Toys for Life Årstidernes Lotto spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 - 6 år | Materiale: Pap/Træ | Mærke: Toys For Life | Antal: 1 stk. 

"Toys for Life har virkelig skabt et fint billedlotteri med årstiderne. Det er leg kombineret med læring, når det er allerbedst. Udover de aktiviteter, som man bliver præsenteret for i vejledningen, er der også rig mulighed for, at bruge sin fantasi og skabe sine egne aktiviteter med tingene, som følger med i æsken. Eksempelvis kan man med de flotte årstidsplader igangsætte nogle gode snakke omkring årstiderne, kendetegnene og oplevelserne der knytter sig til"

En spilanmeldelse af Toys for Life Årstidernes Lotto 

Personligt synes jeg, at vi er meget heldige her i lille Danmark. Tænk engang, at vi har mulighed for, at opleve alle fire årstider med alt hvad det indebærer.

Vinteren med dens sne, kulde og julens hygge, hvor vi samles med dem vi har kær. Forår hvor alt spirer, hvor solens stråler langsomt begynder at varme og hvor de mange farver kommer tilbage i den danske natur.

Sommerens varme måneder med ferie, lange solrige dage, hygge i haven med jordbær og familieture til badestranden. Efteråret hvor de smukkeste røde, gule, orange og brune nuancer spreder sig, hvor fuglene trækker og hvor vindens pust holder dragen i luften.

Alt dette opleves på et år i Danmark, så selvfølgelig er årstiderne også et emne, som børnene interesserer sig for.

Lotto 4 seasons fra Toys for Life giver rig mulighed for, at imødekomme denne interesse hos børnene og bygge videre på deres viden om de fire årstider, på en legende måde.

Kort om Årstidernes Lotto 

Toys for Life er en serie af produkter, som er lavet til at støtte barnets matematiske, sproglige og motoriske udvikling i hjemmet. Serien er udviklet i tæt samarbejde med teamet bag Educo, som er kendt for deres legende tilgang til udvikling hos børn.

Toys for Life kan opdeles i tre hovedkategorier; matematik, sprog og motorik. Kategorien på det enkelte produkts indhold, kan kendes på æskens design og farve.

Produkterne med fokus på matematisk udvikling kommer i et orange design, produkterne med fokus på sproglig udvikling kommer i et blåt design og produkterne med fokus på motorisk udvikling, kommer i et grønt design.

Mister man en vejledning til sit Toys for Life produkt, kan den findes på deres hjemmeside toysforlife.com.

Praktisk om Årstidernes Lotto 

Lotto 4 seasons anbefales til børn i alderen 3-6 år. Læringsspillet kan spilles af to til fire børn. Varigheden af aktiviteten varierer alt efter indhold og barnets motivation til at deltage. Et almindeligt spil årstids billedelotteri varer cirka 10-15 minutter.

Sværhedsgraden kan justeres således, at det enkelte barn stilles over for passende udfordringer.

Der medfølger en vejledning til opgaveløsningen. Vejledningen er på flere forskellige sprog heriblandt engelsk.

Lotto 4 seasons indgår i Toys for Lifes blå kategori.

Æsken indeholder:

  • Fire træ spilleplader med hver deres årstid.
  • 24 træ brikker med årstidsmotiver på.
  • En brugervejledning.

Aktivitetens gang 

Årstiderne møder banko i dette fine læringsspil.

I den medfølgende vejledning bliver man præsenteret for to forskellige måder at spille billedelotteri på, med indholdet i Lotto 4 seasons.

Pladerne har to sider, i den første aktivitet skal siden med årstidslandskabet bruges. Hver deltager får en plade, herefter tages der én ad gangen, en motiv brik. Brikken beskrives for deltagerne, deltageren med den rigtige og matchende plade får motiv brikken. Deltageren skal sætte nogle ord på, hvorfor motiv brikken passer netop til den årstid.

Hvis pladen vendes, kan barnet selv tjekke, om det er de rigtige motiv brikker.

I den anden aktivitet spiller man billedelotteri, som de fleste kender det. Her bruges siden af pladen, som er ens med motivet på motiv brikkerne.

Lotto 4 seasons kan også bruges som samtalespil, hvor der er fokus på de fire årstider og kendetegnene ved disse.

Pigernes egne ord 

Silje 8 år: “Jeg synes, at det er virkelig hyggeligt, at spille billedelotteri med min familie. Jeg kan godt lide, at der er to måder, som man kan spille det på. Den ene er faktisk helt som i normalt billedelotteri. Den anden måde synes jeg, faktisk er lidt sjovere, for der skal man tænke over, hvad der hører til hvilken årstid. Jeg synes det er nogle flotte billeder, der er på pladerne.

Min yndlingsplade er den med efteråret, for der har jeg nemlig fødselsdag.”

Lucca 5 år: “Jeg kan godt lide at spille årstids billedelotteriet, jeg synes, at det er sjovt.

Når vi spiller det med den side af pladen, hvor der er et stort billede, synes jeg, at det er lidt sværere. Det er fordi, at man selv skal finde ud af, hvilke små brikker, der hører til ens plade. Det syntes jeg, var lidt svært i starten, men så snakkede vi om de fire årstider og så syntes jeg, at det blev lidt nemmere.

Jeg har fødselsdag, når det er sommer, så det er min yndlings årstid.”

Morens og pædagogens vurdering af Årstidernes Lotto 

Toys for Life har virkelig skabt et fint billedelotteri med årstiderne. Det er leg kombineret med læring, når det er allerbedst. 

Udover de aktiviteter, som man bliver præsenteret for i vejledningen, er der også rig mulighed for, at bruge sin fantasi og skabe sine egne aktiviteter med tingene, som følger med i æsken.

Eksempelvis kan man med de flotte årstidsplader igangsætte nogle gode snakke omkring årstiderne, kendetegnene og oplevelserne der knytter sig til.

Derudover kan man også lave en aktivitet, hvor barnet skal tegne om årstiderne, det kan være at barnet skal tegne sin yndlings årstid, den årstid hvor barnet har fødselsdag eller andet, som man selv finder på.

Man kan også have en aktivitet, hvor man gennemgår motiv brikkerne for sig og sætter ord på hvad det er, hvad det bruges til og hvilken årstid det hører til.

Som med alle andre læringsspil er tilgangen og udbyttet forskelligt fra barn til barn. Lotto 4 seasons henvender sig til både førskole- og indskolingsbørn, med gode muligheder for at justere i legen.

Silje kan i alt sin enkelthed bare godt lide at spille billedlotteri. Dertil har hun selvfølgelig et læringsudbytte, når det kommer til, at kunne snakke ud fra et motiv, hvilket hun kommer til at have glæde af, når hun skal fremlægge sine opgaver senere hen.

Lucca lærer både om årstiderne, årets gang og så øver hun sig i den grad også på at bruge sproget på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. En rigtig god læring for de børn, som snart skal starte i skole. 

Æsken som Lotto 4 seasons kommer i, er i kraftigt pap materiale og med en smart magnetisk lukning, som gør det nemt for pigerne selv at åbne og finde frem.

Den medfølgende vejledning er meget kort og præcis, så man kan hurtigt komme i gang.

Herhjemme er vi blevet glade for at tage en omgang årstids billedlotteri. Det er virkelig et fint spil, udført i nogle fine materialer med flotte motiver. Dertil kommer den vigtige kombination af leg og læring, som vi er store fans af hos os. 

- Maria Ejler 

Læs også spilanmeldelsen af Toys for Life Ringe og stave

Læs også spilanmeldelsen af Toys for Life Byg figurerne 

Læs også spilanmeldelsen af Sorter Bjørnene 

 

Anmeldelse af spilToys for life

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris623,96 kr Normalpris779,95 kr
På lager
Se varen