Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

Tag-arkiv

Tanner Købmandsvarer anmeldelse

Flotte købmandsvarer af pap til legekøkkenet

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Fremstillet af pap | Indhold: Cirka 45 dele

“De små købmandsvarer kan variere fra pakke til pakke – sorteret efter tilfældighedsprincip – og det er virkelig helt fint for mig ikke at vide nøjagtig, hvad der kommer. Og det er slet ikke vigtigt for legen. Når vi leger butik herhjemme, kan Signe blive optaget af at bede om en vare, finde den, angive pris, tage imod penge, fylde varer i kurv, tage afsked… alt det, som hun oplever sker, når hun er med på indkøb.”

Fantasifuld rolleleg

Med en datter på snart 4 år foregår rigtig meget af tiden herhjemme i en form for rolleleg. ”Moar, skal vi ikke lege, du var baby?”, ”Moar, skal vi ikke lege, det her var tivoli?”, ”Moar, skal vi ikke lege, du skulle købe ind?”.

Min datter Signe imiterer så meget af det, hun oplever omkring sig. Tit skal der ikke bruges mange rekvisitter til hendes lege, men alligevel er det et positivt element, hvis der i fysisk form indgår noget, som underbygger rollelegen.

Miniæskerne med købmandsvarer fra tyske Tanner, er en suveræn pakke til både købmandsleg og til leg i legekøkkenet, hvor der skal serveres mad for Signes baby/storesøster/hund eller hvem nu, jeg får besked på at være.

Betyder sproget noget?

Købmandsvarerne kommer i en stor plast-opbevaringsboks med låg, der er let både at tage af og sætte på. Boksen måler 30 x 19,5 x 17 cm. Miniæskerne er med originale brandlogoer, så de minder om varer, man kan få i supermarkedet. De er i fine farver, og på den måde indbyder de børn til at give sig i kast med dem.

Da vi modtog boksen og legemaden, var min mands første kommentar: der er godt nok ikke så mange danske mærker iblandt. Og det er korrekt. På den måde er mærkerne for min datter ikke velkendte. Dog er det for langt de fleste let at gennemskue, hvad de indeholder.

Det står ikke på dansk, men på tysk. Signe kan hverken læse dansk eller tysk, så for hende – og mange andre børn, der leger – er sproget fuldstændig ligegyldigt og langt fra den vigtigste faktor.

Børn vil udelukkende kigge på farverne og billederne, hvor tydningen på ingen måde afhænger af sproget, men hvordan brandet har valgt at afbillede produktet.

Som med produkter, vi kender til fra danske supermarkeder, er nogle produkter nemme at gennemskue: f.eks. i form af billedet af en kiks, mens andre produkter er mere vanskelige: f.eks. osten her.

Men da bruger Signe som det mest selvfølgelige sin fantasi og opdigter selv, hvad pakken indeholder. For Signe er det ikke så vigtigt, om det er ost eller toastbrød – selve legen fuldendes uanset, hvad som sælges eller købes eller serveres. Det er selve legen, der er omdrejningspunktet – de specifikke varer er underordnet.

Boksen er super god

Tanner-boksen er super god, fordi der er så mange dele i den. På den måde er der med den ene boks et godt afsæt i at etablere f.eks. butiksleg. Der er allerede mange ting at sælge/købe, og der er mange forskellige ting at sælge/købe.

Når vi leger butik herhjemme, kan Signe blive optaget af at bede om en vare, finde den, angive pris, tage imod penge, fylde varer i kurv, tage afsked… alt det, som hun oplever sker, når hun er med på indkøb. Det er skønt, der ikke er udsolgt efter bare én indkøbstur.

De små købmandsvarer kan variere fra pakke til pakke – sorteret efter tilfældighedsprincip – og det er virkelig helt fint for mig ikke at vide nøjagtig, hvad der kommer. Og det er slet ikke vigtigt for legen.

Indhold i boksen

Jeg har delt vores Tanner-boks op i forskellige kategorier: Snacks, mad/drikke, husholdning/pleje og underholdning. Vi har modtaget følgende miniæsker:

Snacks:

  1. Chupa Chups: Frugtslikkepinde (4 stk.)
  2. Chupa Chups: Tyggegummi (4 stk.)
  3. Fritt: Tyggegummi (1 stk.)
  4. Stork nimm2: Appelsin- og citronbolsjer (8 stk.)
  5. Dr. Oetker: Kager (5 stk.)
  6. Dr. Oetker: Muffins (1 stk.)
  7. De Beukelaer: Kiks (2 stk.)
  8. Magnum: Classic (2 stk.)
  9. Mentos: Mint (1 stk.)
  10. Brandt: Mini-mælkechokolader (3 stk.)
  11. Ovomaltine: Kiks (1 stk.)

Mad/drikke:

  1. Gazi: Krydret skiveost (6 stk.)
  2. Hipp: Müsli (4 stk.)
  3. Meggle: Smør (1 stk.)
  4. Bürger: Indbagt kød/grønt (1 stk.)
  5. Tchibo: Kaffe (1 stk.)
  6. Tchibo: Kaffebønner (1 stk.)
  7. Kaba: Jordbærdrik ( 1 stk.)
  8. Goldmännchen: Te (1 stk.)
  9. Bioland: Sødmælk (1 stk.)

Husholdning/pleje:

  • Somat: Opvasketabs (4 stk.)
  • Nivea: Sæbe (2 stk.)
  • Perwoll: Vaskemiddel (1 stk.)

Underholdning:

  • Ravensburger: Kakerlakak-spil (1 stk.)
  • Ravensburger: Stift- og bondegårdsbog (1 stk.)

Som det fremgår her, spænder sortimentet bredt. Det hedder sig, der er ca. 45 æsker pr. opbevaringsboks – i denne altså noget flere.

Hver miniæske er i pap, og pakkerne kan åbnes. Det havde fungeret helt fint uden denne mulighed, men engang imellem bliver de åbnet, og vi leger, vi spiser af dem/tager varen ud af æsken.

Tanner – den lille købmand

Mærket bag købmandsvarerne i opbevaringsboksen er tyske Tanner – der kleine Kaufmann – den lille købmand. Naturligvis. Det helt rigtige navn bag sådanne produkter.

Tanner blev grundlagt tilbage i 1903 af Christian Tanner med produktion af købmandsprodukter bestående af marcipan og slik. I samme år opfandt Tanner det første klæbefri hostebolsje: Tanol. I 1921 blev Tanol solgt til apoteker og helsekostbutikker med sloganet ”Tanol – beliebt und begehrt” – Tanol – elsket og efterspurgt.

Efter voldsomme ødelæggelser under krigen, blev virksomheden i 1945 genopbygget, og produktionen blev omlagt til miniæsker med købmandsvarer.

I 1972 overtog Karl Dörr (barnebarn til Christian Tanner) firmaet som eneejer, hvor han begyndte at udvide sortimentet med artikler til børnenes legekøkken. Endnu en ødelæggelse skete i 1993, hvor en eksplositionsulykke hos en nabovirksomhed destruerede Tanner-firmaet. I løbet af bare 6 måneder blev firmaet genopbygget, og der var igen mulighed for at levere varer.

I 2011 begyndte 4. generation af Tanner-familien i firmaet. Samme år kunne de holde 60-års jubilæum som udstiller på den populære legetøjsmesse i Nürnberg.

Jeg synes, Tanner gør sig fint på markedet med legemad, hvad angår både pris og kvalitet. Efter herhjemme at have oplevet, hvordan deres produkter indbyder til leg, forstår vi godt, det har været muligt med så mange års levetid og overlevelse på legetøjsmarkedet trods ødelæggende udfordringer gennem årene.

– Elisabeth Kristensen

Indkøbsvogn anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Mål: H:60 x B:31 x L:37 cm | Materiale: Pap & Metal

“Wauw! Det kom nærmest som et udbrud, da vi pakker indkøbsvognen ud. Inger lyser helt op, og genkalder formentligt den glæde hun finder ved at være på indkøb med sine forældre i supermarkedet.”

Indkøbsvognen fra Tanner

Indkøbsvognen eller “Der Kleine Kaufmann” er fra mærket Tanner. Den er lavet i stål, hvilket jeg er sikker på gør den mere “ægte” for vores datter, Inger. Derudover ses den med rød plast ved håndtag, samlinger, hjul og rødt stof ved babysædet.

Taget Ingers alder i betragtning styrer hun ikke altid udenom tingene, og derfor har vognen allerede været kørt ind i diverse møbler, hvilket den synes at modstå fint. Kvaliteten virker altså til at være rigtig god.

Indkøbsvognen har drejbare hjul, hvilket gør det meget let at køre med den. Inger har som oftest en stor oppakning af både varer og dukker med sig, og hun formår uden problemer at køre vognen med en hånd.

Vores oplevelse med indkøbsvognen

Udover at indkøb er en meget spændende attraktion for Inger, er dukker og babyer noget der optager hende meget. Det er derfor et stort plus, at indkøbsvognen har det udslåelige babysæde, som på en rigtig indkøbsvogn.

Ingen indkøbstur uden yndlings-dukken Lise. Ydermere skal det nævnes, at Inger selv kan sætte sin dukke ned i babysædet. Noget der betyder meget for en pige i en alder af to år, hvor man gerne på egen hånd vil udføre opgaverne. En god succesoplevelse.

Vognen har også, som på mange rigtige indkøbsvogne, en nedre etage, som kan bruges til større genstande. Her har Inger indtil nu placeret sin rygsæk, så hun har lidt mad og skiftetøj med til dukken. Man ved jo aldrig om en indkøbstur trækker ud.

Indholdet i kassen

Indkøbsvognen leveres i en forholdsvis stor papkasse-størrelse, fordi at vognen så at sige er samlet fra starten. Det eneste der skulle gøres var at påsætte stellet til babysædet, og sikrer vognens stabilitet ved at fastgøre to former for plastikstropper.

Noget der tog omkring 30 sekunder og ingen værktøj krævede. Et stort plus, når der står et trippende barn ved siden af, og ikke kan vente med at komme igang med at bruge det nye stykke legetøj.

Udover indkøbsvognen medfølger også forskellige varer. Alt sammen med billede af rigtige varer, som man kan købe i supermarkedet.

Ens for varerne er, at de alle er af pap. De medfølger “ufoldet”, og derfor gik der et par minutter med at folde, så det blev til ene af mini versioner, af rigtige varer. Der er ikke noget legetøjmads indeni selve papæskerne.

Inger er endnu for lille til selv at skulle folde kasserne, hvorfor jeg gjorde det. Jeg foldede dog kun 1/3 af kasserne. Der var nemlig 3 stk .med af hvert “produktet”. Det synes jeg er meget fornemt.

Med ekstra legemad

Der er altså tænkt over, at når varerne er lavet i pap, vil de med tiden blive slidt og måske gå i stykker , og så kan man finde nye frem. Da vi så kun har foldet “første sæt”, har vi altså to spritnye sæt, så der bliver ved at være “friske” varer på hylderne :-).

Da mærket Tanner er tysk, er det også tyske varer. Mærker som Dove, Mentos og Corny er blot nogle af mærkerne på varerne, og er alle genkendelige varer på hylderne i de danske supermarkedet, ligesom hundemad Pedigree og kattemad fra Whiskas medfølger og er to store brands indenfor dyremad i Danmark.

Inger fandt stor fornøjelse i at studere de varer der medfulgte, inden de én efter én blev lagt ned i vognen. Hun benyttede dog også gerne vognens kapacitet til meget andet legetøjsmad og service, som hun havde på værelset i forvejen.

Indkøbsvognen rummer egentlig meget, og derfor har vi også gentagende gange fået et godt grin over, hvor meget legetøj Inger har fået puttet ned i vognen, og kørt afsted med.

Inger har i samme forbindelse været så heldig at blive introduceret for VIGAs købmandsbutik/teater. På den måde er indkøbsvognen rigtig kommet til sin ret, da varerne er blevet købt i købmandsbutikken.

En stor anbefaling herfra. Der er stort set ikke blevet leget med andet herhjemme siden hun blev præsenteret for indkøbsvognen.

– Anders Østergaard