SNAK Selskabsspil For Venner anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år + | Spilletid: 30 - 60 minutter | Spillere: For 2 - 5 deltagere

"En god snak bringer folk tættere på hinanden. Og det er hele formålet med dette hyggelige spil, hvor der er skruet ned for konkurrencen og op for nærværet..."

 

Kom tættere på dine venner med et enkelt samtalespil

For mig handler brætspil i bund og grund om nærvær og hygge. Uanset om man spiller sammen med sine venner, sine børn, sin mand eller sin kone, får man en rar oplevelse sammen. Det knytter nogle bånd, som man ikke skaber, hvis man sidder bag hver sin skærm.

Spil kan noget særligt i forhold til at bringe folk sammen, og det gælder især spillet SNAK, hvor nærværet er i hovedsædet og ikke bare er en sidegevinst.

Pust nyt liv i samtalerne


Når man taler med sine venner over et glas vin eller en god middag, kommer snakken tit til at kredse om de samme emner. Man snakker typisk om arbejdslivets glæder og udfordringer og om den hårde disciplin at opdrage børn.

Men der er en lang række emner, som det er mindre naturligt at bevæge sig ind på. Men den slags spørgsmål er omdrejningspunktet i SNAK. Der finder du temaer som passion, værdier og kriser, og det er noget, der for alvor kan sparke nogle spændende samtaler i gang.

Reglerne er op til jer

Men hvordan fungerer det så?

SNAK består egentlig bare af et spil kort og en terning. Hvad du spiller med kortene er helt op til dig. Det kan være alt fra Fisk til Bridge, for spillet er ikke det vigtige. Det er faktisk bare en påskud for at få en god snak.

Den vigtige forskel i forhold til et almindeligt spil kort er, at der på nogle af kortene står forskellige temaer, som man kan snakke om, når det kort dukker frem af bunken.

Hvis I for eksempel spiller 500 (også kaldet Rommy), kan I tale om et tema, når det dukker op på et af de kort, der bliver lagt ned på bordet. Men det er helt op til jer, hvordan I bruger det.

Temaerne spænder bredt: Barndom, drømme, kriser, følelser og så videre. Den spiller, der lægger et kort med et emneord på, kan tale frit om emnet.

Reglerne opfordrer til, at de andre spillere lytter og eventuelt spørger ind til, hvad der bliver fortalt. Men de skal ikke afbryde med deres egne historier.

Spørgsmål med stor dybde

Hvis det bliver lidt for flyvsk at tale ud fra et overordnet emne, kan I bringe terningen i spil. Når du støder på et emne, kaster du terningen. Så kigger du i den overskuelige regelbog under det emne og læser spørgsmålet, der svarer til tallet på terningen.

Regelbogen indeholder en masse gode spørgsmål, som gør, at du og dine medspillere kommer til at lære en masse om hinanden.

Der er både tunge spørgsmål som "Hvordan har du taklet kriser i dit liv?" og mere muntre spørgsmål som "Hvad er den dårligste scorereplik, du har været udsat for?"

Men uanset hvilket spørgsmål, man slår ned på i regelbogen, venter der en interessant historie bagved. Og det er det, der gør spillet til noget særligt.

Det er nemlig sjældent, at man har en god lejlighed til at stille den slags dybe spørgsmål til sine venner. Derfor lærer man hurtigt noget, man ikke vidste om hinanden i forvejen, når man spiller SNAK. Og det styrker båndene med familie og venner.

Danskudviklet

SNAK er udviklet i Danmark, og missionen bag det, var at lave et spil, der kunne sætte gode samtaler i gang. Der har ligget et stort arbejde i at finde de helt rigtige spørgsmål, som er interessante uden at være grænseoverskridende.

Der findes også to andre udgaver af SNAK. Et til børn og et til unge. Førstnævnte har jeg allerede set nærmere på i en anden anmeldelse, som du kan læse her:

-> Læs anmeldelse af SNAK Samtalespil For Børnefamilier

Spillet er i et enkelt og minimalistisk design, og så kommer det i en lille æske, der er nem at have med overalt.

Få en god snak med dine nærmeste

Som du kan høre, er jeg ret vild med idéen og udførelsen af SNAK. Det evner at give plads til en god snak på en helt enkel måde.

Når man åbner kassen første gang, tænker man måske, ”er der ikke mere?”, Men når man først går i gang med at spille, skaber de skarpe og velvalgte spørgsmål grobund for en god samtale, der kan få lov at udvikle sig resten af aftenen.

Det kræver selvfølgelig, at du spiller sammen med nogen, der også køber præmissen med at snakken er vigtigere end spillet. For ellers kan det godt være, at der er en spiller eller to, der kommer til at fokusere på kortspillet i stedet for snakken. Det har jeg dog ikke været ude for.

Der er selvfølgelig andre spil på markedet, der stiller små og store personlige spørgsmål som en del af gameplayet. Det gælder for eksempel EGO spillene. Men i SNAK er der skruet helt ned for konkurrenceelementet, så nærværet er i fokus, og det giver stor værdi.

God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSnak

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen