Dive spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende brætspil på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca 20 - 30 min. | Spillere: For 1 - 4 deltagere | Producent: SitDown Games! | Antal: 1 spil i æske.

"Som familiespil sammen med børn virker det for os bedre, end når vi kun spiller voksne. Her gør det ikke så meget, at der også er en del held med. Jeg kan anbefale Dive, da det er nemt at lære, hyggeligt og anderledes – jeg tør godt garantere, at I nok ikke har noget der ligner i spilsamlingen i forvejen..."

En spilanmeldelse af Dive 

På den afsides ø Windbark er dykning en ældgammel tradition. Ved sommersolhverv konkurrerer dykkere om at få fat i landsbyens hellige sten. Landsbyens ældste kaster den i vandet fra toppen af en klippe, og dykkerne skal nu prøve, med hjælp fra havskildpadder og kæmperokker, at blive den første til at nå ned til stenen, og dermed blive udråbt til helt. Men når man dykker, skal man huske at passe på hajer…


Så er stemningen sat til Dive, som er et ret anderledes spil, hvor spillerne skal bruges deres dybdeopfattelse til at se igennem en stak gennemsigtige plader, og gætte hvor langt nede de forskellige motiver på pladerne er.


Indholdet af æsken


I æsken finder man:

  • 1 papramme (der lige skal samles) og et stykke hvidt pap til at lægge under
  • 36 transparente plasticplader med forskellige havmotiver på, som passer i paprammen
  • En spillerplade, en dykkerbrik, en skærm, en papmusling og et sæt træbrikker med numrene 1-5 til hver spiller
  • Et pointbræt
  • 8 ”kæledyrsbrikker”
  • 1 sort dykkerbrik samt et lille sæt kort og 2 små ”boblebrikker” i pap til en automatiseret spiller.


Førstehåndsindtrykket er virkelig godt! Komponenterne virker fine, og er virkelig flotte. Der skal lige bruges lidt tid inden første spil på at samle en ramme af pap, samt at prikke nogle huller ud af nogle af plasticpladerne, hvilket ikke tager ret lang tid. Når rammen er samlet, passer den lige ned i æsken, som har en dejlig størrelse – lidt mindre end ”Ticket To Ride størrelse”, og ikke større end nødvendigt, og alligevel ligger alting trygt og godt på hver deres plads.


Spillereglerne


Spillereglerne er på engelsk, og er godt skrevet synes jeg. Det er fint formuleret uden en masse udenomssnak, og der er masser af eksempler. Man skal altså ikke lade sig skræmme af en regelbog på 9 sider – langt det meste er billeder og eksempler. Den sidste del af regelbogen er et par varianter, man kan bruge til at variere spillet lidt, og dem skal jeg nok komme kort ind på.


Sådan spiller man Dive


Hver spiller får et “dykkerbræt” (spillerplade), en skærm så de andre ikke kan se den samt et sæt træbrikker med tallene 1-5. Pointbrættet lægges så alle kan se det, og der lægges en dykkerbrik for hver spiller på 0. Man kan også lægge en farvet muslingeskal foran sin skærm, så alle kan se hvilken farve man er.


Paprammen med plasticpladerne sættes så alle optimalt set kan komme til at se på den direkte oppefra – det kan være en udfordring med et bredt bord, men så må man flytte lidt rundt – det er bedre at spillerne flytter sig for at se end at flytte paprammen, så alle får det samme lys.


Dive består af et antal runder, der alle foregår på samme måde. En runde består af 3 dele: ”Programmering” (bud), Dyk (afsløre buddene og se om man har gættet rigtigt) og hvile (få point for rigtige bud).


Spillet går ud på, at man skal se på bunken af gennemsigtige plasticplader, som har forskellige motiver på, og gætte hvor langt nede i bunken de forskellige motiver er. På spillerpladen er der 5 niveauer, og så skal man lægge sine træbrikker på dem, for at forsøge at ”vinde” hvert niveau – det kaldes at ”programmere dykket”.

For hvert niveau skal man først og fremmest gætte på, om der er en haj eller ej. Ens træbrikker er dobbeltsidede med en haj på den ene side, og hvis man tror, der er en haj på et givent niveau, vender man hajsiden opad. Der er også andre dyr, der kan hjælpe med at få point, og hvis man tror, at der er nogle af dem, gælder det om at byde højest med sine brikker. Man kan godt lægge flere brikker ovenpå hinanden for at forøge buddet, men så kan man ikke byde på alle 5 niveauer.

 

Jeg tror at der er hajer på de øverste 2 niveauer, men ikke nogle dyr, der vil give point, så jeg byder min 1’er og 2’er brik på de øverste to niveauer med hajerne opad. Til gengæld ser det ud til at de næste niveauer har gode ting og ingen hajer, så der byder jeg hhv. 5 og 7 med hajerne nedad, for at prøve at vinde dem.


Når alle har gættet, afsløres buddene, og plasticpladerne løftes ud af paprammen en efter en for at se om gættene er rigtige. Dette er 2. del af runden – dykket. Det vigtigste at gætte rigtigt på er hajer. Hvis man gætter rigtigt på haj/ikke haj, får man lov at fortsætte til næste niveau, men gætter man forkert, er man ude af den runde, og skal fjerne sine brikker fra det niveau, man gættede forkert på, og alle niveauerne derefter.

Hvis pladen har en skildpadde eller en rokke, får den, der bød højest, hjælp af de rare dyr, og dermed point. Hvis der er flere, der har budt det samme (og højest), er der ingen, der får hjælp af dyrene.

 


Når man har set på alle de plader, der er budt på, kommer man til hvilefasen. Her får hver spiller point for de brikker, de stadig har liggende på deres plade – altså de rigtige gæt mht. haj/ikke haj (man fjernede jo resten af brikkerne, hvis man gættede forkert). Efter dette, er det forfra med en ny runde, hvor man gætter og byder på de næste plader.


Når man når til 16 point på pointbrættet, kommer man ned til det dybe vand. Her kan rokkerne ikke hjælpe mere, men man får stadig point for skildpadderne. For at få point for de brikker man har tilbage i hvilefasen, skal de nu ALLE være rigtige!

Derfor kan det godt betale sig at slå nogle brikker sammen, og nøjes med at gætte på 2-3 lag, for rammer man forkert længere nede mht. hajerne, får man ingen point i hvilefasen.


Første spiller til 23 point vinder. Hvis flere spillere når 23 point i samme runde, er det den af dem, der når længst (pointbrættet fortsætter efter 23 af samme grund). Hvis de stadig står lige, må man bare spille et spil mere for at afgøre det.


Flere varianter i æsken


Når man lige har lært spillet (hvilket går ret hurtigt), kan man tilføje de varianter, der også følger med i æsken. Man kan f.eks. tilføje nogle kæledyr, hvor hver spiller får et, der giver en fordel én gang i løbet af spillet.

Hvert kæledyr har sin specielle fordel, f.eks. gør marsvinet det, at alle kun har 10 sekunder til at lave deres bud, eller kæmpeblæksprutten der kan lægges ovenpå plasticpladerne, så man ikke kan se, hvad der er nedenunder den.


Man kan også tilføje en automatiseret dykker - landsbyhøvdingen. Den kan enten bruges som modstander i et solospil, eller tilføjes som en ekstra modstander ved flere spillere. Den virker ved, at man vender et kort, der så viser hvilke værdier høvdingen har budt, og så kan han altså ”stjæle” skildpadder og rokker fra spilleren/spillerne.

Høvdingen gætter ikke på hajer – han har altid ret, og han gætter altid 4 niveauer ned på det lave vand, og som regel 2-3 niveauer når han kommer på det dybe vand.


Ligner ikke noget andet


Reglerne foreslår at man kan belyse pladerne nedefra f.eks. med en mobiltelefon, og det giver en ret cool effekt.


Dive er et ret anderledes spil. De fleste spil er enten ”almindelige” brætspil, eller også har de en form for behændighed/fingerfærdighed (“dexterity”) involveret, f.eks. knips i Flick ’em Up eller balance i Klodsmajor. Dive læner sig mest op ad de sidstnævnte, men alligevel ikke helt. Man stirrer og man stirrer, men det føles lidt som om, man ikke rigtigt bliver bedre til at se, hvor dybt de forskellige ting er nede, og netop det at kunne forbedre sig med øvelse, er ellers et af kendetegnene ved de fleste dexterity spil – altså at øvelse gør mester.

Dive kommer desværre til at føles ret heldbetonet, og det er egentlig synd, for det er en ret sjov ide. Men det kan også være, at vi enten ikke har spillet det nok endnu til at blive bedre, eller at vi bare ikke har særlig god dybdeopfattelse.


Selvom det virker heldbetonet, er det ganske fornøjeligt. Det virker dog bedst med 3-4 personer, for så bliver der lidt mere kamp om at vinde de forskellige lag. Man kan også tilføje den automatiserede dykker som en tredje spiller, hvis man kun er to, men da hans bud er helt tilfældige, giver det ikke så meget til bud-delen. Det virker også fint med 2 spillere, men det går ret hurtigt, så man føler at det næsten er for kort.


Hvad synes vi så om Dive spillet


For os mister Dive desværre lidt ved, at det bliver ved med at føles som om, det vigtigste er at være lidt heldig. Vi ville egentlig rigtig gerne kunne lide det bedre, for ideen virker sjov og god, og spillet er rigtigt flot. Hvis man ikke har så meget imod at held spiller en stor rolle, har Dive dog flere ting, der taler for sig: Det er flot, nemt at lære og enkelt at spille, og det er hurtigt – alt sammen noget, der gør det velegnet til at have børn med, og vores ældste datter Marie, har været med til det fra hun var omkring 7½ år uden problemer.

Når vi har spillet 2 spillere, ligger vi lige under 20 minutter for et spil, og det er uanset om vi har den automatiserede dykker med eller ej. Med 3 spillere, hvor den ene er Marie, ligger vi på 25-30 minutter, hvilket jo passer fint til den angivne tid på 30 minutter.


Som familiespil sammen med børn virker det for os bedre, end når vi kun spiller voksne. Her gør det ikke så meget, at der også er en del held med, og Marie synes at det er sjovt at gætte på, hvor de forskellige dyr er.

Det har måske noget at gøre med hvor mange spil vi spiller, at vi ikke er så meget for at held skal betyde for meget, hvor det for andre ikke gør noget, og hvis det er tilfældet, så kan jeg anbefale Dive, da det er nemt at lære, hyggeligt og anderledes – jeg tør godt garantere, at I nok ikke har noget der ligner i spilsamlingen i forvejen...

- Kim Larsen

 

Læs også spilanmeldelsen af Smart 10 Junior

Læs også spilanmeldelsen af Dragomino

Læs også spilanmeldelsen af Cupcake Academy

Anmeldelse af spilSitdown games!

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen