Send e-mail

kontakt@legebyen.dk

Ring til os:

tlf.: 72 622 630

Åbningstider:

Hverdage 8:30 - 15:30

En spilanmeldelse af Nova Luna

"Nova Luna er et spil, vi vender tilbage til igen og igen herhjemme. Man bliver fristet til at tage spil mere, for måske kan man lige snuppe sejren, hvis man spiller på en lidt anden måde..."

Nova Luna spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 – 60 min. | Spillere: For 1 – 4 deltagere | Priser: Nomineret til Årets Spil i Tyskland 2020

“Nova Luna er et fremragende spil, for børn og voksne, der kan lide spil, hvor man skal tænke sig om. De fleste spil er meget tætte, så der skal kun et lille fejltrin til for at smide sejren. Men til gengæld føler man sig heller ikke hægtet af, hvis man er lidt bagude. Og det er vigtigt, for ellers er det knapt så sjovt at spille…”

En farverig udfordring for de små grå

Nova Luna er et nyt spil fra en af brætspil verdenens store navne, Uwe Rosenberg. Du behøver ikke at vide, hvem han er. Du skal bare vide, at kvaliteten altid er høj, når hans navn står på æsken.

Uwe Rosenberg har designet mange fremragende spil i den krævende og komplekse ende af skalaen. For eksempel Agricola, som jeg tidligere har anmeldt. Men han er lige så dygtig til at lave enkle og sjove spil som Patchwork, som også er anmeldt her på bloggen.

Nova Luna hører til den enkle kategori. Det er nemt at lære, men man skal alligevel have gang i de små grå for at blive god til det. Den anmeldte version er engelsk, da spillet i skrivende stund ikke er udgivet med danske spilleregler.

Spillet blev i 2020 nomineret til Årets Spil i den tyske prisuddeling Spiel des Jahres, men vandt desværre ikke.

I gang på et øjeblik

Nova Luna er også et dejligt enkelt spil at gøre klar til. Du blander bare brikkerne og lægger det såkaldte månehjul klar. Så sætter du den måneformede markørbrik op ved startfeltet og lægger 11 brikker ud rundt om månehjulet.

Hver spiller får 20 runde opgavemarkører, og så er I klar til at spille.

Kort fortalt går spillet ud på at løse de opgaver, der er vist på hver af de mange brikker. Hver gang du løser en opgave, dækker du den til med en af dine opgavemarkører. Og den første, der lægger alle sine 20 markører – og dermed har løst 20 opgaver – vinder spillet

Brikkerne viser fra nul til tre opgaver. Alle opgaver går ud på at lægge brikker i bestemte farver ved siden af den brik, opgaven står på.

Hvis du for eksempel har en brik, der viser tre orange prikker, gælder det om at lægge tre orange brikker op ad den brik, opgaven står på. De tre orange brikker behøver ikke alle at ligge lige op ad opgavebrikken, så længe de bare er forbundet med hinanden.

Og hvis du synes, det lyder lidt forvirrende så bare rolig. Det giver fin mening, når du sidder med spillet.

Kombinationer på kryds og tværs

Det udfordrende element ved Nova Luna er, at de nye brikker, du lægger for at løse en opgave, også selv indeholder nye opgaver. Derfor er du hele tiden nødt til at tænke på, hvordan brikkerne bedst passer sammen, så du kan løse flest mulige opgaver.

Selvom det kan være svært at regne ud, er det netop den spilmekanik, der gør Nova Luna sjovt og tilfredsstillende at spille. Det føles godt at lægge en brik, som gør, at du med det samme kan løse to-tre opgaver. Men det kræver koncentration og omtanke at få det til at lykkes.

Taktik for viderekomne

Nova Luna indeholder også en anden vigtig dimension, nemlig måden du vælger brikker på.

Der er nemlig ikke frit valg på alle hylder – desværre. Når det er din tur, kan du vælge en af de næste tre brikker, der ligger efter den måneformede markørbrik ved månehjulet. Når du har taget brikken, rykker du markøren frem til det sted, hvor brikken lå. Så kan den næste spiller vælge mellem de tre næste brikker.

Få to ture i træk

Men i Nova Luna spiller I ikke altid på skift. Hvis du spiller taktisk smart, kan du nemlig få flere ture i træk.

For hver brik, du tager, rykker du nemlig det antal felter frem, der står på brikken. Det kan være alt fra 1 til 7 felter. Men det er altid den spiller, der står bagerst, som har næste tur. Så hvis du rykker 3 felter frem, men stadig er den bagerste spiller på brættet, er det din tur igen.

Men hvorfor så ikke bare altid tage brikkerne med lave tal, så man får flere ture? Det er en dårlig idé, fordi brikkerne med lave tal altid har sværere opgaver. Så du altid nødt til at vurdere, om du vil have en nem opgave og rykke langt frem eller en svær opgave og få flere ture. Der var ingen, der sagde, det skulle være nemt.

Sjovt, spændende og udfordrende

Nova Luna er et spil, vi vender tilbage til igen og igen herhjemme. Man bliver fristet til at tage spil mere, for måske kan man lige snuppe sejren, hvis man spiller på en lidt anden måde.

De fleste spil er meget tætte, så der skal kun et lille fejltrin til for at smide sejren. Men til gengæld føler man sig heller ikke hægtet af, hvis man er lidt bagude. Og det er vigtigt, for ellers er det knapt så sjovt at spille.

Hvis du tidligere har spillet Patchwork, får du nogle af de samme spilmekanikker her – selvom det også er ret anderledes på flere punkter. Men hvor Patchwork er begrænset til to spillere, kan I være op til fire, når I spiller Nova Luna.

Spillet fungerer godt, uanset om I er to, tre eller fire spillere. Og du kan faktisk også spille en soloversion, hvis du har lyst til lidt hurtig adspredelse.

God spillelyst.

– Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Agricola

Læs også spilanmeldelsen af Patchwork

Læs også mere om alle Årets Brætspil 2020

Søren Vinggaard Hellerung

Vi er en familie på tre, som ofte spiller brætspil. For os er det en god måde at bruge mindre tid på skærme og mere tid på at hygge med hinanden.

Vores datter, Agnes, er årgang 2014, så hun er stadig mest interesseret i de helt enkle spil. Mor og far spiller med, men når den lille er lagt, kommer de mere indviklede spil på bordet.

Her er vores yndlingsspil lige nu:

Agnes’ favoritter
1. Uno
2. Klodsmajor
3. Santorini

Voksenspil
1. Pandemic
2. 7 Wonders Duel
3. Quacks of Quedlinburg

Skriv et svar