The Mind anmeldelse

Alder: Fra 8 år | For 2 - 4 spillere | Spilletid: Cirka 20 min.

"The Mind er et spil, hvor man samarbejder i stedet for at konkurrere. Det er utroligt enkelt, men overraskende svært. Her kan du læse hvorfor..."

Spillet der kan lære jer at læse hinandens tanker...

The Mind går ud på, at du og dine medspillere skal lægge kort med tal på bordet i den rigtige rækkefølge. Det lyder da let nok, ikke?

Svaret er et klart ”nej”. Det er langt fra nemt, for I må slet ikke tale sammen eller signalere til hinanden på andre måder.

Ganske enkelt

The Mind består af 100 kort med tallene fra 1 til 100. Ud over det er der nogle kort med liv og kastestjerner. Dem kommer vi tilbage til.

Man spiller The Mind over op til 12 runder afhængig af, hvor mange spillere I er. I starten af hver runde får hver spiller lige så mange kort som nummeret på den runde, I er nået til. Hver spiller får 1 kort i runde 1, to kort i runde 2 og så videre.

Nu er I klar til at lægge kortene ned i den rigtige rækkefølge. Fra det laveste til det højeste kort. Der ingen ture, så I skal hver især vurdere, hvornår I tror tiden er inde til at lægge jeres kort. Og det er sværere, end det lyder. Hvis kortet med nummer 23 ligger på bordet, og du har nummer 34 på hånden er det svært at gætte, om de andre har et kort ind i mellem.

Det, der gør spillet svært, er selvfølgelig, at du ikke kan sige, hvad du har på hånden. Derfor er du nødt til at koncentrere dig og få en fornemmelse af, hvordan alle de andre spiller. Nogle runder er lette, fordi jeres kort ligger langt fra hinanden. Men for det meste er jeres tal tæt på hinanden, og det gør det svært at ramme rigtigt.

Liv og kastestjerner

Hver gang nogen spiller et kort, og en anden spiller har et lavere kort på hånden, mister holdet et liv. Alle kort, der er lavere end det, der blev spillet, bliver lagt til side, og så fortsætter runden.

Fra starten har man 2 til 5 liv alt efter, hvor mange spillere man er, og hvor svært I synes, det skal være.

Den sidste type kort er kastestjernerne, som man kan bruge for at gøre det lidt lettere for hele holdet. Fra starten af spillet har i 1 kastestjerne. Når I vælger at bruge den, kan alle spillere skille sig af med det laveste kort, hun eller han har på hånden.

I løbet af spillet vinder I flere liv og kastestjerner, når I gennemfører visse runder.

Hvis I kommer igennem alle niveauer uden at miste alle jeres liv, vinder I.

Og hvis I har brug for en endnu større udfordring kan i spille ”blindt”. Det betyder, at spillet er det samme bortset fra, at I placerer kort med forsiden ned i stedet for op. Først når I har lagt alle rundens kort ved I, om I ramte den rigtige rækkefølge eller ej.

Prisbelønnet

The Mind har vundet utallige priser for den usædvanlige spiloplevelse. Blandt andet løb det med den største danske spilpris, Guldbrikken, for familiespil i 2018 og blev kåret til "Årets Spil for familier" i 2019, af Legebranchen (LEG).

Det gælder om at synkronisere sig med hinanden, så man på en eller anden måde får den samme opfattelse af, hvornår man lægger hvad. Det er en spændende udfordring.

Det er fedt at vinde spillet, fordi det føles som en præstation, og fordi man er sammen om det.

Det er et godt familiespil, så snart børnene har godt styr på tallene. Og fordi det kun består af en stak kort er det let at have med overalt.

Usædvanligt og fascinerende

The Mind er meget interessant. På overfladen er det et enkelt spil om at spille kort i stigende rækkefølge uden at vide, hvad de andre har på hånden. Men det kan give en meget større oplevelse, når det hele klikker.

Hvis I spiller det flere gange med den samme gruppe, bliver I efterhånden mere synkroniserede og bedre til at finde den rigtige rækkefølge. Det er en speciel oplevelse. Det er sjældent, at man på den måde føler, at man udvikler sig ved at spille et spil.

Spillet kræver, at alle spillere går op i det og koncentrerer sig om at gøre sit bedste. Men med den rigtige gruppe medspillere, er det spændende og meget udfordrende.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilVennerød

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris623,96 kr Normalpris779,95 kr
På lager
Se varen