VIGA Fiskespil anmeldelse

Alder: Fra 2 år | Spilletid: 5 - 15 min. |For 2 - 4 deltagere.

"Er fiskespillet et spil eller et legetøj? Vi præsenterede det som et spil for Inger, men i virkeligheden er det nok ligeså meget et stykke legetøj. Uanset hvad, så fandt vi det faktisk allesammen meget underholdende..."

Indholdet i spillet

Spillet er produceret af VIGA, som er et ret velkendt legetøjsmærke som laver rigtig mange forskellige slags børneartikler udelukkende i træ - og spillet her lever bestemt op til det kvalitetsstempel, som VIGA står for.

Spillet indeholder fire fiskestænger, 20 “fisk” som er lavet i træ og et “bassin”, som man skal samle. Fiskene er opdelt i fire farver, rød, grøn, blå og gul - og det samme er fiskestængerne. Bag på fiskene er der et tal som går fra 1-5.

Alt materialet er faktisk i virkelig god kvalitet, og er rigtig fint malet. Der sidder på hver fisk en lille magnet og det samme gør der på fiskestængerne. Hvis man skal give en lille kritik af spillet, så er det måske, at der ikke medfølger nogle spilleregler. Mere om dette i næste afsnit.

Gennemgang af spillets regler

Normalt vil jeg opridse reglerne, men som nævnt, så er der ikke nogle regler med i spillet, hvorfor jeg også mere vil definere det som et legetøj. Uden på kassen står der dog, at spillet både kan være med til at øge hånd til øje koordination, konkurrenceevne og en række andre ting.

Spillet er fra 2 år og opefter og herhjemme hos os, vil jeg sige at Inger på lidt over to år fint kan spille det og forstå, hvad det går ud på. Spilletiden afhænger lidt af, hvordan man vælger at bruge spillet, men de par gange vi indtil videre har spillet det, har vi har brugt 15-20 minutter på det.

Vores oplevelse med spillet

Først skulle vi jo “slippe fiskene løs” i vandet og det gjorde vi ved at putte fiskene ned i vandet én efter én. Herefter startede vi ud med bare at skulle fange fiskene med den rigtige farve fiskestang - en blå fisk med en blå fiskestang osv. Det var lidt sjovt med de fiskestænger, for i starten havde Inger ikke helt fanget fidusen med, at man holder for enden af fiskestangen og derfra skal styre snoren ned til den rette fisk.

Hun tog i stedet fiskestangen i den ene hånd og snoren i den anden og satte selv de to magneter sammen - en lidt alternativ måde at fiske på :). For at lave lidt læring i det også, lavede vi den regel, at der kun var én der måtte fiske ad gangen, så man måtte pænt sidde og vente indtil de andre spillere havde fanget den rigtige fisk.

Da vi havde gjort det nogle gange, ændrede vi reglerne en smule, således at man i stedet skulle fange fiskene i en bestemt rækkefølge - altså først rød, så blå, så grøn også gul - og så samle dem i fire række på bordet. Det var selvfølgelig stadig vigtigt, at man huskede at bruge den rigtige fiskestang, ellers var man nødt til at smide fisken ned i vandet igen.

Denne leg fungerede faktisk ret godt, da Inger både skulle være opmærksom på, om hun havde den rette farve fiskestang, og om det var i den rigtige rækkefølge.

Som tidligere nævnt er der også tal bag på fiskene og dette kan bestemt også bruges til en spilmulighed. Vi forsøgte os lidt med, at Inger først skulle fange den gule fisk med nummer 1 og efterfølgende den gule fisk med nummer 2 osv. Eftersom hun ikke selv kan kende forskel på tallene endnu fungerede dette spilformat ikke super godt, men jeg tænker det vil være en fin måde at finde “fornyet” interesse, når hun bliver lidt ældre.

For at opsummere, så er det et fint spil/stykke legetøj - vi har fundet på nogle forskellige måder at spille det på, men det kræver nok også lidt opfindsomhed, hvis det skal forblive underholdende.

- Anders Østergaard

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilViga

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen