpå kortet og tegne streger fra et tilfældigt sted. På et tidspunkt kan man begynde at flytte lidt rundt med den gennemsigtige plade for at finde ud af, hvor de streger, man har, kan passe ind.

Da der er felter, man ikke kan sejle igennem, begynder der at tegne sig et billede af, hvor ruten i hvert fald ikke kan være.

Når radiooperatøren mener at have et bud på modstanderens lokation, vælger kaptajnen at bruge 4 energi på at affyre et missil.

Ramte man rigtigt, viser begge hold sit kort og en ny omgang starter på samme måde som den første.

Vores vurdering af Sonar Family

Der er ingen tvivl om, at Sonar family har mere spilleværdi end Sænke Slagskibe, som det ofte sammenlignes med. Man skal tænke en del mere, og der er flere elementer i det.

I sonar family er det kun 1 ubåd, man skal ramme (dog 2 gange), til gengæld så flytter ubåden sig hele tiden.

Det er gennemtænkt og fungerer godt.

Til gengæld var det alligevel lidt for simpelt til vores smag.

Spillet er fra 8 år og opefter. Det vil nok være svært, hvis alle 4 spillere er i den alder. Men hvis man fx er en familie på fire, hvor der kan være en voksen og et barn på hvert hold, så passer 8 år nok meget godt.

Hvis det er 4 børn, som spiller sammen, kan man vælge at forenkle det ved at droppe muligheden for lydløse træk.

Den originale udgave af Captain Sonar er noget mere avanceret og kræver, at man er 6-8 spillere. Ideen med at lave en meget forsimplet version er ikke dårlig. Det er da også netop lykkes at lave et spil, som er godt til børnefamilier.

Selvom det ikke faldt i vores smag, så ville det alligevel være et af de spil, som vi ville synes var okay at spille med børnene, da de var noget yngre. Der er mange børne-/familiespil, som er kedelige for voksne, når det er fra 7-8 år.

Sonar Family føles bestemt ikke kedeligt.

– Joan Frederiksen

Spøgelsestrappen spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 15 – 20 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Spøgelsestrappen får en anbefaling herfra for at være simpelt og alligevel underholdende, og for at være et børnespil de voksne også godt gider at spille…”

En anmeldelse af Spooky Stairs (spøgelsestrappen) – Årets Børnespil 2006

Der bor et gammelt spøgelse i det øverste hjørne af en slotsruin. For at nå derop skal man kravle op af den snoede vindeltrappe. Nogle modige børn lister sig op af de skæve trin for at være den første til at skræmme spøgelset med et BØH! Men på vej op ad trappen bliver børnene ét efter ét forvandlet til spøgelser… Hvem er hvor, og hvem når først op ad trappen?

Sådan lyder historien i Spøgelsestrappen, eller ”Spooky Stairs” – som blev kåret til Årets Børnespil 2006 i Tyskland, Sverige Norge og Finland.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Spilleplade
  • 4 farvede spillermarkører i træ
  • 4 farvede spillebrikker i træ
  • 4 hvide spøgelser i træ
  • 1 terning

Jeg kan godt lide at spillebrikkerne er i træ, specielt når spillet er angivet til at være fra 4 år, for der får tingene godt nok nogle gange lidt hård medfart – og så flyver de ikke så nemt rundt, når man spiller det på terrassen 🙂

En ting, der ærgrer mig lidt, er at man ikke har valgt at lave æsken lidt mindre. En af mine små kæpheste er, at spilæsker ikke skal være større end nødvendigt, hvilket kommer sig af manglende plads i spilskabet 😄

Når man ser hvor få komponenter, der egentlig er i spillet, kunne man sagtens folde spillepladen lidt flere gange, og få en mindre æske. Men for de fleste er dette dog en mindre ting, det er bare et lille irritationsmoment for mig (men selvfølgelig noget vi lever fint med trods alt).

Sådan spiller man Spøgelsestrappen

Hver spiller får en spillermarkør (til at huske hvilken farve man er 😄) og en farvet spillerbrik i samme farve. Spillerbrikkerne stilles på startfeltet (alle 4 brikker, uanset om man er 4 spillere), spøgelserne stilles indenfor rækkevidde, og så er man klar.

Spillerne slår efter tur med terningen og rykker frem på brættet – men slår man et spøgelse, må man tage et af de hvide spøgelser og sætte over en valgfri brik. Brikkerne har magneter i toppen så de hænger fast under spøgelserne, når man flytter med dem, og det er en rigtig fin detalje.

Nu kan den pågældende spiller ikke se farven på sin brik, og efterhånden som alle bliver forvandlet til spøgelser, skal man nogle gange holde tungen lige i munden, for at huske hvilken brik, der er ens egen.

Når der bliver slået spøgelse på terningen efter at alle er blevet forvandlet, må man nemlig bytte rundt på to brikker, så selvom man er kommet bagud, kan man hurtigt komme op foran.

Dette gør også at selvom man ikke er 4 spillere, kan alle 4 brikker pludselig være ude på brættet, da man jo stillede alle 4 brikker på startfeltet også selvom man var færre end 4 spillere, så det bliver ikke voldsomt meget nemmere af at være færre end 4.

Og så handler det egentlig bare om at komme først op ad trappen (hvis man kan huske hvilken brik man skal rykke med) – og huske at råbe ”BØH!” til spøgelset man kommer derop ☺  (og kigge under bunden af spøgelset, om det nu også er ens egen brik!)

Simpelt men sjovt

Det lyder jo simpelt, og det er det egentlig også, og så er det sjovt ovenikøbet. Spillet anbefales fra 4 år, og det er nok ikke helt galt. Marie på 6 fangede det hurtigt (selvom hun let kan komme til at miste overblikket over hvor hendes egen brik er), og selv Stine på 2½ var med i det første spil, men selvom hun syntes at det var evigt sjovt at sætte spøgelser på brikkerne, fangede hun ikke helt konceptet.

Jeg blev dog overrasket en gang imellem når hun skulle rykke, efter at alle brikker var spøgelser, og man spurgte hende ”hvilken en er din brik” og hun så uden tøven pegede på den rigtige ☺  

Spillet tager ikke mere end et kvarters tid, så man kan sagtens nå et par spil – det er specielt godt når Marie tror hun vinder, og det så ikke er hendes egen farve der er under det spøgelse, hun lige har rykket i mål… Men så kan hun få revanche, når det ikke tager længere tid.

Dommen – slet ikke så ringe endda

Spøgelsestrappen er et spil, som jeg er sikker på at vi nok skal få mange hyggelige stunder ud af – specielt når Stine bliver gammel nok til rigtigt at spille med. Selvom alle 4 brikker er med i spillet uanset om man er 4 spillere eller ej, er det bare ikke helt det samme – men det fungerer dog stadig fint med færre end 4 spillere.

Det er også så simpelt, at jeg tænker at Marie sagtens kan spille det med legekammerater uden voksne, og den slags spil har vi ikke så mange af.

Jeg synes at det er rigtigt sundt når børn kan lege og spille uden at der skal være voksne til at styre det, og der er Spøgelsestrappen nok et af de første spil hjemme hos os, hvor børnene kan begynde at spille helt selv (okay, det går også meget godt med Vildkatten, for de kender de fra børnehaven ☺).

Spøgelsestrappen får en anbefaling herfra for at være simpelt og alligevel underholdende, og for at være et børnespil de voksne også godt gider at spille.

– Kim Larsen

Port Royal spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 – 50 min. | Spillere: For 1 – 5 deltagere

“Det er et spil, hvor alle kan være med. For mig at se består det “bedsteforældre-testen” – det er et af de strategispil, som selv bedsteforældrene kan lære, selvom deres erfaring primært omfatter spil som Ludo, 500, Yatzy og måske et par quizspil som Trivial Pursuit. Der er ingen tvivl om, at Port Royal bliver et af de spil, som vi finder frem en hverdagsaften i ny og næ, hvor vi får lyst til at spille, uden det skal blive for omfattende, så vi stadig kan passe sengetiderne…”

Anmeldelse af Port Royal grundspillet og udvidelsen, med kontrakter

Da vi så Port Royal spillet første gang, var vi lidt i tvivl om der var nok spilværdi i det. Det er jo ”bare” et kortspil. Vi er nok ret kritiske, når det kommer til denne slags spil, da vi i forvejen har nogle gode spil i samme kategori.

Kan dog allerede nu afsløre, at Port Royal endte med at komme i skabet med de spil, som vi spiller mest.

Både grundspil og udvidelse er i en solid lille æske. Grundspillet indeholder kort og spillevejledning. Udvidelsen indeholder nogle ekstra kort (som man kan vælge at bruge alene med grundspillet), samt kontrakter og brikker, som skal bruges i udvidelsen.

Både kort og kontrakter er i en god kvalitet. Kontrakterne især er meget tykke og slidstærke.

Kortene fungerer både som ”handlingskort” og mønter. På den måde er alt samlet i kortene, og man behøver ikke have en masse plastikmønter ved siden af, man også skal have styr på. Det er altså en form for 2 i 1 kort.

Det foregår helt praktisk ved, at der er tegnet en mønt på bagsiden. Skal man fx have 3 mønter, trækker man således 3 kort fra trækbunken og disse lægges foran spilleren med bagsiden opad så mønten ses. På den måde kan man hele tiden holde styr på, om kortet skal bruges som en mønt eller et handlingskort. Udover det er praktisk, så giver det også et element til spillet.

Nogle af kortene (og man kan ikke se hvilke, da man ikke må kigge på kortene, der trækkes som mønter) kommer muligvis slet ikke i spil, da de ender som mønter og det kan i særdeleshed påvirke spillet.

Spillevejledningen er en smule kringlet. Langt det meste er nemt at læse og forstå, men det tog os lidt tid og et besøg på youtube at sikre, at vi forstod det helt rigtigt.

I starten havde vi fx ikke helt forstået at ”havnen” var en fælles havn og ikke en havn, man skulle have foran sig hver især. Når man først har lært grundspillet, er spillevejledningen til udvidelsen rimelig ligetil. Dog var der også her en enkelt formulering, som gjorde vi kom i tvivl om brugen af et bestemt sæt kontrakter.

Det drejede sig om kontrakterne: Comedian, Lady killer, Maritime Supremacy, New Colony, Trade outpost og Trager Prince. I oversigten på spillevejledningen stod der i parentes: ”Når du har fuldført kontrakten, kan du bruge settlers, priests og captains til ekspeditioner”.

Vi kom derved i tvivl om det betød, at man først måtte bruge dem til ekspeditioner NÅR man havde klaret kontrakten, hvilket spærrede ret meget for spillet. Men efter lidt hjælp fra erfarne spillere, lærte vi, at det ikke var tilfældet.

En fordel i spillevejledningen er, at det er sat op på en overskuelig måde, når man skal tjekke, hvad de forskellige kort eller kontrakter betyder. Når man har spillet det en del gange, får man mindre og mindre brug for spillevejledningen, da der også er symboler på både kort og kontrakter, som viser, hvad kortene kan og hvad man skal ved både ekspeditioner og kontrakter.

Grundspillet er for 2-5 spillere fra 8 år. Port Royal udvidelsen er ligeledes op til 5 spillere, men giver også mulighed for at spille det som solo-spil alene. I udvidelsen er der 2 varianter; man kan spille med hinanden eller mod hinanden.

Om selve Port Royal spillet

For at vinde Port Royal skal man samle flest sejrspoint. Hvert kort giver fra 0 til 3 sejrspoint.

På kortene er der skibe i 5 forskellige farver, som giver mønter i stedet for sejrspoint. 4 af kortene er skattestigninger og på 6 kort er der ekspeditioner.

På de resterende kort er der personer, som har hver sin egenskab og antal sejrspoint.

Alle personkort koster mønter, hvoraf nogle selvfølgelig koster mere end andre – jo dyrere jo flere sejrspoint. Man skal derfor sørge for at få samlet mønter sammen undervejs og så handler det om at prioritere, hvad mønterne skal bruges på.

Eftersom nogle af kortene bruges som mønter, kan man ikke vide, om den/de kort, man egentlig helst vil have – eller som skal bruges i en kontrakt eller ekspeditioner -kommer ofte eller sjældent.

Hver spiller starter med 3 mønter (altså 3 kort med bagsiden opad)

De resterende kort lægges i en trækbunke midt på bordet.

Den aktive spiller har mulighed for at udføre 2 faser. Den første er obligatorisk – træk kort fra trækbunken og læg dem på en række (havnen), så alle kortene kan ses. Fase 2 er ”handle og hyre”, hvor man tager kort fra havnen, som man vil bruge.

Som udgangspunkt må man tage 1 kort, men der kan være personkort og andre omstændigheder som gør, at man må tage flere kort fra havnen.

Man vælger selv, hvor mange kort, man tør at vende og lægge i havnen. Rammer man 2 skibe i ens farve slutter turen og man får ikke lov at tage et kort.

Alle kortene lægges til side i en afkastbunke. Hvis den aktive spiller ramte 2 skibe i samme farve, forsvinder muligheden for at handle/hyre også for de andre spillere… men… har man tidligere hyret ”jester”, vil man i stedet blive kompenseret med 1 mønt fra banken.

Hvis man gerne vil undgå at blive ”busted” med de 2 skibe, kan man undervejs i spillet købe ”sailors” eller ”pirates”. Disse personer/kort kan fjerne en del af de skibskort, man vender til havnen.

Det betyder, at man kan forlænge havnen med flere kort, uden så stor risiko for at ramme 2 skibe i ens farve.

Når den aktive spiller vælger at stoppe (uden at have ramt 2 skibe i samme farve) og har handlet eller hyret må de resterende spillere også handle/hyre fra havnen. Hvis de gør dette, skal de som kompensation betale 1 ekstra mønt til den aktive spiller.

Trækkes et ekspeditionskort fra trækbunken, lægges det ved siden af bunken og kan nu erhverves ved at hyre de rette personer løbende fra havnen. Tager man et ekspeditionskort, skal de pågældende personer/kort afleveres og tæller dermed ikke længere med i sejrspoint og kan ikke bruges til andre ekspeditioner.

Det kan godt betale sig at bytte personer til ekspeditionskort, da ekspeditioner giver en del flere sejrspoint, men man skal prioritere hvilke(t) ekspeditionskort, man går efter.

Spiller man med udvidelsen kan man gennemføre kontrakter for både at få mønter og sejrspoint. Den spiller, der først får udført en kontrakt, sætter sin brik på det første felt, som udløser flest mønter. Det vil sige, at de andre spillere også kan få samme kontrakt, men får færre mønter ud af det.

Vores vurdering af Port Royal

Efter lidt opstartsproblemer ift. forståelsen af spillevejledningen, kom vi godt i gang med spillet.

Det er egentlig et ret simpelt spil, hvilket også passer fint med anbefalingen, at det kan spilles fra 8 år og opefter.

Indimellem kan jeg godt blive lidt bekymret, når jeg ser et spil, er fra 8 år.

I mange tilfælde kan det være en indikator på, at det er bedre som familiespil end voksenspil. Det synes jeg ikke er tilfældet med Port Royal – langt fra.

Port Royal er et af de spil, hvor man får lige meget fornøjelse af det, uanset om man er 2 eller 5 spillere.

Det er ikke et ”tungt” spil, men der er alligevel strategi og et godt gameplay i det.

Det er et spil, hvor alle kan være med. For mig at se består det “bedsteforældre-testen” – det er et af de strategispil, som selv bedsteforældrene kan lære, selvom deres erfaring primært omfatter spil som Ludo, 500, Yatzy og måske et par quizspil som Trivial Pursuit.

Der er ingen tvivl om, at Port Royal bliver et af de spil, som vi finder frem en hverdagsaften i ny og næ, hvor vi får lyst til at spille, uden det skal blive for omfattende, så vi stadig kan passe sengetiderne.

Om Spillevejledningen

Spillevejledningen er en smule kringlet. Langt det meste er nemt at læse og forstå, men det tog os lidt tid og et besøg på youtube at sikre, at vi forstod det helt rigtigt.

I starten havde vi fx ikke helt forstået at ”havnen” var en fælles havn og ikke en havn, man skulle have foran sig hver især.

Når man først har lært grundspillet, er spillevejledningen til udvidelsen rimelig ligetil. Dog var der også her en enkelt formulering, som gjorde vi kom i tvivl om brugen af et bestemt sæt kontrakter.

Det drejede sig om kontrakterne: Comedian, Lady killer, Maritime Supremacy, New Colony, Trade outpost og Trager Prince.

I oversigten på spillevejledningen stod der i parentes: ”Når du har fuldført kontrakten, kan du bruge settlers, priests og captains til ekspeditioner”.

Vi kom derved i tvivl om det betød, at man først måtte bruge dem til ekspeditioner NÅR man havde klaret kontrakten, hvilket spærrede ret meget for spillet. Men efter lidt hjælp fra erfarne spillere, lærte vi, at det ikke var tilfældet.

En fordel i spillevejledningen er, at det er sat op på en overskuelig måde, når man skal tjekke, hvad de forskellige kort eller kontrakter betyder.

Når man har spillet det en del gange, får man mindre og mindre brug for spillevejledningen, da der også er symboler på både kort og kontrakter, som viser, hvad kortene kan og hvad man skal ved både ekspeditioner og kontrakter.

Grundspillet er for 2-5 spillere fra 8 år. Udvidelsen er ligeledes op til 5 spillere, men giver også mulighed for at spille det som solo-spil alene. I udvidelsen er der 2 varianter; man kan spille med hinanden eller mod hinanden.

– Joan Frederiksen

EXIT: Den Gådefulde Villa anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 60 – 120 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sværhedsgrad: 3 af 5 (1 = begynder & 5 = ekspert)

“Er man ny til Escape-room-genren, vil vi nok anbefale at starte med de lettere spil i EXIT-serien (Den Sunkne Skat og Spøgelseshuset har begge sværhedsgrad 2 og Den Forladte Hytte følger efter med 2½), så man vænner sig til den måde, de stiller gåder på. I Den Gådefulde Villa kan de godt være lidt kryptiske i forhold til Døden på Orientekspressen, som mere gik ud på at finde spor…”

”Escape room in a box”

”Escape rooms” – altså et sted, hvor man betaler for at blive låst inde, og så skal finde ud eller løse et mysterium inden for en given tid ved hjælp af gådeløsning og detektivarbejde – er blevet voldsomt populære, og der kommer flere og flere af dem rundt omkring.

Man kan dog også få lidt af oplevelsen hjemme i stuen, med de mange forskellige escape room spil, der også findes.

Her har du ikke de stemningsgivende omgivelser, men til gengæld kan man gøre det derhjemme, og så koster det ikke de 5-600 kroner et rigtigt escape room oftest koster.

EXIT-spillene er også praktiske lige nu, da alle de fysiske Escape Rooms er corona-lukket i skrivende stund…

Jeg har fået lov til at prøve et par escape room spil i den prisvindende EXIT – The Game serie, som vandt den meget prestigefyldte Kennerspiel des Jahres (årets spil i Tyskland, som nærmest er brætspillenes Oscar, i kategorien ”kenderspil”) i 2017, hvor det fik stor ros af juryen.

Dette indlæg handler om det spil, der hedder Den Gådefulde Villa, men jeg må hellere komme med en ”disclaimer”:

En del af anmeldelsen vil være ret generel for ikke at afsløre for meget, ligesom nogle af billederne vil være sløret…..

EXIT spillene er en type escape room spil, der kun kan spilles én gang.

Alle escape room spil (i hvert fald alle jeg kender) kan man selv kun spille én gang, for så kender man jo løsningen, men hvor man med nogle af spillene så kan give dem videre til nogle andre, når man har spillet det, er det ikke muligt med EXIT spillene, da man ødelægger nogle af komponenterne undervejs.

Til gengæld koster de ikke en bondegård (omkring 130 kr. i skrivende stund).

EXIT serien har i skrivende stund 9 forskellige spil på dansk, samt nogle stykker mere, der ikke er oversat (endnu?), og selvom de er opbygget på nogenlunde samme måde, er gåderne helt forskellige, så man sagtens kan spille dem, selvom man har prøvet andre i serien.

Indholdet af æsken

Når man åbner æsken, skal man IKKE begynde at bladre i de forskellige ting. Det er meningen at man først åbner ”historiehæftet” når man starter med at spille, og kortene og alle de andre ting må man først se, når man er nået til bestemte steder i mysteriet.

I æsken finder man:

  • Et hæfte, som hører til historien
  • Et kodehjul
  • En bunke kort, som indeholder 24 mysteriekort, 30 resultatkort og 32 hjælpekort (og et stop-kort i hver ende, så man ikke får set kortene ved et uheld)
  • 1 plakat, der tydeligvis først må kigges på, når man får besked på det
  • 3 ”mystiske genstande”
  • Spilleregler – dem må man gerne kigge i 😄

Udover tingene i spillet, er det en fordel at have papir og blyant til at tage noter med samt et stopur til at tage tid på hvor lang tid man bruger (der findes også en EXIT app, der kan tage tid og udregne score), og da der står i reglerne at man må bøje, skrive på og klippe i komponenterne, fandt vi også en saks og en sprittusch frem.

Sådan spiller man

Man starter med at sortere kortene i mysteriekort (røde med bogstaver), resultatkort (blå med tal) og hjælpekort (grønne med symboler). Hjælpekortene sorteres efter deres symboler, sådan at ”første hint” ligger øverst for hvert symbol fulgt af ”andet hint” og ”løsningen”.

Historien i dette spil er, at din nabo – som du ikke anede eksisterede, da du troede at huset stod tomt – lægger en seddel i din postkasse, hvor han spørger om du ikke vil fodre hans kat, da han har måtte rejse med kort varsel.

Selvom du ikke er meget for det, gør du det selvfølgelig (som den dyreven du jo er), og dine venner, som var til spilleaften hos dig, går med. Som man jo nok kan gætte, går det ikke helt som forventet.

Døren smækker i bag jer, og I finder en gæstebog, hvor der står at den mystiske nabo åbenbart har lavet huset om til et escape room – men i modsætning til dem, man betaler for, har han ikke til sinds at lukke jer ud efter en time… Nu må I se om I kan løse gåderne og finde ud, eller blive i villaen resten af jeres liv…

Når man har læst spillereglerne igennem, og er klar til at starte, åbner man gæstebogen (man må læse alle sider med det samme) og starter derefter tiden.

Måden man spiller på er, at når man kan se et mysteriekort i bogen eller andre steder, må man tage det i bunken. På mysteriekortene er der opgaver, der fører en videre igennem historien. Der kan være nogle opgaver, som kræver mere end ét mysteriekort at løse.

Når man ser et mysteriekort, må man tage det i bunken og læse det

Ligesom i mange rigtige escape rooms, hvor alt er låst med hængelåse med koder, er resultatet af gåderne i EXIT spillene også trecifrede tal, der så ”låser låsen op”. Det foregår ved, at når man mener, at man har løsningen på en gåde, putter man tallene ind i kodeskiven, og får så et resultat, som er et tal.

Man tager så det blå resultatkort med dette tal, og læser det. Hvis der er et stort rødt X, var resultatet af gåden forkert, men hvis man får en ”måske rigtig”, henviser kortet til endnu et kort.

Dette kort kan så være et rødt X, hvorpå man må forsøge at løse gåden igen, eller man kan få at vide at det var rigtigt, og få nogle nye oplysninger, eller få adgang til flere mysteriekort.

Når man så er kommet i gang, og har fundet de første gåder, er det egentlig ”bare” at følge historien fra gåde til gåde, indtil man slipper ud af villaen.

Hjælpekortene kan bruges, hvis man sidder fast i en gåde, og til sidst kan man så beregne en score, så man får en ide om hvor godt man klarede det, som er baseret på hvor lang tid man brugte, om man overhovedet slap væk, og hvor mange hjælpekort man brugte.

Ubegrænset tid, men det påvirker scoren

EXIT spillene er lidt anderledes end de fleste andre escape room spil (og de rigtige escape rooms) på det punkt, at man ikke absolut skal klare det på en given tid.

De fleste escape rooms og -spil skal klares på 60 minutter, ellers taber man. Vi har tidligere prøvet rigtige escape rooms samt andre escape room spil med gode resultater, så vi mener ikke at vi er helt dumme på området, men så prøvede vi EXIT – Døden på Orientekspressen (som du kan læse anmeldelsen af her), hvor vi havde som målsætning at klare det på under en time, men måtte bruge 2, så denne gang justerede vi målsætningen lidt – Den Gådefulde Villa skulle være sværhedsgrad 3 ud af 5, hvor Døden på Orientekspressen var 4, så vi tænkte at halvanden time måtte være et realistisk mål.

Tiden påvirker også den score man kan udregne til sidst, men alt over 90 minutter giver det samme, så hvis vi kunne holde os under det, og spare på ledetrådene, kunne vi da få op til 8 stjerner (hvilket ville være en betydelig forbedring fra Orientekspressen).

Denne gang ville vi se hvordan EXIT spillene fungerede med 2 spillere (hvor vi lavede Orientekspressen med et hold venner), så vi var kun Lisbeth og mig.

Vi kom rimeligt fint i gang, og havde løst de første 2 opgaver på små 10 minutter.

Der er 10 opgaver i alt, så hvis vi kunne holde tempoet, ville vi komme under en time – vores erfaring fra Orientekspressen sagde dog også, at det pludselig bliver sværere.

De næste gåder tog da også lidt længere tid at få has på – generelt havde vi sværest ved at få hul på gåderne, men når vi først fik regnet ud hvad den gådefulde tekst betød, var vi ret gode til at løse opgaverne.

Her føler jeg at vi fik lidt hurtigere hul på opgaverne da vi var 4, da vi måske tænkte lidt mere forskelligt. Et par ledetråde måtte der da også til, for at få gang i nogle af gåderne.

Spillet angiver at det er fra 1-4 personer, men man kan vel godt være mere end 4 – dog bliver det sværere for alle at have noget at give sig til. Selvom jeg ikke har prøvet det, vil jeg ikke anbefale at spille det alene.

Man kunne da godt løse gåden, og for nogle er det måske også nemmere ikke at ”dele oplysningerne” men have styr på alt selv, men for mig er det en social ting. Jeg ville heller aldrig tage i et fysisk escape room alene, det er bare sjovere at have nogen at dele oplevelsen med.

Man kan godt have mysteriekort til flere forskellige gåder,
så det er om at regne ud hvad, der er til hvad

Vores mening: Holder niveauet fra det første vi prøvede

I forhold til Orientekspressen, fyldte historien ikke ret meget undervejs.

Det føltes mere som et ”gådespil”, hvor den ene gåde bare leder til den næste, og selvom det ikke er en dårlig ting, så var jeg ret vild med at det var en mordgåde i Orientekspressen.

Det her var lidt mere som et ”rigtigt” escape room, hvor man mere føler historien/stemningen i omgivelserne end i gåderne, og det er så her omgivelserne mangler lidt når det er et spil.  Men det er jo også forskellen på at give 500 kr., eller at give 130 kr. og kunne gøre det hjemme i stuen.

Gåderne er altid trecifrede tal, for det er det man kan putte ind i kodehjulet. Det giver en lille begrænsning i forhold til rigtige escape rooms, hvor gåderne også kan være 4 eller 5-cifrede, være med bogstaver, hvor det er ord, man skal regne ud, eller simpelt hen gåder, der leder en et bestemt sted hen, hvor man skal finde noget.

Det er dog betingelsen i EXIT serien, når de har bygget det op på denne måde, og det gør egentlig ikke noget. De har formået at lave gåderne meget varierede, selvom man ved at det skal ende med 3 tal, og man skal godt nok tænke kreativt en gang imellem!

Sværhedsgraden var udmærket – vi brugte dog alligevel lidt længere tid, end vi havde håbet og forventet, men vi var nok også lidt for stædige med ikke at bruge hjælpekort, hvis vi ikke kunne få gang i en gåde.

En enkelt gåde brugte vi også alt for meget tid på, fordi vi egentlig havde løst den rigtigt, men fået sat løsningen ind det forkerte sted på kodehjulet, så det kort vi fik ud af det, sagde forkert – og så brugte vi en masse tid på at forsøge at nå frem til en anden løsning, selvom vi havde de rigtige 3 tal fra starten. Vi tyede til sidst til et hjælpekort, som hintede til vores oprindelige løsning på gåden, og der opdagede vi så at kodehjulet stod forkert…

Er man ny til genren, vil vi nok anbefale at starte med de lettere i serien (Den Sunkne Skat og Spøgelseshuset har begge sværhedsgrad 2 og Den Forladte Hytte følger efter med 2½), så man vænner sig til den måde, de stiller gåder på. I Den Gådefulde Villa kan de godt være lidt kryptiske i forhold til Døden på Orientekspressen, som mere gik ud på at finde spor.

Selvom det er de eneste to vi har prøvet i EXIT serien, forventer jeg at de fleste af de andre minder mere om Villaen end om Orientekspressen, da jeg ikke lige ser flere detektivhistorier i de andre titler.

EXIT The Game serien er stadig glimrende underholdning til en aften med vennerne eller til en par-aften (for det fungerede glimrende til 2 personer), og til en pris på omkring 130 kroner, er det billigere end en tur i biffen, hvilket jo også er en engangsoplevelse.

Vi har allerede købt en håndfuld af de andre titler, som står klar på hylden til vi kommer i det rette humør – så må vi se om vi ikke kan gøre det lidt bedre! EXIT 7: Den Gådefulde Villa er i hvert fald godkendt herfra som en god aftens underholdning.

– Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af EXIT 4: Den Sunkne Skat

Læs også anmeldelsen af EXIT 6: Døden På Orientekspressen

Læs mere om Årets Spil kåringerne i DK og Tyskland

Harry Potter Quiz spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 30 – 60 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere (hold)

“Indrømmet, jeg var en rigtig bogorm som barn, og er det faktisk også stadigvæk. Men lige Harry Potter-universet har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Det var et univers, jeg kunne flygte ind i, når virkeligheden blev lidt for træls…”

Min ven Harry Potter

En af de første længere bøger, jeg læste som barn, var Harry Potter og De vises sten. Det er et værk som er blevet hos mig gennem årene, og da 5’eren udkom, var jeg på venteliste på biblioteket, så jeg kunne være blandt de første, der læste den.

Jeg havde 10 dage til det, men jeg var færdig efter 5. Jeg læste i alle frikvarterer, i bussen på vej hjem fra skole, på toilettet, når jeg spiste morgenmad, inden jeg skulle sove og sågar også, når jeg i smug kunne finde den frem under bordet i timerne.

Indrømmet, jeg var en rigtig bogorm som barn, og er det faktisk også stadigvæk. Men lige Harry Potter-universet har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Det var et univers, jeg kunne flygte ind i, når virkeligheden blev lidt for træls.

Det var som at få en ny bedste ven, ja faktisk vennegruppe, så det er jo ikke helt tosset, når man som jeg var lidt ’the odd one out’ i folkeskolen. Derfor var dette spil også et, jeg straks måtte prøve af, da al min viden om dette univers så kunne komme mig til gavn i voksenlivet også.

Heldigvis har jeg en mand, som jeg snart skal giftes med, som er en lige så stor Harry Potter fan, som jeg selv og hans familie med.

Generelt om Harry Potter Quiz

Harry Potter Quiz er baseret på de 8 Harry Potter film, der er udgivet, og stiller på forskellig vis spørgsmål til det filmiske univers. Dette er vigtigt at holde sig for øje, da det kan være lidt tricky, hvis man er bedre bekendt med bøgerne, da filmene nogle få gange afviger lidt herfra.

Vi havde i hvert fald nogle lidt interessante diskussioner, når vi ikke helt var enige med spillet i det korrekte svar, men det så viste sig, at det altså var korrekt ift. filmen, og vi forholdt os til bøgerne. Den sidste bog (Harry Potter og Dødregalierne) er opdelt i to film, hvorfor der er 8 film og 7 bøger. Derfor er der også 8 kategorier af spørgsmål.

I spillet skiftes man til at være oplæser af spørgsmålene, man må selvfølgelig ikke svare selv, når man er oplæser. Når man når til vejs ende i spørgsmålene, så skal man slutte med den, der sidst var oplæser i første runde.

Hvis mere end én spiller er nået i mål, skal man ud i en troldsmandsduel, hvor man blot får spørgsmålet og ingen svarmuligheder, så er det oplæseren, der vurderer, hvem der først kommer med det korrekte svar, og dermed også hvem der er den endelige vinder af spillet.

Udgivet af Spilbræt.dk

Spillet er udgivet ved den nordiske spildistributør Spilbræt.dk, som også står bag udgivelsen af Photosynthesis og L.A.M.A, som jeg tidligere har anmeldt, de har f.eks. også udgivet kæmpe hitsene Settlers of Catan og Alhambra.

Harry Potter Quiz er også hurtigt blevet et hit, da det er samlende for de lidt yngre generationer, der alle på den ene eller anden måde, har stiftet bekendtskab med det storslåede Harry Potter univers J.K. Rowling skabte tilbage i 1997 med sin første bog om drengen, der ikke kunne slåes ihjel.

Sidenhen har de 6 andre bøger taget verden med storm. Det skaber fællesskab og venskaber på kryds og tværs. Det gjorde det også for mig og min svigerfamilie, derfor skulle spillet med til Sjælland, da vi besøgte dem i november og prøves af der – jeg kan lige så godt afsløre nu, at jeg ikke vandt.

Jeg fik en delt første plads i det ene spil, men det holdt hårdt.

Vi ser ellers alle os selv, som lidt nogle nørder (dog ikke hendes mand, men han har en god hukommelse), og vi mødte alle mindst ét spørgsmål, som vi ikke kunne svare på.

De er ret intelligent skrevet særligt til de sidste film, hvor spørgsmålene bliver lidt sværere og lidt mere tricky. Du kan støde på spørgsmål som;

Hvilken magiminister bliver dræbt af Lord Voldemort under slaget om Hogwarts? Er det Rufus Scrimgeour, Pius Thicknesse eller Cornelius Fudge?

Et andet eksempel er:
Hvilken familie må forlade deres hjem, fordi det ikke længere er sikkert for dem? Er det Dursley, Malfoy eller Weasley-familien?

I begge to er der flere mulige svar, der kunne lyde rigtige, og man skal altså være lidt nørdet for at være helt sikker 😉. Jeg kan kun anbefale at give dig i kast med det.

Jeg har også allerede haft lejlighed til at introducere mine kollegaer og elever for spillet, de er blevet så bidt af det, at vi skal have en troldsmandsduel med disse spørgsmål i stedet for besværgelser til vores Harry Potter tema-fest i januar måned, de kan slet ikke vente.

Spillets komponenter

Når du åbner æsken, finder du:

  • 420 Kort med 840 spørgsmål og 2520 svarmuligheder + opbevaringsæske og opdelere til kortene
  • 12 jetoner (3 i hver spillerfarve/kollegie 😉) 
  • 4 spillefigurer (en i hver spillerfarve) 
  • Kvadratisk spillebræt på 27,7*27,7 cm
  • Danske spilleregler 

Æsken er indrettet med en mindre rum midt i, hvor spillefiguerne ligger i en lille pose. Man prikker selv jetoner og opdelerne ud af en papplade og spillekortene er inde i æsken (uden låg). Spillebrættet, jetoner og opdelere er af hårdt pap, som virker til at være af udmærket kvalitet.

Farverne er af en god opløsning og ser rigtig fine og tematisk korrekte ud. Spillebrættet er fint dekoreret med tematiske objekter såsom fjerpen og enden af en Nimbus 2000.

Der er tænkt godt over opbevaringen af spillet, når det står på bordet. Her er opbevaringsæsken til kortene rigtig fin (dog lidt stramt, når kortene står der i, og man skal trække et op). Der er dog ikke tænkt så meget over det, når det ligger i æsken.

Her finder jeg det nødvendigt med lidt ekstra indpakning til kortene, da de ellers bliver blandet utroligt meget sammen, da den lille æske til kortene godt nok er kompakt, når den står oprejst, og man ikke flytter for meget på den, men når man skal fragte spillet fra A-B, er den ikke kompakt nok. Her ryger kortene rundt og bliver blandet helt sammen, det er lidt upraktisk, når man skal anvende dem i ordnet rækkefølge.

Derudover er der også en anden lille ting ved spillet, som kan skabe lidt forvirring. Generelt er det korrekte svar på kortene markeret ved, at bogstavet med det korrekte svar er markeret med grønt, og der er en stjerne for enden af svaret.

Dog har nogle kort et bogstav markeret med grønt og et andet svar med en stjerne for enden. Dette skabte i hvert fald lidt forvirring hos os. Et eksempel på dette er et kort fra film nr. 7, hvor spørgsmålet lyder: Hvem er de første to, der bliver reddet af Dobby fra Familien Malfoys herregård? A: Harry og Griphook, B: Ron og Hermione, C: Luna og Hr. Ollivander.

Regelbogen

Regelbogens tilgængelighed Regelbogen består i al sin enkelthed af et stykke papir i en dybblå farve med sort tekst på begge sider.

Der er ikke illustrationer, men det er egentlig heller ikke nødvendigt, da spillet primært er et quizspil og ikke er ordinært brætspil.

Den er inddelt i fire kategorier: indhold, forberedelser, sådan spiller I og afslutning. Her bliver reglerne gennemgået ganske simpelt, og de jeg har spillet med, har ikke haft behov for at få gentaget eller forklaret noget, når først de har læst reglerne, hvilket jo er ret overskueligt.

Når vi har nået afslutningen af spillet, har vi lige skimmet det afsnit igen, og så færdiggjort spillet, så her er kategorierne meget hjælpsomme.

– Camilla Liv Pedersen

Terraforming Mars DK udvidelser

Alder: Anbefales fra 12 år | Sprog: Udvidelserne er oversat til dansk!

“Jeg elsker det! Jeg er ret vild med Terraforming Mars, men som børnefamilie med unger, der står op kl. 6 om morgenen også i weekenden (og ikke selv kan gå ind og tænde fjernsynet endnu), er spillelængden lidt en udfordring. Det råder Prelude udvidelsen lidt bod på, da det trækker tid fra spillet, hvor de fleste spiludvidelser lægger tid til spillet…”

Terraforming Mars – et af verdens bedste spil – nu med danske udvidelser

Okay, om et spil er godt, kommer jo selvfølgelig an på smag og behag, men faktum er at Terraforming Mars i skrivende stund ligger nr. 4 på brætspilsiden boardgamegeek.com med en gennemsnitsvurdering på 8,43 ud af 10 mulige – på næsten 60.000 vurderinger – det er 11. flest antal vurderinger af alle spil på siden, og det vidner da også om, at det ikke bare er for en snæver fanskare!

Hvis du læser dette, er der en vis sandsynlighed for at du allerede kender Terraforming Mars, da artiklen handler om udvidelser til spillet, men hvis du har forvildet dig herind uden at kende grundspillet, kommer her lige en kort opsummering! (du kan også læse en fuld anmeldelse af Terraforming Mars på dansk her):

I Terraforming Mars skal spillerne tilsammen hæve de ”globale parametre” iltniveau, vandmængde og temperatur på Mars for at gøre den beboelig. Det er dog ikke et samarbejdsspil!

Hver spiller er et firma, der deltager i ”terraformingen”, men selvom alle er med til at hæve niveauerne for de tre parametre, handler det om at være det firma der er bedst.

Alle kan gøre ting, der hæver niveauerne for de tre globale parametre, og når alle tre når nogle fastsatte niveauer, slutter spillet, og den spiller med flest sejspoint vinder. Man skal altså både gøre ting, der hjælper med at få niveauerne for de tre parametre op, men også andre ting, der giver point.

Terraforming Mars er et strategispil i den middeltunge ende – det er egentlig ikke voldsomt kompliceret, men der er masser af valg at foretage, og masser af ting at holde styr på (især for nye spillere).

Det tager ca. 2 timer at spille – det kan dog godt tage længere, hvis spillerne ikke gør så meget ud af at lave de ting, der hæver de globale parametre og dermed afslutter spillet.

En af de ting, der har været med til at gøre det så populært, er at den svenske skaber af spillet, FryxGames, har lavet 5 udvidelser indtil videre, der tilfører forskellige ting til spillet, så det aldrig bliver ensformigt.

Man kan veksle lidt mellem udvidelserne, eller man kan kombinere dem. 2 af disse udvidelser er netop kommet på dansk, nemlig Prelude samt Hellas & Elysium, og det er dem jeg har fået lov til at prøve.

I beskrivelserne af udvidelserne går jeg ud fra at man kender grundspillet.

Prelude udvidelsen på dansk

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • 7 nye projektkort
  • 5 nye koncerner (corporations)
  • 35 Prelude-kort
  • Spilleregler

Som det fremgår, består Prelude udvidelsen ”kun” af 47 kort, så man kunne egentlig sagtens have nøjes med at putte den i en æske til almindelige spillekort i stedet for en papæske, der er 3-4 gange større end nødvendigt.

Med det sagt, er det stadig en æske, der ikke fylder meget på spilhylden (hvis man da ikke bare putter kortene i æsken med grundspillet og smider Prelude æsken ud).

Hvad tilføjer Prelude så?

Prelude tilføjer egentlig ikke voldsomt meget til spillet, men det der er, er godt!

Nye projektkort og koncerner er altid fedt, men den helt store ting er selvfølgelig Prelude kortene. Prelude kan vel bedst oversættes til ”optakt” eller ”indledning” (eller ”præludium” for de musikinteresserede), og Prelude kortene er netop en tilføjelse, der får spillet lidt hurtigere i gang.

Når der uddeles koncerner og projektkort kort i starten af spillet, får hver spiller også 4 prelude kort. De skal så vælge 2 af dem samtidig med at de vælger koncern og hvilke projektkort de vil købe (prelude kortene er gratis).

Inden første handlingsfase spiller man så sine prelude kort, der alle giver noget, der kan hjælpe med at speede starten af spillet lidt op, f.eks. ekstra penge, ressourcer og/eller produktion. De lægges på bordet, og tæller ligesom grønne kort i forhold til ikoner (”tags”).

Det at man skal vælge 2 ud af et udvalg på 4, samtidig med at man vælger koncern og projektkort, gør at man kan vælge kort, der passer sammen, så man kan lægge en plan for hvad man vil satse på.

Vurdering af Prelude udvidelsen

Jeg elsker det! Jeg er ret vild med Terraforming Mars, men som børnefamilie med unger, der står op kl. 6 om morgenen også i weekenden (og ikke selv kan gå ind og tænde fjernsynet endnu), er spillelængden lidt en udfordring. Det råder Prelude udvidelsen lidt bod på, da det trækker tid fra spillet, hvor de fleste spiludvidelser lægger tid til spillet.

Jeg synes også det er fedt, når det lykkes at få en koncern og nogle prelude kort, der passer godt sammen, da det skiller spillernes ”firmaprofiler” lidt mere ad helt fra starten – og selvom det ikke skulle lykkes at trække nogle, der passer perfekt sammen, vil man kunne få noget ud af alle prelude kort.

For os herhjemme er det rigtigt lækkert at Prelude endelig er kommet på dansk. Vi har det danske grundspil, og det virker lidt forkert på mig at blande danske og engelske projektkort (selvom det selvfølgelig sagtens kan lade sig gøre), og derudover er det jo selvfølgelig en stor fordel, hvis man ikke er voldsomt stiv i engelsk, da der er noget tekst på kortene, selvom der også er ikoner for effekterne. Vi kan bedst lide at spil er på dansk, hvis der er tekst i spillet, hvor hvis spillet er ”sprogneutralt”, så går det fint an at reglerne er på engelsk.

Egentlig kan jeg ikke rigtigt se nogen som helst grund til ikke at spille med Prelude hvis man har den (deraf mit indledende forslag med at lade det ligge i grundspilsæsken og smide Prelude æsken ud – der er ingen grund til at sortere projektkort og de nye koncerner fra udvidelsen fra, hvis man alligevel altid spiller med den), og hvis man ikke har den, ser jeg ikke nogen grund til ikke at købe den 😄  

Selvom det ikke var den første udvidelse, der kom i sin tid (jeg mener det var den tredje), er det den første, der er blevet oversat til dansk, og det gætter jeg på er fordi, at mange Terraforming Mars spillere ser den som meget nær essentiel for spillet, og nærmest ikke vil spille uden.

For nyere spillere giver det også rigtigt god mening at købe Prelude som sin første udvidelse, for man kan bruge den selv som helt ny spiller, da den ikke tilføjer en masse mere til spillet man skal holde styr på – den giver bare hver spiller to kort, som giver nogle gode ting i starten af spillet.

Prelude får 11/10 herfra!

Hellas & Elysium udvidelsen på dansk

Indhold i Hellas & Elysium udvidelsen

I udvidelsen finder man:

  • 1 dobbeltsidet spillebræt
  • Spilleregler

Hellas & Elysium er ikke så stor en udvidelse – faktisk er det bare et nyt spillebræt (okay, to da – der er nemlig et på hver side). Det er nok derfor de har valgt den, som den anden danske udvidelse – den har ikke taget så lang tid at oversætte (men alligevel har de fået lavet en lille fejl, og så endda i overskriften, men det lever vi nok med) 😄 

Et nyt bræt lyder jo ikke af så meget, men det gør alligevel en forskel, da der er nye milepæle og priser, så man måske skal have lidt andre strategier end man plejer, for at opnå dem.

Ligesom kortet fra grundspillet er en gengivelse af Tharsis regionen på Mars, er de to nye kort også gengivelser af regioner på virkelighedens Mars.

Dette gør at der er nogle steder fra det oprindelige kort, som ikke er der, hvilket påvirker nogle få projektkort, der giver brikker, der skal placeres bestemte steder. Dette er der heldigvis taget højde for i reglerne til udvidelsen, så de brikker, der mangler det sted de skal placeres, i stedet kan placeres uden restriktioner.

På Hellas kortet er der nye placeringsbonusser, nemlig varme samt et enkelt felt, der lader dig placere en vandbrik, men som også koster 6 M€.

Nogle af de nye milepæle og priser har med de anderledes kort at gøre (f.eks. Polarforsker på Hellas kortet, der kræver 3 brikker på de nederste to rækker af kortet – sydpolen), mens andre bare er nogle andre end i grundspillet, for at fremtvinge nye strategier, men som egentlig ikke har noget specielt med kortet at gøre (f.eks. Risikospreder, der kræver at man har kort med 8 forskellige ikoner i spil).

Vi har endnu ikke spillet Terraforming Mars så meget, at det er blevet ensformigt, men spiller man det meget, er Hellas & Elysium en fin udvidelse, der kan give lidt afveksling ved at spille på forskellige kort fra gang til gang.

Jeg kunne dog godt have tænkt mig at FryxGames havde kastet lidt nye koncerner og projektkort med i pakken – dem kan man aldrig få for mange nye af 😄 

Ligesom Prelude tilføjer den egentlig ikke en masse nyt, så på den måde er den egentlig også fin for nyere spillere, da der heller ikke her er en masse ekstra at holde styr på – den er bare ikke så nødvendig for nye spillere, da de vil klare sig fint med brættet fra grundspillet.

Så dommen herfra må være: En fin udvidelse for dem, der spiller ofte, til at give lidt afveksling.

– Kim Larsen

Kingdomino: Age Of Giants anmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år| Spilletid: Ca. 15 – 30 min. | Spillere: For 2 – 5 deltagere | OBS: Udvidelsen kræver grundspillet!

“Kingdomino – Age of Giants en rigtig fin udvidelse til grundspillet. I får mere afveksling og flere muligheder for at vinde. Men heldigvis er spillet hverken blevet for indviklet eller langtrukkent. I kan stadig spille et spil på cirka 20 minutter…”

En god udvidelse til et hyggeligt spil

Kingdomino – Age of Giants bygger videre på originalspillet Kingdomino, så det bliver ved med at være spændende.

Kingdomino er i sig selv et hyggeligt strategispil for hele familien, og hvis I allerede godt kan lide det spil, kan I helt sikkert også lide udvidelsen Age of Giants. Det kan jeg lige så godt få afgjort med det samme.

Kingdomino er et enkelt spil, hvor det gælder om at opbygge et kongerige af de brikker, du trækker. Hver spiller trækker brikker og bygger sit eget rige, så normalt er der ikke så meget interaktion mellem spillerne.

Men det bliver der lavet om på med udvidelsen Kingdomino – Age of Giants.

Her kan du nemlig sende kæmper ind modstanderens kongerige for at forpurre deres chancer for sejr.

Udvidelsen giver også en række nye mål at gå efter, så der er flere forskellige muligheder for at vinde. Og sidst men ikke mindst får du også et flot tårn til alle de brikker, I skal trække i løbet af spillet. Lad os se nærmere på det hele.

Et kongerige af dominobrikker

Uden at tage reglerne fra A til Å, kan man sige, at Kingdomino går ud på at sætte brikker sammen så de danner store områder med ensartede landskaber.

I hver runde lægger I en stribe brikker frem, som spillerne så skiftes til at vælge mellem og lægge i deres kongerige. Men når man tager de bedste brikker, vælger man også sidst i den efterfølgende runde.

Derfor er det hele tiden balancegang mellem at få en god brik nu og måske få en endnu bedre en i runden efter.

Spillet slutter, når alle spillere har lagt 12 brikker.

Du får point for, hvor store områder du har lavet, og hvor mange kroner, der er i netop det område.

Kronerne er markeret på den enkelte brik. Så hvis du har et skovområde på fire felter, og der er to kroner i det område, skal du gange det op, så det giver otte point.

Områder uden kroner giver nul point, uanset hvor store de er. Når I har talt op for alle områder er vinderen (selvfølgelig) den spiller med flest point.

Nye muligheder

Det var Kingdomino i helt korte træk, og spillet er grundlæggende det samme med udvidelsen Age of Giants. I tæller fortsat felter og kroner, men nu har I også muligheden for at stikke en kæp i hjulet på modspillerens planer.

Age of Giants indeholder en god bunke nye brikker, som I blander ind med dem fra grundspillet. Der er to forskellige slags: Brikker med kæmper på og brikker med fodspor.

Når du får en brik med en kæmpe på, skal du placere den i dit kongerige som sædvanligt. Men bagefter skal du tage en af de kæmpefigurer, der følger med spillet og stille den på en af dine kroner. Den krone bliver ikke talt med, når I tæller point til sidst, så det kan hurtigt blive et dyrt bekendtskab.

Du kan heldigvis slippe af med kæmpen igen, hvis du trækker en af brikkerne med kæmpefodspor på. Så kan du nemlig fjerne kæmpen og give den til en af dine modspillere. Modspilleren vælger så selv, hvilken krone kæmpen skal stå på i deres kongerige.

Kæmperne tilføjer en ekstra dimension til spillet, for nu skal I ikke blot tænke på, hvilken brik der passer bedst ind i jeres kongerige. I skal også overveje, om det måske er smartere at tage en anden brik, hvor I kan få lov at flytte en kæmpe.

Udfordringer der giver afveksling

Den næste tilføjelse i Kingdomino – Age of Giants er en række udfordringer, der giver bonuspoint i slutningen af spillet.

I starten af hvert spil trækker I to bonusudfordringer. De kan for eksempel gå ud på at bygge et perfekt kongerige, hvor alle 12 brikker passer ind i en kvadrat, eller at bygge et kongerige, hvor din borg ligger helt ude i et hjørne.

Der er 17 udfordringer i alt, så hvert spil byder på en ny kombination af mål. Det er en god tilføjelse, der giver afveksling til et spil, som man hurtigt kommer til at spille mange gange.

Et genialt paptårn

Det sidste, du får i æsken med Kingdomino – Age of Giants, er et tårn til alle de brikker, I spiller med. Det er en helt lavpraktisk ting, men det er en genial idé at smide det med i pakken, fordi det gør spillet lettere at få på bordet.

Når man trækker brikker er det nemlig vigtigt, at ingen ser forsiden af brikken før tid. Og det bliver meget lettere, når man bare trækker brikker ud fra bunden af tårnet.

Forlænger Kingdominos levetid markant

Kingdomino – Age of Giants en rigtig fin udvidelse til grundspillet. I får mere afveksling og flere muligheder for at vinde. Men heldigvis er spillet hverken blevet for indviklet eller langtrukkent. I kan stadig spille et spil på cirka 20 minutter.

Det er dejligt, at udviklerne er kommet hele vejen rundt, så de både giver nye muligheder i selve spillet og gør spilflowet lettere med det nye briktårn.

Spillet egner sig til børn fra otte år, og med udvidelsen kan I nu spille fem personer ad gangen i stedet for fire. Så nu egner det sig også til familier, der er en anelse større end gennemsnittet.

NB: Udvidelsen Age of Giants, kan også bruges sammen med Kingdominos storesøster Queendomino.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Kingdomino

Læs også spilanmeldelsen af Queendomino

EXIT: Den Sunkne Skat anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 45 – 90 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sværhedsgrad: 2 af 5 (1 = begynder & 5 = ekspert)

“Med EXIT: The Game – Den Sunkne Skat får man en unik spiloplevelse, som ikke ligner noget man kender fra traditionelle brætspil. Prisen er dog også, at man kun får oplevelsen én gang, for spillet er ubrugeligt efter den ene gennemspilning. Til gengæld bliver man udfordret på sammen måde, som man gør i et rigtigt “escape room”…”

Introduktion til EXIT spillene

”EXIT: The Game” er en række brætspil som kun kan spilles én gang.

Umiddelbart lyder det jo som en dårlig deal, i og med at spillene alligevel koster en smule penge, men i min optik skal spillene opfattes som et alternativ til en tur i biografen, eller måske nærmere et af de populære ”escape rooms”, hvor man i en gruppe skal løse en række opgaver, der tillader at man kan forlade rummet med succes inden tiden udløber.

Denne anmeldelse er af EXIT: The Game – Den Sunkne Skat som er nummer 4 i serien, men mit første forsøg med et spil i denne serie.

Jeg lover at anmeldelsen ikke indeholder spoilers som kan ødelægge spiloplevelsen for dig, og billederne vil være delvist sløret for ikke at røbe nogle hemmeligheder!

Indpakning og kasse

Spillet kommer i en lille, solid kasse. På ydersiden er sværhedsgraden påført til 2/5, så umiddelbart et af de lettere i serien. På bagsiden bliver der advaret om at spillet kun kan spilles én gang, da der skal foldes, skrive og klippes i komponenterne…

Spillets komponenter består af 1 afkodningsskive, 85 kort, 9 mystiske genstande, 1 bog og 1 regelbog.  Komponenterne er i fin kvalitet, er lavet af pap, papir eller plast (så er det også nemt at genbruge spillet, i stedet for at smide det ud efter brug).

Selve spillet

I vores gennemspilning af Den Sunkne Skat var vi tre personer, to flasker vin og ét Twin Peaks soundtrack på anlægget – bare lige for at sætte den mystiske stemning. Vinen kan man med fordel undlade (mere om det senere), men lidt mystisk baggrundsmusik er med til at sætte en stemning som et spil som dette fortjener. Vi skal jo løse gåder!

På kassen lyder introduktionen til historien: ”Sæt sejl på en farefuld jagt efter Santa Marias sagnomspundne skat. Under udforskningen af et mystisk skibsvrag går noget frygteligt galt, og I bliver fanget langt under havets overflade! Kan I løse vragets mysterier og finde skatten, inden jeres luft slipper op?”. Selvfølgelig kan vi det! Lad os komme i gang!

Vi gik i gang med troen om at med en sværhedsgrad på 2 ud af 5, så var dette spil det rene barnemad. Vi tog fejl. En gruppe på tre personer skulle nok kunne klare spillet på under en time, når jeg tænker tilbage, men vi tog det stille og roligt, mens vi drak lidt vin for at dulme nerverne ved at være fanget under havets overflade.

Uden at fortælle hvad der skal ske og hvordan man løser de forskellige gåder, så er der ikke to gåder der er ens. Og det kræver, at man tænker ud fra boksen – helt fra starten af spillet. Vi blev udfordret både mentalt, logisk og motorisk.

Hvordan motorisk? Jo, spillet røber jo selv på boksen at der skal foldes og klippes. Spillet folder sig lynhurtigt ud til at være i flere dimensioner, og derfor er det også nemt at lave parallellen til de rigtige escape rooms, hvor man ofte skal løse gåder med fysiske objekter og deres placering.

Det er faktisk utroligt hvad de har formået at proppe ind i boksen til EXIT: The Game – Den Sunkne Skat, for inden man ved det er hele bordet fyldt med noter, papirstumper, foldede figurer og mystiske objekter. Og det giver et forvirrende, men pirrende element til spillet, at man sidder med en masse stumper og dele, som man ikke ved hvordan passer sammen.

Mens man sidder der midt i kaosset, med uret tikkende og med håret i hænderne fordi man ikke kan finde løsningen på en gåde man stædigt på forhånd har besluttet sig ”ikke kan være så svær”, så ligger alle spillets hint-kort også og gør sig sært tiltrækkende.

Hver gåde har nemlig to ledetråde som man kan trække, hvis man er gået helt i stå. Det trækker selvfølgelig points fra i den endelige opgørelse, men de er en livredder, hvis man som os går i stå flere gange. At der er to ledetråde til hver gåde er godt, for så føler man ikke at man er helt tabt bag en vogn, hvis man kun har brug for det første! Et godt lille morale-boost, når man kan mærke at ilten er ved at slippe op.

Spillets gang er egentlig supersimpel, og spillets historiebog guider hurtigt en i gang. Man finder ud af om man har svaret rigtigt ved at indstille afkodningsskiven og trække det kort som den derefter peger på.

Hvis man har gættet forkert i første omgang, kan man gætte videre uden at have fået noget afsløret – det er smart! Men jo flere gange man gætter forkert, jo færre points får man selvfølgelig til sidst. Derfor har man ikke altid lyst til at gætte, før man er stensikker, og det kan desværre sløve spillet lidt ned i hastighed.

Opsummering

Med EXIT: The Game – Den Sunkne Skat får man en unik spiloplevelse, som ikke ligner noget man kender fra traditionelle brætspil. Prisen er dog også, at man kun får den én gang, for spillet er ubrugeligt efter den ene gennemspilning.

Til gengæld bliver man udfordret på sammen måde som man gør i et escape room.

Uret tikker, man har lyst til at skynde sig, men man bliver presset mentalt for gåderne ER svære, selv på niveau 2 ud af 5. Desuden skal man tænke kreativt, tale sammen og i det hele taget være god til at brainstorme med dem man spiller med (man kan dog også spille spillet alene).

På æsken er spilletiden angivet til 45 til 90 minutter, men vi klarede selvfølgelig spillet på en sublim tid der hed 2 timer og 17 minutter!

Kunne vi have gjort det hurtigere? Ja, måske.

Især hvis vi havde droppet vinen. Men egentlig gjorde den lange spilletid ikke noget for os. Det var rigtig fin underholdning, vi blev udfordret mange gange og blev gang på gang overrasket over spildesignernes kreativitet i måden gåderne var udformet på.

Det er svært at beskrive hvordan uden at afsløre noget, men lad os sige at fra første gåde og resten af spillet blev vi totalt afsporet og kastet på dybt vand. Det gjorde spillet interessant lige fra starten og hele vejen igennem, for nu vidste vi at vi i virkeligheden ingenting vidste.

Kan du lide udfordringen ved et escape room? Elsker du adrenalinen ved at løse en gåde som man har kæmpet med længe? Og synes du det er fedt at leve dig ind i et eventyr under vandet, uden at forlade hjemmets fire vægge? Så tror jeg at EXIT: The Game – Den Sunkne Skat er lige noget for dig. Men husk din harpun…

– Anders Bertelsen

Kvaksalver spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 45 – 60 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere

“Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi elsker det! Grunden til at jeg ikke ved hvorfor, er at jeg personligt ikke plejer at være så meget til spil, hvor held spiller for stor en rolle, men i Kvaksalver gør det af en eller anden grund ikke noget. Det har været på bordet hver eneste uge siden vi har fået det, og der mangler ellers ikke umiddelbart forskellige spil at vælge imellem herhjemme…” 

Det prisvindende spil, med den spøjse titel Quacks of Quedlinburg

“Quacks of Quedlinburg”! Denne lidt spøjse spiltitel var jeg stødt på et utal af gange i brætspilsgrupper på Facebook, og det lød til at de fleste var begejstrede for det – men hvad var det egentlig for noget?

I forbindelse med at det er blevet oversat til dansk under titlen Kvaksalver, har jeg været så heldig at få muligheden for at anmelde det her på bloggen.

Quacks of Quedlinburg har vundet adskillige spilpriser, så noget må det jo kunne. Den største af disse priser er Kennerspiel des Jahres i 2018 (årets spil i Tyskland – brætspillenes Oscar – hvor Kennerspiel er kategorien til strategispil/voksenspil), men det er også blevet årets spil i adskillige andre lande, bl.a. vandt det Guldbrikken i kategorien Årets Voksenspil herhjemme i 2019.

Det vandt også en Golden Geek (en brætspilspris, der bliver udgivet af verdens største brætspils-site boardgamegeek.com) i kategorien Best Family Board Game.

Læs mere Årets Brætspil i 2020 i denne artikel!

Så kan det leve op til de store forventninger jeg havde? Lad os se på det…

Indholdet i æsken

I æsken finder man:

  • 1 spilleplade (point- og rundetæller)
  • 4 spillerplader (”gryder”)
  • 4 flasker af pap (dobbeltsidet med fyldt på den ene side og tom på den anden)
  • 4 stofposer
  • 16 små runde træbrikker (1 pointbrik, 1 ”rottebrik” og 2 ”dråber” i hver spillerfarve)
  • 1 lille flammebrik i træ (rundetæller)
  • 4 papbrikker (1 i hver spillerfarve) til at markere +50 point når man har nået en omgang på pointtælleren
  • 24 ”spådomskort”
  • 12 ”ingrediensbøger”
  • 1 bonusterning
  • 219 (jeps, 219!) ingrediensbrikker i pap i forskellige farver og værdier
  • Spilleregler

Alting virker til at være fin kvalitet, papbrikkerne har en god tykkelse og spillerplader og pointbræt er ret standard for spilleplader. Skal der være en lille anke, er det at hvis man spiller det meget, kan jeg godt forestille mig at ingrediensbrikkerne bliver noget slidt, da man roder noget rundt i dem nede i en stofpose…

Spillet ville dog nok blive for dyrt, hvis man skulle lave det med plasticbrikker (man kan købe et ”pimpet” sæt ingrediensbrikker i plastic til omkring 350 kroner!).

Vi har i skrivende stund spillet det 10-15 gange, og de er ikke begyndt at gå i stykker i kanten, men hvis det skulle begynde at ske, har jeg læst et trick med at putte dem i plastickapsler til mønter (21 mm), som kan købes for næsten ingen penge på f.eks. Ebay eller Amazon.

Man skal huske at sætte lidt tid af til udpakning inden første spil, da alle de mange brikker skal prikkes ud af deres rammer først 🙂

Opsætning af spillet

Kvaksalver er et såkaldt ”push your luck” spil, altså et spil hvor man skal se hvor længe man tør blive ved, men fortsætter man for længe, sker der noget negativt.

Hver spiller har en ”gryde”, altså en spillerplade med et billede af en gryde, hvor der er en række bobler med tal i, som er lagt ud i en spiral. Hver spiller får en ”dråbebrik”, som lægges i det inderste felt i gryden.

Man modtager også en rubin, en flaske og en ”rottebrik” – mere om dem senere. Sidst – men ikke mindst – har man en stofpose med ingrediensbrikker, som skal bruges til at brygge miksturer. Man får et lille ”startsæt” af ingredienser, og man skal så købe flere undervejs.

Ingredienserne i ”banken” lægges ud så man kan nå dem, og rundemarkøren (flammebrikken) sættes på første runde på scorebrættet.

Opskriftsbøgerne lægges ud, så man kan læse hvad de forskellige ingredienser gør – der er nemlig flere forskellige opskriftsbøger. Lidt mere om dem senere.

Gryde klar til start

Sådan spiller man Kvaksalver

Kvaksalver bliver spillet over 9 runder, og de forløber sådan set ens.

Man starter med at den første spiller trækker et spådomskort og læser det. Spådommene gælder for alle spillere, ikke kun den, der læser det (det forvirrer nogen i starten, da der godt kan stå ”du” og ”dig”, men det henvender sig altså til alle).

Spådommene gør som regel et eller andet godt, men ikke nødvendigvis for alle. Det kan f.eks. være at dem, der er bagud, får en fordel, eller at alle må få et eller andet.

Derefter kigger man på brættet, og ser hvor mange rottehaler, der er imellem den førende spiller og en selv. Jeps, der er simpelthen rotter på pointbrættet, og deres haler stikker ind imellem pointfelterne. Det antal rottehaler der er imellem føreren og en selv, er det antal felter man må starte længere fremme i gryden i den runde, når man skal brygge sin mikstur.

Dette gøres selvfølgelig ikke i første runde, hvor alle har 0 point 😅  Det er en fin ”catch up mekanisme”, der gør at man har en chance for at indhente lidt når man er bagud, da man får lov at starte længere fremme i den runde.

Der er 5 rottehaler mellem den førende spiller og grøn spiller, så grøn må
lægge sin rottebrik 5 felter foran sin dråbe, og starte runden derfra.

Så skal der brygges!

Nu skal der brygges miksturer! Spillerne trækker nu ingredienser fra deres poser, og lægger dem på felterne i gryden. Man starter på feltet foran sin dråbebrik (dråben kan blive flyttet fremad som spillet skrider frem, så man ikke starter helt inde i midten hver gang) eller fra feltet foran sin rottebrik, hvis man er bagud. Har ingrediensbrikken værdi af 1, lægger man den på det første ledige felt, men har den en større værdi lægger man den det antal felter længere fremme.

De forskellige farver ingredienser gør forskellige gode ting, men de hvide skal man passe på med! Det er nemlig kirsebærbomber, og får man for mange af dem i sin mikstur, eksploderer den…

Man må maksimalt have hvide brikker til en samlet værdi af 7 i sin mikstur – trækker man en hvid brik, der bringer værdien over 7, eksploderer miksturen, og man kan ikke fortsætte længere i den runde. Eksploderer man, får ingrediensbrikkerne dog lov at blive liggende i gryden.

Ingen ventetid mens andre har tur

Alle spillere brygger deres miksturer samtidig, så der er ikke noget med at sidde og vente på andre spillere (medmindre man eksploderer hurtigt 😄).

Når runden er slut (alle er stoppet eller eksploderet), starter ”evalueringsfasen”. Først ser man hvem der kom længst rundt i spiralen, og den/de må slå med bonusterningen. Hvis man er eksploderet, kan man ikke vinde runden, så selvom man måske er længst, kan man ikke få lov at slå med terningen.

Herefter ser man om der er nogle, der har sorte, grønne og/eller lilla ingredienser i deres gryder, og udfører evt. deres effekter (de andre farver bliver udført med det samme de bliver lagt), og spillerne får derefter point og valuta at købe nye ingredienser for, alt efter hvor langt de er kommet – feltet foran deres sidste ingrediensbrik er deres ”pointfelt”, og tallet i firkanten er deres point, og det grønne tal er den mængde man må købe ingredienser for.

Hvis ens gryde eksploderede, må man dog kun vælge én af disse ting! Det gælder derfor om at stoppe i tide, da man ellers hurtigt kan komme bagud (i de første par runder er det dog ikke så mange point det drejer sig om, da man ikke kommer ret langt i starten). Hvis der er en rubin på pointfeltet, modtager man også en rubin (uanset om man eksploderede eller ej).

Alle tingene i evalueringsfasen er vist på pointbrættet, så det er bare at gå frem efter den, så glemmer man ikke noget 😊

Runderne bliver længere, som man får flere ingredienser

Efterhånden som man får købt flere ingredienser, kan man jo så komme længere og længere rundt i spiralen, da mængden af hvide brikker er konstant (alle får dog lige en enkelt hvid brik ekstra i runde 6).

Man må maksimalt købe 2 brikker hver runde, og de må ikke være i samme farve. De fleste af ingredienserne har værdier på 1, 2 eller 4, men der er også nogle, der kun findes i værdi 1.

Når alle har købt ingredienser, må man bruge rubiner, hvis man har nogle. For 2 rubiner kan man f.eks. købe sin dråbebrik 1 felt frem, så man starter længere fremme i gryden resten af spillet.


Man kommer ikke ret langt i første runde, da man næsten kun har hvide brikker
i sin pose. Her satsede gul spiller for meget, og gryden eksploderede
(de hvide brikker giver tilsammen 8). Han kan derfor vælge imellem at
købe ingredienser for 9 ”penge” eller få 1 point.
Han får også en rubin uanset om han vælger penge eller point.

Efter alt dette rykker man rundemarkøren frem, giver spådomskortene videre til den næste spiller, som er første spiller i næste runde. Da alle spillere brygger samtidig, betyder ”spiller 1” egentlig kun, at det er den spiller, der køber først når der skal købes ingredienser, og så går det efter tur rundt om bordet. Det kan have lidt betydning i de senere runder, da der kan være nogle ingredienser, der løber tør for bestemte værdier.

Og sådan fortsætter det egentlig bare i 9 runder, hvorefter man ser hvem der har flest point 😃

Da vi somme tider kunne finde på at glemme spåkort eller rottebrikker, lavede jeg en opsummering af en tur, som vi har liggende på bordet når vi spiller, for ikke at glemme noget.

Mulighed for variation med forskellige sæt ingrediensbøger

Som nævnt gør de forskellige farver noget forskelligt, så når der skal købes nye ingrediensbrikker, kan man enten bare købe det man har råd til, eller man kan gå efter bestemte farver og forsøge at lægge en eller anden form for strategi.

F.eks. gør de røde brikker (i sæt 1) at hvis man allerede har en eller flere orange brikker i gryden, når man trækker en rød, må man lægge den røde brik 1 eller 2 felter længere fremme, end det tal der står på den. Så går man efter en ”rød strategi”, er det altså en god ide også at købe nogle orange brikker.

Hvad de forskellige farver gør, kan man se i ingrediensbøgerne (og i et tillæg til reglerne), og der er faktisk hele 4 sæt ingrediensbøger, så hvis det bliver lidt ensformigt, kan man skifte sæt, og så gør alle ingredienserne pludselig noget andet, hvilket gør spillet anderledes.

Det er super at man har inkluderet denne måde at variere spillet på! Der er også 2 sider af gryderne, hvor bagsiden også ændrer lidt ved nogle ting.

Hver farve ingrediens gør noget forskelligt i forskellige sæt. Man kan godt blande dem, men det anbefales ikke, da sættene er lavet til at være nogenlunde balancerede.

”Er det kylling du koger i den gryde?”

En af de ting, der er sjovt ved Kvaksalver, er når man kan sidde og køre lidt på hinanden. Man holder som regel lidt øje med hvor langt de andre kommer, for er man foran, er der jo ikke så stor grund til at fortsætte, hvis man risikerer at eksplodere, og når man kan se at de andre overvejer at stoppe, kan man jo se om man kan få dem til at fortsætte, så de ryger i luften.

Når man når lidt ind i runderne, kan man høre masser af drillerier (og ærgrelsesudråb når nogen eksploderer) hen over bordet, og en af de bedste kommentarer kom fra min bror, da han prøvede at få en til at fortsætte med ”Hvaaa’, er det kylling du koger i den gryde?” 😄  Marty McFly ville helt sikkert ikke være god til Kvaksalver…

Udover det med at drille hinanden lidt, er der dog ikke så meget interaktion spillerne imellem – hver spiller kører lidt sit eget spil, og man kan ikke gøre meget for at påvirke de andre. Det er jo smag og behag om man synes om det – vi synes ikke det gør noget.

Vores mening om Kvaksalver

Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi elsker det!

Grunden til at jeg ikke ved hvorfor, er at jeg personligt ikke plejer at være så meget til spil, hvor held spiller for stor en rolle, men i Kvaksalver gør det af en eller anden grund ikke noget.

Det fænger simpelthen bare, og det er allerede blevet et af vores yndlingsspil.

Der er bare noget over at have opbygget en ”god pose” med lige de rigtige ingredienser til at komme langt – selvom der stadig er risikoen for at trække tre hvide brikker til at starte med, og så være i fare for at eksplodere med det samme…

Det er selvfølgelig frustrerende, men alligevel sjovt med den uforudsigelighed. Og selvom held spiller en tydelig rolle, så har det også en del betydning hvilke brikker man kommer i sin pose.

Så skal man bare modstå fristelsen til liiige at trække én brik mere – når man har regnet ud at der kun er én ud af 9 brikker i posen, der kan få en til at eksplodere, sker det alligevel lidt for ofte, at man trækker netop den 😄

Skal man nævne en lidt negativ ting, er det at man ofte kan se hvem, der vil vinde, et par runder før spillet er færdigt.

Hvis en spiller er kommet mere end 7-8 point foran inden de sidste par runder, kræver det næsten en eksplosion at indhente.

Rottemekanismen gør en del i hver enkelt runde, men hvis føreren har gode nok brikker til at komme langt, selvom han/hun starter længere tilbage i gryden, indhenter man jo ingen point.

Så mens eksplosioner i de første par runder næsten ikke har nogen konsekvens (1-2 point), har en eksplosion i midter-runderne ret stor konsekvens da man enten mister 7-10 point eller muligheden for at udbygge indholdet i sin pose – hvilket så rammer en bagi i de efterfølgende runder.

Det skal dog ikke ødelægge indtrykket af et virkelig godt spil! Det har været på bordet hver eneste uge siden vi har fået det, og der mangler ellers ikke umiddelbart forskellige spil at vælge imellem herhjemme 🙂  De ca. 50 minutter det tager at spille (og det er ca. det samme om man er 2, 3 eller 4, da alle jo spiller samtidig) er lidt et sweet spot herhjemme, da det lige kan nås på nogle hverdagsaftener efter ungerne er puttet, hvor de lidt længere spil er forbeholdt weekenderne.

Fordele:

  • Let at lære – det nemmeste er faktisk bare at begynde at spille, hvis der er nogen med, som kender spillet.
  • Sjovt (det er selvfølgelig en smagssag, men alle vi har spillet det med er enige).
  • Fin blanding af held vs. lidt strategi.
  • Rigtig god genspilbarhed, især med variationerne fra de 4 sæt opskriftsbøger.
  • Lækkert design.

Ulemper:

  • Uanset hvordan man vender og drejer det, er held en stor faktor. Jeg så en der sammenlignede det med Mario Kart: Du kan køre et perfekt løb, og alligevel blive ramt af 3 blå skjolde lige før målstregen… Igen er det en smagssag om det er et turn-off eller ej (men Mario Kart er jo også populært!). Jeg ville have troet det var for mig, men de gode ting opvejer det til fulde.
  • Svært at indhente en føring hvis den førende spiller ikke eksploderer.

Hos os opvejer de gode ting helt klart de få minusser, så Kvaksalver får en kæmpe anbefaling herfra!

– Kim Larsen

Læs også artiklen om Årets Brætspil i 2020 – klik her!