Zen Garden spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 - 40 min | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Antal: 1 spil i æske.

"Zen Garden er et hyggeligt og rimeligt hurtigt spil. Ideen med at skulle overholde forskellige krav, minder lidt om spillet Castles of Mad King Ludwig, som vi også er ret glade for – Zen Garden er bare lidt mere simpelt, så det er måske lidt nemmere at få nye med til. De forskellige sværhedsgrader (hvor mange af pladerne med krav man tager med) gør også, at man kan nøjes med en plade eller to med nye spillere, og gå all in når man har prøvet det en gang eller to. Vi synes personligt ikke at det bliver voldsomt komplekst selv med alle 5 plader, så vi har haft dem alle med fra vores andet spil"

En spilanmeldelse af Zen Garden

Kejseren har befalet, at der skal opføres en ny zenhave, og han har nogle meget specifikke krav! Spillerne i Zen Garden skal nu forsøge at være bedst til at opfylde kejserens ønsker, og opføre den perfekte have.

Zen Garden spilles over 16 korte runder, hvori hver spiller vælger 1 havebrik, og lægger den på sin spillerplade, og efter de 16 runder ser man hvilken spiller, som får flest point for sin have. Spillet tager ifølge æsken ca. 35 minutter, og kan spilles fra ca. 8 år.

Indhold af æsken

  • 90 firkantede havebrikker
  • 4 spillerplader og 1 ”ressourceplade”
  • 5 ”præferenceplader” formet som en pagode
  • Pointbrikker, point- og pengemarkører og en ordentlig stor træbrik til at markere første spiller
  • Spilleregler på de nordiske sprog

Brikker og plader virker til at være i fin kvalitet, ret standard paptykkelse til spilleplader. Point- og pengemarkører er af træ, hvilket jo altid er lækkert, selvom de nu ikke skal flyttes så meget med.

Kassens indretning (eller mangel på samme) kan godt irritere mig lidt – man har 90 kvadratiske papbrikker, som når man sætter spillet op, skal lægges i bunker, og så vælger man at lave ét stort rum til alt, hvor brikkerne vil ligge og rasle rundt, så man kan starte med at få styr på dem, når man skal spille.

Heldigvis passer det helt tilfældigt med at bredden næsten passer til at de 90 brikker kan stå oprejst – faktisk kan man godt lige presse dem derned, og så står de i spænd, så de ikke rasler rundt i æsken. Der er oceaner af plads i æsken, så hvis man havde lavet nogle af pladerne, så de foldede på midten, kunne æsken sagtens have været halvt så stor – men sådan er det vist bare, for ellers ser det jo ikke ud af nok på butikshylden.

Noget så ligegyldigt som indretning af en kasse, skal dog ikke ødelægge indtrykket, det er bare mig, der går op i sådan nogle småting.

Sådan spiller man Zen Garden

Regelhæftet forklarer reglerne ganske fint med masser af understøttende billeder, det er ikke for snørklet, og man bør være rimeligt hurtigt i gang med første spil.

Opsætningen af spillet tager kun nogle få minutter: Bland de 90 kvadratiske havebrikker, og læg dem i bunker øverst på ressourcepladen. Fyld så de 12 felter på ressourcepladen op med havebrikker med billedsiden opad, så man kan se hvad man har at vælge imellem.

Så skal man finde ud af hvad kejserens krav til haven er: Man tager den nederste etage af pagoden, og trækker 4 ”kejserbrikker”, som man lægger på de dertil indrettede felter. De viser hvilke præferencer kejseren har.

Der er 5 etager til pagoden, men reglerne anbefaler at man kun tager nederste lag i første spil, så der ikke er for mange forskellige krav at holde styr på. Flere etager giver flere forskellige præferencer – dvs. flere ting, man kan score point på, men så er der jo også flere ting at tage stilling til, når man skal vælge havebrikker. Når man så har lært spillet, kan man bygge flere etager på, som man lyster.

Med ét lag i pagoden, er der 6 måder at score point på: Første krav giver her 1 point pr. brik man har med grå baggrund, andet krav giver 8 point til den, der har flest veje af sand og 4 point til nr. 2, tredje krav, der gælder baggrunde af sand, giver minuspoint hvis man har få af dem, men pluspoint hvis man har minimum 4 stk. (og 0 point hvis man ingen har), og det fjerde krav giver 2 point pr. brik man har med veje af sten. Derudover får man altid point for at have runde veje med samme slags vej, og for at have mange ens pyntegenstande.

Nu skal spillerne på skift vælge en brik fra ressourcepladen, og placere den på deres spillerplade. Spillerpladen har 4 x 4 felter, og her gælder det så om at lægge de 16 brikker, man tager igennem spillet, så de opfylder så mange af kejserens krav som muligt. Brikkerne har 6 forskellige baggrunde, 3 forskellige typer veje og 5 forskellige pyntegenstande, hvilket i alt giver 90 helt unikke brikker – de mange kombinationsmuligheder gør, at der ikke er to brikker, der er ens.

Sats eller betal

Brikkerne på ressourcepladen er delt ind i rækker – den nederste række er gratis, den midterste koster 1 mønt for en brik, og brikkerne i den øverste række koster 2 mønter. Man starter med 15 mønter, så man skal ikke tage alt for mange af de dyre…

Efter hver runde bliver pladen fyldt op, så de brikker, der ikke blev taget fra nederste række, bliver fjernet, alle brikker rykker ned, og så bliver der fyldt op, så de nye brikker altid er dyrest. På den måde kan man vente på, at den gode men dyre brik, man gerne vil have, kommer længere ned – med fare for at en anden spiller betaler prisen og køber den.

Den eneste måde at få flere penge, er at lave rækker (vandret, lodret eller på skrå) med 4 ens pyntegenstande – og det er ikke altid så nemt. Der er aldrig lige det man skal bruge, så man skal ofte gå på kompromis med et eller andet – og så må man jo vælge om det er pyntegenstanden, vejtypen eller baggrunden, der er vigtigst.

Når de 16 runder er slut, og alle gerne skulle have en fuld plade, tæller man point, og den med flest point vinder (ja, meget overraskende).

Vores mening om Zen Garden

Zen Garden er et hyggeligt og rimeligt hurtigt spil. Ideen med at skulle overholde forskellige krav, minder lidt om spillet Castles of Mad King Ludwig, som vi også er ret glade for – Zen Garden er bare lidt mere simpelt, så det er måske lidt nemmere at få nye med til.

De forskellige sværhedsgrader (hvor mange af pladerne med krav man tager med) gør også, at man kan nøjes med en plade eller to med nye spillere, og gå all in når man har prøvet det en gang eller to. Vi synes personligt ikke at det bliver voldsomt komplekst selv med alle 5 plader, så vi har haft dem alle med fra vores andet spil.

Fordi kejserens krav er forskellige fra spil til spil, vil det også være forskellige ting, man går efter fra gang til gang, og det giver lidt variation – og uden det, blev det nok ret hurtigt trivielt. Det gør, at spillet kan udvikle sig ret forskelligt, alt efter om de forskellige slags krav er baggrunde, veje eller pyntegenstande, og især med alle 5 plader med krav, kan det blive ret forskelligt hvad spillerne går efter, da man ikke kan gå efter det hele med kun 16 brikker.

Allerede fra første spil tog det os ca. en halv time med 2 spillere, men med 4 tager det naturligvis lidt længere, da der jo er dobbelt så mange brikker, der skal vælges. Når man kun er 2, er der også den lille krølle, at man vælger 2 brikker hver, før der bliver fyldt op, så spillet altså kun varer 8 runder. Det gør, at man lidt bedre kan vente på, at brikkerne falder ned i den nederste række, hvorimod ved 3 eller 4 spillere, hvor man kun skal vælge 1 brik pr. runde, er det bare ærgerligt, hvis der ligger 2 brikker, man gerne vil have i nederste række, da den jo bliver tømt, når hver runde slutter.

Alt i alt et fint spil, som godt kan noget, og som rammer lidt et sweet spot i forhold til spilletid for os – når det ikke varer længere, kan man finde det frem, når man lige har tre kvarter, eller man kan nå et par spil eller tre på en aften, hvor man har bedre tid. Så er man til det lidt abstrakte med at bygge mønstre, og kunne gennemskue hvad man skal gå efter for at maximere sine point i forhold til de mange forskellige krav, er Zen Garden er rigtigt godt bud på et spil i den lidt lettere ende. Det får i hvert fald lov at blive i vores spilreol.

- Kim Larsen

Læs også spilanmeldelsen af Majesty – For The Realm

Læs også spilanmeldelsen af Biotopia

Læs også spilanmeldelsen af Power Grid Recharged

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen