Hubelino BIG kuglebane anmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 - 12 år | Materiale: ABS plast | Mærke: Hubelino | Antal: 1 kasse med 213 dele 

"Efter nu at have leget adskillige gange med Hubelinos kuglebane er der ingen tvivl om, at vi vil anbefale det til andre som er på jagt efter den rette kuglebane. Den stabilitet man kan opnå, når man bygger, er med vores kuglebane-erfaring ret unik, og dette er meget betydningsfuld, når man leger sammen med en lille krudtugle, der indimellem har nogle begejstrede bevægelser, som i værste fald ville kunne vælte elementerne. Selve elementernes kvalitet er helt i top, og der kan ikke sættes en finger på funktion og fysiske støbning"

En anmeldelse af Hubelino BIG kuglebane

De fleste forældre og mindre børn har set Gurli Gris. Det har vi i hvert fald hjemme hos os. Og ikke bare få gange – nej mange gange. Igen og igen faktisk. Et af de helt store favoritafsnit er det med kuglebanen. Og lige siden det udkom, har William ønsket sig sådan en.



Og som det oftest går, når de små har et konkret ønske, må vi, forældrene, på jagt. Vi har gennem tiden kigget på mange forskellige typer kuglebaner, læst anmeldelser, spurgte andre forældre til råds og undersøgt markedet på alle leder og kanter. Her er vi stødt på en tilbagevendende udfordring, som er, at kuglebaner helt generelt har en vis skrøbelighed, der gør, at der ikke skal meget til, før den vælter.

En vældig irriterende og vigtig faktor, som har diskvalificeret mange kuglebaner, men heldigvis har vi nu endelig fundet den rettet. Kuglebanen fra Hubelino er først og fremmest robust, og så lever den til fulde op til vores forventninger, hvad angår holdbarhed, stabilitet, kvalitet og ikke mindst underholdningsværdi.

En transportabel underholdningskuffert

Det første man stifter bekendtskab med, når man har købt Hubelinos ”big” kuglebane er den relative store, grønne kasse som kuglebanens elementer befinder sig i. Det kan måske lyde skørt, men selve denne kasse fortjener faktisk at blive fremhævet.

Vi var selv - i forbindelse med første udpakning af kuglebanens dele og elementer - ved at smide emballagen ud. Men her stoppede William os. Han synes kassen var virkelig flot med dens farvestrålende ydre og affotografering af en komplet samlet kuglebane. Derfor lod vi William beholde den, og det viste sig at være en fordel. For den lille ’papkuffert’ er ganske praktisk og gør det let at tage kuglebanen med omkring på f.eks. ferie, weekendture eller over til en kammerat eller veninde. Et lille håndtag gør det også muligt for såvel store som små at bære den.

Som enhver anden kuffert indeholder papversionen to sider, hvori indholdet er logisk opdelt. På den ene side sidder to elastikker, hvori man kan placere instruktionshæftet samt selve pladen, og hvor der fint kan være flere plader, hvis man ønsker det. Den anden side er opdelt af to rum, som hver især kan opbevare elementer til kuglebanen. For eksempel adskiller William hvide byggeklodser fra de farverige kuglebanedele inklusiv kugler. Denne opdeling gør det let og overskuelig at finde de korrekte dele, når man bygger. 

Og så til det lavpraktiske. For hvad er der så i kassen? Denne relativt store kasse indeholder i alt 213 dele, som er fordelt på byggeplade, hvide klodser i diverse størrelser, et hæfte med detaljeret instruktion til bygning af  to forskellige kuglebaner. Og sidst men ikke mindst en hel del kuglebanedele i røde, gule, grønne og blå farver fra sving til spor, bakker og halvspiraler. 

Vi er meget tilfreds med netop denne udgave. Der er tilpas mange elementer til at man kan bygge en lang bane og samtidig er indholdet overskueligt. I forhold til at bygge stort og højt, hvilket jo oftest er målet, når man bygger en kuglebane, så er den store fordel ved netop Hubelino, at det er hundrede procent kompatibelt med DUPLO/LEGO.  Og de fleste danske børnefamilier har formentlig allerede DUPLO/LEGO derhjemme, og dermed en masse ekstra byggeklodser til supplering, når der skal bygges i højden.

Konstruktion og fællesleg 

Mange børn, inklusiv vores dreng på fire år, vil naturligt give sig i kast med at forsøge at samle de mange dele, så kuglerne hurtigst muligt kan trille. Men det skal være sagt med det samme, at langt de færreste børn på fire år, som i øvrigt er dér, hvor det anbefalede aldersspænd starter (4-12 år), selv kan bygge en af de  af konstruktioner, som man kan lade sig inspirere af i den medfølgende instruktionsbog. Det kommer helt sikkert med endnu flere timer på gulvet sammen med far, mor eller nogle ældre venner, som har lidt øvelse med at konstruere.



I instruktionsbogen er der to forskellige modeller. Instruktionerne skrider kronologisk frem, og for hver side lægges lag for lag på. Man skal holde tungen lige i munden for at få placeret brikkerne og delene korrekt, og små fejl kan i de enkelte lag påvirke det færdige resultat, som enten bliver skrøbeligt eller ukomplet, hvis ikke klodserne placeres korrekt.

Igen skal det understreges, at kompleksiteten også her er høj og nok overambitiøs for en fireårige, der forsøger sig uden assistance. Til gengæld fungerer det rigtig fint, når vi forældre styrer og koordinerer med instruktionsbogen i hånden, mens legens yngste deltager kan finde de enkelte dele og med guidning kan sætte dem på pladen. På mange måder en hyggelig leg, som inkluderer alle mand og bidrager til fællesskabsfølelse.

Der ligger også en stor læring for børn i selv at forsøge at bygge og skabe. Om end resultatet ikke bliver som ønsket, så er der ingen tvivl om, at de små med tiden tillægger sig unik forståelse af, hvordan en konstruktion bliver bedst og stærkest. Stabilitet er et ord som William for alvor har lært i forbindelse med kuglebanebyggerierne.

Vores vurdering 

Efter nu at have leget adskillige gange med Hubelinos kuglebane er der ingen tvivl om, at vi vil anbefale det til andre som er på jagt efter den rette kuglebane. Den stabilitet man kan opnå, når man bygger, er med vores kuglebane-erfaring ret unik, og dette er meget betydningsfuld, når man leger sammen med en lille krudtugle, der indimellem har nogle begejstrede bevægelser, som i værste fald ville kunne vælte elementerne.

Selve elementernes kvalitet er helt i top, og der kan ikke sættes en finger på funktion og fysiske støbning.

Som med meget andet legetøj findes der også en bred pallette af inspirationsmuligheder i forhold til byggeri af Hubelino kuglebaner. Instagram, en simpel Google-søgning og Youtube har vi benyttet.

Men ikke kun selve byggeriet er værd at fremhæve, for når William sammen med os forældre eller med farfar eller bedstefar har bygget færdigt, har han faktisk også brugt rigtig lang tid på at lege med kuglebanen efterfølgende og på at følge kuglernes bane rundt og rundt.

Man kan tilkøbe diverse gadgets og ekstra elementer, og flere af disse står allerede på Williams ønskeseddel. Vi er sikre på, at kuglebanens levetid hjemme hos os er lang, hvilket må siges at være en stor fordel på mange parametre.

Og når alt kommer til alt, er det ikke mor eller fars ambitioner for, hvor vild en konstruktion kan blive, det handler om. Nej, det er børnenes ideer og fantasier, der skal realiseres og afprøves – med eller uden assistance, og til det er Hubelinos kuglebane fremragende legetøj.

Uanset højder, sving osv., er der julelys i øjnene, så snart kuglerne via tyngdekraften triller ned, som i øvrigt også er en god basislære: At kuglen skal kunne trille nedad for at komme i ”mål”.

- Marie Koldkjær 

Læs også anmeldelsen af Hubelino Mega kuglebane

Læs også anmeldelsen af Hubelino kuglebane 

Læs også anmeldelsen af Hubelino Basis kuglebane 

 

Anmeldelse af legetøjHubelino

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris623,96 kr Normalpris779,95 kr
På lager
Se varen