4 Sjove Læringsspil anmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: Ca. 20 min. pr. spil | Spillere: For 2 - 8 deltagere

"I begge drenges klasser arbejder de for øjeblikket med alfabetet og bogstavgenkendelse, så det var et perfekt tidspunkt at teste, især alfabetspillet, men også balance har storhittet herhjemme, fordi man her har mulighed for at bruge hele kroppen...."

Mulighed for læring gennem leg

Pakken med 4 læringsspil består af "Alfabet-spillet", "Balance-spillet", "Hvad Kan Jeg Blive"-spillet og "Hvad Er Klokken"-spillet.

Det var fire spil som moderen her, især var spændt på at teste, fordi jeg med min lærerbaggrund elsker spil, som også er med til at give børnene viden og mulighed for læring gennem leg.

I begge drenges klasser arbejder de for øjeblikket med alfabetet og bogstavgenkendelse, så det var et perfekt tidspunkt at teste, især alfabetspillet, men også balance har storhittet herhjemme, fordi man her har mulighed for at bruge hele kroppen.

"Hvad Kan Jeg Blive"-spillet har jeg testet på den ældste og i forbindelse med mit arbejde, hvor jeg arbejder med dansk som andetsprog, og her blev det en god lejlighed, til at få udvidet sin horisont omkring job og hvad man laver i de forskellige erhverv og ikke mindst arbejde med lidt læsetræning.

"Hvad-Er-Klokken"-spillet har vi spillet et par gange, men har faktisk mest brugt det til at snakke om dagligdag og hvilke ting man laver på en almindelig dag.

Jeg vil kort prøve at uddybe lidt om de forskellige spil enkeltvis og hvordan vi har brugt dem.

Hvad er klokken?

"Hvad Er Klokken"-spillet består af 4 dobbeltsidede spilleplader med forskellige aktiviteter/analog ur på den ene side, og digitale tidspunkter på den anden side. Derudover indeholder spillet 32 brikker, som består af et ur med et tidspunkt, samt et billede af en situation.

I spillereglerne er en fin beskrivelse af de 32 brikker, så man kan se hvad billedet beskriver, hvis man har brug for en uddybning af det.

Man kan spille spillet i 3 versioner - de 2 versioner har vi læst os til i reglerne, den sidste version har vi selv fundet på, for at tilpasse spillet til vores egne drenge.

1. version

I den første version bruger man spillepladerne med billederne/det analoge ur opad. Herefter placeres brikkerne på bordet i en stak eller rundt omkring med billedsiden nedad.

Herefter starter en spiller med at trække en brik og siger klokkeslættet højt, og alle spillere kigger derefter på deres plade.

Den som har klokkeslættet med tilhørende aktivitet til på deres plade siger “mit ur” og får brikken.

Herefter trækker en ny spiller en brik og sådan fortsætter man til en spiller har fået hele pladen fyldt, og dermed vundet spillet.

Denne version kan også bruges med en fast opråber, hvor man så blot på skift er opråber. Den versioner kræver at alle kan tidspunkterne.

2. version

Version 2 spilles som version 1 men blot hvor spillepladerne har de digitale tidspunkter opad, og man derved ikke har billedet til hjælp.

3. version

I vores hjemmelavede tredje version har vi spillet med at man har skulle beskrive hvad der sker på billedet og så gætte på om der var en morgenaktivitet, formiddag, middag, eftermiddag eller aften, og så har den voksne givet klokkeslættet, men mine drenge kan heller ikke overhovedet klokken endnu.

Et rigtig fint lille spil, der kan bruges som bingo, men hvor man som bonus får lært klokken, og så giver spillet virkelig fine muligheder for at udvide sit ordforråd også og at få snakket om hverdags rutiner.

Kan du stave til alfabetet

"Alfabet"-spillet består af 5 spilleplader, som på den ene side har bogstaver og på den anden side har billede og ordet med bogstaver markeret med rødt. Derudover består spillet af 40 brikker med bogstaver samt 40 brikker med billede og ord.

Spillereglerne lægger op til 4 forskellige versioner af spillet. For alle fire versioner gælder det at man fordeler spillepladerne imellem sig og derefter fordeler den versioner af brikkerne man skal bruge på bordet foran sig.

1. version

I version 1 skal man matche billede med billede, og derfor bruger man den side af spillepladen hvor billederne er og ligeledes brikkerne med billeder og ord på.

Man trækker på skift en brik og ser om den passer på ens plade, hvis den gør det må man beholde den og ellers lægges den ned på bordet igen og turen går videre.

Vinderen er den som først får fyldt sin plade. Man kan med fordel lade vinderen læse sine kort op, når pladen er fyldt eller siger de bogstaver som er markeret med rødt.

Derved får man fokus på bogstaver og læsning samtidig med at man spiller et simpelt bingospil.

2. version

I version 2 skal man matche bogstav med bogstav, og man skal derfor bruge den side af spillepladen hvor der kun står bogstaver. Fremgangsmåden er herefter helt som i version 1.

Igen er det en fordel hele tiden at have fokus på at sige bogstavets navn højt og måske endda også arbejde med bogstavets lyd.

3. version

I version 3 skal man matche bogstav med billede. Her bruger man den side af spillepladen hvor der er billede og ord og så bruger man brikkerne med udelukkende bogstaver på.

Herefter gælder det om at trække en bogstavbrik og se om den kan passe til en af ordene/billederne på ens plade.

I de fleste ord er det forbogstavet der er fokus på, men der er også dobbeltbogstaver fx "pp", som er i ordet tæppe.

I denne version er der mere fokus på at kunne bogstaverne end i de 2 første versioner, fordi man skal kunne koble bogstavet med et ord/billede.

4. version

I den 4. version skal man matche billede med bogstav, hvilket betyder at spillepladen skal vende med bogstav-siden op ad og man skal lægge brikkerne med billeder ud på bordet.

Hvis billedet på brikken matcher en af de bogstaver man har på sin plade, så må man beholde brikken. Igen kan man med fordel få barnet til at sige både bogstav og ord højt.

Spillet rummer altså mange muligheder for at træne bogstaver, ord og kobling mellem bogstav og ord, og samtidig kan børn i forskellige aldre godt være med fordi man i de to første versioner kan se på billedet/bogstavet og så se om det samme billede eller bogstav er på ens plade.

Hvad kan jeg blive?

"Hvad Kan Jeg Blive"-spillet består af 52 spillebrikker - samt en bog med beskrivelse af forskellige erhverv.

Brikkerne er opdelt i ensfarvede og stribede og derudover også i farverne grøn og blå. De grønne brikker er en person inden for et bestemt erhverv og de blå er et redskab som benyttes i et bestemt erhverv.

De ensfarvede grønne og ensfarvede blå passer sammen og de stribede blå og de stribede grønne passer sammen.

Denne opdeling er lavet, for at man kan gøre spillet mere simpel og hurtigere at spille. Man kan derfor vælge at bruge alle 52 brikker eller man kan vælge kun at bruge de ensfarvede eller de stribede.

Men man skal hver gang bruge et sæt af både grøn og blå. Overordnet set er spillet et vendespil som blot er udvidet med en indlæringsvinkel.

Der er flere varianter af spillet, men for alle varianter gælder at brikkerne lægges på bordet med bagsiden opad. I den første variant vender yngste deltager en ensfarvet grøn brik fra bordet som har et billede af en person og et nummer på.

Nummeret henviser til den side i bogen “Hvad kan jeg blive”, som skal læses højt. Derefter vises siden til den deltager som har trukket den grønne brik og som derefter skal vende en ensfarvet blå brik med det redskab som passer til personen på den ensfarvede grønne brik.

Hvis de to brikker matcher har man et stik, og så må man trække en ny brik. Er det ikke et match går turen videre. I den anden version trækker man først en blå brik med et redskab og skal så finde den person som matcher.

Man vinder spillet ved at være den med flest stik.

Vi bruger ikke oplæsning af bogen hver gang, men har gjort de første gange til drengene havde styr på de forskellige erhverv, og hvis de er i tvivl om hvad de har trukket bruger vi den også. Når bogen bruges tager spillet lidt lang tid, så der kan man fordel opdele brikkerne, så man kun bruger et halvt sæt ad gangen.

Generelt et hyggeligt vendespil med mulighed for at snakke om fremtidsplaner, og om man kender nogen, som arbejder med de forskellige ting.

Kan du holde balancen?

"Balance"-spillet aktiverer både hjerne og krop, og det fungerer virkelig godt, hvis man trænger til at brænde lidt krudt af, samtidig med at man gerne vil spille. Her udfordres motorikken hos både børn og voksne, og der er plads til mange gode grin.

Spillet består af 17 grønne “hvordan” kort, 17 blå “hvorhen” kort, en ærtepose og en terning med forskellige måder at bære en ærtepose. I spillereglerne er nogle fine illustrationer af, hvordan man skal bære ærteposerne, og hvordan man skal tælle point.

Spillet kræver lidt plads, men er ellers super simpelt at komme i gang med. Man blander kortene og laver to bunker på bordet - en blå og en grøn.

Derefter trækker første deltager et grønt “hvordan” kort og derefter et blåt “hvorhen” kort. Det kan fx være at kravle på alle fire (grønt kort) hen til en seng (grønt kort).

Kortene lægges på bordet med billedesiden opad og så kastes terningen, som viser hvor man skal have ærteposen mens man udfører sin udfordring.

Det kan fx være oven på hovedet.

Så skal man altså kravle på alle fire hen til sin seng med ærteposen på hovedet uden at tabe ærteposen, og man skal også retur til der hvor man spiller spillet.

Lykkes man med opgaven får man point for begge kort, som i dette tilfælde vil være 2 point for at kravle på alle fire og 1 point for at kravle hen til sengen. Det giver altså 3 point i alt, hvis man ikke taber ærteposen.

Taber man ærteposen så giver det nul point. Når man har løst opgaven gives turen videre til næste deltager, og den deltager som først får 20 point har vundet. Enkelte kombinationer er for svære at udfører, og hvis man vurderer det, så må deltageren trække 2 nye kort.

Vi er glade for alle fire spil

Overordnet set er vi glade for alle fire spil, men de to spil som vi spiller suverænt mest er Alfabet og Balance. Alle fire spil giver gode muligheder for leg og læring, men det kræver en voksen, og at man giver sig tid til at snakke undervejs, og som voksen lægger nogle energi i det.

Det er givet godt ud, fordi det er en legende måde at give børnene mulighed for at træne både motorik, bogstaver og klokken.

Et godt fif er, at alle fire spil faktisk kan være i en af æskerne, hvis man ikke har alverden plads. Vi har puttet diverse brikker i små lommer, og så samlet alle fire spil med regler i en enkelt æske, og det kan lige præcis være der.

- Nina Bay Jensen

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilGames4u

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen