SMART I en fart spilanmeldelse

Spillere: For 4 - 6 deltagere | Spilletid: Ca. 30 minutter | Alder: Fra 10 år | Mærke: Danspil | Antal: 1 spil i æske.

"Jeg ved næsten ikke helt, hvor jeg skal starte. Dette er et spil, hvor jeg har en masse modsatrettede følelser. På den ene side, har det nemlig skabt en masse god familietid, men på den anden side, så har det været, hvor vi ikke spillede det. Det lyder forvirrende, kan jeg godt se, men lad mig forklare. Selve spillet virker lidt som noget, jeg selv kunne have fundet på som en selskabsleg..."

En spilanmeldelse af SMART i en fart

Et lille hyggeligt spil om forskellige danske emner. Det kommer i en lille æske, der måler 6,5 * 10,5 * 16,5 cm. Inde i æsken gemmer der sig ca. 300 spørgsmålskort med 4 spørgsmål på hver, 1 terning, 2 timeglas, 1 pointblok og en spillevejledning.

På æsken står der, det er for 4-6 spillere fra 10 år og opefter. Vi har dog også spillet det med 8 spillere, hvilket gik ganske fint. Det eneste problem var, at pointblokken kun har plads til 3 hold, så det krævede blot, at vi noterede det 4. holds point i bunden af pointblokken. Man skal være opmærksom på, at ikonet på æsken kan være lidt misvisende, da det ikke er for 4 til 6 spillere, men 4 eller 6 spillere. Da man skal gå sammen i makkerpar, kræver det selvfølgelig, man er et lige antal.

Det er en kort og præcis spillevejledning. Trods det så lykkedes det mig alligevel at klumre i det første gang, vi spillede det. Jeg havde overset, at man gerne måtte gætte løs lige så mange gange, man havde lyst til, indtil man valgte at sige ”pas”. Derudover så kunne vi ikke helt finde ud af stjernefeltet på terningen.

Der står, man har frit valg mellem hvilket af de 4 spørgsmål, man ønsker, men ikke hvem der skal beslutte det og i tilfælde af, at det er makkeren; om han/hun må kigge på spørgsmålene først og derefter træffe valget?

I bund og grund er spillevejledningen nok bare meget kort og præcis og alle tillægsspørgsmål, man kan have herudover, må man beslutte sine egne regler for.

Der står også på æsken, at det tager 30 min at spille, men det kan være svært at holde sig helt indenfor – med 6 spillere tog det for os 45 minutter og med 8 spillere var vi oppe på godt 1 time. (Vi har prøvet det 2 gange – den ene gang med 3 hold og den anden gang med 4 hold. Første gang var spillerne i alderen 10 til 70 år og anden gang i alderen 14 til 64 år.)

Selve spillet

I ”SMART i en fart” gælder det både om at have paratviden, at være hurtig, kende sig selv og sin makker og samarbejde om at vinde over de øvrige hold.

Spillet spilles over 3 runder. Alle finder en makker, som de er sammen med hele spillet. Det kan være en fordel at finde en makker, man kender godt.

Alle 300 spørgsmålskort (inkl. bonuskort) blandes og fordeles ligeligt mellem holdene.

I første runde skal spillerne hver især finde kort fra deres bunker, som de tror, de selv kan svare på. Alle kort har en kategori på bagsiden, som man vælger ud fra. Dette har man 15 sek. til (det hvide timeglas). Men man skal tænke sig om, da alle kort, man vælger, tæller enten som plus eller minuspoint, så det er farligt at tage for mange.
Når de 15 sek. er gået, bytter spilleren kort med sin makker, så makkeren kan stille spørgsmål i de kort, man har valgt til sig selv.

Første spiller slår med terningen, som viser enten A-B-C-D eller stjerne.
Terningslaget afgør, hvilket af de 4 spørgsmål, spilleren skal svare på. Slår man stjerne er der frit valg (som tidligere nævnt er det ikke udspecificeret, hvem der tager denne beslutning, så det skal man lige aftale på forhånd, så det er ens for alle).

Man skal altså kun svare på 1 spørgsmål på hvert kort, men til gengæld skal man nå igennem alle kort, man har givet sin makker efter udvælgelsen på de 15 sek.

Det sorte timeglas på 1 minut vendes, og makkeren skal nu stille spørgsmålene til første spiller. Spilleren må gætte ubegrænset antal gange, men må også sige pas og gå videre til næste kort.

Når timeglasset er løbet ud, vil alle ubesvarede kort tælle som minus – både dem man sagde ”pas” til og dem, der slet ikke nåede at blive stillet. Det er derfor, man skal passe på med at slæbe for mange kort til huse i udvælgelsen. Dette noteres på pointblokken.

Herefter slår makkeren med terningen, og så er det ham/hende, der skal nå at svare på alle sine spørgsmål indenfor 1 minut. Makkerens point noteres ligeledes på pointblokken.
Almindelige spørgsmål giver enten 1 minus eller 1 plus point. Bonuskort giver enten 3 minus eller 3 plus point.

Så går turen videre til næste hold, som gør det samme.

I runde 2 starter man igen med en udvælgelse på 15 sek. men denne gang, skal man finde kort, som man tror, makkeren kan svare på. Efter de 15 sek. slås der igen med terningen, stilles spørgsmål og noteres point som i runde 1.

Den 3. og sidste runde starter også med udvælgelse af kort ligesom de forrige runder. Men nu skal man vælge kort til en modstander. Man skal vælge 8 kort, som man regner med, vedkommende ikke kan svare på, så det hold får flest mulige minuspoint. Hvis man ikke når at finde 8 kort indenfor de 15 sek. tages de resterende tilfældig fra bunken.

Kortene gives herefter til modstanderens makker. I runde 3 er det ikke spilleren selv, men den spiller, som valgte kortene, der skal slå med terningen på vegne af sin modstander. Herudover foregår det som i de to foregående runder med 1 minut til at svare på spørgsmål og point noteres på blokken. Vinderne er det hold, der til slut har samlet flest point (eller færrest minuspoint).

Vores vurdering

Jeg ved næsten ikke helt, hvor jeg skal starte. Dette er et spil, hvor jeg har en masse modsatrettede følelser.
På den ene side, har det nemlig skabt en masse god familietid, men på den anden side, så har det været, hvor vi ikke spillede det. Det lyder forvirrende, kan jeg godt se, men lad mig forklare.

Selve spillet virker lidt som noget, jeg selv kunne have fundet på som en selskabsleg. Det er ganske udmærket, man leger og har det sjovt. Men der er ikke meget substans i måden at spille det på. Til gengæld så har jeg siddet med hele svigerfamilien ved middagsbordet, hvor vi bare tog spørgsmål og læste op og så var det om at være hurtigst til at svare – bare for hyggens skyld.

Anden gang, vi spillede det, var med min egen familie (mormor, morfar, moster, onkel, nevøer, niece og døtre) og da vi var færdige, gik jeg lige kortvarigt udenfor rummet. Da jeg kom tilbage, sad de på præcist samme måde og valgte spørgsmål ud og læste højt og så kunne alle svare frit ud i rummet.

Der er en kæmpe fordel ved ”SMART i en fart” og det er sværhedsgraden af spørgsmålene (og de mange forskellige kategorier). Der står, det er fra 10 år og opefter. Hvis man vil spille det præcist som tiltænkt, så kan det godt være svært for en 10-årig - særligt ift. udvælgelsen på 15 sek.

Det er virkelig ikke særlig lang tid, og slet ikke hvis det tager lang tid at læse kategorien på kortenes bagside. Her kan man dog alternativt give børn under x år muligheden for at bruge det sorte timeglas (altså 1 minut) eller måske vende det hvide timeglas, så de får dobbelt så lang tid som de unge/voksne.

Sværhedsgraden er meget svingende, men det er vist det første quizspil, jeg er stødt på, hvor jeg for alvor tænkte ”det her egner sig virkeligt til HELE familien”.

Der er så mange forskellige kategorier, så det bør være muligt for alle at finde noget, de kan svare på – også selvom de normalt ikke er gode til quizspil. Dét kan jeg godt lide.

Eksempler på kategorier og spørgsmål dertil:

Supermarkeder: ”Hvem vil så gerne have, at du bliver lidt længere?”
Comedy: ”Hvad er ”Andens” rigtige navn?”
Garn: ”Hvilket dyr kommer mohair-garn fra?”
Byer: ”Hvad hedder Danmarks nordligste by?”

Derudover er der kategorier som:

  • Streamingtjenester
  • Sommerferie
  • Vild med dans
  • Musikere
  • Grøntsager
  • Værdipapirer
  • Historie.

Som I kan se, spænder kategorierne vidt, og spørgsmålene er ikke kun for alle dem, som altid er gode til quizspil og ved en masse om alt det, vi andre har glemt.

Jeg tror, at det er derfor, spillet faktisk mest af alt er blevet brugt til hyggestunder, hvor vi bare læste kort op uden egentlig at bruge det som et spil.

Ulempen ved spillet er, at man kan have svært ved at spille det særlig mange gange i træk. Man tager jo gerne de samme kort fra, som er indenfor noget, man kender og allerede 2. gang, vi spillede det, kunne vi huske en masse af svarene fra første gang, vi havde spillet det nogle uger i forvejen.

Hvis der var tale om et dyrt spil, så ville jeg måske ikke umiddelbart anbefale det, fordi man for hurtigt kommer igennem spørgsmålene og kan huske svarene og der ikke er så meget spilværdi/substans i det. Men til den nuværende pris, så er det et meget hyggeligt spil, som allerede har underholdt en del – om end det primært har været uden at spille det, som det oprindeligt var tiltænkt.

- Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af Danmark spillet

Læs også spilanmeldelsen af Ryd bordet

Læs også spilanmeldelsen af Ludo Quiz

 

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilDanspil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen