Equinox spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 40 - 60 min. | Spillere: For 2 - 5 deltagere | Sprog: (i reglerne) DK / NO / SE /FI | Variant: Den lilla udgave | Distributør: Asmodee

"Equinox er for os et “hurtig-spil”. Den type spil, som fx kan tages frem på hverdagsaftener, hvor man ikke har flere timer til at sidde og spille, og som er tilpas simpelt til, at man ikke behøver sidde og læse op på reglerne hver gang. Det er et spil, som kan spilles af både børn, unge og voksne. Jeg kan godt være lidt i tvivl om den anbefalede minimumsalder på 8 år måske er sat lidt lavt. Det kommer selvfølgelig også an på det enkelte barn, men personligt vil jeg mene, det er bedre fra 10 år og opefter..."

En spilanmeldelse af Equinox i lilla box

Spillet kommer i en god solid æske, med flotte illustrationer. Det fås i en lilla og en grøn variant, samme spil i hver sin æske. Vi har spillet den lilla variant.

Det indeholder spillevejledning på de nordiske sprog, 14 championkort (i grå farver), 154 skabningskort fordelt på 14 skabninger. 11 kamæleonskort (jokerkort), 3 trækort, 6 rækkekort, 11 forsvindingskort og 5 poser i forskellige farver med tilhørende 5 forudsigelsessten til hver.

Kortene er i god tyk kvalitet, men også meget store, så det kræver meget bordplads.

Den medfølgende pose til forudsigelsesstenene, har vi lidt svært ved helt at se en værdi i. Efter vores mening kan den egentlig kun bruges til at vise, hvad farve folk er, hvis de lægger den foran sig. Man kan godt lægge stenene deri, men de ligger lige så fint på bordet, hvor de både nemmere at få fat på samt nemmere at overskue ift. hvor mange, man har tilbage.

Spillevejledningen havde vi meget svært ved at forstå. Den blev læst igennem mange gange af både min mand og jeg uden vi blev meget klogere. Efter noget tid måtte vi opgive og gå på nettet og finde en instruktionsvideo – det hjalp.

Om selve Equinox spillet

For at vinde Equinox spillet skal man, ved hjælp af gode forudsigelser, få flest point ved spillets slutning.

Det handler om at forudsige, hvilke 3 kort der klarer sig frem til sidste runde og vælge, hvornår man tør satse på dem. Jo tidligere, man har satset på en skabning, des flere point får man – hvis det stadig er med i spillet til sidst.

Man spiller kun med 8 champions/skabninger, så inden spillet starter skal man først have valgt 8 ”championkort” ud som lægges i en række øverst. Dette kan gøres tilfældigt eller man kan blive enige om, hvilke 8 skabninger, man vil have med i spillet. De 6 rækkekort ligges i en kolonne nedad ude til venstre.
De overskydende championkort og tilhørende skabningskort lægges væk.

De 8 sæt skabningskort, der er med i det pågældende spil, blandes grundigt sammen med de 3 træ-kort og de 11 kamæleonskort. Hver spiller starter med at trække 8 kort, som han/hun skal sidde med på hånden. Man skal hele tiden have 8 kort på hånden, så når man har spillet et kort (eller smidt døde kort væk) skal der trækkes nye op.

Man skiftes til at udføre sin tur, som består af følgende:
- foretag eller afslør en forudsigelse
- spil et kort
- smid ”døde” kort fra din hånd
- træk kort
- evt. eliminering af skabning

I første tur kan man vælge at lave en hemmelig forudsigelse, ved at satse på en af de skabninger, man har et kort til på hånden. Dette giver 5 point, såfremt den pågældende skabning er en af de 3, der stadig er med i spillet til sidst. Derudover kan man vælge at lave forudsigelser undervejs i runderne, som er synlige. Disse giver fra 4 til 1 point, afhængigt af hvilken runde, man vælger at satse i.

Jo tidligere i spillet, man satser, des højere point kan man vinde. Omvendt er der jo så tilsvarende højere risiko for, at man får satset på en skabning, der ikke er med til sidst.

I bunden af kortet er der vist, hvilken særlig evne skabningen har. For at gøre brug af den særlige evne, skal man have kontrol over skabningen. Det får man ved at være den, som (synligt) har satset mest på skabningen.

Hvis fx Anders har satset på Moss Man i runde 1, har han 4 prestigepoint på den, da et synligt sats i runde 1 er 4 point værd. Når han spiller et Moss Man kort, kan han derfor gøre brug af dens særlige evne, som er at fjerne en forudsigelsessten, som allerede er lagt. Normalt kan man nemlig ikke flytte på disse sten, når først de er lagt. Evnen er altså tilgængelig, når man spiller den slags kort, som man har kontrollen over.

Anders kan dog miste kontrollen, hvis Beate laver en satsning på Moss Man i både runde 2 og 3, da hun derved tilsammen får 5 point. Eller hvis hun havde lavet en hemmelig forudsigelse på Moss man, som hun vælger at afsløre, som i sig selv er 5 point værd. Der kan dog være en ulempe i at afsløre sit hemmelig sats, da de andre spillere dermed ved, hvilken skabning de helst skal have ud af spillet.

Når man lægger synlige forudsigelsessten, kan der kun satses 1 gang på hver skabning pr. runde. Det vil sige, at det altså kun er Anders, der kan satse på Moss Man i runde 1, hvis han er den første til det. Til gengæld kan man godt risikere, at der er to eller flere spillere, som har lavet en hemmelig forudsigelse på samme skabning og de vil derved begge stå til 5 point, når de afslører deres forudsigelse.

Til slut i spillet får man point for de 3 skabninger, der stadig er med i spillet, som man har satset på.
Har man slet ikke lagt forudsigelsessten på nogle af disse 3, får man altså 0 point.

Kortene har i øverste venstre hjørne et tal. Dette er deres styrketal. Det er styrketallet, der bestemmer, hvorvidt en skabning klarer sig videre til næste runde.

Når der ligger et kort ved alle skabninger, stopper runden og den skabning, som har færrest styrkepoint udgår. I den eliminerede skabnings kolonne sættes fremadrettet et ”forsvindingskort” ind og denne er nu ude af kampen. Har man satset på denne skabning er det en (eller flere) spildt forudsigelsessten – medmindre man har kontrollen over Moss man og denne stadig er i spil, da dens særlige evne var at flytte en forudsigelsessten, som allerede var lagt ved en anden skabning.

Runden slutter dog kun, hvis der er en skabning som alene har færreste styrkepoint. Er der fx 2 skabninger som har 0 styrkepoint, så kører runden videre indtil en af disse stiger i point og efterlader den anden tilbage, som den eneste med 0 point. Man kan lægge kort ovenpå hinanden, så længe runden ikke er afsluttet og på den måde ændre styrkepoint både op og ned undervejs i runden.

Udover skabningskortene er der 3 træ-kort som også har særlige evner: 1 Ancestor og 2 Dryad.
Hvis man vil gøre brug af et træ-kort, lægges dette på bordet og smides herefter over i afkastbunken. Hvis man bruger Ancestor, kan man udpege en skabning, som stadig er med i spillet og bede alle spillere, der har lavet en hemmelig forudsigelse på denne skabning om at afsløre sin forudsigelse. Det kan altså tvinge nogen, til at afsløre deres hemmelige forudsigelse, hvis man rammer den skabning, de havde satset på.

Hvis man bruger Dryad må man tage et synligt kort, fra den nuværende eller tidligere spillet runder, op på hånden. Det kan fx være en fordel, hvis der lægger et kort med et højt styrketal i de tidligere runder på en skabning, man gerne vil have skal blive i spillet. Man kan også bruge det til at fjerne et højt styrketal fra en skabning i nuværende runde, som man ønsker bliver elimineret.

Sidst, men ikke mindst, er der kamæleonkortene. Disse fungerer lidt som jokere, og kan lægges ved alle skabninger i den nuværende runde. De har også styrkepoint, og tæller altså på samme vilkår, som hvis der lå et rigtigt skabningskort. Disse kort har dog også en særlig evne: de annullerer skabningens (hvis plads de ligger på) særlige evne.

Hvis Anders har kontrollen over Moss Man, men Beate ligger et kamæleonkort på Moss Man´s plads, får Anders ikke lov at gøre brug af Moss Mans særlige evne, selvom han ligger et Moss Man kort ovenpå kamæleonen. Hvis Anders havde planer om at gøre brug af Moss Mans særlige evne i den pågældende runde, vil det derfor kræve to Moss Man kort. Han kunne fx lægge et med lav styrketal for at ”annullere” kamæleonen, og i næste tur lægge et nyt Moss Man kort ovenpå denne, som har højere styrketal for at sikre Moss Man kunne fortsætte i spillet og så han med kort nr. 2 kan gøre brug af Moss Mans evne og fjerne en forudsigelsessten, som han havde placeret forkert.

Når sidste runde er spillet færdig, og man står tilbage med kun 3 skabninger, tælles point sammen fra de 3 skabninger, der klarede sig igennem.

Vores vurdering af Equinox spillet

Spillevejledningen var efter vores mening ikke særlig nem at forstå. Det er sjældent, vi er nødt til at ty til youtube, fordi vi slet ikke har forstået spillevejledningen, men det var altså nødvendigt her. Til gengæld var det ikke noget problem, da vi først så, hvordan turene var bygget op og hvad, man gjorde.

Da vi havde knækket koden og forstod spillevejledningen, så viste det sig, at det jo i bund og grund er et meget simpelt spil, som alle kan lære at spille.

Det er fedt, når man finder et spil, der er simpelt at lære (med hjælp fra youtube eller en der kender spillet i forvejen) og samtidig kan give flere timers underholdning, fordi spillet ændrer sig for hver gang, man spiller.

Det er gennemtænkt, at der er lavet 14 championkort, selvom man kun skal bruge 8 pr. spil. Det giver mulighed for, at man kan lave forskellige kombinationer og spillet ændrer sig afhængig af skabningerne, der er i spil.

Derudover så ændrer hvert spil sig selvfølgelig også ift. hvilke kort, man får på hånden og hvad man satser på. Groft sagt så vil alle spil blive forskellige, selvom det er de samme personer, der spiller.

Spillet egner sig både som et 2-personers spil og op til de 5 spillere. Jo flere spillere, des sværere bliver det at styre spillet i den retning, man ønsker, men det gælder jo for alle spillerne og gør det bestemt ikke til et dårligere spil.

Kunne jeg/vi ændre noget ved Equinox ville det være størrelsen på kortene. Det kræver meget bordplads at spille Equinox, fordi kortene er så store. Generelt er det flotte og solide kort, hvilket øger lysten til at spille, men størrelsen på kortene gør desværre, at det føles upraktisk og besværligt både at blande kortene og klargøre generelt til at komme i gang. Det er virkelig ærgerligt, for det gør faktisk, at vi har lidt tendens til at vælge noget andet, selvom det er et godt spil.

Equinox er for os et “hurtig-spil”. Den type spil, som fx kan tages frem på hverdagsaftener, hvor man ikke har flere timer til at sidde og spille, og som er tilpas simpelt til, at man ikke behøver sidde og læse op på reglerne hver gang.
Det er et spil, som kan spilles af både børn, unge og voksne. Jeg kan godt være lidt i tvivl om den anbefalede minimumsalder på 8 år måske er sat lidt lavt. Det kommer selvfølgelig også an på det enkelte barn, men personligt vil jeg mene, det er bedre fra 10 år og opefter.

Equinox er for vores vedkommende sluppet igennem nåleøjet og får lov at blive en del af vores store spilsamling. Men uden tvivl ville det blive fundet meget oftere frem, hvis det kom i en version, hvor kortene var mindre (fx samme str. som almindelige spillekort), så det fyldte mindre på bordet.

- Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af 7 Wonders: Duel

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride: New York

Læs også spilanmeldelsen af Wavelenght

Anmeldelse af spilAsmodeeCategory_anmeldelse af spil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris623,96 kr Normalpris779,95 kr
På lager
Se varen