Right Or Wrong spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spilletid: Ca. 15 - 30 min. | Spillere: For 2 eller flere deltagere

"Right Or Wrong er et simpelt spil at lære. Det er hurtigt at finde frem, hvis man keder sig en aften, men ikke orker at finde det helt store brætspil frem, der tager lang tid at spille. Vores erfaring er, at det kan være sjovt at spille som et hurtigt spil, men ikke noget man spiller flere timer i træk..."

Om Right Or Wrong kortspillet

Right Or Wrong spillet kommer i en lille æske (måler 16 * 16 cm) i solid og god kvalitet. Det er anbefalet fra 15 år og opefter og fra 2 spillere.

Der medfølger en spillevejledning, blyant (uspidset), papirblok, sorte poletter (svarbrikker) og 100 ”spørgsmålskort” (med 6 spørgsmål på hver).

Spillevejledningen er kort og hurtig at læse og forstå. Det kræver derfor ikke lang tids forberedelse.

På alle spørgsmålskort er der 3 påstande på hver side - med svarene på modsatte side.

Man kan spille det som enkelt-spillere eller på hold. På hver svarbrik er der et tal på den ene side og enten et W (wrong) eller et R (right).

Blyanten der følger med, var ikke så god. Vi forsøgte at spidse den, men den blev ved med at knække. Så vi endte med at tage en anden blyant. Mine døtre har jævnligt blyanter fra skolen, som er brugt tilpas meget til, at de passer ned i det lille hul i spilleæsken, hvor blyanten skal ligge.

En deltager tager et kort fra bunken og læser de 3 påstande op for alle spillere. Herefter skal alle vælge om de tror påstandene er rigtige eller forkerte.

Deltageren, der læste kortet højt, skal også give sit svar. Man skal vælge for hver påstand på kortet. Der kan fx være 2 rigtige og 1 forkert på samme kort.

Hvis man mener påstand nr. 1 er forkert, tager man en brik med tallet 1 og et W på bagsiden og lægger på bordet foran sig. Mener man at påstand 2 er rigtigt, tager man en brik med tallet 2 og et R på bagsiden.

På denne måde skal man altså til sidst have 3 brikker liggende foran sig med talsiden opad. Når alle har svaret, vender man sine brikker om og oplæseren vender nu kortet op og læser svarene på bagsiden.

Point noteres herefter på blokken. For hvert rigtigt gæt får man 1 point og den første, der når 20 point, har vundet spillet.

Right Or Wrong er et simpelt spil at lære. Det er hurtigt at finde frem, hvis man keder sig en aften, men ikke orker at finde det helt store brætspil frem, der tager lang tid at spille.

Hvorvidt man vil komme til at elske spillet, afhænger nok meget af, hvordan man er som person og hvilke typer af spil, man godt kan lide.

Spørgsmålene har ”forskellig sværhedsgrad”, men man kommer ikke udenom en masse spørgsmål, som man ikke har den fjerneste ide om.

Det er en del af spillet, at man ikke ved alt og netop nødvendigheden i, at alle bliver nødt til at gætte på svaret de fleste gange gør, at det bliver på mere lige vilkår, man spiller.

Vores erfaring er, at det kan være sjovt at spille som et hurtigt spil, men ikke noget man spiller flere timer i træk.

Personligt har jeg svært ved spil, der i så høj grad gælder om at gætte rigtigt.

Men hvis jeg får overbevist mig selv om, at spillet ikke behøver at handle om viden og om at vinde, så er det et ganske udmærket spil, der kan få lidt samtale i gang om ting, man ikke vidste.

Right Or Wrong er et spil, hvor man helt sikkert undervejs kan sige: ”nå der kan man bare se, det vidste jeg ikke”...

Har man en rigtig god hukommelse, kan det være en ide, at lade spillet ligge i skabet indimellem i nogle perioder, da der helt sikkert vil være spørgsmål og svar, som undrer en så meget, at man netop husker det i noget tid fremadrettet.

- Joan Frederiksen

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilGame inventors

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen