Candy Monsters spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende spil på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca. 30 min | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Mærke: Danspil | Antal: 1 spil i æske

"Bortset fra forvirringen omkring kisterne, er Candy Monsters et rigtigt fint børnespil. Det er ikke bare at slå med en terning og flytte – der er stadig masser af held fra terningerne, men der ligger noget overvejelse i hvilke man skal beholde, og hvilke man skal rulle om, når man har 4 forskellige monstre, man kan gå efter, og den overvejelse er god til ungerne..."

En spilanmeldelse af Candy Monster

Din yndlings-slikbutik har brug for hjælp! Der er blevet stjålet slik i nattens mulm og mørke, og sporene peger på candymonstrene. Spillerne må nu påtage sig opgaven at finde candymonstrenes hemmelige lager af slik, og overvinde de monstre, de møder på deres vej.

Candy Monsters er et børnespil, som er designet af danske Kenneth Lenander, kan spilles af 2-4 spillere fra 6 år, og tager ifølge æsken ca. en halv time. Men hvordan fanger man candymonstre og finder frem til deres sliklager? Lad os se hvad Candy Monsters er for en størrelse.

Indhold af æsken

I æsken finder man en spilleplade, en bunke monsterkort og nogle kistekort, 35 slikpointbrikker af pap, terninger, spillerbrikker og 15 nøglebrikker af træ.

Komponenterne er fine, og der er pladser i æsken til alting, så det er hurtigt at stille op, når man skal spille – til gengæld er slikbrikkerne en smule irriterende at putte i æsken, når man pakker sammen igen, fordi de skal vende på en bestemt måde, for at kunne være i deres huller. Der er en del overflødig plads i æsken, men hvis æsken var mindre, skulle spillepladen foldes flere gange for at kunne være der, så det er nok bare sådan det er.

Sådan spiller man

Inden man kan komme i gang, skal brættet lige sættes op. De 35 slikbrikker blandes, der tages 6 fra, som ikke skal bruges, og resten lægges med sliksiden opad på felterne på brættet. De 4 farver monsterkort lægges i hver deres bunke midt på brættet, og der trækkes 3 kistekort, som lægges under monsterkortene. Hver spiller får en brik, som sættes på startfeltet, og så er man klar til at spille.

Når man har tur, slår man med de 4 hvide terninger – 3 almindelige terninger med øjne, og en bonusterning med forskellige motiver på siderne. Bonusterningen slås kun én gang, og giver en engangs-bonus, f.eks. et stykke slik, en ekstra terning eller et ekstra slag, hvorimod de almindelige terninger må slås op til 3 gange, hvor man så gemmer dem, man synes man kan bruge, ligesom i Yatzy.

Øjnene på terningerne skal bruges til at fange monstre! Midt på spillepladen ligger 4 bunker med forskellige farver monstre, og nederst på dem står der, hvad man skal bruge for at fange hver af dem. Nogle af dem kræver bestemte sider på terningerne, andre kræver en sum, der skal rammes.

Saml slik og ryk frem

Monstrene man fanger, giver slik, som man bruger til at rykke frem på spillepladen. 1 stykke slik = 1 felt frem, så fanger jeg et monster med 2 stykker slik og et med 3 stykker slik, må jeg altså rykke 5 felter frem. Når man rykker frem som den forreste spiller, vender man slikbrikkerne efterhånden, som man rammer dem, og her kan man være så uheldig, at der er en monsterfælde på bagsiden.

Monsterfælden er et overraskelsesangreb, der kun rammer den spiller, der lander på feltet første gang, og dermed vender brikken, og det gør at man ikke må rykke videre, selvom man skulle have mere slik tilbage. De andre spillere bliver ikke påvirket af fælden, for når de kommer til den, er den jo afsløret, og så er der ikke meget overraskelsesangreb over det.

Grøn vendte en monsterfælde, og kan derfor ikke rykke videre, selvom han havde slik til 2 felter mere. Nu er monstret afsløret, og påvirker ikke de andre spillere, når de når dertil.

Sidst, men ikke mindst, er der kisterne. Nogle af monstrene giver nøgler, som man kan bruge til at åbne kisterne midt på spillepladen med. Når man har fået 3 nøgler, kan man åbne en kiste, som kan indeholde forskellige mængder slik, så man kan komme endnu længere fremad.

Og det er egentlig dét. Første spiller, der når hulen med monstrenes slikkiste, vinder.

Lidt forvirring omkring kisterne

Reglerne til Candy Monster er ret ligetil og nemme at finde ud af – og så alligevel… Der var en enkelt ting, vi blev i tvivl om, og som ikke var så tydeligt i reglerne, og det gælder skattekisterne. Reglerne siger, at når man har 3 nøgler kan man åbne en skattekiste – men der står ikke om man skal, eller om man må gemme nøglerne til senere. Det kan gøre en ret stor forskel pga. monsterfælderne.

Da man skal lægge sine slikstykker fra fangede monstre og åbnede kister sammen, inden man begynder at flytte, er det ikke sikkert at man har lyst til at åbne kisten, hvis man er forrest, for så er der en vis risiko, for at ramme en monsterfælde, og så er slikket i kisten bare spildt. I stedet kan den være god at gemme, til hvis man skulle blive indhentet og komme bagud, for så kan man lave et ordentligt ryk fremad, når en anden spiller har gjort det hårde arbejde og afsløret bagsiderne af felterne foran en.

Med et par heldige slag, som gav nøgler til en kiste, fik jeg hele 8 stykker slik på én tur. Ofte fanger man dog kun 1 monster i en tur.

Vi er kommet frem til at kisterne er en slags ”catch up”-mekanisme, altså noget, der skal gøre, at man har en bedre chance for at indhente den førende spiller, og at man derfor skal åbne en kiste, når man kan, så den førende ikke bare kan gemme nøgler til 2-3 kister, og derfor lave en kæmpe slutspurt.

I det hele taget gør monsterfælderne det, at ingen rigtig har lyst til at ligge forrest, da risikoen for at de monstre man møjsommeligt har samlet, går til spilde – det føles faktisk lidt ligesom Power Grid, hvor det heller ikke er nogen fordel at ligge forrest før til allersidst. Når man vælger at kisterne skal åbnes, når man kan, er dette dog ikke noget stort problem, for man vil jo altid gå efter at fange monstre til så mange point som muligt, men spiller man med at man må gemme nøglerne, kan det få spillet til at trække ud, da man måske vil gå mere efter nøgler end slik, hvis man er foran, for at lade de andre komme foran og vende brikkerne, og så senere åbne en masse kister på en gang.

Vores mening om Candy Monsters

Bortset fra forvirringen omkring kisterne, er Candy Monsters et rigtigt fint børnespil. Det er ikke bare at slå med en terning og flytte – der er stadig masser af held fra terningerne, men der ligger noget overvejelse i hvilke man skal beholde, og hvilke man skal rulle om, når man har 4 forskellige monstre, man kan gå efter, og den overvejelse er god til ungerne.

Der ligger lidt sandsynlighedsregning i det (selvom de ikke ved, hvad det er for noget), som vi kan se at Marie bliver bedre til for hver gang. I starten gik hun bare efter det monster, der gav mest slik, men nu er hun blevet bedre til at se på sit første kast, og afkode hvilke terninger, der giver størst chance for at få et af monstrene. Det at man sorterer 6 brikker fra i opsætningen, gør også at man aldrig helt ved, hvor mange fælder der er (selvom man selvfølgelig ved at der højst er 7).

Udover det med at udvælge terninger, for at fange flest mulige monstre når man har tur, er der ikke mange valg at træffe i Candy Monsters – når monstrene er fanget, er det bare at tælle det slik man har fået, og flytte sin brik derefter. Det gør dog ikke så meget, når det nu er et spil fra 6 år – et godt børnespil skal have nogle valg at træffe (vi er forbi det med at slå med en terning og rykke, for at se hvem der kommer først i mål), men ikke så mange at det bliver uoverskueligt for barnet.

Derfor er Candy Monsters et fint spil til de 6-7 årige, men det bliver nok for simpelt efter det. Marie er 7, og spiller efterhånden lidt forskellige ”voksenspil” som Carcassonne, Ticket to Ride og Takenoko, og det vil hun hellere end de fleste af børnespillene, fordi de bliver kedelige, når nu hun kan noget mere. Candy Monsters er ikke blevet kedeligt endnu, så jeg tænker at 6-7 år er sweet spot for spillet.

Og hvis man skal have et lidt større barn med, f.eks. for at få en spiller mere, når der spilles med en mindre søskende, kan man lokke med vores lille trick: At lægge et stykke slik på hvert felt (sådan nogle små nogle fra f.eks. Click Mix), som man får, når man er den, der vender en brik – så tænker jeg at vi stadig kan lokke Marie med, når Stine bliver stor nok til at spille det (og der er ingen problemer med, at ingen vil ligge forrest)

- Kim Larsen

Læs også spilanmeldelsen af Klodsmajor

Læs også spilanmeldelsen af Bermuda Pirates

Læs også spilanmeldelsen af Poohat

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilDanspil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen