50 Clues spilanmeldelse

"Som det nok fremgår af ovenstående, er jeg meget begejstret for 50 Clues trilogien, som jeg synes sætter en helt ny standard for genren, og jeg ærgrer mig over at man ikke kan spille det igen. Heldigvis er der en fortsættelse i støbeskeen, så det vil jeg glæde mig til! Indtil da må jeg nøjes med at give Leopold trilogien mine varmeste anbefalinger!"

En spilanmeldelse af 50 Clues – Leopold trilogien

Alder: Anbefales fra 16 år + (ADVARSEL: Indeholder udpenslet vold. Uegnet for børn)

Nyt bud på escape room genren – og så alligevel ikke...

Jeg har her på bloggen tidligere anmeldt escape room spil fra EXIT – The Game serien samt Unlock Escape Adventures, og denne gang har jeg fået lov til at anmelde 50 Clues – Leopold Trilogien, som består af tre spil, hvis historie hænger sammen.

50 Clues er egentlig ikke et escape room spil, men spiller alligevel på de samme tangenter, så det bliver oftest omtalt som værende i den genre, og der er da også mange ligheder. 50 Clues er dog mere en slags ”spil historien” spil, hvor man som hovedpersonen Maria skal starte med at slippe ud fra et retspsykiatrisk hospital, for at finde sin søn, og derefter spilles igennem en historie, som strækker sig over de tre spil i trilogien.

50 Clues er udviklet af danske Jeppe Norsker, der efter den succes som serien har haft, er blevet brætspilsdesigner på fuld tid. Af andre titler Jeppe står bag kan nævnes f.eks. Match Madness (som blev kåret til årets familiespil i 2017) og Bermuda Pirates, som jeg også har haft den fornøjelse at prøve. 50 Clues - Leopold Trilogien vandt Juryens Specialpris ved den danske spilpris Guldbrikken i 2020, som er den største af de danske spilpriser.

Nogle af billederne i anmeldelsen her vil være fra det gratis prøvespil Templet i Kælderen, som man selv kan printe og spille, hvis man vil se om det er noget for en. Dette er for at undgå at afsløre for meget. Templet i Kælderen kan hentes på https://www.50clues.com/da/qr/free. Vi var så heldige at få en trykt udgave sammen med trilogien, så vi kunne bruge det som ”opvarmning” til at lære spillets mekanikker at kende.

Sådan spiller man 50 Clues

50 Clues minder i opbygning om Unlock serien (som du kan læse en anmeldelse af her), på den måde at det kun består af nogle kort og en app. Eller det vil sige, det er egentlig ikke en app men en hjemmeside, så man kan bruge mobiltelefon, tablet eller computer som man har lyst til.

Jeg kalder det dog en app, da spillet også gør det i vejledningen 🙂 Forskellen ligger mest i at fordi det er en hjemmeside, det kører igennem, skal man have adgang til internettet.

Spillet består af 50 kort (plus et par introkort), der er større end almindelige spillekort. Man vender det første kort, hvor der står en kort vejledning, samt et link til en video, der forklarer hvordan man spiller. Når man har set den, er man klar til at starte, og man går ind på hjemmesiden og finder det rigtige spil i serien, og trykker ”start spillet”. Herefter vender man det første kort i selve historien, og spillet er i gang.

Hvert kort er bygget op, så der er noget tekst forneden (på de fleste kort i hvert fald), der bringer en videre i historien, og et billede, hvor der kan være forskellige elementer på. Hvis der er et hvidt tal i en lille firkant, betyder det at man må tage det kort fra bunken. Hvis der er tal i røde eller sorte firkanter, er det noget, der skal bruges i appen. Tal i sorte firkanter er koder, som kan indtastes direkte i appen, hvis man f.eks. vil undersøge den ting, som koden peger på. Tal i røde firkanter skal kombineres med andre tal i røde firkanter, og det kan f.eks. være en nøgle i en lås, eller som introduktionsvideoen viser, en hund og et område på et kort, for at få hunden til at undersøge området.

Nu er det egentlig ”bare” at følge historien igennem en række opgaver. Hvis man går i stå ved nogle af opgaverne, kan man trykke på ”Hint” knappen i appen, og få ledetråde.

Hvis du gerne vil se introvideoen, der forklarer i flere detaljer, kan den ses på https://50clues.com/da/qr/intro.

Ikke for børn og sarte sjæle

50 Clues har en anbefalet aldersgrænse på 16 år, og det er der en grund til. Historien er mørk og ikke uden voldelige elementer, så man skal ikke være sart. Billederne på kortene er flot udført, og mest holdt i sort/hvid, hvor den eneste anden farve, der somme tider optræder, er rød.

Det fungerer super godt, og passer godt ind i temaet. Den eneste lille anke imod det, er at man skal have godt lys. Det er også noget af det første, der bliver sagt i introvideoen, men netop pga. temaet kunne det være fedt at kunne spille det i dæmpet belysning. Men det er jo bare en betingelse for den type spil, at man skal kunne se kortene ordentligt, for at fange alle sporene.

Rigtig god integration af app

En af de store forskelle i forhold til Unlock, som nok er det escape room spil, der ligner mest, fordi det også består af kort og en app, er at når man kombinerer ting i Unlock, skal man lægge kortnumrene sammen, og se om der er et kort med det pågældende nummer i bunken. Det sparer en for nogle forkerte svar, da man kan se at hvis kortet ikke er i bunken, skal de to ting ikke kombineres – men man bruger også meget tid på at bladre kortbunken igennem mange gange.

I 50 Clues taster man sine kombinationer ind i appen, hvilket vil sige at man kan forsøge at kombinere lige hvad man vil – men det gør også at man skal tænke mere over hvad man gør, for hvis man bare prøver sig frem, vil alle de forkerte kombinationer trække ned i det resultat, man får til sidst. En positiv effekt af dette er også, at der kan være flere ting på et kort, hvilket gør at man kan have mange flere elementer i spillet.

I stedet for at have én ting på et kort og kombinere kortnumrene, kan der være mange ting på hvert kort, som kan kombineres.

Appen fungerer godt, og har fint styr på hvor man er kommet til, på baggrund af de tal man har tastet ind. Vi oplevede i hvert fald ikke at få hints til de forkerte gåder. Nogle gange får man tekst til historien, når man har tastet noget ind i appen, og det fungerer faktisk rigtigt godt. Jeg har tidligere nævnt i min anmeldelse af Unlock, at jeg nogle gange har det lidt svært med at skulle bruge apps i brætspil, men 50 Clues føles ikke så meget som et spil, det føles mere som selv at ”træde ind i en historie” og følge den, og selvom man bruger appen mere end i f.eks.

Unlock, følte vi ikke at den overtog spillet. Man kan egentlig ikke vinde eller tabe som i et escape room, hvor man kan løbe tør for tid (man kan selvfølgelig tabe i 50 Clues, hvis man giver op, men hvis man trykker på Hint knappen nok gange, får man løsningen til hver opgave), og det er nok grunden til at det mere føles som en historie end et spil. Man får dog en score til sidst, som appen regner ud på baggrund af hvor mange forkerte svar man har givet og hvor mange hints man har brugt.

Vi startede blidt ud med 71% i det første spil, men brugte væsentligt færre hints i de næste

En positiv ting ved den måde appen fungerer på, er at man sparer en masse kort til hints (som i EXIT) og ”strafkort” (som både findes i EXIT og Unlock). Det gør at alle kortene i spillet kan bruges til historien, og at alle kort faktisk bliver brugt. Jeg har altid syntes at det var lidt synd med alle de hint-kort vi aldrig fik brugt i EXIT spillene – det virkede lidt som spild, især når man ikke kunne give spillet videre.

Det er også en fin detalje at man får en lille del-karakter i appen efter hver gåde, så hvis man rammer rigtigt i første hug, får man 5 stjerner, men hvis man rammer forkert eller bruger hints, trækker det lidt ned. Det er fint til at holde spillerne oppe på dupperne. Hvis man indtaster forkerte koder eller kombinationer, kommer den også med en lille tekst, der oftest kan hjælpe lidt, i stedet for bare at skrive ”forkert”.

Rigtige svar giver en karakter og sender en videre i historien.

Vores mening om 50 Clues

Jeg er fan! Indrømmet, man skal ikke være sart af sig, men selvom det er en temmelig mørk historie, synes jeg ikke at det tager overhånd – men en gang imellem skal man huske at det bare er et spil! Historien er hele tiden i centrum, og her har Jeppe Norsker virkelig gjort det godt!

Gåderne er nok det bedste jeg har prøvet i den type spil (her medregner jeg escape room spil). Opgaverne giver mening, og det synes jeg nogle gange mangler i andre opgaveløsnings-spil, hvor de kan være meget abstrakte. Hele tiden hænger opgaverne sammen med historien, og det er vigtigt for at beholde følelsen af denne kontinuerlige historie. Sværhedsgraden kommer nok an på hvem man er – vi syntes at det var lidt nemmere end de EXIT og Unlock spil vi har prøvet, men det vi havde problemer med i dem, var ofte at fange hvad det egentlig var vi skulle i nogle af opgaverne, og det problem havde vi ikke her. Derfor føltes det meget mere flydende.

Ligesom med andre spil af den type, kan man kun spille det én gang (medmindre man er ekstremt glemsom), da man jo kender alle løsningerne, når man har spillet det. Selve spillet kan dog godt bruges igen, da man i modsætning til f.eks. EXIT spillene ikke ødelægger noget undervejs. Spillet skal aktiveres af en kode, som står inde i æsken, og den kan bruges 30 gange, så der er rig mulighed for at lade venner og familie prøve også – eller bare sælge det videre, når man er færdig. Det trækker op at det kan bruges igen, og jeg synes endda at 30 aktiveringer er meget generøst – man kunne sagtens have sat en grænse på f.eks. 5, og så ville det stadig være billigt per gennemspilning.

Jeg kan også godt lide at der ikke er noget synligt ur til at stresse en, som der er i mange escape room spil. Jeg er sikker på at tiden tæller i den samlede score, men hvor meget den har at sige i udregningen ved jeg ikke, og det bekymrer mig egentlig heller ikke. I modsætning til escape room spil, er begrænset tid nemlig ikke en del af historien, og man føler derfor at man kan spille i sit eget tempo i stedet for at stresse. En gang imellem er der dog enkelte opgaver, der er tid på, hvis det passer ind i historien.

Det virker som om der er hentet inspiration fra især Unlock i forhold til opbygningen af spillet, men at man så har forbedret alle de ting man ikke kunne lide. Brugen af appen til at kombinere ting er selvfølgelig nok den største ændring, hvilket blandt andet sparer strafkortene, så man kan have flere kort med historie, men der er også små detaljer som f.eks. at numrene på kortene er i alle fire hjørner i stedet for på midten. Det kan virke som en lille bitte ting, men det er vildt meget nemmere at bladre i bunken og finde det rigtige kort, i forhold til når nummeret står på midten af kortet. Det kan f.eks. også virke som en lille detalje, at man får en lille bid tekst, når man har lavet en kombination eller indtastet en kode, men ”Du åbner døren til kælderen, og følger drengen ned ad trappen. Se kort 7” giver bare mere indlevelse end ”Korrekt, se kort 7”. Det gør at appen virker som en naturlig del af spillet i stedet for at man hopper ud og ind af historien, hver gang man skal bruge appen.

Det eneste lille minus for os herhjemme, som dog ikke skal lægges spillet til last, er at vi havde svært ved at finde tiden til at spille det. De tre spil hænger sammen som én lang historie i tre dele, og derfor syntes vi ikke, at der skulle gå for længe imellem at vi spillede dem – men det er ikke så tit vi har 2 timer til at spille (æsken siger 90 minutter, så vi ville gerne have 2 timer for at være sikre). Det kan klart anbefales at sørge for at have tid til alle 3 spil indenfor en overskuelig tidsramme, for når man er færdig med et spil, vil man i gang med det næste hurtigst muligt, fordi historien er så medrivende.

Som det nok fremgår af ovenstående, er jeg meget begejstret for 50 Clues trilogien, som jeg synes sætter en helt ny standard for genren, og jeg ærgrer mig over at man ikke kan spille det igen. Heldigvis er der en fortsættelse i støbeskeen, så det vil jeg glæde mig til! Indtil da må jeg nøjes med at give Leopold trilogien mine varmeste anbefalinger!

- Kim Larsen

Læs også spilanmeldelsen af Bermuda Pirates

Læs også spilanmeldelsen af Match Madness

Læs også spilanmeldelsen af EXIT: Den Gådefulde Villa

Læs også spilanmeldelsen af Unlock #1

Find spillet på www.50clues.com

50cluesAnmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen