Blueprints spilanmeldelse

Alder: Fra 8 år | Spilletid: Cirka 30 min. | For 2 - 4 deltagere

"Spillet kræver faktisk ikke så meget bordplads, hvis man kan overskue at tælle pointene sammen i hovedet og ikke behøver pointbrættet. Det, kombineret med kassens størrelse, betyder, at man sagtens kan tage spillet med sig rundt og spille mange steder, uden man nødvendigvis har et stort bord til at stille det hele på..."

Indhold i æsken

Spillet kommer i en god solid kasse, som ca. måler 23*15*4 cm.
Spillet indeholder: 1 spillevejledning, 32 terninger i 4 forskellige farver, 24 blåtryk (kort), 9 hædersbeviser (kort), 12 priser (kort), 4 skærme i forskellig farve, 1 pointbræt, 1 stofpose og 4 spillebrikker (point-markører)

Spillevejledningen var lige ved at få os til at opgive på forhånd. Vi måtte flere gange læse den igennem, og forsøgte også at stille tingene op efterhånden som vi læste os frem til, og alligevel forstod vi ikke helt.

Efter et par gennemlæsninger sammen, forstod vi hvordan det skulle spilles, men vi havde stadig svært ved at forstå, hvordan vi skulle regne point sammen.

Efter lidt tid opdagede vi, at der på skærmene også var illustreret, hvordan man skulle tælle pointene, hvilket hjalp os lidt. Så dette er et spil, hvor spillevejledningen er sværere at forstå end selve spillet egentlig er.

Spillet er vurderet til at kunne spilles fra 8 år og opefter for 2-4 spillere. Tiden er vurderet til at tage 30 min. En lidt irriterende detalje er stofposen, som terningerne skal lægges i, som ikke er syet ordentligt, hvilket betyder, at vi konstant har blå snore liggende på bordet, hver gang vi spiller.

Det er en lille ting, men på sigt, vil den dårlige syning formentlig betyde, at stofposen går helt op. Vi har derfor valgt, at sy vores egen stofpose. Alternativt kan man sikkert finde andre ting, at gemme terningerne i – fx en ganske almindelig farvet plasticpose.

Spil beskrivelse

Formålet med spillet er, at få flest point samlet sammen ved hjælp af sin ”bygning”. Dette er der flere muligheder for. Hver spiller skal være ”arkitekt” og alle trækker hvert sit ”blåtryk” (en teknisk tegning af en bygning).

Alle terninger lægges i den blå pose, og der bliver trukket 2 terninger, som skal signalere ”mest efterspurgte” – disse kommer i spil, hvis der er 2 eller flere som har det samme antal point og derved flere der deler førstepladsen. Disse 2 terninger skiftes efter hver runde.

Derudover trækkes 8 terninger, som ”kastes” og derefter lægges på bordet i rækkefølge efter antal øjne. På tur skal spillerne trække en terning, som bruges som byggemateriale på blåtrykket. Når der er taget en terning, tages en ny fra posen som ”kastes” og derefter lægges ind i rækkefølgen af de terninger, der i forvejen ligger fremme, så der altid er 8 terninger at vælge imellem.

Der skal på alle blåtryk bruges 6 terninger, og når alle har trukket 6 terninger (altså det har været din tur 6 gange) så stoppes runden og man tæller point sammen. Terningerne giver forskellige point ud fra farve, antal øjne og hvorledes de er lagt.

Det betyder, at der er flere ting/kombinationer, der giver point og derfor har man muligheden for bruge pointbrættet til at holde styr på pointene undervejs, mens man tæller sammen.

Der spilles i alt 3 runder – altså får man på 1 spil 3 blåtryk, der skal laves.

Efter hver runde deles prisen ud til den spiller, der har flest point. Derudover har man mulighed for at få hædersbeviser, hvis man har lavet kombinationer, som findes på disse kort. Dette betyder, at man undervejs i spillet, skal finde ud af hvilke point, man forsøger at gå efter.


Vores vurdering

Da vi først kom i gang med spillet, var det ikke så teknisk udformet, som det virkede til, da vi kæmpede med at forstå spillevejledningen. Grundtanken i spillet er faktisk ret simpelt, men det gør ikke spillet nemt af den grund.

Da der er mange forskellige muligheder for at samle point, betyder det at, man er nødt til at tænke sig om for at regne ud, hvilken strategi man vil bruge og hvad der bedst kan betale sig. Men samtidig bliver en del af spillet afgjort ved held, da det også afhænger af, hvilke 8 terninger der ligger fremme på bordet som man har til at bygge af.

Umiddelbart kan vi godt være i tvivl om, hvorvidt aldersniveauet passer. Der vil helt sikkert være 8 årige, der i hvert fald ikke helt kan overskue, hvordan man samler flest point.

Vores vurdering ligger måske tættere på, at man skal være 10+. Til gengæld passer det meget godt med at et spil tager ca. 30 min – det kan godt være lidt mindre, når man er 2 spillere og lidt mere når man er 4 spillere.

Spillet er lavet på en måde, så der er taget højde for pointfordelingen afhængig af, hvor mange spillere man er. Dette er gennemtænkt, og en fordel når man spiller. Spillet ændrer også lidt karakter, afhængig af hvor mange man spiller, hvilket også gør det lidt ekstra sjovt.

Det er helt sikkert en fordel at være matematisk/logisk tænkende, men held elementet giver dog alle en chance for at vinde. Man kan lægge en plan fra start ud fra sit blåtryk og de 8 terninger, der fra starten ligger på bordet. Men da terningerne udskiftes efterhånden, vil man ofte blive nødt til at ændre plan/strategi undervejs. I nogle tilfælde vil planen blive så ødelagt, at man gik fra muligheden for mange point til næsten ingen.

Spillet kræver faktisk ikke så meget bordplads, hvis man kan overskue at tælle pointene sammen i hovedet og ikke behøver pointbrættet. Det, kombineret med kassens størrelse, betyder, at man sagtens kan tage spillet med sig rundt og spille mange steder, uden man nødvendigvis har et stort bord til at stille det hele på.

Vores tanke var bl.a. at det kunne egne sig til en færgetur, hvor der blot er et lille bord – her passer tiden med de ca. 30 min. pr spil også meget godt.

Vi havde spillet med på efterårsferie, sammen med en masse andre spil. Blueprints endte med at være det spil, der klart blev spillet mest. Primært fordi det er et spil, man nemt lige kan tage et par runder af, når man har lidt tid at fordrive.

- Joan Frederiksen

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris623,96 kr Normalpris779,95 kr
På lager
Se varen